Pressemøde den 16. januar 2019

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen: ”Velkommen til pressemøde her i Spejlsalen, hvor regeringen i dag vil præsentere vores udspil til en reform af det danske sundhedsvæsen: Patienten først, nærhed, sammenhæng, kvalitet, patientrettigheder. Det er et udspil til en reform, man kunne måske også kalde det en udviklingsplan, som skal tage fat om de udfordringer, som vi har i det danske sundhedsvæsen, og som alt for mange patienter oplever i dag.

Det er et sundhedsvæsen, som på mange måder jo er rigtig godt – og bedre end det var, men som også har en udtalt mangel på nærhed. Hvor alt for mange skal rejse alt for langt for at få en relativ ukompliceret behandling – eller for at gå til kontrol. Hvor fx patienter med lungesygdommen KOL eller diabetes bliver udsat for det. Det er et sundhedsvæsen, som mangler sammenhæng. Et sundhedsvæsen, som hvis man skal bruge et billede”station for station” sådan set fungerer godt – dygtige mennesker, god behandling, men det kniber med at få togrejsen til at hænge sammen. Hvor mange patienter og pårørende føler sig usikre på, om den ene hånd altid ved, hvad den anden gør, fx når en ældre medicinsk patient udskrives fra sygehuset til genoptræning eller plejehjem. Det tror jeg faktisk, vi alle sammen har oplevet selv eller hos nogen, vi kender.

Det er også et sundhedsvæsen, hvor der er for stor forskel på behandlingen – alt afhængig af, hvor i landet man bor.

Og det er et sundhedsvæsen, hvor patienternes ret til hurtig udredning og behandling, som i Danmark ellers er blandt de bedste. Patientrettighederne respekteres, for at sige det diplomatisk, noget forskelligt fra region til region – bl.a. i forhold til behandling og udredning af kræftpatienter. Det kan vi gøre bedre, og det skal vi gøre bedre.

Patienten skal sættes først, det er det helt afgørende, vi tager patientens parti.

Med udspillet her i dag, der sætter vi en retning, så vi over de næste år kan skabe et stærkere og et mere trygt sundhedsvæsen. Men det er jo vigtigt at sige, at vi begynder ikke fra nul, vi har sådan set et rigtigt godt udgangspunkt.

Jeg blev sundhedsminister tilbage i 2001 i en situation, hvor jeg tror, man helt ærligt må sige, at patienterne totalt havde tabt tilliden til det danske sundhedsvæsen. En tid, der var præget af mange skandaler. Kræftpatienter, der systematisk ikke blev behandlet til tiden. Folk, der blev fejlopereret, jeg tror, mange kan huske skandalen fra Bornholms Sygehus, hvor kvinder fik fjernet deres bryst helt unødvendigt, fordi man ikke havde kompetencerne til at lave brystbevarende kirurgi. Det var sådan set en dyster baggrund, og på den baggrund, der har tingene udviklet sig i den gode retning.

Ventetiderne er kortere, behandlingerne er bedre. Flere overlever alvorlige sygdom. Vi har investeret massivt i nye superhuse – flere læger, flere sygeplejersker – meget er blevet bedre.

Men det hører med til ansvarlig ledelse også at tage bestik af morgendagens udfordringer.

Og vi står med nogle udfordringer eller problemer – eller hvad ord, man nu vil bruge, som kun vil vokse sig større de kommende år.
I løbet af bare de næste 10 år, der vil vi få tæt på 1⁄4 million flere over 75 år i Danmark.

Befolkningssammensætningen ændres.

Flere danskere vil blive ramt af kronisk sygdom. Det er mennesker, som ofte har brug for at komme på sygehuse, sådan som vi har indrettet os i dag. Og vores sygehuse kommer derfor under et alvorligt pres. Når fx antallet af diabetikere næsten fordobles over 10 år. Og derfor er det ikke at gøre ingenting ikke noget svar – det er ikke nok at gøre mere af det samme. Det er ikke nok bare at putte flere penge ind i systemet eller ansætte flere. Vi skal gøre begge dele, men det gør det ikke alene.

Det er derfor vi sætter en retning og sætter strøm på en udvikling, som så småt allerede er i gang, som betyder, at flere opgaver skal løses lokalt.
Flere patienter skal behandles hos egen læge – tættere på, hvor de bor.

Sundhedspersonalet i kommunerne skal kunne løse flere opgaver, hvad der ikke er svært skal være nært. Og hvad der er svært i dag – altså, det skal vi bygge kompetencer op omkring ude i kommunerne, så man alligevel kan gribe ud efter det.

Og det kan fx ske i nye moderne sundhedshuse med læger, med sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som både har det fornødne udstyr og endnu bedre kompetencer.

Det siger sig selv, at sygehusene fortsat skal løfte de mest specialiserede behandlinger. Men sygehusene skal have en mere udadvendt rolle. En rolle, hvor de skal rådgive kommuner og praktiserende læger. Og samtidig skal vi være langt bedre til at koordinere lokalt. Det er derfor, vi ønsker at oprette 21 sundhedsfællesskaber, som bliver en forpligtende ramme – et partnerskab, som skal sørge for, at sygehuse, praktiserende læger og kommuner taler bedre sammen, så ingen patienter oplever dét, at man bliver tabt mellem to stole.

Og så skal der selvfølgelig følge penge med – det siger sig selv.

Vi etablerer med udspillet her en nærhedsfond på 6 milliarder kroner. Det er ekstraordinære penge. Det er en ekstraordinær nærhedsfond, som skal bruges til at kickstarte denne her udvikling.

Lidt fortærsket kan man måske bruge billedet benzin og motor. Hvert år kommer den her regering, og det tror jeg også andre regeringer ville gøre, til at putte benzin, altså flere penge ind i vores sundhedsvæsen, men det er jo ikke ligegyldigt, hvad det er for en motor, man putter benzinen på. Det kan være én, der kører længere eller kortere pr. liter. Og nu investerer vi altså 6 milliarder kroner i motoren ekstraordinært.

Så fonden her kommer altså ud over de midler, der bliver behov for at afsætte til sundhedsområdet over de kommende år.

Det bliver en stor opgave for kommunerne at videreudvikle deres sundhedstilbud. Og derfor kommer vi også til at følge med i, hvordan det udvikler sig kommune for kommune. Og vi har også et vist tålmod, fordi vi ved godt, at dét, vi forslår her, det forudsætter, at der bygges op med kompetencer og ressourcer, og derfor et det her ikke sådan en fingerknipsreform. Det er en udviklingsplan for det danske sundhedsvæsen.

Men ambitionen er at forankre flere opgaver lokalt – tæt på, hvor borgerne bor, flytte opgaver ud. Men der er også behov for, at andre opgaver løftes op på et mere nationalt niveau. Med et mere entydigt ansvar og med mulighed for at skabe ens rammevilkår – både i forhold til kvalitet, i forhold til opfølgning på patientrettighederne, så de ikke beror på, hvor man bor, men indfries ligeværdigt i hele landet. Indkøb af medicinsk udstyr, it osv.

Vi ønsker, at den til enhver tid siddende regering – jo i samspil med Folketinget – skal fastlægge de overordnede principper og prioriteringer for sundhedsområderne.
Og derfor skal vi have en ny national myndighed – Sundhedsvæsen Danmark, som skal udvikle og koordinere på tværs – Sundhedsvæsen Danmark får hovedsæde i Århus.

Så mere lokalt, mere nationalt. Og det gør så, at dét, der ligger midt imellem Danmarks fem regionsråd ikke længere er nødvendige.

Det er ikke, fordi de har fejlet. Det er ikke, fordi det var en dårlig ide. Jeg synes personligt, at det var en udmærket ide. Tværtimod, men det er fordi, at de udfordringer, vi står over for, er nogle andre end dem, vi skulle løse, da vi lavede regionerne. Og alle i hele landet har en berettiget forventning om at få den bedst mulige behandling.

I stedet for regionerne og regionsrådene etablerer vi fem nye sundhedsforvaltninger, som skal stå for en professionel drift af vores sygehuse og bygge videre på de gode resultater.

De fem sundhedsforvaltninger får den samme geografiske afgrænsning, som den, vi kender i dag – og det betyder, at hovedsæderne for de her fem sundhedsforvaltninger forbliver i Aalborg, i Viborg, i Vejle, i Sorø og Hillerød. Og regeringen ser gerne, at de fem nuværende regionrådsformænd påtager sig posten som formand for de nye bestyrelser, der sættes i spidsen for sundhedsforvaltningerne.

Det vil være sådan, at denne her reform starter et år før udløbet af den nuværende valgperiode, så vi vil altså sige farvel og tak til regionsrådsmedlemmerne et år før valget og ønsker så, at de eksisterende regionsrådsformænd påtager sig opgaven som formand for de fem bestyrelser i den første valgperiode på 3 år – altså 2 år inde i dét, der ellers ville være den næste valgperiode.

De nye sundhedsforvaltninger skal fokusere på sundhedsopgaven. Regionernes opgaver – det er ikke så mange, men regionernes øvrige opgaver uden for sundhedsområdet flyttes til kommunerne eller til staten eller bortfalder, der er fx ikke noget partistøtte på det regionale niveau, der længere skal administreres. Hvad betyder det her for sundhedspersonalet – ja, altså langt de fleste af jer, der er ansat i det danske sundhedsvæsen vil jo ikke blive berørt ansættelsesmæssigt af det her. Vi ændrer ikke ved dét, der allerede fungerer – tværtimod, så rummer planen her jo også en ambition om, at I skal have flere kolleger, og det ved jeg sådan set, at I har brug for. Det er stort set umuligt at opdrive en arbejdsløb sygeplejerske i Danmark, bare for at tage det som et eksempel. Så vi er nødt til også at sætte ind med at uddanne flere læger, flere sygeplejersker – skabe mere personale.

Det rummer udspillet her også nogle bud på – på dét, man kunne kalde den lange bane – altså for at bære denne her reform. Men regeringen ved udmærket godt, at der også er nødt til at ske noget mere kortsigtet, og derfor vil udspillet i dag blive fulgt op af en række konkrete initiativer, der bliver offentliggjort på fredag, som mere lige nu og her skal adressere de udfordringer, vi har.

Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige tak til alle de dygtige medarbejdere i vores sundhedsvæsen hver og én, som jo hver dag knokler for at hjælpe, for at støtte, for at udrede, for at behandle, for at pleje, for at genoptræne mennesker, som er ramt af sygdom. Vi er alle sammen, og det er ikke en politisk bemærkning, vi er alle sammen som mennesker dybt afhængige af jer – og vi har, og jeg har en kæmpe respekt for jeres arbejde.

I forlængelse af udspillet her i dag vil sundhedsministeren og innovationsministeren invitere relevante organisationer, foreninger, sundhedsvæsenets interessenter kunne man sige, til møder i Finansministeriet over de kommende uger for at høre deres synspunkter om regeringens udspil.

Og når vi er færdige med den møderække, hvor vi lytter til sundhedsvæsenets interessenter – ja, så starter vi forhandlingerne og inviterer Folketingets partier til drøftelser om udspillet her, selvfølgelig med helblik på at se, om det er muligt at lave en aftale i løbet af foråret.

Jeg håber, vi får en god og solid aftale, som skaber de bedst tænkelige rammer for fremtidens sundhedsvæsen, det fortjener patienterne, det fortjener de pårørende, og det fortjener personalet.

Og med de ord vil jeg i første række give ordet videre til udenrigsministeren!
Udenrigsminister Anders Samuelsen: Tak for det!

Denne her reform er i høj grad også et eksempel på, at vi flytter kræfter fra tid bag skærmen til tid til patienterne – altså en opgradering af den borgernære velfærd.
Sundhedsreformen, den omdanner regionerne, så vi går fra tre politiske niveauer til kun to.

Det forenkler den offentlige sektor. Det giver et bedre sundhedstilbud til borgerne. Og det sparer det offentlige for 2,3 milliarder til administration frem mod 2025. Det står i kontrast til udviklingen, som vi har set siden 2007, hvor regionerne har ansat et betydeligt antal flere medarbejdere i administrative funktioner. Den udvikling, den vil regeringen nu vende.

De fem nye sundhedsforvaltninger skal, som nævnt, forvalte sundhedsopgaver og kun dét.

Regionernes opgaver uden for sundhedsområdet skal løses på anden vis. Også her kan vi indrette den offentlige sektor mere effektivt til gavn for borgerne.
Kommunerne vil få størstedelen af regionernes andre opgaver. Det gælder det
specialiserede socialområde, specialundervisning og kollektiv trafik.

Vi vil inden længe fremlægge et selvstændigt udspil om den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

Frem mod 2030, der kan vi effektivisere for omkring 1⁄2 milliard alene ved at flytte indsatsen mod jordforureninger fra regionerne til staten. Det her betydelige beløb vil vi bruge fornuftigt ved at styrke indsatsen mod de ni såkaldte generationsforureninger i Danmark. Det er bl.a. Grindstedværket, Cheminovas fabriksgrunde og Høfde 42.

Andre opgaver falder simpelthen helt bort. Vi sparer fx den partistøtte, som tildeles på baggrund af regionsvalgene. Vi sparer også udgifterne til at honorere de 41 regionsrådsmedlemmer i hver region. Så selvom der kommer nye udgifter til, og det gør der, eksempelvis nye bestyrelser, så er regnestykket positivt i skatteborgernes favør.

Vi kan i alt spare 11⁄2 milliard kroner ved nedlæggelse af regionerne frem mod 2025, som er med til at finansiere Nærhedsfonden til gavn for patienterne.

Derudover så sætter vi også som et mål at spare knapt 0,8 milliarder frem mod 2025, fordi en række administrative opgaver nu kan løses bedre i den nye organisering. De penge skal blive i sundhedsforvaltningerne til sundhedsopgaver, som kommer patienterne til gavn.

Så alt i alt – mindre administration, bedre service til borgerne, det er en god reform for Danmark.

Statsministeren: Tak for det!

Så vil jeg give ordet videre til børne- og socialministeren!

Børne- og socialminister Mai Mercado: Tak Lars!

Sundhedsreformen vil også styrke det nære sundhedsvæsen – og her, der spiller landets 3.500 praktiserende læger en nøglerolle. Når sygdommen rammer i familien, så går man jo ofte til sin egen læge først. Det er den læge, der kender familien bedst, og derfor også kan hjælpe bedst. Og det er et problem, at 70 % af landets lægepraksis har lukket for tilgang for nye patienter. Og vi ved, at mange læger også er på vej på pension i fremtiden. Og derfor, så er det jo helt afgørende, at vi uddanner flere praktiserende læger, og det er regeringen i gang med.

Senest, der har vi øget dimensioneringen med i alt 60 ekstra pladser i 2019 og i 2020.

Og med sundhedsreformen – jamen, der vil regeringen løfte antallet af uddannelsesstillinger med yderligere 100, dvs. i alt 160 ekstra pladser i 2019 og 2020. Og til sammenligning, der blev uddannelsen altså løftet med 12 pladser fra 2011 og til 2015. Så sundhedsreformen vil give de praktiserende læger en endnu større rolle at spille, og vurderingen er derfor også, at med tiden, der bliver der behov for i størrelsesordenen 100 nye ydernumre.

Et andet indsatsområde i sundhedsreformen er den akutte hjælp, når vi rammes af pludselig sygdom, eller vi kommer ud for en ulykke. Her, der skal det være nemt, overskueligt at komme i kontakt medsundhedsvæsenet – uanset, om man har behov for en ambulance, lægevagten, eller man skal til et af landets 21 akutsygehuse.

I dag er der forskel på den akutte hjælp – alt efter, hvor man bor, og hvad tid, det er på døgnet, og det er utrygt, det er ikke rimeligt i et land som Danmark. Derfor vil regeringen indføre et nyt landsdækkende lægevagtnummer – 113, som man kan ringe til, hvis man rammes af akut sygdom eller skade – eller, hvor det altså ikke er livstruende.

Og nummeret skal erstatte de mange forskellige indgange, der er i regionerne i dag til akut lægehjælp.

Og man skal altså fortsat ringe 112, hvis men er i akut livsfare.

Så Sundhedsstyrelsen anbefalede allerede i 2007 et nyt fællesnummer. Men regionerne har ikke ført dem ud i livet, og det vil regeringen nu altså gøre. Og samtidig så vil vi indsætte flere ambulancer, akutbiler og akutlægebiler i de områder, der har størst behov.

Statsministeren: Tak skal du have!

Og så endelig i første runde sundhedsministeren!

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby: Ja, tak!

Statsministeren nævnte jo fire udfordringer, som reformen tager fat på.
Og for det første, så har vi nærheden, som især handler om at flytte sundhedsopgaver tættere på borgerne. Tag KOL-patienten – vi skulle gerne have, at de undgår at blive forpustet på vej til sygehuset og i stedet for kan modtage pleje og omsorg derhjemme eller tæt på, hvor de bor.

Efter devisen: Det der ikke er svært, det skal være nært – ønsker vi at flytte 500.000 ambulante besøg fra sygehuset og frem mod 2025 flytte dem ud i de kommunale sundhedshuse eller ud til egen læge.

Vi ønsker også med et forstærket samarbejde og de 21 sundhedsfællesskaber og kommunernes større indsats på sundhedsområdet at forebygge 40.000 indlæggelser for især ældre medicinske patienter. For at sikre, at det kan lade sig gøre, så vil vi støtte op med de 6 milliarder kr. fra Nærhedsfonden. Et ekstraordinært løft, som kommer ud over de penge, vi ellers kommer til at bruge på sundhedsvæsenet, og som kan gå til flere moderne sundhedshuse, til at modernisere, udbygge vores praktiserende læger, til at sikre flere ambulancer og akutbiler. Mere sundhedspersonale og styrkede kompetencer ude i det nære sundhedsvæsen.

Og så må man bare sige, penge gør det ikke: Penge gør det ikke alene. Det kræver også, der er hænder nok, og derudover ønsker regeringen bl.a. at øge dimensioneringen af sygeplejerskeuddannelsen, så vi i de kommende år optager 2.000 flere sygeplejersker. 2.000 flere sygeplejersker, som vi ønsker at ansætte i vort sundhedsvæsen.

Men der skal også en række andre tiltag til her og nu. Og derfor offentliggør vi på fredag et udspil om flere hænder og mere arbejdsglæde.

Den anden udfordring, det er sammenhæng. Tag en psykisk sårbar 17-årig pige, hun må ikke ende som kastebold mellem kommune og region, når hun udskrives til den videre behandling hos egen læge og til kommunal opfølgning.

De 21 nye sundhedsfællesskaber, de skal sikre et bedre samspil på patienternes banehalvdel. De skal sikre et bedre forløb. De skal sikre en tryghed for patienterne, så man ikke føler, man falder ned mellem de forskellige instanser, vi har i dag med sygehuse, med egen læge og med de kommunale tilbud.

For det tredje, så har reformen fokus på kvalitet, og her må vi bare konstatere, at der er meget store geografiske forskelle i dag, og der er også en række opgaver i sundhedsvæsenet, som vi ikke får løst godt nok. Derfor vil vi lave en ny kvalitetsplan for det nære, som skal give sikkerhed for, at kommunerne også løfter opgaverne, når vi flytter sundhedsopgaverne tættere på, hvor vi bor.

Vi skal sikre den samme behandlingskvalitet – uanset, hvor man bor i landet, og derfor kommer vi til at lave bindende kvalitetskrav for sundhedstilbuddene i kommunerne, så man som patient kan være tryg ved den kvalitet, der ligger ude i det nære sundhedsvæsen.

Og det fjerde punkt, det er patientrettighederne. Vi ønsker som regering at styrke og udbygge vores patientrettigheder, for det går ikke mindst ud over de svageste i vores samfund, når de patientrettigheder, vi ellers har bygget op, ikke bliver efterlevet. Vi ved godt, at dem, der har stærke pårørende eller selv er ressourcestærke, de skal nok finde vej rundt i systemet. Men det er med til at skabe social ulighed i sundhed, når patientrettighederne ikke i fuldt omfang efterleves i dag. Derfor er det afgørende for regeringen, at man sikrer patientrettighederne og sikrer deres overholdelse over hele landet, og det vil være et klart fokus i vores sundhedsreform.
Det handler både om at styrke vejledningen for borgerne. Det handler om et fælles patientnummer. Flere patientvejledere. Men det handler også om at sikre, at det er sundhedsvæsenet og sygehuset, der har ansvaret, hvis man ikke kan behandle en patient til tiden.

Derudover, så ønsker vi at udvide patientrettighederne, bl.a. med en ny ret til udredning og behandling hos speciallæger og også til en ret til førstegangsfødende til at kunne blive op til to døgn på et barselshotel eller sygehuset, når man skal have det nye liv for mor/barn/familien til at komme godt i gang og få en god start på livet.
Det var en hurtig gennemgang af udspillet, der er rigtig mange flere detaljer, som vi glæder os til at diskutere i den kommende tid, og statsministeren vil ...

Statsministeren: Yes. Jamen tak for det!

Ja, vi har forsøgt at tegne et billede af dét, der står på de her 140 sider, og det yder det selvfølgelig ikke fuld retfærdighed, og derfor er der sikkert også et enkelt spørgsmål, der måske melder sig.

Skal vi starte med Danmarks Radio!

Spørger: Peter Geisling fra TV-Avisen.

Som jeg ser den kursændring, I laver på sundhedsvæsenet nu her, det er, at sundhedsvæsenet mere skal betragtes som en virksomhed og lidt mindre som en politisk arena.

Jeg kan høre flere af jer fremhæver eksempler, hvor regionerne har gjort det meget forskelligt. Og jeg kan mærke på jer, at det også har irriteret jer. Har regionspolitikerne i virkeligheden stået i vejen for, at danskeren kunne få den bedste behandling?

Statsministeren: Nej, det synes jeg ikke. Altså jeg har kæmpe respekt for de 205 mennesker, der har løftet den opgave igennem tilbage for et par valgperioder siden – med de vilkår, vi har givet dem. Men når du spørger, er det her politik, eller er det noget andet – jamen, så er det noget andet. Nu skal jeg ikke gøre det her for langt, men altså kommunalt selvstyre og nærdemokrati hviler jo sådan set på, at den lokale betalingsvilje ..., hvad skal man tage ind i kommuneskat, sammen med det lokale ambitionsniveau afspejler, hvordan løser man opgaverne. Og så er der accept af, at det kan man gøre forskelligt. Men helt ærligt, vi ønsker jo ikke for store forskelle her.

Altså, hvis der er noget, der definerer et velfærdssamfund, så er det trygheden ved at vide, at hvis man bliver alvorlig syg, så får man den bedst tænkelige behandling – altså den bedst tænkelige behandling. Og det handler om faglighed, det handler om evidens. Og derfor er den her opgave ikke sådan en – den løser vi, som vi har lyst til.

Og sådan er det jo heller ikke i dag. Det er jo også derfor, regionerne ikke fik skatteudskrivningsret. Men altså med de rammer, vi havde givet regionerne, synes jeg, de har løst opgaven flot. Og hvad handlede den opgave om – jamen, det handlede jo om at sørge for, at et specialiseret sygehusvæsen kom til at fungere bedre. Samle det på færre adresser – altså sådan, at når man blev opereret, så var det en, der havde prøvet det før, for at sige det lidt populært. Og det lykkes rigtig, rigtig flot, men hvis jeg kigger på, hvad er fremtidens udfordringer, hvor er det, vi skal skabe ny dynamik, hvor er det, vi skal sætte strøm til og tempo på, så er det i den der brobygning mellem dét, der sker på sygehusene – og dét, der sker derude. Så vi fjerner jo ikke politikken fra det her. Man kan sige, vi flytter politikken ud, tæt på.

Ønsker at engagere landets borgmestre. Ønsker at engagere landets udvalgsformænd – dem, der sidder ude i kommunerne og har ansvaret for sundhedsområdet eller ældreområder – eller hvad, man nu kalder det rundt omkring – trivselsudvalgsformænd hedder det nogle steder, engagere dem, for det er dér, der nu rigtig er brug for politik.

Og så er der også brug for noget nationalpolitik, fordi på de her store spørgsmål – altså, hvad kan man regne med, hvis man får en kræftsygdom, der må det engang være sådan, at Danmark er ligesom et land, og alle kræftpatienter kan regne med det samme. Og der er der brug for at definere noget politik, sådan er det jo også i dag.

Hvis I kigger på nogle af jeres egne medier i sidste uge, så var der to historier, der kørte samme dag. Den ene historie handlede om, at der var en debat i mit eget parti omkring, skal man have folkevalgte regioner.

Den anden handlede om, at der var alt for store forskelle i kræftbehandling. Der var et interview med socialdemokratiets sundhedsordfører, og hvad sagde han, han sagde, det er sundhedsministerens ansvar – det er sundhedsministerens ansvar. Og ja, det er jeg sådan set enig med ham i, for så vidt. Og derfor er der nogle steder, hvor vi er nødt til at tage et stærke nationalt ansvar på rammevilkårene.

TV2!

Spørger: I sløjfer de her folkevalgte regionsråd og laver så Sundhedsvæsenet
Danmark. Det er vel en centralisering, og det betyder vel, at de altafgørende beslutninger i sundhedsvæsenet rykker længere væk for borgerne?

Statsministeren: Det er jeg helt uenig i, at det betyder det. Det betyder, at de altafgørende beslutninger og tilbud rykker tættere på borgerne. 6 milliarder er investeret i det nære sundhedsvæsen. Dér, hvor patienterne er i kontakt. Borgmestre og udvalgsformænd og sygehusledelse, som bliver ansvarliggjort på det.
Og så er det rigtigt, at så er der nogle rammevilkår, som vi løfter op. Helt ærligt, vi synes, at det ville være klogere, hvis man havde udviklet et it-system i stedet for en sundhedsplatform i Østdanmark med alt det bøvl, det har skabt, og nogle andre løsninger i Vestdanmark.

Sket er sket, men klogt var det ikke. Så det er vel et eksempel på noget, vi fremadrettet gerne vil have mere snor i. Så man kan sige, at der er nogen rammevilkår omkring indkøb af medicinsk udstyr. Omkring it-systemer. Omkring, hvordan følger vi med i, om patientrettigheder efterleves. Hvordan sikrer vi, at der er en fornuftig arbejdsfordeling mellem de højst specialiserede sygehuse, sådan at vi nok har en fredelig kappestrid mellem Odense Universitetssygehus og Skejby og Rigshospitalet, men det ikke løber ud ad sporet.

Dén type ting, vil vi gerne have mere nationalt forankret.

Og vi laver så i øvrigt en model, hvor de fem formænd, der sidder ude i forvaltningerne, hvor vi altså beder de nuværende regionsrådsformænd om at tage den opgave på sig, samtidig sidder med oppe i bestyrelsen i Sundhedsvæsen Danmark for at sikre en god koordination.

Spørger: Men med det her udspil får vi så et mere eller mindre demokratisk system.

Statsministeren: Vi får et meget bureaukratisk system, fordi vi bringer sådan set flere af landets politikere i spil på en forpligtende måde.

Udenrigsministeren: Ja, hvis jeg må supplere bare kort, så er det jo også vores opgave at kigge ind på de ressourcer, som vi bruger på det her område – kan vi gøre det på en smartere måde, hvor vi flytter ressourcerne fra skærmtid til patienttid, og det kan vi ved det her, vi kan hente potentiel besparelse på det administrative område på op mod 2,3 milliarder kroner. Så ville det jo være udtryk for ikke at udføre rettidig omhu, hvis man undlod at gøre det. Det her, det er jo penge, som flyttes direkte ud til bedre service, bedre velfærd, bedre behandlinger, bedre patientrettigheder. Det er vores opgave selvfølgelig at løfte de penge i den rigtige retning ud til patienterne.

Statsministeren: Godt! Nu begynder hænderne at komme, og det er jo dejligt.

Du var faktisk først!

Spørger: Helle Schøler Kjær, NB Økonomi.

Jeg kan se på din sidste side i en af rapporterne, der skriver I, at økonomien imellem kommunerne skal reguleres i udligningsordningen. Den er der jo, som vi alle sammen ved mange problemer med allerede i dag. Men dét, der er mit spørgsmål, det er, hvem har egentlig risikoen her, når kommunerne overtager så mange opgaver. Kan de, så længe, udligningsordningen ikke er på plads, og ikke fungerer, sende regningen til regeringen eller til det nye sundhedsvæsen?

Statsministeren: Jeg tror, vi skal lade finansministeren svare på det. Det er ham, der sidder på pengene!

Finansminister Kristian Jensen: Det er rigtigt, og der er heller ingen tvivl om, at vi kommer til at investere flere penge ind i sundhedsvæsenet. De 6 milliarder i Nærhedsfonden er jo et helt konkret resultat ud af reformen her. Men derudover vil vi jo hvert eneste år diskutere, hvor meget mere skal lægges ind i sundhedsområdet Vi har siden valget løftet sundhedsområdet med 6 milliarder, og jeg tror også, vi kommer til at bruge rigtig mange penge i de kommende år på sundhedsvæsenet. ... Men når du så spørger til konkret, hvad med kommunerne, skal man jo huske på, at der går noget tid, inden denne her reform bliver konkret. Og i perioden fra nu af og til den bliver konkret, altså i 2021, der skal vi gerne have lavet den udligningsreform, som regeringen havde et klart ønske om at få gennemført, men desværre ikke kunne få et flertal i Folketinget bag. Jeg ved, at rigtig mange kommuner i dag er klemte, fordi udligningsreformen ikke blev gennemført. Det vidste vi på forhånd, derfor lagde vi så mange kræfter i det. Men må blot konstatere, at der ikke var et flertal på Christiansborg, der ville gennemføre det nu. Det er en bunden opgave, som skal løses.

Kort tid efter, at et nyt Folketing er samlet efter valget, der skal vi prøve igen som regering at få gennemført en udligningsreform, og der er det klart, at de elementer, der ligger her, som flytter økonomiopgaver mellem kommuner og de så afskaffede regioner, det skal vi naturligvis tage med ind. Fordi kommunerne skal have økonomi med til de opgaver, der følger med reformen her.

Spørger: Er det en garanti om, at når der kommer en kvalitetsgaranti fra sundhed i kommunerne, så får de fattige, altså borgerne i de fattige kommuner også en garanti for, at det ikke går ud over børneområdet, ældreområdet og andre områder?

Finansministeren: Det er en garanti for, at den økonomi, der følger med ud i kommunerne, også følger, når vi laver en ny model, en ny udligning ... på det her område.

Statsministeren: Det er heller ikke sådan, at vi bare lige i ét huk kaster en masse opgaver ned i kommunerne. Derfor har jeg også beskrevet det som en udviklingsplan – altså over tid skal kommunerne gribe ud efter flere opgaver. Og det sker på den måde, at vi laver en national kvalitetsplan med afsætning i Sundhedsstyrelsen, som sådan set siger noget om, at det her, det skal kommunerne kunne løfte. Og der skal pengene jo følge med. Og så tror og håber vi på, at når vi laver 21 sundhedsfællesskaber, så vil der være nogle steder, hvor man også har et ambitionsniveau, der rækker ud over det, man skal. Altså, hvor man vil gribe ud efter noget mere.

Og så er hele ideen ved det her, at vi over tid ligesom kan flytte baren højere og højere. Og jeg siger det her, for jeg kan jo se på nogen af de kommentarer, der allerede er kommet – de går jo på, det her, det bliver svært, og så kan man næsten høre den næste sætning er, og derfor skal vi lade være med at forsøge. Altså, sådan er jeg jo ikke skruet sammen. Det er svært – ja, men så skal vi anstrenge os for at kunne det.

Nordjyske!

Spørger: Hvem skal være leder af de her sundhedsforvaltninger, de fem, når det ikke længere er de nuværende regionsformænd?

Statsministeren: Ja, det vil være sådan, at vi foreslår, at de her bestyrelser i sundhedsforvaltningerne eller sundhedsvæsenet Danmark, de nedsættes for en treårig periode. Og så vil det være sådan, at man ved hver periodes ophør, så vil man tage stilling til, fuldstændig ligesom man plejer at gøre, hvordan skal bestyrelserne sammensættes. Og dét, vi så gør her i dag, det er, at vi siger allerede nu, at vi synes, det ville være en rigtig, rigtig god ide, at den første formand for de her fem enheder, det er dem, vi kender derude i dag. Vi sender jo regionsformændene på, kan man sige, ufrivillig pension, et år før valgperiodens udløb. Og så tænker vi – jamen, kunne I ikke bruge det ene år + 2 ekstra, altså på at løfte denne her opgave. Og hvis I så gør det godt, så vil jeg tro, at den regering, der sidder der til den tid, og det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, hvilken det er, at de tænker – jamen, så kan de vel gøre det en periode mere. Og ellers så siger det her jo også noget om profilen på dem, vi gerne vil have som formænd. Altså, vi har ikke nogle planer om, at det er en eller anden Mckinsey-konsulent, der skal flyve ud fra ... København og blive formand for sådan en sundhedsforvaltning. Altså vi har en plan om, at det skal være helstøbte rigtige mennesker, der sådan set er vokset ud af det nej ... som ... ja, der fik jeg vist lige gjort mig uvenner med Regitze ... men jeg tror godt, man forstår, hvad jeg mener – at det er den type mennesker.

Spørger: Skal det være nogen, altså med et folkeligt mandat?

Statsministeren: Ja, jeg synes, jeg har forsøgt at svare på det her. Altså, det vil jo være sådan, at det er den til enhver tid siddende regering, som udnævner de her bestyrelser. Og for lige at tage den, så bliver de jo sammensat på den måde, at hvis vi snakker ude i de fem forvaltninger, at der er en formand, vi ønsker de siddende regionsrådsformænd påtager sig formandsopgaven. Så vil der være én, der er valgt efter indstilling fra kommunerne i området. Så vil der en, der er valgt efter indstilling fra patientforeningerne, fordi vi sådan set synes, det kunne være rigtig, rigtig godt, at det her patientperspektiv rykkede tættere ind i driften af vores sundhedsvæsen. Og så vil der være tre menige medlemmer med et sæt særlig kompetencer.

Og det tilsvarende gælder så på det nationale niveau, hvor bestyrelsen vil blive på 11, en formand, de fem forvaltningsformænd, og dem kender man navnene på i dag, hvis de vil, vi kan jo ikke tvinge dem. Én igen patientrepræsentant for en af patientforeningerne og så nogle ekstra med nogle særlige kompetencer omkring it og jura og den slags ting.

Spørger: Er det rigtigt forstået, at Dansk Folkeparti får en større indflydelse, fordi de her sundhedsudvalgsformænd nu også får en plads? Sådan en indflydelse Dansk Folkeparti har i øjeblikket ...

Statsministeren: ... ja, det ved jeg ikke. Jeg har ikke noget aktuelt overblik over det.

Det kunne jeg selvfølgelig få, hvis jeg slog ... op, hvordan borgmesterposterne er fordelt, og hvordan formandsposterne på de her respektive udvalg er fordelt. Det har jeg ikke noget overblik over. Og jeg har i hvert fald slet ikke noget overblik over, hvordan de er fordelt efter næste kommunevalg. Altså, det ville selvfølgelig være rart, hvis jeg havde, men det har jeg altså ikke. Så det må man jo finde ud af ude i kommunerne efter næste kommunevalg. Hvem skal være borgmester, og hvem skal være formand de her udvalg. Og så siger modellen, at det vil være borgmesteren og formanden for det udvalg, der sidder i denne her politiske overbygning.

Jeg tror da, det vil gøre interessen – altså for at få det her formandskab ude i kommunerne større. For udover altså at være ansvarlig på, hvad sker der i min egen kommune på ældre- og sundhedsområdet, så får man altså også en aktie ind i sundhedsvæsenet. Men hvem danskerne vælger til næste kommunalvalg, det ligger ud over mine beføjelser at tage stilling til.

Skal vi springe over til Funding!

Spørger: Tak for det. Thomas Funding, Avisen Danmark.

Statsminister, vi må forstå, at nedlæggelsen af selve regionsrådene ... på en eller anden måde er en affødt konsekvens af de ændringer, I laver, og derfor en nødvendighed, som I det ser det.

Men hvorfor egentlig, fordi de her fem forvaltninger, der så bliver i stedet for, skal jo fortsat have en bestyrelse, og der er stadigvæk nogen, der skal lede den. De får stadigvæk ... på driftsområdet. Det er hele sygehuset, de skal have ansvaret for, hvorfor kunne det ikke være et folkevalgt led?

Statsministeren: Ja, altså, det er vores vurdering, samlede vurdering, at det klogeste vi gør, det er dét, vi foreslår.

Og du har fuldstændig ret i, at vi starter ikke der, altså det er ikke sådan, at vi er gået til det her med nu skal vi lukke regionsrådene, og hvad skal vi så finde på. Det starter et andet sted. Det starter med at sige: Hvad er fremtidens udfordringer, de ligger nær, vi skal engagere nogle flere politikere og noget mere fokus og energi på det der brobygning omkring kommunerne. Det er den ene ting.

En anden ting: Vi skal have noget mere energi på de her rammevilkår, for Danmark er på sigt for lille et land til at have forskellige it-systemer, til at have alt for står forskel i akutberedskaber. Nogle steder i landet kommer ambulancen sådan her – andre steder må man vente efter den. Vi ønsker, at der er nogen, der skal have ansvaret for at lave nogle retningslinjer, for at sætte nogle standarder. De skal selvfølgelig implementeres regionalt. Men vi vil gerne løfte det her, Det er derfor vi laver et medansvar. Det er derfor, vi vurderer, vi kan få 10-15 ekstra akutberedskaber – altså lægeambulancer, ambulancer ud af det her.

Og så bliver dét, der er midt i mellem, der bliver mere driftsorienteret, og det synes vi så helt ærlig ikke kan bære 41 politikere, partistøtte – og alt det der. Og vi tænker, de penge, de kan bedre anvendes hos patienterne. Men det er klart, at der er brug for en ledelse alligevel, og den skal jo også have en legitimitet. Og den skal jo også have et helhedssyn. Og der er det så vores vurdering – demokrati har mange former. Er det en model, hvor vi har en formand med den profil, vi nu her foreslår. Patienterne direkte ind, kommunale synspunkter repræsenteret via nogen, der er indstillet fra kommunerne, at det løser den demokratiopgave, som jeg anerkender er der.
Kunne man gøre det anderledes. Jamen, der er jo ikke den ... det er jo ikke sådan en videnskabelig ... hvordan vil man bruge pengene. Fordi hvis vi ... altså udover at flytte politisk energi derud og bygge, kan man sige, mere politik op omkring det ... fuldstændig uforandret skulle bevare det, vi har, så tror jeg, der er mange der siger – altså, hvornår begynder I at bruge pengene på patienterne og ikke bare på politikerne.

Spørger: Men det bliver vel alt andet lige, altså i forhold til den her adgang, som borgere i forhold til folkevalgte, hvis der er noget, man er utilfreds med, noget mere kringlet med den struktur, I vælger her. Nu vælger du selv akutberedskaberne. Altså eksempel, hvis man nu er utilfreds med akutberedskabet og responset med ambulancer i Hvide Sande og omegn – førhen har man kunnet gå til sine regionsrådsmedlemmer og klage sin nød. Nu skal man så til et nationalt niveau ...

Statsministeren: Nej, man skal gå til sin bestyrelsesformand. Og hvis man kommer i klemme som patient, så skal man ringe på ét nationalt nummer – ét nationalt nummer, som sørger for, at man bliver stillet ud dér, hvor man kan få ordentligt svar på sine spørgsmål, og som samtidig sørger for, at man på nationalt niveau kan fastholde et eller andet overblik over, hvordan går det egentligt derude. Altså, jeg ved godt, der er mange, der efterspørger det der med – hvem har ansvaret og giv mig navnet og visitkortet på ham, så jeg kan ringe til ham. Altså, men så simpelt er livet jo ikke.

Dét vi slås med derude, der er jo en vidnesbyrd om, at når det går galt for patienterne, så er det, fordi der er mange, der har ansvaret og ikke løfter det i flok ikke? Når der er et patientforløb, og det kender vi jo alle sammen. Altså, jeg mistede min egen mor i 2002, efter et sygdomsforløb, hvor hun røg ind og ud af sygehuse. Jeg betragter mig selv som relativt stærk pårørende, som kunne følge med rundt. De kendte mig også, når jeg kom på stuehusgangen, da jeg var sundhedsminister. Men det var forfærdeligt.

Hvem havde ansvaret for det? De var jo dygtige alle dem ... alle dem, vi mødte var dygtige, det hang bare ikke sammen. Og derfor bliver man jo nødt til at acceptere kompleksiteten i det her og sige, vi er nødt til at få alle dem, der har et delansvar til at løfte i flok. Og det er jo dét, vi forsøger her, det er vores bedste bud. Fuldstændig respekt for, hvis andre har nogle andre – det er derfor, vi skal forhandle det. Det er i øvrigt også derfor, vi nu inviterer organisationerne ind for at lytte til dem.

Skal vi gå lidt bag ... ja, værsgo!

Spørger: Morten Munkholm, Børsen.

I forhold til de der styrkede patientrettigheder I indfører, hvad betyder det på privathospitalerne. Får de flere behandlinger og operationer ud af det her eller hvordan?

Statsministeren: Måske vi skulle få innovationsministeren på banen!

Innovationsminister Sophie Løhde: Ja, målet er jo ikke, at privathospitaler laver, for den sags skyld, mere eller mindre, men at der er flere patienter, der bliver behandlet hurtigere. Flere patienter, som bliver udredt hurtigere og dermed er ens muligheder for at kunne få den hurtige behandling ikke skal afhænge af ens postnummer og dermed hvilken region, jeg tilfældigvis befinder mig i, hvis det er, at jeg er kvinde, og der er mistanke om, at jeg måske har brystkræft. Der skal vi jo sikre en mere ensartet adgang til den hurtige behandling. Vi skal sikre, at nok er der ressourcestærke patienter, som godt kan finde ud af at navigere igennem et kringlet sundhedsvæsen, men det er de ressourcesvage patienter, dem som ikke har de stærke pårørende, dem mister vi jo, der skal vi jo sikre dem, og det er derfor vi ønsker at styrke patientrettighederne, at de også bliver hjulpet hen og får besked om – nok har vi ikke tid til at give dig en behandling nu her eller udrede dig, men vi kan vise dig, hvor du kan gå hen for at få den hurtige udredning og behandling. Det er derfor, vi ønsker at styrke patientrettighederne.

Spørger: Men hvis den hurtige behandling er på private hænder ... eller på privathospitaler, så er det vel alt andet lige dér, man styrker dem.

Innovationsministeren: Ja, men det afgørende for regeringen er bare ikke, om der er flere patienter, der bliver udredt eller behandlet på et privathospital. Det afgørende for os er, at der er flere patienter i det danske sundhedsvæsen, som får den hurtige udredning og den hurtige behandling.

... Jeg tror også, det er vigtigt at supplere med at sige – i dag er der rigtig mange ... og senest så vi eksempler på Skejby, hvor deres sterilcentral brød ned. Så fik patienterne et brev om, at operationen var aflyst. Kom igen i marts måned 2021. Det var der helt konkrete eksempler på. Det synes vi ikke er godt nok. Det handler sådan set om at forpligte vores sundhedsvæsen og vores sygehuse for så at sige: Ved du hvad, vi kan ikke operere dig, der er sket det her, men du kan få operationen her eller her eller her, hvis du vil bruge dit frie sygehusvalg. Og dét, der også ofte er problemet i dag, det er, at man kun tænker inden for regionens grænser. Og der må vi bare sige, at vores patientrettigheder, de skal gælde hele Danmark. Og nogle af de eksempler vi ser på, at så vil man ikke sende på sygehuse i andre regioner, fordi så kommer der sådan en eller anden form for mellemregional afregning ind. Det nytter jo ikke noget, at man så i sidste ende som patient ikke har de patientrettigheder, vi nationalt har besluttet, man skal have. Og der er behov for en opstramning. Lige såvel, som vi ønsker at udvide det til speciallæger. Der er rigtig mange, der oplever, hvis de skal til speciallæger rundt i landet, så er speciallægen for det første tættere på end fx nogle af de specialiserede sygehuse, men der er også rigtig mange, der oplever, at der er meget lang ventetid dér og kan egentlig ikke forstå, hvorfor vi ikke tænker det ind som en integreret del af vores sundhedsvæsen. Og det lægger vi op til med sundhedsreformen, fordi vi skal bruge alle de ressourcer og kompetencer, vi har i vores samlede sundhedsvæsen, og vi skal også skabe mere nærhed i nogle af de specialiserede tilbud for vores patienter.

Statsministeren: Godt. Værsgo der!

Spørger: Søren Duun, Berlingske.

Statsministeren beder kommunerne om at løfte en væsentlig større opgave og medgiver, at det bliver svært. Så bliver der peget på en Nærhedsfond på 6 milliarder, en del af det findes ved de her besparelser på regionerne. Og statsministeren taler så om ekstraordinære penge. Men hvor mange nye penge kommer der? Og er det realistisk at bede kommunerne om den her opgave?

Statsministeren: Ja, de 6 milliarder er totalt nye penge til formålet. De har aldrig været brugt før.

Altså nogle af pengene har så været brugt til at udbetale honorarer til regionspolitikere. Nogle af pengene har været brugt til at give partistøtte til et parti som mit eget og andre partier. Så de har jo været brugt før. Men altså ikke til dét, vi nu vil bruge dem til. Så de er jo ... altså, hvad er nye og gamle penge.

Altså de har været brugt før til partistøtte og honorarer, og nu bruger vi dem så til at lave sundhedscentre og akutberedskaber. Og for at prøve at sætte lidt perspektiv på, så er det vores vurdering, at med den her investering, vi kommer med her, da vil vi kunne lave, hvad der svarer til 25 nye topmoderne sundhedscentre, som dem man ser derude i Hillerød og Kolding – 25 af dem. Vi vil kunne etablere et sted mellem 10 og 15 nye akutberedskaber for at fylde nogle af de sorte huller ud i Danmark, hvor der er for lang tid til ambulancen kommer. Vi vil kunne løfte, renovere og lave mere moderne – noget, der ligner noget 100 lægeklinikker. Og det er jo med friske penge til formålet.

Og det er klart, det kan man ikke, hvis man stadigvæk synes, de skal udbetales til partistøtte.

Spørger: Jeg er sikker på, at statsministeren mener, det er realistisk, men kan du forstå, hvis man er bekymret ude i kommunerne i dag?

Statsministeren: Ja, altså det kan jeg godt. Fordi det er klart, at hvis man tegner et billede af, at vi hen over en nat flytter os fra den opgaveløsning, vi har i dag til det perspektiv, vi tegner op her. Så kan jeg godt forstå, man er nervøs. Men det er jo heller ikke dét, vi gør. Og det er jo derfor, jeg siger: Dét, vi gør her, det er, at vi skaber noget organisation og nogle spilleregler for at skabe en udvikling over et antal år. Og det skal der investeres i. Det er derfor en del af denne her Nærhedsfond skal bruges til at opkvalificere personalet derude. Det er derfor, vi skal ansætte flere. Det er derfor, vi skal uddanne flere. Det er derfor, vi skal bygge sundhedscentre. Og i takt med, at vi gør det – jamen, så kan kommunerne løse de her opgaver. Og som finansministeren sagde det før, så vil vi også være nødt til – det vil være en pligtopgave for et nyt folketing at kigge på, hvordan er vores udviklingssystemer skruet sammen i forhold til perspektivet i denne her opgave. Men jeg noterer mig jo med glæde, at Kommunernes Landsforening jo selv har appetit på de her opgaver.

Altså, hvis man kigger på Kommunernes Landsforenings forskellige udspil over de seneste år og måneder, så har de jo appetit på den her opgave. Men så siger de, og det kan jeg godt forstå, at pengene skal følge med. Kompetencerne skal følge med.

Det er jeg enig i.

Jeg tror, der er mange, der vil spørge ... vi går over i den anden side igen også af forebygningsgrunde for at sikre, at betjentene også holder et højt aktivitetsniveau, så vi undgår livsstilssygdomme.

Ja, Dagens Medicin!

Spørger: Ja tak! Lasse Lange, Dagens Medicin.

Kan I ikke gøre os lidt klogere på de her sundhedsfællesskaber. Altså hvilke beføjelser får de. Kan de bestemme over den kommunale sundhedsindsats. Kan de bestemme omkring nogle af de ting, som sygehusene foretager sig?

Og hvem skal stå til ansvar overfor, hvis de ikke leverer?

Statsministeren: ... sundhedsministeren!

Sundhedsministeren: Jamen vi vil gerne skabe en forpligtende ramme mellem samarbejdet mellem sygehus, almen praksis og kommune. Og det betyder sådan set også, at vi kommer til at lave ændringer i sundhedsloven. Vi kommer til at lave ændringer i forhold til de regelsæt der i dag gælder i forhold til opgavevaretagelse, så man fremadrettet – både med fælles økonomi, fælles ansættelse, fælles organisatoriske rammer kan løse opgaver. Hvor meget kan man så gøre i det enkelte sundhedsfællesskab. Der vil det ikke være sådan, at i én kommune kan overrule de andre kommuner. Det vil sige, at udover at man skal leve op til de minimumsstandarder, vi lægger med en nu kvalitetsplan, og man dermed sikrer en høj kvalitet i hele landet, så vil man i de enkelte sundhedsfællesskaber med borgmestre, med sundhedsudvalgsformand i den politiske overbygning, der ligger i sundhedsfællesskaberne kunne træffe beslutninger om, at man i fællesskab løser flere opgaver, skaber bedre sammenhæng – måske sikre, at borgere, der i dag oplever ... ældre medicinske patienter ... alt for mange genindlæggelser, at man dér sørger for, at man i fællesskab har tilstrækkelig kapacitet og kompetencer til at kunne løse den opgave. Så vil man kunne træffe beslutning om det. Vores kommunalpolitikere står jo i høj grad til ansvar for vælgerne. Og vores sundhedsfællesskab må ... i høj grad være forankret også politisk ind i vores kommuner og i det lokal- og nærdemokrati, vi har. Og det er jo en måde at sikre, at vi kan løse flere opgaver tættere på, hvor vi bor, men samtidig også en erkendelse af, at der er stor forskel på kommunerne, og hvis vi skal løse flere sundhedsopgaver tættere på, så er man også nødt til at sige, at det går godt i Esbjerg, som har kompetencerne og styrken og størrelsen i dag. Men der er også kommuner, der er mindre, som ikke har den styrke selv, og der er også behov for et forpligtende samarbejde kommunerne imellem til at kunne løse flere af opgaverne, så vi reelt set får et kvalitetsløft i den nære sundhed.

Spørger: Men hvis ikke man kan få det til at fungere lokalt mellem almen praksis, kommuner og sygehuse – har sundhedsfællesskaberne så myndighed til at bestemme, hvordan samarbejdet skal køre?

Statsministeren: Nej, altså ... og det er, fordi vi forsøger at foreslå noget her, som kan komme til at virke i virkeligheden. Og jeg har også godt set dem, der har været ude at sige – burde man ikke lavet et eller andet der, som bare kan bestemme. Men man er bare nødt til at tænke, hvad er det, de skal bestemme over. Altså, dét, de så i givent fald skulle bestemme over, det er jo, hvordan kommunen er indrettet. Altså, hvordan fungerer kommunens plejehjem. Hvor mange akutpladser har man i kommunen.

Hvordan har man ansat specialsygeplejersker? Altså, og det er der jo kun den enkelte kommune, der selv kan bestemme. Så dét, det handler om, er at lave et partnerskab, hvor man udfordrer hinanden – sygehus, lægepraksis, kommune – på, hvordan løser vi det her ... understøttet af, at man kan se – er det klogt, er det mindre klogt – altså, både set med patientøjne og økonomiske øjne. Og vi har jo forsøgt at give nogle bud på, hvad er potentialet i det her. Det kan jeg så se i den offentlige debat bliver oversat til besparelse og sådan noget, men det er jo potentialet. Altså, hvad er den økonomi, man kunne flytte fra sygehusene tættere på, hvis man virkelig optimerede ude i kommunerne. Og det er de penge, der skal sættes i spil. Plus noget nærhedsfinansiering, og så tror vi jo på, hvis man sætter ansvarlige mennesker sammen i et rum og får analyseret, at vi kunne sådan set i fællesskab bruge vores penge på en klogere måde og få mere tilfredse patienter, bedre behandling, hvis vi indrettede os lidt anderledes, så vil man gøre det over tid.

Og vores nationale ansvar, det bliver så at lave den her kvalitetsplan, som siger, sådan her skal man gøre, men den kan vi jo ikke sætte på det højeste ambitionsniveau, fordi så kan folk jo ikke følge med. Men vi sætter en standard, og så tror vi på, det kan vi se allerede i dag, at nogen har da heldigvis en ambition, der er større. Og i takt med, at den bliver indfriet – jamen, så har vi så en mulighed for også at øge – havde jeg nær sagt skalbestemmelserne. Og derfor er det her jo en dynamisk ting, vi sætter i gang.

Der er rigtig, rigtig mange spørgsmål, og det er rigtig, rigtig dejligt, og vi når ikke at svare på dem alle sammen, siger jeg bare lige. Vi har været i gang i en time, og vi har masser af tid, og vi kan godt tage 10 minutter eller sådan noget mere, men så vil alle jo bagefter stå til rådighed.

Du har simpelthen siddet med fingeren oppe lige siden, vi startede.

Spørger: I hvor høj grad ... jeg kommer fra Ugeskrift for Læger – i hvor høj grad bliver lægerne involveret i de her nye sundhedsfællesskaber og ledelsen og udviklingen af dem?

Statsministeren: Ja, de bliver i høj grad involveret, men hvem vil sætte to ord mere på?

Ja, innovationsministeren.

Innovationsministeren: De skal jo være en del af sundhedsfællesskabet, som statsministeren siger er bygget op omkring et partnerskab, som tager sit afsæt i et samarbejde, hvor patienten i stedet for at forsvinde i den her famøse Bermuda-trekant, vi altid snakker om i sundhedsvæsenet, så skal vi jo sikre, at Bermuda-trekanten er samlet rundt om bordet for at finde de fælles løsninger for patientens bedste.

Og det sker jo også samtidig med en respekt for, at nok er Danmark måske geografiske lille land, men derfor kan vejene hen til løsningerne også nogle gange være forskellige. Og det er ikke sikkert, at vejen hen til den rigtige løsning, med den samme kvalitet, man skal levere til patienterne, er den samme i Nordjylland, som den vil være i Nordsjælland, og det skal der jo fortsat være respekt for, og det tror vi jo på, at man i det lokale samarbejde med sygehuse, almen praksis, kommunerne er de bedste til at finde vejen hen til.

Spørger: Men er det læger, der skal stå for den daglige ledelse og udvikling, eller hvordan kommer det til at fungere?

Innovationsministeren: Altså ledelsen og sundhedsfællesskabet vil jo være forankret ved akutsygehuse, som sundhedsfællesskabet bliver bygget op omkring. Og så er det i et partnerskab med kommunerne og de alment praktiserende læger om et bord ... forankret om et samarbejde.

Statsministeren: Det er sygehuset, der sidder for bordenden af de her sundhedsfællesskaber – altså det er ligesom dem, der er tovholdere.

Jyllands-Posten! ... hvis I vil vide mere ...

Spørger: Jesper Hvass, Jyllands-Posten.
Jeg vil gerne spørge – altså, du har ... regeringen har en målsætning om at have 500.000 færre ambulante behandlinger. Samtidig siger I nu, at I vil have ca.160 nye praktiserende læger i 19 og 20 ... uddannelsespladser, det tager noget tid at uddanne dem. Er der egentlig sammenhæng mellem den ambition eller den målsætning, man har på 500.000 færre ambulante og så det relativt få flere praktiserende læger. Vi ved jo, hvis man bor i København fx, at der er allerede mangler praktiserende læger nu.

Statsministeren: Ja, det er der, og det vil børne- og socialministeren forklare.
Børne- og socialminister Mai Mercado: Ja, det er jo udtryk for en rettidig omhu, fordi at lige nu kan vi jo også se, at op imod 30 % af de praktiserende læger, de vurderes at gå på pension inden for 10 år. Med den aftale, vi lavede sidste sommer, der får vi en række af de praktiserende læger, som skulle være gået på pension, dem har vi faktisk fået til at blive, og det betyder, at langt flere jo så altså også får en læge, så når vi altså vælger at lave de her uddannelsesstillinger, så er det jo lige præcis i erkendelse af, at vi kommer til at mangle dem i fremtiden.

Spørger: Men der er jo 500.000, det er mange!

Børne- og socialministeren: Det er jo frem på 2025, og som sagt, så vil vi på fredag også fremlægge et udspil i forhold til nogle af de initiativer, vi vil tage her og nu i forhold til at sikre flere hænder og større arbejdsglæde, hvor vi selvsagt både vil have fokus på, hvordan får vi flere ansatte.

Nu har vi sagt her i dag, at vi vil optage 2.000 ekstra sygeplejersker over de kommende år og også sørge for, at de kan blive ansat i vores sundhedsvæsen, men det handler sådan set også om at sikre, at de kompetencer, vi ... de dygtige medarbejdere, vi har, de får bragt deres kompetencer i spil. Og ude hos egen læge, har vi jo allerede i juni måned sidste måned sidste år meldt ud, at vi har også et behov for at sørge for en modernisering af almen praksis i forhold til, at der kan blive ansat flere sygeplejersker, flere laboranter og andre, som kan være med til at gøre, at det ikke kun er lægen, der skal løfte opgaverne. Og det er en vigtig del af det at sikre, at der er en læge tæt på, hvor vi bor alle sammen og sikre lægedækningsudfordringer i Danmark. Men en del af det er jo så også at modernisere lægehusene og moderne sundhedscentre, så det bliver attraktivt for de yngre læger at flytte ud i praksis, for det er der mange af dem, der vægrer sig for i dag.

Spørger: Og så lige spørgsmål nr. 2.

I taler meget om effektivisering og især dig Anders, men I indfører faktisk et tredje bureaukratisk lag. Og man ved jo også med store reformer, der laver strukturomlægninger, at der kommer et effektivitetstab.
I har 6 milliarder ... akkumuleret ... som skal finansiere mange ting, som det lige lyder nu. Hvor meget går op i røg i forbindelse med denne her omlægning, har I regnet på det?

Udenrigsministeren: Jeg sagde noget i mit første oplæg, at det er rigtigt, der kommer jo nye udgifter til, det er fuldstændig rigtigt, som du peger på, de nye bestyrelser osv. Altså, det står slet ikke mål med de besparelser, som vi får i forhold til, som der også blev peget på her tidligere ... det niveau, som vi får trukket ud og den effektivisering, der ligger i det.

Vi gør også det her ... den øvelse, som vi laver nu, på baggrund af, at vi har set en stigning i det administrative personale på op mod 1.000, tror jeg, siden 2007, så selvfølgelig er der en realisme i det, som vi kommer frem med her. Man kan sætte det på spidsen og sige – det her, det bliver et spørgsmål, om man skal vælge mellem velfærd eller administration – eller velfærd og bureaukrati. Og der vælger vi at organisere det her på en sådan måde, så der bliver flere penge til borgerlige velfærd.

Finansminister Kristian Jensen: Jesper, jeg er meget opmærksom på, at der vil komme et produktivitetstab ved større reformer, men måske netop derfor er det jo, at vi valgte at holde fast i nogle strukturer, som I kender i dag. Og langt, langt, langt de fleste medarbejdere i sundhedsvæsenet i dag, de vil gå på arbejde på præcis det samme sted fremadrettet. Der bliver organiseret en styring, ... hvordan vi udvikler det fremadrettet vil komme til at forandre, og derfor vil der ikke være de store omvæltninger, fordi vi kender de 5 regioner. Vi kender de 21 akutsygehuse. Det er samarbejdet mellem – hvad er det for et arbejde, de laver, der skal give os den effektivitet, der gør, at vi løfter kvaliteten, at patienterne får et bedre tilbud med den reform, vi præsenterer her end det, vi har i dag.

Statsministeren: Ja, altså vi har sådan set tænkt en del over det. Jeg kunne sagtens komme i tanke om en reform, der var større end den, vi foreslår her. Det kunne jeg godt. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, da vi lavede det sygehuslandskab, vi kender i dag. Der havde vi store tanker om, om ikke Danmark burde være regionaliseret i tre enheder bygget op omkring de daværende universitetssygehuse.

Men altså, vi har to hensyn at tage. Altså vi har hensynet at tage til virkeligheden, som den har formet sig, og vi har et hensyn at tage til – at ja, vi skal lave om, men vi skal ikke revolutionere, vi skal evaluere ikke? Og derfor, som finansministeren siger, så tager vi jo altså afsæt i det, vi kender. Der er vel omkring 140.000 ansat i denne her sektor. Og jeg vil tro, at det vil være under 1.000 mennesker, der bliver direkte berørt af det her, fordi de sidder og laver en opgave et sted i dag, som skal laves et andet sted. De sidder og arbejder med jordforurening i Sorø, og den opgave skal flyttes til miljøstyrelsen i Odense og Ålborg. De sidder og administrerer partistøtte eller understøtter et regionalråd, og den opgave falder bort. Altså, det er for at sætte proportioner på. Og derfor er der ikke noget, der går op i røg her. Og derfor er det måske også rigtigere at sige, at det her det er en udviklingsplan for, hvordan vi over tid flytter det danske sundhedsvæsen mere end det er sådan reform, altså nu er det jo ikke noget beskyttet reform, det er brugt meget gennem år og dag, men det er noget andet end dét, vi lavede der, da vi lavede kommunalreformen.

Qvortrup!

Spørger: Ja, jeg har et spørgsmål til Kristian Jensen – ikke så meget i den egenskab af finansminister, men mere i din egenskab af Venstres næstformand. Og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du har det med, at man nu trækker et helt folkevalgt led ud af ligningen. Jeg spørger selvfølgelig, fordi der i dit eget parti har været rigtig mange kritiske røster i forhold til lige præcis den øvelse. Og Kristian Jensen forstår du den bekymring blandt dine partifæller?

Kristian Jensen: Jeg forstår altid godt, at der er bekymringer, når der er store reformer. Men vi har faktisk brugt ret lang tid også i mit parti – i vort parti – til at forberede denne her reform, som vi præsenterer i dag. Vi startede en diskussion allerede før sidste sommerferie. Vi præsenterede det offentligt på sommergruppemødet, hvor vi sagde – nu kigger vi åbent på, hvad skal regionernes fremtid være. Og man kan jo ikke kigge åbent, hvis man på forhånd har sagt, at der er noget, der er besluttet. Så vi kiggede åbent på det. Og vi brugte ... jeg tror, vi kom op på 12 møder i ministerudvalget for at nå frem til denne her reform, så det er jo gennemtænkt, at når vi flytter så mange opgaver, som vi gør, ned i sundhedsfællesskaberne og tættere på borgerne, og vi lægger noget op i Sundhedsvæsen Danmark – er der så et behov for at have 41 folkevalgte på hver af de regionale led. Og der må vi bare konstatere, at sådan som udviklingen er, og sådan som jeg kan se, at sundhedsministeren i dag bliver holdt ansvarlig for stort og småt, der ... bør ligge ude regionalt ..., så mener jeg ikke, at den rigtige struktur det er at holde fast i det folkevalgte niveau.

Jeg mener den rigtige struktur, det er at sørge for, at sundhedsvæsenet kommer tættere på. At kommunerne og de folkevalgte i kommunerne bliver engageret meget mere i det, der skal ske nær ved borgerne. Og derfor synes jeg denne her reform er rigtig. Jeg anerkender, at det er ikke noget, der diskuteres. Altså, jeg tror, at Venstre er sådant et parti, at alle de spørgsmål, der diskuteres i Danmark, de diskuteres også internt i Venstre, fordi vi er et stort folkeligt parti, og derfor er der mange synspunkter, og det er godt for det. Men dét, der også er kendetegnet ved det, at vi kigger på, hvad der er godt for patienten. Og for patienten, så mener jeg, at denne her reform bringer os videre. Vi gør et godt system endnu bedre. Og det er vigtigt for mig at sige, at det er et godt system, for der er ingen grund til at kaste vrag på den indsats, der har været gjort. Faktisk er der grund til at sige, at på nogle strækninger har man gjort det rigtig godt, men når man kigger fremad, med den befolkningssammensætning, der er fremadrettet, med den sygedomsudvikling, der vil være fremadrettet, så det bare at lade ting være uændret, det er ikke løsningen på noget som helst – på noget som helst. Dét, der er løsningen, det er at kigge på, hvad er det for en udfordring, vi har og så skabe det system, den motor, der vil give patienterne den bedste løsning, og det præsenterer vi i dag.

Spørger: Og så lige afslutningsvis et spørgsmål til statsministeren. Vi befinder os som bekendt i et valgår. Kan det her nå at blive til virkelighed, inden at danskerne skal hen og stemme?

Statsministeren: Nej, det kan ikke nå at blive til virkelighed. Det kan forhåbentlig nå at blive til en politisk virkelighed. Og sådan er det jo. Altså, køreplanen her er den, at vi nu tager en runde med danske regioner og Kommunernes Landsforening, og så tager vi ved innovationsministeren og sundhedsministeren en god møderække med alle sundhedsvæsenets interessenter. Der har været mange, der har ment noget om det her – uden at vide, hvad vi foreslog. Nu ved man, hvad vi foreslår ... ligger i detaljen, der er sikkert mange spørgsmål, vi vil gerne lytte, og så forhandler vi. Og så er målsætningen jo at lave en politisk aftale inden valget, som er detaljeret og svarer på alle de spørgsmål, der måtte være. Og den skal så implementeres i folketingssamlingen 2019 ved lovgivning. Det kan jo ikke være anderledes. Og derfor vil det selvfølgelig også være sådan, at det forudsætter, at det flertal, der måtte støtte sådan en reform er intakt efter valget.

Jo større flertal vi kan blive nu her inden valget – jo større er sandsynligheden for, at det også er intakt efter valget. Og jeg håber jo, at alle partier vil tage det her positivt.

Fordi, jeg tror, det der står klart, også efter det sidste dages debat, hvor det her har løftet sig udover sådan sort/hvid, det er, at der er et behov – altså, det er ikke opfundet til lejligheden. Der er et behov. Der er noget, der skal gøres anderledes. Vi skal have et godt sundhedsvæsen på sigt.

Og det er rettidig omhu og ansvarlig ledelse at adressere det, også selvom det er svært, og det på mange måder ville være lettere at lave være.

Men altså, vi håber at lave en aftale – politisk virkelighed, og så skal det selvfølgelig oversættes, og det kan først ske efter valget. På den måde svarer det jo egentlig til situationen i 2011, hvor vi lavede en aftale omkring efterlønnen. Den blev jo også først til virkelighed efter valget, fordi flertallet var intakt, og det var så Mette Frederiksen, der konkret stod for lovgivningen. Og jeg kan jo ikke vide, hvem der kommer til at stå for lovgivningen efter valget. Men jeg håber bare, at der samler sig så bredt som muligt et flertal bag det her, så vi kan sige til danskerne, at vi har lavet en ansvarlig gennemtænkt rejseplan for, hvordan vi skaber et fremtidigt velfungerende sundhedsvæsen.

Nu tager vi to spørgsmål mere, og det gør vi simpelthen ved at tage på den forreste og den bageste række ude på venstrefløjen – set derfra, hvor jeg står.

Spørger: Ole Toft, Altinget.

Jeg vil bare lige høre igen. Beslutnings ... har borgmestrene vetoret i de her sundhedsfællesskaber?

Statsministeren: Ja, det har de for så vidt angår beslutninger, der ville betyde, at de skal gøre noget derhjemme i deres egen kommune, som koster penge.

Spørger: Der er vel omkring 150-200 praktiserende læger i sådant et sundhedsfællesskab. Hvis én af dem ikke ser sig i stand til at løse en ny opgave, som man i resten af sundhedsfællesskabet ... kan han så blokere for, at den løsning bliver ...

Statsministeren: ... Nej, det kan han ikke. Og godt du lige spørger, fordi det er klart, at ligesom kommunerne er meget forskellige, så er vores almenpraksis også meget forskellig. Der er stadig, bl.a. her i Københavnsområdet masser af solopraksis – altså, hvor der sidder en enkelt læge og noget kontorpersonale, og det er klart, de kan løfte færre opgaver end det her store moderne lægehus, hvor der sidder 6,7, 8 læger og ergoterapeuter, fysioterapeuter og specialsygeplejersker osv. Og derfor gør vi også det med det her udspil, at vi nedsætter et udvalg, som skal se på almen praksis og diskutere og komme med bud på, hvordan kan vi opruste almenpraksis. Det passer egentlig meget godt også med det, Qvortrup spurgte til, fordi så kan det udvalg sidde og arbejde, mens vi andre fører valgkamp. Og så kan vi så til efteråret få nogle bud fra dem, fordi vi er nødt til at have en strukturudvikling i almen praksis over tid, som gør, at almen praksis kan noget mere. Og derfor må det også være sådan, at hvis der sidder en læge i en soloklinik et eller andet sted, og man i almindelighed kan løse nogle flere opgaver i de andre lægehuse, så bliver det nødt til at være sådan, at for så vidt angår de opgaver, der løses her, der kan det være, at det er lægehuset nede på torvet, som på sundhedsfællesskabets vegne løser denne her opgave, fordi din egen læge Nielsen, han har ikke ansat de sygeplejersker, der gør, at du kan få taget dine blodprøver dernede, eller hvad det nu kunne være. Vi kan ikke vente på den langsomste vogn i toget. Og det gælder både i almen praksis, og det gælder også ude i kommunerne. Og derfor handler det her jo om at sætte strøm på en udvikling.

Men først og fremmest flere læger og så en struktureret diskussion med lægerne i et udvalg, der nu bliver nedsat. Det kan man ikke stå og foregribe resultaterne på, men altså vi anerkender, at der også er en udfordring for den danske lægestand i det her.
Og så på den bageste række. Jeg kan ikke se dig længere, fordi ...

Spørger: Peter Søgaard, Watch Media, og jeg vil så tillade mig at stille to meget korte spørgsmål, som sidste spørger.

For det første, du sagde, det var helt ærligt statsminister ... helt ærligt dumt, at man havde to it-systemer i det danske sundhedsvæsen, og det ville man have mere snor i fremadrettet. Betyder det så, at man vil, og kan man i så fald det, udbyde hele denne her it-løsning en gang til i en opgave og se, om man kan få en fælles løsning i hele landet. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om det her med fælles indkøb, hvor der står her i jeres rapport, at man har sparet omkring 30 % på det her med fælles indkøb ved at gøre det på det statslige niveau på medicinområdet. Og at man nu også vil prøve at gøre det på alle mulige andre ydelser, som private virksomheder sælger til sundhedsområdet.

Hvad betyder det for de private leverandører, der sælger produkter til sundhedssektoren i Danmark, altså det her med øget konkurrence. Skal de se frem til at få lavere priser for deres produkter fremadrettet?

Statsministeren: It først. Altså man kan lære af historien, men man kan ikke lave den om. Altså, der er truffet nogle beslutninger derude, og dem kan man jo ikke bare lige få til at gå væk. Så dét vi siger her, det er – belært af historien ønsker vi ikke at gentage dens fejl, og derfor ønsker vi at udstyre sundhedsvæsenet Danmark med kompetencer til at skulle godkende it-projekter. Og det er med det sigte, det er med det perspektiv, at Danmark over tid får et sammenhængende integreret system. Længere kan jeg ikke trække det nu – altså, fordi det vil være en rigtig god ide – at folk, der er kloge, altså får den opgave og løser den opgave. Og ligesom alt andet i virkeligheden, så er det ikke bare lige let, altså fordi der er foretaget nogle investeringer, det kan man jo ikke bare smide ud med badevandet og starte forfra.

Men vi kan bare se, at den måde opgaven har været løst på ikke har været hensigtsmæssig, og derfor må vi indrette os fremadrettet, sådan at man fremadrettet ikke vil gøre det på samme måde.

I forhold til det andet – jamen, så handler det selvfølgelig om at skabe noget mere konkurrence og mere value for money. Engros, som Amtsrådsforeningen lavede i sin tid og med kæmpe succes, der gør, at vi har fået innovativ sygehusmedicin ind på landets sygehuse til fornuftige priser, og det kan da fint udvides til alt muligt andet – medicore og medicinsk udstyr. Vi behøver ikke nødvendigvis at købe scannere ind mange forskellige steder. Altså, hvis vi kan lave nogle klokkeudbud på tværs af hele landet, så får vi formentlig en bedre pris, vi får noget mere købekræft. Og det er jo et eksempel på, hvor vi kan noget mere som nation, uden at gamble med nærdemokratiet. Fordi jeg tror ikke, at patienten er meget optaget af, om stomiposerne er købt hos den ene eller den anden leverandør. Jeg tror, de er optaget af, at vi har købt dem billigst muligt af høj mulig kvalitet, så der også er nogle penge at behandle patienterne for.

Tusind tak for jeres store engagement, og som I kan høre på os alle sammen, så er vi relativt overbeviste om dét, vi selv foreslår, og det er måske heller ikke så overraskende, så må vi se, hvor det bringer os hen. Og der er stor parathed til – hos alle, der står heroppe – at stille op en til en.

Så tak, fordi I kom.”