Pressemøde den 16. marts 2010
Det talte ord gælder
Se eller hør pressemødet i klippet herover.
Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet efter formiddagens eller morgenens ministermøde, hvor regeringen behandlede 15 lovforslag, der alle bliver fremsat for Folketinget de kommende dage, og dem vil jeg ikke lave nogen minutiøs gennemgang af, men bare lige trække tre hurtige frem.
For det første ny hundelov. Justitsministeren har fået tilslutning til at fremsætte ændringer til hundeloven, som skal håndtere hele den debat, der var for måneder siden omkring flere stadig større kamphunde i de danske byer, der skaber angst og utryghed. Det vil vi ikke acceptere. Og derfor kommer der nu en ny skærpet lovgivning, der forbyder enhver anskaffelse af 13 bestemte hunderacer, og som i øvrigt sikrer, at de kamphunde, der er – allerede født og til stede i det danske samfund – fremover skal holdes i snor og bære mundkurv.
Så fik undervisningsministeren tilslutning til at gøre dét, der hedder de produktionsbaserede lærlingeuddannelser permanente, og det kan jo lyde lidt teknisk, men det dækker over, at vi giver nogen særlige tilbud om produktionsskoleforløb – målrettet unge, der af den ene eller anden grund har svært ved at gennemføre en faglig uddannelse. Og det gør vi nu permanent, og det gør vi, fordi det ligger os meget på sinde at nå målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have mindst en ungdomsuddannelse. Skal vi nå den målsætning, så forudsætter det fleksibilitet og fokus, og det er lovforslaget her udtryk for.
Så vil jeg for det tredje pege på – ikke bare ét, men en stribe lovforslag, der fremsættes af justitsministeren og socialministeren, og som skal sikre, at den store pakke, vi aftalte før jul til bekæmpelse af ungdomskriminalitet nu oversættes i lovgivningen. Det er jo en hård hånd og en varm hånd. En hård hånd ved at vi skærper en række bestemmelser, bl.a. nedsætter den kriminelle lavalder til 14 – og en varm hånd, fordi vi i det hele sociale system nu afsætter flere ressourcer og skaber flere muligheder for at forebygge ungdomskriminalitet i at bestå og sikre, at de unge, der snuser til ungdomskriminalitet, meget hurtigt kommer til at snuse til noget mere fornuftigt – nemlig job eller uddannelse. Og i det lys er der jo så også afsat ekstra ressourcer, 238 mio. kr. fra finansloven og 486 mio. kr. fra satspuljen.
Så har regeringen jo i går indgået en aftale med Dansk Folkeparti om et serviceeftersyn af udlændinge- og integrationsloven. Siden 2001 har regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti ført en fast og en fair udlændingepolitik. Det har været en enorm succes. Det har betydet, at vi har fået den ukontrollerede indvandring under kontrol. Det har givet overskud til en fordomsfri, en effektiv og en målrettet integrationsindsats, som virker, fordi vi er den første regering, der har taget integrationsopgaven alvorligt. Det må, som jeg også sagde i min åbningstale til Folketinget, jo ikke få os til at blive på en sovepude. Vi skal hele tiden med friske øjne se på, om vi har indrettet vores lovgivning hensigtsmæssigt. Og derfor har vi nu givet hele det her lovkompleks et serviceeftersyn og skabt nu en model, som jo betyder, at vi understreger det personlige ansvar for integration. Det er jo en aftale, der betyder, at man hurtigere kan få tidsubegrænset, eller det man populært plejer at omtale som permanent opholdstilladelse, hvis man i handling viser lyst, vilje og evne til at bidrage til det danske samfund. Så kan man få permanent opholdstilladelse allerede efter fire år, hvor det jo typisk i dag er efter syv. Og det er min klare opfattelse, at med den understregning og med en række skærpelser, som sikrer os imod, at man fx som flygtning feriere i sit hjemland. Så rammer vi en rigtig god balance, som også understreger det budskab, jeg gav i min nytårstale – nemlig at det danske samfund ønsker at tage åbent imod dem med anden etnisk baggrund, som med loven i hånd opholder sig i det danske samfund, hvis de til gengæld også ønsker at yde et positivt bidrag.
J
Jeg tror, jeg skal indskrænke mig til de få indledende kommentarer og så lade det være op til jer at afgøre det videre forløb af dette pressemøde.
Ja, værsgo!
Spørger: Jeg vil godt tage fat i det, som den kommende formand for kommunerne Jan Trøjborg har sagt nemlig omkring brugerbetaling på ældreområdet. Der sagde din egen gruppeformand Kristian Jensen i går blankt nej, mens du selv er citeret for at sige, at hvis du kan se et velkonsolideret forslag fra socialdemokraterne, så er du klar til at debattere det. Det er vel det, man kalder at lade en dør stå på klem for, at noget stadigvæk kan ske. Hvad mener Venstre egentlig?
Statsministeren: Først og fremmest, så tror jeg måske, det viser, man skal passe på med de hurtige sådan retoriske bemærkninger. For jeg blev på vej ud af døren på en skole, jeg besøgte i går, konfronteret med, at den socialdemokratiske borgmester i Horsens, og det er jo dét, han er, indtil på torsdag, havde det ønske, at der nu skulle laves brugerbetaling i ældreomsorgen, og så tænkte jeg bare intuitivt, det var da en spændende tanke, og hvis det er en socialdemokratisk tanke – og det ved jeg så ikke, om det er – så er det da godt at få det på bordet, og så må man diskutere det. Jeg ved ikke, hvad Socialdemokratiet mener om den sag. Jeg ved, hvad regeringen mener, vi går ikke ind for brugerbetaling i ældreomsorgen. Vi har det grundsynspunkt, og det gælder både ældreomsorg, ligesom det også gælder hospitalsbehandling, hvor man i princippet kunne gøre de samme argumenter gældende, at der må det være sådan, at vi via vores skat betaler, så vi får en anstændig pleje, omsorg/hospitalsbehandling. Det er vores synspunkt i den sag.
Spørger: Men altså Trøjborg står jo ikke alene. Mange borgmestre støtter synspunktet, herunder også din egen partifælle Erik Fabrin, der er formand indtil mødet her om et par dage. Altså det er jo udtryk for, at kommunerne føler sig virkelig pressede på økonomien. Er der ikke noget at se på her – jeg kan huske, dit eget parti vedtog jo for nogle år siden, at man måske kunne se på, at man skulle betale, når man skulle til læge. Er der ikke noget brugerbetaling, man alligevel kan tage fat i – trods alt – i den situation vi er i?
Statsministeren: Nej, det er der ikke. Altså når vi taler om behovsbestemt visiteret pleje/omsorg, hvad enten det er, at man får hjælp til at få taget sine støttestrømper på, eller komme i bad fordi man ikke kan varetage sin egen hygiejne eller få den form for rengøring, der tilbydes, og som jo ikke er en ugentlig hovedrengøring, fordi man ikke selv med sin fysik og sin mobilitet kan løfte, så er der tale om et bredt samfundsgode, som vi ikke skal veje af på en vægt, der handler om folks indkomst. Så kan der være en anden diskussion, der handler om, om man oven på en sådan behovsbestemt service skulle have en mulighed for i kommunen at give mere service mod betaling. Altså hele diskussionen omkring tilkøb. Og det vil jeg ikke på forhånd afvise, at det kunne være et emne for diskussion også i de kommende kommuneforhandlinger, vi skal have med kommunerne op mod sommerferien.
Spørger: Men din rygmarvsreaktion var jo, hvis socialdemokraterne kom med et sådant forslag, så var du klar til at tale om det, er det ikke lidt mærkeligt at give dem udspillet der trods alt, det er jo ikke dem, der laver økonomisk politik i øjeblikket?
Statsministeren: Nej, min rygmarvsreaktion, det var jo sådant set bare, at researche sagen til bunds, ikke fordi der kommer en journalist og siger, at der er en socialdemokratisk borgmester i Horsens, der går ind for brugerbetaling, og så siger jeg – jamen hvis det er socialdemokraternes synspunkt, så er det da spændende altså, men det ved jeg fortsat jo ikke rigtig, om det er.
Spørger: Du fortryder måske, du ikke har en spindoktor – vedkommende kunne måske have rådgivet dig i den situation?
Statsministeren: Overhovedet ikke altså, fordi dermed har jeg jo så ydet et bidrag til at begrænse det offentliges udgifter. Altså der er jo sparet en lønsum her i Statsministeriet. Og det kan da tjene som eksempel hele vejen rundt. Altså nu snakker jeg ikke i forhold til mine kolleger i regeringen, men helt bredt i den offentlige sektor, hvor vi med friske øjne hele tiden skal se på, om vi bruger udgifterne rigtigt.
Ja, værsgo!
Spørger: Hvad er din kommentar til, at kommunerne har brugt 12 mia. kr. – i den periode, hvor du var indenrigs- og finansminister – til drift, i stedet for at bruge det til det, det var afsat til – nemlig bygge, anlæg og vedligeholdelse. Det er jo derved, der er opstået det helt store efterslæb?
Statsministeren: Der er jo sådan, at der i en enkelt kommune kan være nogle forklaringer på, at man prioriterer anlæg og drift anderledes, end det man oprindelig havde budgetlagt. Og det skal man selvfølgelig være åben overfor. Men det er klart, at hvis man ser på hele billedet, og det forhold, at regeringen har indgået en samlet aftale med kommunerne, hvor vi har prioriteret at få løftet anlægsaktiviteterne jo af to grunde. Dels fordi vi reelt gerne vil løfte anlæggene for at få bedre skoler, bedre daginstitutioner, men jo også fordi vi i det aktuelle konjunkturbillede med en tiltagende arbejdsløshed i bygge/anlægssektoren gerne ville bruge en øget kommunal anlægsaktivitet for at få gang i hjulene. Så er det selvfølgelig samlet set ikke tilfredsstillende, at kommunerne ikke leverer det, vi har aftalt. Det må jeg jo sige helt klart.
Spørger: Hvordan vil I sikre, at de gør det fremover?
Statsministeren: Vi bliver jo hele tiden klogere, når vi laver nye aftaler, og den her viden må vi jo tage med os frem – altså fordi vi har aftalt, at der skulle være et stigende anlægsniveau – 20 mia., altså rekordhøjt, bl.a. også for at indfase kvalitetsreformen – ambitionen om at give de borgernære institutioner, altså der hvor borgerne virkelig møder den offentlige sektor – skoler, daginstitutioner og ældreområdet, et løft på 2-2-2 mia. hen over årene. Og der er det selvfølgelig samlet set ikke rimeligt, at kommunerne ikke leverer – specielt når man tænker på, hvad det er for en debat, der er gået forud – nemlig en debat, der i høj grad har været drevet af kommunerne selv, der handler om, at der er et investeringsefterslæb. Når vi så i aftaler skaber rum og låneadgang m.v. til, at man kan løfte, og det er en fælles ambition, så er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at det ikke sker. Og den viden må vi jo tage med os videre frem, når vi indgår nye aftaler.
Spørger: Til sidst – Dansk Byggeri foreslår, at man simpelthen udskiller den del, der hedder bygge, anlæg og vedligeholdelse fra de almindelige finanslovsfor ... eller forhandlinger om kommuneaftaler. Hvad mener du om den idé?
Statsministeren: Det er sådan, at vi har de samme penge til rådighed – altså uanset om vi forhandler dem ad én eller flere omgange, så kommer pengene det samme sted fra. Og derfor er jeg nu meget varm tilhænger af, at vi har en samlet aftale omkring den samlede kommunale økonomi. Derfor kan det jo godt være en ide, og det ved jeg da også, man eksperimenterer med i nogle kommuner, at man i kommunens egen administration af sine ressourcer, kigger anlæg og drift hver for sig. Der er kommuner, der øver sig med at lave sådan nogle ejendomsselskabslignende konstruktioner. Der er kommuner, der er åbne for at arbejde sammen med de private i sådan nogle OPP-løsninger. Og det mener jeg meget, der kan være et perspektiv i, fordi der er selvfølgelig en overhængende risiko for, at hvis økonomien strammer lidt til, så bliver det anlægssiden, der holder for. Og det kan jo i situationen godt være nødvendigt, men på den lange sigt er det jo ikke klogt. Fordi vi ved, at hvis ikke vi vedligeholder vores anlæg, så samler der sig en regning op hen ad vejen, der bliver større. Og vi ved i øvrigt også, at vedligeholdte bygninger også giver en bedre afledt drift. Hele spørgsmålet omkring energieffektivitet m.v. hænger jo sammen her. Så hvis kommunerne i egen regi øver sig på at have sådan nogle modeller, hvor man skiller anlæg ud og prøver at køre det mere professionelt i en myndighed for sig selv, så er det da noget, jeg kun vil rose. Men vi kommer altså ikke og pådutter kommunerne bestemte organisationsmodeller. Altså det ligger sådan set regeringen meget på sinde, at vi nu søger at begrænse bureaukrati og søger at begrænse os i at kloge os i detaljen på, hvordan kommunen skal løse deres opgaver. Spejlbilledet på det er selvfølgelig, at så skal kommunerne også levere det, vi har aftalt.
Ja, værsgo! Nej, det var lige bagved først.
Spørger: Du har jo ellers tidligere selv udtalt dig positivt omkring brugerbetaling, bl.a. i din bog Løkkeland, hvor du gav udtryk for, at du siger – jeg tror virkelig ikke, at der er mange mennesker i Danmark, som ville blive stillet ringere, hvis de skulle betale fx 25 kr. for en konsultation hos en læge. Samtidig giver du også der udtryk for, at det er også med at tage de kampe, man kan vinde politisk. Så når du nu siger, at regeringen er imod brugerbetaling, er det så et udtryk for, at du personligt har skiftet holdning siden den her ... de her udtalelser, eller er det bare, at du ikke opfatter det som politisk gangbart at indføre det?
Statsministeren: Jamen det er et udtryk for, at jeg repræsenterer regeringens politik. Og regeringens politik er, at vi ønsker ikke at lave brugerbetaling dér, hvor der reelt ikke er nogen mulighed for at slippe for dem. Og hvis man fx er kommet dertil, hvor man har brug for at få lavet en bypassoperation, eller man er kommet dertil, hvor man har brug for at få en social- og sundhedsassistent ind i sit hjem, fordi man ikke selv kan komme ud af sengen, så ønsker vi ikke at indføre brugerbetaling dér, fordi der er ikke nogen valgfrihed. Altså forudsætningen for brugerbetaling, jeg er ikke religiøs modstander af brugerbetaling, den har vi, altså skatten er jo også udtryk for, at vi betaler noget, og så bruger vi samfundets tilbud. Men forudsætningen for individuel brugerbetaling, det er jo, man reelt har en mulighed for at vælge tilbuddet fra. Det er også derfor, jeg siger, at i forhold til det, der hedder den behovsbestemte ældreomsorg. Der hvor man ud fra nogle visitationskriterier tildeles noget hjælp, fordi man ikke selv kan løfte opgaven. Der må det betales via skatten. Jeg er så åben over for den diskussion, som jeg også ved, er i en række kommunale kredse, fordi som det jo rigtigt blev spurgt ind til af TV 2 før, så er der jo en debat i gang i lyset af den økonomiske situation – er der nye måder, vi skal løse opgaverne på. Og der erklærer jeg mig åben over for at diskutere det ønske, der har været i de kredse om fx at se på, om man oven på det, man har behovsbestemt behov for – det at skulle have en eller anden form for mulighed for at lave tilkøb.
Spørger: Men brugerbetaling hos lægen, det mener du så ikke mere, det er du ikke tilhænger af mere?
Statsministeren: Regeringen går ikke ind for brugerbetaling ...
Spørger: ... hvad mener du som person, som statsminister, det er dig, der bestemmer?
Statsministeren: Jo og derfor er det også mig, der svarer. Og jeg svarer jo både på mine egne og regeringens vegne. Og regeringen har ikke nogen plan om at lave brugerbetaling på et besøg på almenpraksis. Det meldte regeringen i øvrigt også meget klart ud allerede dengang, det blev der spurgt ind til før.
Spørger: Men er du som politiker tilhænger af det, det er dét, jeg spørger om?
Statsministeren: Jo, men du kan da blive ved med at spørge, og jeg bliver da ved med at svare. Altså fordi jeg er Lars Løkke Rasmussen, og jeg er statsminister, og jeg er Venstremand og alt tre i en. Det er ligesom et kinderæg. Og jeg har kun et synspunkt. Og mit synspunkt det er, at vi går ikke ind for brugerbetaling til lægebesøg.
Spørger: Så du har ændret holdning?
Statsministeren: Mit synspunkt er, at vi går ikke ind for brugerbetaling på lægebesøg.
Spørger: Ja, lige i forlængelse af det med kommunerne og deres anlægsbudgetter eller deres vedligeholdelsesefterslæb. Altså er der i dine øjne nok, hvad skal vi kalde det, incitamenter til, at kommunerne ikke oparbejder sådan en vedligeholdelsespukkel?
Statsministeren: Altså det er jo et svært spørgsmål, fordi hvad er incitament i politik. Altså jeg mener jo, der bør alle de incitamenter, man overhovedet kan komme i tanke om. Vi er valgt til de embeder, vi har, hvad enten vi nu er valgt til byrådet, regionsråd eller Folketing for at varetage borgernes interesser og møde borgerne ved enhver valghandling. Og det er i borgernes interesser, at vi investerer offensivt i moderne fysiske faciliteter. Og det er også i borgernes interesser, at når vi har foretaget nogle investeringer, så lader vi dem ikke stå og forfalde. Og det bør jo være et stærkt incitament. Så er det i øvrigt sådan, at der på mange strækninger i den offentlige sektor er et ... ved siden af dét man kunne kalde det politiske afkast ... så er der et direkte positivt driftsmæssigt afkast i at foretage kloge investeringer. Det er der på energisiden, hvor det er evidens, at man kan foretage investeringer, som ret hurtigt betales hjem. Det er der i øvrigt også på driftssiden. Det er jo bl.a. noget af det, der trækker vores enorme investering i sygehusvæsenet i disse år, at vi ved, at hvis vi har moderne, velindrettede sygehuse – nybyggede og ikke bare knopskudt, så fremmer det også en langt bedre logistik internt på sygehuse og dermed en bedre afledt drift. Så der er masser af incitamenter.
Spørger: Men er du parat til at lægge flere incitamenter ind for, at kommunerne ikke oparbejder en ny pukkel, eller fortsætter den, der er der i forvejen?
Statsministeren: Jeg er i hvert fald parat til at være lydhør over for gode ideer i så henseende. Jeg kan ikke desværre lige selv stå og komme i tanke om dem. Men hvis der i kommunerne er forslag til, hvordan man kan skabe en bedre og mere tydelig sammenhæng mellem kloge investeringer og afledt drift, så er jeg åben over for det. Selvfølgelig er jeg det. Det er også derfor, jeg fremhævede før de tiltag, man har i nogle kommuner, hvor man forsøger at administrere sin bygningsmasse professionelt. Det er også derfor, at jeg på afslutningen af vores vækstforummøde i Esbjerg sagde, at regeringen nu undersøger frem til kommuneøkonomiforhandlingerne, om vi kan åbne op for at lave nogle offentlige-private samspil netop på det her spørgsmål omkring energirenoveringer. Fordi vi ved jo og kan se i andre lande, at de her såkaldte escoprojekter, de trives, altså hvor tanken er den, at man via en virksomhed går ind og investerer i en opgradering af energianlæg og klimaskærme m.v. Og så får den offentlige myndighed derved en afledt lavere drift, og den besparelse deler man så mellem den virksomhed, der foretager investeringen og den offentlige myndighed selv. Det vil jo betyde, at den offentlige myndighed kan komme i gang med nogle energirenoveringer, man egentlig ikke har penge i kassen til. Det har vi historisk været forbeholdende overfor med henvisning til, at vi havde en overophedet bygge- og anlægssektor. Det er jo ikke lige præcis situationen nu. Og derfor kunne det her med at have et intensiveret offentligt-privat samspil omkring sådanne nogle ting, det kunne være en vej frem, som sikrer mange ting på en og samme tid – nemlig anlægsaktivitet i en tid, hvor vi har ledige hænder, uden at det sætter sig i et stort træk på kommunekasserne lige nu og her, fordi der ikke rigtig er penge i kassen til at trække. Det er jeg meget åben overfor. Det undersøger regeringen selv offensivt frem til kommuneøkonomiforhandlingerne.
Spørger: Lige til sidst. Regeringens kvalitetsfond på, jeg tror, det er 22 mia. kr., der ligger øremærkede der, hvor stor en rolle ser du den skal spille til at få afviklet det store vedligeholdelsesefterslæb på 14 mia. kr., som kommunerne altså har.
Statsministeren: Jamen vi har en aftale med kommunerne om, hvordan man udmønter kvalitetsfonden, som jo var på 50 mia. kr. – de 25 målrettet sygehussektoren, de 3 mia. bundet ned i det, der hedder ABT-fonden, Anvendt Borgernær Teknologi, og så 22 mia. der skal bruge til at løfte de borgernære investeringer i kommunerne. Og det holder vi selvfølgelig regnskab med. Fordi at når vi har ført en økonomisk politik, der har skaffet det råderum, at vi er i stand til målrettet at investere 22 mia. i mere moderne folkeskoler og mere moderne daginstitutioner, så kan vi selvfølgelig ikke leve med, at de penge ikke anvendes på det område. Det kan gå, at man et år prioriterer anderledes, fordi man skal omstille den kommunale økonomi, men i forhold til det perspektiv, der er frem til 2018 på kvalitetsfonden, der skal de penge selvfølgelig falde på de områder.
Ja, værsgo!
Spørger: Senere i dag, der bliver det besluttet, hvor det nye supersygehus i Region Sjælland, det skal ligge. Formentlig bliver det i Køge, tættest muligt på hovedstadsregionen. Kan du forstå – eller rettere sagt, hvad vil du sige til de borgere i Sydsjælland og på Lolland-Falster, som synes, de kommer til at bo meget langt væk fra sådant et supersygehus.
Statsministeren: Men det er lige præcis senere i dag. Og det er jo Regionsrådet Sjælland, der skal træffe den beslutning, og den er jo ikke truffet endnu. Og derfor ville det også være forkert af mig at forholde mig til en beslutning, de ikke har truffet endnu.
Spørger: Men de borgere, der evt. kommer til at bo, det gør de, uanset hvor det bliver placeret, kommer til at bo langt fra sådan et supersygehus. Kan du forstå, at de kommer til at føle, at de lige pludselig har meget langt til sådant et sygehus.
Statsministeren: Til det mere principielle om, hvordan man som borger oplever, at vi centraliserer sygehusene ved at lave nye store supersygehuse – ja, der kan jeg godt forstå den utryghed, det skaber – kan jeg sagtens forstå. Der er ingen tvivl om, at intuitivt der vil vi alle sammen helst jo bo tæt på sygehuset. Lå det lige rundt hjørnet, ville det være at foretrække. Vi ved så også godt alle sammen, når vi bruger vores fornuft, at hvis vi havde alle sammen et sygehus lige rundt om hjørnet, så ville det blive et, der kun kunne give en meget udtyndet behandling. Vi ved, at når vi samler specialerne og behandlingen, så løfter vi den, så løfter vi deres faglige niveau. Så øger vi overlevelseschancerne, vi helbredschancerne. Prisen er så, at der kommer færre sygehuse, og derfor er der altså nogen, der får længere til sygehuset, end de havde før. At det skaber en øjeblikkelig utryghed, det forstår jeg godt. Det er også derfor, regeringen sammen med Dansk Folkeparti har sat 600 mio. kr. af til målrettet at bygge det op, der skal til, for at man så fortsat har den lokale tryghed. Det handler om mange ting. Det handler om at få et endnu mere velfungerende præhospitalssystem – altså ambulancer, der kommer til tiden med hurtig responstid, og som kan behandle patienterne under transport. Altså hvor det i gamle dage var ren transport, så er det jo i dag sådan, at behandlingen med moderne teknologi og med læger i ambulancen kan begynde allerede på ulykkesstedet. Og ved siden af det tanken om, at vi bygger almenpraksis op sådan, at vi får flere kompetencer ind under lægens hus, sygeplejersker, laboranter – mere teknologi til stede. At vi helt ude i yderområderne også får set på åbningstiderne, altså får skabt en mulighed for at have nogle særlige superlægeklinikker, der kan have udvidet åbningstid sådan, at man ikke skal køre det halve af Sjælland igennem, fordi barnebarnet er faldet ned fra pæretræet. Men jeg forstår godt utrygheden, og derfor bruger vi også mange kræfter i øjeblikket på at bygge forudsætningerne op for de her færre større sygehuse.
For at gøre en lang historie kort, selvom det nu allerede er for sent, så vil jeg bare sige, at det man selvfølgelig også skal huske på, det er, de beslutninger, vi træffer nu, det er jo nogen, det kommer til at tage en årrække at få til at så at sige materialisere sig i mursten. Og det er vigtigt, at vi i den periode, altså mens de her supersygehuse bygges op i Odense, før man lukker Svendborg, som et eksempel, at der har vi tilvejebragt de her lokale forudsætninger, jeg lige har redegjort for.
Spørger: Men er det ikke med til yderligere at skævvride det billede, som nogen udkantsområder kan have af, at det hele bliver samlet langt væk fra dem?
Statsministeren: Men jeg forstår godt utrygheden. Det forstår jeg godt. I forhold til sådan det, man kunne kalde den erhvervspolitiske dimension, der bliver jeg jo nødt til at sige, at når vi driver sygehuse, så gør vi det jo af hensyn til patienterne. Og vi investerer nu et historisk højt milliardbeløb i at løfte dansk sygehusvæsen. Det er den største investering i dansk sygehusstruktur nogensinde i så kort i en årrække. Og det, der driver de investeringer, det må nødvendigvis være patientens tarv. Altså hvordan laver vi den bedste sygehusstruktur, der sikrer, at fremtidige danske patienter, de får den bedste sygehusbehandling, så de overlever deres kræftsygdom, så de overlever en blodprop i hjertet, det er jo dét, der må drive det. Og det må nødvendigvis skygge over en række andre hensyn, som jeg godt kan forstå findes rundt omkring i den lokale debat. Jeg startede selv min politiske karriere tilbage i starten af 80’erne ved at kæmpe for en bevarelse af Frederiksværk Sygehus. Det er så lang tid siden, at ingen længere kan huske, at der fandtes et sygehus i Frederiksværk. Så jeg forstår godt den der drivkraft med lokale politiske øjne. Men vi bliver bare nødt til at insistere på, at når vi bruger så mange milliarder for at gøre et godt dansk sygehusvæsen endnu bedre, så er det altså dét, der skal drive placeringen af de sygehuse, vi etablerer.
Jesper!
Spørger: Der er jo en britisk debat om homoseksuelles rettigheder både i forhold til vielser i kirke i forhold til vielser på rådhus og i forhold til adoption i øjeblikket.
Du har sagt, at du principielt går ind for ligestilling. Og alligevel så er regeringen jo imod at tage det sidste skridt og ligestille på ritualet både i folkekirken og på rådhuset i forhold til vielser og i forhold til adoption. Hvordan hænger det sammen?
Statsministeren: Det er lidt forskellige ting, du der trækker frem. Altså omkring adoption, så beror vores modstand jo på det forhold, at der er lande, hvorfra vi får adoptivbørn, som ikke ville acceptere en sådan model, hvor to mænd eller to kvinder samadopterer et barn. Og vi har altså adoptionsreglerne af hensyn til de endnu ikke adopterede børn, så det er jo sådan set det, der driver det.
Med hensyn til spørgsmålet omkring kirkelige vielser, der mener jeg og regeringen, at det er et kirkeligt anliggende. Derfor har jeg også sagt, at hvis der i den danske folkekirke bredt forankret er et ønske om, at modernisere nogle bestemmelser, så vil vi selvfølgelig gerne se på det med åbne øjne, men det må komme fra folkekirken, og det ønske er endnu ikke kommet fra folkekirken. Jeg har noteret mig, at kirkeministeren har inviteret til en tættere dialog med folkekirken. Jeg har også noteret mig, at folkekirken sådan set har taget pænt imod det. Og jeg tror, at der netop er brug for en tættere dialog mellem kirke og stat om det her. Men i sidste ende, så er det et indre folkekirkeligt anliggende.
Spørger: Vil det sige, at du er tilhænger af, at man fjerner de forhindringer eller de pålæg, der i dag forhindrer folkekirken i at lave et fælles vielsesritual, sådan at det bliver op til folkekirken selv. Og når du siger ...
Statsministeren: Jeg er jo selv medlem af folkekirken. Og har selvfølgelig nogle helt personlige synspunkter omkring det, men dem kan jeg jo ikke skille fra min position som statsminister. Og det, der er regeringens position, det er den, jeg her gør rede for – nemlig at det er et folkekirkeligt anliggende. Hvis den danske folkekirke bredt funderet har et ønske om, at vi moderniserer lovgivningen, så er det selvfølgelig et ønske, vi vil se på med åbne øjne, men det kræver, at det ønske formuleres, og det skal jeg ikke stå og foregribe her.
Spørger: Men så længe lovgiverne forhindrer en sammenlægning af vielsesritualerne, så er det vel ikke i dag helt op til folkekirken – altså hvis man skal følge det argument, at det skal være op til folkekirken, så skal man vel fjerne de forhindringer og de begrænsninger, man lægger fra politisk side.
Statsministeren: Nej, nej. Det handler om, at vi har en lovgivning, og hvis den skal forandres, så må det være med afsæt i, at der fra folkekirken er bredt formuleret et ønske om, at den lovgivning forandres. Og et sådant bredt formuleret ønske er der ikke. Jeg kan se, at debatten pågår og det hilser jeg sådan set velkommen. Og kirkeministeren har initieret en tættere dialog om det. Men det ville være at foregribe begivenhedernes gang at sige, hvordan den debat i folkekirken ender. Den debat må køre i folkekirkens regi. Og hvis den konkluderes entydigt i et ønske om at lovgive og justere nogle ting, så siger jeg her, så er vi selvfølgelig åbne overfor at gå ind i en diskussion om den.
Spørger: Din partifælle Pia Allerslev har søgt om at få lov til at sidestille vielsesritualerne på rådhuset og har fået afslag af justitsministeren. Hvorfor har I ikke givet tilladelse der fra regeringens side, hvis man nu støtter ligestilling?
Statsministeren: Jamen vi har ligestilling. Altså ligestilling er jo ikke spørgsmålet om ritualer. Vi har i den civile lovgivning jo fuld ligestilling og blander os ikke i, om folk er samboende mand-kvinde, kvinde-kvinde, mand-mand – i forhold til arveret og alle juridiske implikationer af det at vælge at være sammen, der har vi fuld ligestilling.
Ekstra Bladet!
Spørger: Jeg vil spørge om noget, som optager mange af os eller to millioner af os faktisk – X Factor. Har du en favorit i X Factor?
Statsministeren: Det må jeg med skam meddele, det har jeg ikke. Og nu kan jeg jo se, at den færøske repræsentant er gået ud, så familien har også opgivet.
Spørger: Men din familie holdt med den færøske repræsentant forstår jeg så?
Statsministeren: Der er en markant færøsk patriotisme i mit hjem, altså den baserer sig sådan set ikke på en minutiøs overværelse af programmerne eller andet, det er sådan bare en intuitiv følelse, vi har hjemme hos os.
Spørger: Og så er der spørgsmål som må stilles: har I så diskuteret, har du en holdning til sms-afstemningen, har du tillid til sms-afstemningen? Der har været rejst noget kritik af den.
Statsministeren: Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, beklager meget. Men altså jeg går jo ind for ved enhver valghandling, at der skal der være orden i tingene, det skal der. Og det gælder selvfølgelig også noget så vigtigt som X Factor, sådan må det jo være. Men jeg kan ikke gå dybere ind i det, det er ikke mit ressort, det er slet ikke regeringens anliggende.
Spørger: Nej, men derfor kunne det jo godt være, du havde en favorit, jeg forstår, du sidder og ser det sammen med dine børn så ...
Statsministeren: Nej, jeg tror faktisk, jeg fik antydet, at vores valg af favorit, det hviler på en intuitiv følelse og ikke på et nærmere kendskab til programmerne.
Spørger: Tak for det.
Statsministeren: Ja, værsgo!
Spørger: Det er i forhold til adoption og homoseksuelle. Sådan som jeg forstår dit svar, så kan du ikke støtte, at man tillader homoseksuelle at adoptere med den begrundelse, at der er nogle lande, der ikke ønsker at give deres børn til homoseksuelle par. Men er det argumentet for ikke at tillade det. Der kunne vel også være lande, som ville være interesseret i det.
Statsministeren: Jo, men der kunne være en stribe argumenter. Men man må sige, allerede fordi at en række lande, hvorfra vi typisk får børn til adoption, modsætter sig et sådant system, er der grund til ikke at gå ind for det.
Spørger: Udelukkende fordi der er nogle lande, der ikke ...
Statsministeren: ... jeg tror, jeg sagde, allerede fordi at det er sådan, så er der jo ingen grund til at gå videre i den sag. Altså regeringen har en holdning. Vi fremsætter nogle lovforslag, fordi der er et flertal i Folketinget, der har pålagt os det. Og i fuldstændig loyalitet over for det, så fremsætter vi det lovforslag. Men regeringen er imod forslaget, allerede fordi, som jeg siger, at en række lande forventeligt ikke vil tillade adoption til Danmark, hvis vi laver et sådant regi.
Spørger: Enkelte af Venstres folketingsgruppe er uenige i det, du siger, og vil gerne stemme ja til forslaget. Skal de have lov til det. Skal de stilles frit i denne her sag?
Statsministeren: Det er et anliggende for Venstres folketingsgruppe. Og det diskuteres i Venstres folketingsgruppe under ledelse af Venstres gruppeformand.
Spørger: ... hvad mener du som partiformand?
Statsministeren: Jamen det er sådan, at det er et gruppeanliggende. Altså det er sådan, at Venstres gruppe er jo fritstillet i forbindelse med behandling af det beslutningsforslag, der nu har ført frem til, at regeringen har fremsat et lovforslag, så det ligger vel ligesom i sagens natur, at i den her sag, hvad enten det er nu ved beslutnings- eller lovforslag. Der har Venstres gruppe været fritstillet. Og det vil jeg da tro, at den bliver igen. Men det er ikke en afgørelse, jeg træffer.
Ja, værsgo!
Spørger: Regeringen har jo som sagt sagt til kommunerne, at i bedste fald, så kan de regne med nulvækst næste år. Og det vil i virkeligheden sige, at kommunerne skal fyre, de skal spare, og de skal effektivisere og indføre ny teknologi. Fordi I har også sagt til samfundet, at der bliver ingen vækst i det offentlige forbrug næste år. Var det ikke bedre, at I vælger nogle andre borgmestre eller simpelthen fortæller kommunerne – I skal spare der og der og der.
Statsministeren: Nej, altså vi har et stærkt kommunalt selvstyre. Det ønsker jeg at stå vagt omkring, og det er lokalt, man skal finde løsningerne. Det må til alle tider være sådan, at de lokale løsninger, der så skal findes, de skal selvfølgelig afstemmes med den samfundsøkonomiske situation, vi befinder os i. Og aktuelt er det sådant, at vi for at håndtere krisen har ført noget nær Europas mest offensive, ekspansive finanspolitik for at holde arbejdsløsheden i ave, for at kompensere ved offentlig efterspørgsel – der hvor den private er faldet. Og i længden der kan det selvfølgelig ikke gå. I længden der skal indtægter og udgifter passe sammen. Så derfor kommer vi ind i en periode, hvor der skal konsolideres. Præcis i den situation, der skal det kommunale selvstyre da vise sin styrke, fordi det er da i den enkelte kommune, man allerbedst af alle kan tage stilling til, hvordan prioriterer vi så det her. Jeg vil gerne sige, at nulvækst betyder jo, at der PL-reguleres, og det vil sige, at hvis man skal sige det lidt populært, så vil det jo betyde, at de mennesker, man har råd til at have ansat i år, dem har man også råd til at have ansat næste år.
Spørger: Men når en socialdemokratisk borgmester kommer med et forslag til, hvordan man kan spare på de kommunale budgetter, og I straks skyder det ned. Jamen altså gør I det så ikke vanskeligere for kommunerne at få enderne til at mødes, altså ...
Statsministeren: ... men det er jo ikke et forslag om at spare. Altså det forslag, der kommer der, det er et forslag om at øge de offentliges indtægter. Så det er jo en helt anden type forslag. Det er jo et forslag om at sige, at der findes to former for skat. Der findes den skat, man betaler indkomstbestemt, og så findes der den særlige skat, der hedder brugerbetaling i en form, hvor man ikke har en chance for at vælge det fra – altså det er jo bare at kalde skat noget andet. Altså hvis du er 72 år og har tabt din mobilitet, så du er ud fra alle visitationskriterier beroende på hjælp fra fællesskabet, fordi du ikke selv kan komme ud af din seng. Og du da vælger at sige, det får du ”gratis”, fordi du har betalt skat, eller det er du simpelthen nødt til at købe, det er jo bare en anden måde at kalde noget skat på. Så det er jo et forslag om at øge de offentliges indtægter. Det er jo ikke et forslag om at begrænse de offentliges udgifter.
Spørger: Men er det regeringen fuldstændig fremmed, at hvis man indfører brugerbetaling, at så kunne det også reducere udgifterne?
Statsministeren: Ja, det er mig fuldstændigt fremmed, når vi taler om den behovsbestemte visiterede hjælp. Fordi der er der tale om, at vi giver en hjælp, folk har brug for at få. Det er ikke til diskussion. Altså hvis ikke du selv kan komme ud af din seng, uden at der kommer en myndighedsperson og hjælper dig ud af sengen og hjælper dig tøjet på, så er der jo ikke noget som helst incitament i at sige, det skal du selv betale for. Altså medmindre at man så altså accepterer, at fru Hansen, hun bare bliver liggende i sengen dag efter dag. Men det er jo ikke et menneskesyn, jeg selv står for.
Der er et spørgsmål der, det ser ud til at være det sidste.
Spørger: Ja, du siger, hvis vi skal nå målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, så forudsætter det fleksibilitet. Oppositionen, de har netop foreslået, at man opretter en ny fleksuddannelse, hvor den enkelte unge får tilrettelagt et individuelt forløb. Er det et forslag, I vil imødekomme i regeringen?
Statsministeren: Nu er det ikke sådan, at fordi I bruger ordet fleksibilitet, så har jeg pr. automatik givet tilsagn om, at hvem som helst, der foreslår et eller andet, hvor det ord indgår i, så er det en ide, jeg har købt. Jeg kender ikke det forslag i detaljer og skal derfor ikke udtrykke mig sådan meget manifest om det. Jeg vil bare sige, at da vi tilbage i nyere historie, da jeg selv var ung, sloges med det problem med, at unge havde svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet, da blev det hele lidt for fleksibelt og lidt for kreativt. Altså der blev der opfundet ret mange mærkelige ordninger, hvor man kunne tage ud at rejse. Man kunne lave den fri ungdomsuddannelse, hvor man sådan set selv definerede sin egen uddannelse etc. Og den historie tror jeg ikke, vi skal vende tilbage til. Jeg tror, det er vigtigt, at vi nu bruger solsiden ved krisen til at motivere de unge til at komme i gang med anerkendte uddannelsesforløb, der giver anerkendte kompetencer og bringer én videre i tilværelsen. Det er jo derfor, vi bl.a. i de ungepakker, vi har lavet har lagt meget vægt på, at kommunerne opruster hele deres vejledning, føler meget skarpere med i – hvad bliver der af de unge, når de forlader folkeskolen. Lemvig er en kommune, der kan tjene som inspiration til et sted, hvor man helt ned på navn og cpr-nummer har et klart overblik over de unges videre ageren efter folkeskolen. Og det tror jeg er hovedvejen, uden at jeg så på forhånd skal stå og sige nej til alle elementer, der måtte være i det forslag, jeg desværre ikke kender i detalje.
Spørger: Men når vi nu er i titusindtal fra at opnå målet, viser det så ikke, at der er behov for et helt nyt uddannelsestilbud?
Statsministeren: Nej, det viser først og fremmest, at der er behov for en målrettet indsats dér, hvor der skal bygges bro mellem folkeskole og ungdomsuddannelse. Det er bl.a. derfor, og det har oppositionen jo så desværre været imod, at vi har søgt at vende børnepengene om til de 16- til 18-årige for ultimativt at kunne give kommunen det redskab, der skal til, for at man sikrer sig, at de unge og deres familier samarbejder. Det er derfor, vi har understreget kommunens ansvar og i øvrigt også jo via det almindelige dulsystem, som det hedder, sørget for, at pengene følger med, sådan at kommunerne har ressourcerne og værktøjerne til at sikre, at de unge kommer videre fra folkeskolen. Der er jo ingen tvivl om, at en del af forklaringen ... en del af forklaringen på, at det ikke er lykkes at nå de 95 procent i meget gode år, er jo, at der var et arbejdsmarked, hvor man som ung uden formelle uddannelsesmæssige kompetencer sådanne set godt kunne få job. Det er ikke situationen nu. Den øjeblikkelige krise understreger, at forudsætningen for at blive selvforsørgende, det er, at man har en uddannelse, der kvalificerer. Og derfor er der i øjeblikket jo i den danske ungdom en særlig motivation for at komme i gang. Og det er jo den, vi skal gribe fat i og sørge for, at vi i folkeskole og via offensiv ungdomsvejledning og ved en målrettet kommunal indsats sikrer, at de unge kommer videre i et anerkendt uddannelsesforløb.
Tak skal I have.”