Pressemøde den 18. januar 2011

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet, der følger i forlængelse af ministermødet, vi har holdt her til morgen. Det skulle jo egentlig have været afviklet på Marienborg i forbindelse med et regeringsseminar. Men som I jo alle sammen ved, så fandt der op til weekenden et ledelsesskift sted i Det Konservative Folkeparti. Og i lyset af det har vi besluttet at rykke regeringsseminaret en uge til mandag-tirsdag i næste uge for at give den nye konservative leder mulighed for at orientere sig i sin nye position. Det har jo så til gengæld betydet, at vi har kunnet holde et ministermøde her til formiddag i stedet, og det har også været vigtigt. Vi har godkendt en række lovforslag. Og i særlig grad vil jeg gerne fremhæve ét, som er en krumtap i den økonomiske politik en årrække frem. Det er nemlig det lovforslag, som sikrer, at hvis rammerne skrider ude i kommunerne, så har det konsekvens. Det er besluttet, at en del af det bloktilskud, kommunerne får, det er betinget af, at man holder sine budgetter. Og med det lovforslag, der lægges frem i dag, vil det så også være sådan, at de kommuner, der gør sig skyldige. Hvis det skulle ske, i at rammerne skrider – de skal aflevere mere tilbage, end dem der holder deres rammer. Det er et meget, meget vigtigt lovforslag, som jeg gerne vil bruge nogle ord på. For vi må jo helt åbent sige, at vi i en lang årrække har haft en udfordring med at holde de økonomiske rammer, vi har vedtaget. Det er ikke nogen ny foreteelse. Det har været gældende i en meget lang årrække. Under Nyrup var det sådan, at når man besluttede sig for at bruge 1 kr., så kom man til at bruge 11⁄2 ekstra for meget. Under Anders Fogh Rasmussens periode har det været sådan, at når vi besluttede os for at bruge 1 kr., så kom vi til at bruge 1 kr. for meget. Og nu står vi altså efter krisen i en situation, hvor vi dels er udfordret med overhovedet at finde den krone, der skal bruges, og hvor der under ingen omstændigheder er plads til, at det så skrider. Beslutter vi os for at bruge 1 kr., så skal vi bruge 1 kr. – ikke mere end det.

Og jeg er meget tilfreds med, hvordan debatten har udviklet sig de seneste uger. Senest så jeg jo i går, at SF’s finansordfører også bekender sig meget offensivt til, at nu skal vi altså holde udgiftsrammerne. Det er selvfølgelig tankevækkende, at man lige fra den kant skal opleve, at regeringen bliver skoset for at have brugt for mange penge og på den måde have udviklet en offentlig sektor, der er den største i hele den frie verden. Men lad nu det være. Jeg er sådan set meget tilfreds med, at der breder sig en almindelig erkendelse af, at nu skal vi holde de budgetter, der er lagt. Og derfor vil jeg også gerne bruge dagen her i dag til at udtrykke den meget klare forventning af det lovforslag, som regeringen nu lægger frem og som skal sætte handling bag ordene – det er et lovforslag, som vil komme til at nyde bred opbakning i Folketinget. For hvis ikke S/SF stemmer for det lovforslag, så står vi jo tilbage med bare endnu et eksempel på ord uden handling. Jeg er jo ikke den første statsminister, der har sagt, at vi skal holde de rammer, der er lagt. Det sagde statsministeren før mig, og det sagde statsministeren før ham. Den første Rasmussen han måtte altså slås med, at når han sagde, der skulle bruges 1 kr., så blev der brugt 11⁄2 ekstra. Den næste Rasmussen han måtte slås med, at når han sagde, der skulle bruges 1 kr., så blev der brugt 1 kr. ekstra, og jeg vil altså nu gerne gøre det til min opgave, at når vi siger, der skal bruges 1 kr., så er det 1 kr. og kun 1 kr. Og det synes der at være bred politisk opbakning bag. Det er jeg glad for og har derfor en forventning om, at S og SF stemmer for det her lovforslag. Og når det er nødvendigt, så er det jo, fordi Danmark står med et sæt nye udfordringer efter krisen. Så langt øjet rækker er vi udfordret af, at for hver gang der er fem, der forlader arbejdsmarkedet, er der kun fire, der træder ind. Der er færre hænder. De skal række længere. Og derfor fremlægger regeringen om præcis en uge en tilbagetrækningsreform, som skal sikre, at vi også har de hænder på arbejdsmarkedet, der skal til, for at vi kan få vækst og jobskabelse igen. Det er om en uge fra i dag. Resten af ugen står i øvrigt i vækstens tegn. Fordi den udfordring vi står med efter krisen, det er selvfølgelig at holde nøje regnskab med de penge, vi har. Men det er naturligvis også at få tjent nogle flere.

I morgen rejser jeg til London for at deltage i et topmøde for stats- og regeringschefer fra Storbritannien, de fem nordiske og de tre baltiske lande. Og dét, der er dagsordenen for det her minitopmøde i London onsdag/torsdag, det er at udveksle konkrete erfaringer og ideer, fordi vi står jo ikke kun i Danmark, men også i de andre lande med store udfordringer. Og derfor har mødet i London også en anderledes form end normale politiske topmøder – bl.a. ved at en række fremtrædende repræsentanter fra landenes erhvervsliv og organisationer deltager i selve drøftelserne. Og jeg har valgt at invitere en række medlemmer af regeringens Vækstforum med til mødet i London – bl.a. LO’s formand, DA’s formand og en række erhvervsledere.

Jeg ser meget frem til det her topmøde. Det flugter meget fint med vores hjemlige vækstdagsorden, og det markerer i øvrigt også en ny og forfriskende måde at holde politiske topmøder på.

Og så leder det i øvrigt naturligt frem til fredag, hvor vi har det næste, hvilket også er det næstsidste, møde i regeringens Vækstforum. Vi skal bl.a. drøfte erhvervsuddannelser, de videregående uddannelser og indretningen af vores universiteter. Og så skal vi tage hul på udarbejdelsen af den endelige vækststrategi, der gerne skulle være et udkomme af det sidste møde i Vækstforum, der finder sted i marts.

Det er et enigt Vækstforum, der har identificeret de 10 barrierer, som vi skal hoppe over, hvis vi skal have væksten og jobskabelsen igen. Og derfor er det også et enigt Vækstforum, der har lagt platformen til nu – barriere for barriere – at tage stilling til, hvordan de kan rives ned. Derfor glæder jeg mig meget til på fredag, hvor jeg selv så at sige for en stund træder tilbage som formand for Vækstforum og lægger mødeledelse og ansvar i hænderne på de to tovholdere, som blev udpeget på det sidste Vækstforummøde – nemlig Lars Nørby og Jørgen Elmeskov, OECD-økonomen, som har gjort det til deres opgave at præsentere Vækstforum for en skitse til en vækststrategi på fredag med henblik på en første foreløbig drøftelse, der kan føre frem til, at Vækstforum på det afsluttende møde i marts – forhåbentlig, vi må se, men forhåbentlig med en bred grad af enighed – kan præsentere en samlet vækststrategi. For det er vigtigt, at vi får jobskabelsen højt på dagsordenen igen, men det er også vigtigt, at vi i mellemtiden sørger for at holde regnskab med de penge, vi har. Og derfor er jeg meget, meget tilfreds med, at debatten har udviklet sig i Danmark siden nytår på en sådan måde, at der synes at være en hidtil uopnået politisk konsensus om, at budgetter – det er noget, man skal holde. Man kan diskutere, hvordan de skal skrues sammen. Man kan diskutere, hvor store de skal være. Men når de er der, skal de holdes, for ellers begynder man at skose hinanden. Og også af den grund glæder jeg mig til at se S og SF stemme for det konkrete lovforslag, som regeringen har fremlagt her i dag.

Ja, spørgsmål – Kaare!

Spørger: Kan du forklare, hvordan din finansminister kan komme til den opfattelse, at der af S og SF’s økonomiske plan indgår, at der skal ske en øgelse af boligbeskatningen?

Statsministeren: Det har logikken for sig, at S og SF’s plan – eller man skulle måske snarere sige fraværet af en S- og SF-plan uomtvistelig kommer til at ramme de danske boligejere, det kan jeg godt forklare. Det er meget enkelt.

Spørger: Det vil jeg gerne have.

Statsministeren: Det er godt. Men så vil jeg gøre det. For situationen er jo den, at hvor vi har lagt to planer frem, så har S/SF lagt en halv plan frem. Vi lagde sidste forår en genopretningsplan frem, som havde det formål at lukke det umiddelbare hul oven på den krise, Danmark sammen med resten af verdenen har været igennem, og som vi i Danmark har styret os fri af med relativt få menneskelige omkostninger. Der skulle findes 24 milliarder. Vi havde vores bud, det er vedtaget af Folketinget. Der indgik en dagpengereform, der indgik fastfrysninger af en række skattesatser. Der indgik, at vi i 2011, 2012 og 2013 holdt ro på de offentlige udgifter. S/SF’s modsvarer til den plan – det var Fair Løsning, som jeg medgiver er konkret på mange felter – fx er det meget, meget konkret, at skatterne skal stige med 311⁄2 milliard, men som jo på nogle andre felter er ukonkret. Hele ideen med de 12 minutter, som hver gang man kradser i dem, så kan man ikke få noget svar. Så det er jo en plan, hvor de 15 milliarder, de er mere end almindelige tvivlsomme. Men vi andre er kommet videre. For efter at have lukket det umiddelbare hul og samlet den umiddelbare kriseregning op, så har vi taget hul på at løse fremtidens udfordringer de næste 10 år. Her er S og SF jo tavse. De markedsfører den samme gamle plan til at løse den fremtidige udfordring, som de sidste år markedsførte til at være et gensvar på genopretningsplanen. Og det giver jo ikke nogen mening – medmindre én ting, nemlig at S/SF fuldt ud tilslutter sig den genopretningsplan, vi har vedtaget. Altså siger meget klart – vi skal ikke rulle dagpengene tilbage, vi skal ikke fjerne den brugerbetaling, vi har lagt på fertilitetsbehandling. Vi skal ikke gøre op med den nulvækst, vi har lagt ned over kommunerne i 2011, 2012 og 2013. Hvis de siger, det skal vi ikke – jamen så medgiver jeg, at så kan vi begynde at diskutere fair løsning i et fremadrettet perspektiv.

Men uanset om vi diskuterer fair løsning i bagud skuende eller i et fremadrettet perspektiv, så hænger det økonomisk ikke sammen. Det fik vi jo et meget klart eksempel på i sidste uge på den konkurrerende tv-kanal. Og man skal jo helt tilbage til Hans Bischoffs dage for at se økonomisk politik formidlet så klart. Der manglede simpelthen tusindvis af millioner – tusindvis af millioner. De skal jo findes et sted. Og når man ikke vil sætte skatterne op med mere end de 311⁄2, som man jo åbenbart næsten heller ikke vil vedkende sig, man vil. Når man ikke vil rulle dagpenge tilbage. Når man ikke er konkret omkring, hvem der skal arbejde mere – jamen så er der logisk kun et sted at gå hen, og det er jo til boligejerne. Hvis ikke man går hen til boligejerne – ja, så har man jo hul i kassen. Og hvem kommer til at betale for det hul i kassen – jamen det gør boligejerne. For hvis ikke vi fører en ansvarlig økonomisk politik i Danmark med sunde offentlige finanser, så vil der ikke være international tillid til, at vi har styr på butikken. Og hvis der ikke er international tillid til, at vi har styr på butikken, så betyder det én ting – nemlig at renterne stiger. Ses i Irland, ses i Grækenland, ses i Portugal, ses i Spanien. Så logikken fører jo til, at det hul, det må dækkes hos boligejerne, og hvis ikke det bliver dækket hos boligejerne, så kommer boligejerne alligevel til at betale i form af højere renter.

Spørger: Nu er det jo ikke sikkert, at din logik svarer til S og SF’s logik, og jeg har stadigvæk ikke fået svar på, hvor står det?

Statsministeren: Jamen problemet er jo, at der ikke står svar på de spørgsmål, der er stillet. Problemet er jo, at der er lagt en plan frem, som ikke hænger sammen. Og det synes jeg da ikke, vi behøver diskutere. Altså det har vi da finansordfører Ole Sohns eget svar på. Det blev givet klart i Deadline i sidste uge. Der mangler i tusindvis af millioner. De skal jo findes. Okay – de skal ikke findes ved, at vi skærer de offentlige udgifter ned. De skal ikke findes ved, at vi laver en dagpengereform og ruller dem tilbage. De skal ikke findes ved, at vi får nogle håndfaste bud på, hvordan danskerne skal arbejde mere ved at sætte normalarbejdstiden op eller fjerne den femte arbejdsuge eller noget andet. Jamen så er der jo kun et sted at gå hen. Og i det omfang man ikke går derhen – altså jeg medgiver, der står ikke, hvor man går hen, det er jo hele problemet ...

Spørger: Okay ...

Statsministeren: ... det er jo hele problemet – det er jo, at der er et hul, og der er ikke noget svar på, hvordan de skal findes. Og det mest logiske svar er jo, at det hul så ikke bliver fyldt. Og så vil jeg bare gerne sige, at hvis det hul ikke bliver fyldt, så kommer boligejerne til at betale for det. For huller i statskassen, man ikke kan gøre rede for, de straffes i den moderne verden efter den globale finanskrise med højere renter. Der er jo en grund til, at de danske boligejere har kunnet glæde sig over, at vi har et renteniveau på niveau med det tyske. At vi ikke betaler den ekstraregning, man gør i Irland, i Spanien, i Portugal – nemlig at der er tillid til den økonomiske politik, der føres. Og den tillid kan man jo ikke have til en halv plan, når der er brug for to.

Spørger: Så det var altså et gæt, finansministeren kom med i aftes, det indrømmer du nu?

Statsministeren: Det finansministeren gjorde i går, det var at spørge til, hvor skal pengene komme fra. Det mangler vi stadig svar på. Det jeg siger, og det er logik, det er, at kan man ikke få de svar, så kommer boligejerne til at betale. For enten bliver man nødt til helt åbent at sige, vi er nødt til at kigge på boligskatterne, for alt det andet har vi udelukket. Alt det andet er udelukket. Eller også så får vi ikke noget svar. Og hvis vi ikke får noget svar, så er det også boligejerne, der kommer til at betale, fordi manglende svar på økonomisk sammenhæng i den moderne verden, det straffes med højere renter.

Ja!

Spørger: Hvornår er det blevet borgerlig-liberal politik at oprette en statsbank, der for tvangsinddrevne midler skal konkurrere med private virksomheder?

Statsministeren: Det er sund borgerlig liberal politik at sørge for, at vi oven på en situation, hvor finansstrømmene er frosset til, og hvor en række små og mellemstore virksomheder har svært ved at rejse kapital på et marked, som jo helt naturligt oven på krisen er blevet lidt mere, hvad skal vi sige, tilbageholdende og sørge for at tage et initiativ, der bløder op for dét. Det er jo baggrunden for, at jeg i sommer sagde – vi er nødt til i samarbejde med pensionskasserne og se, om ikke det er muligt at rejse ekstra kapital, der kan stilles til rådighed for de små og de mellemstore virksomheder. Det er jo den løsning, der er fundet, som er en løsning, der også indebærer, at ATP tager et større engagement, og det er jeg sådan set meget tilfreds med. For jeg er helt med på, at det selvfølgelig er pensionskassernes første og vigtigste formål at sørge for, at fremtidige pensionisters penge er nogen, man passer på og får til at yngle. Men fremtidens pensionister har altså også en interesse i at leve i et samfund, som er rigt og ikke fattigt. Og vi har brug for at få skabt nye job, og vi har brug for, at den gode forretningside ikke falder til gulvet, fordi at risikovurderingerne i dag er så skarpe – helt naturligt – at projekter ikke kan finansieres. Og derfor giver det i situationen rigtig, rigtig god mening, at også ATP engagerer sig voldsommere.

Spørger: Hvordan vil du garantere, at der ikke bliver tale om unfair konkurrence, når der er tale om tvangsinddrevne midler fra skatteyderne?

Statsministeren: Jeg kan garantere, at hvis vi ikke tog det her initiativ, så ville danske virksomheder være i en unfair konkurrence med deres kolleger eller konkurrenter i stort set alle andre lande. For den her krise er jo ikke én, regeringen har opfundet. Og jeg kan godt se, at S og SF gør alt muligt for at tegne et billede af, at min forgænger har ansvaret for den globale finanskrise – og meget kan måske lykkes med smart, moderne kommunikation, men lige præcis det der projekt tror jeg nu ikke lykkes. Jeg tror, de fleste godt ved, at hele verden blev ramt af en økonomisk tsunami, der kostede arbejdspladser, der gjorde Europa fattigere. Og derfor sker der jo det rundt omkring i alle Europas lande, at der er et stærkt fokus på, hvordan får vi væksten igen. Og noget af det, der kendetegner den danske erhvervsstruktur, det er, at vi er rig på små og mellemstore virksomheder. Vi er rig på iværksættere, som ikke har nogen stor egenkapital. Og hvis ikke vi finder veje til at få skaffet kapital til, at de kan løbe deres ideer i gang og få skabt nogle nye arbejdspladser, samtidig med at andre lande gør noget tilsvarende, så kommer vi til at tabe i det her kapløb.

Spørger: Du sagde i sidste uge, at du ikke så nogen grænser for udlicitering bortset fra myndighedsopgaver. Hvis man forestillede sig det ført ud i livet, så ville der kunne spares et meget stort tocifret milliardbeløb på de offentlige udgifter. Samtidig udelukker du skattelettelser i en overskuelig fremtid. Kunne man ikke bruge udlicitering til at skabe plads til skattelettelser i en overskuelig fremtid?

Statsministeren: Der er ikke plads til skattelettelser i en overskuelig fremtid ud over dem, vi har besluttet fuldt finansieret, der er med til at gøre Danmark rigere, og som vi har været nødt til at pause på grund af genopretningspakken, men ellers er der ikke. Dét, der er udsigt til de kommende år – medmindre vi handler konkret og ikke med sukkersøde ord, det er en langsom nedslidning af kernevelfærden i det her samfund. Og derfor skal vi gøre to ting – vi skal passe på de penge, vi har, og ikke bruge flere end vi har, og vi skal bruge dem bedre, og vi skal tjene nogle flere. Til det første, der er udlicitering en rigtig god ide. Det er jo ikke vidundermidlet, men det er et af de værktøjer, der skal tages i brug, hvis vi vil have pengene til at række længere – en fredelig kappestrid mellem det offentlige selv og nogle private. Det er i øvrigt også et værktøj til den anden del med at tjene flere penge, fordi noget af dét, vi kan i Danmark, det er jo, at vi kan lave offentlig velfærdservice. Og jeg ved godt, at man kan trække alle mulige analyser frem, der viser, at vi ikke er tilfreds med den offentlige sektor, vi har. Men jeg må bare sige, at målt op mod offentlige sektorer i stort set alle verdens lande, så har vi en både god og velfungerende offentlig sektor. Det er noget af det, man begynder at efterspørge i andre lande. I andre lande, hvor man har haft en historisk tradition for, at familierne varetog pasningen af de ældre, og hvor man nu industrialiserer og udvikler sig til moderne samfund, hvor man er nødt til at finde på den slags løsninger, vi har haft i en lang årrække. Det kan vi godt komme til at tjene penge på. Men jeg ønsker jo ikke at gentage historiske fejltagelser med systemeksport, hvor landets borgmestre, de skal rejse til Brasilien og Singapore og Kina og begynde at drive offentlige plejehjem, det er en dødssyg ide. Derfor har vi også for at gøre Danmark rigere brug for, at den viden, vi har som velfærdssamfund, også flyttes over på det man kunne kalde nogle private platforme, sådan at vi får skabt nogle danske virksomheder, som kan noget af dét, der kommer til at blive efterspurgt i en moderne verden, hvor kineserne og inderne og brasilianerne vil have andel i vores velstand. Så velfærdsteknologi, velfærdsservice – det er en stor fremtidig eksportartikel, men det kræver jo, at den kommer i hænderne på nogle af dem, der kan finde ud af at eksportere – og det er næppe landets borgmestre.

Ja værsgo!

Spørger: Jeg vil godt lige vende tilbage til det med boligskatterne. Jeg hører dig sige, at det ville være det mest logiske, at man opkræver boligskatter, eller at boligejerne kommer til at betale på et eller andet niveau. Jeg sidder her med et brev, som er sendt ud af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, de har skrevet under på det, og vil gerne aflevere det bagefter til landets boligejere, hvor der står, at man vil skabe tryghed om den enkelte families økonomi, og man vil ikke ændre boligskatten. Punktum. Mistænker du oppositionen for at løbe fra et sådant løfte?

Statsministeren: Det er da et fint brev. Og så skal der altså heller ikke pilles ved boligskatterne. Så begynder kilderne jo at tø ud. Der skal ikke pilles ved dagpengene, der skal ikke på nogen håndfast måde, danskerne kan få klar besked for inden et valg, pilles ved arbejdstid, normal arbejdstid, ferieuge og andet. Der skal ikke pilles ved de offentlige udgifter. Der skal ikke pilles ved skatterne ud over de 311⁄2 milliard. Der skal ikke pilles ved noget. Der skal heller ikke pilles ved boligskatterne. Så er der bare et kæmpe hul på tusindvis af millioner kroner. Det skal øjensynligt så ikke fyldes op. Og så må jeg bare konstatere, at hvis ikke det ikke bliver fyldt op – jamen så kommer boligejerne til at betale. Fordi en regering, der ikke har en plan for, hvordan udgifter og indtægter hænger sammen de næste 10 år, den bliver straffet på højere renter. Det kan du se i Grækenland, det kan du se i Spanien, det kan du se i Portugal, og det kan du se i Irland. Og jeg tror sådan set – nu vil jeg bare tale for mig selv, jeg er selv boligejer – om jeg skal betale mere, fordi man sætter mine skatter op, eller jeg skal betale mere, fordi man sætter mine renter op – mig og min bank, vi er nok indifferente på det spørgsmål. Altså det afgørende er – skal vi betale mere, skal vi betale mindre.

Spørger: Så du tror ikke på løftet?

Statsministeren: Jamen, jeg vil da gerne lægge løftet til grund, det rokker bare ikke ved konklusionen. Fordi hvis vi lægger til grund, at man ikke vil pille ved boligskatterne, og man ikke vil pille ved dagpengene. Man vil ikke pille ved arbejdstiden. Man vil ikke pille ved de offentlige udgifter. Man vil ikke pille ved skatterne – ud over 311⁄2 milliard, så mangler der i tusindvis af millioner kroner.

Spørger: Men hvad siger du så, løftet er værd?

Statsministeren: Det overlader jeg trygt til danskerne. Jeg konstaterer bare helt stilfærdigt, at moderne regeringer, der ikke er i stand til at overbevise resten af verden om, at deres økonomiske politik hænger sammen, de bliver straffet. Det kan så først ske til næstfølgende valg. I mellemtiden så bliver deres borgere straffet i form af højere renter.

Spørger: Jeg vil godt lige slutte af med at spørge til det med løfter. Det lyder som om, du ikke har særlig stor tiltro til det her politiske løfte, som er sendt ud med underskrifter på. Er det, fordi du selv er statsminister i en regering, der har måttet ændre på sit løfte fx om efterlønnen?

Statsministeren: Jeg har ikke givet noget løfte om efterløn i forhold til den næste valgperiode. Jeg siger helt åbent til danskerne, at der er en tid før og efter krisen. Og det helt store problem i dansk politik er jo i øjeblikket, at der er nogen, der øjensynligt ikke har opdaget, vi har været igennem en krise, der stiller andre krav til os, og som bliver ved med i sukkersød tale at tale til danskerne, som om det her betyder ingenting. Jeg siger åbent – jo det betyder noget. Vi er nødt til at stikke kursen om. Vi er nødt til, når der er fem, der går på pension, og kun fire, der kommer på arbejdsmarkedet, så er vi nødt til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det siger jeg helt åbent. Jeg håber, det kan føre til, at vi laver en aftale, inden vi skal møde vælgerne, men så træder den jo først i kraft efter valget, og så kan vælgerne jo gøre, hvad de vil, hvis de er uenige – altså beslutte noget andet. Og kan vi ikke lave en aftale før valget, jamen så bliver det jo først efter valget, og så er det jo en helt åben snak. Dét, der er problemet nu, det er, at oppositionen er 11⁄2 plan bagud. Der er i tusindvis af millioner kroner, som oppositionen ikke kan redegøre for. Og hver gang du og andre spørger konkret, så er der ikke noget svar. Det er ikke dagpengene, det er ikke arbejdstiden på en måde, der er til at gribe om. Det er ikke de offentlige udgifter. Det er ikke skatterne ud over de 311⁄2 milliard. Det er øjensynligvis så heller ikke boligskatterne. Jamen så er det jo ingenting. Og hvis det er ingenting, så er det et hul i kassen. Og det er ikke noget politisk postulat, jeg kommer nu med. Det tror jeg sådan set, alle økonomer vil skrive under på. At hvis du kører med store permanente huller i kassen, så bliver det straffet på finansmarkedet, og straffen kommer man til at betale i form af en højere rente. Om boligejerne kommer til at betale mere, fordi man svigter det løfte, man der har givet, eller om boligejerne kommer til at betale noget mere, fordi renten stiger – det tror jeg ikke, betyder noget for den enkelte boligejers pengepung. Det gør lige ondt begge dele.

Spørger: Så hvad vil du kalde det her brev?

Statsministeren: Jamen, det er ikke min opgave at stå og putte tillægsord på noget brev.

Ja værsgo!

Spørger: Angående dine bemærkninger i dag omkring ATP, der vil jeg gerne lige spørge for at få fuld klarhed over, hvad det er, du mener rækkevidden er af det. Indebærer det, at regeringen støtter det lovudkast, som regeringen har sendt i høring, som indebærer, sådan som ATP ønsker det, at de kan drive selvstændig finansiel virksomhed. Jeg tænker ikke på den aftale, der blev lavet sidste uge med branchen omkring investeringer i små virksomheder op til 10 milliarder kr. Jeg tænker på det første.

Statsministeren: Når regeringen sender et lovforslag i høring, så er det jo som udgangspunkt, fordi at vi går ind for det. Og så lytter vi i øvrigt til høringssvarene, og det gør vi også i den her sag. Der er jo ingen tvivl om, at den konkrete anledning til at lave det høringssvar, det er dét, jeg svarede på før – det er at udlede den ambition, jeg selv satte efter sommer – nemlig vi er nødt til at engagere landets pensionskasser i at tilvejebringe et milliardbeløb, der kan målrettes små og mellemstore virksomheder. Og det kræver noget mere albuerum, bl.a. til ATP, og det er dét, det lovforslag skal sigte at give. Så lytter vi i øvrigt til, hvad finansråd og alle mulige andre siger omkring de mere principielle langsigtede perspektiver i det, og der vil jeg forbeholde mig min endelig mening, indtil jeg har set høringssvaret.

Ja Niels!

Spørger: Du fortæller, I i næste uge vil fremlægge et forslag, der betyder, vi alle sammen skal arbejde længere, eller der skal gå længere tid, før vi går på pension. Betyder det også, at du og andre ministre og dine politikerkolleger – skal I også arbejde længere, bliver der også rørt ved jeres pensionsordninger i det forslag her?

Statsministeren: Altså jeg vil jo meget gerne arbejde rigtig længe endnu – meget gerne. Jeg har svært ved rigtig at finde Ekstra Bladets redaktionelle linje i denne her sag, fordi i hver anden leder, står der, at det er for dårligt, jeg skal hurtig på pension, og i hver anden leder, så står der, at jeg skal på pension i år, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få smidt mig ud. Jeg kan bedst lide de første ledere – altså dem, der går ud på, at jeg skal blive, og det er også min ambition.
Omkring ministerpensioner – og jeg har svaret på det før og gør det nu igen – der kan ministerpensioner jo sammenlignes, og folketingspensioner, kan jo sammenlignes med arbejdsmarkedspensioner. Og i det omfang man generelt flytter grænserne for, hvornår man kan tage sine arbejdsmarkedspensioner ud til lempelig beskatning, så skal det selvfølgelig også gælde folketingsmedlemmer og ministre. Det var en problemstilling tilbage i 2006, der løste man dem i det perspektiv, og det kommer man selvfølgelig også til at gøre fremadrettet.

Spørger: Så der går længere tid, før du og andre ministre kan få pension.

Statsministeren: Det er rigtigt forstået, at hvis man piller ved grænserne for, hvornår folk kan gå på arbejdsmarkedspension, så må det selvfølgelig også have fuldstændig den samme effekt på folketingsmedlemmer og ministre som på alle andre.

Spørger: Du plejer selv at sige, at vælgerne er ligeglade med Christiansborg-fnidder i nogen sammenhænge. Tror du ikke, vælgerne er ligeglade, hvad du kalder det – resultatet er, at almindelige danskere ikke kan gå på folkepension og efterløn så tidligt, som de kunne før. Skal der så ikke røres ved jeres ordning også?

Statsministeren: Nu er efterløn jo ikke nogen pension. Jeg tror, at de spørgsmål, du stiller, kan man meget mere indholdsrigt vende tilbage til, når regeringen har fremlagt sit forslag. Og hele diskussionen om, hvornår man skal gå på folkepension, det er jo i øvrigt ikke en diskussion, som regeringen sådan set har rejst. Det er jo en diskussion, som blev rejst af et meget bredt flertal i Folketinget, som i 2006 besluttede at hæve folkepensionsalderen, det er ikke noget, regeringen kommer specielt og foreslår, det er vedtaget tilbage i 2006. Så nogle af de spørgsmål, der har været fremme i debatten – fx hvad skal der ske med en 33-årig SOSU-assistent, der må jeg bare sige, at det spørgsmål, det er der svaret på i 2006. Fordi i 2006 blev det besluttet, at man skulle sætte folkepensionsalderen op til 67, og derfra så skal den så sættes op, hvis vi lever længere. Og derfor et det allerede i 2006 jo besluttet, at hvis folk lever så længe, som vi håber, så skal den 33-årige SOSU-assistent vistnok på folkepension, når hun fylder 71. Det er ikke, fordi regeringen kommer og foreslår noget nyt, men det er, fordi Helle Thorning-Schmidt lavede en aftale med Thor Pedersen om det på et tidspunkt.

Spørger: Det kan godt være, jeg er dum, men jeg forstår stadigvæk ikke – piller I ved ministerpensionerne, eller gør I ej.

Statsministeren: I det omfang, at vi – vi er jo ikke kommet med et udspil endnu ...

Spørger: ... nej, men du kender det jo, det skulle jo have været fremlagt i dag ...

Statsministeren: ... jo, men jeg har jo ikke fremlagt det, og det gør jeg på tirsdag i sin helhed. Og dét, jeg siger, det er, at folketingsmedlemmer og ministre, de skal ikke behandles hverken bedre eller dårligere end andre på arbejdsmarkedet, der har en arbejdsmarkedspension. Og dét, der blev besluttet i 2006, det er, at når man øger folkepensionsalderen og øger efterlønsalderen, så øger man også fremadrettet den alder, der skal til, før man kan tage sin arbejdsmarkedspension ud til lav beskatning. Og gør man det i forhold til skolelærere og sygeplejersker og journalister og alle mulige andre, så skal man selvfølgelig også fremadrettet gøre det for politikere – altså der er ikke forskel på politikere og alle mulige andre.

Ja værsgo!

Spørger: Men da I lavede den velfærdsaftale i 2006, der ... det har vist sig siden, at vi lever meget længere, end I troede i 2006. Skulle I så ikke fremskynde den indeksering af pensionsalderen, som I ellers først vil starte i 2025?

Statsministeren: Regeringen kommer med et udspil på tirsdag.

Ja Nikolaj!

Spørger: I får det til at lyde som om, at man lavede velfærdsreformen i 2006, den løftede alle problemerne, og så kom krisen, og så står vi med problemerne igen. Men er det ikke rigtigt, at grunden til, at man i 2006 kunne sige, vi laver et velfærdsreform, som lukker hullet, det var, at dengang fremskrev man kun økonomien til 2010. Hvis man dengang havde tænkt lidt længere sigtet og tænkt, vi får det her demografiske problem i 2015-2020 og havde indskrevet det dengang, så havde det hul, vi står med og kan se økonomien nu, det havde allerede vist sig dengang.

Statsministeren: Jeg har sagt før, og vil også gerne sige igen, at regeringen havde et højere ambitionsniveau i 2006, end det vi kom igennem med. Regeringen havde et højere ambitionsniveau allerede dengang på to felter. For det første havde vi en ambition om at indskrænke antallet af år, man kunne være på efterløn fra fem til fire, og for det andet havde vi en ambition om, at dét, man så i øvrigt aftalte, det skulle virke noget hurtigere end det, det endte med. Dét, jeg bare må konstatere nu her nogle år efter, det er, at selv ikke de høje ambitioner er tilstrækkelige. Og grunden til, at de ikke længere er tilstrækkelige, det er jo bl.a. det forhold, at vi har været ude i en krise, som vi ikke har kunnet forudse, og som betyder, at vi har fået markante underskud på de offentlige budgetter, som forandrer den situation, hvor vi har fjernet vores nettogæld til nu at have en situation, hvor vi opbygger gæld igen og skal bære renter ind i fremtiden. Og det er dét, der er baggrunden for, at jeg som ny mand på broen siger, vi skal både sejle lidt hurtigere, og vi skal i øvrigt også stikke kursen lidt om, fordi det er der simpelthen brug for, hvis vi skal sikre den økonomiske sammenhængskraft i det her samfund.

Spørger: Men hvis det stod til dig, skulle vi så også have brugt så mange penge på offentligt forbrug i de år, og hvor vi så nu skal spare fuldstændig og have nulvækst i mange år for at få det til at hænge sammen. Havde det ikke været smartere at sige allerede dengang, hvis vi havde kigget på de demografiske udfordringer, så skulle vi også have sparet allerede dengang.

Statsministeren: Det er uomtvisteligt sådan, at det i alle år – både under denne her regering, og den, der var før, ville have været en rigtig god ide, hvis man havde holdt de budgetter, der er lagt. Og derfor var det et problem for Poul Nyrup Rasmussen, at hver gang han ville bruge 1 kr., så kom han til at bruge 11⁄2 ekstra. Og derfor har det også været et problem for denne her regering under ledelse af min forgænger, at hver gang vi ville bruge 1 kr., så kom vi til at bruge 1 kr. ekstra – altså det er der ingen grund til at lægge skjul på. 1 kr. ekstra er mindre end 11⁄2 kr. ekstra, men det er stadigvæk mere, end det der er budgetlagt. Det er der ikke råd til længere. Og det er baggrunden for, at vi lige præcis i dag har sagt, det må vi så gøre noget konkret ved. Og det er også lige præcis derfor, jeg er så glad for, at dem der først stod og skosede os for at bruge for få penge – altså hver gang vi gik ned og vedtog finanslov og sagde, der er et kæmpeoverskud, vi skal bruge det til at betale gæld, der stod der en Villy Søvndal og talte om massakren på den offentlige sektor – blodbad. Når nu der er fladskærme og samtalekøkkener i alle private danske hjem, hvorfor skal vi så ikke også have det i daginstitutionerne. Og jeg medgiver, at det her er en polemisk udlægning, inden man nu begynder at lave citatsøgning på, om man lige præcis sagde – hvorfor skal vi ikke også have samtalekøkkener i daginstitutionerne. Men hele grundtonen det var den dér – lad os bruge nogle flere penge – Nordsøolien flyder, pengene flyder. Regeringen skærer ned, det var det ekko, vi regerede under. Og på trods af det magtede vi altså at betale gælden ned og møde krisen uden nettogæld. Det er jo på en eller anden måde paradoksalt, at dem der skosede os for at bruge for få penge dengang, vi forsøgte at holde igen, de nu skoser os for, at vi ikke holder vores rammer. Men lad nu historien ligge, for jeg glæder mig jo oprigtigt over, at der nu synes at være en helt ny politisk enighed i det her samfund om, at meget kan vi skændes om, men når man har lagt et budget, så skal man holde det. Og det er sådan set også dét, jeg har sat mig for, at bevilger vi 1 kr. mere, så skal vi sikre os, at vi bruger 1 kr. mere og ikke mere end det. Og derfor glæder jeg mig også til, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemmer for det her forslag. Det må jeg gå ud fra som noget selvfølgeligt, for ellers så bliver det jo bare en gentagelse af, hvad andre har gjort før mig, nemlig at stille sig op og sige – jeg håber ikke, I bruger mere end dét, vi har besluttet.

Et sidste spørgsmål – ja værsgo!

Spørger: Det ser ud som om, der skal opføres nogle moskeer her i København, og det er jo noget, der bekymrer flere danskere, herunder borgerlige politikere. Hvad mener du selv om det?

Statsministeren: Jeg mener, det er et lokalpolitisk anliggende. Altså vi har religionsfrihed i Danmark, og det betyder, at man har friheden til at dyrke sin religion, og derfor har man selvfølgelig også friheden til at indrette sig med steder, hvor man kan dyrke sin religion. Så skal det i øvrigt sikres jo, at det er i overensstemmelse med landets lovgivning i øvrigt, det gælder jo både byggelovgivning og planlovgivning. Det gælder selvfølgelig også, at man sikrer sig, at de penge, der bygges for, de kommer af ordentlige kanaler, og det er et anliggende for den lokale myndighed – i det her tilfælde altså Københavns Kommune at tage stilling til det.

Tak skal I have.”