Pressemøde den 18. marts 2011

Det talte ord gælder

Hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Som alle ved, så traf FN’s Sikkerhedsråd i går aftes hen mod midnat dansk tid en historisk beslutning. Det internationale samfund gjorde klart, at Gaddafis grove overgreb mod den libyske befolkning må stoppes. Overgreb, der har nået et omfang, hvor der kan være tale om forbrydelser mod menneskeheden.

Oven på Sikkerhedsrådets beslutning drøftede regeringen i morges situationen og traf den beslutning at engagere Danmark direkte og offensivt i gennemførelsen af Sikkerhedsrådets beslutning. I forlængelse af det har udenrigsministeren og forsvarsministeren orienteret Udenrigspolitisk Nævn, og der er opbakning til, at der kan ske en prædeployering af danske F-16-fly. Og regeringen har nu her til eftermiddag holdt møde og er parat med et beslutningsforslag, der fremsættes for Folketinget her til eftermiddag kl. 17, og som åbner mulighed for, at Danmark kan stille et militært bidrag til den internationale indsats for at gennemføre Sikkerhedsrådets resolution.

Som sagt fremsættes beslutningsforslaget her kl. 17, og jeg vil gerne kvittere for den positive opbakning og de positive tilkendegivelser, der på forkant har været fra Folketingets politiske partier.

At indsætte danske styrker i en militær operation, det er en alvorlig beslutning. Det er også en beslutning, der rummer en risiko. Og præcis af den grund er det af central betydning, at der er en bred opbakning til en sådan beslutning i Folketinget.

I går var faktisk en historisk dag i FN. Og jeg håber, at vi i dag kan skrive historie i Danmark – at en meget bred kreds af Folketingets partier vil være parate til at støtte en militær indsats – det ville være dansk historieskrivning.

Danmark har været i front. Det har vi været i forhold til hele det arabiske forår, og det har vi også været i forhold til den situation, der har udviklet sig i Libyen. Det er også baggrunden for, at jeg på Danmarks vegne i morgen deltager i det topmøde, som er indkaldt af præsident Sarkozy i Paris, og hvor deltagerkredsen i høj grad vil være de lande, der har på forhånd udvist stort engagement i denne sag, og hvor vi skal drøfte de næste skridt. For det er vigtigt at holde fast ved, at det militære spor er kun det ene spor. Det er indeholdt i FN’s resolution, at der også skal tages en række andre skridt i forhold til at sikre, at Gaddafi respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Der er indført et stærkt sanktionsregime. Og det er jo et dansk og europæiske og amerikansk synspunkt, at Gaddafi ikke er en legitim leder af det libyske folk.

Jeg vil nu bede udenrigsministeren om nærmere at gøre rede for indholdet og omfanget af det beslutningsforslag, der nu fremsættes til Folketinget, og bagefter vil forsvarsministeren gøre rede for de mere, kunne man sige, operative aspekter af den beslutning, vi nu beder Folketinget om at tage.

Værsgo, udenrigsminister!
Udenrigsministeren: Tak, statsminister!

Ja, jeg har netop oversendt et beslutningsforslag til Folketinget om udsendelse af et dansk militært bidrag, der skal sikre, at Danmark kan være med til at gennemføre en sikkerhedsrådsresolution om Libyen.

Som statsministeren allerede har sagt, er det jo en historisk beslutning, der er truffet i FN’s Sikkerhedsråd, og derfor har Danmark også valgt at sige, at vi vil være med til at sikre, at Sikkerhedsrådets resolutionsønsker – de bliver ført ud i livet, så vi ikke bare har de rigtige holdninger, men at vi også handler efter det.
Beslutningsforslaget indebærer, at vi i første omgang udsender fire F-16-fly plus støttefunktioner – i alt op til cirka 120 personer. Det præcise antal vil afhænge af den konkrete placering og kommandostruktur. Men at vi vil udsende fly, der kan være med til at opretholde både et flyveforbud, men eventuelt også kunne deltage i offensive luftoperationer, der måtte vise sig nødvendige for at hindre yderligere overgreb på civilbefolkningen.

Det afgørende er nemlig, at Danmark deltager for at være med til at sikre, at den libyske befolkning ikke bliver ved med at blive udsat for overgreb fra regimets side.

Der er tale om en langvarig proces. Jeg tror ikke, der er nogen, der forventer sig, at det her er overstået på kort tid, og derfor har vi også valgt beslutningsforslaget udformet på en sådan måde, at det giver plads til justeringer efterhånden. Vi holder muligheden åben for på et senere tidspunkt at kunne udsende andre relevante kapaciteter. Men det er vigtigt for mig allerede at få understreget her i dag, at vi udelukker muligheden for, at Danmark har landtropper i Libyen. En meget vigtig pointe ikke mindst, fordi vi ved, det er noget af det, de arabiske lande, men faktisk også FN’s Sikkerhedsråd, har lagt vægt på, at man ikke ønsker, at udenlandske tropper skal agere på libysk jord og virke som en form for besættelsesmagt, det vil der ikke være opbakning til.

Men det er altså vigtigt at holde fast i, at grunden til, at beslutningsforslaget bliver fremsat – og formålet med det – det er at beskytte civilbefolkningen. Det er ikke på nogen som helst måde at engagere os i en borgerkrig på den ene side. Og Sikkerhedsrådet har givet et vidtgående mandat blandt andet med magtanvendelse for at være med til at beskytte civilbefolkningen.

Jeg vil sige, at forsvarsministeren og jeg har haft et godt møde i Udenrigspolitisk Nævn i dag, og der har været en meget bred opbakning til en aktiv dansk deltagelse.

Folketinget har også været yderst samarbejdsvillig og har også gerne ville medvirke til, at vi får en hurtig behandling af beslutningsforslaget.

Men jeg vil gerne sige her, at det er en alvorlig sag. Danmark stiller vores militær til rådighed, herunder også med brug af magtanvendelse, og derfor er det også nødvendigt, at vi tager den tid, der er nødvendig til en grundig drøftelse, før en så vigtig beslutning bliver truffet.

Vi forventer, at beslutningen i folketingssalen vil være med et meget bredt flertal – forhåbentlig allerede i aften, men som sagt er det noget, der er op til Folketinget. Vi er fuldt ud indstillet på, at vi naturligvis skal have tid til både at debattere med hinanden, men også besvare de spørgsmål, der måtte være fra Folketingets udvalg, før vi skrider til afstemning.

Tak!

Statsministeren: Tak for det. Og så forsvarsministeren!
Forsvarsministeren: Tak!

I dag i Det Udenrigspolitiske Nævn, der har udenrigsministeren og jeg jo så også orienteret om, at regeringen har planlagt, at vi skal prædeployere, eller som jeg plejer at sige, når man skal forklare, hvad det drejer sig om med sådan mere menneskesprog – flytte de F-16-fly, vi har stående på Skrydstrup til baser i det sydlige Europa. Det påtænker vi at gøre allerede fra i morgen kl. 06.00 – i morgen tidlig, og som udenrigsministeren var inde på – det drejer sig om fire kampfly, som kommer til at kunne indgå i en operation. Derudover flyver vi yderligere to F-16-fly derned til at have i logistisk reserve, og så vil der være en del transport, der skal flyves af sted. Det kommer også til at ske i løbet af morgen formiddag.

Flyene vil ankomme i Sydeuropa, og jeg kan ikke komme nærmere an på præcis, hvilke baser det er, fordi det er vi stadigvæk ved at forhandle om. De vil ankomme i løbet af lørdag. Og jeg har en klar forventning om, at de kan indsættes i operation fra på søndag.

Jeg synes, det er værd også her at nævne, at det her – som både statsministeren og udenrigsministeren er inde på – er historisk, og jeg synes også, det er værd at nævne, at forsvaret faktisk på meget kort tid har kunnet stille med både soldater, der skal udsendes – materiel, der skal udsendes, og jeg synes, der er grund til at rose hele Forsvaret, sådan set også både de soldater, der skal af sted og deres pårørende for, at de med så kort varsel kan stille op til en opgave, der er så alvorlig, som denne her faktisk er.

Tak!

Statsministeren: Tak for det!
Ja, værsgo!

Spørger: I lægger op til, at det er med løs bagkant, der er ikke nogen dato for, hvornår den her operation udløber, hvornår mandatet udløber. Jeg ved ikke, hvem af jer der skal svare, men hvor lang tid forestiller I jer, at vi skal have de fly i området?

Statsministeren: Det er der ingen, der i dag er i stand til at give et udtømmende svar på. Det, der er det helt afgørende, det er, at vi har viljen til at sikre, at den resolution, der er vedtaget i FN, den efterleves. Og hvor lang tid det kræver militær tilstedeværelse, det er jo i høj grad beroende på det reaktionsmønster, som det her giver anledning til hos Gaddafi. Og enhver, der har fulgt Gaddafi – både aktuelt, men i det hele taget over en årrække, vil vide, at det er forbundet med stor uforudsigelighed. Så det kan vi ikke sige nu.

Spørger: Så der kan lige så godt være tale om måneder eller måske endda år – som uger?

Statsministeren: Vi kan simpelthen ikke sige det, og derfor giver det ikke rigtig nogen mening at begynde at spå om det. Jeg tror enhver, der iagttager Libyen udefra, sidder tilbage med et indtryk af en despot, som hvis ikke han havde gjort brug af de overgreb, han aktuelt har benyttet sig af, så ville han ikke være leder i det land. Og derfor er der jo grund til at både tro og håbe, at det internationale samfunds resolutte beslutninger, som der nu sættes handling bag, det vil have stor betydning i Libyen. Så vi har da et ønske om, at det her ikke skal være for en meget lang periode, men vi kan jo ikke give nogen garanti. I det hele taget må man sige, at i den her situation kan der ikke gives nogen garantier. Det her er ikke en hurtig og nem omkostningsfri beslutning. Det her – det er forbundet med en risiko, og dermed jo altså også med en risiko for de danske soldater, der nu udsendes, når – tror jeg godt, jeg kan sige, Folketinget har truffet den beslutning, der er lagt op til.

Udenrigsministeren: Det er i hvert fald vigtigt at få understreget, at der har været meget stor fokus på lige præcis flyveforbuddet, men hvad der er meget væsentligt i forhold til den beslutning, der blev truffet i Sikkerhedsrådet i går, er jo netop, at der er en stribe andre tiltag, der bliver sat i værk – alle sammen med det formål at få Gaddafi til at gå. For flyveforbuddet alene vil ikke kunne gøre det. Det er blandt andet en streng håndhævelse af våbenembargoen, yderligere sanktioner og rejseforbud for relevante regimepersoner. Så det er en bred vifte af tiltag, der bliver sat i værk – alt sammen med det formål at få presset regimet væk – og få sikret, at civilbefolkningen bliver beskyttet.

Spørger: I siger, at de danske fly vil være klar til operation allerede på søndag. Hvad sammenhæng kommer de til at indgå i, for det bliver vel så næppe i NATO-sammenhæng?

Statsministeren: Nej, der er jo iværksat en NATO-planlægning for i virkeligheden et stykke tid siden på en, kan man sige, slags forventet efterbevilling om en FN-beslutning, der vil byde på en no flying-zone.

Det mandat, FN nu har givet, det er bredere. Og derfor er det et åbent spørgsmål, om man kan afslutte en planlægning i NATO, der gør, at det bliver NATO, der skal løfte resolutionen over i virkeligheden. Og derfor er vores forventning nok nu, at det vil være en mindre kreds af lande, der iværksætter det her.

Danmark tilbyder sig i den kreds af lande, og som forsvarsministeren siger, vil vi være klar fra på søndag. Præcis hvilken kommandostruktur vi kommer til at indgå i, og præcis hvordan vores bidrag vil blive aktiveret, det vil vi ikke kunne sige noget nærmere om for nærværende.

Spørger: Hvilket supplerende materiale kan der blive tale om at sende af sted. Lene Espersen fremhæver våbenembargo, taler vi her om flådebidrag?

Statsministeren: Forsvarsministeren skal nok svare på det.

Forsvarsministeren: Der ligger faktisk i beslutningsforslaget mulighed for på et senere tidspunkt at supplere indsættelsen af F-16-flyene med eksempelvis flådebidrag. Det er ikke noget vi planlægger på i øjeblikket. Jeg vil også sige med den resolution, der ligger fra FN’s Sikkerhedsråd, så er der jo meget fokus på lige præcis no fly-zonen og flyveforbuddet, og så også hvorledes er det muligt blandt andet ved fly at kunne beskytte civilbefolkningen. Så vi planlægger ikke for flådebidraget, men som udenrigsministeren også var inde på, så er der ikke nogen slutdato på beslutningsforslaget, og derfor så vil vi jo løbende konsultere Folketinget og Udenrigspolitisk Nævn, hvis der skal ske ændringer i den udsendelse, vi har i de bidrag vi sender ud.

Statsministeren: Ja, værsgo!

Spørger: Statsminister, du har jo tidligere været tilbageholdende med at støtte sådan et flyveforbud ... eller i hvert fald gøre dig til sådan til talsmand for det. Hvad er det, der er sket, siden at du nu sådan fuldhjertet går ind og støtter det her?

Statsministeren: Nej, det tror jeg beror på en meget stor misforståelse. Det jeg har tilladt mig at være lidt eftertænksom på, og det har det internationale samfund jo så øjensynlig også været, det har været spørgsmålet om, hvorvidt en no flying-zone i sig selv ville være tilstrækkelig. Den beslutning, der er truffet i går aftes, og som jeg hilser meget, meget velkommen, det er en beslutning, der har en rækkevidde ud over det. Man må åbent sige, at med det styrkeforhold, der er i det libyske samfund mellem regimet og oppositionskræfterne/oprørstyrkerne, da ville man bestemt ikke kunne udelukke, at Gaddafi ville være i stand til at gennemføre et folkemord – også med et rent flyveforbud. Flyveforbuddet tilsikrer, at han ikke kan ibrugtage sine fly og sine kamphelikoptere. Men også dem fraregnet er der så skævt et styrkeforhold, at et folkemord sagtens kunne blive en realitet. Og det er det spørgsmål, jeg har stillet – om et sådant forbud ville være tilstrækkeligt. Præcis i det lys er jeg meget glad ved, at den beslutning, der nu er truffet af det internationale samfund, og det er historisk, har en betydelig større rækkevidde. Og jeg er også meget tilfreds med jo, at Danmark med stor og bred opbakning i Folketinget, det er jo vores prognose på de tilkendegivelser, der er kommet – ja, måske endda med mulighed for et enigt Folketing, melder sig som de første til at udfylde det her brede mandat, som jeg tror, er skruet sammen på en sådan måde, at det faktisk kommer til at virke og kan forhindre et folkemord, frem for bare ”at blive et slag i luften”.

Spørger: Regeringen er jo tidligere ved indtrængen i andre lande blevet kritiseret for, at man ikke havde noget endemål med, hvad man egentlig ville opnå. Hvad er endemålet her? Er det at komme af med Gaddafi, eller er det at undgå, at han kan bombardere fra luften, eller hvad er målet egentlig?

Statsministeren: I forhold til den militære vinkel på denne her sag, der er formålet at forhindre overgreb på civilbefolkningen. Men som udenrigsministeren også har været inde på det, så har FN’s resolution jo et videre sigte – og skal jo ses også i forhold til den resolution, der blev vedtaget den 27. februar. Og noget af det, der er helt centralt her, det er jo, at verdenssamfundet beder Den Internationale Straffedomstol om at kigge, hvis man kan bruge det lidt flade udtryk, på Gaddafi. Det er jo også den europæiske beslutning, at vi ikke iagttager Gaddafi som en legitim leder af det libyske samfund. Så i et politisk perspektiv, så er endemålet selvfølgelig videre end det med at beskytte civilbefolkningen. Men det er vigtigt at sige, at i forhold til den militære del af det, der nu igangsættes, der er formålet det, der er udtrykt i resolutionen, nemlig at beskytte civilbefolkningen – at forebygge et folkemord.

Mette!

Spørger: Jeg vil vende tilbage til noget af det TV 2 spørger om, fordi du har jo ... du var i mandags, da du var i Washington, fokuserede du meget på, at man skulle være meget bevidst om de næste skridt. Hvad er det præcis, der har overbevidst dig om ... eller hvad er det for nogle løsninger, du nu kan se, som retfærdiggør, eller som gør, at der nu er en sikkerhed for, hvordan de næste skridt skal foretages?

Statsministeren: Jamen de næste skridt er jo præcis tænkt ind i det her. For den diskussion, der stod for nogle dage siden, det var tanken om at lave et rent flyveforbud, altså at nu forbyder vi Gaddafi at bruge sine fly, sine kamphelikoptere. Vi sikrer os, at det ikke kommer til at ske. Og jeg tror, at den analyse, der har været mange steder, mange centrale steder, har været, om en sådan beslutning ville være vidtrækkende nok i forhold til at nå det, der er målet. Og det, man kan glæde sig over, det er jo, at den analyse, som har været gennemført centrale steder, har ført til, at man har fået skabt en resolution, som faktisk tager det næste skridt allerede nu – nemlig, at den internationale koalition, der nu bygges op, kan tage alle nødvendige skridt for at sikre os imod et folkemord og altså ikke ”bare” fastholde et flyveforbud.

Spørger: Hvad retfærdiggør, at Danmark skal gå ud meget offensivt i en mindre kreds... før NATO sådan set er klar?

Statsministeren: Det gør historien, og det gør de danske værdier. Vi er et lille land. Men vi har et historisk ansvar for at påtage os et internationalt ansvar. Og hvis der er noget tidspunkt, hvor det er mere oplagt at påtage sig et internationalt ansvar, så er det præcis i denne her situation, hvor hele verdenssamfundet, og det er faktisk historisk, med en positiv beslutning i FN, kalder på vores deltagelse. Og så er det de danske værdier. Det vi ser i Libyen i øjeblikket, det er jo et overgreb mod alt det, vi tror på. Men det har jo også en implikation ud over Libyen, fordi vi har igennem foråret oplevet et spirende arabisk forår, som rummer masser af muligheder, som vi fra dansk side jo også understøtter via programmet for demokrati og reform – det tidligere arabiske initiativ – via udenrigsministerens indsats i EU for at flytte naboskabsprogrammet, så det i højere grad understøtter denne her udvikling. Og det, der sker i Libyen i øjeblikket, det truer jo ikke bare den libyske befolkning, men det truer jo potentielt med, at det arabiske forår, at det fryser til, før det springer ud.

Udenrigsministeren: Blot for supplerende at sige, at noget af det, jeg tror, man slet ikke skal underdrive betydningen af, det er faktisk, det lykkedes for verdenssamfundet at agere langt mere resolut og langt mere hurtigt, end vi har oplevet det under mange andre konflikter tidligere. Det er ikke så mange år siden, at det var på Balkan, at vi oplevede, at befolkningen myrdede løs på hinanden. Det internationale samfund stod og så passivt til. Vi oplevede det i Rwanda. Og det er vel en af grundene til, at man i FN-systemet har valgt at sætte fokus på – kan vi gøre mere for at beskytte civilbefolkningen mod overgreb fra deres eget regime, og der synes jeg, det er af ekstrem både historisk men også symbolsk betydning, at det internationale samfund så klart har valgt at sige – grænsen er trukket i sandet Gaddafi, vi vil ikke acceptere regimer, der på den måde udrydder sin egen befolkning og slår uskyldige mennesker ihjel. Og det har en, tror jeg, ret vidtrækkende betydning ikke mindst for de regimer, vi ser andre steder lige nu, blandt andet i Yemen og Bahrain, hvor der desværre er opblussende uroligheder. Det har en vidtrækkende betydning, at det internationale samfund nu siger fra og siger, at vi ikke vil finde os i det. Og som statsministeren siger – de danske værdier omkring demokrati, ytringsfrihed, ligeret, det er noget, vi går op i, og derfor skal vi selvfølgelig også være med, når det internationale samfund kalder.

Statsministeren: Nu tager vi et enkelt eller to spørgsmål maksimalt, for jeg tror gerne, vi vil afslutte pressemødet, inden beslutningsforslaget fremsættes i Folketinget kl. 17.

Værsgo!

Spørger: Tak, et ganske hurtigt spørgsmål. Som udenrigsministeren så klart gjorde rede for, så er der jo ikke i resolutionen lagt an til en besættelsesindsats. Det skal ikke være en besættelsesstyrke, det står glasklart. Betyder det, at man på forhånd kan udelukke, at danske soldater indgår i mindre landoperationer?

Statsministeren: Ja, inden for det mandat, som vi nu søger Folketingets opbakning til, vil det ikke være muligt. Det fremgår ved en positiv formulering i det beslutningsforslag, vi har oversendt til Folketinget.

Spørger: Gaddafi har jo nu proklameret en våbenhvile. Hvilken betydning mener I, at det skal få for det videre forløb?

Statsministeren: Jeg tror ikke, at man umiddelbart kan lægge det til grund for noget. Når man iagttager, hvad der i øvrigt er blevet sagt, og hvordan der er blevet handlet. Så er der jo ikke nogen som helst grund til umiddelbart at fæste lid til det.

Værsgo!

Spørger: Tak. Det er det med den mindre kreds. Hvor stor er den mindre kreds? Altså hvor mange venner har vi, når solen står op på søndag?

Statsministeren: Det er jo en kreds, der vokser. Den vil vi ikke kunne stå og definere her. Men det er jo helt åbenlyst, det kan man jo se udefra, at USA, at UK, at Frankrig i forhold til Europa og USA er de drivende her. Og når det folder sig ud, og det tror jeg også, man vil se i forhold til det topmøde, der skal finde sted i Elysée-palæet i morgen, så vil den kreds også omfatte en række lande i regionen. Og i tilgift til det en række yderligere europæiske lande.

Jeg ved ikke, om der er en af jer, der vil supplere på det. Nej.

Spørger: Hvad skal der ske i Libyen, før I konkluderer, at nu er det nok, nu kan vi trække vores fly hjem igen?

Statsministeren: Det fremgår af den resolution, som FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget, som altså giver denne her handlemulighed, som en koalition af lande – må man forvente, idet det ikke er sikkert i hvert fald, selvom det selvfølgelig var ønskeligt, at NATO kan være på plads til at udfylde hele det her mandat. Men det fremgår af den resolution, at der i gennemførelsen af det jo skal ske en løbende koordination med FN’s generalsekretær. Så vi er ikke i stand til i dag at stå og sætte en deadline på udløbet af en sådan aktion. Vi er heller ikke i stand til i dag at stå og formulere helt præcise pejlemærker for det. Men det, der er det afgørende, det er, at mandatet jo er forankret i FN’s Sikkerhedsråd, og at det vil blive gennemført på en måde, hvor den her koalition af lande er i løbende dialog med FN’s generalsekretær, som jeg i øvrigt også forventer deltager i det møde i Paris i morgen, som jeg har omtalt et par gange.

Spørger: Men kan man godt rejse hjem og ligesom have sagt – nu har vi løst opgaven, hvis Gaddafi stadigvæk har kontrol over militæret og stadigvæk er leder af landet?

Statsministeren: Den militære del af den beslutning, der er truffet – den militære implikation af den beslutning, der er truffet, har ikke til sigte at fjerne Gaddafi. Det er ikke formålet med den militære del af resolutionen. Det er at forhindre overgreb på civilbefolkningen og folkedrab. Så er der, som udenrigsministeren har været inde på, jo truffet en række andre beslutninger, både i FN og supplerende også i EU, som har et yderligere politisk sigte. Og det handler om sanktioner. Det handler om rejseforbud. Det handler om at få den internationale straffedomstol til at forfølge sagen – Gaddafi. Og det har jo det sigte at indfri det, der er en beslutning i EU – nemlig, at de ikke betragter Gaddafi som nogen legitim leder af det libyske folk.

Og vores vurdering er jo også den, at hvis det militære styrkeforhold havde været anderledes i Libyen, så havde han næppe heller været det i dag.

Spørger: Så det politiske endemål er at komme af med Gaddafi, selvom det ikke er det militære? Er det sådan, det skal forstås?

Statsministeren: Vores politiske endemål, og det gælder i forhold til Libyen og alle andre lande i den region, det er at skabe mulighed for at yde vores bidrag til, at demokratiet kan vinde fodfæste. Og at folk nu, uanset hvad land de lever i, de vælger deres egne ledere. Og så har jeg jo sagt, at hverken min fantasi eller min analyse rækker til, at det vil være Gaddafi, hvis noget sådant var gældende i Libyen.

Udenrigsministeren – en afsluttende kommentar!

Udenrigsministeren: Nej, jeg synes ikke, jeg har mere at tilføje. Vi får en god og spændende debat i folketingssalen, og der kan man jo også sætte sig ned og lytte til – jeg tror den meget enige analyse, der er af situationen, om hvor væsentligt det er, at Danmark yder et bidrag, og at vi yder et bidrag nu.

Statsministeren: For så vil vi slutte her. Og som sagt kl. 17 fremsættes beslutningsforslaget. Og den deployering, forsvarsministeren har omtalt, den finder jo sted med afsæt i orientering af Udenrigspolitisk Nævn. Vi kan være klar til søndag, og det er jo så, kan man sige, den ultimative relevante deadline i forhold til, hvornår vi håber, at Folketinget har truffet en beslutning og færdigbehandlet det forslag, vi nu har fremsat.

Tak skal I have!”