Pressemøde den 18. marts 2015

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemøde!

Som alle ved, så er der ufred i verden. Der er rigtig mange mennesker på flugt, og der er også nogle af de flygtninge, der er på flugt, der kommer til Danmark. Og vi ønsker selvfølgelig at tage ordentlig imod dem, der kommer til Danmark. Men vi synes også, at de nye flygtninge, der kommer til Danmark giver anledning til at spørge, om hvordan vi har taget imod dem, der er kommet før, om vi har gjort det godt nok. Og der må vi jo nok sige, at svaret er, at nej – det har vi ikke. Kendsgerningen er, at der er alt for mange, der er havnet på kontanthjælp. Jeg sagde det meget tydeligt i min nytårstale. Regeringen ønsker at undgå fortidens fejl. Denne her gang skal det lykkes. Og vores linje er meget klar – flygtninge skal ikke gøres til klienter. De kommer ikke som klienter, og de skal ikke gøres til klienter i Danmark. De mennesker, der kommer til Danmark, de skal selvfølgelig arbejde, for det at arbejde, det er dét, vi gør i Danmark. Og være en del af arbejdsfællesskabet, det er også dét, der sikrer integrationen. Alle skal yde dét, de kan. Og dét at være i beskæftigelse eller være i uddannelse, det er en meget stor del af dét at være en del af Danmark. Og derfor fremlægger regeringen i dag et nyt udspil – det hedder ”Alle skal bidrage”. Flygtninge og indvandrere hurtigere i beskæftigelse. Dét, vi foreslår, det er markante ændringer af det 3-årige integrationsprogram, som flygtninge bliver mødt med. I dag er kun 1 ud af 10 i arbejde eller uddannelse et år efter integrationsprogrammet, og det er jo ikke godt nok. Efter fire år er det kun 1 ud af 3. Vi skal sætte ind meget tidligere og mere målrettet. Først og fremmest skal flygtninge tage det arbejde, der er. Hvis der er et arbejde at få, så skal de tage det. Og hvis man ikke kan få et rigtigt job, så skal man yde noget for den ydelse, man får. Det kan være i virksomhedspraktik, det kan være et løntilskudsjob, hvor man gør en indsats og opbygger kompetencer til at kunne få et job. Eller det kan være i et nyttejob, hvor man ... på strande eller hjælper til i daginstitutioner eller på plejehjem. Dét, der er pointen, det er, at ingen skal gå passiv i mere end fire uger. Og hvis man ikke deltager i den aktivering, der er, så bliver man trukket i sin ydelse. Det indgår også i vores udspil her, at vi vil inddrage lokalsamfundet bedre. Det ser ud til, at der allerede kunne være gode resultater på det her område. Vi ønsker, at naboer, lokale virksomheder, foreningsliv, de i højere grad hjælper flygtninge med at blive en del af vores samfund. Kort sagt, vi vil sætte ind for, at flygtninge hurtigt bliver aktive medborgere i det danske samfund.

Regeringen vil ikke kun gøre noget for de udlændinge, der lige er kommet til Danmark. Vi vil også stille nye krav til dem, som har været i landet i flere år. Mennesker, som har været i landet, men som stadig er på kontanthjælp i stedet for at kunne forsørge sig selv. De skal også yde mere for de penge, de får. I dag er det sådan, at kun en fjerdedel af indvandrere på kontanthjælp får et tilbud om at komme ud i en virksomhed, og det selvom erfaringerne meget klart viser, at det er dét at være på en virksomhed, der er den mest effektive vej til at få et arbejde. Derfor foreslår vi, at indvandrere og flygtninge, som har modtaget kontanthjælp i mindst 6 måneder, skal i gang på en virksomhed – det kan være i virksomhedspraktik eller løntilskud, eller det kan også være et nyttejob. Målet er, som det er hele vejen igennem, at få et rigtigt arbejde. Den ekstra indsats, for dem, der har været i landet i længere tid skal foreløbig gælde i to år, og så vil vi derefter vurdere,
hvordan det går.

Samlet er det en stor indsats, regeringen har sat i gang. I alt skal der i de næste to år etableres 30.000 ekstra forløb, som jo kan have meget forskellig karakter, men 30.000 ekstra forløb, hvor de ledige kommer ud på en arbejdsplads eller i et nyttejob.

Men jeg vil også sige meget klart, at selvom det kommer til at kræve en ekstra indsats af alle, og det er jo primært kommunerne, som står for denne her indsats, så er det også en nødvendig indsats. Det er og bliver en kerneværdi i vores samfund, at man både har rettigheder og pligter, og at alle borgere skal bidrage aktivt til vores fællesskab. Det er det fundament, som vores velfærd hviler på, og jeg er helt sikker på, at det også giver mere livsglæde for den enkelte, hvis man bliver en del af arbejdsfællesskabet i Danmark.

Og med de ord, vil jeg give ordet til økonomi- og indenrigsministeren. Men som I kan se, opfatter vi det her som et udspil, som vil forandre tingene – forandre måden at gøre det på ude i kommunerne, og vi forventer os sådan set meget af den her måde at gøre tingene på.

Økonomi- og indenrigsministeren!

Økonomi- og indenrigsministeren: Jeg har siddet i Folketinget i 10 år, og integrationsdebatten har racet i alle 10 år. Men alligevel må vi jo konstatere, at når vi kigger på de nøgne fakta, så er det jo en falliterklæring for et samfund, at vi ikke er i stand til at sørge for, at dem, der kommer hertil, bidrager med dét, de kan fra første dag og bliver en del af det danske arbejdsmarked. Og derfor er jeg pavestolt af, at vi nu har et udspil, der hedder: ”Alle skal bidrage”. Fordi det fundamentalt ændrer vores måde at tænke på, i stedet for at tage udgangspunkt i alt dét, som folk ikke kan, når de kommer til Danmark. Så tager vi udgangspunkt i dét, som folk de kan. Vi kigger fra start allerede i asylfasen på, hvad det er for nogle ressourcer, de har med. Hvad det er for nogle kompetencer, de har med. Vi sørger for, at kommunerne fra første dag fokuserer på, at folk skal være aktive og virksomme og ikke sidde passive hen. Og det betyder, at de skal ud i virksomhederne og lave rigtigt arbejde – møde rigtige kolleger, også selvom det i starten er virksomhedspraktik eller løntilskudsjob. Og er der ikke mulighed for dét, så kan man få et nyttejob. For det er dét, som kendetegner alle dem, jeg har mødt. Og jeg har mødt mange her i den seneste tid af dem, som er kommet hertil for ganske nylig. Det er dét, de drømmer om, det er at komme ud og arbejde og skabe sig en tilværelse i Danmark. Og derfor er det jo fantastisk ærgerligt at kunne konstatere, at det er ikke dét, som er resultatet af den indsats, der har været hidtil. Og derfor har vi enormt høje forventninger til, at når vi nu ændrer på vilkårene, sådan at man skal ud og være i virksomhedsrettede tilbud inden for ganske kort tid. Og nu vil vi ændre på kommunernes finansiering af integrationsopgaven, sådan at de belønnes i højere grad, når det er dét, der bliver resultatet, at folk kommer i arbejde og ikke så meget andet. Og når vi så samtidig beder dem om at lære af hinanden, fordi vi kan se, at der er enorm stor forskel på de resultater, de skaber – at så vil det også gøre, at både dem, der er kommet hertil for nylig – og dem, der har været her i lang tid, de nu får langt bedre muligheder for at få et arbejde eller en uddannelse, sådan at de kan komme ind i det danske samfund og bidrage med dét, de kan. Og derfor er det som sagt et udspil, som jeg er enormt stolt af. Jeg synes også, at det rummer kimen til, at vi måske kan få en anden integrationsdiskussion i Danmark. Fordi dét, der jo sådan set er kernen, uanset hvor længe man skal være her, det er, at hvis man bidrager, så er det godt for den enkelte selv, og det er godt for det danske samfund. Og derfor er det også vigtigt, at de redskaber, vi har valgt, tager netop udgangspunkt i, hvad det er, man kan bidrage med og ikke forsøger at isolere folk i lejre eller gentage nogen af fortidens forsyndelser. Med dét, som vi lægger op til her, så er det klart, at der er nye og større forventninger til kommunerne, men vi kan se, at nogle af dem er langt dygtigere end andre, derfor kan det gøre en forskel. Men det er også en åben invitation til vores virksomheder om at bidrage til integrationsindsatsen. Og jeg er glad for at kunne konstatere bare på de besøg, jeg har lavet, inden for de sidste 14 dage, at det er der også en stor interesse for og en stor vilje til, hvis samarbejdet er der. Og derfor skal vi jo nu sørge for, at alle de her mange, som står uden for arbejdsmarkedet i dag, men som rigtig gerne vil ind, at de kommer ud i virksomhederne. Det vil kræve, at der bliver skabt mange nye forløb rundt omkring, mange nye virksomhedspratikker, og det gør altså, at vi skal have et tættere samarbejde mellem kommunerne og virksomhederne, og som tager udgangspunkt i, at de, der er kommet hertil, ikke skal være klienter, men skal være medborgere. Og derfor et det ny mantra i dansk integrationspolitik – det er, at vi behandler udlændinge præcis, ligesom vi behandler hinanden – med de samme krav, de samme forventninger og de samme muligheder. Og gør vi dét, så tror jeg også, at dagen i dag kan blive en ny begyndelse for rigtig mange mennesker i det danske samfund og forhåbentlig også for integrationsdebatten i det politiske Danmark.

Statsministeren: Tak for det!

Så er det beskæftigelsesministeren!

Beskæftigelsesministeren: Tak!
I alle de reformer, som regeringen har gennemført på beskæftigelsesområdet, der har så været en klar målsætning om at hjælpe mennesker til en fast plads på arbejdsmarkedet. Sådan skal det selvfølgelig også være, når vi taler integration. Integrationsprogrammet for nytilkomne flygtninge og indvandrere skal derfor målrettes i forhold til job. Og derfor vil vi fremover forpligtige kommunerne til at give en virksomhedsrettet indsats, og vi vil forpligte kommunerne til det, men vi vil også forpligte flygtningene og indvandrerne til at tage imod den. Og der skal fremover være en fortløbende virksomhedsrettet indsats, fordi vi ved, at det er dét, der virker. Når flygtninge og familiesammenførte ankommer til en kommune, som de skal bo i, så skal der være en grundig visitation. Og det indebærer, at vi har en kompetenceafklaring. Og det indebærer også, at vi skal sørge for, at danskuddannelse starter inden for de første tre måneder. Og det indebærer også, at vi gennem samtaler skal tættere på den enkelte flygtning og indvandrer, så vi på den måde kan få afklaret han eller hendes situation. Når de tre måneder er gået, så skal der tilrettelægges en indsats, der er individuel, og det skal være ud fra tre forskellige spor. De, der er parat til at tage et job – ja, de skal selvfølgelig have en virksomhedsrettet indsats, der netop sikrer mod at få et job, og de skal selvfølgelig have kontanthjælp i den periode, indtil de må få et job. For de unge, som er parat til at tage en uddannelse – ja, så er det den vej, vi skal gå. Og ligesom andre unge, der ikke har en uddannelse, så skal man i den periode modtage uddannelseshjælp. Og er man ikke klar til job eller uddannelse – ja, så visiteres man som aktivitetsparate. Og også de aktivitetsparate skal selvfølgelig have en indsats, der er rettet imod job eller uddannelse. Det er dét, der er det helt afgørende – nemlig, at vi fokuserer på, at der er virksomhedsforløb i det her.

Fælles for alle er, at vi skal starte danskuddannelsen langt tidligere. Og der er selvfølgelig krav om, at man skal deltage i den virksomhedsrettede indsats. Og der skal selvfølgelig også, som det er i dag, sanktioneres, hvis man ikke gør det. Det er jo sådan, at når man kigger på kontanthjælpssystemet, så er det sådan, at den virksomhedsrettede indsat, den er der alt for mange, som ikke får. Og det er så de, som har været her, som statsministeren talte om, i en længere periode. Og derfor er det også, når det gælder dem, der har været her en længere periode og været på kontanthjælp, så er indgangsvinklen til at få dem til at blive en del af det danske samfund, når det gælder det jobmæssige, det er selvfølgelig det virksomhedsrettede. Så også for den gruppe gælder det, at vi har en kæmpe opgave, en spændende opgave, som handler om at komme tættere på arbejdsmarkedet, og det gøres først og fremmest igennem dét at være på job og ude blandt almindelige mennesker, som arbejder til dagligt.

Statsministeren: Tak for det!

Så er det social- og integrationsministeren!

Social- og integrationsministeren: Tak for det!
Og som Morten også var inde på, så er jeg også pavestolt af det resultat, som vi er nået frem til. Og jeg må også sige, at du nævnte et ord som drømme, og det synes jeg et eller andet sted indkapsler det meget godt, fordi at det handler om drømme det her. Det handler om menneskers drømme. Og jeg har ikke kunnet lade være, selvom jeg virkelig har prøvet, at tænke på de drømme, som mine forældre et eller andet sted kom med, da de kom til Danmark for mange, mange år siden – det var i 70. Der kom de også med drømme. Og de kom med drømme om at få et arbejde. Og det fik de også. Min far fik et arbejde på en fabrik. Min mor gjorde det i en børnehave. Jeg kom så i samme børnehave. Det var meget fornuftigt. Og det var lige præcis kimen til at få fodfæste i det danske samfund. Det var drømmen om det gode liv at få et arbejde, og det lykkedes. Og det oplevede jeg sådan set også i al sin enkelthed – i al sin banalitet, da jeg var integrationskonsulent – både i København, men også andre steder. Dem, som var inden for fællesskabet. Dem, som havde et arbejde og dem som havde uddannelse, de var også en del af inklusionen, det var en del af fællesskabet. Og de talte aldrig nogensinde om et dem og os. Det eneste, de talte om, det var et os. Men dem, der var udenfor, de talte netop om et dem og os. Så det her er også en ramme, som skal få folk ind, så vi tale om et os. Det oplevede jeg selvfølgelig også som politiker, og er selvfølgelig også som integrationsminister blevet bekræftet i det. Og igen vi skal huske, vi skal bruge alle menneskers ressourcer. Vi skal møde alle mennesker med klare forventninger, og det handler selvfølgelig både om gammel-danskere, men i den grad også om ny-danskere. Og som vi også har hørt – i bund og grund er det jo ganske forfærdeligt, at kun halvdelen af ikke-vestlige indvandrerefterkommere er i arbejde. Halvdelen, der er en kæmpe stor ressource dér, som vi kan bruge, som vi skal bruge. Men det kan vi kun, hvis vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger. Og her, der bærer vi selvfølgelig som politikere et ansvar. Det gør vi til højre, det gør vi til venstre, det gør vi i midten, det er der ikke tvivl om. Og det er også på høje tid, at vi alle sammen også siger, at i Danmark, der har vi et fællesskab, hvor alle de bidrager – de skal bidrage. Alle, de kan bidrage – uagtet etnicitet, uagtet baggrund, uagtet farve, så har vi alle sammen en plads her. Og vi har brug for alle. Og med dette integrationsudspil, og det er jo derfor, jeg er så pavestolt, der lægger vi jo netop op til virksomheder og uddannelse. Men dét, som også kendetegner dette, det er, at vi lægger op til, at folk de skal ud i virkeligheden. Og vi skal have dem ud i virkeligheden, og vi skal række en hånd ud til dem, for det er lige præcis dér, hvor integrationen, den foregår.

Og så er der civilsamfundet. Det er en vildt vigtig aktør i det her udspil også. Vi skal have civilsamfundet med. Det gennemsyrer det danske samfund også. Alle danskere – eller i hvert fald rigtig, rigtig mange – er medlemmer af en forening, laver frivilligt arbejde. Og vi ved, der er rigtig mange uudnyttede muligheder dét. Vi lægger op til at lave nogle projekter med kommunerne – netop, så danskere, de blander sig med de nye flygtninge, der kommer hertil. Og vi ved, det er med til at skabe en rigtig god integration, for det er lige præcis dér – også på arbejdsmarkedet, men også dér, hvor vi lærer de kulturelle koder, hvor vi lærer, hvordan vi skal gebærde os med hinanden. Det er ikke noget, som vi kan lære på en skolebænk eller andre steder. Det gør vi i samspillet med hinanden. Det var noget af det første, jeg sagde, da jeg blev integrationsminister – vi skal turde, og vi skal blande os meget mere i hinandens liv. Gør vi det, så kommer vi også længere frem. For mit eget vedkomne kan jeg huske, da jeg var ung, der var det Morten Stig Christensen, der var min rollemodel, som tog sig af mig. Og for min far, hvem var det, det var – hans arbejdskammerat. Han hed Arne. Han inviterede os hjem til jul. Og der oplevede vi selvfølgelig, hvad betyder den danske kultur. Vi fik selvfølgelig et chok, fordi lige pludselig, så så vi et træ inde i stuen. Det var ikke lige dét, vi var vant til, men ikke desto mindre, vi lærte, hvordan man gebærder sig i det danske samfund. Vi fik en nøgle – og den nøgle, den får vi kun i samarbejde med hinanden.

Til sidst, så kan jeg sige, som statsministeren også var inde på – kommunerne har et rigtig, rigtig stort ansvar her. Det er kun ved hjælp af kommunerne, at vi kan få denne her indsats og give den ben på. Og der har vi også i vores udspil en partnerskabsaftale, hvor kommunerne, de skal lære ud fra best practice også, hvor vi skal lære af hinanden, fordi der er stor forskel mellem kommunerne. Der er kommuner, hvor man har opfundet den dybe tallerken, fx i Vejle, der har man erhvervspakke også, og det er også en del af udspillet. Det skal selvfølgelig ud til andre også. Så lige præcis den med at udveksle erfaring, det er noget af det bedste. Så igen, jeg er pavestolt, det her, det handler om at se muligheder og ikke begrænsninger. Det her, det handler om, når der er en syrisk dreng, så ser vi en potentiel læge, en tømrer – én, der kan bidrage til samfundet og ikke et bandemedlem.

Tak!

Statsministeren: Tak for det!

Så er det op til jer, at stille spørgsmål. TV2!

Spørger: Til statsministeren. I har regeret i over 3 år. Mindre end 1⁄2 år før valget kommer jeres integrationsudspil. Der er allerede gået valgkamp i Christiansborg. Hvor sandsynligt er det overhovedet at få det her igennem 1⁄2 år før et valg. Og er det måske i virkeligheden snarere en del af valgoplægget.

Statsministeren: Du får det til at lyde, som om vi ikke har gjort noget i forhold til den udfordring, der er her. Og det synes jeg jo nok, vi har gjort. Fordi vores reformer, uanset om det handler om folkeskolereformen eller kontantreformen, så adresserer de jo også den udfordring, at der er for mange mennesker med anden etnisk baggrund, som ikke er på arbejdsmarkedet. Og det prøver vi jo så også at gå videre med her. Dét, vi forsøger, det er at lægge integrationsindsatsen om, så den er mere arbejdsrettet, altså virksomhedsrelateret, og så man ikke venter i lang tid, før man har sin uddannelse og er fuldstændig parat til arbejdsmarkedet, men man hurtigst muligt kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi håber på, det her kan blive gennemført – træde i kraft fra 1. juli i år. Vi håber også, der er opbakning til det blandt Folketingets partier. Og bare lige sådan som en procesoplysning, så udsender vi det her i lovforslag meget hurtigt. Og beskæftigelsesministeren og social- og integrationsministeren holder i morgen en teknisk briefing for Folketingets partier. Så vi vil altså gerne hurtigt i gang med det her, og vi forventer, at det kan træde i kraft 1. juli.

Spørger: For – ja, var det 1⁄2 årstid siden kom I med jeres udlændingestramninger, hvor det handlede om, at dybest set færrest muligt skulle ligesom komme til Danmark. Man skulle have så mange som muligt sendt ud igen også. Nu taler I om, at alle skal med her, også selvom man måske kun har været i Danmark i ganske kort tid. Hvordan synes du, det harmonerer?

Statsministeren: Jeg synes, det harmonerer rigtig godt. Uanset, hvor lang tid, man skal være i Danmark, så ønsker vi ikke at parkere mennesker henne i et hjørne, hvor man ikke er aktiv. Så uanset, om man skal tilbage til sit hjemland, eller om man skal blive i Danmark, så ønsker vi, at man deltager i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Og det er udgangspunktet for hele det her oplæg, at vi mener ikke, at der er nogen, der bliver bedre stillet af at sidde passivt hen. Og vi mener heller ikke, at samfundet er tjent med, at man sidder passivt hen. Og det er dét, der er udgangspunktet for det her.

Ja!

Spørger: Hvad er egentlig målet med det her. Altså hvor ambitiøst er det. I noterer, at hver anden ikke-vestlig indvandrer er uden for arbejdsmarkedet. Så når denne her plan, den har kørt over to år, som jeg forstår, den skal. Hvad er tallet så nede på?

Økonomi- og indenrigsministeren: Jamen, vi har sat en målsætning samlet set for alle reformerne og hele vores arbejde, om at vi vil øge antallet af beskæftigede flygtninge og indvandrere med 10.000 i 2020. Og det er jo en del af vores samlede arbejde, og det bliver det her et væsentligt bidrag til. Men jeg synes, også som en del af svaret på spørgsmålet før, at det er jo vigtigt at huske på, at lige nu har vi en chance, fordi vi står i en situation, hvor vi får flere flygtninge, end vi har fået i mange år, for at undgå at gentage fortidens fejltagelser, og få de samme dårlige resultater, som vi har set af dem, der kom hertil for 5, 10 og 15 år siden. Og der har vi en ny chance nu, og det er jo derfor, vi har haft en tæt dialog med kommunerne om at sikre, at de havde gode muligheder for at modtage de nye flygtninge og nu sætter fokus på, hvordan kan vi hurtigst muligt få dem ud og bidrage med dét, de kan. Og derfor er det afgørende her jo, at vi både lykkes med at få taget livtag med den problemstilling, at meget er gået fejl indtil nu, og vi skal have rettet op på det. Men også den aktuelle udfordring, vi har, med de mange nye flygtninge, der er kommet, at det ikke fører til et liv i passivitet, men et liv på det danske arbejdsmarked, hvor man bidrager med dét, man kan.

Spørger: Men et af de virkemidler, som I taler allermest om, altså virksomhedsrettede forløb, det er jo et virkemiddel, man i allerhøjeste grad bruger i dag. 75.000 hvert eneste år. Nu kommer der så 15.000 ekstra oveni. Hvorfor skulle det så pludselig skabe en revolution?

Statsministeren: Beskæftigelsesministeren!

Beskæftigelsesministeren: Fordi, at vi ved, at dér, hvor det her kan lykkes, det er, hvis man er ude på en arbejdsplads. Og dét, vi gør her, det er sådan flere forskellige ting, som jeg tror, er fuldstændig afgørende. For det første, så sikrer vi, at man får en mere virksomhedsrettet indsats. Men vi sørger også for, at man får en mere intens dansk indsats, så man kan komme til at bruge det dansk, man lærer på sprogskolen, aktivt ude på en arbejdsplads. Jeg tror, mange kan forestille sig det der med at have gennemgået danskundervisning i 3 år og ikke rigtig haft mulighed for at afprøve sit dansk, fordi det har der ikke været situationer til. Det gør, at man ikke udvikler sine danskkundskaber. Så dét, vi gør, det er, at vi laver den der mere virksomhedsrettede indsats, hvor man får sin danskundervisning med ud og bliver en del af dét, og det, tror jeg, virkelig vil styrke. Og så er der det andet, som er fuldstændig afgørende, det er, når jeg kigger på tallene ovre i Beskæftigelsesministeriet, så vil jeg se, at dét, man kunne kalde etniske danskere, der er på kontanthjælp, de har en relativ stor virksomhedsrettet indsats i forhold til deres person. Den indsats, man har givet indtil nu, at de kan komme hertil som flygtninge eller som familiesammenført, der har den virksomhedsrettede indsats været betydeligt lavere. Og det er måske også noget af dét, der forklarer tallene. Og det er derfor, vi lægger så meget vægt på det – komme ud og få afprøvet sine kundskaber, få en dansk arbejdsplads som rollemodel, og alt dét, det medfører her – også med at kunne lære det danske sprog. Det, tror jeg, er fuldstændig afgørende, og det er en ny måde at gøre det på.

Statsministeren: Ja, Henrik!

Spørger: Siden den første integrationslov i 1999, så er der fremlagt 21 forskellige planer, der skulle forbedre integrationen. Formålet har hele tiden været det samme – flere skulle i job – flere skulle lære dansk og integreres i samfundet. Har I overvejet, om man i stedet for at prøve med lidt nye midler skulle få undersøgt helt til bunds, hvad er det egentlig, der virker. Der er forskere, der siger, at ét af problemerne herhjemme er, at man har ikke sat sig ned og fået undersøgt til bunds, hvilke metoder virker, og hvilke virker ikke.

Statsministeren: Ja!

Økonomi- og indenrigsministeren: Ja altså, dét, som for nylig er undersøgt, er jo, som vi også var inde på i præsentationen, at der er meget stor forskel på resultaterne af den kommunale indsats. Og det betyder altså, at hvis kommunerne med de ringeste resultater var ligeså gode som de bedste – ja, så ville der være mange flere beskæftigede flygtninge og familiesammenførte. Og det fortæller os jo, at indsatsen kan gøre en forskel. Og det er jo derfor, vi bl.a. peger på den skrue i udspillet, der handler om, hvordan er det kommunernes økonomi i integrationsprogram er skruet sammen. Og der bliver det altså nu sådan, at vi fordobler det resultattilskud, man får, når man får folk i arbejde eller i uddannelse – altså en regulær tilværelse. Og det er jo et eksempel på, at vi prøver på at sige – nu må I altså lære af hinanden sammen med de partnerskaber, som integrationsministeren talte om, som lige præcis vil gøre, at de får mulighed for at finde ud af, hvad der et det bedste de har gjort.

Spørger: Men dét, at der er så stor en forskel på, hvad kommunerne kan, det viser jo også, at der bliver spildt rigtig mange ressourcer og penge i det her system. Hvorfor gør I ikke mere for at ensrette det og bruge ressourcerne bedst?

Statsministeren: Det er dét, vi gør her ...

Spørger: ... men I tvinger ikke kommunerne til noget ...

Statsministeren: Nej ... jo, det gør vi jo. Fordi mange af de redskaber, der er til rådighed i det her oplæg, det er faktisk noget kommunerne allerede kan gøre. Men nu skal de gøre det. Så, når du spørger om vi ikke vil presse kommunerne lidt mere til at give nogen af de her virksomhedsbaserede forløb, så er det noget, de skal gøre fra nu af. Og det er, fordi vi har en vis viden om, at det rent faktisk virker at være tættere på en virksomhed. Det er ikke nødvendigvis det bedste integrationsforløb. Som beskæftigelsesministeren siger, at alle ting skal afklares, før man møder en virksomhed. Måske er det meget smartere for den enkelte og for samfundet, hvis man samtidig med, man kommer på en virksomhed – ikke 37 timer, men er på en virksomhed nogle dage om ugen – tager sin danskundervisning. Det er noget, jeg bl.a. har hørt på de virksomhedsbesøg, som jeg også har været på. Jeg var på et meget omtalt besøg i Bilka i starten af året, hvor man rent faktisk gør det. Hvor nogle af dem, der var til stede, de har været på danskkurser, og så er de på arbejdsmarkedet i noget af ugen. Og vi er helt overbevidste om, at hvis det bliver bredt mere ud til flere, så får det en effekt. Og man har jo ret i, hvis man kigger på den indsats, der har været i løbet af 80’erne, 90’erne og 0’erne, at vi kan jo ikke sige, at det her, det er et område, hvor vi virkelig er lykkedes med vores indsats. Og derfor er vi jo heller ikke så begejstrede for, at man bare tager nogle af de gamle redskaber op af værktøjskassen og forsøger at anvende dem igen. Det kunne fx være starthjælp, eller hvad man kunne finde på. For det har ikke haft en helt fantastisk virkning i forhold til at sikre integrationen. Så nu gør vi noget nyt. Vi vil finde ud af, hvad der virker bedst i kommunerne. Vi udbreder det til alle kommunerne, og vi stiller ganske enkelt flere krav til den enkelte, end man hidtil har gjort i integrationsprogrammet. Så der er bestemt rigtig meget nyt – rigtig meget ny metode i dét, vi har sat i gang her.

Ja!

Spørger: Poul Nyrup-regeringen havde jo nogle af de samme tanker og overordnede målsætninger, som I nu skitserer. Hvorfor er det, at netop jeres plan kommer til at gøre denne her afgørende forskel?

Statsministeren: Ja, det er Henrik Dams ansvar!

Beskæftigelsesministeren: Det påtager jeg mig gerne. Men jeg synes, der er nogle helt afgørende ting i det som statsministeren sagde lige før. Vi ved, at den virksomhedsrettede indsats for alle virker. Nu forpligtiger vi rent faktisk til, at man skal det, som vi har beskrevet det. Det andet, det er, at nu tager vi en kompetencevurdering af de, der kommer her. Og så byder vi ind til, at vi skal have respekt for dét, de kommer med i bagagen. Hvis man kommer og siger, at man er uddannet tømrer i det land, man kommer fra. Så tror jeg ikke, jeg så ofte i dag kan finde eksempeler på, at man så tager afsæt i det. Dét, vi vil også i fremtiden, det er at have respekt for, hvad er det så, man kommer med. Og hvis man har været tømrer i sit hjemland, hvor langt er man så fra at kunne kalde sig tømrersvend i Danmark. Og så få lavet en reel kompetencevurdering. Hvor meget mangler man i givet fald for at kunne kalde sig tømrersvend i Danmark. Og så det sidste, som også vi bliver ved med at kredse om, men jeg tror bare det der med at kunne være en del af det danske samfund, der er dét at kunne forstå det danske samfund og kunne sproget, er helt afgørende. Og det er jo lige præcis dét, vi nu tager i hånden med, at den danskundervisning, som ikke kun skal være teoretisk, nu skal den også ud og prøves i praksis. Den skal prøves af, når man møder kunderne i Føtex, eller hvor det nu måtte være henne – i kantinen osv. Og det tror jeg giver en fuldstændig anden energi – også til at kunne lære og forstå det danske samfund.

Spørger: Hvad, hvis man har krigstraume med i bagagen eller posttraumatisk stresssyndrom. Bliver man så omfattet af de samme krav?

Statsministeren: Socialministeren!

Socialministeren: Ja, jeg starter lige med Henrik. Det er jo fuldstændigt rigtigt, at der er blevet rigtig meget, der er også sket rigtig meget, det skal vi huske. Altså vi kan se det på hele det æresrelaterede område. Vi kan se det med pigerne. Der er sket rigtig meget. Det er jo mange af de forslag, der har været. Men hvis du dykker ned i det, så vil du se, at noget af det handler også om, at der skal laves nogle analyser af refusionen ... Der skal også kigges på reglerne også. Det er rigtig vigtigt, for det kan jo godt være, der er nogle regler, som gør tingene sværere. Det er det nye. Og som vi også har hørt nogle gange, så er hele partnerskabstankegangen sådan set også et udtryk for, at man skal udveksle viden, fordi det er rigtigt, at i dag, så – det ene sted i landet, så har man fundet en god ide, opfundet den dybe tallerken – og så prøver man sådan set at gøre det samme et andet sted i landet. Og dét råder vi rent faktisk bod på med partnerskabsaftale også. Og det nye er også, det er jo, at tingene kommer til at gå hurtigere ...

Statsministeren: ja det er det

Socialministeren: ... vi spilder ikke tiden. I dag, så er det sådan, at når man får tilkendt asyl, så sidder man fx 1-2 måneder ude i asylcentrene. Den tid, den bruger vi aktivt på at indsamle viden, så man kan blive kompetenceafklaret, så de medarbejdere ude i asylcentrene kan levere en viden ude til kommunerne, så man ikke skal starte forfra. Det er nyt, og det er godt, og det bliver meget mere effektivt. Og det er også meget mere effektivt, at man skal ud i virkeligheden. Det kan være virksomhedsrettet praktik. Det kan være en del ting, men igen – det er dér, hvor man lærer dansk, det er dér, hvor man lærer det aller-, allerbedste dansk. Det betyder ikke, at man ikke skal have dansk ved siden af, det skal man selvfølgelig også. Og de to ting – de på ingen måder udelukker hinanden.

Og så var der det sidste ... nå ...

Økonomi- og indenrigsministeren: ... men pointen her er jo, at selvfølgelig skal man have den behandling, man har brug for. Vi skal afhjælpe krigstraumer, posttraumatisk stress – alle de her ting, men det værste, man kan gøre ved folk, det er, hvis man ikke møder dem med en forventning om, at de kan bidrage med et eller andet. Og det er jo dét, de virksomheder, som har erfaringerne siger, at vi kan godt lave forløb, som fører til, at selvom folk har brug for at gå til psykolog noget af tiden, og selvom folk skal have danskundervisning, så dét, at de kommer ind på en arbejdsplads, laver noget rigtigt arbejde, spiser frokost med nogle rigtige kolleger, det gør altså, at de andre problemer også bliver lettere at løse. Og det er jo dét, der er pointen her, og jo er derfor de virksomhedsrettede forløb er de bedste.

Statsministeren: Det er os, der taler meget i dag. Det vil jeg godt erkende. Nu tager vi det sidste spørgsmål!

Spørger: Tak!

Regeringen lavede en akutpakke for nogle år tilbage, og der skulle man jo tage ledige i hånden, og de skulle hjælpes ud, og der var alle mulige ordning, der skulle hjælpe folk ud efter lang tids ledighed. Den kostede 332 millioner, som jeg har forstået, eller i hvert fald som det har været fremme. Nu koster det her jo langt mindre. Men man vil skabe langt flere jobforløb – 30.000 jobforløb. Hvordan kan man ... hvor skal alle de job ... hvad er det for nogle job, folk skal have simpelthen?

Statsministeren: Ja ... det kan være, du ikke har fået tid til at læse det helt igennem ...

Spørger: Der var 5 min.

Statsministeren: ... men nu får vi beskæftigelsesministeren til at svare.

Beskæftigelsesministeren: Der er to typer af svar. Dels, så er der jo den ca. 1⁄2 milliard, som bliver brugt på området i dag, som vi nu bruger på en anderledes og mere målrettet måde – qua alt det vi har forklaret her, så er der 128 millioner kroner nye penge, hvoraf de 44 millioner, som også er hørt omtalt i løbet af i dag, de går til, at kommunerne simpelthen kan opruste i forhold til det vi kalder virksomhedsambassadører – altså gå ud og få kontakten til virksomhederne og skabt plads til de her forløb. Og der synes jeg, den glædelige melding, den er, at virksomhederne faktisk viser sig at være parat til det her. Når kommunerne gør det her ordentligt og effektivt, så er danske virksomheder faktisk rigtig gode til det. Og den endnu mere glædelige melding, den er rent faktisk, at SFI har lavet en undersøgelse, som viser, at der er faktisk 43 % af virksomhederne, som ikke rigtig er blevet spurgt om at gentage det. Så det vil sige, at potentialet for at kunne skaffe de her forløb, den er faktisk relativ stor. Men man skal ikke bilde hinanden ind, at det kommer af sig selv. Der skal en effektiv indsats til. Og så er der så 86 millioner nye også i forhold til mentorordning i samtaler osv.

Statsministeren: Vi skal lige sige, at 30.000 job er det jo heller ikke til nu ...

Beskæftigelsesministeren: ... nej, det er 30.000 virksomheds forløb.

Statsministeren: Ja.

Beskæftigelsesministeren: 30.000 forløb – 30.000 virksomhedsforløb. Og det vil sige, at hvis man er nede på grøntafdelingen, som vi brugte før ...

Statsministeren: Ja, og det er et godt sted at være ...

Beskæftigelsesministeren: Der kan jo sagtens være op til flere forløb. Det er jo ikke sådan, at man er der i 37 timer, man kombinerer det med sin dansk, så det er 30.000 forløb 15.000 forløb om året, vi taler om.

Spørger: Hvor var jeg glad for, jeg så lige nåede at spørge så, hvor man job, vil man så ... hvor mange skal ud på arbejdsmarkedet? Hvor mange er der plads til, og hvordan ... hvad er det for nogle job, folk skal have?

Økonomi- og indenrigsministeren: Prøv og hør her. Nu har vi 20 måneder i træk haft stigende beskæftigelse i Danmark. Dét, man skal interessere sig for, det er, hvad bekymrer virksomhederne i Danmark. Dét, der bekymrer dem, det er, om der er folk nok til at løse opgaverne. Der er jo også folk, der kommer hertil uden forudsætninger fra Østeuropa fx, og finder arbejde. Så der er arbejde at få, men dét, det handler om her, det er, kan vi få lavet nogle forløb, som gør, at dem, der skal have en hjælpende hånd for at komme ind i nærheden af dem, at de får det. Måske fordi de skal have noget hjælp til danskundervisning – og måske, fordi de skal have noget psykologbistand også, for at klare deres traumer. Men virksomhederne, de vil rigtig gerne, og det kan lade sig gøre. Så dét, der skaber job i Danmark, det er jo regeringens generelle økonomiske politik, det har vi gjort i 20 måneder i træk – 6 kvartaler med vækst. Det vi gør med det her er, at vi sikrer at nogen af dem, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet får nogle af de nye job der bliver skabt.

Statsministeren: Vi skal til at slutte. Der er ikke nogen tvivl om, at det her, det er ikke en nem udfordring. Det er ikke nemt for kommunerne at leve op til den opgave, vi beder dem om nu. Men vi er også meget bevidste om – det tror jeg, mange i det danske samfund er – at vi kan ikke blive ved med at gøre, som vi har gjort hidtil. For der er noget, der ikke virker. Og derfor bliver vi altså nødt til at ruske op i integrationsprogrammet. Have lidt større hast, som Manu er inde på. Sikre, at man kommer tættere på virksomhederne, således at alle, der kommer til Danmark, de bliver klar over, at dét at være en del af Danmark, det er også at bidrage og være en del af arbejdsfællesskabet. Og vi står ikke og siger, det bliver nemt, for det gør det ikke, men det er i hvert fald forsøget værd, for vi kan ikke fortsætte, som vi gør hidtil, og derfor skal integrationsprogrammet ændres, så der er mere fokus på, at man kommer ud på virksomhederne og også lærer meget af dét, man skal ude på virksomhederne. Og det er målsætningen med den her plan, vi har lagt frem i dag. Alle skal bidrage. Vi vurderer mennesker på dét, de kan, men de skal alle sammen bidrage til fællesskabet.

Tak, fordi I kom.”