Pressemøde den 18. september 2024

Følgende er en transskription af pressemødet den 18. september 2024 om et mere nært sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Velkommen til pressemøde her i Statsministeriet, hvor vi i dag kan præsentere regeringens sundhedsreform. Jeg vil gerne til en indledning fremhæve tre elementer.

For det første.

En bedre og mere retfærdig fordeling af læger. Groft sagt er det sådan i dag, at der hvor der er flest borgere, der er syge. Der er der færrest læger. Det bør jo være helt omvendt. Vi foreslår, at man som læge får færre patienter og en bedre betaling, hvis man har sin praksis i de dele af landet, hvor der mangler læger. Og i 2030 vil der være 45 pct. flere læger på tværs af Lolland, Guldborgsund og Vordingborg. Og 30 pct. flere i Vendsyssel. Så en lægereform, hvor vi flytter lægerne derud, hvor jer, der har de største behov, bor. Vi foreslår, at en del af speciallægerne på de store universitetshospitaler fremover også skal arbejde på de mindre sygehuse. Og derudover vil vi oprette flere uddannelsespladser på medicinstudiet i Esbjerg og i Aalborg og i Køge, så der i fremtiden bliver uddannet endnu flere læger rundt om i vores land.

For det andet.

Vi vil indføre nye patientrettigheder blandt andet til jer, der lever med en kronisk sygdom. Vi starter med jer, der lider af KOL. Og derefter jer, der har diabetes, hjertesygdomme, kroniske lænderygsmerter og kompleks multisygdom. Mere end hver femte dansker lever i dag med en eller flere kroniske sygdomme, hvor livslang behandling ofte er en del af hverdagen. Men vi hører også om rigtig mange kronikere, der har dårlige forløb. Hvor det er usammenhængende. Hvor det er svært at vide, hvor man skal gå hen, og hvor indsatsen er spredt mellem egen læge, det, der sker nede i ens kommune, og det, der sker på hospitalet. Vi er rigtig, rigtig glade for det, der sker på kræftområdet. Vi ved, at rigtig mange, der får kræft, finder en meget stor tryghed i, at når man ved, at det er den sygdom, man skal slås med, så træder der en kræftpakke i gang. Det tager vi nu med over på kronikerområdet, så man som patient og faktisk også som pårørende ved, hvad det er, der præcist skal ske. Med klare frister, så man får hjælp hurtigt, og at vi på den måde også er med til at sikre, at din sygdom ikke forværres. Med andre ord, ét samlet forløb på tværs af sundhedsvæsenet, hvor det bliver din egen læge, som du kender, og som der nu bliver flere af, der kommer til at være tovholder.

Og for det tredje.

En udbygning af det, man kan kalde nære sundhedsvæsen. Så flere kan få hjælp tættere på, hvor man bor. Og kan slippe for de lange ture frem og tilbage til sygehuset. Flere sundhedsopgaver skal flyttes fra sygehusene og løses lokalt – hjemme hos dig selv eller tæt på, hvor du bor. Og for nogens vedkommende også digitalt.

Vi kommer til at foreslå, som noget nyt, at der kommer 17 sundhedsråd i Danmark, der sammen med fire regioner får et meget, meget stort ansvar for at omstille hele vores sundhedsvæsen. Vi kommer til at skævvride sundhedsøkonomien, så der kommer flest penge til de dele af landet, der har færrest ressourcer, og hvor behovet er størst. Ved at samle Region Sjælland og Region Hovedstaden i én stor region, så bliver det muligt at fordele både læger og penge på en mere retfærdig måde. Sådan at dygtige læger, der for eksempel er på Rigshospitalet, fremover også får opgaver på sygehuset nede i Nykøbing Falster.

Jeg vil gerne her indledningsvis sige, at pointen er ikke, at der skal lukkes sygehuse rundt omkring i landet. Tværtimod, vi foreslår at styrke de mindre akutsygehuse, som danskerne kender allerede i dag. Både med investeringer og med forslag til, hvordan vi sikrer, at lægerne er derude, hvor I bor og lever og har behov for behandling. Det forslag, vi kommer med i dag til sundhedsreformen, det handler om at gøre et godt sundhedsvæsen endnu stærkere. Vi investerer i det nære. Vi gør op med uligheden både socialt og geografisk. Og hele pointen er at sikre jer danskere en sammenhængende både pleje, behandling og omsorg. Så hvis jeg skal sammenfatte det, handler det om nærhed, mindre ulighed og flere læger tæt på dig, der hvor du bor.

Og med de ord giver jeg ordet videre til forsvarsministeren.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Tak for det.

Vi oplever det alle på den ene eller anden måde. Når sygdom rammer os selv eller nogen af vores nærmeste, så er vi sårbare – og helt afhængige af at få god og kompetent behandling og hjælp. Det er heldigvis også det, som langt de fleste danskere oplever i dag, når de går til læge eller er i kontakt med det danske sygehusvæsen. Og lad mig også starte med at sige tak til alle dem, der er ansat i sundhedsvæsenet, for jeres indsats og ikke mindst jeres engagement. Det er præget af stor faglighed og ikke mindst også med til at sikre, at de fleste danskere får en god behandling. Med andre ord er der meget godt at bygge på. Men vi kan og skal blive bedre, og det gælder særligt i forhold til det nære sundhedsvæsen.

Jeg mener, at den rigtige ramme for at udvikle vores sundhedsvæsen er en fortsat demokratisk legitimitet, når vigtige beslutninger skal og bliver truffet.  Derfor er jeg også glad for, at det udspil, som regeringen præsenterer i dag, at vi ikke bare fastholder en folkevalgt ledelse af vores regioner – men også går skridtet videre, og med nye sundhedsråd, de 17 sundhedsråd, bringer de folkevalgte endnu tættere på beslutningen.

Et sted, hvor vi har ønsket at gøre en mærkbar, markant forskel, det er på lægedækning. På tværs af Danmark er der alt for stor forskel på antallet af læger. Det gælder både læger i almen medicin og speciallæger. Derfor skal vi også uddanne flere læger. Jeg husker, da Venstre for få år siden spillede ud med, at der skulle være 5.000 praktiserende læger i 2035. Det gav da en del diskussion om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. Det var ambitiøst. Nu er det heldigvis blevet regeringens politik – og det er jeg glad for. Nu er det ikke længere alene et mål - nu følger økonomien også med til at få det til at ske. Det betyder, at danskerne på sigt kan få en lægekonsultation hurtigere, når der er brug for det. Og at vi kan sikre bedre adgang til læger der, hvor patienterne og behovet for behandling er størst. Med udspillet vil der komme 45 pct. flere læger i almenmedicinske tilbud i 2030 på Lolland, i Guldborgsund og Vordingborg. Kommuner, hvor der jo i dag er stor mangel på læger.

Og hvordan når vi så derhen, kan man spørge? Det gør vi ved bl.a. at brede uddannelsen af læger til flere dele af Danmark. Vi kommer til at opnormere lægeuddannelsen markant i Esbjerg, Aalborg og Køge. Så flere kan blive bachelorer og kandidater flere steder i landet. Erfaringerne med at uddanne i medicin uden for København og Århus er nemlig gode, og derfor er det også en god ide nu at tage et skridt videre ad den vej. Et skridt mod bedre spredning af dygtige læger ud i landet. Et skridt væk fra ulighed i sundhed baseret på postnummer.

Så hæfter jeg mig også ved, at patienterne kommer endnu mere i centrum. Det sker bl.a. ved at indføre mere frit valg og nye patientrettigheder. Og lad mig i den forbindelse også fremhæve de nye pakkeforløb for det stigende antal danskere, der jo desværre lever med en kronisk sygdom.  Når man får at vide, at man har en sygdom, som man skal leve med resten af livet, så tror jeg, alle kan føle, at det kan være overvældende og også føles meget utrygt. Og det er svært at finde vej igennem sundhedsvæsenets mange tilbud. Og det på et tidspunkt, hvor en diagnose med fx KOL eller diabetes opstår, så tror jeg, det kan slå benene væk under de fleste. Derfor skal indsatsen være mere håndholdt og koordineret – som vi har set det på for eksempel kræftområdet. Her har man jo med succes brugt såkaldte pakker, som har sikret patienterne et behandlingsforløb af høj kvalitet. Uden unødvendig ventetid. Og uden at man bliver overladt til sig selv. Sådan skal det også være for mennesker med kroniske sygdomme. En ramme, der sikrer, at man får hjælp og støtte i et hurtigt tempo og i den rigtige rækkefølge. Og ikke mindst med plads til individuelle hensyn.

Samlet er det, vi præsenterer i dag, et syvmileskridt mod et langt bedre tilbud. Et sundhedsvæsen i balance. Et sundhedsvæsen, hvor man kan være sikker på, at man får den nødvendige pleje og behandling, uanset om det er på et sygehus, et lokalt sundhedscenter eller i ens eget hjem.

Statsminister Mette Frederiksen: Udenrigsministeren.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Tak for det.

Det er et solidt og gennemarbejdet forslag til en sundhedsreform, der kan skabe rammerne for udviklingen af det danske sundhedsvæsen de næste 20 år, som vi præsenterer i dag. Og afsættet er jo det, at vi jo for 20 år siden cirka var i en situation, hvor det at få en kræftdiagnose stort set var det samme som at få en dødsdom. Vi havde noget nær Europas dårligste kræftbehandling. Patienterne havde tabt tilliden til systemet. Sagde lægen til én, ”der er ikke mere at gøre”, så troede man intuitivt ikke på det. Medierne var fyldte med historier om patienter, der for egen regning og risiko drog ud på tyske motorveje for at opsøge behandling af tvivlsom kvalitet. Det lavede vi om på med kræftpakkerne og med en stor strukturreform, hvor vi samlede ansvaret for at drive vores sygehuse på færre enheder. Hvor vi samlede specialerne. Hvor vi lavede unikke patientrettigheder, og det har virket.

Det var det, der var fokus, og de sidste 20 år er antallet af sygehuslæger steget med 8.000. Og det har været godt, men i samme periode er der kun kommet 800 flere praktiserende læger. Og det er mindre godt. Så det har længe stået klart, at vi har brug for at tage næste skridt. Hvor vi holder fast i de resultater, vi har opnået med et specialiseret sygehusvæsen, men skaber fremtidige forudsætninger for, at det kan holde, ved at lave et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne.

Den analyse har været delt længe, af nogen længere end andre. Skiftende regeringer har forsøgt at tage skridt til at håndtere det. Hvordan kaster man lys over den her bermudatrekant mellem sygehus, læge og kommune. Det er ikke nemt, for på mange måder er det cirklens kvadratur – hvis man skal sige det lidt popsmart, så har vi for få regioner i forhold til troværdigt at kunne udvikle det nære sundhedstilbud. Vi har for mange kommuner i forhold til, at man kan lægge opgaven ud til kommunerne, og hvad gør vi så ved det.

Det, vi præsenterer her i dag, det er gennemtænkt, og det er klogt. Vi har nu med det, vi foreslår her i dag, en regional struktur, som tager højde for de geografiske forskelle, der er i Danmark. Og adresserer det forhold, at vi på Sjælland har en ekstrem ulighed i sygdomsbehandling. Det er sådan, at i Region Sjælland er der to speciallæger for hver 1.000 borgere. I Region Hovedstaden, der er der tre for hver 1.000 borgere. Og ved at lave en stor slagkraftig region, hvor fremtidens sygehusansatte bliver ansat i regionen, så skabes der nu en konkret mulighed for at fordele ressourcerne mere ligeligt, sådan at vi kommer ulighed i sundhed til livs og sørger for, at lægerne er der, hvor patienterne er syge, og i mindre omfang der, hvor patienterne ikke er syge.

Det er rigtig godt. Og det, der så er det helt nye her, som ingen har tænkt før, og som er resultatet af et, synes jeg selv, meget tilfredsstillende udviklingsarbejde i regeringen, det er at få skabt de her 17 nye sundhedsråd, som består af dels politikere, der har ansvaret for at drive sygehusvæsenet, og dels kommunalpolitikere, der har ansvaret for det nære sundhedstilbud. Nogle slagkraftige enheder med økonomi og et selvstændigt ansvar, som med afsæt i de forskellige udfordringer forskellige steder i landet får hovedansvaret for det, der nu er opgaven, nemlig at trykke sygehusbehandlingen tættere ud mod borgerne i lyset af, at vi bliver langt flere ældre, vi bliver langt flere kronikere, og hvis ikke vi magter at lave det der tryk fra sygehusene ud, hvor folk bor, med nogle nære sundhedstilbud, så risikerer vi, at alle de gode resultater, vi har opnået de sidste 20 år med forkortede ventelister og bedre kræftoverlevelse, det bringes i fare.

Så det er, synes jeg, et kæmpegodt forslag, vi præsenterer her i dag, som kommer til at skabe mere sammenhæng, mindre ulighed i sundhed, og så samtidig et forslag, hvor nationen så også tager et større ansvar for at sikre, at de rammer, der lægges ned over det hele, de er ensartede, at vi tager et større ansvar for at skævvride ressourcerne, så de kommer hen der, hvor folk er mest syge, at vi tager et større nationalt ansvar for hele det digitale område, at vi tager et større ansvar for hele innovationen ved at lave et nationalt center for sundhedsinnovation, sådan at man ikke nødvendigvis skal dreje de dybe tallerkener alle steder, men i højere grad får dem delt hurtigt ud på bordet, når de er drejet, og sådan at den private sektor i Danmark, som faktisk har nogle unikke kompetencer i forhold til at udvikle sundhedsteknologi, får en dør at gå ind ad, når vi skal udvikle vores sundhedsvæsen de kommende år.

Jeg er meget glad for det her, som kommer til at sætte tempo på den udvikling, der er i gang, og som er uafvendelig, nemlig at vi skal rykke sundhedstilbuddene tættere på danskerne. Og så er jeg meget, meget glad for, at vi med inspiration fra kræftpakkerne nu introducerer tanken om at lave kronikerpakker, startende med KOL, og straks derefter til diabetes og de andre store folkesygdomme, sådan at de mange mennesker, der lider af en kronisk sygdom, ikke bliver overladt til sig selv, ikke selv skal processe sig rundt i et sundhedsvæsen, men evidensbaseret får retskrav på et behandlingsforløb.

Det er nogle af de ting, der ligger i pakken her i dag, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke mine to samarbejdspartnere i regeringen for et, synes jeg, godt og konstruktivt samarbejde. Der har været meget religionskrig i det her over de sidste to-tre valgperioder, og jeg tilskriver det forhold, at vi nu sidder i samme regering, årsagen til, at vi nu kan lægge en gennemtænkt og gennemarbejdet pakke frem, som sikrer, at et godt dansk sygehusvæsen nu følges op med, at vi får et godt dansk sammenhængende sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Tak for det. Og så er det sundhedsministeren.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Som den sidste i rækken kunne jeg jo godt gentage meget af det, der allerede er blevet sagt, og som I har hørt, men jeg vil egentlig gerne starte et lidt andet sted med nogle tal, der gør indtryk på mig.

70.000 er så mange gange, en ældre patient blev akut indlagt sidste år for noget, der kunne have været undgået. 70.000 er næsten 200 gange om dagen året rundt. Og det er nemlig ikke bare et tal, for det er mennesker, vi snakker om. 1.000, det er knap det antal af praktiserende lægeklinikker, der i dag har lukket for at kunne tage imod nye patienter. Det er over halvdelen af alle landets praktiserende lægeklinikker. Over halvdelen, der har lukket for nye patienter.

50. Næsten 50 procent flere speciallæger er der per indbygger i Region Hovedstaden i forhold til Region Sjælland. Selvom at Region Sjælland jo vel at mærke er den region, hvor der er flest, der har det største behandlingsbehov. Og for at blive helt konkret, så er der i dag over dobbelt så mange røntgenlæger alene på Rigshospitalet og Bispebjerg som i hele Region Sjælland til sammen. Dobbelt så mange som i hele Region Sjælland til sammen.

Tal kan sige rigtig mange ting, men det, der jo gør indtryk, det er, for hvem det her betyder noget. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at det for mig som indenrigs- og sundhedsminister også er en helt særlig dag at stå her i dag. Fordi vi også fremlægger den største reform af vores sundhedsvæsen i godt 20 år. En reform, der skal bringe sundhedsvæsenet i en bedre balance. Sikre en langt mere ordentlig fordeling af ressourcerne. Nedbringe uligheden geografisk og socialt. Og sætte rammerne for udviklingen de næste mange år.

Hvor vi ikke bare nu river ned bare for at rive ned. Ikke bevare bare for at bevare. Men hvor vi forandrer for at forbedre til gavn for dem, som det hele handler om i sidste ende. Nemlig patienterne. Og hvor vi nu tager de nødvendige skridt, uden at vi sætter de sidste mange års gode resultater over styr. Vi flytter sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Vi samler ansvaret for hele patientrejsen i fire nye regioner, som skal række ud i det nære. Ja, helt ud i borgerens eget hjem. Vi investerer massivt i den nære sundhedsindsats. Og vi beder 17 nye sundhedsråd om at opbygge sundhedsvæsenet uden for sygehusene, egen læge, sundheds- og omsorgspladser og hjemmebehandlingsteams. For vi vil have stærke sundhedstilbud i hele landet og for alle. Det er også derfor, at vi gennemfører nu en historisk udbygning af almen praksis og sikrer en national fordeling af speciallæger, så kræfterne kommer ud, der hvor behovet er størst.

Vi indfører nye patientrettigheder, mere frit valg, eksempelvis til sundheds- og omsorgspladser, så man kan vælge en plads tæt på familien, selvom man måske til daglig bor i den anden ende af landet. Vi sætter patienten før systemet. Vi giver ret til nye kronikerpakker og ret til hurtig behandling hos de praktiserende speciallæger. Ret til at kunne vælge at tage konsultationen derhjemme digitalt frem for at tage en tur til lægen. Fire nye stærke regioner. 17 nye sundhedsråd. Ikke mere måske. Ikke mere kan. Nu siger vi skal, fordi alle danskere skal have ret til et godt og et stærkt sundhedsvæsen i hele Danmark.

Den reform, vi præsenterer her i dag, som består af tæt ved 50 forskellige initiativer, er ikke et eller andet quickfix. Vi præsenterer en reform for hele sundhedsvæsenet. Det nære, det specialiserede, fysiske, psykiske sygdomme. Og det kommer også til at tage tid. Og vi mener også, at der er behov for at forberede mere permanente ændringer i kommunernes udligningssystem med et bredere sigte. Det bliver heller ikke let. Men vi er klar, og vi tager fat. Vi er klar til at skabe et sundhedsvæsen, der nu flytter tættere på borgerne. Klar til at skabe et sundhedsvæsen, der også er gearet til den fremtid, vi kigger ind i.

Statsminister Mette Frederiksen: Godt, så er ordet jeres, og der er rigtig mange journalister, der er mødt frem i dag. Det er vi rigtig, rigtig glade for. Er I ikke søde, hvis jeg kommer til at pege på to journalister fra samme medie, at være solidariske med de andre medier og give ordet videre, så vi når så mange medier som overhovedet muligt. Det håber jeg, I vil være med til, der hvor jeg ikke lige kender alle ansigter og navne. Vi starter her, så tager vi første række, og så går vi herover bagefter.

Journalist: Ja, Stefan Jørgensen, TV2.

Det er nok et spørgsmål til dig, statsminister. Manglen på læger i landdistrikter har jo været et problem i årevis, I siger jo også tallene selv. Mens der har kommet flere læger til sygehusene, så er det ikke rigtig sket ude i de praktiserende klinikker. Nu sætter I et mål om, at der skal være mindst 5.000 i 2035. Det er det samme mål som med sundhedsaftalen i 2022, og der er ikke lang tid til 2035. Er det særlig ambitiøst?

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, det er det, og til forskel fra de tal og de ambitioner, der har været før, så kommer nu redskaberne til faktisk også at kunne sikre, at det sker. Fordi vi laver flere ting på én og samme tid. Vi laver både et knæk i honoreringen af lægerne. Altså, hvis jeg skal sige det lidt firkantet: Hvis du er læge og har mange patienter, som har meget sygdom, og som er udfordret på flere forskellige områder, så kommer du til at få et større honorar, end hvis du er læge i et område, hvor patienterne er mere raske. Og så kommer vi til med ydernumrene at sikre, at bl.a. kommuner som Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, men også oppe i det område, hvor jeg selv er vokset delvist op, nemlig Vendsyssel, der kommer der også til at være flere læger. Og så kommer vi til at oprette flere studiepladser på medicinstudiet, og det gør vi i Nordjylland, i Aalborg, det gør vi i Esbjerg, det gør vi i Køge. Og når man lægger alt det her sammen, så tør vi tro på nu, at lægerne faktisk også kommer derud, hvor danskerne bor. Så vi flytter os fra at tale om det og have fine måltal til nu at lægge værktøjerne på bordet.

Journalist: Og vil I også garantere, at de kommer ud i landdistrikterne, som I jo som politikere over en bred kam har snakket om skulle ske i årevis? Og hvornår, altså er det først i 2035, at danskerne kommer til at mærke en forskel?

Statsminister Mette Frederiksen: Nej, man kommer til at mærke forskellen glidende. Det er jo ikke noget, vi kan gøre fra den ene dag til den anden. Altså, garantier er jo noget mærkeligt noget at skulle udstikke som politiker, men jeg kan i hvert fald sige, at nu har vi taget de beslutninger, der skal til for, at det faktisk også kommer til at ske. Vil du lige supplere?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Ja, og et af de stærke redskaber, vi jo tager nu, ikke engang i 2035, eller 30 eller 27 for den sags skyld, men i 2025, det er nu at lave en national fordeling af læger i almenmedicinsk tilbud og dermed i lægeklinikkerne. På den korte bane, der sætter vi også en stop for, at de områder i Danmark i dag, der har en god lægedækning, der bliver der lukket der, for at vi til gengæld med de mange dygtige praktiserende læger, der kommer nu her, at de bliver målrettet de områder, der har det største behov, frem for at der kommer endnu flere de steder, hvor der allerede i dag er en god lægedækning. Vi gør også på den korte bane det, at vi giver en økonomisk støtte også til lægerne, der har de mange syge i bl.a. landets yderområder. De har behov for sådan set at have færre patienter, fordi de kræver mere tid. Og derfor er det her en historisk satsning og tillidserklæring til landets praktiserende læger, læger i almenmedicin, i forhold til nu at være med til at opbygge fremtidens lokale lægeklinikker, så alle danskere kan få en læge tæt på.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så går vi videre til Ritzau.

Journalist: Ja, Rasmus Svaneborg fra Ritzau. Til udenrigsministeren. Du siger, at det er klogt, at det er gennemarbejdet. Er det klogere end at nedlægge regionerne?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Det her er et klogt forslag. Det der med at nedlægge regioner, det bliver hurtigt en overfladebetragtning. Der ligger jo en overvejelse bag. Og vores overvejelse og vores tilgang til sundhed, det er, at i et lille land som Danmark, der kan vi ikke tolerere forskel i sundhedsbehandling. Og det siger sig selv, at med den måde, vi driver det på indtil nu, der har vi stiltiende accepteret en ekstrem forskel. Det bliver aldrig sådan, at hvis man er valgt i København, at det så bliver en hovedopgave for en at sige, måske vi skal lade være med at udvide antallet af læger i København, for der er mere brug for dem på Lolland. Sådan bliver det aldrig. Og det er jo derfor, at jeg og vi længe har advokeret for, at nationen er nødt til at tage et større ansvar. Og vi skal så samtidig sørge for, at vi også har sundhedsvæsenet tæt på borgerne. Og det er det, jeg kalder cirklens kvadratur. Og det er det, vi håndterer her. Fordi nationen får et større ansvar for at fordele ressourcerne. Det bliver ikke fri leg. Det her bliver født med nogle rammer, der sikrer, at ressourcerne kommer derhen, hvor patienterne er syge. Og samtidig får vi så nu ikke fem, men fire. Havde man spurgt mig, kunne det også have været et færre antal, men det er ikke så afgørende. Stærke driftsenheder, der kan drive sygehusvæsenet. Og det, der så er det helt nye, som ingen har tænkt før, men som er udviklet i den her proces, det er at sige, hvordan får vi skabt den muskel, der sikrer, at det her nære sundhedstilbud udvikles hurtigt og effektivt for at kunne håndtere fremtidens udfordringer. Og det er så de nye sundhedsråd. Og derfor, når man lægger det hele sammen her, så er det her et rigtig godt bud på, hvordan vi får skabt en god udvikling.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så går vi videre til DR.

Journalist: Hvordan vil I sikre, at en ny stor region formår at tiltrække personale til de nuværende hospitaler i Region Sjælland, og at det ikke ender med, at borgerne i Region Sjælland bare får endnu længere til behandling?

Statsminister Mette Frederiksen: Det er faktisk lige præcis derfor, vi foreslår en ny stor region i den østlige del af Danmark. Fordi der har været prøvet, og det vil vi i øvrigt gerne takke for, rigtig mange ting igennem de senere år på at få flyttet lægeressourcer fra Region Hovedstaden ud på Region Sjælland. Og det er bare ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. I har jo hørt tallene her i dag. Og jeg vil sige, at når man hører tallene, så tænker man jo, at det er løgn. Det kan jo ikke passe i så lille et land som vores, at der, hvor folk er mest syge, der er færrest læger og omvendt. Men det er sådan, det er. Og derfor tror vi ikke længere på at gå frivillighedens vej eller prøve at lave partnerskaber, prøve at lave aftaler. Her kommer vi altså til at gå hårdere til værks. Jeg synes, det, der er fordelen ved at have en region, der, hvor der i dag er flest læger, men færrest patienter og omvendt ude i Region Sjælland, så bliver det nu ikke alene et ledelsesansvar, men det bliver en ledelsesopgave at sørge for, at lægerne kommer rundt. Og det giver vi nu de bedste muligheder for at kan lade sig gøre.

Journalist: Men Mette Frederiksen, i jeres sundhedsudspil fra 2018 ville I jo indføre tjenestepligt i almen praksis for nyuddannede læger. Hvorfor ikke tage det skridt for at sikre sig, at det sker?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, der er jo ikke noget, der står stille på seks år. Jeg synes, i al beskedenhed, alle partier har jo haft forskellige idéer undervejs. Her er det lykkedes os at fusionere, så vi får, tror jeg, man må sige, et bedre resultat end det, vi hver især har kunnet finde på. Fordi de greb, vi lægger ind nu, især på lægedelen, og jeg vil ikke lægge skjul på det, jeg synes personligt, at det her er noget af det bedste i den her sundhedsreform, det er alle de forskellige grebe, vi gør, som kommer til at give en bedre og en mere sikker lægedækning, både på speciallæger, men også i forhold til almen praksis, end de forslag, der har været på bordet tidligere.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Og hvis jeg må tilføje: vi har faktisk allerede indført, at man nu tilbringer, som led i sin uddannelse til at blive almen mediciner, man skal tilbringe mere tid i almen praksis. Det har den her regering indfriet. Men man kan tage de sidste par års eksempel med samarbejdet, partnerskabsaftaler mellem Region Hovedstaden og Sjælland. Jeg tror, man satte sig et mål om at lave 30 delstillinger. Man kom igennem med tre eller fire, hvis jeg husker korrekt. Altså nu kan vi jo ikke komme videre med mere måske, vi håber. Nu er det et skal, fordi vi kan ikke byde, at der er dele af Danmark, som ikke også har adgang til at kunne få speciallægehjælp rundt i hele landet, og hertil kommer, at det her jo også handler om at skabe attraktive uddannelses- og karriereveje, også uden for de store universitetssygehuse, på Holbæk, Slagelse Sygehus eksempelvis, som vi gerne vil være med til at investere i og satse på.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så går vi herover.

Journalist: Christina fra NB-Medier. Noget af det, reformen her skulle håndtere, det er spørgsmålet om kommunal medfinansiering, som en del kommuner taber ret mange penge på, fordi det blev fastfrosset tilbage i 2019. I har så sagt til baglandsmødet i går, at den skulle skrottes, men I siger ikke noget om det i dag, så jeg vil godt have, om I kunne uddybe det, og hvordan den i så fald skal skrottes, om den bare bliver kørt tilbage, som den bliver nu, fordi så vil der stadigvæk være tab hos de enkelte kommuner, så skal de kompenseres.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Ja, lidt om det. Der er rigtig mange detaljer i det her store reformudspil, og hvis man ikke bare læser del 1 i vores sundhedsudspil, men man også klikker sig ind på den store udgave, del 2, så vil man også kunne se, at vi som led i reformudspillet lægger op til at afskaffe KMF. Det har selvfølgelig nogle byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne også på den korte bane. Dem kommer vi til at håndtere, ligesom det i øvrigt har byrdefordelingsmæssige konsekvenser, når det er, at man laver et opgaveflyt, altså nogle opgaver, der flytter fra kommunerne til regionerne. Og dertil kommer så, at vi nu i dag også annoncerer, at vi sætter Finansieringsudvalget under Indenrigs- og Sundhedsministeriet i gang med også at lave mere dybdegående analyser med henblik på at kan forberede også større ændringer af udligningssystemet, som i øvrigt også skal ses i sammenhæng med også det arbejde, som allerede har været forudsat i forhold til at skulle ske af ændringer og udligninger i relation til hele bolig- og skatteområdet.

Journalist: Okay, og på akutområdet...

Statsminister Mette Frederiksen: Vi bliver nødt til at nå flere medier. Okay, så Jyllands-Posten og så Berlingske. I er mange fra Jyllands-Posten.

Journalist: Jeg vil gerne spørge Lars Løkke, du har i mange, mange år argumenteret for at fjerne regionerne og rockwool-laget af administration og dobbeltarbejde og dybe tallerkener, der bliver drejet hvert enkelt sted. Det var med, du har selv fortalt, at det var en af årsagerne til, at du blev presset ud som Venstre-formand. Sundhedsområdet var en af Moderaternes store mærkesager i valgkampen, og nu er det endt med det her, hvor ikke bare regionerne består, men der kommer tilmed et ekstra lag ind, hvor ansvaret kan blive skubbet rundt. Hvorfor er du gået med til det her?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Fordi vi selv har været med til at udvikle det. Det er jo sådan, at da vi stiftede den her regering, der lå der nogle hurtige forslag på bordet, vi sad og kiggede på. Og så kunne man måske have afklaret de her lidt mere religiøse spørgsmål. Regioner, ja, nej, og hvor mange? Der valgte vi alle sammen med åbne øjne at sige, at det er en dum måde at gøre det på. Skulle vi ikke hellere kaste os ud i at få gennemtænkt det her ordentligt? Det har vi nu brugt rigtig lang tid på. Selv har jeg haft fornøjelsen af at sidde i det her ministerudvalg sammen med fem gode kolleger. Vi har holdt ti møder plus en række møder i regeringsledelsen. Og det, der har været drivende for os i Moderaterne, det har været den ambition, vi er født på, nemlig at vi vil have et sundhedsvæsen uden ulighed. Danmark er for lille til, at vi kan acceptere, at ens livsprognose, hvis man får en hjerneblødning og skal i genoptræning, den afhænger af, hvor man bor, hvad borgmesteren hedder, og hvad skatteprocenten er. Det er det, der er det drivende. Det har vi haft nogle historiske bud på, hvordan man kan komme i mål med. Det er ikke magen til det her. Men det, vi lægger frem i dag, er så heller ikke magen til noget, nogen andre har foreslået. Så det handler simpelthen om at sætte patienterne først. Og så gøre sig umage med at udvikle nogle forslag, der sikrer, at vi kan nå de mål. Og det gør vi med det her. Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at jeg kunne også godt have levet med, at der havde været færre regioner end de fire, vi nu foreslår. Men det er et betydeligt skridt fremad, ikke mindst på Sjælland, hvor der er en ekstrem ulighed i sundhed, at vi får skabt én region. Og det, der er det helt afgørende her, det er det nye. Det er egentlig det, det hele burde handle om i dag. Det er de her sundhedsråd, hvor vi sikrer, at dem, der har ansvaret for at drive vores sygehus, og dem, der er tæt på borgerne ude i kommunerne, de får et fælles forankret ansvar for at drive den her udvikling. Det har vi taget anskridt til før med klynger og alt muligt andet, hvor det har været fri leg, og alle skal være enige. Nu giver vi en muskelkraft til det her. Det er det, der er det helt nye, og som gør, at der kommer tempo på den her udvikling. Og så har det været afgørende for os, at vi samtidig sikrer, at den lille nation Danmark tager et stærkere overordnet ansvar for, hvordan vores sundhedsvæsen udvikles. Og vi får en stærkere stat her. På spørgsmål om, hvordan vi fordeler ydernummer. På spørgsmål om, hvordan vi fordeler økonomi. Det er det, der har været det afgørende og drivende for os, og det er derfor, jeg er meget tilfreds med det her produkt, som vi lægger frem i dag. Og som jo rimeligvis ville have set anderledes ud, hvis det alene var produceret på mit værksted eller i Socialdemokratiets værksted eller i Venstres værksted. Men som er bedre. Og I kan også høre det på nogle af de historiske referencer, I har til alle mulige forslag, der har været i debatten, at noget af det har været nogle hurtigere bud. Det her er et gennemtænkt, gennemarbejdet forslag, der sikrer, at et godt dansk sygehusvæsen bliver bedre i fremtiden.

Journalist: Opfølgende. Når man kigger på jeres publikation her, så kan man se, at der, hvor lægedækningen er ringest, det er i Sjælland, og derfor så fusionerer I den ind i hovedstaden. Men lægedækningen er ligeså at ringe i Nordjylland. Hvorfor fusionerer I så ikke Nordjylland og Midtjylland, Løkke?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Spørger du mig?

Journalist: Jeg spørger Lars Løkke, for du vil gerne have færre. Så jeg antager, at det måske var på bordet her.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen, det er jo, fordi vi er blevet enige om at gøre det, vi foreslår her.

Journalist: Hvorfor?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Men jeg er også nødt til lige at anholde præmissen for det spørgsmål, fordi når vi kigger på fordelingen af speciallæger, det kort, du sidder med, det vedrører specifikt almenmedicinske læger, altså praktiserende læger. Det her med Region Sjælland handler jo ikke om, at man kun i gåseøjne mangler praktiserende læger. Det er slemt nok, og det leverer vi en kæmpe reform omkring. Men det handler altså også om de mange andre dygtige speciallæger, som man har brug for rundt i hele Region Sjælland. Altså psykiatere, neurologer, geriatere og så fremdeles, at vi får en mere rimelig fordeling af dem. Det er derfor, jeg bruger eksemplet. Er det rimeligt, at man har mere end dobbelt så mange røntgenlæger alene på Rigshospitalet og Bispebjerg som i hele Region Sjælland tilsammen? Det er altså skævt, venner. Og det er vi nødt til at sikre. Der har man ikke i Nordjylland på samme måde de samme problemer. Der ser man i øvrigt også ind i en rigtig fin vækst i forhold til antallet af nye læger i almenmedicin, der kommer i Region Nordjylland i de kommende år. Det ser rigtig, rigtig godt ud. Og nu får de ovenikøbet også ekstra økonomi, så de 5.000 læger, mindst 5.000 læger i almenmedicin, det er ikke længere bare et mål, som det har været tidligere. Nu sætter vi redskaber, og vi leverer økonomi til rent faktisk også at kan finansiere det.

Journalist: Men i forlængelse af det, det lyder jo, som om I faktisk allesammen siger, at der er alt for stor ulighed i sundhedsvæsenet, og målet er at få lighed i sundhedsvæsenet. Nu har Lars Løkke svaret på, hvorfor han godt kunne have tænkt sig, at man var gået længere. Men hvad siger I andre? Hvorfor opfinder I den her Storm P-maskine? Hvis målet er at lave mere lighed, kunne man ikke bare vælge den enkle løsning og gøre det statsligt?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Det vil jeg gerne også give nogle bemærkninger til, fordi det er jo ikke en Storm P-maskine, der er opfundet. Det her har jo været meget grundigt forberedt. Der har været gode mennesker, der har siddet og kommet med flere forslag til, hvordan man kunne indrette fremtidens sundhedsvæsen. Så har vi så haft nogle gode og konstruktive drøftelser i regeringen om, hvordan man så kunne tage det ned og omsætte det. Og det, der er den store forskel nu, det er, at gennem de sidste 15-20 år har der været rigtig mange forslag på bordet i forhold til, hvordan man kunne lave om på sundhedssystemet. Men på grund af den politiske situation, der også har været i Danmark, så har der jo ikke været den fornødne muskelkraft til at sætte det igennem. Det er det, som jeg mener også er årsagen til, at når vi nu er i stand til at præsentere det her bud, så er det både gennemarbejdet, og så tror jeg også, det kommer til at lade sig gøre politisk. Der er jo ført valgkampe på sundhed et par gange, som jeg selv kan huske, at jeg har været en del af. Nu har vi lavet noget, der både er balanceret, og som også er meget ambitiøst, og hvor der til og med også bliver investeret markant i at forbedre vores sundhed til gavn for patienterne. Men det, der jo er hele ideen med det her, det er jo, at vi vil give en større solidaritet. Det kan jo ikke være rigtigt, at fordi man bor i det gamle Vestsjællands Amt, som jeg selv gør, at så er jeg dårligere stillet, end hvis jeg kører ned til Hvalsø og er en del af det gamle Roskilde Amt. Det bliver vi jo nødt til at gøre noget ved. Og der kan man sige, der er Sjælland i særdeleshed, for det har sundhedsministeren jo gennemgået ret detaljeret lige før, der er der i særdeleshed en særlig udfordring, som man bliver nødt til at gøre noget ved. Og det gør vi så ved en anderledes struktur. Og der er mekanismen jo også det, som er fremhævet, de her nye sundhedsråd, som også kommer til at have en helt anden muskel end det, som vi har set før med nogle klynger, som aldrig kom til at virke.

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg føler mig egentlig ret godt dækket ind af det, der allerede er sagt. Men der er jo noget i præmissen for spørgsmålet, som i hvert fald vender modsat hos os, der har siddet og lavet det her. Vi har ikke været drevet af et ønske om at centralisere, tværtimod, fordi alt det, der er sket i Sundhedsministeriet gennem de seneste mange år, jeg er fuld af anerkendelse. Jeg tilhører selv en familie, hvor der er for mange, der er døde af kræft undervejs. Og det er jo fordi, at der er sket en specialisering af vores sygehus. Men den næste udfordring, vi står overfor, som er begyndt, det er, at vi heldigvis lever længere, vi bliver ældre og ældre, der er flere og flere, der får en kronisk sygdom, og rigtig, rigtig mange af de patienter skal slet ikke ind på sygehuset. De skal have lov til at leve enten deres alderdom eller deres hverdag, inklusiv at kunne gå på arbejde eller passe deres skole, med et sundhedstilbud tæt på dem. Og det er ikke sygehusene, der skal stå for det. De skal klare det helt specialiserede. Det er ikke så lang tid siden, nogle år siden, der var jeg ude og besøge en gammel mand, ude i det gamle Vestsjællands Amt, som havde mange forskellige sygdomme. Og høre hans plan for, at så skulle han til Riget, og så skulle han ind til noget i nærheden af, hvor han boede, og så skulle han op på Gentofte, fordi han havde flere forskellige sygdomme. Han var jo nærmest fuldtidspatient. Og sådan kan man jo ikke leve. Så i virkeligheden er det her jo en kæmpe decentraliseringsøvelse, fordi vi flytter penge, og vi flytter læger, og dermed sundhedsvæsenet tæt på den enkelte borger. Samtidig med det kan vi så se en kæmpestor ulighed, især for de borgere, der bor i Region Sjælland. Og det har vi så været enige om, at det kan vi ikke blive ved med at se på. Og vi kan ikke blive ved med at afvente, at der bliver lavet aftaler. Nu laver vi nogle hårde greb, så vi får lægerne derud, hvor danskerne har de største behov. Så jeg må bare sige, at samlet set, for de rigtig mange mennesker, der lider af en eller anden form for sygdom i dag, der kommer det her til at gøre hverdagen lettere og bedre. Og dermed jo også sikre, at der er nogle flere mennesker, der overlever en sygdom, som de ikke overlever i dag.

Journalist: I åbner også for den Pandoras æske, der hedder en udligningsreform. Hvad er målet for det?

Statsminister Mette Frederiksen: Det gør vi nemlig. Og det er rigtigt, det er en Pandoras æske. Vi har jo lavet en udligningsreform for ikke ret lang tid siden. Meget af det fungerer godt. Der er også noget, der ikke fungerer godt. Vi har lige været igennem også en proces nu, hvor vi har lavet en rigtig god kommuneaftale, og så opstår der nogle nye problemer på likviditet, vi heldigvis har løst, senest i dag omkring Fanø Kommune. Men der er så stadigvæk nogle skævheder, især for nogle af de kommuner, der ikke har ret mange penge, men til gengæld en masse borgere, som slås med livet og har det svært. Og vi sætter nu et arbejde i gang med henblik på en ny udligningsreform. Berlingske?

Journalist: Ja, det er Frihedsbrevet, ikke Berlingske, men... Ja. Nå, hvad hedder det. Du snakker om de her hårde greb. Jeg vil gerne lige vide, hvordan det konkret kommer til at foregå, når man skal rykke hjælpen ud, hvor nøden er allerstørst. Skal det forstås sådan, at det er et rejsehold af læger, der skal rejse ud på daglig basis et par gange om ugen? Eller... Jeg ved ikke helt, hvordan det kommer til at foregå.

Statsminister Mette Frederiksen: Sophie?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Det er jo en række forskellige greb. Når det handler på den korte bane om fordelingen af de dygtige læger i almenmedicin, dygtige praktiserende læger, der kommer i de kommende år, så i stedet for, at der er mulighed for, så at sige, at man kan gøre lægedækning endnu bedre de steder, hvor den allerede er god, så bliver de ydernumre målrettet, de steder i landet, der har den dårligste lægedækning. Det vil helt konkret på den korte bane gøre en mærkbar forskel, og det gør vi allerede nu. Så sikrer vi jo også samtidig en national fordeling af ydernumrene, for vi på den måde kan målrette, hvor de skal placeres i de kommende år. Det bliver ikke længere bare en opgave ude i det enkelte regionsråd, det går vi ind og tager et nationalt ansvar for. For så vidt angår fordelingen af speciallægestillinger på sygehusene i det hele taget, så handler det om, at vi nu tager initiativ til bl.a. at fastsætte individuelle mållofter for universitetssygehusene i forhold til ansættelse af speciallæger. Det handler om at sikre, at de nye regioner bliver født med en forpligtelse til at sikre speciallægedækning i hele regionens geografiske område, som et nyt krav for at nævne et yderligere eksempel. Så det er mange forskellige håndtag, der gør, at vi kan få en bedre speciallægedækning rundt i hele Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen: Så går vi over til …?

Journalist: Andreas fra Altinget. I vil gerne styrke det nære sundhedsvæsen, og noget af det, som I selv og mange har peget på som et kerneproblem der, det er overgangene fra sygehus til hjemmet til praktiserende læge. Når ansvaret skifter hænder, så er det uklart, hvem der har ansvaret, og derfor er den indsats heller ikke ret god. Det er ligesom analysen. Og så har Danske Patienter og Ældre Sagen og handicaporganisationerne og Dansk Industri og også lidt Lægeforeningen, de har alle sammen sagt, at man bør samle faktisk næsten hele ældreområdet og alle sundhedsopgaver hos én myndighed. Altså tage dem væk fra kommunerne og så over i dem, der også har ansvaret for sygehusene. I flytter nogle opgaver, og så laver I de her sundhedsråd, hvor regionerne sidder for bordenden, men I gør det jo langt fra så meget, som der har været ønsket for, ja, organisationerne der repræsenterer mere end en million mennesker. Hvorfor?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Vi samler jo nu en lang række opgaver, ansvar for det nære sundhedsvæsen, hvor både kommunerne og regionerne sidder med ombord, hvor det ikke er nogle, undskyld mig, amputerede eller forkølede klynger, der hverken har økonomi eller ansvar eller beslutningskraft. Det har de nu i de nye sundhedsråd. Og vi står helt på mål for, at vi ikke har ønsket at centralisere ansvaret for praktisk hjælp, eksempelvis rengøring i de ældres eget hjem, at det skulle vi til at have ansvar for i staten. Det tager vi helt ansvar for. Vi tager helt ansvar for, at vi synes faktisk, at vi har nogle dygtige kommuner i forhold til os, og kan levere nogle nære tilbud tæt på. Men de steder, hvor der i dag er enten overgangsproblemer for patienten, eller at de gode løsninger strander i økonomisk kassetænkning, dem løser vi med den her reform. Lad mig tage den patientrettede forebyggelse. I dag der vil kommunerne få skældud over, hvorfor iværksætter I ikke den her patientrettede forebyggelse? Så vil vi sige, at det gør vi ikke, fordi det er regionen, der får gevinsten. Nu flytter vi helt ansvaret for den patientrettede forebyggelse til regionerne og fjerner dermed den kassetænkning, som har været en af problemerne for, at vi har været for dårlige til at forebygge de her mere end 200 indlæggelser hver eneste dag, som kunne have været undgået.

Statsminister Mette Frederiksen: Lars vil også lige sige noget.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Spørgsmålet er jo godt og afslører jo også nogle dilemmaer, fordi det er klart, at hvis man ligesom alene sagde, at det handler kun om én ting, nemlig hvordan vi driver sundhed uden at have noget syn på andet, så kunne man godt argumentere den vej der. Udfordringen er jo, om man så ville tømme kommunerne for noget, der ligner en fjerdedel eller en tredjedel af deres opgaver og deres økonomi, og hvordan skulle man så være kommune for den del, der var tilbage. Så det rammer jo ind i nogle af de her dilemmaer, som jeg også italesatte til en start, nemlig at vi har for mange kommuner, der er for små til, at de troværdigt kan løse den her opgave, og hvis man forestillede sig, at man trak det ud af kommunerne og lagde det op i regionerne, så ville det godt nok være meget langt væk for borgerne, at der sad nogen og tog stilling til, hvordan man dimensionerer praktisk bistand i hjemmet hos vores pensionister. Så helt ærligt, det er jo ikke nemt det her, og det er jo derfor, at vi har kommet med et balanceret gennemtænkt bud, hvor vi siger, at de der kommunale opgaver flyttes for en dels vedkommende op i de her sundhedsråd, på en måde, hvor kommunerne selv er med om bordet, og hvor man i øvrigt kan tilrettelægge dem med forskel rundt omkring i landet, fordi det, at opgaven flytter derop, er jo ikke nødvendigvis det samme, som at kommunerne ikke fortsat kan drive de her opgaver. Det kan man aftale i enkelte sundhedsråd. Hvis den bagvedliggende kommunale struktur er stærk nok til, at man kan løse de her opgaver og drifte dem ude i kommunerne, så kan man gøre det. Der kan være andre steder i landet, hvor kommunerne er for små og ikke har kompetencerne, og så skal det driftes oppe i regionen. Så det er jo et udtryk for, at den her model sådan set er ret gennemtænkt og tager højde for, at selvom Danmark er et lille land, så er der egentlig ret store forskelle derude.

Journalist: Og I er trygge ved, at det her nære sundhedsvæsen, som hvis ikke det kommer op i gear, så sander vores hospitaler til, som er din dystopi, hvis ikke der bliver gjort noget. Altså de her sundhedsråd og de 4,2 milliarder, de får, er det en stærk nok motor til at drive den her udvikling? Altså, det er vel det, I tænker? Det tror I på? Ja. Nå.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Det tror vi på, ja.

Statsminister Mette Frederiksen: Er der andre på første række?

Journalist: Jeg er også fra Altinget, men må jeg smutte et spørgsmål ind om psykiatrien?

Statsminister Mette Frederiksen: Vi prøver lige at komme forbi så mange medier som muligt.

Journalist: Lars Igum, Politiken. Jeg vil gerne blive i samme spor. Sundhedsstrukturkommissionen foreslog jo, at man skulle have det her kædeansvar. Det var noget af det vigtigste, så vi ikke havde sektorovergang. Man havde én myndighed til al sundhedsbehandling. Og ja, de anbefalede, at man så fjernede måske en tredjedel af økonomien fra kommunerne, så vi samlede alt i én enhed, som havde ansvaret. Det ønskede I ikke at røre ved. Hvorfor er det, at I ikke ønsker at røre ved kommunerne? Hvorfor er de så hellige, hvis man kunne få bedre sundhedsbehandling? Og nej, Løhde, det handlede jo ikke om rengøring i eget hjem. Det handlede om alt, der handlede om sundhed. Hvorfor er det, at det er så farligt at røre ved kommunerne?

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg vil gerne sige, at det er ikke, fordi der er noget, der er farligt her. Vi har jo kigget ind i det her og haft et ønske om at gøre tingene så tæt på borgeren, så klogt som overhovedet muligt. Og der er jo rigtig meget af ældreplejen i dag, som har et overlap til sundhed, men der er godt nok også meget af ældreplejen, der ikke har. Og derfor noget af det, vi så har kigget på, som sundhedsministeren allerede har været inde på, det er jo, hvad er det, der sker, lige når man bliver udskrevet. Eksempelvis, der er noget af det forebyggende, som er rigtig vigtigt, der bliver sat ind i en sammenhæng. Men hvis man centraliserer, og det er jo reelt det, der lå i forslaget, altså hvis man centraliserer alt på ældreområdet, som Lars lige sagde det, så trækker du godt nok også tingene meget langt væk fra den enkelte borger. Og jeg tror, vores demokratisyn er jo nok i virkeligheden lidt andet, nemlig at alt, hvad du kan lave tæt på, det skal du lave, men det skal bare foregå på en klogere måde i dag, og der skal være flere muskler. Og det er jo noget af det, vi har siddet og kigget ind i, når vi kigger på den struktur, der er i dag. De der sundhedsklynger, som aldrig helt er kommet til at fungere, er jo også født med for lidt på en eller anden måde. Der er ikke nogen penge, der er ikke nogen beslutningskompetence. Der er ikke sådan, den der, nu gør vi det her. Det har vi prøvet at vende rundt, så nu er der både driftsmidler, der er investeringsmidler, altså i forhold til at kunne lave sundhedscentre eller nærhospital, eller hvad man mener er det rigtige, der hvor man er lokalt. Og så får man altså ansvaret for at drive det der lokale sundhedsvæsen på tværs af nogle kommuner. Så jeg synes, at forskellen er, at det bliver født med en muskel til at kunne gøre det. Men vi er ikke bange for forandringer, men vi ønsker ikke at lave forandringer, som vi ikke tror på. Og det der med at centralisere hele ældreplejen er ikke noget, nogen af os rigtig har troet på, må vi sige.

Journalist: Men den muskel er jo lidt svært for os, tror jeg, at sådan helt at forstå. Det kan jo snildt være, at det viser sig at blive en rigtig, rigtig god idé. Men sektorovergangsproblemer har jo været et af sundhedsvæsnets akilleshæle i rigtig, rigtig mange år. Og vi har jo allesammen talt om den her Bermuda-trekant. Det, I nu foreslår, hvordan forandrer det de sektorovergangsproblemer, som vi har i dag?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Vi gør det jo blandt andet ved, at sygehusets ansvar for behandling af den enkelte borger, enkelte patient, det starter og slutter ikke på sygehusmatriklen. Det ansvar, det rykker nu helt ud, også i borgerens eget hjem, eller på sundheds- og omsorgspladser, hvor vi i dag ser, at patienter, de er nødt til at blive genindlagt på sygehuset, fordi man eksempelvis på en midlertidig plads ikke kan levere IV-behandling. Det tager vi nu fat på og sikrer, at det kan de borgere fremover få. Vi kommer til at stille kvalitetskrav til, hvad der skal foregå. Vi kommer til, nu er det også derfor, vi flytter akutsygeplejen, at skabe hjemmebehandlingsteams, der rykker ud i det nære, ud i borgernes hjem, som i øvrigt også skal tænkes sammen med alt det dygtige og gode arbejde, paramedicinere bl.a. leverer i dagligdagen. Og så kan man altså ikke beskylde os for at være bange. Altså prøv at høre, vi snakker om et opgaveflyt for i omegnen af 5 milliarder kroner. Ved at nedlægge kommunal medfinansiering, så er vi over de 30 milliarder. Så man kan i hvert fald ikke sige, at vi ikke har turde at tænke nyt. Men vi har ikke revet ned, bare for at rive ned. Vi forandrer for at forbedre, fordi der er en ting, vi er optaget af, og det er borgeren.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så er der markeret her.

Journalist: Louise Vind, Dagens Medicin. Nu nævnte du jo selv akutsygeplejerne, og den vælger I jo så at flytte fra kommunerne. Gider du uddybe rationalet for det? Fordi det er jo ofte dem, altså man gerne vil holde de gamle hjemme i deres hjem, og ikke når de bliver dehydreret eller får en infektion. Det er jo ofte dem, der kommer ud på foranledning af hjemmeplejen. Så hvorfor ikke holde det sammen? Hvorfor flytter man akutsygeplejen over i regionen?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Vi har brug for, at vi kan levere døgndækket akutsygepleje i hele Danmark. I dag har vi 58 kommuner, der har under 50.000 indbyggere. Og det, vi kan se, også dokumenteret fra Sundhedsstyrelsen, er, at de kommuner, der er rigtig mange, de har simpelthen ikke ressourcer, kompetencer, faglig bæredygtighed, ej heller økonomisk, til at kan levere døgndækket akutsygepleje. Derfor flytter vi den del for at etablere nu de nye hjemmebehandlingsteams, som rykker ud i borgerens eget hjem, som kan rykke ud også at hjælpe på de midlertidige pladser, hvor man i øvrigt også nu med sundheds- og omsorgspladserne, der bliver samlet under sundhedsloven, vil kunne levere en højere kvalitet, fordi langt flere tilbud og behandling, pleje rykker ud tættere på borgeren.

Statsminister Mette Frederiksen: Så går vi herover på første række.

Journalist: Philip, A4 Sundhed. Du snakkede om det her med incitamenter for kommunerne til at investere i forebyggelse. Som jeg læser den her tekst, så gør I, I rykker vel ikke som sådan noget ved det? Jeg tænker både den patientrettede forebyggelse, men også den borgerrettede forebyggelse og sundhedsfremme.

Hvorfor ikke?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Vi flytter hele den patientrettede forebyggelse og samler den under regionerne som dedikeret opgave for de 17 nye sundhedsråd. Derudover den borgerrettede forebyggelse, den ligger fortsat ude i kommunerne, og også den investerer vi i ved nu også i dag i vores sundhedsreform og tager initiativ til, at vi gerne vil have en ny folkesundhedslov, som vi øvrigt også sætter et trecifret millionbeløb af til også, og kan komme ud og få luft under vingerne.

Journalist: Men det står vel tilbage, at kommunerne stadig ikke har noget instrument til at investere i forebyggelse?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Det er så ikke korrekt, fordi den patientrettede forebyggelse, det er derfor, man har haft eksempler med, at kommunerne får skældud over, hvorfor er det, I ikke gør noget mere for de ældre for at undgå, at de ikke har brug for at komme en tur ind over akutmodtagelsen? Så siger kommunerne, at det gør vi ikke, fordi det er dyrt. Og den gevinst, vi får ved at forebygge det, den tilfalder i øvrigt regionerne, fordi det er der, man slipper så at sige for, at der ikke er en ældre borger, der skal ind på akutmodtagelsen. Ved at flytte hele det ansvar, ved at samle det under de 17 sundhedsråd, så bliver der jo et meget større, ikke bare incitament, men vi slipper også for hele diskussionen over, hvem har ansvaret.

Det er klart placeret nu, frem for at være delt og spredt ud.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så på anden række.

Journalist: I forhold til at udflytte de midlertidige pladser og akutsygeplejen op til regionerne, risikerer man så ikke at skabe nye snitflader i forhold til kommuner og region?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Vi samler alle de pladser som nye sundheds- og omsorgspladser, fordi vi jo i dag har sådan lidt a- og b-hold ved, at nogle pladser, de mindste af dem er oprettet som akutpladser, og rigtig mange er oprettet som midlertidige pladser under serviceloven. Alle dem, der har et sundhedsfagligt indhold, bliver fremover flyttet ud af serviceloven ind under sundhedsloven, hvor der bliver klare kvalitetskrav til dem med henblik på, at vi kan levere en bedre indsats tættere på borgeren frem for hele tiden at skulle have behov for at komme unødigt en tur ind på sygehuset. Og for også at sikre, at kommunerne jo også er tænkt med ind i det her, så foruden jo at have siddet i 17 nye sundhedsråd, så vil kommunerne jo også skulle medfinansiere en del af de nye sundheds- og omsorgspladser, så man også har det økonomiske incitament i forhold til, at man jo fortsat har ansvaret for personlig pleje, praktisk hjælp, kommunal sygepleje, vi lader den almindelige sygepleje blive i kommunerne, at man fortsat også har en stærk udviklingskraft derude i kommunerne.

Statsminister Mette Frederiksen: Så når vi lige herover på række to.

Journalist: Christian fra Sundhedsmonitor. Når man omfordeler ressourcer, så er der jo nogen, der skal have mere, og andre skal have mindre.

Og i det her tilfælde er det så måske borgerne i Region Hovedstaden, der skal have mindre. Vil de opleve og skal indstille sig på en ringere behandling eller dårligere sundhedstilbud fremover? Til hvem der måtte have lyst til at svare på det?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Altså, samlet set kommer alle jo til at få mere-mere, hvis jeg tror, jeg skal gå ind i udenrigsministerens tankegang. Fordi vi investerer jo nu med vores sundhedsreform med en ramme på 6,4 milliarder i vores sundhedsvæsen. Med en stærk investeringsmotor ude i de nye sundhedsråd, og hvor vi jo samtidig også ser ind i en fremtid, hvor der vil blive behov for flere læger i almenmedicin, altså praktiserende læger, rundt i hele Danmark. Det er jo ikke sådan, at der selv i de kommuner, der har en god lægedækning i dag, selv de vil også ad åre få behov for, at der kommer flere praktiserende læger til. Hvorfor? Fordi der har vi også en demografisk udfordring med et frygteligt ord, at der bliver flere ældre, heldigvis for det, men også flere borgere med kronisk sygdom, som jo ikke skal ind på sygehuset, som skal have hjælp tæt på, for at man kan nyde livet mere og være gammel, at man kan passe sit arbejde frem for at skal pendle frem og tilbage af landevejen en tur ind på sygehusene.

Statsminister Mette Frederiksen: Lars får lige ordet også.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen jeg synes, at det var et godt forsvar… forslag… svar, svar, med det der mere, mere. Og det er jo det. Altså helt ærligt, det her er jo det område, vi kommer til at tilføre betydeligt flere ressourcer til i de kommende år. Og derfor er det også så vigtigt, at vi på andre områder har en politik, der sikrer velstand i vores samfund. Og så kan man sige, at så handler det jo om, at de ekstra ressourcer, vi tilfører vores sundhedsvæsen, de kommer de rigtige steder hen. Og det er bevægelsen i at investere i det nære sundhedsvæsen, for at aflaste vores sygehuse og selvfølgelig at investere der, hvor borgerne har det største behov. Og selv Regionen Hovedstaden er jo også forskellig, hvis man kigger ned på det. Så er der altså enorm forskel på Halsnæs og Rudersdal. Og der er også enorm forskel på, hvad det er for en udvikling, der kommer de to steder i hovedstadsregionen, hvis man kigger mange år frem på hele det der kronikerbillede på demografien. Så der vil jo også være i den her model, hvor vi som nation tager et større ansvar for at flytte ydernumre rundt, det kan man jo se på kortene, der vil der jo også være en vækst i dele af Region Hovedstaden, nemlig de steder, hvor sygdomsbehovet er størst.

Journalist: En ting er ydernummer, men jeg tænker faktisk også på speciallæger. I nævnte det her med radiografer. De kan jo ikke være to steder på en gang, og hvis de skal være nogle dage i en udkørende funktion på Lolland, så er de jo ikke i hovedstaden. Så det må vel immervæk betyde, at der i hvert fald i en periode vil være en ringere service, eller har jeg misforstået det.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Men det her handler jo også om at uddanne flere speciallæger. Det siger vi også klart med udspillet her. Der er behov for det, der hedder at øge dimensioneringen, altså at uddanne flere læger i almenmedicin, i psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, geriatri, fordi vi får behov for dem, og vi har særdeles behov for dem. Nogle af de steder, som i dag, undskyld mig, har en helt urimelig speciallægedækning, der skylder vi at sørge for, at man kan få et godt sundhedstilbud i hele Danmark, uanset om man bor, så at sige, i Lolland, eller man måtte bo i Allerød, for den sags skyld. Men der bliver behov for flere læger, flere speciallæger rundt i hele landet. Men det er rimeligt, at vi sørger for, at dem, der i dag har den suverænt dårligste dækning af praktiserende læger, af speciallæger, altså på sygehusene, at vi sørger for, at de står altså først for, når det er, at der nu også kommer flere.

Statsminister Mette Frederiksen: Men det er, at det, der er det vigtige ved den her reform, det er, at vi prøver at komme hele vejen rundt, og vi ved, at vi mangler, at rigtig mange danskere allerede i dag mangler læger. Det kommer til at blive et større problem. Vi kommer til at uddanne flere. Vi bliver også nødt til at deles bedre om dem, der er, fordi det er uholdbart, at der er nogen, der har en dårligere sundhedsstand og potentielt jo også en ringere chance og mulighed for at overleve en svær sygdom, fordi der ikke er læger nok. Og så afsætter vi også flere penge, men vi har valgt faktisk i dag ikke at smide rundt med en masse milliardbeløb, fordi det er tit det, man gør på pressemøder, men det er ikke kun en omfordeling af ressourcerne. Vi kommer til at målrette en relativt stor del af vores råderum til sundhedsområdet, både hvad angår driften af vores sundhedsvæsen, blandt andet de her pakker til kronikere, men vi kommer også til at afsætte flere penge til anlæg, til renovering og til investering i rammerne i vores sundhedsvæsen, når de to ting skal følges ad. Det var det, vi nåede i dag. Tusind tak for, at I mødte frem.