Pressemøde den 19. maj 2009

Det talte ord gælder
Der henvises til videoklippet i pressemødearkivet.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet.

Nogle relativ få bemærkninger fra min side til en start. Vi har jo holdt ministermøde her til morgen. Det gør vi jo hver tirsdag. Og i dag har jeg så over for regeringen adresseret det, kan man vel sige, lidt uheldige forløb – eller meget uheldige forløb, der har været vedrørende behandlingen af skatteministerens lovforslag L 154 omkring forlængelse af kredittider for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og moms m.v., hvor skattemyndighederne administrerede loven før den var vedtaget, stadfæstet og kundgjort, og det har givet mig anledning til at indskærpe over for ministrene, at noget sådant naturligvis ikke må gentage sig, og justitsministeren har også på regeringsmødet her til morgen meget detaljeret gjort rede for det samspil, der skal være i lovgivningsprocessen mellem den enkelte ressortminister og Justitsministeriets lovtekniske kontor. Derudover er det jo sådan, at den græske præsident Papoulias i øjeblikket er på statsbesøg i Danmark, og i den anledning har jeg et møde med ham i morgen, og i forlængelse af det møde vil der blive afholdt en frokost for præsidentparret her på Christiansborg. På søndag mødes jeg med FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, som kommer til Danmark for at deltage i World Business Summit on Climate Change, der løber af staben i næste uge, og som er én af mange store begivenheder, der fører frem til COP15-mødet i december. Det er jo så en god anledning til at diskutere aktuelle udenrigspolitiske emner, men naturligvis også i særdeleshed diskutere hele forberedelsen af klimatopmødet i december. FN’s generalsekretær har jo allerede udvist et enormt stort arrangement i den sag. Han har en særlig autoritet, der kan komme til at spille en hel afgørende rolle for forhandlingerne og for udsigten til, at vi får et brugbart resultat i København, og derfor vil jeg naturligvis også med ham diskutere, hvordan forskellige konkrete tiltag kan medvirke til, at vi får et succesrigt møde i København til december. Den 25. maj kommer så EU-kommissionens formand Barroso her til København – skal deltage i det samme møde, men det giver så også en anledning til, at fortsætte drøftelserne om klima- og energispørgsmål forud for klimatopmødet i København. Men naturligvis også at diskutere, hvad der måtte være af emner frem til EU-topmødet i næste måned, herunder jo ikke mindst spørgsmålet omkring den økonomiske situation.

Og så vil jeg gerne, inden jeg åbner op for spørgsmål, lige komme med den lille servicemeddelelse, at der jo i forbindelse med folkeafstemningen den 7. juni om Europa-Parlamentet jo samtidig afvikles en folkeafstemning om tronfølgeloven. Og Statsministeriet har i den anledning lanceret en ny hjemmeside – tronfølge.dk, der gik i luften i fredags, og som har til formål at oplyse borgerne om den folkeafstemning – det er ét element i en generel oplysningskampagne, der tager fart her i tiden frem til afstemningen den 7. juni, og som har det sigte, at give borgerne adgang til den nødvendige information om folkeafstemning på en let forståelig måde.

Det er sådan set alt, hvad jeg vil sige til en start, og så til gengæld åbne op for spørgsmål, værsgo!

Spørger: Ja tak. Jeg vil gerne spørge til de afviste irakiske asylansøgere, der er i Brorsons Kirke på Nørrebro. Hvad er din holdning til, hvad myndighederne ... hvordan de skal forholde sig til de irakiske asylansøgere ... afviste irakiske asylansøgere?

Statsministeren: Myndighederne skal forholde sig til de afviste asylansøgere fuldstændig på samme måde, som hvis de afviste asylansøgere sad et andet sted end i en kirke. Der er jo indgået en aftale med Irak, som nu betyder, at vi får skabt mulighed for at få de afviste irakere til at rejse hjem. Deres sager er jo afgjort ved Flygtningenævnet. Den danske politik er jo sådan, at hvis man er individuelt forfulgt og søger asyl i Danmark, så får man asyl, hvis ikke man opfylder betingelserne for at få asyl, så får man det ikke. Det har vi et uafhængigt domstolslignende Flygtningenævn til at afgøre, og de sager er jo afgjort. Og nu ligger der så en aftale, som gør det muligt også at sætte, kan man sige, mere vilje bag det, der hele tiden har været situationen – nemlig, at når man ikke har asyl i Danmark, så skal man rejse hjem. Og der har jeg selvfølgelig en forventning om, at alle ansvarlige myndigheder, de behandler de sager, sådan som de nu engang skal behandles. Der ligger jo en proces forude. Blandt andet er det jo sådan i henhold til den aftale, der er indgået med Irak, at Irak jo i forhold til hver enkelt af de afviste asylansøgere ligesom skal stå inde for, at der er tale om en statsborger, før vedkommende sendes hjem. Så der vil være en proces. Den kan jeg ikke sætte nogen præcis deadline på, men jeg har en forventning om, at den kommer til at køre gnidningsfrit.

Spørger: Vil du stå her nu og afvise, at nogle af sagerne vil blive genåbnet eller genovervejet, at man vil se på nogle af sagerne igen?

Statsministeren: De sager er jo afgjort ved Flygtningenævnet, som er en uafhængig domstolslignende myndighed. Jeg er i øvrigt bekendt med, at en del af sagerne jo på ny – det var vel tilbage i 2007 – blev forelagt igen med samme udfald. Så er det i øvrigt sådan, at hvis der i forbindelse med den konkrete sagsbehandling, som nu finder sted omkring tvangshjemsendelse, hvis ikke man udrejser frivilligt, og det vil jeg meget appellere til, at man gør, det har jo været tanken hele tiden. Men hvis der i forbindelse med den sagsbehandling dukker noget helt nyt op, så er det jo en naturlig forpligtelse, myndighederne har til også at tage det i betragtning. Men altså som det klare udgangspunkt, så er der jo tale om sager, som er afgjort ved Flygtningenævnet, og disse mennesker har skullet udrejse af Danmark, det har de så ikke gjort, og vi har ikke haft nogen mulighed for at tvinge dem til det. Det nye i sagen er, at der er kommet en aftale med Irak, som gør det muligt. Og i lyset af den aftale, der vil jeg da gerne opfordre til, at man udrejser frivilligt. Det tror jeg vil være det bedste, også i forhold til de børn og andre, der er involveret – frem for et forsøg på et langt opslidende forløb, som jo også kan være traumatiserende i sig selv.

Spørger: Lige et sidste spørgsmål omkring det. Hvis nu de her irakere, de vil blive i den her kirke, hvor de har fået at vide, at de kan blive – i hvert fald indtil til august – og regeringen står fast på, at de skal sendes hjem. Kan man så forestille sig, at politiet, de skal simpelthen ind rent fysisk og hente dem ud for at tvangshjemsende dem.?

Statsministeren: Jamen, det er jo fuldstændig op til de relevante myndigheder at få tilrettelagt, hvordan en sådan hjemrejse kan ske mest muligt hensigtsmæssigt. Nu går spørgsmålet på, at regeringen skal indtage en position – altså regeringen skal ikke indtage nogen ny position. Der er en meget klar lovgivning i Danmark. Danmark er et land, hvor man kan få asyl, hvis man er individuelt forfulgt. Vi har et uafhængigt Flygtningenævn – domstolslignende organ til at afgøre, om man opfylder bestemmelserne. Gør man ikke det, så har man ikke ret til ophold i Danmark, og så skal man rejse ud. Og det er dét, der er situationen her. Og nu ligger der så også en aftale med Irak, der gør, at der kan sættes vilje bag det. Og man skal jo ikke kunne vente sig eller besætte sig til en opholdstilladelse i Danmark – sådan må det jo være. Det ville jo udhule tilliden til asylsystemet totalt.

Ja, Niels!

Spørger: Må jeg spørge dig, om du har tænkt dig at se foldboldlandskampen Sverige-Danmark?

Statsministeren: Den 6. juni, tror jeg. Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Fordi den 6. juni, det er jo dagen før Europa-Parlamentsvalget, og jeg lægger afgørende vægt på, at mit eget parti, det vil jeg da gerne sige, får et godt valg den dag. Og derfor kan jeg da ikke udelukke, at jeg den dag sådan set skal føre en eller anden form for kampagneaktivitet, og så kan det være, det bliver svært at se fodboldkampen.

Spørger: Men hvordan har du det med, at så mange danskere ikke kan se den kamp?

Statsministeren: Jo altså, det er jo en vigtig kamp, og hvis ikke jeg skal lave andet, vil jeg også gerne se den. Det er jo sådan, at kulturministeren jo for et øjeblik siden, tror jeg, har sagt, at hun vil indkalde idrætsorganisationerne og tv-stationerne for at drøfte håndteringen af det her spørgsmål om, hvordan vi stiller vigtige nationale begivenheder til rådighed på de danske tv-kanaler. Vi havde jo tidligere historisk en ordning, sådan som jeg tror, at 7 af de 27 EU-lande stadigvæk har det. Det var ikke nogen særlig velfungerende ordning, og derfor blev den ophævet i 1998. Men der kommer nu en drøftelse med idrætsorganisationerne og tv-stationerne om håndteringen af det her spørgsmål. Det vil under ingen omstændigheder have indflydelse på kampen 6. juni, fordi den er solgt til en række selskaber, og hvilke husker jeg ikke. Og jeg har heller ikke været hjemme endnu og undersøge, om jeg selv kan se kampen konkret.

Spørger: Men er det acceptabelt, at der er så mange danskere, der ikke kan se en så vigtig kamp, synes du?

Statsministeren: Jeg synes generelt, at det er en god ide, at vi på det her tv-område har et system, hvor også idrætsbegivenheder kan sælges. Og der er et frit marked for det, det er der i hele EU. Så er der nogle undtagelsesbestemmelser, der gør det muligt for landene at lave en særlig liste. Det tror jeg, der er 7 af de 27 lande, der har gjort. Sverige har fx ikke lavet sådan en liste. Og jeg er sådan set ret åben over for at diskutere, hvordan det her skal organiseres. Det har kulturministeren så også taget initiativ til i dag.

Spørger: ... men Lars ...

Statsministeren: ... det er, hvad jeg kan oplyse om ...

Spørger: ... men er det ikke vigtigt, at danskerne har noget ... at vi har noget at samles om ... er det ikke netop sådan en fodboldkamp, vi kunne samles om. Og er det ikke også en interesse for dig som statsminister, at vi har det?

Statsministeren: Jo, jo – altså bestemt. Der er mange ting, der er af interesse for mig – at fjerne ventelister til sygehusene, at fremme det faglige niveau i den danske folkeskole, at sørge for – at ledigheden ikke griber unødigt om sig. Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi kan samles om nogle kulturelle begivenheder, der binder vores land sammen. Og det er sådan en fodboldkamp jo. Men over for det står jo så, hvordan man på forhånd ligesom udvælger, hvad spændingsniveauet er om en eller anden given kamp, og det lige præcis er det. Og den kamp, der er – det, der binder nationen sammen, det regulerer vi på den måde, at sådanne kampe kan sælges. Der er i reglerne mulighed for at gøre en undtagelse. Det stod man tilbage fra for år tilbage, fordi det viste sig egentlig ikke at være noget særligt hensigtsmæssigt regime. Kulturministeren tager nu en drøftelse med tv-stationerne og sportsorganisationerne om den fremadrettede tilrettelæggelse af det her ...

Spørger: ... men du kan ikke garantere ...

Statsministeren: ... så kan jeg ikke komme det nærmere.

Spørger: Du kan ikke garantere, at vi kommer til at se den så?

Statsministeren: Jeg kan ikke garantere, hvilken fodboldkamp du ser.
Jesper!

Spørger: Venstres spidskandidat til EP-valget, han siger, han vil være en dansk stemme i Europa-Parlamentet, og vil ikke ... vil stemme efter danske interesser og ikke nødvendigvis efter liberale interesser fx politiske interesser. Samtidig er der i dit parti en diskussion om, hvor meget kan man kritisere EU, hvor skeptiske kan vi egentlige være som ja-parti, uden at vi selv er med til at skabe skepsis. Er det Venstres linje, at man i et så vigtigt parlament som Europa-Parlamentet ikke skal lægge sig politisk sammen med dem, man er i gruppe med, men føre en dansk linje?

Statsministeren: Jamen, hvis du nu tager mit eget parti, så sidder vi fx i gruppe med Det Radikale Venstre, som vi desværre ikke har kunnet indgå noget valgforbund med, og det vil sige, at en stemme på Det Radikale Venstre er muligvis en stemme på et socialdemokratisk mandat. Og derfor ville det da være lidt mærkeligt, hvis man på forhånd bandt Venstres repræsentanter i parlamentet til uden videre i alle spørgsmål at være enig med en radikal stemme i parlamentet – eller for den sags skyld med den socialdemokratiske stemme, som måske kommer til at sidde i parlamentet på radikale stemmer. Jeg er fuldstændig enig med Jens Rohde i, at det ville være fornuftigt – det bliver jo sådan lidt et partipolitisk svar her, men det ville være fornuftigt, at der er en genkendelig linje mellem det Venstre står for i Danmark, og det Venstre står for i Europa-Parlamentet. Og når du spørger til liberal og ikke liberal, så må man sige, at den danske stemme, den er liberal. Og derfor synes jeg, det er en rigtig, rigtig god ide, at den stemme, som parlamentarikere, der vælges fra mit eget parti i hvert fald, taler med i Europa-Parlamentet – det er den samme stemme, jeg taler med herhjemme.

Spørger: Den danske stemme er vel en konsensus ... den danske EU-politik føres jo på ... med ... altså af mange partier hen over midten, så den danske stemme er vel bred og dansk og ikke speciel liberal?

Statsministeren: Det, synes jeg, er udtryk for en misforståelse, fordi at dét, der diskuteres i Europa-Parlamentet, det er jo konkret lovgivning på en række områder, der påvirker vores hverdag. Hvordan vi indretter vores arbejdsmarked. Vi har lige antydet her spørgsmålet om, hvad er det for et regelsæt, der skal være om, hvilke programmer man skal se i tv og sådan noget, og der lægger jeg da vægt på, at nogen af de værdier, der kendetegner det åbne danske, fleksible samfund, de også kæmpes i Europa-Parlamentet, så jeg er sådan set meget tilfreds med, at lige præcis mit eget partis spidskandidat meget klart har sagt til danskerne, at en stemme på Venstre i den her situation i parlamentet, det er sådan set en stemme, man får det samme for, som hvis man stemte på Venstre i Folketinget.

Spørger: Er Venstre blevet mere EU-skeptisk – mere EU-kritisk, hvis man sådan ser det over det sidste årti, og hvordan vil du selv ... hvor vil du selv trække partiet hen i det spørgsmål?

Statsministeren: Vi er et Europa-venligt parti. EU er den vigtigste politiske ramme ved siden af Folketinget ingen tvivl om det. Der knytter sig ufattelig mange værdier til den udvikling, der har været i Europa med et ... et ... udviklingen af et unikt marked, hvor vi har fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og kapital, men lige præcis i det ligger jo også erkendelsen af, at dét, der vedtages i Europa-Parlamentet spiller en stadig større betydning, og derfor er det naturligvis også en rigtig god ting, at de ting, der vedtages i Europa-Parlamentet i størst muligt omfang spiller sammen med de ønsker, vi har til at indrette det danske samfund. Altså det forekommer mig sådan set at være fuldtonet logik, og jeg ville da synes, at det var meget, meget underligt, hvis mit parti havde en spidskandidat, der sagde, han ikke ville være nogen dansk stemme i Europa-Parlamentet.

Spørger: Jeg har lige et spørgsmål til slagterierne. Danske Slagterier – Danske Svineproducenter – overvejer at lukke slagterier i Danmark og så åbne dem igen i en ny konstruktion, som gør, at man kan sænke lønnen. Hvad vil du som statsminister sige til den model?

Statsministeren: Jamen, jeg betragter det som fuldstændig usandsynligt. Altså jeg har set, hvad kommunikationsdirektøren for Danish Crown har været ude at sige – netop, at de betragter det som værende ikke af denne verden ... at skulle drive så stor en virksomhed i Danmark uden om det danske aftalesystem og uden overenskomst. Så det betragter jeg som en fuldstændig usandsynlig ting.
Dan!

Spørger: Cepos påviste i weekenden via en analyse, at hvis alle kommuner i Danmark blev drevet lige så effektivt, som Holbæk Kommune – kunne der spares adskillige milliarder om året. Jeg tror, det var faktisk 25 milliarder kroner årligt. Du er selv både tidligere indenrigs- og finansminister. Er du enig i den konklusion, der kunne spares mange milliarder i kommunerne, hvis de blev drevet effektivt?

Statsministeren: Jamen det er jo en hel åbenlys rigtig konklusion. Nu kender jeg ikke den præcise analyse, og jeg vil ikke lægge mit hoved på en blok i forhold til lige præcis det konkrete tal. Men altså der er jo åbenlyst, at når man kigger rundt i vores samfund, og det gælder, hvad enten det er opgaver, som staten har ansvaret for at drive i statsligt selveje – nogle af vores uddannelsesinstitutioner – det gælder regionernes opgaver, kommunernes opgaver – så løses de jo ikke ensartet. Og derfor er det jo åbenlyst sådan, at hvis man alle steder går ud og går på jagt efter det bedste eksempel og løfter det op – jamen så ville man selvfølgelig kunne drive den offentlige sektor mere effektivt, end vi gør det i dag. Eller man kunne sige det på en anden måde, så kunne man få mere kvalitet for de samme penge. Det er jo åbenlyst rigtigt.

Spørger: Og du mener ikke, man kunne spare penge og dermed give dem som skattelettelser?

Statsministeren: Det korte og det lange er, at hvis vi satte det bedste eksempel som standard alle steder, så kunne vi bruge vores ressourcer mere effektivt. Og lad os nu bruge energien på det, så vil man jo altid senere kunne tage stilling til, hvad gevinsten skulle bruges til. Jeg kan jo sagtens få øje på mange steder i den offentlige sektor, hvor vi sagtens kunne bruge gevinsten på at lave bedre service. Tag sundhedsvæsenet, hvor vi jo efter en lang periode havde kæmpet ventelisterne i bund og skabt et unikt system, der gør, at patienterne ikke behøver at vente på behandling på grund af strejken sidste år ... har oplevet en negativ udvikling, som nu heldigvis er ved at vende igen. Det skal da have fuld energi. Og der er det da klart, at én af vejene til det, det er da blandt andet også at se på, hvis alle sygehusafdelinger kunne drives lige så effektivt som de bedste – jamen så kunne man behandle flere patienter for de samme ressourcer. Og det er jo sådan set dét, kampen står på – nemlig, at vi dag for dag skal prøve at gøre dét bedre i morgen, vi gjorde godt i går.

Spørger: Kommunernes Landsforenings formand har sagt, at kommunerne får aldrig penge nok. Kunne det ikke indikere, at der skal en stærkere styring til, at kommunerne ... at den måde, de bruger pengene på – altså at man ikke bare giver penge i bloktilskud, men måske er mere målrettet til de forskellige projekter?

Statsministeren: Det KL’s formand der siger er vel i virkeligheden ret dybt menneskeligt – nemlig, at vi jo alle sammen i forhold til den opgave, vi nu har jo altid godt kunne se nogle steder, hvor vi kunne ønske os, at tingene var endnu bedre, at vores udgangspunkt var endnu bedre, ikke – så jeg synes, det er udmærket at vide, at KL’s formand også, inden han møder op til kommuneøkonomiforhandlingerne, der lige er startet nu, har det udgangspunkt, at han kan aldrig få nok. Så ved vi også, at så kan vi aldrig stille ham fuld tilfreds.

Ja, Anders måske!

Spørger: Jeg vil godt blive lidt i Europa-Parlamentsporet. Hvad er det, der er sket med Venstre, siden Uffe Ellemann var formand, og I gik i EU-sokker og var ih-åh så begejstrede. Charlotte Antonsen, der er kandidat for dit parti, hun mener jo, at Rohde, han mangler noget af den dér EU-begejstring, og at det betyder, at din regering kan få sværere ved at få forbeholdene stemt væk. Men hvad er det, der er sket, siden man har smidt EU-begejstringen – siden Uffe.

Statsministeren: Jamen jeg har ikke oplevelsen af, at vi har smidt nogen europæisk begejstring. Det er da rigtigt, at vi har smidt EU-sokkerne, men det kan også være et udtryk for sådan almindelig udvikling – klædelighed hen over en lille generation, det synes jeg ikke, man kan aflæse nogen politiske signaler i.

Venstre er et parti, som er begejstret for den europæiske tanke, og det er regeringen også. Og derfor har regeringen den position, at vi ønsker os det fulde medlemskab. I det ligger jo også, at i takt med, at den ambition indfries, så får vi jo også et Europa, der spiller en stadig større rolle i vores hverdag. Og derfor bliver indholdet af dét, der vedtages, stadig vigtigere. Så det er vel et udtryk også for en normalisering af politik. Altså vi er også glade for det danske folkestyre, vi er begejstrede over det danske folkestyre. Vi er begejstrede over det danske demokrati. Men det fører jo ikke til et synspunkt om, at alt, hvad Folketinget så vedtager, det pr. definition er bare smart og klogt og begavet. Altså i den danske debat, der kan vi jo godt skræve over det synspunkt, at folkestyret er fantastisk, og så alligevel kritisere en eller anden beslutning, som et flertal tager eller ikke tager. Og hvis man er begejstret for Europa, så skal man jo også kunne være begejstret over ideen om et stærkt Europa, der har skabt vækst og velstand, holdt freden i Europa siden 2. Verdenskrig, har integreret en række tidligere diktaturer, hvor selv folk, der ikke er ældre end jeg jo altså kan huske, at der var et jerntæppe, at der var desidenter – der var folk, der blev undertrykt i at give udtryk for deres holdninger – en stor begejstring over det – og så stadigvæk retten til at mene et eller andet konkret omkring et eller andet direktiv, som gør det sværere at have weekendvagter på danske sygehuse, eller hvad det nu måtte være. Altså, så det er jo ikke et udtryk for manglende begejstring, det er jo sådan set et udtryk for, at EU fylder noget, og vi derfor tager det alvorligt.

Spørger: Men altså mens Rohde, han siger, at han ikke vil være dansk Europa-stemme i Danmark, men danskernes stemme i Europa, så siger Charlotte, at hun mener, at man som Europa-politiker har et ansvar for ligesom at skabe begejstringen for Europa og ligesom altså være Europas stemme i Danmark. De diskuterer så om, hvad der er bedst for den ... Europa-begejstringen i Danmark. Rohde han siger – jamen hvis man bare er juhu-europæer, jamen så skaber man jo skepsis, og Charlotte Antonsen siger, jamen hvis man ligesom legaliserer ... og være skeptisk borgerlig, så legaliserer man, og skaber man skepsis. Hvem af dem er du enig med?

Statsministeren: Jamen, nu tror jeg, du bruger rigtig mange ord på at udlægge de to navngivne politikeres holdning. Vi kender dem begge to. Og de optræder begge to på det samme Venstre-hold som sådan set er begejstret over at føre valgkamp på en platform, som jeg selv har været med til at formulere, og som der sådan set ikke er nogen tvivl om – nemlig, at Venstre er et parti, der bekender os til den europæiske tanke. Men ligesom at Venstre i Danmark jo også er et parti, som historisk har magtet i virkeligheden at være i regering og opposition på samme tid – altså hele tiden har forholdt os kritisk til det, vi selv går og gør – det vi selv vedtog i går, så skal vi selvfølgelig også have den dimension med ind i vores europæiske arbejde. Det er jo egentlig udtryk for ægte begejstring over den europæiske ide. Og det bakker hele Venstres hold til parlamentet op omkring. Så jeg kan ikke få øje på den der sådan store modsætning, du forsøger at stille op.

Spørger: ... en lille ting – altså Uffes begejstring for EU, hans tilgang til det – skabte den færre eller flere EU-tilhængere i Danmark tror du?

Statsministeren: Det ved jeg ikke, fordi jeg ved jo ikke, hvordan verden så ud, hvis vi ikke havde haft en begejstret Uffe. Jeg er glad for, vi havde ham. Og det, der var udfordringen dengang, jeg var selv aktiv i ungdomspolitik på det tidspunkt, det var blandt andet, at vi havde et delt Europa, vi havde en Berlinmur, der faldt. Vi havde en historisk chance for at bruge EU som afsæt til at skabe et helt Europa, og det var jo den dimension, der var i det, og det var også det, der begejstrede EU. Jeg er ikke bekendt ... Uffe Ellemann-Jensen ... jeg er ikke bekendt med, at han har artikuleret ... altså stor begejstring over en masse sådan konkrete beslutninger om agurkers krumningsgrad eller andet. Det erindrer jeg mig ikke ... jeg erindrer mig stor begejstring over storheden i projektet, og den deler Venstre stadigvæk. Så er der så en situation, hvor EU fylder utrolig meget, også for vores hverdag – hel praktisk konkret lovgivning, og der har jeg selvfølgelig den fordring, at de gode synspunkter, Venstre har i Danmark om at finde den rigtige balance mellem system og mennesker og sådan noget, de gælder, uanset om systemerne er kommunale, regionale, nationale eller EU-systemer.
Ja.

Spørger: Da din forgænger straks efter forrige valg den 13. november 2007, der sagde han til Folketinget, at regeringen ville holde folkeafstemning i denne valgperiode om forbeholdene. Og det var et synspunkt, han gentog overfor Folketinget senere. Da du kom til, da blev linjen ændret. Du sagde i din tiltrædelsestale, at tiden skal være moden. Og du opsatte to forudsætninger for at holde en folkeafstemning om forbeholdene, dels der skal være en afklaring omkring Lissabon-traktaten, og dels så skal der være et stort og bredt flertal i Folketinget, der anbefaler befolkningen at stemme ja til at fjerne forbeholdene, og så skal der være en sandsynlighed for, at befolkningen også gør det. Med de forudsætninger, du har sat op, må man så ikke sige, at så er det usandsynligt med en folkeafstemning i denne valgperiode?

Statsministeren: Det ved jeg ikke. Ganske glimrende gengivelse i øvrigt af, hvad jeg har sagt. Så det skal vi ikke bruge mere tid på. Altså det er jo ... det er jo forudsætninger, som jo ikke alene er i mine hænder at skabe. Og derfor er jeg jo heller ikke i stand til at sætte en deadline på, hvornår de forudsætninger er til stede.

Spørger: Så du har stadigvæk en forhåbning om, at det kan lykkes at overtale SF til at anbefale vælgerne at stemme ja til at fjerne forbeholdene?

Statsministeren: Jeg er tilhænger af, regeringen er tilhænger af, at vi bør være en del af euro-samarbejdet for nu at tage det konkret, én af de tre undtagelser, og det har vi jo ... det synspunkt, fordi vi fører fastkurspolitik i Danmark, vi har bundet kronen op på euroen, så det ”eneste” vi ikke får, det er den politiske indflydelse, der ville ligge i at være med – frem for ikke at være med, og det vi får ved ikke at være med – frem for at være med, det er den usikkerhed, man fx i øjeblikket kan aflæse af, at vi betaler en merrente i Danmark, heldigvis jo snævres det ind takket være den økonomiske politik, og den tillid, der er til dansk økonomi i udlandet, men det er stadigvæk sådan, at der er en rentemarginal, som er knyttet til det forhold – og alene til det forhold, at vi ikke er en del af eurozonen. Og derfor synes jeg, vi skulle være det. Men præcis fordi jeg synes, vi skulle være det, så føler jeg også et stort ansvar for at tilrettelægge en proces, der gør, at vi kommer til at være med, og at vi ikke bare insisterer på en eller anden bestemt deadline, der gør, at vi – uanset om forudsætningerne er til stede for det – holder en folkeafstemning, som vi så kan tabe. Og der er det åbenlyst sådan, at der er brug for en endelig afklaring af traktatgrundlaget, og der er brug for, at der er så bred en politisk alliance i det danske Folketing, at der også er en sandsynlighed for, at man kan komme godt igennem en folkeafstemning, sådan er det!

Spørger: Men hvad vil du selv gøre for at ... at det ... at du kan fremme hele den proces, således at vi får en folkeafstemning i denne valgperiode. Hvad vil du selv gøre ved det?

Statsministeren: Jamen jeg vil fx jo gøre meget ud af at formidle mit eget synspunkt, sådan som jeg ligesom har gjort det, fordi det er klart, at uden debat om de her temaer, der fremmer man jo ikke en situation, hvor danskerne ønsker på ny at tage stilling til de her spørgsmål. Og så er det i øvrigt sådan, at jeg jo mødes med de partier, der står bag den europapolitiske aftale, og det regner jeg med at gøre her inden vi går på sommerferie, når folketingsarbejdet er afviklet – lige i øjeblikket er der stor travlhed med det – for at tage en status på, hvor langt er vi i de her spørgsmål.
Skal vi ... nede bag ved.

Spørger: Jeg vil bare lige følge op på spørgsmålet omkring udmeldingen fra de danske svineproducenter. Altså, de er jo ejere af slagterierne, og hvis de beslutter sig for, at det er dét, de vil have – nemlig en udskiftning af arbejdsstyrken, så bliver det vel sådan, gør det ikke det?

Statsministeren: Altså vi lever jo i et samfund, hvor vi er glade for, at vi har den danske aftalemodel, som jo helt grundlæggende hviler på, at arbejdstager og arbejdsgiver med hinanden aftaler, hvilke vilkår der skal produceres på. Og det system har jeg ekstrem stor tillid til. Og jeg er meget, meget enig i det, som Danish Crown har sagt i dag, at hvis man vil være en stor betydende virksomhed i Danmark, så er man også nødt til at være en integreret del af det system. Og når det er udgangspunktet, så tror jeg, at alle sådan spektakulære ideer om, at man kan lukke ned og genopstå og på dramatisk anderledes vilkår, det tilhører ikke den virkelige verden for nu at sige det ligeud.

Spørger: Men svineproducenterne har et meget stærkt ønske om at få begrænset de omkostninger på den ene eller anden måde – alternativet er vel, at de får fragtet deres slagtesvin til Tyskland fx?

Statsministeren: Jamen, der er jo ikke noget unaturligt i, at dem, der sidder på den side af bordet, har et ønske om at få nedbragt omkostningerne. Det kan jeg så se, at det er dét, der i pressen bare uden videre oversættes til – så skal lønnen også ned, sådan har jeg nu ikke selv lyttet til det, men jeg skal ikke kaste mig meget ud i den debat, men har et ønske om at nedbringe produktionsomkostningerne. Det er jo et naturligt legitimt ønske. Over for det står der jo nogle lønmodtagerorganisationer, som formentlig har et andet udgangspunkt, og det er jo dér, man skal finde sig til rette. Og hvis man kan finde sig tilrette på en måde, hvor man kan producere konkurrencedygtigt, så kan man producere i Danmark, og det har vi jo alle sammen en interesse i, fordi jeg vil da også uden at være protektionistisk, fordi det er der bestemt ingen grund til at være, så vil jeg da også gerne udtrykke det håb, at vi fortsat kan opretholde fx en svineproduktion i Danmark – selvfølgelig det.

Spørger: Så bare lige for at slå det hele fast – du er ikke bekymret for, at det forhold, at østaftalen nu er opsagt, at de danske svineproducenter – slagterierne vil bruge det som anledning til at indføre, hvad man kunne kalde tyske tilstande – altså få en større og større del af østeuropæiske arbejdere på andre overenskomstvilkår, hvis de overhovedet er på overenskomstvilkår, end de danske?

Statsministeren: Altså jeg har noteret mig, at Danish Crown præcis har været ude at sige, at man ikke ønsker sig tyske tilstande. Jeg forstår, at der er en eller anden form for dialog i gang, som jeg jo ikke skal blande mig i, fordi det er jo hele indbegrebet med den danske aftalemodel, at det kræver altså ikke statsministeriel mellemkomst at indgå overenskomstaftaler. Og i forhold til den dialog, så er der vel også en eller anden naturlig positionering. Den skal jeg ikke være en del af. Altså vi har et stærkt dansk aftalesystem, det skal vi have respekt omkring, det skal vi ikke politisere. Vi har så i øvrigt en østaftale, som har været til stor glæde for det danske samfund i en periode, hvor vi havde meget svært ved at skaffe arbejdskraft, og det er en berigelse for det danske samfund, at vi har de muligheder for fleksibelt at trække arbejdskraft ind og ud igen. Det har jeg ikke nogen tanker om at lave om på noget dér, men det er selvfølgelig også et område, vi følger nøje.
Skulle vi lige lade Ask komme ind til sidst.

Spørger: Jeg vil bare vende tilbage til starten, hvordan har du det med, at der er en stor gruppe afviste irakiske asylansøgere, der er flyttet ind i en kirke?

Statsministeren: Du kan spørge, hvordan har jeg det med, at der er en stor gruppe irakiske asylansøgere, som på trods af, at deres sager er afgjort for meget lang tid siden, og på trods af at de altså ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark – stadig er i Danmark. Det har jeg det da ikke særlig godt med. Men det er bare ude af mine hænder, fordi når situationen er sådan, så er det jo altså, fordi der er nogle irakere, der individuelt har truffet den beslutning at sidde beslutninger overhørig. Nu er der så skabt en situation, hvor der endelig er kommet en aftale med Irak, der gør det muligt for os at sætte de beslutninger igennem. Og så skal vi selvfølgelig stå på det. Fordi alt andet, det vil jo være et udtryk for at høvle tilliden til det danske asylsystem væk. Altså jeg kan jo sagtens forstå, at man kan sidde måske og se tv og se en konkret familie og sige – jeg kan leve mig ind i det her, og her er der et barn, der har været i Danmark nogle år. Jeg må bare sige, at børn lever jo det liv, deres forældre har valgt for dem, og det er altså voksne irakere, der har truffet en beslutning om at blive i Danmark på trods af, at de ikke har noget lovligt opholdsgrundlag. Og det er ikke en politisk beslutning, at de ikke har noget lovligt opholdsgrundlag, det er en beslutning, der er truffet ved Flygtningenævnet – et uafhængigt domstollignende organ – i nogle situationer endda af to omgange, og så kan det ikke være anderledes.

Spørger: Men har staten og regeringen ikke et ansvar for, at børn, der er vokset op i det her land, snakker sproget flydende – ikke har noget tilhørsforhold til deres oprindelige hjemland, deres forældres hjemland – i det her tilfælde Irak, for at beskytte dem, for at give dem et godt liv – har staten og regeringen ikke også et medansvar for det?

Statsministeren: Forældrene har et ansvar for deres børn. Og vi kan ikke have et system, hvor man kan vente sig til en opholdstilladelse, sådan et system kan vi ikke have. Og derfor vil jeg sige meget klart, at de beslutninger, der blev truffet i 92 omkring palæstinenserlovgivningen, de vil ikke komme til at gentage sig i denne her sag. Vi er nødt til at stå vagt omkring det danske asylsystem. Det er et system, der hviler på, at hvis man er individuelt forfulgt, opfylder konventionernes kriterier for at få opholdstilladelse i Danmark, så får man det. Men spejlbilledet på det er jo præcis også, at opfylder man ikke de betingelser, så får man det ikke. Og skal der stå respekt omkring det system – både i nutiden og fremtiden, også i forhold til flygtningestrømmen, der kan opstå overtid, så er vi nødt til at stå på det regelsæt. Der er nogle mennesker, som for år tilbage har fået afgjort deres sag, som altså ikke har et grundlag for at opholde sig i Danmark, de burde være rejst. Dét, at de ikke er rejst, det kan altså så ikke være en genvej til at de nu kan blive. Det ville jo også være en hån mod de mennesker, der så at sige har respekteret de beslutninger, der blev truffet omkring deres situation, og som frivilligt er udrejst. Så her bliver vi altså nødt til at stå på principperne – anderledes kan det ikke være.

Spørger: Men dermed siger du også, at der heller ikke er grundlag for i nogle af sagerne at kigge på eventuel humanitær – altså menneskelig opholdstilladelse.

Statsministeren: Sagerne er afgjort – som jeg svarede på et tidligere spørgsmål, så vil det jo være sådan, at nu vil jeg jo håbe, at folk i lyset af, at der er en aftale – sagerne er afgjort – udrejser frivilligt. Gør man ikke dét, så vil der jo af de ansvarlige myndigheder i takt med, at grundlaget er til stede – for dét vil der jo blive indledt en sag, der fører til udrejse. Og der har myndighederne selvfølgelig jo altså en hel automatisk forpligtigelse til ... er der afgørende nye oplysninger – noget man ikke vidste før, noget der stiller sagen helt anderledes, så skal det selvfølgelig trækkes med ind i den sagsbehandling. Men det er jo sådan meget mere konkret. Altså at vi generelt – nu efter at have kæmpet for at få den her aftale med Irak – efter i øvrigt også at have kæmpet i Irak for at skabe ordentlige vilkår for irakerne, så skulle sige, at i lyset af den her aftale, der genopfører vi palæstinenserloven, det er ikke af denne verden.

Tak”.