Pressemøde den 24. februar 2016

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til. Det seneste døgn, der har vi været vidne til et forløb, som er ret ekstraordinært, og som i mine øjne er meget, meget alvorligt – også meget overraskende. I går holdt jeg her i Statsministeriet mit ugentlige møde med lederne af de tre andre borgerlige partier, som vi gør det hver tirsdag. På det møde fik jeg ingen signaler om, at en ministerstorm var under opsejling. I går aftes, der modtog jeg så en opringning ud af det blå fra formanden for Det Konservative Folkeparti, som kunne meddele, at de konservative ikke nærer tillid til én af mine ministre – ret dramatisk udvikling – svært at forstå. Og derfor indkaldte jeg partilederne fra regeringens parlamentariske grundlag til et møde sent i går aftes for simpelthen at blive klogere på, hvad det her er et udtryk for – for at kunne forstå, hvad der var sket i løbet af dagen, som pludselig havde ændret situationen så markant. På det møde understregede alle partier, at der er opbakning til regeringen, at der er opbakning til den fødevarepakke, som efter planen skal vedtages i Folketinget i morgen – så langt, så godt! Og siden har jeg så brugt tiden på at orientere mig lidt grundigere i selve sagen, forstå tallene i dybden, forsøge at forstå, om der er givet rigtige ... urigtige oplysninger til Folketinget eller til forligskredsen, og det må jeg sige, det har jeg meget, meget svært ved at se skulle være tilfældet.

Situationen er den, at miljø- og fødevareministeren har gennemført præcis den pakke, som ikke bare regeringen, men alle de borgerlige partier gik til valg på, og som vi siden har indgået en politisk aftale om. Men på trods af det, så er der nu pludselig ikke tillid til ministeren. Så må man jo spørge sig selv – har den mistillid virkelig en sådan karakter, at den ikke kan overvindes? Har den mistillid virkelig en sådan karakter, at den skal føre til, at det borgerlige samarbejde kører fast? For det er jo dér, vi er i mine øjne. For mig handler det om langt mere og andet end landbrugspolitik. Det handler dybest set om, hvorvidt det borgerlige projekt er levedygtigt. Om der er tillid mellem partierne. En tillid, der gør, at vi sammen kan lede landet. Det har vi brug for at finde ud af. For Danmark står med udfordringer op over begge ører. Vi står midt i en kæmpemæssig migrations- og flygtningekrise, som sætter Europa og Danmark under et hidtidigt uset pres. Vi står med store udfordringer om at genskabe vækst og optimisme og udvikling i hele Danmark. Vi har behov for at flytte tusindvis af danskere fra passiv forsørgelse – ind i arbejdsfællesskabet for at sikre, at vores samfund kan hænge sammen. Og vi skal udvikle og forbedre vores velfærd i en situation, hvor den offentlige økonomi er presset, og hvor ønskerne er mange. At løse de opgaver, det er dét, jeg har taget på mig – Venstre har taget på os – i et indtil nu godt og levedygtigt samarbejde med de andre partier, og vi har opnået resultater på kort tid.

Men nu står vi i sandhed i en skæbnestund med noget af en gordisk knude – for tingene er kørt fast. Og så siger man jo om gordiske knuder, at dem skal man bare hugge over, og det kan jeg da også godt få øje på – det kan man da nemt gøre. Den ene nemme måde at hugge den gordiske knude over på er jo det, at jeg skiller mig af med miljø- og fødevareministeren, men hende har jeg sådan set tillid til. Hende anser jeg som en dygtig og hårdtarbejdende minister, som loyalt har knoklet for at gennemføre ikke bare regeringens politik, men den politik de blå partier tilsammen gik til valg på. Så det er ikke nogen særlig attraktiv løsning. Og slet ikke, fordi det kan skabe præcedens. For vi kan jo ikke have et tillidsfuldt samarbejde, hvor man uden varsel pludselig trækker traburetten under en minister. Hvem bliver så den næste?

Den anden måde at hugge den gordiske knude over på – det er jo at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed. Men det rummer jo i sig selv en risiko. Man kunne også spørge sig selv om, hvorvidt danskerne så kort tid efter, vi har haft et folketingsvalg, synes, at det er dét, vi skal bruge tiden på, når vi står midt i aktuelle udfordringer, der kalder på handling lige nu og her. Og det ville jo også kunne betyde, at ansvaret for at løse de store udfordringer, vi står med, bliver spillet i hænderne på nogle andre, at det pludselig er de radikale, der skal sidde for bordenden, når flygtninge- og migrationspolitik skal håndteres. At det er Enhedslisten og SF, der skal sidde for bordenden, når skattepolitikken skal drøftes. Så det er egentlig heller ikke særligt attraktivt.

Det forekommer mig ikke særligt attraktivt at hugge den gordiske knude over. Og derfor er spørgsmålet, om det alligevel ikke måske var bedre at prøve at løsne den. Det vil jeg i hvert fald gerne give et forsøg. Jeg vil gerne række hånden frem til De Konservative – se, om der er mulighed for at forhandle en løsning i mindelighed, og derfor har jeg netop inviteret partilederne fra regeringens parlamentariske grundlag til forhandlinger her i Statsministeriet kl. 16. i eftermiddag.

Så må de forhandlinger afklare, om der kan findes en mindelig løsning, hvor tilliden kan genopbygges. Om vi i første række kan færdiggøre drøftelserne om fødevare- og miljøpolitikken på en måde, som er tilfredsstillende for alle, og som kan genskabe tillid. Og dernæst, mere afgørende, om der er basis for et fortsat borgerligt samarbejde, så vi undgår et nyvalg.

Jeg vil, så stærkt som jeg kan, appellere til de borgerlige partier om at tage imod den her invitation til at forsøge at klinke skårene, vedstå sig det ansvar vi sammen har taget for at bringe Danmark videre, og derfor rækker jeg nu hånden frem og indbyder til forhandlinger – ikke kun til De Konservative, men også til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Tak skal I have.”