Pressemøde den 25. april 2017

Det talte ord gælder.

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: Velkommen til! Dejligt at se, der også er nogen, der har fået tid til at komme her, hvor vi gerne vil fortælle en positiv historie, mens der holdes krisemøder andre steder i huset.

Velkommen til pressemødet, hvor undervisningsministeren og jeg vil præsentere regeringens skolepulje, som jo er et initiativ, der på en ny måde skal tage fat på et desværre gammelt og også velkendt problem. Nemlig det problem, at en del unge fortsat forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne på et tilstrækkeligt niveau, og at deres muligheder i livet derfor bliver mindre, end de kunne have været. Det er jo trist for den enkelte. Det er et tab for samfundet, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Og det er jo ikke, fordi der har været mangel på de gode viljer. Det har der ikke. Altså ingen der har et ansvar for folkeskolen, uanset om det er lærere, skoleledere, lokalpolitikere eller landspolitikere, har jo haft eller har et andet ønske, end at eleverne skal klare sig bedst muligt. Det siger næsten sig selv. Alligevel, så er vi stadigvæk udfordret. Det er ikke gået godt nok, og det hænger sikkert sammen med, der ikke er nogen lette løsninger, for så var der vel formentlig nogen, der havde introduceret dem.

Jeg er overbevist om to ting. Nemlig for det første, at prisen for ikke at gøre noget, den hele tiden stiger. Det at kunne læse, det at kunne regne, det har til alle tider været en vigtig ting. Men det bliver bare stadig vigtigere. Vi lever i en tid, hvor forandringen er det eneste konstante. Lige om lidt sætter regeringen gang i Disruptionråd, partnerskab for Danmarks fremtid, for at få en oplyst ramme, hvor vi kan diskutere, hvordan griber vi ud efter fremtidens muligheder. Og dét, der i hvert fald er helt åbenlyst, det er, hvis alle skal forlæns ind i fremtiden, så skal man have kvalifikationerne på plads. Det bliver stadig mere vigtigt. Det er af central vigtighed for at komme videre med en uddannelse, få et arbejde, klare sig i samfundet. Så det er det første. Prisen ved ikke at gøre noget, den stiger over tid.

For det andet, så er jeg overbevidst om, at børn, som de er langt, langt flest, kan lære nok i skolen, hvis de får muligheden for det. Jeg anerkender simpelthen ikke det synspunkt, at det ikke er muligt at drive en kommunal folkeskole, hvor børn, som de er langt flest, lærer at læse og regne på et tilstrækkeligt niveau efter 10 års skolegang. Og jeg godtager ikke den forklaring, at fordi man er født ind i en bestemt familie eller med en uheldig baggrund, så kan skolen bare give op – tværtimod. De børn og unge, som ingen tror på, de mister også troen på sig selv. Jeg har selv oplevet, hvordan børn flytter sig fagligt, når nogen tror på dem, sådan for alvor. Når de bliver mødt af tillid, bliver mødt med opbakning og solide faglige metoder. Jeg har selv oplevet at se, at de også vokser fra at være børn til at være unge mennesker. Hvordan de sådan næsten i bogstavlig forstand ranker ryggen, får lys tilbage i øjnene og får et håb for fremtiden. Det har jeg selv oplevet. Og det skal nogle flere opleve. Der er jo allerede flere skoler og kommuner, der arbejder ad det spor og har gode erfaringer. Det kan lade sig gøre. Vi kan nå børnene. Vi skylder dem at gøre det. Og det er sådan set dét, regeringen nu har sat sig for. At skabe en god cirkel af positive forventninger, hvor læreren forventer noget af eleverne. Hvor eleverne forventer noget af sig selv. Hvor forældrene selvfølgelig forventer, at deres børn lærer dét, de skal i den danske folkeskole, og forældrene også understøtter det. Det her handler jo ikke at tale skolen ned. Det handler sådant set om at tale skolen op og bakke skolen op. Og det er derfor regeringen har besluttet, at vi vil bakke skolen op med en ny skolepulje på 1⁄2 milliard kroner – til 120 skoler, der har mange elever med utilstrækkelige færdigheder.

Helt konkret, så vil vi målrette puljen til de skoler, der har flest elever, der får under 4 i dansk og matematik ved de afsluttende prøver i 9. klasse. Det er et ret enkelt kriterium. Det er et gennemskueligt kriterium. Det er helt enkelt. Det er meget ubureaukratisk.

Regeringens tilbud til skolerne er, at hvis de løfter resultaterne for de fagligst svageste børn, så får de en kontant bonus. Og det er i virkeligheden en både ny og gammel måde at gøre tingene på. Det er nyt i forhold til folkeskolen. Men det er en velkendt metode fx på sundhedsområdet, hvor vi tilbage i 0’erne indførte en ventelistepulje. Det gjorde vi for at sætte et stærkere ledelsesmæssigt fokus på at få ventelisterne væk. Det var dét, der var ambitionen. Det var dét, vi belønnede. Og det var dét, der lykkedes. Det virkede dengang, det kan virke igen. Så det er i virkeligheden i al sin enkelhed dét, vi vil, at bruge den samme form til at sætte et stærkt ledelsesfokus i folkeskolen. Og her har vi også en konkret ambition, nemlig at de 120 skoler under ét efter tre år har nedbragt andelen af elever med utilstrækkelige færdigheder til landsgennemsnittet, som så jo rent matematisk også vil flytte sig den rigtige vej, hvis det lykkes. Og det skal lykkes.

Se, det er dét, vi konkret vil fortælle om i dag, og som undervisningsministeren om lidt vil uddybe. Og det er jo så et af flere skridt på vejen mod den ambition, som jeg satte i min nytårstale. Nemlig at vi skal gøre alle til fremtidens vindere.

Når regeringen på torsdag fremlægger et nyt udspil om dagstilbuddene, så trækker det samme vej. Så er det samme tanke, der driver det. Så er det, fordi en tidlig indsats først og fremmest gavner de børn, der har mest brug for det. Og efter børnehaven, så skal folkeskolen følge op. Det har vi jo sådan set også sat i gang med folkeskolereformen – en længere og mere varieret skoledag, hvis ellers det gribes rigtigt an, giver mulighed for at gøre mere for de børn, der har det svært. Men skolereformen får jo ikke fuld virkning for de årgange, der går i de ældste klasser i dag. Og jeg er helt med på, og regeringen er helt med på, at vi skal være tålmodige med folkeskolereformen. Den skal selvfølgelig have sin tid til at virke. Men vi har jo ikke råd til at være tålmodige på vores børns vegne. De elever, der går i 9. klasse i dag, de går kun i 9. klasse den ene gang i livet. Og de kan jo ikke vente på, at over tid skal alting nok løse sig. Det er derfor, at skolepuljen skal have effekt allerede for de elever, der starter i 9. klasse efter sommerferien i år.

Efter folkeskolen, så skal vi holde fast i de unge, der har sværest ved at finde vej ind på ungdomsuddannelserne. Og her skal vi også være utålmodige på de unges vegne. Vi har jo indrettet os sådan, at for dem, der klarer sig bedst i skolen, der er tilbuddene også de enkleste efter skolen. Det er at vælge gymnasie, HTX, erhvervsskole. For dem, der har det sværest, der bliver man mødt af et meget kompliceret virvar af forskellige tilbud. Det skal der ryddes op i. Og derfor vil regeringen senere i foråret, inden så frygtelig længe, fremlægge en reform af de forberedende tilbud til unge, der snubler på vejen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.

Vi skal også have flere ind på erhvervsuddannelserne. Det er derfor, vi har aftalt med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, at målet er flere praktikpladser. Det arbejde er også sat i gang, og skal i øvrigt nu, hvor overenskomstforhandlingerne er faldet på plads, jo følges op på et tidspunkt med et tredje trepartsforhandlingsbord, som har sigte på dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.

Så det her er et enkelt initiativ, vi gerne vil præsentere i dag. Men det skal jo ses i en sammenhæng. Nemlig i den sammenhæng, at jeg er dybt optaget af, at vi skal hjælpe børn og unge på kanten – give dem greb om skolen, så de får greb om livet. Det er den bedst tænkelige forudsætning for, at vi kan gøre alle til fremtidens vindere. Og det er i virkeligheden måske den vigtigste opgave overhovedet.

Og med dét, vil jeg give ordet videre til undervisningsministeren.

Undervisningsministeren: Tusind tak! Jeg har glædet mig rigtig meget til i dag. Tak til statsministeren. Det er et vigtigt emne, en meget vigtig dagsorden for regeringen – for kundskaber og dannelse, det giver hvert enkelt barn frihed. Frihed og magt til at bestemme over sit eget liv, sine egne drømme, sin egen fremtid. At mestre basale kundskaber, som at kunne regne, læse og skrive, det sætter en fri – fri til at træffe valg, fri til at være herre i eget liv. Hvis man forlader folkeskolen uden at komme videre på en ungdomsuddannelse eller uden at få et job, så bliver det svært at forsørge sig selv. Og så har man ikke den grad af frihed over sit eget liv, som vi ved er mulig. Man bliver afhængig af andre.

I forhold til modellen, så er det de 120 skoler, som er fordelt i 67 kommuner i hele landet fra Albertslund til Åbenrå. Skolerne, de kan få en præmie på op til 11⁄2 million kroner årligt, hvis de formår at sænke andelen af elever, der får under 4 i dansk og matematik ved 9. klasse-prøverne. Og dét er penge, som vil blive brugt til gavn for eleverne. Og uden, at det skal blive alt for teknisk, så vil jeg gerne lige ridse op, hvordan modellen for uddeling af pengene er skruet sammen.

I gennemsnit så opnår 22 % af eleverne i folkeskolens normalklasser ikke mindst 4 i dansk og matematik. Skolerne på listen har i gennemsnit en andel på 38 % af eleverne, der ikke opnår mindst 4 i dansk og matematik i 9. klasse. Og for at fordele midlerne, så skal skolerne kunne nedbringe antallet af fagligt svage elever med 5 procentpoint i puljens første år, i puljens andet år skal det være 10 procentpoint, og det tredje år skal antallet nedbringes med 15 procentpoint. Det svarer til, at skolerne kommer på niveau med landsgennemsnittet.

Det vil altså sige, at skolerne over 3 år samlet set skal nedbringe antallet af fagligt svage elever med 15 procentpoint. Første gang pengene vil blive udbetalt, til de præsterende skoler, er i sommeren 2018, når 9. klasserne har afsluttet deres prøver.

I forbindelse med puljen vil Undervisningsministeriet starte et program for at løfte de fagligt svageste elever. Programmet vil tilbyde hjælp, vejledning og forskellige pædagogiske redskaber til skolerne, hvis de ønsker det.
Det er en ny ... måde at uddele puljemidler på, fordi skolepuljen, den er både en stor pose penge til at hjælpe skolerne. Men det er også en ny måde at udmønte puljer til folkeskolen på, og vi belønner de skoler, der skaber resultater.

Med puljen, der vil vi give skolerne og skolelederne et positivt incitament til at styrke fagligheden og løfte de svageste elever.

Med denne her model, der øger vi incitamenterne til at skabe faglig fremgang og til at udvikle og afprøve nye undervisningsmetoder. Og der er tale om rigtig mange penge, som kan være et stort økonomisk boost for den enkelte skole. Puljen, den er et løft, en håndsrækning og et incitament.

Jeg håber, at de mange muligheder, der følger med pengene, vil skabe engagement blandt skoleledere, lærere og pædagoger til at fortsætte det gode arbejde med at styrke alle eleverne i folkeskolen.

Med puljen, der sætter vi også fokus på skoleledelsen, og den forskel en god skoleledelse kan gøre for de fagligt svageste elever.

Men jeg vil også gerne slå fast, at puljen ikke løser alle udfordringer på de 120 skoler med et trylleslag. Uden forældrenes opbakning og medansvar, så kommer vi nemlig ingen vegne. Forældrenes ansvar, det understreges. Og dygtige lærere og pædagoger skal vise forældrene, hvordan de bedst kan hjælpe deres børn med skolen. Uanset hvilke ressourcer forældrene har, så er de nemlig vigtige at få i spil. Forældrene og hjemmet spiller en enorm rolle i børns udvikling, trivsel og tilegnelse af kundskaber. Også de forældre, vi i vores samfund kalder de ressourcesvage forældre. Forældrene skal inddrages og deltage i deres børns skolegang. Men her tænker jeg ikke på at troppe op med den flotteste og mest hjemmebagte kager til fællesbuffeten, eller at være den mest aktive frontkæmper i skolebestyrelsen. Men alle forældre skal have mulighed for at bidrage, uanset deres udgangspunkt.

Detaljen om skolepuljen – og hvilke skoler, der er udvalgte, vil I kunne læse om i det materiale, der vil blive delt ud i dag her på pressemødet. Og I er nu velkomne til at stille spørgsmål.

Statsministeren: Det er lige præcis dét, I er, ja. Anja Westphal!

Spørger: Jeg vil gerne spørge statsministeren. Det var jo noget, du lagde vægt på, som du også nævner i din nytårstale, at man skal løfte de svageste unge. Men risikerer I ikke med dén måde, modellen her er skruet sammen på, som en præstationsmodel, at skoler, der investerer i at løfte de svageste elever, måske ikke lykkes med det og bruger penge, som de så ikke får tilbage i sidste ende, fordi de ikke kommer op på jeres måltal om henholdsvis 5, 10 og 15 %. Altså, at man bliver straffet, hvis man kaster sig ud i det her forsøg, økonomisk?

Statsministeren: Nej, altså nu har jeg svært ved at finde ud af, hvordan man overhovedet skal bruge ordet straffe nogen i en model, der går ud på, at man stiller en pose penge op på bordet og siger: Her er der en præmie, man får andel i, hvis man når et resultat. Altså, hvordan det så kan blive en straf, det kan jeg slet ikke forstå. Det her, det er jo en positiv tilskyndelse. Og vi har gjort os meget umage med at sætte nogle ambitiøse, men også realistiske målsætninger. Altså, hvis du spørger mig – og det er jo ikke lige dét, du gør, men hvis jeg spørger mig selv helt dybt nede, så kunne jeg sagtens finde på at være mere ambitiøs end dét, vi er her. Altså, det er en realistisk målsætning at skulle nærme sig landsgennemsnittet over 3 år, som ministeren sagde – altså 5 %, 10 %, 15 %. Det er realistisk. Og jeg tror såmænd i virkeligheden ikke, at pengene i sig selv gør det. Jeg tror dét, der kommer til at gøre det, det er fokus. Det er dét, at vi forhåbentlig nu får nogle skoler, hvis de tager imod denne her udfordring, hvor man kollektivt – altså ledelse, lærere, forældre og elever fokuserer fuldstændig målrettet ind på denne her opgave, som jo egentlig er skolens, synes jeg jo, vigtigste opgave overhovedet, nemlig at løfte eleverne fagligt.

Spørger: Men man kan jo godt se en skole for sig, der beslutter sig for at sætte penge af til nogle eksperimenter, der skal løfte svage elever, men ikke kommer op på jeres 5, 10 og 15 %. Pengene er brugt, men har ikke fået de resultater, der skal til for at give andel i jeres pulje. Har de så bare tabt pengene, eller har du stadigvæk noget i baghånden til dem?

Statsministeren: Altså nu er det jo sådan, at det her er et treårigt program. Og det vil sige, hvis man forestiller sig, at der er skole, der ikke når helt i mål med delmålet år 1, men så indhenter det over de tre år, så kommer pengene jo alligevel. Men jeg synes, det bliver lidt en skæv debat. Altså jeg mener, skolen er sat i verden for at lære eleverne noget. Og de har sådan set nogle bevillinger allerede. Og vi kan jo ikke spore nogen meget snæver sammenhæng mellem, hvor mange penge, der bruges, og hvilke resultater eleverne opnår. Og nu putter vi altså noget ekstra oven i for at skabe den her motivation. Vi tvinger i øvrigt ikke skolerne til at deltage. Altså det er ikke sådan, de skal søge. Vi siger til skolerne, vi har udvalgt jer. Men de skal jo nikke til selv at deltage. Så skulle der være en skoleinspektør derude, der siger: ”Jeg har ikke nogen ambition om, at mine elever skal lære noget mere. Jeg vil ikke gå på præmiejagt”. Altså, så må de jo sige det højt i den lokale debat, og så må vi se, hvad det giver anledning til.
Ja, TV2!

Spørger: Ja, er det her ikke at øge fokus igen på de svage elever, som jo er prisværdigt, men også dermed fjerner fokus fra netop de bogligt stærke og dygtige elever og sørger for, at de får et godt afsæt til videre uddannelser, som jo kræver højere og højere snit for at komme ind?

Undervisningsministeren: Jamen, vi skal bestemt også gøre noget for de gode. Det her, det er et særskilt initiativ for at løfte de svage elever. Vi har udvalgt 120 skoler, hvor der er en særlig stor andel af elever, som ligger under det her 4-tal. Sådan en særlig indsats dér, det betyder ikke, at vi ikke gør andre ting. Og det er helt klart, at også de stærke elever skal vi se og høre og give dem tilbud. Det er helt sikkert.

Spørger: Og hvordan ... den her pulje, den bliver jo så først givet til de elever, som starter i 9. klasse til sommer. Det vil sige, der er jo ikke nogen penge reelt ekstra til skolerne til at løfte lige præcis den årgang, som skal være dem, der får pengene til skolerne, hvis altså det løfter ...

Statsministeren: ... men prøv lige at høre, der er jo penge ude i skolerne i dag. Der er både skoler – fysiske bygninger og lærebøger og lærere og alt muligt. Der er alt det ude i skolerne. Og dét, der er mit udgangspunkt, det er egentlig, at med den folkeskole, vi har i dag, med det ressourceforbrug vi har i dag, med den lovgivning vi har i dag, der bør det være både muligt og i hvert fald en ambition, at børnene lærer at læse og regne, inden de går ud af folkeskolen. Det er jo sådan set folkeskolens grundlæggende opgave. Så man kan spørge: Skulle det her overhovedet være nødvendigt. Ja, det er nødvendigt, fordi vi har tabt tålmodigheden. Jeg synes ikke, det er i orden. Jeg synes ikke, det er i orden, at ganske almindelige børn, som ikke slæber rundt med tunge diagnoser eller fysiske eller mentale handicap, efter 10 år i den danske folkeskole ikke kan læse og regne på det niveau, der skal til, for at man har som ung, kan man sige, alle mulighederne for sig. Det er simpelthen ikke i orden. Det mener jeg grundlæggende, skolen allerede skulle levere. Det gør den så ikke alle steder. Og der kan være mange forklaringer på det. Mange forklaringer på det. Nu vil vi så prøve noget nyt, som er positivt og optimistisk – nemlig at sige, hvis vi stiller, altså i kroner og øre, en gulerod op, som skolen så selv må vælge at sige, vil vi gå på jagt efter den gulerod – kan det så skabe noget positivt energi på den enkelte skole. Også fordi, at de her 120 skoler puljes i et partnerskab, hvor ministeriet understøtter – og noget metodespredning, kan vi så gøre en forskel. Altså, det tror jeg virkelig meget på. Og jeg synes, det er en pligt, vi har, fordi vi kan ikke tillade os at efterlade de her unge mennesker i en situation, hvor deres ungdomsliv ikke består af muligheder, men i virkelighed består af begrænsninger i stedet for.

Undervisningsministeren: Men det er rigtigt, skolerne får jo – de får noget faglig hjælp, som er noget nyt. Men man kan sige, der er tre ting, som er vigtige at hæfte sig ved ved denne her pulje.

Den ene del, det er, det er jo et positivt incitament. Altså at vi vender det om og giver et positivt incitament – krediterer folk for dét, de faktisk gør – hvor meget, de flytter eleverne. Det er ikke sådan, vi plejer at arbejde i Danmark.

Så sætter vi særlig fokus på skoleledelsen, fordi vi ved nemlig fra forskning, at hvis du har skoleledere, som arbejder meget fokuseret på at forbedre de faglige resultater, så har det en direkte betydning for elevernes resultater.

Det tredje, vi sætter fokus på, det er forældrene. Der ved vi nemlig også fra forskning, at hvis forældrene engagerer sig i deres børns skolegang, så er det også en af de faktorer, som har størst betydning for elevernes resultater.
Så det er tre ting, hvor vi har en helt klar forventning om, hvis vi læser litteraturen, at det kan faktisk skabe en direkte betydning for elevernes resultater.

Statsministeren: Godt – er det dét? Tak skal I have.”