Pressemøde den 29. marts 2011

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til. På ministermødet her til morgen har vi behandlet og godkendt til fremsættelse 11 lovforslag – meget forskellige lovforslag. Lad mig bare trække tre af dem frem. Indenrigs- og sundhedsministeren fremsætter nu et lovforslag, der styrker sundhedsvæsenet, sætter stærkere fokus på forebyggelsen. Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at kommunernes medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen bliver et rent spejlbillede på det træk, som den enkelte kommune har på sygehusene. I dag er det sådan, at den kommunale betaling er delt op i et grundbeløb, uanset hvor mange patienter man har, og så noget aktivitetsafhængigt. Nu bliver det hele flyttet over og gjort aktivitetsafhængigt. Det beløb, man kan betale pr. patient, stiger fra 5.000 til 14.000 kr. Og sigtet er selvfølgelig at give kommunerne en lang større tilskyndelse til at tænke i forebyggelse, så vi undgår uhensigtsmæssige genindlæggelser og får pengene i vores sundhedsvæsen til at række længere af hensyn til patienterne.

Beskæftigelsesministeren fremsætter et lovforslag om en langt bedre arbejdsmiljøindsats. Det følger op på en meget bred aftale, der blev indgået i sidste uge, og som betyder, at vi nu målretter vores arbejdsmiljøtilsyn til de virksomheder, der har problemer. Og at de virksomheder, der har problemer, de straffes hårdere. I dag er det sådan, at bøderne er de samme til små og store virksomheder – det er uhensigtsmæssigt – så en skærpet indsats i forhold til arbejdsmiljøet.

Og endelig kan jeg nævne, at økonomi- og erhvervsministeren fremsætter et lovforslag omkring Vækstfonden, der betyder, at små og mellemstore virksomheder får adgang til flere finansieringskilder. Vi styrker med andre ord markedet for risikovillig kapital, og dermed mulighederne for, at vækst og innovationsinitiativer ikke bremses af manglende kapitel. Og det sker som led i det skift, vi befinder os i i øjeblikket – væk fra krisen – med en arbejdsløshed, der topper lavere, end vi frygtede, og nu skal vi have væksten og jobskabelsen igen.

Torsdag-fredag var der jo som bekendt EU-topmøde i Bruxelles. Der var mange ting på dagsordenen. Men ikke mindst var det jo positivt, at vi nu i realiteten landede den samlede pakke, der skal sikre, at vi kommer fri af den europæiske gældskrise – den gældskrise, der længe har domineret den europæiske dagsorden. Et helt centralt element i det, det er naturligvis konkurrenceevnepagten eller Euro-Plus-Pagten, som den kaldes visse steder, der skal styrke fokus på de store økonomiske udfordringer, som stort set alle europæiske lande står overfor.

Jeg kunne jo på topmødet meddele, at Danmark vil deltage fuldt og helt i konkurrenceevnepagten. Og dermed vil Danmark være centralt placeret i det europæiske samarbejde og i drøftelserne af de kommende års helt afgørende økonomiske udfordringer.

Konkurrenceevnepagten, den har jo i høj grad fokus på finanspolitisk genopretning, styrket konkurrenceevne. Og det er et fokus, der flugter fuldt og helt med regeringens egne pejlemærker i vores økonomiske politik. Herunder jo genopretningspakken fra sidste år, der skulle betale den umiddelbare regning for at have ført en af de mest ekspansive økonomiske politikker under krisen og frem mod det langtidsbudget for Danmark de næste 10 år, som regeringen fremlægger om nogle uger.

På topmødet sendte vi også et klart signal om, at EU er rede til at støtte Japan efter de meget voldsomme naturkatastrofer, der ramte Japan den 11. marts. Og vi havde også en diskussion om, hvordan stiller det os i forhold til nuklear kernekraft i Europa, og der er nu taget skridt til en omfattende stresstest af europæiske A-kraftværker.

Sammenfattende kan man vel sige, at Danmark gennem de seneste uger har spillet en meget aktiv rolle i en række afgørende internationale beslutninger. Vi var blandt de første lande, som var parat til at stille et militært bidrag i Libyen-aktionen. Vi har deltaget aktivt med hjælp og bistand til Japan, og endelig har vi med tilslutning til EU-konkurrenceevnepagt sikret, at Danmark er centralt placeret i de kommende års økonomiske drøftelser i EU.

Hvad angår Libyen og situationen i Mellemøsten generelt, så er det jo en situation, der er i konstant udvikling. Først og fremmest jo i Libyen, hvor det ser ud til, at den militære udvikling over weekenden er vendt til oppositionens fordel, og at de Gaddafi-loyale styrker er på retræte fra flere byer. Og det man i hvert fald kan konstatere, det er, at den internationale koalition, hvor Danmark deltog fra første færd, har modvirket det mulige folkedrab, vi alle frygtede.

Den internationale militære indsats, der har til formål at gennemføre Sikkerhedsrådets resolution 1973 er nu på vej ind i en ny fase, efter at NATO i søndags nåede til enighed om at overtage ledelsen af operationen. Det er et resultat, som vi fra dansk side har arbejdet aktivt for hele vejen igennem. Og jeg er derfor meget tilfreds med, at der i NATO er enighed om, at NATO skal løfte alle de opgaver, som koalitionen hidtil har varetaget.

I dag mødes koalitionen og de øvrige lande og organisationer, der er aktivt engageret i gennemførelsen af sikkerhedsresolutionerne i London. Fra dansk side deltager udenrigsministeren. Og mødet vil jo følge op på udviklingen siden Paris-topmødet forrige lørdag og bidrage til at fastholde den brede opbakning bag den internationale indsats.

I London vil man blandt andet arbejde på at få etableret en international kontaktgruppe, der kan bidrage til at fremme en langsigtet politisk løsning på konflikten i Libyen. Og det er vigtigt, fordi det er vigtigt, at denne indsats fra det internationale samfund er forankret også i regionen. Vi har fra dansk side i hele forløbet lagt vægt på, at der er regional opbakning til indsatsen. Og derfor er det også meget positivt, at Den Arabiske Liga fortsat støtter aktivt op om gennemførelsen af sikkerhedsresolutionerne, herunder også med militære bidrag fra en række arabiske lande.

Generelt omkring området kan man jo sige, at vi ser en positiv udvikling i en række lande i Mellemøsten. Men vi ser jo også en situation i Syrien og Yemen, som er meget kritisk. Og jeg vil gerne understrege, at vi på det kraftigste fordømmer anvendelsen af vold mod demonstranter. Det er klart, at det underminerer mulighederne for en fredelig løsning. Det gælder i de lande, som i lande før dem – Egypten, at nu er det tid for magthaverne til at imødekomme deres befolkningers helt legitime krav om reformer.

Ja, værsgo!

Spørger: Ja tak. For et par dage siden, da indrykkede du nogle annoncer i nogle forskellige aviser, hvor du henviste til Barack Obamas økonomiske politik, og brugte dem til at fortælle, at S og SF, de førte en forkert økonomisk politik eller lagde op til det i hvert fald. I dag – der indrykker de så en annonce, hvor de fortæller her, at du ikke har styr på fakta, når du henviser til Barack Obama. Hvordan kan det være, du ikke har det?

Statsministeren: Jamen, det ville da også være frygteligt, hvis jeg ikke havde det. Men selvfølgelig har jeg det. Fordi dét, der sådan set er situationen nu, og det gælder i Europa, og det gælder i USA, er, at der har været brugt enorme kræfter på, enorme ressourcer på at komme fri af krisen med færrest mulige menneskelige omkostninger. Det er derfor, der er slået huller i statskassen i alle lande i Europa og USA. Og tiden er nu kommet til – og det er dét, man ser i USA, og det er dét, man ser i Europa, at nu er der fokus på at fylde hullerne op igen. Det er uomtvisteligt sådan, at det forholder sig. Og Socialdemokratiet og SF har så en helt anden opskrift, der går ud på, at man fortsat skal slå større huller i statskassen, at man skal øge den offentlige gæld. Og det er altså en opskrift, men ikke kan finde andre steder og heller ikke i USA.

Spørger: Men du skriver blandt andet, at Barack Obama, han lægger op til at fastfryse de offentlige udgifter. Og ifølge Socialdemokraternes annonce her, så er det altså kun 12 procent af de udgifter, som de vælger at fastfryse. Så det er vel ikke rigtigt dét, du påstår, at Obama, han lægger op til det?

Statsministeren: Hvis man nu læser direkte videre i den tale, som præsidenten holdt i sin State of the Union-tale, så sagde han i fortsættelse: ”Now, most of the cuts and savings I've proposed only address annual domestic spending, which represents a little more than 12 percent of our budget. To make further progress, we have to stop pretending that cutting this kind of spending alone will be enough. It won't”. Altså ”de fleste af de nedskæringer og besparelser jeg her taler om, de adresserer kun de årlige nationale udgifter, der repræsenterer omkring 12 procent af vores budget. Skal vi gøre yderligere fremskridt, så må vi stoppe med at lade som om, at nedskæringer af denne type udgifter alene vil være nok. Det vil det ikke”, sagde præsidenten.

Og det er også baggrunden for, at hvis man går ind og ser på den amerikanske økonomi, så opererer man jo med en opstramning, hvis man for eksempel tager IMF-tallene, så opererer man med en finanspolitisk stramning på omkring 21⁄2 procent af bruttonationalproduktet næste år.

Men nu skal det her jo ikke være en stor øvelse i, hvem der kan gentage hvilke taler. Dét, der er det helt afgørende, og som jeg tror, man vil forstå, det er, at hele Europa og USA sammen med resten af verden har været ramt af en voldsom krise, der har gjort os fattigere og truet vores velstand, fjernet jobs, skabt arbejdsløshed. Og det, man har gjort i hele Europa og i USA og meget markant i Danmark, meget markant i Danmark, hvor vi jo sammen med Tyskland har ført noget nær den mest ekspansive politik i hele OECD, det er, at man har sat voldsomt ind med skatteyderpenge for at forhindre de menneskelige omkostninger. Det er jo baggrunden for, at vi har et enormt hul i statskassen. Sidste uge kom det så frem, at det sidste kun var halvt så meget, som vi havde frygtede. Men det dækkede jo blandt andet over, at arbejdsløsheden så også var 30.000 lavere, end det vi havde skønnet. Det er jo ekstremt positivt. Men i længden kan man jo ikke blive ved med at leve for lånte penge. Og derfor er det, man ser i hele Europa og i USA, uanset hvem der har magten, det er, at nu er man dér, hvor man siger, nu skal vi til at konsolidere, nu skal vi have pengene til at passe sammen. Det er nødvendigt økonomisk, fordi hvis vi bliver ved med at lade gælden vokse, så påtager vi os en enorm rentebyrde, som vi skal gå og slås med de kommende mange år. Penge, som vi i fremtiden vil bruge på at betale renter i stedet for at bruge dem på forskning, uddannelse, sundhed. Det er den ene side af det.

Den anden side af det er, at finansmarkederne efter krisen straffer langt hårde de lande, der ikke har styr på det. Så hvis ikke man kan gøre rede for, hvordan man får indtægter og udgifter til at passe sammen, så bliver man straffet i form at højere renter. Og det er ikke en akademisk øvelse, det her. Altså se på Portugal, se på Irland, se på Grækenland, se på Spanien. I Danmark kan vi jo være glade over, at vi har ført en politik, som på en og samme tid har holdt arbejdsløsheden nede på et niveau, der ligger langt under dét, man frygtede. Og lavere en dét, den på noget tidspunkt var under den tidligere regering – Poul Nyrup Rasmussen. Samtidig med, at der er international respekt omkring vores økonomiske politik. Det er det, der betyder, at danske boligejere, de betaler en langt lavere rente på deres boliglån, end det man ser i en række andre europæiske lande.

Spørger: Men lige til sidst. Kan du forstå, hvis der er nogen, der kunne have regeringen mistænkt for at male tingene lidt for sort nogen gange. Altså vi så her i sidste uge en regnefejl på 43 milliarder kr., som er blevet brugt til at argumentere for nogle besparelser. Og her, der er vi også ude i en krig på tal, som fører til en annoncekrig mellem jer og oppositionen om, hvor meget der skal fastfryses af offentlige udgifter og den slags. Kan det ikke være meget svært for vælgerne at navigere i frem til et valg?

Statsministeren: Regeringen har ikke lavet nogen regnefejl. Det ved jeg ikke, hvor du har fra.

Spørger: Det kom i hvert fald frem, at der var 43 milliarder forkert i forhold til EU’s konvergenskrav.

Statsministeren: Jo altså, regeringen havde et skøn i foråret 2010. Det havde vi i øvrigt på linje med EU-kommissionen, Det Økonomiske Råd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd så lidt sortere på det, end vi gjorde. Men det var sådan set et almindeligt skøn om, hvordan ender Danmark 2010. De skøn bliver jo så hele tiden justeret, som året går. Og derfor er den nyhed, der slap ud i sidste uge, jo ikke nogen nyhed. Fordi det matcher langt hen ad vejen de seneste skøn, der lå fra Finansministeriet i efteråret 2010.

Hvad dækker det over? Jamen, det dækker over, at 2010 er gået bedre, end det alle troede. Er det en frygtelig nyhed? Nej, det er en fantastisk nyhed. Fordi det den nyhed blandt andet dækker over, det er, at arbejdsløsheden – den blev 30.000 lavere end det, vi frygtede. Altså hvordan man kan gøre det til noget frygteligt, det har jeg svært ved at forstå. Altså jeg glæder mig jo for hver gang, at vi er i stand til at presse arbejdsløshedstallet ned. Så er der nogle helt ekstraordinære skatteindtægter på aktier og obligationer, pensionskasseskat, men altså det er jo noget underligt noget at skulle tillægge regeringen det motiv, at vi har et ønske om at tegne Danmark sortere – altså tværtimod. Hele grunden til, at vi satte så hårdt ind, da krisen ramte os, med udbetaling af SP, med en fuldt finansieret skattereform, som blev indfaset på en måde, hvor det holdt hånden under boligejerne – gav noget tillid ude i familierne. Hvor vi forlængede kredittider. Hvor vi fremrykkede infrastrukturinvesteringer. Hvor vi lavede danmarkshistorisk høje anlægsbudgetter ude i kommunerne. Hvor vi brugte mere end 1 milliard på at give tilskud til, at danskerne kunne sætte nye vinduer i deres huse. Alle de ting har vi jo gjort for at prøve på at holde arbejdsløsheden i ave. Og det er lykkedes. Og jeg glæder mig over, at arbejdsløsheden ikke eksploderer til det niveau, som man så op gennem 90’erne Det, synes jeg, er positivt.

Rokker det ved, at Danmark fortsat er udfordret? Nej, det gør det ikke. Fordi vi er udfordret af det forhold, at regningen jo altså skal betales. Vi kan ikke blive ved med at bruge flere penge, end vi tjener. Eller for at citere Obama igen fra den samme tale: ”Almindelige familier må leve af dét, de tjener. De må hver dag prioritere for at få udgifter og indtægter til at hænge sammen. De fortjener, at vi som regering gør det samme”. Det er sådan set også min indfaldsvinkel.

Ja! Matzen.

Spørger: I et direkte TV 2-transmitteret pressemøde i fredags efter afslutning af EU-topmødet, da sagde du om den politiske situation i Danmark, at du er overbevist om, at det flertal, der har stået bag den økonomiske politik i Danmark siden 2001 også i de kommende forhandlinger omkring den langsigtede økonomi i Danmark frem til 2020, vil vise, sagde du, sin dygtighed. Og så tilføjede du: Hvis det ikke skulle vise sig at være tilfældet, så foreligger der en ny situation, og så vil regeringen tage den derfra. Det var sådan nogenlunde præcis, hvad du sagde.

Derfor vil jeg gerne spørge dig: Betyder det, sådan som du ser det, at muligheden for at indgå aftaler om den langsigtede økonomi, altså det står og falder med tilslutning fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance?

Statsministeren: Må jeg ikke først komplimentere dig for den meget flotte gengivelse af, hvad jeg har sagt, uden overhovedet at støtte dig til noget notat. Jeg synes, det matcher min egen erindring om, hvad jeg sagde. Og jeg står fuldt ved det, jeg sagde – nemlig, at siden 2001 har der været et flertal i Folketinget for at føre en ansvarlig økonomisk politik. Det er et flertal – der har bidraget til at gøre Danmark rigere ved af tre omgange at give fuldt finansierede skattelettelser for at få danskerne til at arbejde noget mere, det er nemlig en god ide at få danskerne til arbejde noget mere – som sørgede for, at nettogælden var væk, da krisen ramte os. Som derfor havde mulighed for at føre en ufattelig offensiv krisepolitik, hvor vi virkelig tog spenderbukserne på for at holde arbejdsløsheden i ro, og som så efterfølgende også har vist paratheden til at samle den umiddelbare regning op i forhold til genopretningspakken sidste år. Og ja, jeg har fuld tillid til, at det samme flertal også vil være manøvredygtigt i forhold til at løse de udfordringer, Danmark har de kommende år.

Spørger: Så vil jeg gerne spørge: Er det udelukket, at de her forhandlinger, når de kommer i gang, at de kan fortsætte, altså hvis man ikke bliver enig i løbet af foråret, så kan de fortsætte hen over sommeren, således at man først i sensommeren/efteråret trækker i snorene og siger, at nu skal vi have en politisk afklaring. Er det et scenarie, du ser for dig – er det en mulighed?

Statsministeren: Nej, det er ikke noget scenarie, jeg ser for mig. Det scenarie, jeg ser for mig, det er, at regeringen inden frygtelig længe – nu har vi lige fået nationalregnskabstallene på plads, og den gode nyhed om, at arbejdsløsheden ikke blev så høj, som vi frygtede. Nu har vi fået det på plads, og derfor kan vi færdiggøre vores udspil til et langtidsbudget for Danmark de næste 10 år. Og det vil, når regeringen lægger det frem jo vise, at regeringen har opskriften til, hvordan vi får indtægter og udgifter til at passe sammen. Og så samtidig have muligheden for fortsat at udvikle det her samfund og kernevelfærden i samfundet. For jeg ønsker jo ikke at administrere en nedskæringsdagsorden de næste 10 år. Det lægger vi frem, og så vil der være forhandlinger. Og så har jeg da en forventning om og en forhåbning om, at de forhandlinger fører frem til et resultat.

Spørger: Så vil jeg gerne spørge igen. Når du i fredags sagde, at så foreligger der en ny situation, betyder det, at hvis man ikke her i foråret kan få et flertal bag den langsigtede økonomi frem til 2020, hvor der er balance mellem indtægter og udgifter – indebærer det, at så betragter du det som et kabinetsspørgsmål?

Statsministeren: Altså det jeg sagde, det var, at jeg har store forventninger til, at det flertal, der har vist sin manøvredygtighed, vil gøre det fortsat. Og hvis det ikke skulle ske, så foreligger der en ny situation. Men der foreligger ikke nogen ny situation.

Spørger: Et sidste spørgsmål: Kunne man forestille sig, altså det er jo sådan, at når vi fraregner genopretningspakkens 24 milliarder, så er der vel tilbage for at opnå balance i forhold til det tal, som Finansministeriet har udsendt, så mangler der vel en 20-25 milliarder i det lag der. Kunne man forestille sig, at det ville være tilfredsstillende for regeringen at opnå en politisk aftale bare om nogen af pengene, og så at man så på et senere tidspunkt finder resten, for eksempel efter næste valg?

Statsministeren: Der er mange spørgsmål. Altså jeg tror, man må tage tingene i den rigtige rækkefølge. Og den rigtige rækkefølge er, at regeringen om ikke så frygtelig længe fremlægger vores budgetforslag – Danmark de næste 10 år, som viser, at indtægter og udgifter hænger sammen. Dét, der vil være et helt afgørende omdrejningspunkt her, det er selvfølgelig tilbagetrækningsreformen. Det siger sig selv. Fordi vi er udfordret de kommende år af, at for hver gang, der er fem, der forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, så er der kun fire, der træder ind. Og vi kommer simpelthen til at mangle de hænder, hvis vi skal have balance i vores regnestykker. Det lægger vi frem, og så skal det forhandles. Så vil vi i øvrigt i tilknytning til det her langtidsbudget jo også lægge en stribe vækstforslag frem i kølvandet på Vækstforums arbejde, og så forhandler vi. Og jeg skal jo ikke stå og foruddiskutere de forhandlinger, de bliver da svære. Altså for jeg kan jo se med det blotte øje, at der jo ikke er et umiddelbart flertal for regeringens tilbagetrækningsreform. Det har jeg godt fået øje på. Det får nu ikke udfordringen til at gå væk. Og den udfordring – ja, den skal håndteres, det skal den. For hvis ikke vi håndterer den udfordring, så er alternativet dét nedslående, at vi kommer til i en lang årrække at trækkes med en nedskæringsdagsorden. Hvor vi år for år for år skal sidde og skære i kernevelfærden. Det ønsker jeg ikke. Og dét, der kunne være alternativet – nemlig, at vi så bare kører med store underskud, vi ikke har nogle planer for, hvordan skal dækkes ind. Det er heller ikke lyst og muntert, fordi det vil med det samme betyde, at vi bliver straffet på de internationale finansmarkeder i form af højere rente – til skade for danske boligejere, til skade for danske virksomheder, til skade for den næste generation af skatteydere, fordi de kommer op og hænge på en kæmpe gæld. Så det er en bunden opgave, den skal løses, og regeringen har sit bud. Og når vi har fremlagt det bud, så forhandler vi det.

Ja, værsgo!

Spørger: Danskerne har tre gange sagt nej til Euroen. Nu har regeringen indgået en Euro-plus-pagt. Forstår du ikke godt, danskerne kan være noget forvirrede over, at det ikke er i strid med vores forbehold mod Euroen?

Statsministeren: Jo, hvis man lige bare lader øjet hvile på, hvad pagten hedder og så ikke læser ned i den, så kan man muligvis nok blive forvirret. Men hvad er det, den her pagt går ud på? Denne her pagt går ud på, at et Europa, som er blevet fattigere i krisen, nu tager ansvaret for at gøre sig rigere igen. Og det er jo ikke bare en ussel jagt på mammon, det er fordi, at forudsætningen for, at vi kan fastholde og udvikle de europæiske velfærdssamfund, hvor Danmark jo er en lysende stjerne sammen med de skandinaviske samfund, forudsætningen for det, det er simpelthen, at vi styrker vores konkurrenceevne. Det er dét, det handler om. Og det er dét, der gør det interessant for seks ikke-Eurolande at deltage: Rumænien, Polen, Danmark, Letland, Litauen, Bulgarien. Fordi uanset vi ikke har Euroen, så vil vi sådan set gerne være med til at diskutere, hvordan laver vi den politik i de enkelte lande, som skal til for, at Europa bliver rigere, at Danmark bliver rigere.

Spørger: Du sagde før, at regeringen havde ført en ansvarlig økonomisk politik. Er det virkelig en borgerlig liberal ansvarlig økonomisk politik at bruge 72 milliarder kr. mere om året på den offentlige sektor og ikke har styr på økonomien i for eksempel kommunerne?

Statsministeren: Den første del af det – at bruge flere penge på at ansætte flere sygeplejersker, flere læger, flere i ældreomsorgen – ja, det er bestemt ansvarlig borgerlig liberal politik. Altså jeg synes jo, det er en god ide, at vi lever i et samfund, hvor man har en chance for at blive behandlet, hvis man bliver syg, og det ikke er beroende på forsikringspolicer og friværdi i huset og andet. Og når vi bliver ældre, og der er ny moderne teknologi, så skal vi tage det i brug, og derfor har vi ansat langt flere sygeplejersker og læger, og de skal have løn for det – ja, det er i orden. Er det ansvarligt at rammerne skrider? Nej, det er ikke ansvarligt. Og det er jo sådan set også det, vi samler op på nu. Fordi det, der har været en udfordring i Danmark i en meget, meget lang årrække under regeringen Poul Nyrup Rasmussen, under regeringen Anders Fogh Rasmussen og under mine første små to år, det er, at man er kommet til at bruge flere penge end dem, man er blevet enige om. Og det er selvfølgelig ikke langtidsholdbart. Hvor det var sådan, at når Nyrup sagde, jeg vil gerne bruge en krone, så kom han til at bruge 11⁄2 ekstra oveni. Og når Anders Fogh Rasmussen ville bruge en krone, så kom han til at bruge en krone oveni. Så må man sige, at nu er tiden kommet, hvor når vi vil bruge en krone ekstra, så er der kun en krone ekstra. Og derfor skal vi tage et ansvar for at få noget mere budgetdisciplin, og det er jo også derfor, at finansministeren har stillet i udsigt, at vi i forbindelse med langtidsbudgettet for Danmark de næste 10 år også ønsker at lave en budgetlov, som skaber større sikkerhed for, at kommunerne, regionerne og staten selv holder de rammer, der er.

Spørger: Så lige til sidst. Regeringen er på vej med en optjeningsreform. Altså at man skal optjene retten til for eksempel sociale ydelser i Danmark. Noget tyder på, at Villy Søvndal har fået en ny allieret i Danmark – nemlig de konservative. Hvordan har du det med dét?

Statsministeren: Ah, er det mon ikke at spidse det lidt for hårdt til. Vi har jo optjeningsprincipper i Danmark. Nu kan jeg forstå, at den samlede opposition har meldt sig helt ud af den debat. Det synes jeg er rigtig trist og skuffende og et udtryk for, man lukker øjnene for nogle af de udfordringer, vi har. Fordi vi har jo optjening. For eksempel har vi det sådan i Danmark, at vi siger, man skal være 40 år i Danmark for at få folkepension. Vi har altså ikke et system, hvor man kan rejse ind i Danmark som 63-årig og så to år efter gå op folkepension. Vi gjorde det sidste år, vi sagde, vi er nødt til at gøre op med den trafik, hvor man lige kan runde det danske arbejdsmarked, og så kan man i øvrigt få sendt en børnecheck ned til Polen eller et andet sted. Det er der almindelig opbakning til. Og den udfordring, vi står overfor de kommende år, det er, at vi lever i en globaliseret verden. Vi lever i en mere åben verden. Og vi ønsker at være en del af en åben verden. Vi har brug for, at der kommer udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det har vi. Dem, der kan og vil – er velkomne. Dem, der ikke vil – de er ikke velkomne. Og til det hører jo altså også, at vi i Danmark har et meget, meget højt velstands- og velfærdsniveau. Det ønsker jeg at passe på. Men det er klart, at det er et højt velfærds- og velstandsniveau, som bliver udfordret, hvis man bare ligesom kan sætte foden ind over grænsen og uden at have bidraget til det danske samfund, så få hele paletten af velstands- og velfærdsydelser.

Det er derfor, at det er relevant at sige – jamen, når vi lever længere og skal senere på folkepension, skal man så måske ikke med fordel være i Danmark i mere end 40 år, før man får fuld folkepension. Det er dét, der gør det relevant at overveje, om man for eksempel kan vende Danmark og få førtidspension, og så tage den med sig hjem til dér, hvor man kom fra. Det er jo den diskussion, regeringen ønsker at tage. Og det er derfor, vi har besluttet at bede om at få et opspil til det. Det er vores centraladministration i gang med. Jeg har ikke selv læst det endnu. Og når det ligger på bordet – jamen, så drager regeringen selvfølgelig sine konklusioner. Og i denne her sag, som i alle mulige andre, der bliver det selvfølgelig en enig regering. Dét, jeg synes, er det triste – det er, at oppositionen har meldt sig helt ud af denne her debat.

Ja, værsgo!

Spørger: Der er flere i dag, der udtrykker bekymring for, at de danske styrker bliver sådan en slags flyvevåben for oprørerne i Libyen. Har du nogen bekymring om det?

Statsministeren: Nej, det har jeg ikke nogen bekymring for. Altså det danske flyvevåben, som deltager i den internationale koalition og nu altså i en NATO-ledet aktion, deltager jo på det mandat, som Sikkerhedsrådet har givet i resolution 1973. Og det går meget, meget præcis ud på, at vi med alle midler – flyveforbud og alle midler – skal sikre civilbefolkningen mod et overgreb. Det er dét, der er missionens formål. Så er det jo altså logisk sådan, at når der er et regime, og der er en opposition – og hvis oppositionen har ingenting, og regimet har kamphelikoptere og fly og mortergranater, så rykker det selvfølgelig ved balancen, at man tager fly og scudmissiler og helikoptere ud, altså sådan er det jo.

Spørger: Hvad ved du egentlig om oprørerne, om hvad de har af planer for et fremtidigt Libyen?

Statsministeren: Vi har jo i EU besluttet, og det gjorde vi på det forrige topmøde, at vi anerkender ikke overdragelsesrådet som Libyens nye regering. Det er libyerne selv, der i fraværet af militære overgreb på sig, må finde deres egen fremtid. Men vi har ønsket at begynde at optage en dialog med nogle af dem, der kan tegne et nyt Libyen. Og der indgår selvfølgelig det her overdragelsesråd.

Spørger: I takt med, at amerikanerne måske begynder at trappe ned på engagementet, forventer du så, at de andre NATO-lande og Danmark herunder vil trappe op?

Statsministeren: Der er ikke lagt op til, at Danmark trapper op. Altså vi har jo allerede i det beslutningsforslag, Folketinget har vedtaget, angivet, at der muligvis kunne komme et maritimt bidrag i forhold til at sikre våbenembargoen, i så fald skal vi jo være i dialog i Udenrigspolitisk Nævn først. Men hvis vi derudover skulle have et andet engagement, så vil det jo kræve en ny folketingsbeslutning. Så det er der ikke lagt op til. Dét, man derimod kan glæde sig over, det er, at det forhold, at ansvaret, altså det operative ansvar, nu overgår fra USA, som har stået i spidsen for den her frivillige koalition af lande, til NATO, så vil det afklare nogle problemstillinger, som har gjort, at en række lande, der vil yde bidrag, har været tilbageholdende med det. Altså det er for eksempel en kendt sag, at det norske styrkebidrag har afventet, at der kom en afklaring af det her. Så snarere end at os, der ligesom tog ansvaret i første række, skal tage et større ansvar, så forudser jeg, at når det her bliver NATO-ledet, så vil man se, at flere lande tilslutter sig.

Spørger: Noget helt andet – en person, der har fyldt mere end både Obama og Gaddafi, det har været lille Holger fra Nordjylland. Ifølge hans facebookprofil, så fremgår det, at han er stor modstander af efterlønsreformer. Kan du være bekymret over, at en profil af den karakter er modstander af regeringens tilbagetrækningsreform?

Statsministeren: Jeg har ikke været inde at se lille Holgers facebookprofil. Det vil jeg straks gøre. Først og fremmest er jeg jo ligesom resten af Danmark jo glad for, at han er fundet i god behold. Han synes jo at være en rigtig, rigtig stærk gut. Og hvis han allerede også har gjort sig bevidste tanker om, hvordan han vil være stillet i sin tredje alder – jamen, så vil jeg sige, at så fremmer det egentlig bare min respekt for sådan en lille fyr – altså, det må jeg sige.

Godt, jeg tror, vi skal til at slutte.

Værsgo!

Spørger: Jamen tilbage til den her optjening af velfærdsydelser, som jo har fyldt medierne også de sidste dage. Man har jo ligesom kunnet forstå, at vi i Danmark har et problem med åbenbart, at der er mange udlændinge, der kommer til ... eller en del udlændinge, der kommer til landet og så at sige har snablen nede i statskassen ... fra tidligere ... det koster også mange penge.

Kan du sige hvor helt konkret på hvilke områder er det, at vi har nogle meget store udgifter, som vi ikke burde have?

Statsministeren: På veje af den øvelse, som vi har sat i gang i finanslovsaftalen, efter vi traf beslutningen om at justere ved børnechecken, fordi det stødte vores rimelighedsopfattelse, at man kunne være ganske, ganske kort på det danske arbejdsmarked, have sin familie boende i sit hjemland, og så gav det adgang til, at vi overførte store børnechecks til hjemlandet. Det stødte os, og det er jo ikke spørgsmålet om, hvor store summer summer det op i, det er spørgsmålet om, er det rimeligt. Derfor lavede vi om på det. Og så har vi altså sat et arbejde i gang, som borer det her mere principielt ud. Og det handler såmænd ikke om, hvor meget det summer op i. Det handler i virkeligheden om at udvise den form for rettidig omhu, der gør, at Danmark fortsat kan udvikle vores kernevelfærd. Og være kendt som et land, hvor når man er beboer i det her land, så har man for den høje skat, man betaler, altså adgang til en vifte af serviceydelser og velfærdsydelser, der er en hånd under én, hvis man bliver syg, hvis man bliver gammel, førtidspension, folkepension – at værne om det i en verden, som bliver mere og mere åben, det er sådan set dét, det går ud på.

Spørger: Men for så at prøve at blive lidt mere konkret, så spørger jeg lige på en anden måde. På hvilke konkrete områder er det, at din rimelighedsopfattelse bliver stødt, fordi folk kan komme til landet og modtage ydelser fra day one?

Statsministeren: Jamen altså, jeg har jo lige givet et eksempel – børnechecken, som vi rettede op på. Og vi kommer det ikke nærmere i dag. Fordi dét, vi har besluttet i finansloven, det er, at vi oven på den her beslutning om børnechecken, som er begrundet på den måde, jeg her har begrundet det på, gerne ville have lavet et udredningsarbejde, som afdækker, hvad er det egentlig for en sum af ydelser og services, som man har adgang til, fordi man er i Danmark – uanset hvor længe man har været her, uanset om man har bidraget til fællesskabet. Det er en afdækning, som er ved at være færdiggjort og oven på det, så vil regeringen diskutere det opspil, og så kommer vi med vores konkrete forslag, når vi kommer med vores konkrete forslag.

Spørger: Men lige nu er der tale om, at I måske kan hente omkring 1 milliard kr., og så vil De Konservative gerne have pillet en del af forslagene ud. Risikerer I ikke, at I ender med at lave en øvelse, hvor I henter så få penge, at det nærmest koster mere i øget bureaukrati og administration, end I henter penge ind ved at ændre på, hvad folk kan få, når de kommer her til landet?

Statsministeren: Men jeg ved ikke præcis, hvad det er for forslag, du sigter til, og hvad det er for nogle præcise positioner, du sigter til. Fordi regeringen har ikke haft en drøftelse om de her temaer endnu. Det her handler ikke om at gå på jagt efter et eller andet bestemt beløb. Det her handler om, at vi ønsker et Danmark, som er åben for dem, der kan og vil. Det har vi brug for. Det er også derfor, man kan glæde sig over, at der er fire gange så mange i Danmark hvert år, der arbejder og studerer, som der var, da regeringen kom til. Vi ønsker omvendt et Danmark, som er lukket for dem, der ikke vil. Vi ønsker at være en del af en globaliseret verden, men det udfordrer os også.

Danmark er jo bygget op på den måde i gamle dage – at vi ydede, før vi nød. At vi var i Danmark, levede vores liv i Danmark – når vi var gamle, kom vi på folkepension. I dag er verden anderledes, den er meget mere åben. Man rejser ud, man rejser ind. Og der har vi altså et ansvar – dagens politikere – for at udvise den form for rettidig omhu, der gør, at vi kan fastholde det her høje velfærdsniveau – også i en fremtid, der bliver mere global. Og det ville jo for eksempel jo ikke være i orden, hvis man efter et langt arbejdsliv, hvor man ikke har sat foden på dansk jord, kunne flyve ind og få sin folkepension. Det er derfor, vi har lavet et optjeningsprincip, hvor vi siger, man skal være her i 40 år. Og ja, det er bestemt relevant i takt med, at vi sætter folkepensionsalderen op, og vi lever længere og længere, at diskutere – er 40 år det rigtige tal. Førtidspensionen – er det rimeligt, at man kan være i Danmark relativt kort, få tilkendt en førtidspension, og så i øvrigt rejse ud af landet til dér, hvor man kom fra, og så sidde og leve resten af sit liv på en dansk førtidspension. Det er da relevant at diskutere, om man ikke burde dele en sådan førtidspension i et grundbeløb, som man kan rejse ud på og et tillægsbeløb, som man kun kan få, hvis man er i Danmark. Det er den øvelse, vi har sat i gang. Og den er ikke båret af en eller anden jagt på et bestemt provenu, den er simpelthen båret af kærligheden til det her samfund. For hvis ikke vi åbent forholder os til, at det selvfølgelig udfordrer et lille åbent velfærdssamfund, der har indrettet sig meget anderledes, end man har andre steder i verden, at verden bliver mere åben. Så kender man ikke sin besøgelsestid.

Godt – det sidste spørgsmål!

Spørger: Det er bare lige omkring Libyen igen, fordi den internationale koalition er måske nærmest allerede blevet anklaget for at have dobbelte standarder i forhold til, hvornår går man ind i et land, og hvornår går man ikke ind og hjælper i et land. Og hvis der sker noget i Yemen og Syrien, så må man jo også overveje, om man skal ind dér. Og der er kritik af, hvorfor går man ikke ind i Congo og Elfenbenskysten og så videre. Jeg kunne godt tænke mig at høre, kan du definere nogle sådan rimelige klare principper for, hvornår du mener, man bør gå ind fra det internationale samfund, eller er det bare fuldstændig – hvad skal man sige – mudret realpolitik, hvor det ikke er til at sige. Er der en linje i det, som du kan definere lidt nærmere?

Statsministeren: Der er jo i hvert fald et princip, som har været formuleret i FN, der går ud på – responsibility to protect, som er en maksime, der har vundet international opbakning de seneste år, og som sådan set går ud på, at det internationale samfund har en forpligtigelse til at gribe ind, når der er udsigt til folkemord. Det er jo i hvert fald én styrestreng.

Så må man også ærligt sige, at så er der en anden styrestreng, og den handler selvfølgelig om opbakning og forankring. Og dét, der er det unikke ved Libyen, det er, at det mandat, som historisk faldt på plads i FN’s Sikkerhedsråd af 1973, det er et mandat, hvor opspillet i høj grad kom fra regionen selv, altså det var blandt andet den arabiske liga, som pressede på. Og det betyder altså, at det internationale samfund, herunder også den vestlige verden, har haft en mulighed for at engagere sig militært for at forhindre et folkemord, uden samtidig at løbe risikoen for, at vores militære intervention ville blive misfortolket, drejet, udsat for Al-Qaeda-spind og alt muligt andet, der kunne gøre, at man måske nok reddede nogle civile i første række, men efterfølgende havde et enormt negativt spill-over på hele regionens udvikling. Så de to ting har jo været meget styrende lige præcis, når vi snakker Libyen.

Tak skal I have.”