Pressemøde den 3. maj 2011

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til dagens pressemøde i forlængelse af det ordinære ministermøde denne tirsdag, som er en vigtig tirsdag i Danmarks historie, fordi det er i dag i eftermiddag, at kredsen af partier bag velfærdsaftalen mødes i Finansministeriet – til et møde, der er af helt afgørende betydning for Danmarks fremtid. Fordi det er det møde, der må gøre det klart, hvem der er parat til at fremtidssikre velfærden i Danmark med kontant budget.

Da jeg fremlagde reformpakken – kontant sikring af Danmarks velfærd – da betegnede jeg de forhandlinger, som vi tog hul på, som den helt store test for Folketingets partier. Og det er den test, som nu må udspille sig her i eftermiddag. Det er nu, der er brug for, at de ansvarlige politiske partier træder i karakter. Vi har brug for kontante svar på Danmarks økonomiske udfordringer.

Hvis opgaven lykkes, så tegner fremtiden sig også lys. For Danmark er kommet igennem krisen, og vi er kommet igennem krisen med langt færre arbejdsløse, med færre menneskelige omkostninger end frygtet. Ledigheden er toppet, efter alt hvad vi ved, på et niveau, der er 40.000 lavere end det, vi frygtede. Og selv i kriseårene har ledigheden været lavere end på noget tidspunkt under Nyrups regering. Langtidsledigheden i Danmark er nu den næst laveste i EU.

Så vi har lagt krisen bag os. Men det rokker ikke ved, at vores økonomi er presset fra flere sider. Og derfor er det nu, der skal tages hånd om de kommende års udfordringer. Vi har jo for det første mistet i titusindvis af private arbejdspladser. Vi står for det andet over for en situation, hvor der bliver færre arbejdsdygtige i de kommende år, flere ældre. For hver gang fem forlader arbejdsmarkedet, er der kun fire, der træder ind. Og vi har for det tredje udsigt til faldende indtægter fra Nordsøens olie og naturgas. Det er tre forhold, der udfordrer os, og som betyder, at der i fravær af handling vil være udsigt til underskud, så langt øjet rækker. Og derfor står vi ved en skillevej – og præcis i dag skal der vælges side. Der skal findes 47 milliarder kroner. Ikke ved tro, håb og gældsætning, men med kontante reformer, der sender flere danskere i arbejde og forbedrer de offentlige finanser, fastholder vores konkurrenceevne.

Regeringen har jo allerede sammen med Dansk Folkeparti i genopretningspakken fundet 24 milliarder kroner. Der resterer altså for os 23 milliarder. Dem finder vi, selvom det bliver vanskeligt, for jeg vil ikke låne mig til velfærd, jeg vil ikke drive økonomisk politik for lånte penge.

Danmark kan ikke have milliardstore underskud hvert år frem til 2020, uden at vi gør noget ved det. Så med reformpakken vil vi skabe kontant balance i regnskabet i 2020.

Udfordringerne er alvorlige, og der findes ingen nemme løsninger. Det kræver mod at træffe de kontante beslutninger, som forbedrer vores økonomi, sikrer vores velfærd. Vi kan ikke spare os til holdbar velfærd. Vi kan ikke låne os til holdbar velfærd. Vi kan heller ikke beskatte os til holdbar velfærd. Vi kan reformere os til holdbar velfærd. Og det er derfor, regeringen er fast besluttet på at træffe beslutninger her og nu, som sikrer, at vi har et kontant budget, der hænger sammen, så vi kan betale de faste omkostninger, efterhånden som de forfalder, herunder de faste omkostninger til en fortsat udbygning og vedligeholdelse af vores velfærdssamfund. Regeringens reformer skaber jo plads til, når genopretningspakken er udløbet, fire friske milliarder om året til især sundhed, uddannelse og forskning. Hvis vi lader stå til, eller lader al ting drukne i taktiske hensyn, så vil udfordringerne vokse sig større, så vil vi ikke kunne fastholde vores velfærd. Og derfor vil jeg gerne så stærkt, som jeg overhovedet kan, appellere til de partier, der i 2006 indgik en aftale om et velfærdsforlig, der øger folkepensionsalderen i takt med, vi lever længere – appellere til de partier om at forny aftalen, så den bringes på omdrejningshøjde med dét, der er dagens udfordringer, så vi løber den aftale, vi allerede har besluttet, hurtigere i gang, og så vi udfaser efterlønnen.

Så vil jeg gerne også knytte et par ord til gårsdagens internationale nyhed om Osama bin Ladens død. Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med, at retfærdigheden er sket fyldest. I går var en historisk dag. Bin Ladens død er en skelsættende og en markant begivenhed i den globale indsats mod terror. Som manden bag angrebene den 11. september 2001, og en række andre terrorangreb over hele kloden, har Osama bin Laden tusindvis af uskyldige liv på sin sorte samvittighed. Han var om nogen symbolet på samvittighedsløs og umenneskelig vold i ekstremismens navn. Det er godt, at han er væk. Men det er klart, at terrortruslen består endda.

Med bin Ladens død er et vigtigt symbol for Al-Qaeda væk. Men Al-Qaeda og andre grupper vil utvivlsomt søge at fortsætte deres angreb, og på kort sigt kan gengældelsesaktioner ikke udelukkes. Vi skal derfor også bruge den historiske begivenhed til at udtrykke vores respekt og anerkendelse for dem, som befinder sig i frontlinjen, herunder også vores danske soldater i kampen mod terror, først og fremmest i Afghanistan – en indsats, som de gennemfører under store risici og med betydelige omkostninger.

Drabet på bin Laden viser, at vores fælles internationale indsats mod terror skaber resultater. Ved at stå sammen og ved at stå fast på vores grundlæggende værdier om frihed, demokrati og menneskerettigheder vil vi sejre i kampen for frihed og demokrati.

TV 2!

Spørger: Du siger selv, at nu går man ind i den alvorlige fase af 2020-forhandlingerne i dag. Og jeg ved, at du formentlig vil sige, at oppositionen ikke har fremlagt de ordentlige svar på udfordringen. Nu siger Helle Thorning-Schmidt, at hun åbner for posen ved at fortælle om det her forslag, om at kontanthjælpsmodtagere, at de efter en måned på kontanthjælp skal tvinges ud i arbejde. Og der skal 25.000 nye job – feje gader og den slags. Hvis nu man ser isoleret på det forslag, er det så et forslag, som du og dit parti og din regering kan støtte, eller kan I ikke?

Statsministeren: Men der ikke basis for at se isoleret på forslag. Det, Danmark har brug for nu, det er en samlet aftale – et budget, der hænger sammen, hvor vi med sikre indtægter kan finansiere sikre udgifter. Og jeg regner det altså som en sikker udgift, at vi skal have råd til ikke bare at fastholde det her velfærdssamfund, men også udbygge det her velfærdssamfund. Jeg vil fri af en sur nedskæringsdagsorden. Jeg vil sikre de fire friske milliarder, der skal til, for at vi kan investere mere i sundhedsvæsenet, når der bliver flere ældre, og der kommer ny medicin og ny teknologi. Jeg vil sikre de friske milliarder, der skal til, for at vi kan investere mere i uddannelse, når flere unge skal have en uddannelse. Jeg vil sikre de friske milliarder, der skal til, for at vi kan øge vores forskningsindsats i takt med, at samfundet bliver rigere, så vi kan opretholde vores målsætning om, at vi bruger 1 procent af bruttonationalproduktet på forskning. Det er sikre udgifter. Og det, vi med sikkerhed ved i dag, det er, at det er udgifter, vi ikke har råd til at afholde, medmindre vi gør noget. Så kan det være interessant nok at se på, hvordan man kan skærpe pligterne for kontanthjælpsmodtagere. Det, jeg nu først og fremmest hæfter mig ved – ved de tanker, der har været fremme 1. maj, det er ideen om at afskaffe starthjælpen. Det er ideen om at fjerne loftet over kontanthjælp, som i virkeligheden er et opgør med dét, den her regering har kæmpet for – nemlig, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det peger den forkerte vej. I sidste uge fik vi en rapport, der viste, at regeringens politik i forhold til folk med indvandrerbaggrund på arbejdsmarkedet har været en succes. At Danmark er blevet fem milliarder rigere, fordi vi har øget indvandrergruppernes erhvervsdeltagelse. En af hovedforklaringerne på det, det er, at vi har gjort det mere attraktivt at arbejde – at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er dét, man vil rulle baglæns. Det er sådan set den forkerte vej at gå.

Spørger: Man hører igen og igen fra din regering i forhold til det her forslag, at det slet ikke er nok, og det giver ikke svar på noget. Men kan du ikke svare mig på isoleret set i kampen på flere hænder, er et forslag om at tvinge kontanthjælpsmodtagere i arbejde – er det et godt forslag, eller er det ikke et godt forslag?

Statsministeren: Det er en glimrende ide, at man med rettigheder mødes med pligter. Det er en glimrende ide. Den bedste pligt, det er jo pligten til at tage en uddannelse eller komme i beskæftigelse. Og jo helst og bedst på en privat virksomhed.

Spørger: En helt anden ting. I går, der forlød det i internationale medier, at det var danske fly, der havde smidt bomber over det hus, hvor Gaddafi og hans familie opholdt sig og endte med at koste en af hans sønner livet. Jeg har tidligere hørt regeringen sige, at det på ingen måde var en mission, der handlede om at gå efter Gaddafi eller hans familie. Det handlede alene om at beskytte folket mod overgreb. Har mandatet ændret sig, eller hvordan kan danske fly bidrage til den slags?

Statsministeren: Nu kan jeg ikke af- eller bekræfte, om der har været danske fly involveret i denne her konkrete mission. Men det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at de danske fly deltager i en international mission, som afvikles inden for rammerne af det mandat, der er givet i FN med resolution 1973. Og det er jo et mandat, der rækker til at gå efter militære installationer og ikke efter civile mål. Omvendt er det jo heller ikke et mandat, som garanterer, at der ikke kan opstå civile tab. Men man har ikke civile mål i Libyen.

Spørger: Men er det okay at bombe et sted, fordi man ved, familien Gaddafi opholder sig der?

Statsministeren: Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring den mission. Det er sådan, at formålet med tilstedeværelsen i Libyen, det er at beskytte civilbefolkningen op imod en despot, som har siddet alle internationale advarsler overhørig, som fortsat rykker frem mod sin civilbefolkning, og derfor går det ud på at bringe ligevægt i forholdet mellem opposition/civilbefolkning på den ene side og den militære overmagt på den anden side. Og til den ende kan man jo gå efter installationer, som har militærtaktisk betydning. Det er dét, der er formålet med missionen.

Spørger: Vores partnere i missionen i Libyen er langt mere åbne om, hvad de foretager sig, end vi er. Amerikanerne fortæller om dem på Pentagons hjemmeside for eksempel og holder briefinger i Pentagon, hvor de fortæller om, hvor amerikanske fly eller hvor amerikanske bidrag til indsatsen har ramt. Hvorfor må vi ikke vide noget i Danmark om, hvad vores fly foretager sig?

Statsministeren: Jeg kan ikke genkende billedet af, at vi har en lavere grad af åbenhed i det danske forsvar, end man har hos vores allierede. Jeg kan sige helt generelt, at jeg går ind for, at vi skal have den form for maksimal åbenhed, man kan have, når nogle andre hensyn også skal varetages – blandt andet hensynet til vores soldaters sikkerhed – og man kan sige tilrettelæggelsen af de militære operationer. Det er en balance. Og inden for den balance, der går jeg ind for, at der skal være den højeste grad af åbenhed – og må så henvise til Forsvarsministeriet for nærmere detaljer.

Værsgo!

Spørger: I morgen kommer EU-kommissionen med en række stramninger eller forslag til stramninger af den fælles EU-udlændingepolitik, som jeg går ud fra, du også er bekendt med. Ifølge vores oplysninger, så indeholder det blandt andet muligheden for, at landene skal kunne lukke grænser i midlertidige perioder. Er det en god ide set med danske øjne?

Statsministeren: Jeg vil jo ikke stå præmaturt og kommentere på nogle forslag, som ikke er lagt frem endnu. Jeg er jo generelt tilhænger af Schengen-aftalen og de åbne grænser. Og Schengen-aftalen åbner jo allerede i dag mulighed for, at man ved ekstraordinære situationer alligevel kan lukke sine grænser ned. Og det er en relevant og god mulighed. Så har vi i en hjemlig debat, rejst af Dansk Folkeparti, og det hilser jeg velkommen, fået spørgsmålet om, hvordan kan vi med respekt for Schengen-aftalen have en bedre toldkontrol ved de danske grænser, for at dæmme op for ulovlig indsmugling af kopivarer, bandekriminalitet, serieindbrud i vores sommerhuse, ulovlig østeuropæisk arbejdskraft. Og det, synes jeg, er en relevant debat at tage op.

Spørger: Det skulle også fremgå af det her forslag, at man skulle dele antallet af flygtningen fra Nordafrika blandt andet – og selvfølgelig i en tunesisk og libysk kontekst – bedre. Er det en mulighed set med danske øjne, at man tager flere flygtningen fra Nordafrika for at aflaste Italien og så videre?

Statsministeren: Det er en dårlig ide at indføre et system, hvor man, hvis man så at sige er kommet ind over den europæiske grænse, så indgår man i et kvotefordelingssystem. Vi ønsker at udvise solidaritet med de lande, der ligger i frontlinjen eller i den ydre grænse. Det gør vi ved konkrete bidrag til Frontex og andet. Men at skabe et system, hvor det – at man sætter foden på en italiensk ø – det er en adgang til et eller andet sted i Europa, det vil sådan set bare være en anspore, og det vil skabe en flygtningemagnet.

Spørger: Så det forslag fra kommissionen har ikke nogen gang på jorden?

Statsministeren: Det er ikke et forslag, vi vil støtte fra dansk side.

Ja, værsgo!

Spørger: I valgkampen i 2001, da man forsøgte at få magten, og man jo fik den bagefter, der sagde Anders Fogh Rasmussen, at der kunne findes 26 milliarder kroner ved udlicitering, og den gevinst ville man sikre, at man høstede. Hvornår høster I den gevinst – for indtil videre, så er der jo ikke sket ret meget på det område?

Statsministeren: Vi arbejder målrettet på at høste den gevinst. Der er ingen tvivl om, at dét, der er en udfordring og i større grad bliver en udfordring de kommende år, det er at få vores fælles velfærdskroner til at række længere. Derfor skal vi effektivisere den offentlige sektor via digitalisering, via en bedre mødekultur, via et mindre sygefravær i den offentlige sektor, via mindre bureaukrati, mindre papirvælde og også via mere konkurrence. Det er jo derfor, at regeringen i aftaler med kommunerne løbende har øget kravet til, hvor meget der skal konkurrenceudsættes, og det er en vej, vi agter at fortsætte. Man skal bare ikke bilde sig ind, at det skaber en gevinst, der så kan trækkes ud af den offentlige sektor. Fordi vi kommer i de kommende år til at stå over for den udfordring, at der er nogle prioriterede områder i den offentlige sektor, hvor vi gerne vil gøre noget mere. Jeg vil gerne gøre noget mere på sundhedsområdet. Vi bliver i de kommende år flere ældre – alt andet lige er der så flere, der har et behandlingsbehov. Der er en medicinsk teknologisk udvikling, der gør, at vi kan behandle for stadig flere sygdomme. Og jeg ønsker jo ikke et land, hvor vi ikke kan tilbyde den samme gode behandling, som man kan andre steder, så der skal bruges flere ressourcer på vores sundhedsområde. Der skal bruges flere ressourcer på vores uddannelsesområde. Der skal bruges flere ressourcer på vores forskningsområde. Det er jo derfor, vi har lagt et kontant budget frem, som skaber fire friske milliarder – svarende til en realvækst på 0,8. Fire friske milliarder, det er godt. Men realvækst på 0,8, det er det halve af det, vi historisk har haft. Så det bliver en kæmpeopgave at få de penge til at række langt nok, og der er udbud, udlicitering, konkurrence – det er et af de værktøjer, der skal tages i brug.

Spørger: Der er tale om 26 milliarder kroner, det er godt og vel genopretningspakken, man kunne hente på den måde. Var det ikke attraktivt at høste den gevinst?

Statsministeren: Det er bestemt attraktivt at høste en hvilken som helst gevinst, man kan finde, og der er ingen tvivl om, at der er gevinster ved, at man byder sine opgaver ud. Det er jo sådan set også derfor, at regeringen for ganske nylig har forhandlet en stor konkurrencepakke på plads, som har det formål både at skabe mere konkurrence i den private sektor, hvor der også kan høstes gevinster i servicesektoren – ikke mindst i detailhandlen med videre – og i den offentlige sektor. Dét, der bliver hovedopgaven de kommende år, det bliver at få pengene til at række. Og det er også derfor, at det bekymrer mig lidt, når man i oppositionen leger med, at de her værktøjer, for eksempel digitalisering eller et bedre arbejdsmiljø, kan bruges til at lukke et hul, det kan de ikke. De kan bruges til at få motoren til at gå lidt længere på literen. Det hul, vi har, det er et strukturelt hul, som kommer af, at der bliver færre, der går på arbejde i forhold til folk, der går på pension. Det er et strukturelt hul, der opstår, fordi vi taber indtægter fra Nordsøen. Og det hul skal fyldes op med sikre beslutninger, reformer. Når det så er på plads, og vi kan sætte to streger under et regnestykke, så skal vi bestemt gøre alt, hvad vi kan, for at få de fire friske milliarder, plus de mange milliarder, vi bruger i forvejen, til at række endnu længere. Og der er konkurrence et af værktøjerne.

Spørger: Men et af værktøjerne kunne vel også være, at offentligt ansatte arbejdede lige så lang tid som privat ansatte. I dag er der over 600.000 offentlige ansatte, der får betalt frokost. Det er 21⁄2 time mindre om uge, de arbejder. Det er omkring 40.000 stillinger om året i den offentlige sektor. Og det koster cirka 18 milliarder kroner om året i betaling for en frokost. Kunne man ikke sløjfe den frokostpause og så sige, så kunne man måske ligefrem finansiere efterlønnen?

Statsministeren: Jeg er slet ikke i tvivl om, at man ved kommende overenskomstforhandlinger, og det vil gælde både i den private og den offentlige sektor, der vil arbejdsgiver og lønmodtager komme i tæt og forpligtende diskussion om, hvordan man skaber nogle vilkår, der gør, at vi får hænderne på vores medarbejdere til at række så langt som overhovedet muligt. Men jeg står ikke og fører overenskomstforhandlinger her en tirsdag.

Lige bag ved!

Spørger: Troels Lund Poulsen sagde her i sidste uge, at han var villig til at slække på kravet om, at de nationale test skulle offentliggøres for at få en bred aftale om folkeskolerne. Hvad er din holdning?

Statsministeren: Ja, nu er det jo skruet sammen på den måde, at ministrene udtrykker regeringens holdning. Så jeg føler mig fuldstændig dækket ind af det, undervisningsministeren har sagt. Det skal jo ikke tages som et udtryk for, at vi holdningsmæssigt bakker på vores forslag. Vi ønsker at have åbenhed i den danske folkeskole. Men vi ønsker jo først og fremmest, at vi nu får skabt forhandlingsmæssige resultater. Den danske folkeskole har brug for at få afklaret sine rammer. Regeringen har lagt et uhyre offensivt udspil frem, som skaber en sammenhængende 6 timers skoledag for de mindste elever. Langt bedre skolestart, hvor man kombinerer læring, fysisk aktivitet, leg, så man får børnene godt af sted. Skærpet krav på faglighed. Et undervisningsløft, hvor vi så at sige har den ambition, at børnene skal lære et års pensum ekstra i folkeskolen. Og det er så vigtigt, at det ønsker vi at nå i mål med. Og vi kan så se, at der er nogen, der har en ideologisk blokering i forhold til tanken om at offentliggøre de her resultater. Det tager vi ad notam. Og det er derfor, undervisningsministeren siger i kompromisets og folkestyrets ånd, at det er vi parate til at renoncere på, hvis vi så kan få den aftale, der betyder, at de børn, der starter i skolen til sommer, de starter på et afklaret grundlag i en folkeskole, som har bedre rammevilkår, end den – vi kender i dag.

Spørger: Men skal det tolkes sådan, at I i virkeligheden har opgivet den ideologiske blokering, der lå for 11⁄2 måned siden, hvor regeringen ikke ville flytte sig en tomme på det her?

Statsministeren: Det skal forstås præcis, som jeg har sagt det. At i en forhandling der må man jo give og tage. Og vi har en folkeskoleforligskreds, og jeg tror sådan set, at det ville være en styrke for den danske folkeskole, hvis man kan holde liv i den. Men man kan jo ikke have en forligskreds, hvis der så er et livløst indhold. Og der skal ske noget med den danske folkeskole. Vi har stærke ambitioner, vi har lagt dem frem, de er finansieret krone til krone. Og der siger vi bare, at det kan jo ikke nytte noget, at der så er 1-2 forslag i den pakke, vi har lagt frem, som støder den kreds så meget, at det i sig selv blokerer en aftale. Så der er vi parat til at bakke på et synspunkt, som vi ellers føler meget stærkt for, for at åbne de her forhandlinger, så de kan føre os frem til et resultat inden sommerferien.

Ja, Berlingske Tidende!

Spørger: I forbindelse med forhandlingerne om tilbagetrækning og 2020, der har Dansk Folkeparti rejst et krav om sådan en 40-års-model for optjening af efterløn. Hvad synes du om den ide?

Statsministeren: Jeg synes, at der er brug for, at vi udfaser efterlønnen. Det er dét, jeg synes. Og det er dét, der er regeringens udgangspunkt for de forhandlinger, der føres i øjeblikket. Jeg noterer med stor tilfredshed, at Dansk Folkeparti ikke har mødt ind til de her forhandlinger med ultimative krav, men faktisk med et åbent sind i forhold til at løse denne anerkendte udfordring på de 47 milliarder kroner. Man kunne håbe, det kunne danne skole andre steder.

Spørger: Men nu var det den konkrete model, jeg spurgte til. Der er det jo velkendt, at blandt andet embedsmænd i Finansministeriet har tilkendegivet i lækkede notater, at der ikke findes tilstrækkelige oplysninger til at kunne dokumentere folks tilknytning til arbejdsmarkedet 30-40 år tilbage. Er den gangbar, den model?

Statsministeren: Dét, der er rigtigt gangbart, det er at udfase efterlønnen. Vi har en bunden opgave, den anerkender alle. Og det er jo de positive ting, der trods alt er sket over de seneste uger. En bunden opgave med at finde 47 milliarder. Ja – for nogle er opgaven jo i virkeligheden større, fordi de 47 milliarder, det er dét, vi skal finde, hvis vi skal finde fire friske milliarder. Og nogle vil jo gerne finde endnu flere. Og så skal de også finde endnu mere end 47 milliarder. Men vi er i hvert fald alle sammen enige om, at 47 milliarder, det er da det mindste beløb, der skal findes. Her har regeringen lagt et meget præcist forslag frem til, hvordan de skal findes. Det er ved en fremrykning af velfærdsaftalen og en udfasning af efterlønnen. Det er dét – jeg går ind for. Så skal vi forhandle en løsning. Jeg synes jo ikke, at Dansk Folkeparti er det største problem jeg kan få øje på i den sammenhæng. For Dansk Folkeparti anerkender udfordringen og har også erklæret sig parate til at diskutere efterløn. Og det står jo i skærende kontrast til i hvert fald mindst et andet parti, jeg kan få øje på i den samme kreds, som foreløbig har valgt at sidde med armene over kors.

Så skal vi til at slutte!

Information!

Spørger: Ja, to spørgsmål. Det første om Libyen. Helge Adam Møller fra de konservative har været ude at sige, at han mener, det er inden for mandatet at gå efter Gaddafi, og han håber i øvrigt, man rammer næste gang. Deler du den vurdering?

Statsministeren: Og hvad var det andet spørgsmål? Du havde to.

Spørger: Det andet spørgsmål drejer sig om de her tal på beregninger på indvandrernes omkostninger for de danske offentlige budgetter. Der har DREAM-gruppen, som har beregnet de her tal, som I henviser til, som er de nye tal i rapporten. De mener ikke, man kan drage de konklusioner, I gør, omkring, hvad man har sparet. De mener faktisk mest af alt, at de her tal siger noget om, at indvandrerne i Danmark og efterkommerne generelt er yngre end danskerne, og derfor belaster i form af skolesystem og så videre. Hvad siger du til den kritik?

Statsministeren: For at svare bagfra. Der er i sidste uge lagt et meget konsolideret gennemarbejdet materiale frem, som viser de økonomiske effekter af den indvandringspolitik, der har været ført, og som i øvrigt også viser det fremadrettede enorme potentiale, der vil være, hvis vi de næste 10 år bliver lige så meget dygtigere til at få indvandrerne i arbejde og uddannelse, som vi har været de sidste 10 år.

For så vidt angår det første spørgsmål. Da er det internationale mandat, der er givet, og som er det, vi agerer indenfor – det er ikke et mandat til at gå militært efter Gaddafi. Det er et mandat til at gå efter militære installationer, og det er et mandat til at sikre civilbefolkningen mod overgreb. Det er dét, der er mandatet. Men som jeg også sagde før, og det er sådan set logik, at hvis man går efter militære installationer, så kan der godt opstå den konkrete situation, at der sidder en person i en sådan militær installation, som rammes, selvom det ikke er selve formålet med operationen. Og derfor får du ikke mig til her at stå og tage afstand fra den konkrete mission, der fandt sted i Libyen før weekenden.

Godt – tak skal I have!”