Pressemøde den 7. december 2010

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet her i forlængelse af ministermødet.

Her for kort tid siden blev der jo offentliggjort de seneste resultater fra Pisatesten, som er en test af de 15-åriges færdigheder. Og det går jeg ud fra, alle har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med, og hvis man skal sammenfatte resultatet ganske kort, så kan man jo sige, at vi har en god skole i Danmark. Vi har en god skole, som også bevæger sig i den rigtige retning. Så sent som i sidste uge fik vi et tal frem fra en dansk undersøgelse, der viste, at det går markant fremad med læsefærdighederne i de små klasser. Men målt på de 15-åriges færdigheder, der står vi stille, mens resten af verden bevæger sig. Det skal vi lave om på. Den vigtigste enkeltårsag til, at unge mennesker, når de forlader folkeskolen, får en ungdomsuddannelse, det er den faglige ballast, de har fået med fra folkeskolen. Derfor så skal vi gøre en god folkeskole bedre. Og det er grunden til, at jeg som noget af det første, da jeg blev statsminister satte folkeskolen til politisk debat. Det var også et omdrejningspunkt i min nytårstale for snart et år siden. Vi har en god folkeskole, en dyr folkeskole. Den skal blive bedre. Derfor fremlægger regeringen i morgen et udspil til en ny og bedre folkeskole. Ambitionen er, at danske skolebørn skal flyttes fra det midterfelt, de i øjeblikket befinder sig i helt op i top-5 i læsning, matematik, naturfag og engelsk. Og nøgleordene for at sikre, at det kommer til at ske – det er to: Det er faglighed, og det er frihed. Undervisningsministeren offentliggør som sagt udspillet, der består af 19 hovedinitiativer i morgen. Det skal jeg ikke gøre her i dag, men jeg vil gerne fremhæve fire initiativer. For det første, så skal vi lave et kundskabsløfte. Hvis man skal udtrykke det lidt hurtigere, så skal ambitionen være, at de elever, der er startet i skolen her til sommer – de, når de er ni år ældre, er 10 år dygtigere. Vi skal simpelthen give skolen et kundskabsløft ved at hæve overliggeren, hæve målene for de enkelte fag, for de enkelte klassetrin, så det afspejler, at 8-klasses-niveauet hæves et helt klassetrin. Det er ambitionen. Det er dét, der skal til hvis vi skal løfte danske skoleelever fra et ligge placeret i midterfeltet til at ligge i top-5. For det andet, så ønsker regeringen at lave en 6-timers sammenhængende skoledag for de små elever. Vi bruger mange professionelle ressourcer omkring vores børn i skole og i skolefritidsordning. Vi ønsker nu at udvide skoletiden, så vi får en skole for de mindste børn, der strækker sig fra kl. 8 til kl. 14, og som giver en langt bedre ramme for at nå alt det, man skal nå, hvis man skal tage læring. En sammenhængende skoledag, hvor der bliver mere tid til læring, til leg, til fysisk aktivitet. Det vil gavne indlæringen. Det vil skærpe lysten til at lære mere. Vi ved specielt, at det kniber lidt med de små drenge. Og vi ved rundt omkring fra de skoler, hvor man har øvet sig med det her, at de steder, hvor man tænker fysisk aktivitet med ind i undervisningen, der er man i stand til at få drengene til bedre at tage imod læring, hvis de først får pulsen op, inden de kommer ned at sidde på en stol og skulle lære. For det tredje, så indfører vi med det udspil, der kommer i morgen det læseløfte, som jeg gav til danske skoleelever i min nytårstale – løftet om, at børn, som de er absolut flest, skal være sikre og gode læsere, når de forlader 2. klasse og starter i 3. klasse. Det løfte vil vi indfri ved at skabe fagopdelt danskundervisning i børnehaveklassen, ved at uddanne 900 læsevejledere, ved at lave en obligatorisk sproglig vurdering af de små børn i 1. klasse, så man hurtigere får øje på, hvem der har brug for en særlig håndholdt indsats. Lave en national test i læsning inden jul i 2. klasse og en intensiv læseindsats i sidste halvdel af 2. klasse for dem, der ikke læser godt nok. Og ved udgangen af 2. klasse vil vi følge op med endnu en national test i læsning for alle elever for at sikre, at læseløftet nu er opfyldt. Ingen skal lades i stikken. Læsning, det er nøglen til at åbne den skattekiste af viden, som skolen i øvrigt byder på. Og de elever der trods intensiv læseindsats endnu ikke kan læse ved udgangen af 2. klasse, de skal have ret til fortsat læsestøtte. Der indføres altså en pligt for skolerne til meget målrettet i forhold til de elever, der ikke har alderssvarende læsefærdigheder ved udgangen af 2. klasse at følge op. For det fjerde, så skal vi udvikle vores folkeskole efter det pejlemærke, der hedder, vi skal have mere af det, der virker, og mindre af det, vi tror, der virker. Vi skal kort sagt have mere faglighed ind i folkeskolen. Det skal vi bl.a. have ved at uddanne 100 ph.d.er, der skal forske i, hvad der virker i folkeskolen og flytte den viden helt ud i klasselokalet. Det skal vi gøre ved 900 læsevejledere, ved 500 matematikvejledere, og det skal vi gøre ved at styrke læreruddannelsen, så den i højere grad baseres på den nyeste viden om, hvad der virker. Det skal være mere attraktivt, og det skal nok også være lidt sværere at blive skolelærer. Vi kan ikke fjernstyre en god folkeskole fra Christiansborg. Man kan heller ikke fjernstyre en god folkeskole fra et borgmesterkontor. Den gode folkeskole, den skal skabes ude i klasseværelset på den enkelte skole, og derfor frihed, men jeg vil gerne understrege – frihed under ansvar. Den skole, der skal udbygges under overskriften faglighed og frihed, det skal være en skole, hvor der er mindre procesregulering, færre stive regler om, hvad man må, og hvad man ikke må – mod at der så til gengæld er fuld offentlig om skolens resultater inklusive de nationale test. Vi ønsker at give mere tillid til de professionelle, men vi ønsker så til gengæld også, at de professionelle klarere skal stå til mål for, at de når de resultater, vi i fællesskab opstiller. Og vi skal opstille mere ambitiøse mål, for det er godt, at vi har en god folkeskole, og det er godt, at eleverne læser lige så godt i 3. klasse som før i 4. klasse. Det er godt, at eleverne er lige så dygtige i naturfag i 4., som de før var i 5. klasse. Men vi lever også i en verden, hvor andre har appetit både på vores velstand og vores viden, og hvor det går stærkt, og så skal vi følge med. Derfor fremlægger regeringen et samlet udspil i morgen. Indbyder kredsen af forligspartier til drøftelser, og jeg har den ambition, at det kan munde ud i en stærk politisk aftale om at gøre en god folkeskole endnu bedre.

På ministermødet her til morgen har regeringen i øvrigt behandlet et forslag til en ny offentlighedslov, som justitsministeren har fået tilslutning til at fremsætte. Der er tale om et lovforslag, som bygger på et meget grundigt forarbejde fra den offentlighedskommission, som regeringen i sin tid nedsatte med det sigte at modernisere og fremtidssikre offentlighedsloven, som jo går helt tilbage fra 1985. Det sker nu med forslaget til en ny offentlighedslov, som på en lang række punkter vil udbygge princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning. Det er væsentligt for regeringen at sikre, at alle og enhver – og herunder selvfølgelig også pressen som kontrollant og som formidler af information til offentligheden – har mulighed for at følge med i, hvad der foregår i den offentlige forvaltning. Derfor udvider vi nu offentlighedsloven, sådan at KL og Danske Regioner, virksomheder, der er ejet af det offentlige, omfattes af offentlighedsloven. Men samtidig må det naturligvis også ske på en måde, hvor en ny offentlighedslov giver mulighed for at undtage dokumenter og oplysninger, der hvor beskyttelsesværdige hensyn gør sig gældende. Jeg synes, at der med det forslag til en ny offentlighedsordning, som nu lægges frem, og som jeg ved, justitsministeren meget gerne vil kommentere yderligere på, er fundet en fin balance mellem de forskellige hensyn, og jeg håber, at der kan skabes bred politisk enighed om den nye offentlighedslov.

Så kan jeg oplyse her til sidst, at jeg senere i dag mødes med den ungarske premierminister Viktor Orban og i morgen med Estlands premierminister Andrus Ansip. Vi skal bl.a. diskutere mødet i Det Europæiske Råd i næste uge, hvor der skal træffes vigtige beslutninger om, hvordan vi fremadrettet håndterer den økonomiske krise i Europa. Mødet med den ungarske premierminister er også en god lejlighed til at få fastlagt et tæt samarbejde mellem Danmark og Ungarn forud for vores respektive EU-formandskaber i 2011, hvor Ungarn har formandskabet og i første halvår 2012, hvor Danmark har formandskabet. Vi skal tage de første skridt på en række politikområder, som vil være af central betydning under vores formandskab, det gælder ikke mindst forhandlingerne om EU’s finansielle rammer fra 2014 frem til 2020 og en reform af den fælles landbrugspolitik.

Ja, det var, hvad jeg ville sige til en start.

Værsgo!

Spørger: Nu har vi haft godt nok skiftende, men dog trods alt borgerlige undervisningsministre i snart 10 år, og alligevel så kommer vi ud med sådan et middelmådigt Pisaresultat, er det ikke ret skuffende?

Statsministeren: Det er i hvert fald ikke godt nok. Altså vi har en folkeskole i udvikling. Vi har en folkeskole, der i dag er bedre, end den var. Altså noget af det, der fx er helt klart, det er jo, at der er sket et markant løft på det naturvidenskabelige område. Ting tager også tid, det må man sige helt ærligt. Pisa, det er en måling på de 15-åriges færdigheder. De 15-årige, de har ikke haft fuld fornøjelse hele vejen gennem deres skoleforløb af de initiativer, den borgerlige/liberale regering har taget. Jeg føler mig helt sikker på, at den næste Pisamåling på danske elevers læsefærdigheder vil vise et markant løft. Det kan vi jo se af, at når man laver målinger på, hvordan det ser ud med læsefærdighederne blandt de mindre skolebørn, så er det en markant fremgang. Så sent som i sidste uge var der en undersøgelse, som jeg kunne se udlagt i pressen på den måde, at nu var der næsten grund til at aflyse det her initiativ, jeg havde taget om læseløftet, fordi det gik jo så godt, at alle eleverne i de små klasser læser. Så det er under udvikling, men det er ikke godt nok at stå stille i en konkurrence, hvor andre løber stærkere. Og derfor skal vi nu ud over de initiativer, vi har taget, og som jo altså løbende er trådt i kraft over de sidste ni år, har vi nu brug for at gøre noget markant mere. Og det er også derfor, at jeg som noget af det første, jeg gjorde, da jeg blev statsminister, hvilket jeg har været i mindre end to år, det var at sætte dette her højt på den politiske dagsorden.

Spørger: Hvem vil du gøre det sammen med. De ting, der er sluppet ud om det, der offentliggøres i morgen, er jo ikke sådan ligefrem blevet jublende modtaget af alle i forligskredsen. Er du rede til evt. at skippe nogen af forligspartierne ud, så du får en folkeskolelov, der er vedtaget af Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti.

Statsministeren: Regeringen vedstår sig på det her felt som på alle mulige andre felter de forlig, vi har indgået. Nu fremlægger vi vores udspil i morgen, og så håber jeg da på, at Folketingets partier vil træde i arbejdstøjet, fordi det er der jo brug for her. Jeg kan jo godt se allerede nu, at de fleste løsningsforslag, der bringes på bordet fra oppositionens side, det er af den sædvanlige karakter. Send flere penge – vi ikke har. Men den udfordring vi står med her, det er en udfordring, der ikke alene kan løses med penge. Regeringen er parat til at styrke folkeskolens økonomi. Det er bl.a. baggrunden for, at vi ønsker at afskaffe cafépengene til de hjemmeboende på ungdomsuddannelse, fordi de penge er langt bedre anvendt på at gøre fremtidens ungdomsuddannelsesstuderende dygtigere, fordi den vigtigste enkeltfaktor, der forklarer, om man får en ungdomsuddannelse eller ej, det er, hvor dygtig man er, når man starter. Så vi er parat til at give folkeskolen en målrettet pengetilførsel, men det gør det ikke alene. Siden 2001 har vi øget gennemsnitsomkostningen pr. skoleelev med 5 procent. Vi har nu en af verdens dyreste folkeskoler. Og løsningen ligger derfor ikke i at komme med nye økonomiske overbud. Løsningen ligger i at skærpe vores ambitioner og give vores dygtige skolelærere noget mere frihed til at nå de mål – frihed under ansvar. Det er vores opskrift, og det håber jeg selvfølgelig, at oppositionen vil tage konstruktivt op.

Spørger: Et helt andet emne. Den britiske premierminister har her til morgen sagt, under et besøg i Afghanistan, at situationen for ham ser ud nu til, at man kan begynde tiltrækning i 2011, og briterne er jo dem, vi arbejder meget tæt sammen med i Afghanistan. Betyder det, at danske soldater også kan begynde at se frem til at skulle hjem i 2011?

Statsministeren: Dét David Cameron har sagt, det er for det første, at han har gentaget sit ønske, som også er mit, om at der ikke skal være britiske og – læs altså her – danske kamptropper i Afghanistan efter 2014. Og så har han udtrykt forsigtig optimisme med hensyn til, om det kan betyde, at den engelske tilstedeværelse altså allerede fra næste år reduceres en smule. Nu er situationen den, at England er til stede i Afghanistan – både i Kandahare og i Helmand og i Kabul med 10.000 tropper. Vi er alene til stede i Helmand. David Cameron har også her i dag jo sagt, at spørgsmålet om reduktion allerede i 2011, det beror jo på forholdene på jorden. Det er i øvrigt også dét, der var udkommet fra NATO-topmødet i Lissabon. En beslutning om, at man fra 2011 afstemt med situationen i det enkelte distrikt – den enkelte provins – kan starte dét, der med et frygteligt ord hedder en transition – altså at give ansvar fra sig til de afghanske sikkerhedsstyrker. Det er jo en ambition, jeg deler. Om der er basis for, om det kan sætte sig i Helmandprovinsen og dermed også omfatte de danske soldater allerede i 2011, det er for tidligt at sige noget om. Men det giver mig lejlighed til at gentage, hvad jeg tidligere har sagt – nemlig, at jeg har det ønske, at vi fra 2014 ikke skal være til stede med kampsoldater. Jeg har også den ambition, at det ikke sådan er et enten eller, altså hvor vi fra den ene dag er fuldt til stede og den næste dag, vi ikke er til stede, men det er noget, man vil se gradvist tage form. Og nu går vi så i drøftelse med partierne bag Helmand 11-strategien straks efter nytår, og så får vi se.

Ja, værsgo!

Spørger: For lige at vende tilbage til Pisa. Dansk Industri har lige kaldt det dybt deprimerende, at 15 procent af de unge ikke kan læse. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad er din forklaring på, at det er gået så galt, I har immervæk haft størstedelen af ansvaret.

Statsministeren: Jamen, jeg er fuldstændig enig i, at det er et problem, at 15 procent af vores skoleelever forlader folkeskolen uden at have de læsefærdigheder, der skal til, for at man kan tage en ungdomsuddannelse. Det er jo præcis derfor, at jeg allerede i min nytårstale tog fat på det her emne og satte det højt på dagsordenen – faktisk i samme sekund da jeg blev statsminister. Noterede mig i øvrigt, der var flere ved den lejlighed, der sagde, hvorfor gør han nu det – altså hvorfor skal vi nu diskutere folkeskolepolitik. Jamen det skal vi jo, fordi vi står med det dilemma, at selvom vi har en god folkeskole og en dyr folkeskole, så er den altså ikke god nok. Det skal vi gøre bedre. Det er en bunden opgave. Og den har jeg taget på mig, og den agerer vi nu på.

Spørger: Men hvad er der gået galt? Er det jer, der har haft en for stram styring, har I taget af pengene, er det lærerne, der er for dårlige – hvad er der gået galt?

Statsministeren: Vi har tilført ekstra ressourcer til folkeskolen. Det er sådan, at hvis man måler på driftsudgifter pr. elev, så er de steget med 5 procent fra 2001 til 2009. Men det er jo bare en pengebetragtning. Dét, der er det helt afgørende, det er jo, hvordan man bruger ressourcerne, og vi skal blive bedre til at bruge ressourcerne. Lad mig bare nævne et enkelt eksempel. Hvis man kigger ud på de 98 kommuner, så kan man jo se, at den tjenestetidsaftale, der er lavet med lærerne, bruges meget, meget forskelligt – med det resultat, at i nogle kommuner, der underviser lærerne meget og i nogle kommuner underviser de mindre. Hvis man ser på de fem kommuner, hvor lærerne underviser mest, eller sagt på en anden måde – hvor lærerne bruger mest af deres arbejdstid sammen med eleverne, hvis man satte det som standard for hele det danske skolevæsen, så kunne vi frigive 2,3 mio. undervisningstimer. Det svarer til 3.000 fuldtidsstillinger. Så det er jo et sted at tage fat. Det er et sted, hvor man skal tage fat ude i den enkelte kommune. Det har jeg ikke ret meget anden mulighed for at gøre noget ved end at nævne tallene her og sige, der er noget at komme efter. Og det illustrerer jo sådan set, at når vi skal gøre en god folkeskole bedre, så skal alle trække med. Dét, vi har gjort, det er, at vi har sat øget fokus på faglighed, og vi kan også se, det virker – specielt omkring de mindre børn. Der kom en undersøgelse i sidste uge, der ser på, hvor mange børn er sikre læsere i indskolingen. Og jeg kan jo ikke huske alle tal i hovedet – og man skal være varsom med det – men efter min bedste hukommelse er det et tal, der er vokset fra godt halvdelen – omkring 55 procent af en årgang til stærkt op imod de 80. Det er jo resultatet af den målrettede indsats, der har været i den danske folkeskole de seneste år for at styrke læsefærdighederne i indskolingen, og det er jo det, de skal bygge videre på. Vores bidrag det er at sige – flere ressourcer, mere skoletid, dygtigere lærere – ved at lave læsevejledere, matematikvejledere, ph.d.er, så vi kan vi kan flytte forskningen ud i folkeskolen. Og vores bidrag er også at sige – mere frihed til at indrette jer, som I vil – mod at I til gengæld skal stå lidt tydeligere på mål, at I også når de resultater, vi i enighed har formuleret.

Spørger: Så fejlen ligger i en eller anden form for administrative løsninger. Nu lægger I så en 900 læsevejledere ud og 500 matematikvejledere ud. Hvordan vil du forhindre, at de ude i kommunerne ikke siger, jamen fint, så sætter vi klassekvotienten op til 50 i hver klasse, for det har vi fået lov til, så kan vi bruge de lærere dér. Hvordan forhindrer du, at det ikke bare bliver brugt til at fylde nogle flere elever i klasserne?

Statsministeren: Altså jeg har ikke hørt om, at der skulle være nogen som helst ambitioner om at lave klasser med 50 i hver. Men det er rigtigt, at vi ønsker at lave en skole, der er præget af lokal frihed. Og det betyder fx, at man et eller andet sted i Danmark, hvor man har en 3. klasse med 28 elever, og så kommer Marie og skal starte på mandag – tilflytter – at man i stedet for at sige, så skal vi pr. definition bryde den klasse op og lave to små, så har man altså lokalt mulighed for at sige, vi fortsætter med 29. Og så vil vi i stedet til gengæld lave flere deletimer, have to-lærer-ordning og andet. Det synes jeg jo er en glimrende frihed at give den lokale folkeskole, frem for at lave et statsligt direktiv om, at der aldrig nogensinde må være mere end 28 elever i samme klasse. Så vi siger ikke bare frihed til, hvor mange børn i klassen, man vil putte ind. Vi siger, det skal tjene et pædagogisk eller et socialt formål. Og hvis det gør det – jamen, så skal der også være mulighed for det. Og det er jo tankevækkende, at de partier og de kræfter i det her samfund, der mest har kritiseret regeringen for at lave processtyring, for ikke at have tillid til de offentlig ansatte, det er de første, der nu skriger op, når vi viser den her tillid. Det her, det er jo sådan set et udtryk for at sige – vi skal jo ikke kloge os på, om det i den enkelte situation er bedst at dele en klasse med 29 elever i to og så til gengæld ikke have ressourcer til andet end at lave almindelig klasseundervisning i de to små klasser, eller om det er bedre at holde eleverne sammen og så til gengæld bruge de frigjorte ressourcer på at lave holddeling, deletimer, håndholdt indsats, to lærere inde i klasselokalet. Den tillid vil jeg gerne vise lærerne, og jeg er da skuffet over, at lærernes egen fagforening ikke ønsker sig den tillid.

Værsgo!

Spørger: Et notat fra CEPOS viser, at antallet af personer på overførselsindkomst i 2015 runder 2 mio. personer og i 2020 2,1 mio. Hvad vil regeringen gøre ved det, når man samtidig afviser at røre ved efterlønnen?

Statsministeren: De tal viser jo først og fremmest, at det er vigtigt, at vi nu fokuserer på at få vækst i den private sektor. For det er jo rigtigt, vi er på vej ind i nogle år, hvor ting tipper, og hvor forholdene vil være sådan, at det er mindre end halvdelen af befolkningen, der forsørger den anden godt halvdel. Det er ikke holdbart. Altså det er ikke holdbart for noget samfund, at det er under halvdelen, der tager slæbet. Det er derfor, vi fører en overordnet økonomisk politik, hvor vi nu siger, vi er nødt til at holde ro på de offentlige udgifter. Det er jo også den sammenhæng, der er til skolepolitikken. Der er jo ikke sådan et frirum her, hvor man bare kan sige – nå ja, nu snakker vi skole, det kan vi godt lide, så bruger vi bare flere penge. Hvis man bruger flere penge på det, så må man være parat til at bruge færre penge et andet sted. Den parathed har regeringen, det er derfor, vi krone til krone anviser, hvor de mange ekstra millioner til folkeskolen skal komme fra. Men ellers handler det om at få væksten igen, og så handler det selvfølgelig om at lave reformer. Vi har fremlagt en stribe her i efteråret, lad os nu starte med dem. En SU-reform, som vil øge arbejdsudbuddet, en førtidspensionsreform, som vil øge arbejdsudbuddet, en reform af fleksjobordningen, som vil øge arbejdsudbuddet. Og så altså en målrettet fokus på at få væksten igen i den private sektor.

Spørger: Men det er reformer, der jo forslår som en skrædder et meget varm sted, når man ser på det store billede.

Statsministeren: Det er jeg ikke enig i. Det er reformer, der flytter noget, og også flytter noget markant på arbejdsstyrken. Og jeg har den tilgang til livet, at man skal løse tingene i den rigtige rækkefølge. Fase 1, det var at få kriseregningen dækket af, betalt, adresseret, det gjorde vi ved genopretningspakken, som i øvrigt også indebar en meget stor reform af vores dagpengesystem. Fase 2, det er at tage hul på en række andre reformer, dem har vi fremlagt i Folketinget, de er til diskussion nu. Jeg håber jo på, at oppositionen vil vise noget vilje til at gå i realitetsdrøftelser omkring de her reformer.

Spørger: Og så over til forskerordningen, den bliver nu forlænget til 5 år. Det betyder i praksis, at en dansk forsker, eller en dansker i en høj stilling, i en stilling med en høj uddannelse kan sidde i samme stilling som en udlænding – udlændingen betaler 25 procent i skat, danskeren betaler 56-57 procent i skat. Er det ikke rendyrket diskrimination af danskeren?

Statsministeren: Det, vi samtidig gør i den forbedrede forskerordning, det er, at vi skærper reglerne om, hvor længe man skal være væk fra Danmark, før man kan komme tilbage til Danmark på denne her forskerordning. Snarere end spørgsmålet om, hvorvidt man kan være den på 3 eller 5 år, så tror jeg, at noget af det, der er stødt folk, det har været, at man har kunnet se, i princippet, altså danske kolleger, der lige har været ude at vende en gang, og de sidder så ved naboskrivebordet til en anden skat end den, man selv får. Og det retter vi sådan set op på.

Så vil jeg gerne medgive dig, at forskerskatteordningen i sig selv jo er et symbol på nogle af de udfordringer, vi står overfor. Og derfor er det jo sådan set også tankevækkende, at man kan have oppositionspartier, som sådan set bakker os op i den her tanke, om det er nødvendigt at lave en forskerskatteordning for at få den attraktive arbejdskraft, samtidig med at de så går med planer om at øge den generelle beskatning på arbejdsindkomst, samtidig med at de går med planer om at øge skatterne i det samfund med 311⁄2 mia. kr. – altså i virkeligheden at gøre kan man sige afgrunden mellem forskerskatteordningen og den almindelige danske beskatning endnu større, det er jo sådan set det modsatte, vi har brug for.

Spørger: Det er altså ikke bare et symbol, det er en tilståelsessag det her?

Statsministeren: Det er en tilståelse af, at vi gør, hvad der er nødvendigt for at holde det her land kørende. Og vi har en anderledes skattestruktur, end man har i andre lande. Det har vi sådan set også arbejdet meget målrettet på at lave om. Det er jo hele kernen i den skattereform, vi lavede sidste år – fuldt finansieret – fuldt finansieret, hvor vi sænker skatten på det, vi gerne vil have mere af – nemlig arbejde, og øger den på det, vi gerne vil have mindre af – nemlig forurening og energiforbrug. Det gør, at den danske beskatning på arbejdsindkomst, den fremstår mere konkurrencedygtig, ligesom vi af flere omgange også har sat erhvervsskatten ned. Men det rokker jo ikke ved, at du stadig kan finde lande ude i verden, der har en lavere personbeskatning, end den vi har i Danmark. Og for at gøre det attraktivt for de dygtigste fra de lande at komme til Danmark, der har vi en forskerskatteordning. Jeg så da gerne, at den kløft mellem forskerskatteordningen og den almindelige danske skat på arbejdsindkomst var mindre, det kræver bare, at pengene er der. I mellemtiden kan man da sørge for ikke at grave hullet dybere, og det er jo sådan set dét, oppositionen vil. Altså det S og SF foreslår i en situation, hvor vi har tabt private arbejdspladser, det er at øge skattebyrden på danske virksomheder, det er at øge skattebyrden på de højtlønnede, de har ansat, det er at lave kløften mellem det danske skattesystem og forskerskatteordningen endnu større. Det medvirker jeg ikke til.

Mette!

Spørger: Lige tilbage omkring Afghanistan. Hvis den britiske regering vælger at tilbagetrække nogen af deres tropper fra Helmand, vil det så være naturligt, at danske tropper også bliver trukket hjem, eller vil du foretrække, at de tropper blev sendt andre steder hen i Afghanistan?

Statsministeren: Jeg kan sige dig helt klart, at vi har ikke danske tropper i Helmand, når der ikke er engelske tropper tilbage i Helmand, det siger sig selv. Vi har et kontingent på 750 danske soldater, England har 10.000 i Helmand, Kandahare og Kabul. Og vores tilstedeværelse i Helmand, den er jo tæt koordineret – både militært og politisk med englænderne. Derfor er jeg også i tæt og løbende dialog med David Cameron, og derfor er den udmelding, han har givet i dag, heller ikke nogen overraskelse for mig. Vi koordinerer vores tilstedeværelse med englænderne. Jeg har det samme fromme håb som Cameron – nemlig, at man i god tid inden 2014, hvor vi har en målsætning om, at vi ikke skal være til stede med kamptropper, kan se, det man kunne kalde et lettere militært fodaftryk. Det er det fromme ønske, jeg har.

Vi skal til at runde af!

Spørger: Du svarede ikke på, om de danske soldater så skulle hjem, eller om de skulle flyttes til andre dele af Afghanistan.

Statsministeren: Vi har ingen planer om at flytte på de danske soldater. Danmark yder et bidrag, der målt på vores størrelse er markant. Vi er i en af de sværeste provinser i Helmand. En provins, hvor man til gengæld kan glæde sig over, der er fremskridt. Senest er der jo lige nu kommet en meningsmåling omkring afghanernes syn på NATO-tropperne, hvor man kan se, at en af de provinser, hvor der er et bedre syn på NATO-tropperne, end der var, det er bl.a. Helmand. Det er dér, vi er. Og vores fokus er rettet ind på at være der i den form, så længe det er nødvendigt. Og det indebærer to ting – nemlig ambitionen om, at vi ikke skal være der med kamptropper efter 2014, og ambitionen om, at vi frem til det tidspunkt, hvor vi slet ikke har kamptropper, justerer vores tilstedeværelse fra – hvis man skal sige det lidt hurtigt – at have kæmpet foran de afghanske soldater til nu at kæmpe ved siden af dem – til at kæmpe bag dem, koncentrere sig om træningen – for til sidst slet ikke at være i kamp. Det er den bevægelse, vi skal igennem frem mod 2014. Og jeg har jo den ambition, at den bevægelse, den bliver så glidende, og den bliver så effektiv som overhovedet muligt.

Dét, der er resultatet af NATO-topmødet i Lissabon, og dét, som David Cameron også siger her i dag, det er, at den præcise justering af vores tilstedeværelse jo må være afstemt med, hvordan går det med at bygge de afghanske sikkerhedstropper op. Og jeg har da også det ønske, at de fremskridt, vi ser i øjeblikket med at opbygge en afghansk sikkerhedskapacitet – både politi og militært – det tager et sådant omfang, at vi så hurtigt som muligt kan se et lettere dansk militært fodaftryk. Og vi har ingen planer om, at når vi ikke længere skal være til stede i Helmand – militært – så skal vi flytte vores militærs tilstedeværelse et andet sted hen.

Det bliver det sidste spørgsmål.

Ja, værsgo!

Spørger: Nationalbankdirektøren har holdt en tale forleden, hvor han kritiserede det politiske system for, at når det går dårligt i dansk økonomi, når der er lavkonjunktur – jamen altså så er det politiske system helt vilde med at stimulere den økonomiske aktivitet. Hvorimod når det går godt, når der er højkonjunktur, og det sagde han, det var der fra midten af 2003 og så frem til slutningen af 2007 – altså der sagde han, at der blev der tværtimod truffet beslutninger, der forstærkede højkonjunkturen. Denne asymmetri, sagde han, er farlig og uden økonomisk fundament. Har han ret i det?

Statsministeren: Altså jeg er jo ikke historieskriver – jeg er politiker. Jeg har været statsminister for det her land siden april 2009, og har fra det tidspunkt at regne det fulde ansvar for regeringens regeringsførelse. Og dét, der har været topprioriteten for mig i de små to år – et trekvart år, jeg har været statsminister, det har været at bringe Danmark så sikkert gennem den globale økonomiske krise som overhovedet muligt med så få menneskelige omkostninger som overhovedet muligt. Det er et projekt, der er ved at lykkes. Ude på den anden side af krisen har jeg så et fortsat ansvar for at gøre Danmark klar til vækst. Den første forudsætning for at bringe Danmark klar til vækst, det er, at vi har sunde offentlige finanser. Det er sådan set også derfor, jeg tager ansvaret, også selvom jeg også godt ved, det er valgår næste år – for at tage et opgør med politikernes gavementalitet – ideen om, at politik altid skal handle om at tilbyde noget mere og gøre noget mere, men faktisk prøver at løse den opgave, som vi står overfor – nemlig at sige, vi er nødt til nu at holde ro på de offentlige udgifter. Vi er nødt til at lave reformer, det er forudsætningen for, vi kan få væksten igen. Alt andet, det overlader jeg så i øvrigt til historieskrivningen.

Spørger: O.k. men så lad os tage fat på den. Du kritiserer jo dine politiske hovedmodstandere i S og SF for, at de, som du siger, betaler gæld med gæld. Men er det ikke præcis dét, du har gjort siden du har haft hovedansvaret for regeringen? Det har du gjort i 2009, det har du gjort i 2010 og 11 og 12 og 13 og 14, og så håber du i 2015, at du kan nærme dig et balancepunkt, men det er kun ét år i 16, 17, i 20, i 30 og i 40 – hvert år betaler du gæld med gæld. Kan du så sige, at dét, der måske er afstanden mellem dig og dine politiske hovedmodstandere, det er, at de er bange for, at hvis man holder op med at stimulere her i de næste 2-3 år, at så vil det gå galt. Altså det vil sige, forskellen mellem den nuværende regering og den, der håber at komme til – det er altså, om man skal fortsætte den stimulerende økonomiske politik 2 eller 3 år mere.

Statsministeren: Forskellen mellem den nuværende regering, og dem, der gerne vil være i regering, det er, at dem, der gerne vil være regering grundlæggende, tror jeg, ikke har forstået eller måske snarere ikke vil forstå, hvad det er for en situation, Danmark er i. Vi er blevet slået tilbage af den globale krise. Vi har tabt private arbejdspladser, vi er blevet et fattigere land. Vi har med åbne øjne, og det tager jeg ansvaret for, stimuleret økonomien med fremrykning af offentlige investeringer, med forlængelse af erhvervskreditter, med en offensiv indfasning af en i øvrigt fuldt finansieret skattereform – alt sammen med det sigte at holde hånden under dansk økonomi, indtil at væksten blev selvbærende. Det har været en kæmpe succes. Det er sådan set grunden til, at Danmark kommer flottere gennem denne krise end stort set alle andre europæiske lande, du kan trække frem – med en lavere arbejdsløshed, med en lavere offentlig gældsstiftelse. Men det kan jo ikke blive ved, altså det kan jo ikke blive ved. Vi talte før om, at vi er på vej ind i et Danmark, hvor det er mindre end halvdelen af befolkningen, der forsørger hele befolkningen. Og derfor er det jo ikke langtidsholdbart at blive ved at betale gæld med gæld. Derfor skal der jo skiftes kurs. Det er genopretningspakken et udtryk for. Og når du nu spår om, hvordan verden ser ud i 20 og 25 og 30, så må jeg bare helt stilfærdigt sige, at til foråret fremlægger regeringen en 2020-plan. Vi har i øjeblikket en 2015-plan, hvor vi arbejder under den målsætning at skabe balance i 2015 med de forudsætninger, der knytter sig til det – bl.a. altså behovet for at få de reformer i hus, vi nu har lagt frem omkring SU, førtidspension, fleksjob med videre. Når vi kommer ind i det nye år, så kaster vi lyset længere ud i fremtiden. Og så vender vi tilbage til temaet, for jeg har den målsætning, at vi skal stå vagt omkring den varige velfærd. Det kræver altså også, at vi har en økonomi, der hænger sammen – ikke bare lige nu og i dag, men også hænger sammen om 5, 10 og 15 år. Og det får vi et meget oplyst grundlag for at diskutere, når vi fremlægger vores 2020-plan.

Spørger: Et sidste spørgsmål – betyder det så, at når I kommer med den plan, at så vil der være overskud på de offentlige finanser fra 2015 og fremad?

Statsministeren: Det betyder dét, det betyder, når vi lægger den plan frem, og det gør vi i foråret. Dét, vi gør nu, det er, at vi koncentrerer sig om at løse opgaverne i den rigtige rækkefølge. Vi har lavet en genopretningspakke, mens tid var. Vi har samlet kriseregningen op på en overskuelig måde, som selvfølgelig gør ondt, fordi det er aldrig sjovt at skulle stramme op, men det er nødvendigt, og det er ansvarligt, og det er sket uden store demonstrationer i gaderne, som du kan se det i en række andre europæiske byer. Og nu har vi lagt en stribe reformer frem. Jeg håber jo på, at oppositionen vil vise noget politisk ansvarlighed og ledelse i forhold til de reformer, fordi sandheden er jo, og det er jo dér sammenhængen er, at jo mere vi når i forhold til dét, vi har lagt frem – omkring SU, omkring førtidspension, omkring fleksjob – jo lettere bliver opgaven jo bagefter eller sagt på en anden måde, hvis ikke vi kommer i mål med det her, fordi oppositionen sætter sig på hænderne og bilder folk ind, at man kan bare få et belånt velfærdsfiks, og man kan fortsætte med at betale gæld med gæld, så bliver det en opgave, vi står med frem til 15 og videre frem til 20, så bliver den større – uanset hvem, der så kommer til at sidde med den opgave, så bliver den større. Og derfor så synes jeg, at det Folketinget bør koncentrere sig om nu, det er at lade være med at gøre livet sværere for os selv i en fremtid, der ikke ligger ret mange år ude.

Tak skal I have.”