Pressemøde den 9. februar 2010

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet. Hvor er det rart at se, at der er mange – jeg tror da, det er en slags rekord, vi slår her i dag.

Vi starter jo et kvarter tidligere, og det hænger sammen med, at jeg har et møde ude i byen, og vi er nødt til at slutte kl. 12, og jeg har været bortrejst fire dage i sidste uge, og jeg kan forstå, at det afstedkommer en stribe spørgsmål, og det skal der jo være plads til, så derfor starter vi et kvarter før.

Jeg kan sige, at vi jo har haft ministermøde her til formiddag. Og blandt flere lovforslag vi har behandlet, vil jeg gerne trække tre frem på sundhedsområdet, som er vigtige i vores bestræbelser for at gøre et godt dansk sundhedsvæsen bedre.

Det første forslag handler om at skabe en mere målrettet kontaktpersonsordning på landets sygehuse, så vi sikrer, at de mest alvorligt syge patienter – kronikere, patienter med livstruende sygdomme, herunder kræft, tilbydes en kontaktperson tidligere end i dag, fordi vi ved, at et sammenhængende kontinuerligt patientforløb er vigtigt for helbredelsen.

Det andet forslag i denne sundhedspakke, det er et forslag, der gør det muligt at fastholde de sværest psykisk syge patienter i den nødvendige behandling. Forslaget går ud på, at hvis en patient ikke møder op til en aftalt behandling, så kan overlægen anmode om politiets bistand til at få patienten afhentet. Og det er vigtigt, fordi vi jo har set en række situationer, hvor patienter, psykisk syge patienter, er udskrevet velmedicinerede, velfungerende – så taber de sygdomserkendelsen, glemmer at tage deres medicin, kommer ind i en ond spiral – det gør vi nu noget ved.

Og det tredje forslag, det er et forslag om at etablere en helt ny patientombudsmandsinstitution, som giver en lettere og mere smidig klageadgang for landets patienter.

Så det er tre meget konkrete jordnære forslag, der skal bidrage til at gøre et godt dansk sundhedsvæsen bedre.

Så kan jeg om ugen, vi har taget hul på, oplyse, at jeg i morgen deltager i et topmøde Baltic Sea Action Summit i Finland. Landene omkring Østersøen er indbudt af den finske præsident og den finske premierminister til at bidrage til den fortsatte bekæmpelse af forureningen i Østersøen. Og jeg har valgt at deltage i det møde i morgen for at markere Danmarks stærke holdning til bekæmpelsen af forureningen og for at markere, at alle lande omkring Østersøen fortsat må løfte i samlet flok for at sikre farvandet.

Dagen efter – altså på torsdag deltager jeg i et uformelt topmøde i Bruxelles. Det er et vigtigt møde, indkaldt af rådets nye faste formand Van Rompuy, som jeg talte med i går, hvor der i særlig grad skal diskuteres to temaer – nemlig EU’s nye strategi for vækst og beskæftigelse. Men også opfølgning på klimaforhandlingerne, hvor situationen jo aktuelt er den, at omkring 90 lande, der tilsammen står for 80 % af det globale CO2-udslip har meldt ind og markeret en støtte til den Copenhagen Accord, der blev taget til efterretning i FN-systemet på COP15 i København. Det er jo positivt, fordi det er første gang, at så mange lande med så stort et udslip bakker op omkring den politiske tekst. Nu er det så vigtigt, at vi i Europa får en diskussion om, hvordan vi sikrer, at Copenhagen Accord implementeres.

Dét, der i den forbindelse ligger mig selv meget på sinde, det er alle de elementer, der indgår i aftalen omkring tidlig finansiering i forhold til de udsatte øsamfund. De fattigste stater, som jo altså konkret lider under klimaforandringerne, og hvor der i København blev erklæret en vilje til at sikre hurtig finansiering. Jeg tror, det er meget, meget vigtigt, at vi i EU står fast på de tilsagn, der er givet og finder en vej til hurtigst muligt at implementere den del af Copenhagen Accord.

Så meget om ministermødet og ugens program.

Så sagde jeg jo indledningsvis, at jeg var bortrejst 4 dage i sidste uge, 31⁄2 hverdag for at være helt præcis + weekenden. Jeg var på Tenerife med min familie. Og hvad lavede jeg så der? Ja, det er jo kommet frem via en af Christiansborgs skarpeste politiske redaktioner og en af de skarpeste politiske journalister, som ved et intensivt detektivarbejde forfulgte mig rundt på øen, så er det kommet frem, at jeg lejede en cykel i Bike Point i Medano, og det kan jeg bekræfte, at det gjorde jeg, og jeg var ude at cykle.

Og omkring det, kan jeg sige, og jeg tror også, det kendetegner det politiske billede, som det står i øjeblikket, at hvad enten man kigger på det politiske billede eller på cykellandskabet på Tenerife, så er det op ad bakke. Det er op ad bakke. Jeg har jo så ... jeg er jo ikke nogen stor cyklist, men jeg har gjort mig et par iagttagelser omkring det der med at køre op ad bakke. Den ene iagttagelse, jeg har gjort, det er, at når man kører i sådan et bakket terræn, så vil det vise sig over hele strækningen, at der er lige mange højdemeter op, som der er højdemeter ned. Så i perioder, så går det op ad bakke, og i andre perioder, så er der så mere medløb på. Det kendetegner cykelterrænet, jeg tror også, det kendetegner det politiske landskab.

Så har jeg gjort mig en anden iagttagelse, som i virkeligheden er vigtigere – nemlig at når man cykler op i stejlt terræn, og specielt hvis man er konstrueret sådan som jeg er, og ikke er skabt til at klatre, så er man nødt til at holde sin egen kadence og sit eget tråd – køre i sit eget tempo, det man har besluttet sig for på forhånd.

Uanset hvor mange kloge mennesker, hvad enten det er iagttagere eller kommentatorer eller journalister eller navngivne eller unavngivne rådgivere, som står og råber på, at nu skal der skiftes klinge, nu skal der skiftes gear, så er man nødt til at holde sit eget tempo. Og det tempo, det må være sat efter distancen og stigningsgraden, og den tid man har til rådighed. Sådan må det være. Fordi hvis man forcerer, så går man sukkerkold, så går man død. Det er den iagttagelse, jeg har gjort, og det gælder også i forhold til den aktuelle politiske situation.

Som jeg har læst aviserne – både under min ferie og efter min ferie, så kan jeg sagtens se, det er op ad bakke. Jeg kan sagtens se, at jeg er udfordret, jeg kan sagtens se, at regeringen er udfordret. Men jeg ved også med mig selv, hvad det er for en plan, jeg kører efter. Og dét, der er det afgørende for mig og for regeringen nu, det er at nå op på den næste bakketop. Og hvad er den næste bakketop? Den næste bakketop, det er det konvergensprogram, som vi i øjeblikket sidder og regner intensivt på, og som vi i øjeblikket i regeringen bruger meget tid på også politisk at diskutere, og som jeg kan oplyse fremlægges enten sidst på denne uge eller først i næstfølgende uge. Altså ikke i uge 7, der er det jo vinterferie, og ferien skal man jo respektere. Men enten sidst i denne uge eller først i uge 8, der fremlægger regeringen vores konvergensprogram. Og hvorfor er det vigtigt – jo det er vigtigt, fordi det er her, vi får det præcise billede på, hvad er det for en aktuel økonomisk situation, Danmark er i. Og den situation, den skal vi have klarlagt og identificeret, og så skal vi selvfølgelig give vores politiske svar på, hvordan vi kommer videre. Men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge – identificere problemerne og udfordringen, før vi kan give vores svar.

Da jeg blev statsminister sagde jeg, at dét, jeg betragter som min vigtigste mission, det er at føre Danmark sikkert gennem krisen på en måde, hvor vi minimerer de menneskelige omkostninger og sørger for, at Danmark står stærkt på den anden side af krisen. Det er dét, vi har forfulgt. Det er derfor, vi fører noget nær Europas mest ekspansive økonomiske politik. Det er derfor, vi har fremrykket offentlige investeringer i milliardklassen, så man skal tilbage til mit fødselsår for sidst at se så stor en stigning. Det er derfor vi har indfaset den største skatteomlægning i nyere dansk tid på en måde, hvor vi i år stimulerer familiernes købekraft, for at give dem optimismen tilbage. Men det er jo også en krisepolitik, som har gjort, at vi hen over et år har forvandlet et stort overskud til et meget markant underskud – 154 milliarder hen over et år. Og det vi arbejder på i regeringen nu, det er at kortlægge præcist omfanget af den udfordring med henblik på at kunne give vores svar på, hvordan vi kommer videre.

Så dét, jeg kan sige, det er, at vi sidst i denne uge eller først i den næstfølgende uge fremlægger konvergensprogrammet, og der vil regeringen naturligvis også give vores politiske svar på, hvordan det bringer os videre. I mellemtiden da kommer alle til at væbne sig med tålmodighed.

Jeg tror, det skal være, hvad jeg vil sige til en start, og er der sikkert nogen, der vil spørge om noget.

Ja værsgo!

Spørger: Men det er jo en meget massiv kritik, du har mødt fra mange kanter. Og meningsmålingerne ser heller ikke ligefrem strålende ud. Så det er nærliggende at spørge dig, hvordan synes du selv, det går?

Statsministeren: Jo altså, som jeg netop har sagt, så er det lidt op ad bakke i øjeblikket. Nu er det jo ikke sådan, at der skal være Folketingsvalg hverken i dag eller i overmorgen. Det skal der være i efteråret 2011. Og jeg tror det er Wilbek, der sagde – i håndbold der gælder det om, at man skal føre, når kampen bliver fløjtet af – altså det er det afgørende. Og alle mellempositionerne, det spiller en mindre rolle.

Spørger: Vi har fået lavet en meningsmåling, som også viser, at en del af kritikken er jo også meget personlig på dig som statsminister. Her er det hele 63 % af de adspurgte, der siger, jamen de synes faktisk ikke, at du gør det godt som statsmand. Hvordan vil du overbevise dem?

Statsministeren: Ved at passe mit arbejde. Nu kan jeg forstå, der har været lidt fokus på, at jeg ikke passer mit arbejde, men almindeligvis så passer jeg mit arbejde. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Og så skal der jo være et valg på et tidspunkt, og så er det jo danskerne, der suverænt bestemmer, om de vurderer, at jeg skal fortsætte på denne post, eller jeg ikke skal.

Spørger: Jamen hvad siger det dig, at så mange i befolkningen ikke mener, at du er en ægte statsmand?

Statsministeren: Jamen det siger mig ikke andet, end det jeg sagde før – altså at i øjeblikket er det lidt op ad bakke. Det er der en række forklaringer på, og det er vi som regering og jeg som statsminister nødt til at finde vores vej ud af. Og vejen er – næsen i sporet og forfølge den kurs vi har lagt. Og den kurs er at styre Danmark fri af krisen, at gøre det i vores eget ansvarlige fornuftige tempo, hvilket altså betyder at det, vi har brug for nu, også for at kvalificere den politiske debat, så der kommer mere substans ind i den politiske debat, det er at få kortlagt præcist, hvad er det en økonomisk udfordring, Danmark er i. Så må den politiske kamp jo stå om, hvem kan bedst håndtere den økonomiske udfordring.

Spørger: Her til sidst – din egen næstformand Kristian Jensen har kaldt det et karaktermord, du har været udsat for her på det seneste. Er du enig med ham?

Statsministeren: Nej, det er jeg ikke, fordi jeg er jo i live – altså så ... jeg føler mig ikke myrdet.

Ekstra Bladet.

Spørger: Bare et enkelt spørgsmål, hvorfor vælger du som statsminister og som far at tage dine børn ud af folkeskolen uden for skolernes ferier, når du så samtidig har en undervisningsminister, der siger, at sådan noget, det gør man ikke som god forælder. Hvorfor tager du den beslutning, at dine børn skal ud af skolen?

Statsministeren: Ja, det er jo en personlig beslutning, som vi som forældre har truffet, og vi har jo så i øvrigt også fulgt den procedure, der har været på vores skole omkring at tage sådan en beslutning. Og det hænger jo sammen med det forhold, at min kone er på en arbejdsplads, hun er selv skolelærer, hvor der ikke er fri i uge 7, og derfor har vi så som forældre vurderet, at også vores børn skulle have en mulighed for at være på ferie med begge deres forældre på samme tid.

Spørger: Men så betyder det også, at du synes, det er i orden, at andre forældre tager en lignende beslutning og tager deres børn ud af skolen uden for skolernes ferier?

Statsministeren: Om det må jeg sige, at man skal selvfølgelig ikke tage sine børn ud af skolen i tide og utide. Og i mange kommuner er det jo også et indsatsområde at sikre, at det ikke sker. Også fordi vi jo har set nogle eksempler på børn, der har været taget meget længe ud af skolerne. Vi har set eksempler på børn fra indvandrermiljøer, det har været væk fra folkeskolen i meget lang tid. Har været rejst ned til de lande, hvor man oprindelig kommer fra. Og det er selvfølgelig ikke i orden. Hvad jeg derimod synes er i orden, det er, at ansvarsfulde forældre på en ansvarsfuld måde og i dialog med deres børns skole træffer selvstændige beslutninger. Altså jeg går sådan set meget ind for at sætte mennesket frem for systemet. Og afhængig af familiens situation, børnenes indlæringskurve, børnenes sygefravær, skolens pensum – det hele lagt sammen – der har jeg fuld tillid til, at skole og forældre, de kan lave den slags aftaler.

Spørger: Men din undervisningsminister har før udtrykt det stik modsatte synspunkt. Erkender du så, at I er lidt uenige om den sag?

Statsministeren: Nej, jeg tror ikke, der er nogen stor uenighed. Altså jeg står jo ikke og appellerer til eller sanktionerer, at man i tide og utide skal tage sine børn ud af den danske folkeskole. Jeg har faktisk det grundsynspunkt, at børn skal passe deres skolegang, og det kræver aktive og offensive forældre, der bistår og hjælper med lektielæsning og sørger for, at der er madpakker med i tasken. Men jeg har også det synspunkt, at børnene er forældrenes, og der skal være plads til på en ansvarsfuld måde i dialog mellem skole og hjem i særlige situationer at tage nogle fridage. Og det er den beslutning, vi har truffet i forhold til vores børn, som i øvrigt har haft lektier med på turen. Og som er i bedste velgående.

Spørger: Men synes du så, at undervisningsministeren har været lidt for hurtig og lidt for bombastisk i sin bedømmelse af forældre, der har truffet lignende beslutninger, som du har truffet?

Statsministeren: Jamen, jeg har ikke nogen oplevelse af, at undervisningsministeren har fordømt nogen. Der har været sendt et signal, og det er jeg sådan set enig i, om at man almindeligvis ikke skal tage sine børn ud. Vi skal undgå den trafik, hvor man altså systematisk går rundt om skolernes ferier for at få de billige rejser eller andet. Det er ikke dét, der er situationen her. Situationen er, at vi som forældre har truffet en beslutning, som har sit afsæt i, at min kones skole almindeligvis aldrig har vinterferie i uge 7, og hvis vi ikke traf den her beslutning, så ville der aldrig opstå en situation, hvor hun havde mulighed for at være på vinterferie med sine børn.

Ja, værsgo!

Spørger: Altså der er jo mange, der i de her dage har efterlyst noget handling – oppositionen, analytikerne, befolkningen og selv dit eget bagland har efterlyst noget handling. Og dit svar er konvergensprogram. Kommer der ikke anden handling fra dig end en økonomisk situationsrapport?

Statsministeren: Jo, det gør der. Men det, jeg forsøgte at sige, nu kan jeg så lige prøve at sige det igen, det er, at den politiske udfordring i Danmark er forvandlet på noget, der ligner 11⁄2 år. Det er meget, meget dramatisk. Og jeg føler mig ikke 100 % overbevist om, at den fulde effekt af det er gået op for alle. Det handler om, at vi på 11⁄2 år har tabt lige så mange arbejdspladser, som vi normalt taber på 10 år. Det handler om, at vi – efter i en periode at have haft solide offentlige finanser pga. finanskrisen – for at minimere de menneskelige omkostninger – har ladet pengene rulle i et hidtil ukendt omfang, hvilket efterlader en regning. Det skaber en enorm udfordring. Det handler ikke kun om økonomi. Det handler om en udfordring meget videre – om hvad er det for et vidensniveau, vi har i det danske samfund, det er også derfor vi har taget fat på 360 graders-eftersynet af den danske folkeskole – havde et meget konstruktivt møde. Har sendt et rejsehold ud nu. Det er derfor, vi har nedsat et vækstforum, der mødes i næste uge i Esbjerg for at se på, hvordan vi kan bruge den grønne dagsorden offensivt på eksportmarkederne. Det handler om mange ting. Men det tager sit, kan man sige, seriøse afsæt i at få identificeret og afdækket præcis, hvad det er for en økonomisk udfordring, vi er i.

Hvis man kigger ud i resten af Europa – til Grækenland, til Spanien, til de baltiske lande så kan man jo se lande, der i øjeblikket er blevet fuldstændig tilbage til start af finanskrisen. Det er ikke vores situation, men vi er slået tilbage. Det påvirker ikke vores kurs, men det påvirker naturligvis vores rejseplan. Og når vi har det fulde overblik over, hvad er det for en økonomisk situation, vi har, så fremlægger regeringen også sit politiske bud på, hvordan vi kommer ud af den situation.

Spørger: Men det er jo ikke nødvendigvis, fordi vi ikke forstår alvoren i situationen, der findes andre måder at handle politisk på. Det kunne jo være i forhold til regeringssamarbejdet eller en regeringsrokade. Har du nogen planer i den retning?

Statsministeren: Nej, det har jeg egentlig ikke, fordi jeg tror, at det er meget vigtigt, at man tager tingene i den rigtige rækkefølge. Og politik handler om politik. Jeg ved godt, der er mange, der gerne vil have det til også at handle om alt muligt – altså form og ansigter, personlig optræden, og det medgiver jeg, det spiller selvfølgelig også en rolle for vores alle sammens bedømmelse af, hvordan landskabet står. Men grundlæggende handler det om politik. Det handler om at træffe beslutninger, der gør, at det samfund, vi har i dag, som er unikt i enhver international sammenligning kan blive ved med at være unikt. Det kalder på ansvarlige politiske beslutninger. Disse ansvarlige politiske beslutninger, de må tage sit afsæt i et ordentligt vidensgrundlag. Dét, vi har gang i i øjeblikket, det er at få identificeret den præcise økonomiske udfordring. Og når vi har den, og det er sidst i denne uge eller først i uge 8, så vil I også se, at regeringen fremlægger vores bud på, hvordan vi kommer videre derfra.

Ja, værsgo!

Spørger: Du siger selv, at det er lidt op ad bakke i øjeblikket for regeringen. Har du selv noget bud på, hvorfor det er op ad bakke?

Statsministeren: Det har jeg da rimeligvis nogle bud på. Men altså dem behøver jeg jo ikke nødvendigvis stå og folde analytisk ud her. Altså jeg kan bare konstatere, at sådan ser landskabet ud, og så må man tage pejling af det. Og det har jeg gjort. Og dét, der er det vigtigste for mig at få sagt her, det er, at jeg fastholder sådan set min egen køreplan, som er at nå op til den næste bakketop sidst i ugen eller først i næste uge.

Jeg har jo læst alle de gode råd, der er formidlet til mig fra tidligere ministre, tidligere ansatte omkring landets partier og andet. Og jeg har læst det med stor interesse, og jeg bærer det i mit hjerte, og så agerer jeg på de dele af det, som jeg synes – jeg selv kan bruge til noget.

Ja, værsgo!

Spørger: Din justitsminister har ændret forklaring om en ulykke, som han var vidne ... en trafikulykke, som han var vidne til. Hvad siger du egentlig til hele den sag?

Statsministeren: Jeg må blankt indrømme, at jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring den trafikulykke, som justitsministeren har overværet. Det gør jeg ikke. Så jeg må henvise dig til justitsministeren.

Spørger: Kan du leve med, at en justitsminister afgiver forklaringer, der ikke er rigtige over for politiet?

Statsministeren: Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring den historie. Altså grundlæggende gælder det jo, at man skal stå ved sine forklaringer, de skal være retvisende, det siger sig selv. Men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring det.

Spørger: Nu har du snakket om bakkerne på Tenerife, der er også en masse, som du var inde på, hjemlige politiske bakker. Kan du godt fortryde i dag, at du ikke koncentrerede dig om den hjemlige politik i stedet for bakkerne på Tenerife og blev hjemme simpelthen?

Statsministeren: Nej, det kan jeg faktisk ikke. Altså jeg kan selvfølgelig beklage det indtryk, der står tilbage. Men jeg må også sige, at de 4 fridage eller undskyld de 4 rejsedage, jeg havde i sidste uge. Jeg havde både computer og telefon med og fast daglig kontakt til Statsministeriet. Det var jo ikke sådan nogle ”hovsadage”, der opstod. Det er skam noget, vi har planlagt efter i meget, meget lang tid. Helt tilbage fra sommerferien. Og det betyder også, at jeg har ikke sat nogen møder til side for at have de 4 rejsedage med min familie. Der er ikke nogen møder, der er blevet aflyst. Der er ikke nogen beslutninger, der skulle have været truffet, som ikke er blevet truffet. Så der er sådan set ikke noget, der har udviklet sig anderledes, end det ville have gjort, hvis jeg havde været herhjemme. Jeg har sådan set planlagt meget længe efter at kunne have de 4 dage med min familie.

Spørger: Men kritikken er taget til, mens du har været væk. Og fx er der også anonyme ministre, der har været ude i pressen og kritisere din ledelsesstil. Hvad synes om, at ministre på den måde anonymt går ind og angriber dig?

Statsministeren: Jo, men jeg har ikke nogen oplevelse af, at jeg er blevet angrebet. Jeg kan jo se, som jeg også sagde tidligere, at det flyder med gode råd fra journalister og kommentatorer og chefredaktører og politikere – sågar oppositionen, som øjensynligt også vil mig det godt. Og det er jo dejligt at iagttage al den hjertevarme. Og der har jeg set, der er også en minister, der et sted siger – kom ud i landet, snak med danskerne. Det synes jeg i øvrigt er et godt råd. De fleste råd står sig selvfølgelig ved, at der også står afsender på. Det er selvfølgelig grundlæggende en uskik at udtale sig anonymt. Men rådet i sin substans – at tage ud at tale med danskerne – synes jeg er et godt råd. Og det bestræber jeg mig også på. Det er også derfor jeg var til hundeudstilling i Fredericia forrige søndag, selvom jeg måtte forstå, at det var så ikke lige dér, man skulle tage ud, det var vist også et problem. Men generelt tror jeg, det er en god ide at tage ud og tale med danskerne.

Spørger: Har du bedt Venstre og Konservative og måske også Dansk Folkeparti om at holde inde med skydningen både anonymt og med navn i angreb eller kommentarer i negativ retning?

Statsministeren: Jamen jeg tror, at vi måske ser antydningsvis anderledes på situationen. Og det hænger nok sammen med, at jeg jo ved, at vi i øjeblikket – både før og under og efter Tenerife – bruger ret meget politisk energi internt i regeringen på at berede vejen frem til konvergensprogrammet. Altså det er jo ikke os, der sidder og laver regnestykkerne. Men det er jo os, der sidder og diskuterer med hinanden om, givet at regnestykkerne ser sådan og sådan ud, hvordan håndterer vi så den udfordring. Og det bruger vi meget energi på i øjeblikket.

Og regeringen er jo to forskellige partier, og sådan håber jeg, det bliver ved med at være. Og derfor vil vi jo ikke i udgangspunkt se 100 % ens på alle ting. Men dét, der er det afgørende, det er, at når den her udfordring lægges frem sidst i ugen eller først i uge 8, at så er der et ens klart svar på, hvordan vi håndterer den udfordring, og det vil der også være.

Spørger: Så der er fodslag mellem Venstre og Konservative 100 %?

Statsministeren: Ja, det er helt sikkert. Det er også forudsætningen for at komme ned ad bakke igen, kan du sige.
Ja, Jesper.

Spørger: Det er blevet sagt mange gange i den sidste uge, at dit lederskab er i krise. Er du i krise?

Statsministeren: Om jeg er i krise? Nej altså, jeg oplever ikke mig selv som værende i krise.

Spørger: Nogle af de råd, du taler om ... eller kritik ... men du kalder dem så råd, det går på, at man kan ikke som statsminister agere på den måde, at man tager barns første sygedag. Der er grænser for, hvor normal en familie man kan have derhjemme ... et familieliv man kan have ... en anden del af kritikken går på, at du er blevet kaldt for sur og for underskudsagtig. Du skulle udstråle lidt mere overskud. Er der noget af det her, du tager til dig, og vil du ændre stil på nogen af de to områder?

Statsministeren: Nu er det jo to forskellige ting. Altså om jeg er sur og underskudsagtig – altså jeg er jo, som jeg er. Og jeg er jo hverken amatørskuespiller og da slet ikke professionel skuespiller. Og jeg tror da, at jeg er den type person, der på mange måder bærer mine følelser uden på tøjet. Man kan godt se, om jeg er glad eller sur. Det kan man så. Og så må danskerne vurdere det, det har jeg sådan set fuldstændig tillid til.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvor normalt vi kan leve, så vil jeg da sige, at vi lever skam ikke super normalt. Det har bestemt sine afsavn – jeg står ikke og beklager ... jeg konstaterer bare, at det er forbundet med sine afsavn at have et job som det, jeg har. Det er ikke et 8-4-job. Men jeg er også familiefar. Og jeg insisterer sådan set på retten til at være det. Jeg er meget, meget bevidst om, at statsminister, det skal jeg være i en tid. Hvor længe det bestemmer danskerne. Far – det skal jeg være hele mit liv. Og derfor vil jeg sådan set insistere på retten til også at have min familie.

Jeg skal måles på mit arbejde. Jeg er ikke den person, der almindeligvis ikke passer mit arbejde. Der ligger ikke sådan et track record af mange aflyste møder bag mig. Jeg er meget ked af, at jeg måtte håndtere det møde med ambassadørerne, som du konkret jo antyder på en måde, hvor det var udviklingsministeren, der mødte i mit sted. Jeg kan oplyse, at der er indkaldt til et nyt møde blandt ambassadørerne, der finder sted i april. Men almindeligvis er jeg ikke den, der sådan går og aflyser møder.

Spørger: Når du siger, du stadig vil være familiefar. Vil du så også fremover forbeholde dig retten til at tage barns første sygedag, hvis det kommer til det?

Statsministeren: Hvis det er nødvendigt i situationen – selvfølgelig. Men altså det er jo sådan, at i mit job må man jo hele tiden afveje – altså hvad har du på dit arbejdsprogram, hvordan er din familiære udfordring, hvordan skal du lægge din indsats der. Og der tror jeg altså, at der tegnes et lidt forkert billede af mig, hvis der skabes det billede, at det altid er mig derhjemme, der trækker det familiære læs, sådan forholder det sig ikke, det hører til undtagelsen og ikke hovedreglen.
Anders.

Spørger: Jeg vil godt lige spørge ... blive ved det der konkrete ambassadørmøde. Det er et af de konkrete punkter, hvor kritikken har været hård. Mange mener ikke, du passede dit arbejde ordentligt, fordi du angiveligt skulle have holdt første sygedag med din teenagedatter, fordi hun havde forstuvet en fod. Kan du forstå kritikken?

Statsministeren: Det kan jeg da sagtens. Og jeg skal da også beklage, at jeg måtte håndtere det møde på den måde, at regeringen blev repræsenteret ikke ved mig, men ved udviklingsministeren, som så holdt min tale – dvs. de politiske budskaber fra den danske regering nåede jo altså fuldstændig ucensureret frem. Men det skal jeg da meget beklage. Der opstod så en situation, hvor det var nødvendigt at træffe den beslutning. Og i lyset af det har jeg så også draget omsorg for, at der nu afholdes et nyt ambassadørmøde.

Spørger: Men er barns første sygedag – altså den der principielle diskussion – er barns første sygedag en vigtigere begivenhed, når man er statsminister – end at mødes med de danske eller undskyld de udenlandske ambassadører her i byen?

Statsministeren: Altså nu er det jo altså dig, der taler om barnets første sygedag og en forstuvet fod. Altså mig bekendt har min datter ikke forstuvet nogen fod. Så det er jo dig, der taler om det.

Spørger: Men det forlyder jo fra diplomatiske kredse, at det er den undskyldning, der er blevet givet via Udenrigsministeriet?

Statsministeren: Ja, jeg ved ikke, hvad der forlyder. Det jeg ved, det er, at af personlige årsager, som er et mellemværende mellem mig og min familie, der traf jeg den beslutning at aflyse halvdelen af det fredagsprogram, jeg havde den pågældende fredag. Det havde så den omkostning, at det var udviklingsministeren der holdt min tale frem for mig selv, dvs. budskabet fuldstændig ufiltreret nåede frem. Det er beklageligt – det er altid beklageligt, når der opstår situationer, hvor man må aflyse møder. Det er noget, der forekommer. Jeg har også selv været udsat for det. Og i forhold til det konkrete – fordi det er selvfølgelig vigtigt at have tillidsfulde tætte relationer til de diplomatiske miljøer i København, og derfor har jeg også draget omsorg for, at der er et nyt møde, der finder sted i april.

Spørger: Så den forstuvede fod, det er altså en skrøne?

Statsministeren: Ja, det er bestemt en skrøne, fordi jeg så min datter så sent som i morges, og jeg kan se, hun ikke har nogen forstuvet fod. Og det har hun heller ikke haft på noget tidspunkt.

Mette!

Spørger: Nu taler du om konvergensprogrammet, som den næste politiske dagsorden. Men hvordan vil du sikre på de interne linjer, at du kan stoppe den bl.a. anonyme kritik, der har været af dit lederskab?

Statsministeren: Jamen altså prøv at høre – konvergensprogrammet er ikke sådan det næste politiske projekt eller noget sådant. Konvergensprogrammet, det er en politisk udfordring, som bliver klarlagt, og som bliver det punkt, hvorom den politiske debat i Danmark bliver nødt til at dreje sig de kommende måneder, det kommende år. I øjeblikket ser vi en opposition, som jo kører videre i sådan sædvanlig overbudsstil, som om at krisen aldrig har fundet sted, man kan betale sig fra alting. Det er ikke længere den økonomiske situation i Danmark. Vi er udfordret af lande, der løber meget hurtigere end os. Vi er udfordret af, at vi har truffet en række offensive beslutninger, som har skullet give danskerne tillid og optimisme igen. Det skal der ryddes op i. Og den udfordring, den vil åbenbare sig i sit fulde omfang sidst i denne uge eller først i uge 8, og så er det vores opgave at give de politiske svar på, hvordan vi håndterer det. Det bliver regeringens opgave, det bliver også oppositionens opgave. Fribilletternes tid er forbi.
Og det svarer sådan set også på det andet spørgsmål, fordi at det er sådan set det, der skal skabe fokus i den politiske debat. Herunder også i det politiske arbejde – både i regeringen og i regeringspartierne.

Spørger: Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvordan du oplever arbejdspresset som statsminister?

Statsministeren: Det oplever jeg som forventeligt. Jeg har været minister siden 2001 – også på store stofområder – lavet kommunalreform og skattereform og forhandlet maratonforhandlinger i Finansministeriet både dage og nætter og sådan noget, så i den forstand, så oplever jeg ikke, at presset på den post, jeg har nu, afviger synderligt fra dét, jeg har været vant til.

Ja!

Spørger: Har den konservative politiske ordfører så misforstået noget, når Henriette Kjær siger, at man vil blive ved med at komme med de her udmeldinger, som har gået den modsatte vej af, hvad I har sagt i Venstre?

Statsministeren: Nu ved jeg ikke præcis, hvad Henriette Kjær har sagt. Jeg kan sige, at regeringen består af to forskellige partier. Og var det ikke to forskellige partier, så ville vi jo for lang tid siden lavet en fusion, og så havde der kun været ét parti.
Det er to forskellige partier, og sådan må det også være. Og det betyder også, at hvert parti nødvendigvis må finde sin egen profil. Men der er kun én regering – der er kun én regering. Og derfor kan regeringen kun give ét svar på de store spørgsmål. Og tidens største politiske spørgsmål – jeg tror ikke, det har sat sig endnu, men det bliver det største spørgsmål – det bliver, hvordan trækker vi os effektivt ud af krisen og konsoliderer oven på det enorme træk, vi har haft på kassekreditten for at holde gang i hjulene. Det kan der i sagens natur kun gives ét svar på. Det svar, det giver vi, når vi kender den præcise udfordring, det gør vi sidst i ugen eller først i uge næste uge, og så giver regeringen sit ene svar. Oven på det ene svar kan der naturligvis ikke være plads til divergerende meldinger, det siger sig selv.

Spørger: Men hvis man vender tilbage til det her med bakkelandskabet, har det så bidraget til oplevelsen af, at I cykler op ad bakke, at de konservative markerer sig med en udtalelse, I ikke nødvendigvis er enige i i Venstre?

Statsministeren: Der er mange ting i det der landskab. Altså jeg skal ikke fremhæve noget frem for noget andet. Jeg kan bare konstatere, at det er lidt op ad bakke i øjeblikket.

Spørger: Så det har ikke gjort det værre?

Statsministeren: Altså jeg tror ikke, jeg kan komme et nærmere svar på det spørgsmål, du der stiller, end det jeg her har givet.

Jan Kjærgaard!

Spørger: Nej, jeg skulle bare høre statsminister, du har selv været inde på, at du bar følelserne ude på tøjet, og det kan også være meget godt. Tidligere snakkede man om, at der var en statsminister, der var sådan lidt robotagtig, så du er altså et menneske, kan vi forstå, og det tror jeg, de fleste egentlig har det ganske godt med.
Så har du også et ansvarsfuldt job. Jeg tror ikke, der var mange herinde, der kunne løfte opgaven. Men nu står du med den. Så er spørgsmålet så – synes jeg så – du er lidt bister engang imellem, det synes jeg, jeg har bemærket. Det er jeg også selv ...

Statsministeren: ... er det rigtigt ...

Spørger: ... især når jeg ikke har sovet alt for godt om natten. Så er det dét, der har været tilfældet i en periode, at du har haft simpelthen søvnproblemer?

Statsministeren: Nej altså jeg sover glimrende om natten, det gør jeg. Jeg ved ikke, hvad der gør dig ... jeg oplever ikke dig som bister, jeg oplever dig som en opsøgende journalist. Hvis jeg skal give et godt råd i den forbindelse, så skal det være, at Ekstra Bladet bør købe en større megafon, fordi jeg sad på Marienborg hele dagen i går og – med hånden på hjertet – jeg hørte simpelthen ikke dit opråb. Jeg hørte det ikke. Så hvis det skal være vejen til at få mig i tale, så er I nødt til at ansætte ... eller hvad hedder det investere i noget voldsommere apparatur.
Og den anden mulighed med at opsøge mig på min hjemmeadresse, det er man selvfølgelig altid velkommen til at forsøge, men bare for at det nu skal være på plads, det vil man ikke få noget ud af. Så det er ikke vejen til at få mig i tale. Fordi når jeg kommer hjem, så lægger jeg sådan set vægt på at kunne hvile og restituere og sove godt om natten.

Ja.

Spørger: Der er kommet en rapport, der viser, at der er kommet 8.500 flere i det administrative personale i kommunerne. Det var dig, der lavede kommunalreformen i sin tid. Hvad er din kommentar til det som tidligere indenrigsminister?

Statsministeren: Jamen jeg vil nu hellere give en kommentar som statsminister, fordi det er jo den funktion, jeg har, og som jeg holder meget af at have, og som jeg vil kæmpe for at have en årrække frem.

Det er rigtigt, at det er mig, der har lavet kommunalreformen. Det var jo ikke mig, der ansatte de 8.500 medarbejdere. Jeg var glad for, at vi lavede en kommunalreform som i sig jo havde, kan man sige, to formål i denne her sammenhæng – nemlig for det første at skabe mere faglig robusthed. Dét, der var situationen i mange små kommuner før, det var, at man sad i fagligt isolerede miljøer. Man var måske den eneste jurist, eller den eneste akademiker eller den eneste ingeniør ... langt bedre mulighed for fagligt samspil, opkvalificeret sagsbehandling, bedre personlig udvikling. Det var det ene formål.

Og det andet formål, var naturligvis også at tage nogle stordriftsfordele hjem. Og der må jeg bare konstatere, at det er kommunerne ikke færdige med endnu. Fordi det siger sig selv, at ligesom når man flytter sammen, så er der nogle enhedsomkostninger, man kan spare. Hvis fem kommuner slår sig sammen, så koster det ikke fem gange mere at lave lønadministration, og der mener jeg, at landets kommuner stadig har et stykke arbejde, der skal gøres. Det er sådan set også det, der gør, at selvom vi nu kommer ind i en periode, hvor der bliver lidt mere økonomisk smalhals, altså hvor der ikke bare er plads til at veksle og lægge nye penge ovenpå hver gang, man skal løse et politisk problem, så er der jo præcis her en mulighed for, at man i den enkelte kommune ved at billiggøre nogen af de her administrative funktioner, løse dem mere effektivt, kan frigøre penge, der kan bruges på de såkaldte varme hænder i ældreomsorg, i børneomsorg, i skolerne. Det er en opgave for kommunerne.

Spørger: Men man har fået 8.500 flere, det er ikke engang sådan, at man har bibeholdt de daværende, man har fået 8.500 flere.

Statsministeren: Ja, det har jeg også konstateret. Og det afdækker for mig, at der er rum for forbedring. Det er jo den enkelte kommunes ansvar at gå ind i det rum. Jeg kan sige, at den økonomiske situation er sådan og bliver sådan, at det vil man blive ansporet til, fordi hvor det har været opskriften igennem mange år, at vi år for år bare har kunnet lægge ekstra penge ovenpå, så er vi nu i en situation, hvor det ikke er vejen frem. Og derfor så vil det udfordre samtlige politikere, hvad enten de er i byråd, regionsråd eller i Folketing, at pengene skal bruges anderledes. Man kan ikke bare tage en ekstra krone, man er nødt til at tage nogle af dem op, vi bruger, vende dem og se – om man kan bruge dem anderledes. Og ét af de steder, hvor der er noget at hente, det er selvfølgelig i administration, fordi der ligger et stordriftspotentiale i landets kommuner, og det skal selvfølgelig bringes i spil.

Spørger: Da Venstre i sin tid var lillebror i den daværende borgerlige regering under Schlüter, da sagde den daværende næstformand for Venstre, at man skulle sikre sig både at være i opposition og i regering samtidig, er du enig med den daværende næstformand i Venstre – han hedder Anders Fogh Rasmussen?

Statsministeren: Jeg, det ved jeg godt, han hed. Og han er i øvrigt også et menneske, og det er jo et meget menneskeligt udsagn, og det er jeg sådan set enig i. Fordi hvad gemmer der sig i det! Altså der gemmer sig i det at være i opposition og regering på samme tid, at man hele tiden skal turde udfordre sig selv. Det er også dét, der er regeringens opgave. Vi har været regering siden 2001. Vi har, kan man sige, hovedansvaret for, alle de beslutninger, der er truffet siden da, vi har en stor del af ansvaret for, at det danske samfund ser ud, som det ser ud i dag. Men vi skal selvfølgelig også have mod til hele tiden at træde et halvt skridt tilbage og se – fungerer det så godt nok. Er der nogen af de beslutninger, vi har truffet, som måske var kloge i situationen, men som nu skal have et andet drej. Det er dét, det vil sige at være i regering og opposition på samme tid. Og det ønsker denne her regering at være. Det er fx også derfor, at vi fuldstændig fordomsfrit har startet et 360 graders-eftersyn af den danske folkeskole. Det er jo ikke, fordi vi lægger afstand til alle de skolepolitiske beslutninger, vi har truffet, de har været effektfulde. Børnene læser nu lige så godt i tredje, som de før gjorde i fjerde klasse. Men vi har stadigvæk ikke en god nok folkeskole. Så skal vi selvfølgelig også have modet til at se på – skal tingene have et andet drej. Ja, man skal være i regering og opposition på samme tid.

Men en regering skal kun have ét standpunkt i væsentlige sager.

Ja, værsgo!

Spørger: Lidt i forlængelse af det, Dan spørger om. De forhandlinger, I har med kommunerne har jo de senere år været svære. Og nu får vi en ny formand for KL. For det første, hvad mener du om Jan Trøjborg i den position? Og kunne man med et nyt rødt flertal i KL-sammenhæng forestille sig, at jeres forhandlinger med dem nu bliver endnu sværere – også set i lyset af krisen?

Statsministeren: Nu er Jan Trøjborg jo ikke valgt formelt endnu, og det skal jeg jo ikke blande mig i. Men altså ender det op med, at Jan Trøjborg bliver formand for KL, så vil jeg bestemt ønske ham meget velkommen på posten. Jan Trøjborg var jo kendt som en dygtig og samarbejdsorienteret minister. Jan Trøjborg er kendt som en dygtig borgmester i Horsens, en tillidsfuld person. Og det er min bestemte vurdering, at han i den grad vil være kapabel til at løfte det job, som jo i høj grad er et job, der handler om at få kommunerne sammen til at løfte sine opgaver i samspil med regeringen. Og det uanset hvordan borgmesterposterne er fordelt i kommunerne, og uanset hvordan ministerposterne er fordelt på Christiansborg. Så jeg forudser, at det gode samarbejde, regeringen har haft med KL, som selvfølgelig er præget af, at vi har interessekonflikter i mange situationer, det vil fortsætte fuldstændig uændret med de samme gnidninger eller med de samme ikkegnidninger, som der har været tilfældet indtil nu.

Spørger: Men jeg forestiller mig ikke, at det ligefrem glæder dig, at der nu er et rødt flertal, som I skal sidde overfor?

Statsministeren: Det hænger ikke sammen med spørgsmålet omkring Jan Trøjborg. Altså det hænger sammen med det grundlæggende, at det dækker over, at kommunevalget har haft et udfald – og specielt konstitueringsdrøftelserne har haft et udfald, der gør, at bestyrelsessammensætningen i KL bliver, som den bliver. Det er jeg selvfølgelig grundlæggende ked af. Altså jeg ville jo gerne have, at vi havde 98 venstreborgmestre. Men det er jo ligesom en anden snak.
KL det er et fast samarbejdsorgan for den til enhver tid siddende regering. KL er en organisation, der hviler på konsensus. KL er ikke stærkere end det svageste led – uanset hvad farve det har. Og vi kender KL’s formandskab – uanset om det har været Anker Bøje eller det har været Ejgil W. Rasmussen eller det har været Erik Fabrin ... som en samarbejdsorienteret organisation ... og jeg forventer, at vi vil få et godt og tillidsfuldt samarbejde med Jan Trøjborg. Og ikke at det bliver gnidningsfrit, men det var det så sandelig heller ikke ... er det heller ikke nu.

Spørger: Et sidste spørgsmål. De fem personer, som har siddet som formand for KL’s politiske udvalg siger samstemmende, at den allerstørste udfordring i den kommende valgperiode for dem bliver at stå vagt om det kommunale selvstyre. Det siger de samstemmende, hvordan er din holdning til det?

Statsministeren: Jamen jeg synes, det er vigtigt at stå vagt om det kommunale selvstyre. Det har jo to sider. Den ene side er, at Christiansborg skal passe på med ikke at blande sig unødig detaljeret. Det er jo også derfor, at vi har indledt et meget offensivt afbureaukratiseringsprogram. I efteråret fremlagde jeg 105 konkrete afbureaukratiseringsforslag – og i øvrigt har vi tænkt os at fortsætte med det arbejde. Det er derfor, vi har lavet en kommunal udfordringsret, som betyder, at kommuner eller institutioner, som synes, at landets regelsæt, de er for snærende – altså har en mulighed for ligesom at slå sig fri af dem. Det er jo den ene side af det kommunale selvstyre. Det er jeg varm tilhænger af, fordi blomster skyder nedefra, og man kan ikke diktere en samfundsudvikling oppefra.

Den anden side af det kommunale selvstyre, det er jo så også at tage ansvaret. Og der har jeg jo det grundsynspunkt, at hvis man forsøger at tørre ansvaret af på os i alle sammenhænge, så bliver vi også nødt til at tage det. Og den bedste måde at værne om det kommunale selvstyre på, det er derfor, at borgmestre og udvalgsformænd, de steder hvor det engang imellem går galt, også selv rejser sig op og siger, det er nok os, der har et ansvar her. Så med den dobbelte tilgang til det, så er jeg uhyre enig i, at det kommunale selvstyre er en blivende og vigtig værdi i vort samfund.

Ja, skal vi gå herover?

Spørger: Angående det der møde med ambassadørerne – kan du fortælle mig, hvornår det ekstra møde med dem, hvornår er det blevet indkaldt.

Statsministeren: Hvornår det er blevet indkaldt?

Spørger: Ja.

Statsministeren: Altså det har jeg i hvert fald resolveret på umiddelbart efter, det første blev aflyst. Hvordan indkaldelserne så er blevet formidlet videre, det er jeg ikke bekendt med. Det foregår via de almindelige diplomatiske kanaler.

Spørger: Jeg er selvfølgelig glad for at høre, din datter hun ikke forstuvede foden. Kan du forklare, hvordan det er kommet helt ud til ambassaderne, at det var grunden til, at du måtte blive væk?

Statsministeren: Det skal jeg ikke kunne sige. Det skal jeg ikke kunne sige. Min datter har i en anden sammenhæng forvredet sit knæ. Altså det kan være at knæet er blevet til en fod. Jeg ved det ikke. Altså en fjer kan blive til fem høns – så kan et knæ måske også blive til en fod. Det ved jeg ikke.

Spørger: Men var det dét, der var årsagen?

Statsministeren: Næh – men altså nu spørger du bare.

Spørger: Så det var heller ikke pga. af knæet, det var ikke pga. datter, at det her blev aflyst.

Statsministeren: Men prøv lige at høre – altså der var en situation i mit hjem omkring min familie, der gjorde, at jeg fredag kl. 9.30, tror jeg, hvor jeg sluttede et møde i en kreds af erhvervsfolk, var nødt til at suspendere resten af min dag og tage hjem. Det havde jeg en god grund til. Og det er et forhold mellem mig og min familie. Det er beklageligt, at det havde en omkostning i forhold til det møde, der blev aflyst. Jeg er ked af hver gang, jeg aflyser møder. Det sker meget sjældent. Det sker mere typisk, at der kommer ekstra møder ind i kalenderen. Og i forhold til det møde, der blev afviklet via udviklingsministeren i stedet for mig, der er der nu indkaldt et nyt møde. Og mere er der jo ikke at sige om den sag.
Nu bliver det desværre det sidste spørgsmål. Og det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil svare på flere, men tiden tillader ikke mere.

Matzen!

Spørger: Jeg vil gerne spørge dig ... du har flere gange sagt her på dette pressemøde, at når I fremlægger konvergensrapporten, så vil I komme med regeringens bud på, hvordan man løser det. Det giver mig anledning til at spørge dig. Indebærer det, at I ved den lejlighed vil fremlægge en plan for, hvordan der igen bliver skabt strukturel balance mellem de langsigtede indtægter og udgifter.

Statsministeren: Det indebærer præcis det, jeg sagde, nemlig at når vi har identificeret udfordringen præcis, og det gør vi sidst i ugen eller først i næstfølgende uge, så vil vi også give vores politiske bud på, hvad den udfordring giver os anledning til af handling. Og nærmere kan man nok ikke komme det i dag.

Spørger: Men vil I ved den lejlighed oplyse, om I fastholder det hidtidige mål om, at der senest i 2015 skal være sikret strukturel balance?

Statsministeren: Nu er jeg nødt til at være tro mod min egen logik. Og min egen logik er, at man skal kende problemernes omfang, før man anviser løsningen på dem. Og i øjeblikket sidder man i Finansministeriet og regner tæt ind på det her. Vi følger selvfølgelig med og kigger over skuldrene. Vi har drøftelser internt i regeringen. Når vi fremlægger konvergensprogrammet sidst i denne uge eller først i uge 8, så vil vi også fremlægge vores politiske opskrift på, hvordan vi skal håndtere den udfordring.

Tak skal I have.”