Pressemøde tirsdag den 23. august 2022

Statsminister Mette Frederiksen: Vi har i dag holdt regeringsseminar her på Marienborg, så velkommen til pressemøde – til jer, der er mødt frem.

Og velkommen til jer, der ser med derhjemmefra.

Danmark er et godt og trygt land. Tilliden mellem mennesker er generelt stor i vores samfund, og langt de fleste af os respekterer de fælles spilleregler og passer på hinanden. Den tillid og den tryghed – den skal vi værne om. Og den er på mange måder selve fundamentet for vores samfund. Men selvom langt de fleste borgere i Danmark lever i respekt for de værdier og det fællesskab, Danmark bygger på, så er der altså også nogen, der ikke kan finde ud af det. Vi ser grupper af mennesker – unge, der gør grænseoverskridende ting, som skaber utryghed for andre, trusler, vold.

Vi så det for eksempel for et par år tilbage i Gothersgade – en ung mand bliver brutalt og umotiveret overfaldet, slået, knytnæveslag, trampet i hovedet, smidt ud på kørebanen. Den ene gerningsmand, som i øvrigt tidligere var dømt for vold, fik seks måneders fængsel. Det er for lidt. Og det er et eksempel på en modbydelig og en meningsløs forbrydelse, hvor straffen i vores øjne var og er for lav. Derfor er der generelt brug for at skærpe straffene, når det gælder den personfarlige kriminalitet. Danmark har brug for en strafreform.

Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, eller for den sags skyld fra den ene finanslov til den anden. Der er brug for en mere gennemgående prioritering. Og derfor foreslår vi fra regeringens side som noget nyt, jeg tror faktisk, det er første gang, at vi i en økonomisk plan, den her gang en 2030-plan, prioriterer et milliardbeløb til danskernes tryghed. Det betyder flere fængselspladser, så vi kan hæve straffene. Et nyt fængsel. Det betyder også ressourcer til politi, anklagemyndighed, domstole og ikke mindst til fængselsbetjente. Vi ved godt, at jer, der arbejder i kriminalforsorgen, har alt for dårlige arbejdsvilkår. Man kan sige det meget enkelt. Det må ikke være kapaciteten i fængsler eller i arresthuse, der definerer en retspolitik. Det skal alene være vores værdier og vores retsfølelse.

Og så et par ord mere generelt om udlændingepolitikken. Under denne her regering der har været ro og tryghed på udlændingeområdet. Der er styr på tilstrømningen, men presset på Europas grænser er stort, og det vil givet vokse sig endnu større.

Det asylsystem, der er i dag, det er i vores øjne brudt sammen. Det er inhumant. Mennesker sætter deres liv på spil, når de forsøger at krydse middelhavet. Og de eneste der vinder i dag, det er menneskesmuglere og menneskehandlere, og de har til gengæld kronede dage.

Derfor er der i vores øjne brug for et nyt asylsystem, hvor asylbehandlingen foregår uden for Europa. Det skal selvfølgelig være inden for rammerne af de Internationale Konventioner og Menneskerettigheder.

Får vi lavet sådan et system, så kan vi hjælpe flere – hjælpe bedre, og vi kan skabe mere sikkerhed for de mennesker, der er på flugt. Og så kan vi i øvrigt også under ordnede forhold tage imod kvoteflygtninge fra FN. Det er ikke alene mere retfærdigt, det er også mere humant. Den vision, den arbejder regeringen på at realisere – gerne i et internationalt samarbejde. Om lidt, så vil vores udlændinge- og integrationsminister fortælle om fremdriften i det arbejde.

Når man er i Danmark og kommer hertil udefra, så skal man være en del af fællesskabet. Man skal lære dansk, og man skal selvfølgelig tage et job. Mange af jer, der er kommet hertil udefra, har taget vores grundlæggende værdi om pligter og rettigheder til jer. Og mange af jer har faktisk i dag nogen af de allerhårdeste jobs. I knokler. Det skal anerkendes, det er også nødvendigt, når man kommer hertil.
Nu skal vi have nogle flere med. Derfor har regeringen foreslået, at vi erstatter passiv forsørgelse og ydelser med det, vi kalder en entydig arbejdslogik. Det gælder selvfølgelig for folk, der har et integrationsbehov.

Når man kommer til Danmark, så skal man arbejde. Det bedste det er at få et helt almindeligt stykke arbejde. Kan man ikke det, så foreslår vi, at man i stedet i fremtiden skal arbejde for sin ydelse.

Desværre har en række partier, inklusive de borgerlige partier, stillet sig på bagbenene i forhold til at få indført en arbejdspligt. Det er ærlig talt noget paradoksalt i en situation, hvor dansk erhvervsliv skriger på arbejdskraft. Derfor fastholder vi ambitionen, og derfor vil beskæftigelsesministeren på ny invitere til forhandlinger herom. Det er simpelthen bedre for Danmark, at dem der i dag ikke er i arbejde, de kommer til at gøre nytte. Der er en positiv udvikling i de udsatte boligområder – det kommer vi til at sige mere om. Der er flere, der er kommet i arbejde. Flere får en uddannelse – ikke mindst de unge piger. Det gør os både stolte og glade. Det betyder bare ikke, at problemerne er løst – langtfra.

I nogle indvandrermiljøer i Danmark, der er der en heftig social kontrol af piger og kvinder. Piger og kvinder der er fanget i parallelsamfund med forstokkede og forældet kultur og som er frarøvet den frihed og de muligheder, som andre har i Danmark. De kvinder, dem må vi ikke lade i stikken. Enhver pige og enhver kvinde i Danmark skal kunne leve det liv, de ønsker at leve. Vælge sin ægtefælde frit. Selv bestemme over vores egen krop og deres fremtid og tjene sine egne penge.
Derfor har regeringen nedsat en kommission for den glemte kvindekamp, for det er det, den er. Den er glemt. Jeg og vi ser frem til at modtage kommissionens anbefalinger.

Og så er der de unge mænd med ikke vestlig baggrund. Man skal altid passe på med at generaliseringer, ikke desto mindre så er de voldsomt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og i fængslerne. Det er ikke dem alle, bestemt ikke dem alle, men det er for mange, som rent ud sagt ikke kan finde ud af at opføre sig ordentlig. Og selvom det på nogle stræk går fremad med trygheden, så føler mere end hver femte dansker sig utryg ved stationer og stoppesteder, og værst står det til i de udsatte boligområder. Og banderne, de udgør en helt særlig problemstilling. Her vil regeringen straffe dem, der på kynisk vis lokker børn og unge ud i kriminalitet. Initiativet er en del af den bandepakke og det bandeudspil, som vi fremlægger på pressemødet her.

Vi skal passe på vores land. Vi skal passe på Danmark, og vi skal passe på hinanden, og derfor vil vi fra regeringens side præsentere en række stramninger af rets- og udlændingepolitikken i den kommende tid.

Og med de her indledende kommentarer giver jeg i første omgang ordet videre til justitsministeren. Værsgo!

Justitsminister Mattias Tesfaye: Tak skal du have!

I dag er det sådan, at hver tredje beboer i udsatte boligområder har oplevet rocker- eller bandeaktivitet. Det er medborgere, der fortæller mig, at de oplever salg af stoffer lige neden for deres altan. Butiksejere, som bliver afpresset for såkaldte beskyttelsespenge. Det kan være ældre, der er utrygge på stationer og ved stoppesteder.

Det kan også være unge, som bliver skubbet af cyklen af 4-5 jævnaldrende og bliver berøvet deres iPhone eller deres AirPods. Alt det er selvfølgelig frygteligt, det giver sig selv, men det vil være endnu mere skræmmende, hvis vi bare begynder at vænne os til den situation i Danmark. Hvis vi stille og roligt accepterer bandeaktivitet i Danmark. Hvis vi selv ændrer adfærd. Hvis vi trækker os tilbage og dermed indskrænker vores egen frihed.

Folketinget har heldigvis igennem en årrække med Socialdemokratiets opbakning givet politiet flere muligheder. Vi har hævet straffen for bandekriminalitet. Vi har særligt sat ind mod brugen af skydevåben – og vi kan også se, det virker.

Omkring 350 bandemedlemmer sidder i fængsel lige nu. Og endnu vigtigere 100 er i exitforløb fra bande.

Politiet kan i dag arbejde i alle boligområder i Danmark, og det er også noget at være stolte af, for sådan har det ikke altid været. Men vi kan ikke tillade os at være tilfredse – langtfra.

Og derfor vil vi nu tage de næste skridt. Og derfor præsenterer vi i dag en bandepakke med 30 nye initiativer, og jeg vil bare nævne nogle enkelte af dem i dag.

Vi skal for det første have fødekæden ind i den organiserede kriminalitet. Vi skal gøre det ulovligt for banderne at rekruttere nye unge til kriminalitet. Og vi skal have flere af de unge, der risikerer et bandeliv ind i de nye ungdomskriminalitetsnævn, som ser ud til at virke ret godt.

Så skal vi bruge SSP-arbejdet; det er der, hvor skole og socialforvaltning og politi samarbejder til at forhindre, at småbrødrene også bliver kriminelle, fordi når vi måler på det, kan vi se masser af bandemedlemmer har en storebror, der også er i banderne.

Så skal vi for det andet gå mere efter bagmændene og deres forretning, fordi for langt de fleste, der er et liv i banderne et usselt liv med stress og med vold. Men nogen i toppen skummer fløden – måske uden de nogensinde selv rører hverken narko eller våben. Og derfor vil vi afsætte et ret betragteligt beløb til at styrke efterforskningen af dem – af bagmændene.

Det er knap 50 ekstra folk, som skal følge pengesporet og sikre, at bagmændene ikke kan gemme sig bag kryptovaluta, som de er begyndt på. Stråmandsvirksomheder eller leasingselskaber.

Og vi vil give politiet bedre mulighed for dekryptering af kommunikation på hemmelige chattjenester. Og vi vil udvide politiets mulighed for at foretage telefonaflytninger og for at bruge civilagenter.

Vi skal sikre, at en sportstaske med krøllede 500 kr.-sedler fra narkohandel ikke kan hvidvaskes og bruges til luksusferie i Dubai eller til ejendomme her i landet.
Og i den forbindelse, der vil vi også styrke samarbejdet med politiet i udlandet. Vi er særligt interesseret i at styrke samarbejdet omkring Middelhavsområdet, hvor vi kan se meget kriminalitet – meget narko kommer ind. Det kunne for eksempel være i Sydspanien eller i Marokko. Og for det tredje, så skal vi have flere våben ud af bandemiljøet. De er for let tilgængelige nu. De hårde straffe på våbenområdet, som er indført, har faktisk fået banderne til at ændre adfærd, så der er nu færre bandemedlemmer, der går rundt med et skydevåben på sig i det offentlige, og dermed er der mindre risiko for de her episoder, hvor folk pludselig støder ind i nogen fra en rivaliserende bande, og der bliver skudt på højlys dag, og uskyldige ender i krydsilden. Det er jo positivt.

Men vi kan også se, at så flytter bandernes fokus et andet sted hen, og derfor bliver vi nødt til at skærpe indsatsen mod knive, mod våbenlagre og mod det, der hedder gas- og signalpistoler.

Vi skal også skærpe kontrollen i skytteforeninger, hvor politiet har oplevet, at bandemedlemmer udnytter skytteforeningerne til at lære at håndtere våben.
Og så vil vi også give politiet nogle ressourcer til at foretage kriminaltekniske undersøgelser, fordi jo færre våben, vi har, jo mindre livsfarlig vold er det i Danmark.

Her til slut vil jeg bare citere et enkelt indlæg, som jeg synes er værd at læse, som blev bragt i Dagbladet Politiken her i weekend. Det er skrevet af en ung digter, der tidligere har afsonet en fængselsdom for forsøg på manddrab. Han skriver om sin opvækst i et udsat boligområde i Storkøbenhavn.

Han siger: ”Jeg forstod godt, at kriminalitet ikke var hensigtsmæssigt, og at vold stred imod samtlige moralske principper i samfundet og de religiøse principper i mit hjem, men jeg følte, at anerkendelsen, som jeg fik fra mine venner, når jeg gennembankede andre børn eller stjal fra dem, opvejede min mors dyrebare tårer og den formanende pegefinger fra skoleinspektøren.”

Tusinder af unge i vores samfund står i lige præcis det valg – hvorfra skal de hente anerkendelsen. Skal de følge anerkendelsen fra samfundet? Eller skal de vælge anerkendelsen fra voldsparate venner og fra bander. Til de unge, og til deres forældre, der er vores budskab klart – vi ønsker at gøre det så let som overhovedet muligt at træffe de rigtige valg i livet.
Vi vil gerne rulle velfærdsstatens røde løber ud med SU, med ungdomsboliger, fritidsjob, og et samfund der tilbyder mere end de fleste andre på denne her planet.
Og har de brug for hjælp, så skal de vide, vi vil strække os meget langt for at hjælpe dem. Vi vil hoppe i havnen for at hjælpe dem. Fordi vi ønsker, at de skal lykkes i det her samfund.

Men ingen af os, der står her, deres forældre, skoleinspektøren, kommunen, politiet – ingen af os kan træffe valget på deres vegne, det skal de selv træffe. Og vælger de forkert, så er vores budskab i dag også, at så vil hammeren falde hårdere. Efterforskerne vil i højere grad ånde dem i nakken. De risikerer at miste både respekt, frihed og ungdom.

Vores tålmodighed med bandekriminalitet er opbrugt. Og det er også vigtigt for mig at sige – det er ikke samfundets skyld. Det er ikke samfundets skyld, de har valgt vold og bander til. Så drop alle de dårlige undskyldninger med racisme og med stigmatisering og dårlige skolelærere og alt muligt andet klynk og jammer.
Langt, langt de fleste af deres jævnaldrende, der er vokset op under samme vilkår, i de samme boligområder, de klarer sig jo godt. De får en uddannelse. De er en enorm gevinst for vores samfund. De står nede i Føtex. De sætter flåede tomater op på hylden. De tjener deres penge ærligt. De betaler deres skat. Mange af dem er også vokset op i svære sociale omstændigheder, og i familier der kæmper med at få tilværelsen til at hænge sammen, og de mennesker har jeg den dybeste respekt for, og det er aldrig for sent at gøre som dem.

Vores bandepakke skal få flere unge til at vælge rigtigt. Flere af bagmændene bag tremmer og færre af os andre, der ender som ofrer for trusler og vold. Vi har for et par timer siden sendt invitation til Folketingets partier om forhandlinger, og vi håber på en bred tilslutning til vores forslag. Tak for ordet.

Statsminister Mette Frederiksen: Tak for det!

Og så udlændinge- og integrationsministeren!

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad: Tak for det!

Danmark er et land, der tager ansvar for de mest sårbare mennesker i verden. Vi hjælper dem, som er på flugt, og sådan skal det selvfølgelig også være i fremtiden. Men vi skal gøre det på en bedre måde, end den måde det foregår på nu. Det nuværende asylsystem i Europa, det er brudt sammen. Ni ud af ti migranter, der kommer irregulært til EU, de kommer via menneskesmuglere. Tusindvis, de drukner på tragisk vis i Middelhavet. Og mange af dem der faktisk kommer til Europa, de ender med at blive afvist og skal sendes retur. Det har store menneskelige, og det har store økonomiske konsekvenser.

Imens så er der mange sårbare flygtninge, som bliver efterladt i nærområderne, og som ikke får den hjælp de har brug for. Migrationspresset på Europa det er stigende. Mange kan nok huske 2015, da vi havde flygtninge og indvandrere, som vandrede på motorvejen nede på Lolland og Falster. Det var et tab af kontrol, som de europæiske lande og Danmark ikke kan tåle. Derfor arbejder vi i regeringen intenst på et asylsystem, som hjælper flere mennesker og langt flere flygtninge i nærområdet.
Vores spontane asylsøgere, som udgangspunkt, vil blive ført til asylsagsbehandling i et partnerland uden for EU i stedet for at betale en menneskesmugler for at komme til Europa, som ikke længere skal være en adgangsbillet til Danmark.

Vi skal hjælpe flygtninge her i Danmark, men det skal ske gennem kvoteflygtningeordningen. Som vi har sagt fra starten, så er det en forudsætning, og en klar forudsætning for et system på den måde her, at vi gennemfører vores forslag med fuld respekt for menneskerettigheder og for internationale konventioner. Vi har respekt for de aftaler, vi har indgået, og vi mener, det er vigtigt, at vi er i dialog med vores internationale partnere om, hvordan vi håndterer denne her sag.

Da Socialdemokratiet kort inden sidste folketingsvalg præsenterede vores plan om at etablere et modtagecenter uden for EU, der blev det kaldt urealistisk, men faktum er, at vi er nået relativt langt. Vi har fået den nødvendige lovgivning vedtaget i Folketinget. Vi har indledt et samarbejde med Rwanda, og vi åbner snart et dansk projektkontor i hovedstaden Kigali, som skal styrke det allerede tætte partnerskab i forhold til asyl og migrationsområdet. Og samtidig skal vi udvikle vores udviklingssamarbejde på en lang række vigtige områder som eksempelvis grøn omstilling og ligestilling.

Jeg tror på, at vi kommer i mål med vores projekt i Rwanda, så vi kan hjælpe Verdens flygtninge og samtidig passe godt på vores eget samfund. Men forslaget om et retfærdigt asylsystem står ikke alene. Regeringen har gennemført en lang række centrale udlændingepolitiske initiativer. Det har betydet, at vi har meget lave asyltal. Det er jeg rigtig glad for. 85 % af de initiativer, som vi lagde frem i vores udspil ”Retfærdig og Realistisk”, de er enten gennemført eller på vej til at blive gennemført.

Bare for at tage et par eksempler.
Vi har oprettet en forbudsliste mod folk, der modarbejder demokrati og frihedsrettigheder, så de ikke har mulighed for at donere penge til eksempelvis moskeer eller religiøse foreninger.
Vi har lavet en ny elevfordeling på landets gymnasier for at undgå, at de bliver opdelt efter etnisk baggrund. Og vi har udvidet muligheden for at tage det danske statsborgerskab fra kriminelle udlændinge.

Men netop når det kommer til kriminelle udlændinge, så er der behov for endnu mere. Langt de fleste indvandrere passer deres job og bidrager til det danske samfund, og det er vi selvfølgelig utrolig glade for.
Men når man bryder loven, så skal der være en konsekvens, og vi vil ikke acceptere kriminalitet blandt indvandrere.
Vores gæstfrihed skal ikke forveksles med naivitet.
Derfor vil regeringen skærpe udvisningsreglerne, så der bliver bedre mulighed for at udvise flere kriminelle udlændinge.

Et andet område, hvor vi sætter ind, det er integrationen i Danmark, men den fungerer kun, hvis der er den forudsætning, at man taler dansk, og man lærer at tale dansk. Det er der desværre for mange børn af indvandrerforældre, som er bagud i forhold til, når de starter i skolen.
Vi ved også, at familierne i mindre grad benytter danske dagtilbud, og derfor er børnene fra starten af bagud på point.
Derfor præsenterer vi inden længe et forslag om at sikre, at flere med ikke vestlig baggrund automatisk bliver opskrevet til dagtilbud og får mulighed for at udvikle deres danske sprog på linje med alle andre børn, der vokser op i det her samfund.

Det er ikke kun børnene selvfølgelig, der skal lære sproget – det gælder også de voksne. Og for at undgå, at børn og unge bliver sat i en situation, hvor de skal tolke, for eksempelvis skole/hjemsamtaler eller til møder i jobcentret, så vil vi sætte ind over for de børnetolke, som bliver brugt. Derfor så vil regeringen præsentere et forslag, der skal forbyde brugen af børn og unge under 18 år som tolke i forhold til eksempelvis jobcentre og skoler.

Regeringens mål for udlændingepolitikken er, at vi får kontrol med tilstrømningen. At det er os i det danske folketing, der styrer det. At vi hjælper flere på en bedre og mere rimelig måde. At vi er hårde og konsekvente over for kriminelle og antidemokratiske kræfter. Og at vi styrker integrationen ved at få flere i arbejde.
Og det sidste, det vil beskæftigelsesministeren komme ind på.

Tak for ordet!

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard: Tak for det!

Vores arbejdsmarked det står heldigvis rigtig, rigtig stærkt. Arbejdsløsheden den er styrtdykket. Beskæftigelsen er rekordhøj. Så sent som i går kunne vi se de nyeste tal, at historisk mange danskere er i arbejde. Og det er jo ufatteligt positivt, at så mange mennesker kommer i arbejde, også når man tænker på, at inflationen i de her måneder er høj. Jeg er samtidig stolt over, at regeringen de sidste tre år har insisteret på at få folk i arbejde. Og nu er opgaven jo så også, at vi skal have endnu flere med – ikke mindst skal vi have flere udlændinge med i arbejdsfællesskabet. Alle der kan skal mødes med en tydelig forventning om, at man skal bidrage til samfundet. Og desværre kan vi jo se, at alt for mange ikkevestlige indvandrere stadig ikke deltager i jobfesten. Og det også selv om, at der er kommet endnu flere med i takt med, at beskæftigelsen er steget. Der er omkring 18.500 borgere fra MENAP-landene på kontanthjælp. Det er næsten en ud af fem borgere på kontanthjælp. Og det tal har kun rykket sig marginalt siden januar, også selvom at markedsmarkedet har buldret derudaf.

Ser vi specifikt på de kvinder, der har været på kontanthjælp i mere end ti år, kommer fire ud af ti fra et ikke-vestligt land, og det er ikke godt nok. En tilværelse på overførselsindkomst skal nu engang være undtagelsen frem for reglen.
Derfor holder regeringen fast i, at vi vil erstatte den eksisterende forsørgelseslogik med en arbejdslogik og en 37-timers arbejdspligt målrettet dem, som kan arbejde, fordi ret og pligt skal følges ad.

Det bedste er at få et ordinært arbejde. Kan man ikke det, så skal man fremover yde en indsats for sin ydelse. Det handler grundlæggende om, at folk skal vænne sig til at komme ud ad døren hver eneste morgen, og de skal vænne sig til en hverdag, hvor de deltager og bidrager i lokalsamfundet. De kan for eksempel gå til hånde på det lokale plejehjem, hvor de kan hjælpe med at sortere vasketøj, gøre ekstra rent eller gå ærinder for de gamle. For det er simpelthen ikke fair, at vi har borgere fastlåst på forsørgelse, mens kommunerne har svært ved at finde personale til at passe på vores ældre.

Derfor vil regeringen hurtigst muligt indkalde til nye forhandlinger om en 37-timers arbejdspligt. Vi har fremlagt en model, men vi er naturligvis klar til at lytte og til at tilpasse. Og så sent som i fredags gentog Venstre sit ønske om at indføre noget nær samme model som vores, og derfor vil jeg komme med en klar opfordring til alle Folketingets partier – ikke mindst de borgerlige – lad os nu sætte os ned sammen, konstruktivt, ved forhandlingsbordet, så vi kan indføre den helt rigtige kombination af ret og pligt, som vi jo alle sammen også siger i hvert fald, at vi ønsker, og på den måde få endnu flere udlændinge med i arbejdsfællesskabet.

Tak for ordet!

Statsminister Mette Frederiksen: Det var de indledende ord fra os, nu er ordet jeres, men Sophie, kan vi ikke lige bede om, at der kommer en kold vand både til fotografer og til journalister, fordi det ser meget varmt ud det, I sidder med, så der kommer lige lidt at køle sig på.

Vi starter med DR!

DR: Mette Frederiksen, du kommer med et eksempel fra Gothersgade, hvor der blev dømt for grov vold. Har du læst om den. Ved du, hvad den bygger på?

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, det har jeg. Og er jo ikke mindst bekendt med ofret, med ofrets familie, og i øvrigt hvad vi gør ved alle andre, at man kan gå ned ad gaden en aften i København og fuldstændig umotiveret risikere at blive invalideret, miste sit liv i værste fald, og blive udsat for så groft et overfald.

DR: Og så siger du så nu, straffen er generelt for lav, så den skal op.
Hvilket niveau?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, vi kommer ikke til at sætte et præcist niveau, hvor vi er på. Vi træffer et politisk værdimæssigt valg om, at vi ønsker at hæve straffen generelt for den personfarlige kriminalitet, men jo også for noget af den nye vold, der er kommet ind i vores samfund, altså der hvor en gruppe af unge drenge ydmyger et andet barn eller en anden ung og optager det, deler det.

Og så vil vi meget gerne se på skærpet endnu mere, at når man overfalder i flok – jeg synes jo, at det er en af de store forskelle fra dengang, jeg selv var ung og gik i byen i Jomfru Ane Gade, der vidste man godt, hvor man skulle holde sig fra, hvis man ikke ville se slagsmål eller blive involveret i dem. Men i dag kan man ikke gardere sig, fordi det kan være, du bare sidder i S-toget, og der kommer nogen ind, der er ude på ballade – og ofte er de i flok, man kan jo så sige, det er ret usselt, men det gør volden endnu værre, når det er så mange mennesker, der går efter en sagesløs. Så vi ønsker … det her, det er nogen af de kriminalitetsformer, hvor vi ønsker markant at sætte straffen op.

DR: Ved du, hvad gennemsnitsstraffen for grov vold er i dag?

Statsminister Mette Frederiksen: Det må justitsministeren hellere svare på.

DR: Ja.

Justitsminister Mattias Tesfaye: Jamen, vi står ikke her med en nøjagtig analyse, men den opmærksomme seer, har nok bemærket, at det er ikke første gang, at der er nogle politikere, der stiller sig frem og siger: Lad os hæve straffen for vold. Det har man nok set både røde og blå politikere mene tidligere.

Jeg har siddet i Folketinget i syv år – i alle de syv år har der været et flertal for at hæve straffene for vold, men det er jo ikke sket i det omfang, vi ønsker, og det er der en årsag til, og måske har vi politikere ikke været ærlige og fortælle det, og det er, fordi de danske fængsler er fyldt til bristepunktet, og derfor kan vi ikke vedtage den her lovgivning, det ville være uansvarligt, for hvad skal vi gøre af folk.

Så det, vi prøver at sige nu, det er – vi er nødt til at vende det rundt. Det nytter ikke noget, vi fastlægger vores retspolitik efter, hvad der er kapacitet til i fængslerne. Vi bliver nødt til at sørge for, at kapaciteten i fængslerne passer til de normer og værdier, vi vil forsvare i det her land og dermed de straframmer, vi vil have. Og det kan vi ikke sikre i morgen eller i overmorgen, og det bliver heller ikke 1. januar, at straframmerne bliver hævet, fordi vi har ikke kapaciteten. Så nu vil vi fastlægge i vores økonomiske 2030-plan en gevaldig sum penge – altså en ordentlig sum penge, som skal være en saltvandsindsprøjtning til det danske retssystem frem mod 2030, og det giver så rum til at kunne hæve straffene. Og derfor er vi lidt bekymrede for at læse den konservative økonomiske plan, som deler 10 milliarder ud i skattelettelser – 10 milliarder – og nul kroner til dansk tryghed, til det danske retssamfund. Og der må man så vælge om det er tryghed eller skattelettelser, man vil have, og der vælger vi i hvert fald tryghed, men det forudsætter, at vi får planlagt landsigtet, det skaber rum for at få en kvalificeret diskussion af straframmerne.

DR: Men I har ikke en fast, altså I siger ikke, det skal være to år for eksempel gennemsnitsstraffen. I har ikke et fast åremål?

Justitsminister Mattias Tesfaye: I dag i vores udspil præsenterer vi konkret kriminalisering, at det at trække unge i kriminalitet, og så vil vi have fastsat i straffeloven, at der skal stå, at det skal være skærpende, når det er ydmygelsesvold, og så har vi nogle skærpelser på besiddelse af våben i bandekriminalitet og af våbenlagre. Så det er nogle konkrete områder. Men det er ikke det, som statsministeren taler om, det er langt mere omfattende, men det kan vi simpelthen ikke før fængslerne står der, og det gør de først, når vi afsætter penge til det, og det er vi villige til, og det kan vi ikke læse ud af Søren Papes økonomiske plan, at de Konservative er villige til.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så TV 2!

TV 2: Vil det sige, at det her først træder i kræft, når der er bevilget flere penge til et fængsel eller flere fængsler, og de nye fængsler så er bygget?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Regeringen har sammen med SF, De Konservative og Dansk Folkeparti aftalt fremtiden – de kommende år for kriminalforsorgen, altså vores fængsler og arrester, og det går i den rigtige retning. Altså, vi får flere fængselspladser, og vi har blandt andet besluttet os for at leje 300 pladser på Balkan i Kosovo, Så det giver os jo lidt rum, men slet ikke rum nok til det, vi gerne vil, så vi kan godt stille og roligt gå i gang med at skærpe straffene, men der kan ikke være fuldt gennemslag fra første januar, det vil vi også gerne være ærlige om at sige. Men vi er nødt til at have den her ærlighed inde i debatten, fordi ellers så bliver man ved med at høre politikere, der står og taler om strafskærpelser, men så ikke gør noget ved det. Og grunden til, at vi ikke gør noget ved det, det er, fordi vi har simpelthen ikke pladsen, og det kræver økonomisk prioritering, og der må det jo være – vil vi have en ordentlig retspolitik, der sikrer danskernes tryghed, eller er det vigtigere at sikre topskatlettelser for 10 milliarder.

TV 2: Et andet problem i det her kan også være, der mangler fængselsbetjente, det er jo også en bekendt problemstilling, at der ikke er fængselsbetjente nok til at passe på de indsatte, der er der i dag. Hvad vil I gøre for at sikre, at der kommer flere fængselsbetjente?

Statsminister Mette Frederiksen: Det er jo lige præcis en del af problemet, og hver gang et flertal i Folketinget, og det har vi gjort i øvrigt på tværs af skiftende regeringer, noget af det, vi har gjort i denne her regeringstid, det er at skærpe straffen for vanvidskørsel – de får simpelthen taget bilen. Og det er noget af det, vi er rigtig, rigtig glade for. Men hver gang vi har gjort det, så har vi jo også presset medarbejderne i kriminalforsorgen mere. Det er faktisk en af de medarbejdergrupper, der har gjort og gør et meget, meget stort indtryk på mig, fordi vi ser dem ikke. Der er mange, der er udfordret i deres arbejde, men dem der arbejder i kriminalforsorgen, dem ser vi andre jo ikke, fordi vi kommer ikke ind i Nyborg Statsfængsel eller andre steder, og vilkårene derinde er blevet for hårde, som dels skyldes, at der er flere … altså, kapaciteten … men jo simpelthen også, fordi vi har fået en gruppe af indsatte, som er meget, meget, meget svære at omgås, end det var i gamle dage. Så vi er sådan set villige til … altså, vi har allerede en dialog med medarbejderne, vi er villige til at gå længere, og vi tror jo på, at det, at der nu for første gang kommer en langsigtet plan ind i den økonomiske politik, og det er helt rigtigt – her kommer man så til at vælge mellem skattelettelser, eller om vi skal have mere tryghed, det vil give rammerne for, at vi kan udvide vilkårene i kriminalforsorgen, og det er en, tror jeg, en klar forudsætning for, at vi kan få folk til at blive i jobbet.

TV 2: Hvad vil du konkret gøre for at få flere fængselsbetjente, for det er jo et problem, der allerede er der i dag. Der er reklamekampagner, og lige meget hvor man kigger hen i det offentlige rum om, at man skulle tage at blive fængselsbetjent, fordi der både er god løn og gode arbejdsvilkår, og hvad ved jeg, men der mangler jo stadigvæk betjente. Hvad vil I gøre for at sikre, at der er nok fængselsbetjente.

Statsminister Mette Frederiksen: Vi kan lige starte med, hvad vi er i gang med som følge af aftale omkring Kriminalforsorgen.

Justitsminister Mattias Tesfaye: Ja, og igen tak til SF, Konservative og DF for faktisk at løfte et ansvar her i modsætning til andre partier. Med det, som er sat i gang, er, vi er gået fra, at man får SU under uddannelse til at få løn. Vi har åbnet flere steder i landet man kan tage uddannelserne.

Jeg besøgte selv Nyborg Statsfængsel i sidste uge, og der kunne jeg høre, at de elever de har fået ind på uddannelsen nu – mange af dem er fra Fyn, og der har det betydet noget, de kunne starte på uddannelsen i Odense, så det er vigtigt.
Og så er der lige før sommerferien også blevet indgået en aftale mellem kriminalforsorgens ledelse og fængselsforbundet om udbetalinger af nogle penge, der faktisk ender på bankkontoen hos de mennesker, der arbejder der. Men alt det her er kortsigtede investeringer, der skal fastholde medarbejdere.
På lang sigt, der tror jeg et af de vigtigste signaler, det er et politisk signal om, at økonomien i Kriminalforsorgen er fastlagt frem til 2030. Fordi det jeg selv hører fra fængselsbetjente, for eksempel dem vi har talt med i Nyborg, det er, de er rigtig glade for deres arbejde, det er virkeligt et meningsfuldt arbejde. Det handler ikke kun om at åbne og lukke dørene og have nøglen. Det handler også om at resocialisere folk. Sørge for, dem der kommer ud ad døren er bedre mennesker en dem, der kom ind ad døren. Det er der ikke ordentlig tid til i dag.
Så noget af det, vi godt vil, det er at skabe ro om kriminalforsorgen, langsigtede rekrutteringsplan, fastholde de mennesker der er der, og det kan man ikke, hvis vi hvert eneste år til en finanslov afsætter lidt ”dryp”økonomi til hist og pist. Det lyder fint, men det er ikke det, der får folk til at blive på en arbejdsplads, det ved alle, der har været på en arbejdsplads. Det er det lange seje træk, der virker. Og det er det vi godt vil prioritere økonomi til.

TV 2: Apropos fængsler, så har du tidligere sagt Mette Frederiksen, at man ikke skal straffe for at straffe, og man ved, at mange af de førstegangskriminelle, der får en straf og kommer i fængsel, at de bliver det, du kalder for superforbrydere i fængslerne, fordi de lærer af de mere hårdkogte kriminelle. Med det citat i baggrunden er det så fornuftigt, som I lægger op til her, at der skal være højere straffe og hårdere konsekvenser af den slags?

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, det er det, fordi kriminalitetsbilledet i Danmark er mange forskellige ting på en og samme tid, og der er, forstå mig ret, i mine øjne en stor forskel på, om et menneske gør noget en gang i sit liv, der er kriminelt, eller man bliver en hårdkogt kriminel. Og når det drejer sig om nogle unge, som måske en gang i deres liv er lige på grænsen af, hvad der er godt, så skal vi jo gøre alt, hvad vi overhovedet kan for, at de ikke fortsætter, altså kommer ind i en sådan decideret kriminel livsbane og levebane, og der …

TV 2: … men det er jo ikke nødvendigvis det, at udspillet her lægger op til, der handler det om hårdere straffe og hårde konsekvenser…

Statsminister Mette Frederiksen: … nej, men dette handler om bander, og nogen af dem kommer vi ikke til at kunne rette op må som samfund. Jeg tror simpelthen ikke på det. Jeg tror, vi kan gøre meget med forebyggelse. Det er en stor del af vores bandeudspil i dag. Det at slå hårdt ned på, når bander rekrutterer børn og unge er helt afgørende for, at der ikke er endnu flere, der bliver kriminelle. Men der er jo også nogen i Danmark i dag – ikke mindst med indvandrerbaggrund, der er så hårdkogte, og som er så brutale i den måde, de behandler andre mennesker på, at der er vores vigtigste opgave jo at holde dem væk fra gaden. Holde dem væk fra boligkvarteret. Holde dem væk fra S-togsstationen eller nogle andre steder, hvor de gør livet usikkert for os andre.

TV 2: Men er det ikke kun en midlertidig løsning at sætte dem i fængsel, for på et eller andet tidspunkt, så udløber den fængselsdom, så er de jo på fri fod igen. Var det ikke bedre at sikre sig, som det har været jeres politik i årtier og sikre, at der også bliver resocialiseret, og at de her folk også har noget andet at stå op til end kriminalitet.

Statsminister Mette Frederiksen: Jo, men der var jo en grund til, at Danmark så anderledes ud engang. Altså, der var jo engang, hvor kunne nøjes med at have faktisk ret lave straffe i Danmark, fordi vi var dygtige til at både forebygge og resocialisere, og i det hele taget ikke havde ret meget kriminalitet. Men det er jo ikke Danmark længere, fordi du har en gruppe i Danmark i dag, der begår endog meget alvorlig kriminalitet, og derfor bliver vi også nødt til at ændre retspolitikken på nogle afgørende områder. Det har vi gjort for eksempel på våbenbesiddelse og andre ting. Og nu er turen så for alvor kommet til at få skærpet straffen for den der fuldstændig urimelige vold, som ødelægger andre menneskers liv. Og der er der noget, der handler om – både retfærdighedssans, men også at få dem væk fra gaden, fordi så længe de er væk fra gaden – ja, så gør de ikke ulykker på andre mennesker.

TV 2: Så resocialisering er ikke et værktøj, I bruger længere?

Statsminister Mette Frederiksen: Det var bestemt ikke det, jeg sagde. Altså, resocialiseringen skal jo bruges på de grupper, hvor vi kan resocialisere. Og det er helt rigtigt, hvad justitsministeren siger, at heldigvis er der mange mennesker, der kommer ud på den anden side af kriminalitet. Det ændrer bare ikke på, at vi har en gruppe, primært af unge mænd i dag, som har bragt en brutalitet ind i vores samfund og i kriminalitetsbilledet af et omfang, vi ikke har set tidligere, og der bliver vi nødt til at straffe markant hårdere. Berlingske!

Mia Vallentin, Berlingske: Jeg vil gerne tage fat på det her konkrete eksempel, du har fra Gothersgade, som du også nævnte i et interview med os her i weekenden, fordi i den sag var der faktisk en strafferamme på seks år. Men to forskellige retsinstanser vurderede ligesom, at de konkrete omstændigheder berettigede de 6 måneder.
Altså, i sådan et eksempel, hvor du har en strafferamme, der rent faktisk lægger op til, at man kan have en længere straf – altså, hvordan vil du så konkret sikre, at den strafferamme bliver udnyttet?

Statsminister Mette Frederiksen: Justitsministeren!

Justitsminister Mattias Tesfaye: Strafferamme er jo en ting, men den normale straf er jo noget andet. Og domstolen har gjort deres arbejde. Vi står ikke her med en kritik af domstolene. De dømmer jo efter den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, og de bemærkninger der er til lovforslaget, og alt hvad der er gået forud for lovforslaget, og der er det vores opgave som regering, og Folketingets opgave som parlament, at sørge for, at den lovgivning, der er, både når det handler om at definere strafferammerne, men også normalstraffene, at det afspejler de normer, de værdier, vi har i vores samfund. Og der er nok mange, der har set, nu er det et konkret eksempel, det er jo et konkret eksempel, vi bruger til at illustrere, hvad vi taler om. Men mange har nok set et indslag med Lauritz eller hans mor og tænkt ”men kan det være rimeligt? Afspejler det de værdier, vi skal have som samfund. Og vi er jo ikke enige alle sammen i Danmark”. Vi er seks millioner forskellige mennesker, men vi fire er i hvert fald ret overbeviste om, at det ligger alt for lavt, alt for lavt.

Mia Vallentin, Berlingske: Men hvordan kan det være andet end en kritik af domstolene og dommerne, når I stiller jer til dommere over for, at den her straf var for lav?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Det er ikke en kritik af domstolene. Det er en kritik af den lovgivning, domstolene dømmer på baggrund af. Og vi skal virkelig holde fast i, at Folketinget fastsætter en strafferamme, men at dommerne i de enkelte sager foretager en konkret vurdering af, hvor skal straffeniveauet så ligge i den konkrete sag. Og vi skal holde fast i, at der er omstændigheder, der skal tælle med, når man udmåler straf.

Vi kigger bare på de domme og konstaterer, at med de domme, der er faldet nu, så kan vi ikke være tilfreds med den lovgivning, der er nu. Og det er meget vigtigt for mig at understrege, og det er ikke en kritik af domstolene, det er en kritik af den lovgivning, vi har.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så Ekstra Bladet!

Ekstra Bladet: Jeg vil gerne spørge til noget, du sagde i Berlingske her forleden dag om, at du mener, der er et kæmpe mørketal i forhold til kriminalitet og chikane, der aldrig bliver anmeldt.

Og så spørger journalisten – hvor ved du egentlig det fra? Og så siger du – jamen, det ved jeg, fordi folk siger det til mig. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge – altså, hvor mange folk er det, der siger det til dig, siden at det sådan skal være stående …?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, det er rigtig mange, og det minder …

Ekstra Bladet: … er det 5, 10, 100?

Statsminister Mette Frederiksen: Det er mange mennesker ...

Ekstra Bladet: ... hvor mange er det?

Statsminister Mette Frederiksen: Og hele den her diskussion, jeg har selvfølgelig godt set den. Regeringen, vi stiller os frem og siger, vi vil have skærpet straffen for vold, og så dukker der en masse op og siger, vi har slet ikke et problem med vold. Det minder mig lidt om den diskussion, der var omkring Arne for godt tre år siden. Da var der også rigtig mange mennesker, der sagde, der er slet ikke nedslidning på arbejdsmarkedet. Der er slet ikke noget behov for en værdig tilbagetrækning.
Så var der virkelighedens Danmark, hvor rigtig mange mennesker var nedslidte og havde behov for værdig tilbagetrækning. Og det samme gælder her. Jeg fører jo ikke en logbog over, hvor mange mennesker, jeg taler med. Men jeg har boet i Ballerup i snart 20 år, før jeg flyttede derfra, og det vil sige, jeg har i to årtier haft min daglige gang i omegnen af København. Og jeg har talt med rigtig mange mennesker, og gør det fortsat, der er utrygge, som er utrygge på vegne af andre mennesker. Jeg er det også selv. Der er store dele af Storkøbenhavn, hvor jeg aldrig selv ville turde gå i dag, og sådan skal det ikke være i Danmark. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der er et mørketal, fordi det folk, de siger, det er 1) vi tør ikke anmelde, hvis de finder ud af, at det er os, der har anmeldt og 2) så går tingene for langsomt, hvis vi anmelder.
Og det er jo også derfor vi vil kigge på hele straframmen.

Ekstra Bladet: … og ligesom undsige det her og sige – faktisk så er det modsat – altså, at mørketallet det falder, og anmeldelserne de stiger.
Hvordan hænger det sammen?

Statsminister Mette Frederiksen: Men et mørketal vil man jo aldrig nogensinde kunne vurdere. Og derfor … altså, vores opgave er jo selvfølgelig statistik og det, der ligger på bordet, men det er jo også at være i virkelighedens Danmark.
Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis man bor i et udsat boligområde, det har vi i øvrigt masser af tal, der underbygger, hvis man bor i et udsat boligområde, eller er i dele af vores store byer, så er der områder, hvor man ikke tør komme. Og der er også områder, hvor man ikke har lyst til, at ens kære skal komme. Men justitsministeren kan lige knytte et par tal og et par ord på!

Justitsminister Mattias Tesfaye: Jamen, for et par uger siden fremlagde Justitsministeriet sådan en stor tryghedsundersøgelse, hvor man har spurgt 27.000 danskere, om de følte sig trygge i deres lokalsamfund og en hel masse andre spørgsmål. Og den viser, at trygheden i Danmark generelt er høj. Det er også det, statsministeren siger i sin indledende tale. Den er rigtig høj, det er noget, vi skal være virkelig glade for og virkelig stolte af. Men også, at trygheden er ulige fordelt. Altså, der er for eksempel i Københavns Vestegns politikreds, hvor jeg selv bor, der er den markant lavere, end den er på Bornholm. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, at bag de gennemsnitlige tal, der er der en enorm ulighed i tryghed i Danmark, særligt blandt de medborgere vi har, der bor i udsatte boligområder, synes jeg, der er en opgave foran os.
I næste uge der vil Justitsministeriets forskningskontor fremlægge en ny analyse, der handler om anmeldelsestilbøjelighed. Jeg havde virkelig håbet, den var færdig til i dag, fordi jeg vil meget gerne svare på dit spørgsmål ved at lægge den store analyse på bordet, men den er altså lige på trapperne. Men den vil vise, at når det handler om vold, så er det cirka halvdelen, der anmelder. Og når man spørger dem, der ikke anmelder, så vil de sige, de er bange for repressalier ved at anmelde. De tror ikke, det bliver til noget. De er bekymrede for, om det, de har være udsat for, egentlig er groft nok. Det er noget af det, jeg selv prøver at indlede med i min tale – altså, hvad vænner vi os egentlig til i det danske samfund.  Og den rapport, den vil på ingen måde bekræfte, at det går rigtig godt med anmeldelser i Danmark – slet ikke på voldsområdet.

Ekstra Bladet: Jeg har lige et hurtigt spørgsmål til statsministeren også – jeg skal bare lige hurtigt – et hurtigt spørgsmål til …

Statsminister Mette Frederiksen: B.T.!

B.T.: Der er ulighed i tryghed siger justitsministeren. Nu kommer I så med den her publikation. Før sidste valg kom du med en anden publikation – nemlig, at Danmark er for lille til store forskelle – hvor du ville nedbringe uligheden. Og alligevel, så viser tal fra jeres egne økonomer, at uligheden den er steget, blandt andet fordi I har skåret i dimittendsats. I har skåret i den grønne check til de fattigste danskere, og I har cigaretafgifterne. Selv, når man ser bort fra den, så er uligheden stadigvæk steget.

Er der ikke meget stor forskel på det, du sagde før valget – og det, der så rent faktisk er sket på det område?

Statsminister Mette Frederiksen: Nej, det er der ikke. Og heldigvis ikke. Fordi selvfølgelig er det helt afgørende at have et øje på ulighed, når man tilrettelægger sin økonomiske politik. Noget af det vigtigste i forhold til ulighed, det er at vurdere ledighed og beskæftigelse. Og det er lykkedes igennem de her år at få endnu flere mennesker i arbejde, og dermed få løftet folk ud af det, der kan være en ulighedsgenerator – nemlig et langvarigt ophold uden for arbejdsmarkedet.

Så har du nogle nedslag, og lad os bare kigge på nogen af dem. Altså, forhøjelsen af cigaretpriser, det er jo helt rigtigt, at i forhold til sådan til det økonomiske råderum, der vil det udfordre. Omvendt er en af de største uligheder vi har i vores samfund, det er uligheden i sundhed. Og noget af det, der dræber mange danskere – desværre, det er cigaretter. Så der er det jo en ulighed i sundhed, som vi har valgt sammen med Folketingets partier at adresse ved at forhøje prisen på cigaretter.

Så er der det her med dimittenddagpengene, og den må jeg sige, den køber jeg altså ikke. Altså, fordi her har vi at gøre med en ret ressourcestærk gruppe af unge mennesker, som har taget en uddannelse, som er på vej ud på et arbejdsmarked, hvor der er en enorm mangel på arbejdskraft. Så det, at vi sætter dimittendsatsen ned på et tidspunkt, hvor det er ret let at få et arbejde, den synes jeg ikke, man kan tage ind i sådan en almindelig ulighedsdiskussions.

B.T.: Det er bare, fordi før valget, der var der ikke alle de her undtagelser. Der var I faktisk ret præcise i jeres kampagne omkring, at den økonomiske ulighed den var for høj, den skulle ikke bare være på det samme niveau fremover, den skulle falde. Og nu viser tallene så, at der er sket det præcist modsatte. Så var du enten for unuanceret, før du gik til sidste valg … før sidste valg, så kan det også være, du er for unuanceret nu med det her oplæg, fordi det kan jo ikke være rigtigt på samme tid, at I ikke har … I har gjort det, I sagde, I ville gøre, når tallene så klart viser, at uligheden er steget.

Statsminister Mette Frederiksen: Altså det, vi sagde før sidste valg, det var, og det mener vi stadigvæk, at vi skal have et øje på uligheden i vores danske samfund i det hele taget.

B.T.: Du sagde, den skulle ned.

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, og det mener jeg også, vi er lykkes med, fordi ulighed er flere ting. Altså, der er noget, der handler om ulighed i sundhed. Der er noget, der handler om ulighed imellem land og by, og den kraftige centralisering, der er kommet i Danmark på grund af kommunalreformen, som vi har rullet tilbage. Og så er der selvfølgelig noget, der handler om økonomisk ulighed og lighed, hvor det vi har været primært optaget af, også fordi der har været en coronapandemi, det har været at sikre, at folk har beholdt deres arbejde og endnu flere er kommet i arbejde.

Det betyder jo ikke, at vi er færdige med vores arbejde. Og selvfølgelig vil vi altid være optaget af, at forskellene mellem indkomstgrupperne, at den får lov til at vokse sig for stor.

B.T.: … men når man siger af alle de typer ulighed, du nu taler om, så er den økonomiske ulighed så den sådan mindst vigtigste – det er i hvert fald den, I så ikke har formået at få gjort noget ved.

Statsminister Mette Frederiksen: Nej, det er jeg ikke enig i, at det er den mindst væsentlige. Men jeg står fuldstændig på mål for, at Gini-koefficienten ikke er det eneste, man skal måle ulighed ud fra. Og det der er det aller-allervigtigste, det er, om man har et arbejde eller ej, og det er der heldigvis endnu flere dansker, der har i dag end tidligere.

B.T.: Tak!

Statsminister Mette Frederiksen: Så lige bag ved Joachim, jeg kender ikke mediet, beklager.

Søren Nielsen, Ritzaus Bureau: Et af punkterne i de her 30 punkter, det er det her med, at man skal kunne få et rejseforbud efter afsoning af dom, hvis man er blevet dømt for grænseoverskridende grov kriminalitet, for eksempel til udlandet, hvis man har orkestreret noget narkosmugling på udlandet og lignende. Men hvad nu, hvis det er et EU-land for eksempel, hvordan kan man … kan man gøre det?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Det korte svar er ja. Vi har faktisk sådan et rejseforbud på et andet område, når det handler om pædofile – vil de for eksempel kunne få et rejseforbud til lad os sige Thailand.
Det, vi forestiller os her, det er, at hvis du er dømt for at have indsmuglet for eksempel rigtig meget narko fra Marokko til Malaga op igennem Europa. Og at Malaga har været knudepunkt for din forretning, at så man i tillæg til den straf, man får i Danmark også får et rejseforbud mod at tage til Malaga, som et tillæg til straffen. Det er selvfølgelig domstolene, der fastlægger det.

Søren Nielsen, Ritzaus Bureau: Så selvom … altså det jo i princippet strider mod den fri bevægelighed, så kan man godt gøre det eller hvordan?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Vi kommer ikke til at lave noget, der strider imod de EU-forpligtigelser, vi har, det giver sig selv.

Søren Nielsen, Ritzaus Bureau: Og det kan også håndhæves altså rent praktisk, det er muligt?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Ja, det betyder jo så, hvis ikke man lever op til de betingelser – de vilkår, der er i tillæg til en straf – jamen, så vil man kunne blive sanktioneret for det.

Søren Nielsen, Ritzaus Bureau: Hvis vi vender tilbage til det med resocialisering, så det allerførste punkt, tror jeg, det er faktisk, det er det her med rekruttering af børn og unge til kriminalitet. Nu talte du Mattias Tesfaye selv om denne her unge digter og så videre. der var blevet, jeg kan ikke huske, om han var blevet sigtet for drab. Men hvis vi forestiller os, at en 19-årig er blevet dømt i henhold til straffeloven tidligere og kommet ud, og han så så meget som opfordrer en 17-årig til at komme ind omkring det her med bandemiljøet eller kriminalitet eller noget, så skal han altså…, det skal jo være kriminelt så, ikke også? – så meget som, at man opfordrer til det.
Men forhindrer det ikke denne her resocialisering, som den her unge digter for eksempel jo blev et godt eksempel på?

Justitsminister Mattias Tesfaye: Men del af en resocialisering er jo, at man ikke trækker andre unge ind i kriminalitet.

Men jeg vil også godt lige sige, der er jo en bevisbyrde her, der skal løftes i en retssal, og noget af det, vi skriver i udspillet er, at man for eksempel har udleveret redskaber, instrueret unge i at begå kriminalitet.

Fordi noget af det, vi ser, er jo, at de hårdkogte bandemedlemmer, de står jo ikke selv med varerne i hånden. De får en eller anden 17-årig dreng, de mener skylder dem et eller andet, til at tage en mobiltelefon og en pose stoffer, og så stå for salget til en gymnasiefest. Og hvis man gør det, hvis man instruerer folk, udleverer redskabet, så begriber jeg ikke, at det ikke kan straffes i dag. Nu så jeg, den svenske regering fremlagde et lignende forslag i sidste uge, og vi plejer at bryste os selv af, vi er et skridt foran, så hvis ikke engang vi kan få vedtaget det i Danmark, så står det jo ikke mere. Altså folk skal ikke trække unge mennesker ind i kriminalitet. Og det er ubegribeligt, at det er straffrit i dag. Så det er en væsentlig komponent i forebyggelsestiltaget i bandepakken, som jeg godt vil understrege fylder ret meget. Det er også personligt meget vigtigt for mig, at forebyggelse er en væsentlig del af vores indsats mod banderne. Jeg nævnte i min indledende tale, at vi ønsker flere unge i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der var jo en masse virak, da vi vedtog det i tidernes morgen. Nu viser det sig, det fungerer faktisk ret godt.

En tredje komponent er det, vi kalder bekymringssamtaler. Altså, hvis politiet stopper en bil med to bandemedlemmer på forsædet, og ser en 16-årig dreng sidde på bagsædet, så synes jeg, det er helt på sin plads, at politiet går op og banker på døren hos den 16-åriges forældre og siger, han har ikke begået noget kriminelt, men han er i virkeligt skidt selskab, og det er nu, der skal træffes nogle afgørende valg i jeres drengs liv. Og det kan vi se de steder i landet, hvor man faktisk har gang i den her form for bekymringssamtaler. Det virker – det skal vi have udbredt. Så vi er kæmpe tilhængere af forebyggelse, men det må bare ikke stå alene. Forebyggelse for dem, der står på kanten af banden, skal suppleres at straf til dem af dem der står i banden, og så skal det suppleres af hård efterforskning efter bagmændene, fordi når folk kan se Instagram-rockere eller Instagram-bandemedlemmer, der tager billeder af deres liv i Dubai eller smider 10.000 kr. på en bar i København, så sender de også et signal ud i de udsatte boligområder, det er bagtrappen til succes, og vi skal have folk til at tage fortrappen – det lange slidsomme ærlige arbejde nede i Føtex. Og hvis vi skal det, så kræver det også, at nogle af Instagram-rockerne de kommer i fængsel. Og det kræver efterforskning, og det er ikke let efterforskning, det kræver meget, og det er økonomisk prioritering, og det er det, vi lægger frem, det vil regeringen. Vi vil også efter bagmændene.

Statsminister Mette Frederiksen: Og det var det, vi nåede i dag.
Tak fordi I mødte frem!