Besvarelse af forespørgsel F 35 anmeldt af Enhedslisten, ''Tiden efter Højesterets kendelse om Tvindloven''
'Hvilke konsekvenser mener regeringen, der bør drages af, at Højesteret har kendt Tvindloven grundlovsstridig'?
Jeg vil gerne indledningsvis slå fast, at Højesterets dom af 19. februar i år er historisk, banebrydende, klar og afgørende for Folketingets arbejde og for regeringens arbejde. Den vedrører et principielt spørgsmål om kompetencefordelingen mellem den lovgivende magt og den dømmende magt, som ikke tidligere har været pådømt.
Meget kort fortalt går dommen ud på, at lovgivningsmagten med Tvindloven reelt har gjort sig til dommer i en konkret retstvist mellem Tvindskolerne på den ene side og Undervisningsministeriet på den anden. Dermed har lovgivningsmagten udøvet en funktion, som efter Grundlovens § 3 henhører under domstolene.
Nu er dommen faldet, og den retsopfattelse, som den er udtryk for, er nu gældende ret. Dommen præciserer grænserne for lovgivningsmagtens kompetence og vil både for regeringen og for Folketing været en rettesnor i den fremtidige lovgivningsvirksomhed.
* * *
Lad mig straks slå følgende fast: Tvindloven er regeringens og Folketingets ansvar. Vi fik en nuanceret rådgivning, og vi vidste, hvad vi gjorde. Det fremgår klart af bemærkningerne til loven, af betænkningen, af betænkningsbidragene og af debatten her i Folketingssalen.
I lyset af dommen har undervisningsministeren fremsat lovforslag, der ophæver de bestemmelser, der efter dommen må anses for ugyldige. De navngivne skoler, der med Tvindloven fik frataget retten til fremover at modtage tilskud, har nu mulighed for på lige fod med andre skoler at komme i betragtning til tilskud efter lovgivningens almindelige regler.
Der er endnu for tidligt at sige, hvad udfaldet vil blive af den sagsbehandling, som nu er gået i gang i Undervisningsministeriet. Skolerne vil naturligvis få en behandling i overensstemmelse med de almindelige krav til god sagsbehandling, herunder forvaltningslovens regler. Til grund for sagsbehandlingen vil selvfølgelig også indgå den generelle opstramning af reglerne på området, som Tvindloven også indeholdt. Disse opstramninger berøres selvsagt ikke af Højesterets dom.
Undervisningsministeren har nærmere redegjort for sagsbehandlingens forløb og elementer i et samråd i Uddannelsesudvalget den 4. marts, som jeg i øvrig skal henvise til.
* * *
Et par bemærkninger til Justitsministeriets rådgivning: Højesteret har fastslået, at dele af Tvindloven ikke er forenelige med Grundloven. Justitsministeriet vurderede det anderledes i 1996. Er der så grundlag for at kritisere Justitsministeriet? Mit svar er: Ikke efter regeringens opfattelse, ikke efter min egen opfattelse og ikke efter justitsministerens opfattelse.
Jeg vil godt gentage, hvad jeg indledte med at sige. Regering og Folketing har et klart ansvar, som ikke kan lægges over på embedsværket. Det var vores ansvar alene. Justitsministeriets rådgivning indeholdt faktisk de nuancer, som en god rådgivning skal indeholde. Allerede nogle få dage efter, at højesteretsdommen var faldet, og jeg havde haft lejlighed til at studere den, gav jeg udtryk for, at sådan måtte det være.
Ingen kan påstå, at Tinget ikke var klar over, at Tvindlovgivningen rejste principielle og retspolitiske overvejelser. Sjældent er et lovkompleks blevet gjort til genstand for så grundig behandling, når det gælder spørgsmålet om forslagets indhold og dets forhold til Grundloven. Med andre ord: Vi vedtog Tvindloven med åbne øjne, og vi fandt, at der forelå tungtvejende grunde til at gennemføre den. Som jeg sagde det før, gav Justitsministeriet en nuanceret rådgivning i forbindelse med lovens tilblivelse.
Lad mig også minde om, at det er første gang i Grundlovens 150-årige historie, at en lovbestemmelse er blevet tilsidesat af domstolene som grundlovsstridig. Det er altså første gang, at love, der baserer sig på Justitsministeriets grundlovsvurderinger, efterfølgende underkendes af domstolene.
Det vil føre for vidt her at gengive Justitsministeriets vurdering af det daværende lovforslags forhold til Grundlovens § 3. Højesteret har nu talt, og regeringen tager dommen til efterretning. Det vil vi indrette os på fremover. Det gælder for regeringen og naturligvis også for Folketinget.
* * *
Men det er klart, at Højesterets dom vil sætte sig spor i det daglige arbejde. Justitsministeriet har derfor også foretaget en nøje gennemgang af eksisterende procedurer. Regeringen har på den baggrund ikke fundet, at denne sag i sig selv giver anledning til at overveje indførelse af nye formelle procedurer. Men det er klart , at dommen yderligere har skærpet opmærksomheden omkring lovforslags forenelighed med Grundloven. Ingen tvivl om det.
* * *
Aktualiserer Højesterets dom så et behov for nye organer og organisationer? Svaret er nej. Ikke efter regeringens opfattelse. Hvis vi ser på spørgsmålet om en forfatningsdomstol, viser Højesterets dom i Tvindsagen og dommen i Maastrichtsagen, at vore almindelige domstole er i stand til at pådømme loves forenelighed med Grundloven.
Regeringen finder derfor ikke, at der er behov for en forfatningsdomstol. Den opgave løfter Højesteret med klarhed og med entydighed. Den diskussion har altså ikke fået ny næring med den sag, vi diskuterer i dag, snarere tværtimod.
* * *
Og det samme gør sig gældende i forhold til tankerne om et lovråd for Folketinget. Jeg tror simpelthen ikke, at et lovråd i væsentlig grad vil kvalificere Folketingets lovarbejde eller gøre det lettere for os politikere at træffe beslutninger i sager med principielle juridiske spørgsmål.
Lad mig runde af. Der gives ikke hver gang og altid en facitliste med skråsikre garantier. Jura er ikke nogen fuldstændig eksakt videnskab. Til syvende og sidst er det en politisk beslutning at vedtage love. Der gives debat, der gives åbenhed, der gives rum for, at argumenter og betænkeligheder kan nå frem - ikke mindst her i salen. Og det skal der fortsat gives. Og så kommer tidspunktet for de politiske beslutninger. Sådan vil det også være i fremtiden.
I Tvindsagen var alle synspunkter fremme. Rådgivningen fra Justitsministeriet var nuanceret, der var indhentet juridiske responsa fra anden side med andre konklusioner. Beslutningsgrundlaget var i orden, de juridiske problemstillinger var belyst og diskuteret.
* * *
I stedet for at tænke i nye organer, nye procedurer og flere led i lovgivningsprocessen, så lad os dog bruge de muligheder vi har. Mulighederne er utallige: Vi har Justitsministeriets juridiske ekspertise og rådgivning, som ligger til grund for lovforslag fremlagt af regeringen. Der er folketingsbehandlingen, og der er udvalgsbehandlingen. Der kan indhentes uafhængige responsa, og der kan afholdes høringer.
Højesterets dom viser faktisk det grundlæggende: Vi har et fortræffeligt system i Danmark, der fungerer.
Vi har fået en meget klar dom, som trækker en streg for, hvordan regering og Folketing kan agere i forhold til Grundlovens § 3 om magtens tredeling. Det er vigtigt at have for øje i diskussionerne om vores Grundlov, der netop som sagt i år kan fejre sit 150-års jubilæum.