Debatmøde i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde den 11. januar 2006 "Globalisering - en vej ud af fattigdom?”. Indlæg af statsminister Anders Fogh Rasmussen

Det talte ord gælder

Lad mig indlede med at takke Holger Bernt Hansen og medlemmerne af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde for invitationen til at tale om fattigdommen i udviklingslande og de muligheder, som globaliseringen giver. Det er en kærkommen lejlighed til at samle trådene op efter mit besøg i Afrika sidste efterår.

Globalisering omtales ofte som farlig. Nogle frygter, at globaliseringen kan underminere mulighederne for jobskabelse. Men jeg ser globaliseringen som en mulighed for vækst og jobskabelse – også i udviklingslandene.

Spørgsmålet der er stillet til mødet i dag er, om globaliseringen giver en vej ud af fattigdom? I mine øjne er der derfor ingen tvivl om, at svaret er ”ja”. Globaliseringen er det bedste kort fattige lande har for en bedre fremtid. For at kunne opnå de ting vi i Danmark tager for givet. Frihed og demokrati. Mad på bordet og sundhed. En ordentlig skolegang. Alle de ting kræver ressourcer til rådighed.

Globaliseringen kan give de fattige lande de muligheder. Men fordelene kommer ikke af sig selv. Der er behov for målrettet handling. Det er bl.a. på baggrund af den erkendelse, at vi i Danmark har nedsat et Globaliseringsråd. Vi ved, at selv et af verdens rigeste lande ikke kan hvile på laurbærrene.

Det siger sig selv, at vejen frem - med et afrikansk udgangspunkt i dyb fattigdom - naturligvis ikke er enkel eller ligetil. Der kræves en særlig indsats.

Men udviklingen i andre dele af verden viser, at det er muligt. På trods af vanskelighederne har de tidligere meget fattige asiatiske lande gjort store fremskridt gennem de sidste årtier. Globaliseringen har været en af de drivende kræfter for den økonomiske udvikling i f.eks. Kina. En udvikling som har løftet over 400 mio. kinesere ud af absolut fattigdom. Samme udvikling har vi set i andre asiatiske lande. Først og fremmest Indien og Vietnam.

Men et helt kontinent halter stadig langt bagefter. Det er Afrika. I mit oplæg i dag vil jeg derfor gerne sætte Afrika i centrum. Og tage afsæt i spørgsmålet om, hvordan Afrika kan få positivt udbytte af globaliseringen og komme ud af fattigdommen.

Afrika har endnu ikke formået at høste globaliseringens fordele. At få Afrika med vil være én af det næste årtis absolut største udfordringer.

Under min rejse til Afrika så jeg mange eksempler på stor nød. Men også en udtalt vilje til forandring. På en skole i Pemba i Mozambique spurgte jeg børnene i 8. klasse, hvad de ville være, når de blev voksne. Nogle ville være sygeplejersker. Andre lærere. Og én ville være minister. Der var stort mod på livet – og vilje til at tage ansvar. Der var håb og tro på fremtiden.

Det var også positivt at møde en ny generation af afrikanske ledere, der ønsker forandring. Der er klar til at gøre op med tidligere tiders politiske teorier. Og som aktivt søger løsninger på de afrikanske problemer.

Med en stærk vilje til forandring kan Afrika opleve udvikling og fremgang. Og her er globaliseringen et vigtigt kort.

Regeringen har sat Afrika i centrum med en samlet Afrika-strategi fra 2005. Og globaliseringen er netop temaet for regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2006-2010. Prioriteter som helt konkret tager sigte på, at udviklingslandene skal kunne drage udbytte af en øget globalisering.

Jeg vil i dag koncentrere mig særligt om tre punkter, jeg ser som helt afgørende, og hvor der skal sættes en målrettet indsats ind, hvis Afrika skal gribe globaliseringens muligheder:

For det første: økonomisk vækst og bedre markedsadgang.

For det andet: god regeringsførelse.

Og for det tredje: en sundere og bedre uddannet befolkning og et bæredygtigt miljø.

Lad mig tage dem i den rækkefølge.

* * *

For det første: Hvis Afrika skal nå FN’s mål om at halvere fattigdom i 2015, så er højere økonomisk vækst og bedre markedsadgang en absolut nødvendighed.

Under mit besøg i Afrika var jeg i Tanzania. Et land i positiv udvikling. Tanzania har i dag har en indkomst på cirka 300 USD per indbygger. Og en vækst på ca. 5 pct. om året per indbygger. Det er meget højt efter afrikansk standard. Men det er ikke nok.

Hvis væksten stiger til 7% om året per indbygger - så vil indkomsten blive firdoblet over 20 år. Tanzania vil blive langt bedre stillet. Det ville være en imponerende udvikling. Men Tanzania ville stadig være et fattigt land. Et land med en indkomst på kun cirka 1200 USD per indbygger.

Til sammenligning er den gennemsnitlige danskers indkomst over 30.000 USD. Denne sammenligning fortæller, at udfordringen i Afrika er enorm og langsigtet. Og det kræver en langsigtet indsats for at løse problemerne.

Økonomisk vækst er en meget konkret størrelse for en fattig afrikansk familie. Det er forudsætningen for at få brød på bordet. For at kunne holde sygdom fra døren - og for at kunne give børnene en ordentlig skolegang.

Hvis Afrika skal opleve varig økonomisk vækst er det helt afgørende, at der skabes bedre vilkår for den private sektor. Det private initiativ skal have lov at blomstre. Her er der meget at gøre.

Erhvervsklimaet i mange afrikanske lande er i dag præget af bureaukrati og langsommelige procedurer. Det er en virkelighed, som er meget langt fra den vi kender i Danmark.

Lad mig give et par eksempler:

• Verdensbanken har opgjort, at det gennemsnitlig tager 4 dage at starte en virksomhed i Danmark. Til sammenligning tager det 85 dage i Ghana og 135 dage i Burkino Faso.
• I Danmark koster det stort set ikke noget at komme igennem bureaukratiet, der er forbundet med at starte en virksomhed. I Ghana koster det knap 90 pct. af en gennemsnitlig ghanesers årlige indkomst. I Burkina Faso koster det hele 150 pct. af en årsindkomst.

Det er ikke just noget, som fremmer privat initiativ. Det fremmer derimod hvad man kan kalde en stor ”uformel” økonomi. De afrikanske lande må selv bære et afgørende ansvar for forandring. Men vi kan støtte dem. Og vi skal støtte dem. Det er et område regeringen prioriterer meget højt. Ikke mindst inden for rammerne af vores erhvervs- og landbrugsprogrammer.

Den danske bistand sigter bl.a. på at give det private initiativ en chance. Vi skal ikke mindst have et stærkt fokus på at sikre bedre muligheder for kvinder. De udgør en betydelig positiv ressource – som desværre tit ikke er kommet til sin fulde ret.

I Tanzania så jeg, hvordan man selv med meget beskedne midler kan hjælpe kvinderne ved at give dem adgang til små lån. Det fremmer kvindernes betydning generelt og deres bidrag til samfundsøkonomien. Og det er ikke mange bistandskroner, der skal til for at sætte flere hundrede kvinder i gang med håndværk og handel.

Jeg besøgte desuden en lille sparekasse, der blev ledet af handlekraftige kvinder. Og hvor kunderne alle var kvinder. Her blev der udvist en beundringsværdig og effektiv ledelse af sparekassen. Det var både god forretning og god udvikling. Og der stod kvinder bag det hele. Jeg forlod Afrika med et klart indtryk af, at de afrikanske kvinder er en virkelig drivkraft, der kan sætte afrikansk vækst i gang.

Jeg oplevede også, at der ikke mangler opfindsomhed og virketrang hos bønderne. I Iringa-området mødte jeg, hvad jeg vil kalde en driftig bonde. Mandens virketrang og gå på mod var imponerende, hans jord var frugtbar og hele familien flittig. Men priserne og markedet var ikke venligt stemt over for familien. De kunne ikke afsætte deres varer til en fornuftig pris.

Det bringer mig til betydningen af international handel. For fattige udviklingslande kan ikke udvikle sig uden større samhandel.

Det understreges ofte, at når det gælder frihandel, skal vi i den rige del af verden give adgang til vore markeder for den fattige del af verden. Det skal vi også. Og det vil jeg komme tilbage til om et øjeblik.

Men lad mig sige det lige ud. Det vil først og fremmest være et stort bidrag til vækst, at udviklingslandene åbner deres markeder mere for hinanden. At fjerne told- og handelsbarrierer imellem de enkelte udviklingslande.

I Afrika er der høje toldsatser, krav om importlicenser, langsom toldbehandling og besværlige procedurer. Der kan derfor vindes rigtig meget, hvis udviklingslande åbner deres økonomier og fremmer frihandel mellem hinanden. Ifølge Verdensbanken vil udviklingslandene kunne vinde USD 142 mia. ved en fuld liberalisering af den internationale landbrugshandel. Langt den største del af gevinsten – ca. 114 mia. – vil kunne hentes som følge af reformer i udviklingslandene selv.

Vi skal holde fokus på de rige lande. Men vi skal i høj grad også fokusere på den interne handel mellem udviklingslandene. Kendsgerningen er, at syd-syd handel er mindst lige så vigtig som nord-syd.

Samtidig skal vi i de rige lande også bære vores ansvar. Det er nærmest hyklerisk at give bistand med den ene hånd og holde fattige lande uden for vores markeder med den anden. Der bruges i dag cirka 280 mia. USD på landbrugssubsidier. Det er langt mere, end der bruges på udviklingsbistand. Og det hindrer de fattige lande i at få de fulde gevinster ved globaliseringen.

Det understreger også, at Doha Runden i WTO skal afsluttes hurtigst muligt og med et klart fokus på udviklingslandene. Verdensbanken har udregnet, at et resultat af forhandlingerne, der tager særligt sigte på øget udvikling, vil kunne reducere antallet af fattige i verden med omkring 8 pct. i 2015. Det svarer til 140 mio. mænd, kvinder og børn - og halvdelen af dem vil bo i Afrika.

Et væsentligt resultat af WTO’s Ministerkonference i Hongkong for en lille måned siden var netop en udviklingspakke. Målet er, at udviklingslandene i højere grad kan udnytte de liberaliseringer af verdensmarkedet, der forhåbentlig vil kunne vedtages inden udgangen af i år.

Den danske position er klar. Danmark skal blive ved med at presse på for, at EU skal være ledende globalt for at sikre frihandel i verden.

I Hongkong blev vi enige om, at give de mindst udviklede lande told- og kvotefri markedsadgang inden 2008. Først for 97 procent af alle produkter, men med ambition om at udstrække det til alle produkter snarest muligt.

Det er et flot forhandlingsresultat, men det er ikke nok. For det vil ikke omfatte alle lande i Afrika. Derfor vil jeg slå et slag for, at alle lande i Afrika syd for Sahara bliver tilbudt told- og kvotefri markedsadgang.

En stabil økonomisk vækst i Afrika er samtidig vores bedste værn mod, at nye konflikter bryder ud eller at gamle får lov at genopstå. De mange tilbagevendende konflikter i Afrika bærer en stor del af skylden for kontinentets vanskeligheder. God økonomi er en forudsætning for udvikling, fred og sikkerhed. Det ved vi fra Europa. Det samme gælder for Afrika.

En bedre markedsadgang vil være et vigtigt skridt. Men det vil ikke være nok for Afrika. Fordi mange lande er så fattige, at de simpelthen næsten ikke har noget at sælge.

Regeringen agter at forhøje vores handelsrelaterede bistand, hvis andre lande vil følge trop. Det vil helt konkret hjælpe udviklingslandene med at opbygge deres handelskapacitet.

Tanken bag den danske indsats er, at de afrikanske lande både skal have nogle markeder at handle på og nogle varer at handle med. Når den frie handel vinder frem, så bliver fattigdommen trængt tilbage. Langsigtet økonomisk vækst i Afrika kan kun ske, hvis landene får mulighed for at tjene deres egne penge.

Det leder mig til mit andet punkt. God regeringsførelse og en effektiv indsats mod korruption.

* * *

God regeringsførelse er helt afgørende i en global økonomi. For at investeringer flyttes frit over landegrænser. Korrupte og politisk skrøbelige lande med svage institutioner tiltrækker sjældent mange udenlandske investeringer.

Afrika-kommissionen, der blev lanceret af Tony Blair i februar 2004, fandt klart, at god regeringsførelse er nøglen til udvikling. Uden god regeringsførelse, vil andre reformer kun have begrænset virkning.

Her er der igen ikke tvivl om, at et centralt ansvar hviler på de afrikanske lande selv. God regeringsførelse og en effektiv indsats mod korruption kan selvsagt kun løftes af en ansvarlig regering.

Danmark er et af de mindst korrupte lande i verden. Det giver os en stærk status, som vi skal bruge til at kræve god regeringsførelse i de lande, der modtager udviklingsbistand.

Der er desværre mange myter, der mindsker betydningen af god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption. Mange af disse myter er blevet tilbagevist af Verdensbanken i et nyt studie.

En af myterne er, at betydningen af god regeringsførelse og korruption er overvurderet. Det kan blankt afvises. Verdensbanken skønner, at der på verdensplan årligt er transaktioner for 1000 mia. USD, som er betændt af korruption. Ikke kun i fattige lande, men også i vores del af verden. En stor del af de penge går tabt. Der er med andre ord betydelige midler at hente ind gennem bedre regeringsførelse.

Og korruption rammer de fattigste lande og de fattigste mennesker hårdest. Rig og fattig skal begge betale en høj pris – uden at få noget til gengæld. Og det er nærmest en katastrofe, hvis man er fattig og i forvejen må kæmpe for sin overlevelse.

En anden myte er, at god regeringsførelse er en luksus – som kun rige lande har råd til. Det er helt misvisende og fremmer passivitet. Både Botswana og Chile har kunnet styrke deres regeringsførelse – uden at de forinden var trådt ind i de rige landes rækker. Det tager altså ikke generationer at forbedre et lands regeringsførelse og komme korruptionen til livs.

Der skal være stor konsekvens i kampen mod korruption. Det er der også i den danske bistand. Den er simpelthen baseret på et nul tolerance princip. Reglerne er defineret på forhånd – både for os selv og andre.

Men det betyder ikke, at vi med det samme skal fare ud og afvikle samarbejdet med et land, hvis der bliver konstateret brodne kar. Vi skal slå ned på den konkrete korrupte handling. Det afgørende er, at landet demonstrerer sin vilje til at bekæmpe korruption. Og det skal selvfølgelig have konsekvenser, hvis viljen så reelt viser sig ikke at være til stede.

Jeg vil sige det enkelt: Korruptionen er en af udviklingens værste fjender. Fattigdom og korruption hænger ofte tæt sammen. Og Afrika står over for store udfordringer med at bekæmpe denne fjende. Dansk bistand skal støtte de demokratiske kræfter i Afrika med at komme korruptionen til livs. Med at fremme god regeringsførelse. Og dermed at tage del i globaliseringen og udnytte fordelene, der kan være ved globaliseringen.

Det gjorde indtryk på mig, da jeg i Maputo diskuterede budgetstøtte med den kvindelige premierminister for Mozambique. Hun var – ikke overraskende – en varm fortaler for at overlade mest muligt ansvar for landets udvikling til hendes egen regering og dens prioriteter. Men hun havde også en meget klar forståelse af, at det er en forudsætning, at hendes regering kommer korruptionen til livs. Også derfor er bekæmpelse af korruption så vigtig.

En effektiv indsats mod korruption vil frigive ressourcer. De kan i stedet blive anvendt til produktive investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed og miljø.

Og det bringer mig til mit tredje punkt. For hvis Afrika skal blive en integreret del af den globale markedsplads, så vil det netop kræve en massiv indsats for at styrke uddannelse, sundhed og miljø.

* * *

Der er ikke tvivl om, at en sundere og bedre uddannet befolkning er en forudsætning for, at Afrika kan få fuld glæde af globaliseringen på lang sigt. Det samme gælder for miljøet. Hvis miljøet bliver overset, vil indsatsen mod fattigdom ikke være effektiv.

Nedslidningen af miljøet rammer de fattigste hårdest. For mennesker, der lever i stor nød, kommer hensyn til miljøet ofte bagefter hensyn til andre basale livsbehov. Det kan man ikke fortænke dem i. Det understreger blot, at økonomisk vækst er en vigtig forudsætning for at gøre mere for miljøet. En højere velstand giver større frihed til at investere i et bedre miljø. Det ved vi også fra vores egen udvikling.

En øget integration af udviklingslandene i den globale økonomi vil afhænge af, at udviklingsniveauet hæves på alle fronter. Her gør dansk udviklingsbistand en stor forskel. Det gælder ikke kun erhvervsudvikling. Det gælder også grunduddannelse, ligestilling mellem kønnene, sundhed og miljø. Regeringen har i sine udviklingspolitiske prioriteter for 2006-2010 netop afsat betydelige midler til sundhed, uddannelse og miljø.

Hvorfor er disse tre områder vigtige? Her er de hårde facts illustrative:

• Sundheden er helt grundlæggende for menneskelig trivsel. Derfor er bekæmpelse af sygdomme helt afgørende. Og det er ikke ualmindeligt i Afrika, at op mod 15-20 pct. af befolkningen lever med hiv/aids.
• Et bæredygtigt miljø hænger tæt sammen med sundheden og en stabil udvikling. Men i visse dele af Afrika kan mere end 40 pct. mangle adgang til rent drikkevand.
• Endelig skal uddannelse gerne danne basis for større økonomisk vækst og mulighed for at klare sig i den globale konkurrence. Men i Afrika er det ikke usædvanligt, at 30-40 pct. af en befolkning aldrig gennemfører grundskolen. Hertil kommer, at særligt pigerne bliver taget ud af skolen i en tidlig alder.

Selv om økonomisk vækst og god regeringsførelse er forudsætninger for udvikling i Afrika, så er det også rigtigt, at Afrika har brug for vores udviklingsbistand.

Danmark skal bidrage til at give afrikanske lande muligheder. Vi skal yde langsigtet bistand, som kan bidrage til at give globaliseringen positiv effekt for sundhed, uddannelse og miljø i Afrika.

Jeg skal ikke gå i dybden med de mange forskellige danske indsatser på disse tre områder. Men lad mig nøjes med at fremhæve et sted, hvor vi fra dansk side har sat særligt stærkt ind. Det drejer sig om kampen mod spredning af hiv/aids. Her var vores bistand i 2005 på over 1⁄2 mia. kr. Det vidner om, at indsatsen mod hiv/aids er en absolut topprioritet i den danske bistand.

Afrika er meget hårdt ramt af aids. Sygdommen truer med at underminere udviklingsmulighederne i hele samfund. Skræmmende tal viser, at op mod 75 pct. af unge hiv smittede er kvinder. Hvis vi skal bekæmpe den ulykkelige udvikling må vi sikre, at de unge kvinder kan beskytte sig mod hiv smitte.

Her skal der ikke være tvivl om, at vi fra dansk side vil stå ved vores ansvar. Regeringen vil fortsat sætte massivt ind og vi vil fokusere på de grupper, som er mest udsat. Bistanden til hiv/aids er et af de områder, hvor Copenhagen Consensus fandt, at der bliver opnået mest for hver bistandskrone. Det har regeringen fulgt op på ved at øge den danske bistand til dette område.

* * *

Udfordringen er stor i Afrika. Større end i nogen anden del af verden. Men globaliseringen rummer muligheder - også for Afrika. De positive historier fra de asiatiske lande kan gentage sig i Afrika. Men Afrikas egen vilje er helt afgørende. Til at bekæmpe fattigdom. Til at sætte ind mod korruption. Og til at sikre god regeringsførelse.

Vi kan give hjælp til selvhjælp, og vi kan presse på for at give udviklingslandene de bedst mulige rammer for at deltage i den globale økonomi.

I regeringsgrundlaget har vi lagt en garanti ind om, at den danske bistand vil være på mindst 0,8 pct. af den danske bruttonationalindkomst. Garantien er en fremtidssikring af det danske udviklingsengagement. Holder væksten i Danmark, vil det i 2007-2009 tilføre mere end 1 mia. kr. til den danske udviklingsbistand.

Lad mig afslutningsvis fremhæve regeringens beslutning om at vælge Mali, som et nyt programsamarbejdsland i Afrika. Det er en forpligtende beslutning, der udtrykker et langsigtet engagement i størrelsesorden 3 mia. kr. over de næste 15-20 år.

Valget af et land i Afrika Syd for Sahara er en af de konkrete måder vi har tænkt os at anvende en stigende andel af vores ulandsbevillinger til langsigtet fattigdomsbekæmpelse i Afrika. Der er tale om et engagement, som understreger Danmarks position som et af de lande, der giver absolut mest bistand per indbygger til det afrikanske kontinent. Dette engagement vil også afspejles i, at det danske samarbejde med Niger styrkes væsentligt.

Danmark er en vigtig udviklingspolitisk spiller. Men vi er et lille land i det store billede. Og en samlet international indsats er derfor nødvendig.

Et tættere samarbejde, regional stabilitet og mere frihandel mellem de afrikanske lande er også afgørende for Afrikas succes i den globale konkurrence. De regionale afrikanske organisationer vil være centrale brikker for et stabilt og fremgangsrigt Afrika. Det gælder ikke mindst den Afrikanske Union, der er en væsentlig aktør, når det gælder Afrikas globale udfordringer.

Jeg er derfor glad for at kunne runde mit oplæg af med at annoncere, at formanden for den Afrikanske Unions Kommission, Alpha Oumar Konaré, på min invitation vil besøge Danmark i maj. Det vil ske i forbindelse med afholdelsen af en konference i København, hvor jeg selv vil deltage.

Hensigten er ikke at opstille nye mål for Afrika. Konferencen skal være med til at fastholde politisk fokus på kontinentet. Den skal styrke det danske samarbejde med den Afrikanske Union. Og den skal bidrage til at skabe handling og afdække konkrete løsninger på udfordringerne i Afrika.

Konferencen skal understrege, at når det gælder udvikling i Afrika er det ikke nok med flere ord. Der er brug for mere handling.

Med de ord siger jeg tak for opmærksomheden – og ser frem til jeres spørgsmål.