Grundtvig og Kierkegaard - nogle af mine vigtige kilder. Foredrag af statsminister Anders Fogh Rasmussen, Vartov, onsdag den 30. november 2005

Først og fremmest vil jeg gerne udtale min påskønnelse af det store arbejde, som Søren Kierkegaard Forskningscenteret har udført og udfører. Dels i forbindelse med den unikke udgivelse af Søren Kierkegaards værker. Dels som et internationalt orienteret forskningscenter, der tiltrækker forskere fra hele verden til at studere den store danske filosof.

Forskningscenteret er nu rykket ind her på Vartov. Det har givet en enestående mulighed for at videreføre den posthume samtale eller dialog mellem Kierkegaard og Grundtvig, som blev indledt i 2002, da Grundtvig Samfundet og Søren Kierkegaard Centeret arrangerede Grundtvig-Kierkegaard ugen.

Jeg ved ikke, hvad de to herrer ville sige til, at vi nu tvinger dem ind i den dialog, som de ikke selv formåede at få i stand. Men lad dem om det. De kan jo ikke protestere. Og de har begge bidraget med så meget til det danske samfunds udvikling, at det er helt relevant for os i nutiden at belyse deres eventuelle enighed og uenighed.

Derfor er jeg også glad for at være inviteret til at fortælle om min inspiration fra Grundtvig og Kierkegaard som kilder til dannelsen af min livsanskuelse, menneskesyn og samfundsforståelse.

Lad mig starte med at sige, at jeg har haft et problematisk forhold til begge. Men jeg er kommet overens med dem. Og de har begge betydet ganske meget for dannelsen af mine holdninger.

Jeg kom skævt ind på Grundtvig, fordi min kilde var skæv. Og jeg kom sent ind på Kierkegaard, fordi han var svær at fordøje.

Jeg er vokset op i et grundtvigiansk hjem og miljø. Ikke sådan at forstå, at der blev talt om Grundtvig ved middagsbordet. Men mine forældre var præget af landbrugsskole, husholdningsskole og højskole, og deres holdninger blev givet videre til os børn – uden at der blev sagt Grundtvig eller Kristen Kold i hver en sætning. Man kan sige, at den grundtvigske ånd hang i stuen.

Jeg havde en intuitiv fornemmelse af Grundtvig, uden dog at være særlig bevidst om det præcise indhold i hans tænkning. Og i skolen og gymnasiet lærte jeg ikke det mindste om Grundtvig.

Min indgang til ham blev lidt særpræget. For det var Ebbe Kløvedal Reich. Han udgav i 1972 den såkaldte folkebog, ”Frederik”, om Grundtvigs tid og liv. Jeg læste den. Og her så jeg Grundtvig taget til indtægt for de mest besynderlige holdninger. For kommunismen og Mao. Mod kapitalismen og USA.

Det var det år, hvor vi stemte om Danmarks medlemskab af EF. Kløvedal mobiliserede Grundtvig til kamp mod EF: ”Det er nødvendigt, at Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring, før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os”.

Og han fortsatte: ”Fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalistsammensværgelse har til formål at forpeste folkeslagene med en stereotyp internationalisme, et verdensomspændende net af pseudo-magthaverroller, baseret på en absurd tro på penge og blind vækst, styret i det skjulte af det teknologiske og økonomiske præsteskab”.

Ja, vi har jo næsten glemt datidens socialistiske retorik.

Så lagde jeg ikke blot bogen, ”Frederik”, til side, men også Grundtvig. For der var i det hele taget i de år en sværmerisk grundtvigianisme, som tog Grundtvig til indtægt for alverdens synspunkter, der var stik imod mine grundholdninger. Det var som om, Grundtvig blev brugt som trækkraft for socialistiske projekter.

Jeg gik ikke ind i diskussionen om tolkningen af Grundtvig. Lagde ham blot til side. Koncentrerede mig om andre sider af den politiske debat.

Men jeg vendte tilbage til Grundtvig. Han blev i mine øjne rehabiliteret. Lykkeligvis blev Grundtvig født i 1783. Lykkeligvis, fordi det betød, at 200-året for hans fødsel blev markeret i 1983, hvor tidsånden var skiftet markant. Den socialistiske side af ånden fra ’68 var allerede ved at klinge af. Og det er måske årsagen til, at fejringen af Grundtvigs fødselsdag det år skete i en helt ny atmosfære.

Det, der for alvor genskabte min positive interesse for Grundtvig, var Kaj Thanings jubilæumsbog fra 1983, ”Grundtvig”. For første gang fik jeg rigtig greb om Grundtvig og hans tænkning. Og ved at læse Thanings bog fandt jeg de sider af Grundtvig, som jeg intuitivt havde fornemmet under min opvækst på gården derhjemme.

Grundtvig havde et skarpt blik for frihedens nødvendighed. Således skrev han bl.a.: '(.....) hvis man nægter friheden, frivilligheden, modet og lykken lejlighed til at vise sig og virke med kraft, da forhindrer man det eneste, der kan frelse Danmark'.

Og om den økonomiske liberalisme skrev han begejstret: 'Næringsvejene må altså i høj grad gøres og holdes frie, så de hverken bindes ved laugstvang, bevillings klemme og toldforbud, eller bebyrdes med næringsskat og fattigskat, eller undergraves af store fabrikker, men man må slet ikke lægge an på at sikre de næringsdrivende deres ophold, da man derved kun føder dovenskab og alt ondt, forgriber sig på ejendommen og standser den fri omsætning, der, ligesom blodets fri omløb i vort legeme, er vilkåret for det borgerlige selskabs sunde tilstand' (Danskeren, d. 28. juni 1848, s.237).

Men samtidig havde Grundtvig blik for pligten til at hjælpe de mennesker, som har behov for hjælp. Han formulerede det sådan: 'Enhver klog og menneskekærlig øvrighed vil (.....) alvorlig stræbe, ved den størst mulige næringsfrihed og ejendomssikkerhed, at fremme den jævne velstand og ønskelige ligevægt, mens den så vidt muligt, ved velgørende indretninger sørger for de børn og gamle, syge og vanføre, der findes hjælpeløse i deres nærmeste kreds'.

Med andre ord: Det er ikke love og paragraffer, der kan sikre den sociale tryghed. Til syvende og sidst er det kun produktion og velstand i samfundet, der kan give mulighed for hjælp til de svageste.

Det, Grundtvig talte for, var det ægte fællesskab om at hjælpe de svageste. I sangen, 'Nu skal det åbenbares', skriver han bl.a.:

Ja, kæden af kærminder man sagtens prise tør, jo stærkere den binder, des friere den gør

Ingen fødes hjemløs, men vi indgår alle i familiestrukturer og lokale tillidsforhold. Det var Grundtvigs vision, at frihed ikke betyder sult og social nød, men tværtimod udvikler et stærkt samfund kædet sammen af kærminder.

Med andre ord: Frihed og fællesskab er ikke modsætninger. Tværtimod. Fællesskabet bliver stærkere og mere ægte, når det er dannet af mennesker, som hver især føler et personligt ansvar for at bidrage til fællesskabet.

Der er det gode ved markering af runde dage for afdøde personligheder, at deres liv, værker og tænkning bliver sat ind i et nutidigt lys. Og for mit vedkommende var 200-året for Grundtvigs fødsel i hvert fald en øjen-åbner, der genindsatte Grundtvig på den plads i mit univers, hvor jeg følte, at han hørte hjemme. Jeg genkendte så at sige gamle Grundtvig – han var vendt hjem efter den tvungne gæstevisit hos ’68-ernes socialistiske ideologer.

* * *

Det var først omkring 10 år senere, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for Søren Kierkegaard. Selvfølgelig kendte jeg helt overordnet til nogle få hovedtræk i Kierkegaards tænkning. Men jeg var ikke blevet rigtigt introduceret til Kierkegaard, og jeg havde ikke sat mig til at studere ham nærmere. Det var ikke en tænker, jeg eksplicit refererede til i mit politiske arbejde.

Når jeg i dag ser tilbage, så er jeg stærkt kritisk over for, at jeg ikke lærte mere om Kierkegaard i min gymnasietid. Gymnasiet var dog – og er dog – tænkt som en almen ungdomsuddannelse. Men i årene lige efter ’68 var det i hvert fald ikke en almen dannelse.

Og på universitetet blev det spændende fag, ”filosofi” udskiftet med en tør disciplin, som hed ”samfundsvidenskabelig teori og metode”. Grundbogen hed, ”Positivisme, marxisme og kritisk teori”.

Så det har været lidt af et hestearbejde at indhente noget af det forsømte efterfølgende.

Det var under forarbejdet til min meget omtalte bog, ”Fra Socialstat til Minimalstat”, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for Søren Kierkegaard.

Da bogen kom på gaden i 1993, blev den straks brugt som kasteskyts i en almindelig partipolitisk skyttegravskrig om dagens og vejens politik.

Jeg tror, at Søren Kierkegaard ville have rystet på hovedet ad al den ståhej, som fulgte udgivelsen af min bog.

Jeg trak fronterne skarpt op i bogen. For at få en debat om det bestående. Den metode er helt i Kierkegaards ånd.

Søren Kierkegaard skrev en gang om nødvendigheden af det, han kaldte, ”korrektivet til det bestående”:

”Den, der skal afgive ”Correctivet”, har nu nøjagtigt og grundigt at studere det Bestaaendes svage Sider – og saa eensidigen at stille det Modsatte; dygtigt eensidigt. Just deri ligger Correctivet, og deri igjen Resignationen i Den, som skal gjøre det. Correctivet spenderes jo i en vis Forstand på det Bestaaende.

Naar saa dette Forhold er rigtigt, saa kan igjen et formeentlig skarpsindigt Hoved komme og gjøre den Indvending mod ”Correctivet”, at det er eensidigt – og han kan faae hele Publikum til at troe, der er Noget i det. Du milde Gud. Intet er lettere for Den, der afgiver Correctivet, end at sætte den anden side til; men så ophører det jo just at være Correctivet og bliver selv et Bestaaende.

En saadan Indvending kommer derfor fra En, som aldeles mangler Resignationen til at afgive ”Correctivet” og ikke engang har Taalmodighed til at fatte det.” (Journalen NB12:97, fra 1849, SKS 20, 194-95).

I den partipolitiske kanonade, som mit ”korrektiv” blev udsat for, fortabte det sig aldeles i krudtrøgen, at bogen også indeholdt nogle fyldige afsnit om det, jeg vil kalde ”anvendt politisk filosofi”.

I den forbindelse trak jeg ganske meget på Kierkegaard. Ikke for at tage Kierkegaard til indtægt for et bestemt politisk synspunkt. For det kan man ikke. Så meget mere som Kierkegaard var meget skeptisk over for, ja, måske endda følte afsky over for politik og politikere.

Søren Kierkegaard sammenlignede en gang politikere med dæmoner. Om disse sagde han: ”...... de levede af offerrøg og virak, de var meget bevægelige og kunne i en hast overfare hele verden”.

Det er næppe ment som en anerkendelse af politikere.......

Men seriøs politik er jo netop andet end offerrøg og virak. Og i arbejdet med bogen havde jeg brug for at komme tættere ind på begreberne, ”frihed” og ”ansvar”. Og det lader sig ganske enkelt ikke gøre uden også at trække på Søren Kierkegaards tænkning.

Kierkegaards originale skrifter kan være svært tilgængelige. Så derfor brugte jeg Århus-professoren, Johannes Sløk, som indgang for at skaffe et godt overblik.

Sløk var som bekendt en provokerende og dygtig fortæller. Hans bog, ”Kierkegaards univers – en ny guide til geniet” fra 1983, er velskrevet og pædagogisk. Den fulgte jeg op med den lidt tungere bog fra samme år, ”Eksistentialisme” – for endelig at runde Sløk af med den ret underholdende og debatskabende bog fra 1993, ”Moralen der blev væk”.

Siden har jeg læst meget mere om og af Søren Kierkegaard. Men min første rigtige indgang var Sløk. Og Sløks version harmonerede godt med mine umiddelbare refleksioner og grundholdninger. Så jeg erkender blankt, at min brug af og tolkning af Kierkegaard er meget præget af Johannes Sløks fremstilling.

Når jeg måtte have fat i Kierkegaard, så var det for at løse et dilemma, som alle, der beskæftiger sig med politisk filosofi, før eller senere støder ind i.

Jeg vil kalde det konfrontationen mellem absolutisme og relativisme. For en liberal er det let nok at tage afstand fra enhver form for absolutisme. Mit problem opstod, da jeg skulle forholde mig til relativismen.

Absolutisme betyder, at det enkelte menneske skal adlyde etiske regler, der er givne udefra. Det kan være i en religiøs variant eller en ikke-religiøs variant.

I den religiøse variant er normsystemet en frembringelse af Gud – eller mennesker har tolket, hvad de mener er gudsskabt. Det hviler i sin egen urokkelige gyldighed. Mennesket kan ikke gribe ind i det, ændre det eller ophæve det. Menneskets opgave er blindt at adlyde de guddommelige bud. Krænkelser af disse bud bliver straffet hårdt – i værste fald med døden. Det ser vi bl.a. i religiøse diktaturer, som f.eks. Iran.

Så har vi den verdslige variant. Her er normsystemet frembragt af en overordnet, verdslig autoritet, f.eks. en diktator. Det enkelte menneske skal adlyde ordrer fra magthaverne. Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot er blot nogle af de mest prominente tyranner, som har dræbt millioner og atter millioner af mennesker for den ideologiske sag.

Vi kan uden videre fastslå, at såvel et religiøst som et verdsligt diktatur er fuldstændig uforeneligt med frihed for det enkelte menneske. For mennesket skal blindt adlyde ordrer i form af etiske eller andre regler, som er fastsat af en autoritet uden for mennesket selv.

Jamen, så må det vel være sand frihed, at det enkelte menneske udformer sin egen moralske holdning i overensstemmelse med etiske regler fastsat af mennesket selv?

En juhuu-frihed, hvor ingen værdier er givne og absolutte. Hvor mennesket har den totale frihed til at lave sit eget normsæt.

Det er relativisme. Der findes ingen orienteringsmærker. Mennesket kan og skal foretage frie valg – uden nogen ledetråd for, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Også det ingenting at gøre er et frit valg. Alle værdier og alle valg er lige gyldige.

Én og anden vil nok opfatte det som virkelig sand og ubegrænset frihed. Men realiteten er, at det er en frihed i tomhed. Og af denne frihed i tomhed følger en meget vidtgående etisk konsekvens: Vi skal bestandigt foretage eksemplariske handlinger.

Da der ikke findes gyldige normer, er det umuligt at vælge en handling uden derigennem at vælge den som den rette. Ethvert valg foretages så at sige på menneskehedens vegne.

Således som jeg handler, bør enhver i en lignende situation handle. Immanuel Kant kalder dette ubetingede krav, ”det kategoriske imperativ”. Og Jean Paul Sartre taler netop om ”ustandseligt at foretage eksemplariske handlinger”.

Søren Kierkegaard har givet en indgående skildring af den fortvivlelse, som griber det menneske, der opdager, at ingen værdier har absolut gyldighed. Tilværelsen mister alle værdier, formål og normer. Intet i tilværelsen bliver af vigtighed. Alle anstrengelser bliver ørkesløse, og livet selv ender i det aldeles ligegyldige.

Følgelig er det latterligt at tage noget alvorligt, endsige da at engagere sig i det. Da alting er lige gyldigt, kan man ikke vælge det ene frem for det andet. Og når man lige så godt kan vælge det ene som det andet, bliver det ørkesløst overhovedet at vælge.

Ingen mennesker kan bære denne værditomhed. På et tidspunkt vil vi indlede en jagt på absolutte værdier, holdepunkter, som kan være en guide i tilværelsen.

Værdirelativismen efterlader et hulrum, som vi ønsker fyldt op. Spørgsmålet er, hvem der fylder hulrummet op – og med hvad.

Det er et dilemma mellem etisk subjektivisme og etisk objektivisme: Den subjektive etik fører til værditomhed – fordi den er skabt af mennesker, som samtidig har ophævet alle absolutte værdier. Alle moralske værdier er i princippet ligeværdige. Derved bliver de også lige gyldige – og ligegyldige. Tilværelsen bliver meningsløs, og vejen ud af fortvivlelsen bliver at søge tilflugt i autoritære systemer, der kan fylde det tomrum ud, som værdirelativismen har efterladt.

Omvendt betyder den ultimative etiske objektivsme, at det etiske regelsæt er fastsat af en højere magt, guddommelig eller verdslig. Moralnormerne er givne og absolutte. Menneskets opgave er blindt at adlyde de etiske bud. Mennesket er reduceret til et viljeløst væsen, der er holdt i fangenskab af et religiøst eller verdsligt diktatur.

Tilsyneladende står vi med en knude, vi ikke kan løse op.

Den etiske subjektivisme giver mennesket den ubegrænsede frihed, men ingen holdepunkter at orientere sig efter. Friheden fører derfor til sin egen modsætning.

Den etiske objektivisme giver mennesket nogle absolutte holdepunkter, men ingen frihed.

Efter min opfattelse er der en vej ud af dilemmaet. Løsningen ligger i at erkende, at der findes visse objektive etiske værdier. Det vil sige, at der eksisterer et overordnet etisk princip, som ikke er fastlagt af det enkelte menneske selv. Der findes ”en instans” uden for og hævet over det enkelte menneske, som giver grundlaget for etikken.

Men menneskets moralske handlinger er ikke dermed styret udefra. De objektive etiske værdier får kun et konkret indhold gennem menneskers eget liv. Der er en fordring til mennesket. Men vi har selv en opgave, et ansvar.

Det var Søren Kierkegaard, som åbnede mine øjne for denne løsning. For Kierkegaard opererer både med en absolut instans uden for mennesket og samtidig et personligt ansvar og en personlig frihed.

Som jeg forstår Kierkegaard, så er den absolutte instans det, vi kunne kalde, ”det evige i mennesket”. For Kierkegaard er det religiøst. Denne instans – eller mellembestemmelse – som Kierkegaard siger, er Gud. Gud er det a-historiske, det, der er uafhængigt af historien og samfundet, det evige.

Kristeligt set ligger den absolutte værdi i kærlighedsbudet: Du skal elske din næste som dig selv. Ja, Kierkegaard går endda så vidt som til at sige, at kærligheden til næsten er ensbetydende med at hjælpe næsten til at elske Gud. Det er nærmest et dobbelt kærlighedsbud.

Vel, jeg vil ikke gå længere ind i det. For at forstå Kierkegaard må man bruge den religiøse indgangsvinkel. Men jeg vil lidt senere vende tilbage til, at man også kan argumentere lidt mere sekulært eller verdsligt.

Kierkegaard er helt klart pligtetiker. Men det betyder ikke, at mennesket er fritaget for at leve sit eget liv og tage ansvaret for sit eget liv. Tværtimod siger Kierkegaard, at mennesket skal vælge sig selv, overtage ansvaret for sig selv.

Det er ikke et traditionelt valg. Det er ikke et spørgsmål om at vælge den ydre rolle om vi vil være landmænd, forfattere, købmænd og politikere. Det er heller ikke et spørgsmål om at vælge egenskaber, såsom om vi vil være flittige eller elskværdige eller dydige.

Nej, vi skal vælge os selv, som det vi er. Vi kan også sige: Tage ansvaret for os selv, som det vi er.

Vi må tage ansvaret for os selv simpelthen, fordi der ikke er andre til det. Tag f.eks. en alkoholiker. Det nytter ikke at undskylde sig med, at det er en medfødt tilbøjelighed, eller at hans far var fordrukken, eller at han havde en trist barndom og tidligt kom i dårligt selskab.

Alt dette kan være rigtigt objektivt set. Men det hjælper ikke at fremføre det. For den første forudsætning for at gøre noget ved problemet er, at han selv er indstillet på at gøre en indsats. Han må altså påtage sig ansvaret for sig selv, akkurat som om han selv var årsag til det hele.

Det betyder ikke, at han står alene med sit problem. Han kan beslutte at søge hjælp hos andre til at komme af med sin last. Vi andre kan beslutte at hjælpe ham. Men uden hans egen vilje og indsats kan ingen hjælp lykkes. Det starter med det personlige ansvar for eget liv.

At vælge sig selv er et vidtgående valg. For vi vælger os selv med alle vore fejl og mangler. Hvis jeg er doven eller hidsig eller et tobaksvrag, vælger jeg mig selv som doven eller hidsig eller tobaksvrag og søger ikke tilflugt i et idealbillede, der forestiller noget andet.

Det betyder ikke, at jeg passivt accepterer mig selv, som jeg er, og lader fem og syv være lige. Men det betyder, at jeg tager et ansvar for mig selv med hud og hår og fejl og mangler og dermed også ansvaret for at rette op på skavankerne.

Men ansvar forudsætter frihed. For hvis vi ikke har frihed, så kan vi ikke med nogen rimelighed blive stillet til ansvar.

Det er her, jeg er besnæret af Kierkegaard. Det personlige ansvar og den personlige frihed kombineret med nogle overordnede etiske holdepunkter.

Det er min grundholdning, at vi mennesker har en grundlæggende ret til frihed. Og at vi har ikke blot en ret, men også en pligt til at tage ansvar. Men samtidig har vi brug for nogle faste holdepunkter i tilværelsen for, at det ikke blot skal blive en frihed i tomhed.

Hvis der skal være alvor i ansvaret, må der også være noget fast og bestandigt at være ansvarlig overfor.

Det var Søren Kierkegaard, som åbnede mine øjne for løsningen. Kierkegaard så løsningen i troen på Gud. Og for mange mennesker vil det netop være løsningen.

Men jeg tror, at der kan være fordele i at udvide løsningen, så den rækker ud over kristendommen. Så den er almen og generel. Så den ikke skelner mellem Gud og Allah og andre metafysiske instanser. Så den ikke beror på den ene eller den anden profet. Så den henvender sig til alle mennesker alene i kraft af, at de er mennesker.

Det ville bidrage til at skabe en mere fredelig verden, hvis vi universelt kunne enes om et fælles sæt af bærende etiske grundprincipper, uafhængigt af samfund og religioner. Så at sige et tværreligiøst normsæt.

* * *

Spørgsmålet er altså: Kan vi finde et overordnet etisk normsæt uden afsæt i kristendom, islam eller nogen anden religion. Et etisk normsæt, som udtrykker det evige, som er uafhængigt af tid, sted, historie, samfund og religion, som udspringer af noget objektivt, noget i mennesket eller naturen iboende?

Afdøde professor K. E. Løgstrup talte om ”de suveræne livsytringer”. Han nævner som eksempler ”barmhjertighed”, ”tillid” og ”talens åbenhed”. Ifølge Løgstrup er disse fænomener er elementære. De er grundtræk ved den menneskelige tilværelse før vor kulturelle formning af denne tilværelse.

Lad os se på barmhjertighed.

Lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner” hører med til vor børnelærdom.

De fleste vil sige, at selvfølgelig skal vi hjælpe et andet menneske i nød. Ikke desto mindre indlagde Jesus i sin fortælling to præster, som bare lader den nødstedte ligge.

De fleste føler en oprigtig forargelse over, at præsten og levitten bare lader den overfaldne ligge. Derimod gjorde samaritaneren det rigtige og nødvendige.

Nu er det nemt at blive forarget på præsten og levitten, der bare går forbi. Men tag et eksempel fra vor egen hverdag. Hvis I en dag ser to rockere i færd med at lemlæste et uskyldigt menneske på åben gade, vil I så gå hen at blande jer for at stoppe overfaldet - eller vil I haste forbi for at undgå selv at få hovedet smadret?

Der gives næppe et entydigt svar. Nogle vil prøve at stoppe overfaldet - og der er da også adskillige tragiske eksempler på, at den, der prøver at stoppe et slagsmål, ender med selv at blive slået ned og endda blive lemlæstet til døde. Af samme grund kan politiet berette om eksempler på, at mange mennesker bevidst kigger den anden vej og end ikke vil vidne i sager om vold og terror. Men inderst inde ved vi godt, at det er lumpent og forkert at reagere så passivt og ligeglad.

Alene det, at vi tænker sådan, viser, at vi føler et ansvar over for et menneske i nød. Hvis vi ser et menneske, der er ved at drukne eller brænde inde, vil vi så ikke prøve at redde vedkommende? Jo, og der er tilmed mange eksempler på, at mennesker sætter deres eget liv på spil for at redde andres.

Hvorfor føler vi denne forpligtelse til at hjælpe andre mennesker? Ja, det er eet af livets fundamentale spørgsmål, og hidtil er det ubesvaret. Lad mig nøjes med at konstatere, at hvor selvisk, man end vil opfatte mennesket, så er der visse principper i vor natur, som gør os interesseret i andres ve og vel, og gør andres lykke og ulykke, glæde og sorg til en del af vor egen tilværelse.

For at gøre et stort emne kort og konkret vil jeg påstå, at det har at gøre med samvittighed. Samvittigheden binder os ind i et fællesskab med andre mennesker. Samvittigheden byder os at hjælpe vore medmennesker, når de trænger til det. Samvittigheden pålægger os et ansvar.

Måske er samvittigheden netop det evige i mennesket. Måske er samvittigheden det objektive etiske normsæt, som er instansen over mennesket. I så fald mener jeg godt, at man kan argumentere for eksistensen af et objektivt etisk normsæt uden at tage et religiøst udgangspunkt. For samvittighed, tror jeg, er noget mennesket iboende. Jeg tror ikke, at vi hjælper et menneske i nød, blot fordi det står i et religiøst bud. Jeg tror, at trangen til at hjælpe et andet menneske i nød ligger i vor natur.

Samvittigheden er universel. Men samvittighedens stemmer er ikke nødvendigvis ens fra menneske til menneske.

Med andre ord: Samvittigheden udtrykker et etisk normsæt. Hvordan vi rent faktisk lever op til vor egen samvittighed, kræver personlige valg og et personligt ansvar.

* * *

Det evige kunne også være det helt fundamentale, at ethvert menneske har retten til livet. Hvis vi ikke har retten til vort eget liv, bliver tilværelsen, ja, det at være menneske, absurd.

Af den helt fundamentale ret til livet følger også retten til frihed. For den enkelte må være sikret frihed til at foretage de handlinger og valg, som gør det muligt at opretholde livet, ja, at tilstræbe det gode liv for den enkelte. Heraf følger også ejendomsret til frugten af eget arbejde. For det forudsætningen for, at den enkelte kan forsørge sig selv og dermed opretholde livet.

Retten til liv og frihed er en så fundamental forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at jeg vil kalde disse rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske alene i kraft af at være menneske. De eksisterer uafhængigt af konventioner og aftaler og religioner. De er absolutte og ukrænkelige.

Men igen er pointen, at de ikke udgør en etisk facitliste. Vi kan kun fylde dem ud gennem personlige valg og gennem et personligt ansvar.

Vi har retten til livet, ja. Men denne ret afføder en konkret stillingtagen til adskillige spørgsmål og dilemmaer i dagligdagen. Hvad med adgangen til abort? Hvad med aktiv dødshjælp? Hvad med dødsstraf?

Vi har retten til frihed, ja. Men friheden for den enkelte må dog være begrænset af, at den ikke må hindre andres ret til samme frihed. Ellers ender friheden i sin egen modsætning. Så hvor sætter vi i det praktiske liv grænsen for den enkeltes frihed i forhold til andre?

Disse naturlige rettigheder vil jeg kalde menneskets frihedsrettigheder. For mig er de etiske holdepunkter. Men netop ikke en etisk facitliste. Facit får vi som mennesker kun ved selv at anstrenge os med mellemregningerne.

* * *

Frihedsrettighederne er fundamentalt set tværreligiøse. Dette etiske normsæt kan vi forene med eksistensen af flere religioner. Ja, det er tilmed sådan, at frihedsrettighederne fordrer respekt for den personlige religiøse opfattelse.

Derimod er det klart, at frihedsrettighederne ikke er forenelige med en lovreligion, der kræver at være overordnet nationen og staten. Frihedsrettighederne er ikke forenelige med en lovreligion, der vil diktere den troendes tilværelse fra vugge til grav.

Men frihedsrettighederne er fuldt forenelige med at have en personlig religiøs opfattelse. Ja, frihedsrettighederne bygger på, at det enkelte menneske har ret til at have sin personlige religiøse overbevisning – uden overgreb fra hverken staten eller andre mennesker.

Det får mig også til at sige et par ord om religionens betydning i samfundet. Jeg har stor respekt over for andre menneskers tro. Og det er min klare opfattelse, at man altid skal opføre sig taktfuldt og respektfuldt over for den religiøse overbevisning, som det enkelte menneske måtte have.

Men jeg er også nødt til at slå fast, at religion er og bliver et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud, som den pågældende måtte tro på. Det er farligt, når personlig tro bliver erstattet af en lovreligion, hvor samfundet skal indrette sig efter religiøse påbud – der måske oven i købet bygger på årtusinde gamle forskrifter.

Med al respekt for vi kristnes bibel, muslimernes Koranen og jødernes Torah, så er det altså ældgamle skrifter, som er forfattet i en fjern fortid. De er forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud. Men det er skrevet på en tid og i et samfund, som er fundamentalt anderledes end vor tid.

Intet oplyst samfund kan leve med, at sådanne ældgamle skrifter ord for ord skal tages for pålydende og helt håndgribeligt omsættes til vor moderne tid.

Det er fundamentalisterne, som skaber ufreden med deres insisteren på netop deres Gud, deres profeter og deres religiøse tekster. Og med deres insisteren på, at årtusinde gamle skrifter skal tages helt bogstaveligt også i vores moderne tid.

Det ser vi, når fanatiske muslimer bliver selvmordsbombere i Allahs navn. Det ser vi i Israel, hvor ortodokse jøder ikke vil rømme bosættelser. Det så vi i Nordirland i kampen mellem katolikker og protestanter.

Jeg er derfor nødt til at advare mod fundamentalister i alle lejre. Vi skal respektere det enkelte menneskes personlige religiøse overbevisning. Men vi skal bekæmpe religiøs fundamentalisme.

Danmark har hidtil været forskånet for religiøs fundamentalisme. Det danske folk har en god tradition for fremkommelighed og fredsommelighed. Vi snakker os til rette om tingene. Holdninger brydes og beslutninger træffes hen over bordet og en kop kaffe. Vi kunne kalde det et samtaledemokrati.

Religionen har fundet sin plads inden for denne ramme. Hovedparten af danskerne er medlem af folkekirken. Folkekirken er derfor bredt folkelig. Forankret i de lokale menigheder. Og ingen går til yderligheder. Vel er der forskellige retninger inden for folkekirken. Vel kan der være forskelle i skarpheden i den religiøse overbevisning.

Men der er en enighed og et fællesskab om nogle grundprincipper. Blandt andet om ikke at blande politik og religion. Og det lader sig altid gøre at føre en fornuftig samtale og at snakke sig til rette om tingene.

Det er ikke helt så selvfølgeligt mere. I kølvandet på et par årtiers indvandring af mange mennesker med en muslimsk baggrund er der opstået nogle grupper, som praktiserer en meget aggressiv udøvelse af islam.

Det er nogle minoritetsgrupper. Men de fylder meget i den offentlige debat.

De kommer med en baggrund, hvor islam ikke blot er en religion, men en samfundsorden. Religionen er ikke en privat sag. Islam er en total livsopfattelse, der vejleder den troendes tilværelse, fra fødslen over døden til livet hinsides.

På det punkt er vi nødt til at sige klart fra. Den form for islam er ikke forenelig med den samfundsorden, vi har i Danmark.

Efter min opfattelse kan det danske samfund godt rumme flere religioner. Det gør vi allerede. Men der er en klar forudsætning, der skal være opfyldt for, at det kan kombineres med en stærk sammenhængskraft i det danske samfund. Og den er, at islam og enhver anden religion finder sin plads inden for det joviale danske samtaledemokrati. At alle muslimer praktiserer islam på en måde, der er i overensstemmelse med de danske traditioner for jordnærhed, pragmatisme, fredelig samtale og respekt for andres holdninger.

Jeg tror, at et markant flertal af de muslimer, som bor i Danmark, har nøjagtig samme ønske. At slippe for den aggressive religionsudøvelse. At slippe for at blive påduttet nogle fundamentalistiske og middelalderlige religiøse påbud. At få lov at leve i fred med hver sit personlige forhold til Allah og Muhammed.

* * *

Hvis vi tager udgangspunkt i Kierkegaard, så er der en radikal virkning af at hævde alle menneskers ligeværdighed i forhold til Gud. Den radikale virkning er, at intet menneske kan gøre sig selv til Vorherre. Intet menneske kan ophøje sig selv til den dommer, som dømmer mellem godt og ondt. Intet menneske kan udnævne sig selv til den etikfabrikant, som bestemmer det regelsæt, hvorefter alle andre skal leve.

Efter min opfattelse er kristendom en livsopfattelse, som vender sig imod alt det autoritære og undertrykkende, og som derved betoner den enkeltes frihed og ansvar.

Selv de, der ikke tror på Gud, burde føle sig helt trygge ved Vorherre. For uden Vorherre ville mennesket være tilbøjelig til at sætte sig i Guds sted, ja, at ophøje sig selv til verdens skaber og frelser. Og den rolle er menneskesindet for skrøbeligt til at udfylde.

Når mennesker tager sig på at spille menneskehedens skaber og frelser, bliver produktet en ufattelig grusomhed og ondskab og undertrykkelse.

Troen på, at vi i sidste ende alene skal stå Gud, og ikke mennesker, til regnskab, er vel netop den stærkeste beskyttelse af det enkelte menneskes frihed mod undertrykkelse fra andre mennesker.

Men noget lignende kunne man sige, hvis vi opfatter instansen over mennesket som noget mennesket iboende, noget grundlæggende naturgivent, som giver afsæt til et etisk normsæt, nogle etiske holdepunkter.

Det afgørende er blot at slå fast, at det enkelte menneske har en personlig frihed til og et personligt ansvar for at foretage de rette handlinger til udfyldelse af disse normer.

Den enkelte har et ansvar for selv at gøre en indsats i livet her og nu. At give Gud en hjælpende hånd, så at sige.

Jeg kan nok bedst sammenfatte min grundholdning i historien om præsten, der kom forbi husmanden, Hans Pedersen. Hans havde selv ryddet det barske jordstykke for træer og ukrudt og sten. I sit ansigts sved havde han opdyrket jorden og kunne nu nyde frugten af sin indsats med en pæn kornhøst.

Præsten stoppede op for at snakke med Hans Pedersen. ”Hans”, sagde han, ”det er vel nok en velsignet og flot kornmark, du har fået ud af det. Lad os takke Herren for hans nådegave til dig”.

”Joh tak”, sagde Hans Pedersen, ”jeg er også Herren vældig taknemmelig. Men pastoren skulle nu have set, hvordan jorden den så ud, da Vorherre var alene om at passe den!”