''I GØR EN FORSKEL''. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale til Natteravnenes årsmøde den 31. marts 2001 i Odense

Der er forskel på ravne og natteravne. Natteravnene er uundværlige. Natteravnene har det gule træk, som I. Natteravnene er hyggelige folk, som i virkeligheden trives i fællesskab viser det sig ved et nærmere studie. Vi har ret hårdt brug for jer – alle natteravne i det moderne samfund. I et samfund, hvor båndene mellem mennesker ikke er, hvad de har været. I et samfund, hvor fællesskaberne på en måde har brug for at blive styrket. Jeg siger ikke, at der ikke er fællesskaber, men jeg siger, de er mindre end de var før, og de har færre forbindelser med hinanden, end de havde før. Vi har brug for hinanden og I gør et knagende godt stykke arbejde. Jeg er glad for invitationen, og jeg er glad for at få lejlighed til at bakke jer op, så godt jeg nu kan.

Social ansvarlighed står der, som overskrift på min tale her i dag. Men hvad kan jeg fortælle jer om social ansvarlighed? I kender den jo. I er det jo. I er et billede derpå i praksis og i holdninger. At yde en frivillig og lokal indsats og skabe tryghed i vores lokalsamfund og bidrage til at forebygge vold og kriminalitet. At bruge sin fredag og lørdag aften og nat med rundt om på gader og stræder i byerne - ja det vidner om sandt engagement, om social ansvarlighed og vilje til, som der står så smukt, at gøre en forskel. Jeg mener jo, at det er en del af livet, at bruge det aktivt og bruge det, så man gør en forskel.

Der er ikke tvivl om, at man er nået langt i Danmark. Vi er et land, som har verdens højeste livskvalitet, hvis man skal tro internationale målinger. Og måske på det punkt, er der noget om snakken. Men dog alligevel er der noget, der ikke er fulgt med og i hvert tilfælde som vi ikke har holdt på.

Jeg har altid ment, at det, der skulle binde os sammen, var en fælles erkendelse af, at hver eneste menneske af os har værdi. Ikke i kraft af, hvem der har født os eller i kraft af hvad vi har arvet, men alene i kraft af, at vi er mennesker. Og jeg synes egentlig en gang imellem, at jeg savner, at man tager den fulde konsekvens af den erkendelse og den værdi. Derfor ville jeg gerne se, at natteravnene blev flere. Og det ved jeg I kan fremvise meget flotte resultater på. Men også at den indre værdi, som I bygger på – at den spredte sig tydeligere. Vi skal være et land, der viser vejen frem til velfærd og livskvalitet og som bygger på, at vi hjælper hinanden. Ingen klarer sig helt godt alene.

For mig bygger det danske ansvarssamfund på meget klare værdier. Ansvar for hinanden – et særligt ansvar for de svageste, og at vi skal passe godt på det, som ikke kan måles i penge. I et land som vores skal det offentlige sikre, at der er plads til os alle sammen. At ingen falder igennem – i hvert tilfælde ikke helt igennem. At selvom du har tabt en gang, er du ikke fortabt. Det offentlige er kort sagt et slags fundament for, at alle i Danmark har retten til et godt liv. Et fundament, hvor vi billedligt talt, hver kan bygge vores lille hus eller måske finde vej til et helt og ordentligt liv, men hvor det er den sociale ansvarlighed - lysten til at være noget for andre - der til syvende og sidst holder sammen på det hele. Er cementen mellem murstenene i de huse, vi nu bygger.

Og igen vil jeg sige, at man kan mene, at jeres fødsel som natteravne måske ikke passede helt ind i det vante mønster i det danske velfærdssamfunds opfattelse. Men I er smukke. I er dygtige. Og I gør en fantastisk indsats. Det mener jeg. Det mener hele regeringen. Og det er der heldigvis også flere og flere, der mener. Derfor gør I en forskel. At række en hjælpende hånd frem. At supplere systemet, når systemet har lukket, og Johnny har forladt socialkontoret efter kl. 16.00. Når den sociale armé er taget hjem, skal der være nogle til at tage imod - til at tage en snak.

Og når Archmed fra den palæstinensiske flygtningelejr, som måske ikke har oplevet andet end først telte i 50’erne, så en-etagers betonhuse, så toetagers – der blev bygget længere ud og så treetager, der lukkede det sidste lys ned til gyderne. Og så naboer, der ikke forstod, at man ikke stifter fred ved at indkredse og ved at indskærpe. At man stifter fred ved at skabe fremgang. Vi skal forstå, at hvis vi ikke forstår folks baggrund, så forstår vi ikke, hvordan man forebygger vold. Så kan det gå grueligt galt. Jeg mener, at I viser, ved jeres aktivitet, at I forstår mennesker, deres baggrund og forstår dermed også, hvor vigtigt det er at lytte. Bare det at lytte. Bare det at interessere sig for mennesker, som er i knibe og som i desperation derfor kan gøre noget, som det så bitterligt fortryder bagefter – for slet ikke at tale om dem, det uforskyldt går ud over – bare det at interessere sig for mennesker – det er et gennembrud, der er så væsentligt i det 21. århundrede.

Det her samfund drejer sig i virkeligheden om – skal vi gå den vej, der hedder, at individualiteten slår over i egoismen? Eller skal vi gå den vej, der hedder, at individualiteten slår over i et endnu stærkere fællesskab? At individualiteten og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden? Det ville være fantastisk spændende. Og det er natteravnene, og det er I i virkeligheden et bidrag til. Jeg er overbevist om, at de fleste her i landet er klar over, at hvis vi fortsat skal have et helt samfund, som ikke skal brække over på midten, så har vi brug for, at vi holder sammen, og at vi gør noget hver af os.

Politik og liv er at gøre noget. Men politik og liv og dagligt arbejde er også at gøre noget for hinanden. Jeg er sikker på, at I kan mærke det, jer natteravne, at når man så har været der den her nat, og man har fået den snak med den palæstinenser-dreng, taget knægten i kraven og sagt 'ved du hvad min ven, skal vi ikke snakke sammen, i stedet for du lader din indre vrede slå ud i noget, du vil fortryde bitterligt?'.

Der er ikke nogen stærkere fornemmelse i ens indre: En fornemmelse af at have gjort en lille forskel. Når vi lægger alle de forskelle sammen, gør de en stor forskel.

I er en del af noget, der er fantastisk i Danmark. Danmark er de frivillige organisationers land. Vidste I, at ca. 1.2 mio. mennesker udfører jævnligt frivilligt arbejde, ulønnet arbejde i Danmark? Op imod 300.000 mennesker i Danmark udfører frivilligt arbejde. Man kan godt gå hen og blive lidt stolt over det.

FN har i år udråbt året 2001 til Frivillighedsåret. Jeg vil sige, at hvis vi skulle illustrere, hvor meget det frivillige arbejde i Danmark egentlig betyder, så forstil jer, hvis hele idrætsområdet ikke havde idrætsorganisationerne - så ville de forsvinde. Hele spejderområdet ville gå i stå. Hvor var ferielejrene f.eks. for de handicappede, hvor skulle de voldsramte kvinder gå hen? Hvad med Nikolaj-tjenesten, aids-linien, besøgsvennerne o.s.v.? Vi ville mangle en vigtig del af samfundet. Vi ville mangle fællesskabet.

Der er ikke tvivl om, at de fleste danskere værdsætter det frivillige arbejde. Socialforskningsinstituttet har lavet en undersøgelse. Mere end 3/4 af folk er meget enige i, at det frivillige sociale arbejde er med til at fremme folks forståelse og ansvar for hinanden.

Regeringen anerkender også den store indsats, som ydes af vores frivillige. Tidligere socialminister Karen Jespersen gennemførte for et par år siden en lovændring, som skal styrke det frivillige sociale arbejde lokalt i kommuner og amter. Kommuner og amter fik pligt til at samarbejde med de frivillige organisationer og yde dem økonomisk støtte. Det er mit indtryk, at det har betydning for udbygningen af det arbejde mange steder i landet, og det vil Henrik Dam nu følge op. I FN’s Frivillighedsår vil regeringen igen sætte særlig fokus på det frivillige arbejde.

I Frivillighedsåret vil vi blandt andet koncentrere os om 3 ting:

For det første værdierne i det frivillige arbejde. Hvad er det for kvaliteter, som det frivillige arbejde bygger på? Jeg har nævnt nogle af dem i dag. Og hvordan forbedrer vi samspillet mellem den frivillige indsats på den ene side og det offentlige på den anden side. For begge er vi jo supplementer til hinanden. Vi træder ikke i stedet for hinanden – det skal vi i hvert tilfælde helst ikke. Vi skal heller ikke træde hinanden over tæerne eller gå i vejen, når vi skal supplere hinanden.

For det andet er FN’s Frivillighedsåret en mulighed for at inddrage nye grupper i det frivillige arbejde, så vi sikrer sammenhængen i arbejdet bedst muligt. Gruppen af frivillige ildsjæle skal gøres endnu bredere, endnu stærkere så børn og unge ikke mindst af anden etnisk baggrund oplever, at der også er omsorg og fremtid for dem.

Og for det tredje skal der i frivillighedsåret skærpet opmærksomhed omkring samarbejdet mellem de frivillige og det offentlige - især amter og kommuner. Vi vil i år gennemføre en række arrangementer. Og derfor falder det så fint med jeres årsmøde her, som skal synliggøre det frivillige arbejde. Vi vil i regeringen komme med to større initiativer her i foråret.

I næste måned kommer vi med en kortlægning af, hvilke barrierer der kan være for den frivillige indsats. Her vil vi simpelthen se på, hvad er det for regler vi har, som er indført i 90’erne. Kan de gøres bedre? Kan de tilpasses? Er der nogle, der skal fjernes?

Hvis jeg nævner beskatning og lokaletilskud, så tror jeg, at I forstår, hvad jeg mener. I løbet af foråret vil regeringen også indbyde de frivillige organisationer til, at vi i fællesskab udarbejder, hvad jeg vil kalde et charter for fremtidens samarbejde mellem Forenings-Danmark og det offentlige. Et charter, der klart skal understrege, hvad det er for værdier vi ønsker at bygge på. Hvad det er for værdier, der skal være bærende i fremtiden? Et partnerskab, som på den ene side sikrer, foreningernes uafhængighed og som på den anden side indtænker den frivillige indsats i udviklingen af samfundets samlede velfærd.

Jeg vil godt understrege, at vi i regeringen ser den frivillige indsats og de offentlige, de sociale tilbud som to grundpiller i vores samfund, der lever side om side og netop i et forhåbentligt bedre og bedre samspil.

Jeg vil omkring natteravnene og samspillet med de sociale initiativer, vi i øvrigt har taget i regeringen og som tages rundt om i kommuner og amter, nævne et par enkelte. Tre områder, som jeg synes er vigtige:

Men før jeg kommer til alt det formelle er der for mig god grund til at understrege, hvor centralt det er, at vi forstår hinanden. At vi bygger på tolerance. At vi får fat i de knægte, før det går helt galt. Jeg har nævnt palæstinenser-knægten, og der er andre, man tilsvarende kunne fortælle om. Men jeg vil da også gerne understrege det med holdningerne. Der var for nogle år tilbage en kampagne i gang i Folkeskolen, hvor der var unge knægte, der fortalte om den her vold, og hvor de sagde 'det skal ikke være sejt at gå med kniv, det skal være fejt'. Jeg tror på, at man ved at snakke sammen. Ved at snakke det igennem, fortælle om, hvor galt det kan gå, men også fortælle om hvor godt det kan gå, kan ændre holdningerne.

Holdninger, omsorg, samtale og det at lytte til hinanden er en meget, meget afgørende del. I ved meget bedre end jeg, hvor let det er og dog måske tror jeg nok, jeg forstår jer. Hvor let det er at miste fodfæstet, når man er ung og har en hård baggrund og man måske har opbygget aggressioner, frustration i forhold til omgivelserne. Det er så let at miste fodfæstet i de sårbare unge år. Det er så vigtigt at få fat, før man helt mister fodfæstet og bliver svingdørs-menneske mellem institutioner i Danmark og allerværst ender med at gå ud og ind af fængsler.

Lad mig kort nævne 3 områder, hvor det offentliges indsats må gå hånd i hånd med lokal frivillig indsats, hvis det skal lykkes. Det ene er indsatsen mod unge og kriminalitet i lokalsamfundet. Fundamentet for en vellykket kriminalpræventivindsats i forhold til de unge – ja, det, ved vi, forudsætter et meget, meget tæt samarbejde lokalt. Derfor er det også på det område jeres og andres lokale aktive frivillige indsats er helt central. Det er jer, der har følingen som forældre, som sportstrænere, som klubmedarbejdere o.s.v. I ved noget om det i kraft af de natteravne, I er. I ved, at de unge måske allermest har brug for at lytte til nogle voksne. Til nogle voksne der er kloge nok og store nok til at fortælle, hvad der er ret og hvad der vrang. Men måske frem for alt udstråle til de unge, at I godt fatter lidt af, hvordan de har det. Vi skaber også ro i lokalsamfundet i kraft af det signal, I sender i kraft af jeres gule trøjer og jakker. Og igen, det at I orker at bruge jeres tid på det på gader og stræder betyder noget. For gader og stræder og lokale folk og for jer. De regner med, I er der. De ved, at hver enkelt af jer gør en forskel. I udstråler også noget, der er meget fundamentalt i Danmark. I hvert tilfælde, som jeg ser det. Rettigheder og pligter. For ligegyldighed er det værste. Det at lade dem bare passe sig selv - det er det værste. I er det modsatte af ligegyldighed.

Jeg synes, jeg vil sige til jer, at jeg håber vi kan forstærke samarbejdet mellem SSP-indsatsen, SSP-samarbejdet, skoler, sociale myndigheder, politi, lokalsamfundet og natteravnene. SSP-samarbejdet er jo netop den lokale forebyggende indsats, som er så vigtig. Alle erfaringer viser, at når det samarbejde fungerer på tværs, så virker det. Så gør det en forskel. Men vi må også erkende, at den brede forebyggende indsats ikke kan stå alene, når det gælder at bekæmpe ungdomskriminalitet. Det hænger uløseligt sammen med en klar konsekvent indsats, som regeringen også har sat fokus på med voldspakkerne og den intensiverede indsats overfor de utilpassede unge.

Det seneste initiativ kender I. Det går under betegnelsen 'lømmelpakken', hvor vi har fået oprettet en række sikrede institutionspladser. Og vi er nu i gang med at se på næste niveau – om jeg så må sige - de åbne institutionspladser, hvor man måske har brug for i en kort periode at være. Men igen er der tale om, at det sker, når det er gået galt. Hvis vi kan nå at få fat i de unge før institutionsanbringelsen. Samle dem op før voldsudbruddet og få dem i sving før det sker. Så gør man virkelig den afgørende forskel. Få dem ind i sportsklubberne, hvor de kan bruge deres kræfter og svede, så det driver, i stedet for at rende rundt om natten på gader og stræder. Få dem i arbejde, få dem i uddannelse. Det bringer mig over i det andet, jeg godt vil understrege.

Thorkild Simonsen, den daværende indenrigsminister, sagde engang: 'Det der skal til, det er, at de skal have et stykke arbejde' - som han sagde. Det siger man i Århus. Et stykke arbejde - det er jeg enig med ham i. Jeg har selv haft det sådan, når man var lidt ung og utilpasset, så var det, der skulle til, at man skulle have et stykke arbejde. Vi er oven i købet i den situation lige nu, at vi har brug for at de unge kommer i arbejde nu. Jeg var ovre i Brande i mandags, hvor der var en ung srilankansk pige, som sagde 'jeg er 16 år nu. Jeg går i gymnasiet'. Hun har været i Danmark, siden hun var 2-3 år, taler naturligvis flydende dansk, branddygtig. Jeg ville jo frygtelig gerne have et lille job ved siden af, siger hun så. 'Jeg bliver færdig med gymnasiet om 1 år. Jeg håber også, jeg kan tjene nogle penge, inden jeg skal begynde at studere. Men når jeg så ringer rundt til arbejdsgiverne og spørger om jeg ikke kan få et job der om eftermiddagen på tankstationen eller i butikken – så starter de med at sige 'det kan du sørme tro du kan – det lyder vel nok godt, hvor gammel er du'. Ja, jeg er sådan og sådan – ok, hvad hedder du? Og når jeg så fortæller at jeg hedder Nuscha og siger mit efternavn – så bliver der en pause i telefonen. Så siger de: 'Ved du hvad, jeg har dårligt tid lige nu, jeg ringer nok tilbage' Der bliver ikke ringet tilbage. Og derfor håber jeg også, at med årsmødet her og i fællesskab kan få ændret de holdninger. Som jeg sagde i starten: Hvert eneste menneske har værdi alene i kraft af, at det er et menneske i det her land. Hvis vi skal have mennesker i arbejde – de unge knægte og pigerne. Så skal vi også åbne vores arbejdspladser for dem. For de vil nøjagtig det samme, som alle vi andre vil. Og der er ikke dem og os. Der er kun os.

Jeg gik igennem boderne her på vej ind til kongrescentret. Der står man jo og råber sådan lidt imellem hinanden: Her er både bananer - og her er æbler, og her er blomster. Og der er både folk af den ene, den anden og den tredje etniske baggrund, og det går jo fint. Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan de boder skulle fungere, hvis der ikke var så mange af forskellig etnisk baggrund. Og I ved det jo også godt, hvem passer mange af vores job-funktioner i det danske samfund? Det er vel også sådan, hvis vi nu skal gå sådan helt tæt på, at der er dele af det danske samfund, der simpelthen ikke kunne fungere, hvis vi ikke havde mennesker i arbejde af en anden etnisk baggrund, som gerne vil gøre en forskel.

Vidste I, at der er 2000 mennesker mindst, som har en ingeniørmæssig baggrund, men som bare ikke er i arbejde, fordi de hedder noget andet end Rasmussen. Jeg siger ikke, de alle sammen skal hedde Rasmussen. To - det er mere end rigeligt! Men jeg siger, at du er det, du kan, og det du vil.

Der, hvor barriererne for alvor nedbrydes effektivt, det er jo ikke inde i Folketinget. Vi kan skabe nogle rammer. Men der hvor barriererne, holdningerne ændres og barriererne nedbrydes, det er i det lokale samfund. Det er den medmenneskelige kontakt, den lokale købmand. Boderne herude lørdag formiddag. Når datteren har besøg af sin skolekammerat fra Pakistan, eller man spiser frokost med kollegaen fra Somalia. Der er ingen tvivl om, at nøglen til en vellykket integrationsindsats sker gennem inddragelse i lokalsamfundet.

Når ravnen flyver mod aftenen og bliver til natteravn, så er det en meget smuk fugl. Vi har den især i Vest- og Nordjyllands nåletræsplantager har jeg læst. Den er aktiv om natten, hvor den synger med en smuk knurrende lyd. Den er hurtig og det er en aktiv fugl, som flyver let og ubesværet og som i øvrigt slet ikke er i familie med ravnen, vil jeg sige. Der stod ikke noget om, hvorvidt natteravnen som jer har en gul overfrakke, men den er god nok. De fleste af de øvrige karakteristika ser ud til også at gælde for jer natteravne. Jeg vil godt slutte med at sige tak til jer alle sammen, for den indsats I yder for vores unge og jeg siger vores unge – I er til stede – I lytter – I tager fat – I siger til hver enkelt af dem 'du er ikke ligegyldig – du betyder noget – vi kærer os om dig'. De knægte, som for en stund har mistet fodfæstet og risikerer at miste det hele. Hvis I og alle de andre ikke var der, så var det her samfund ikke så godt, som vi alle sammen ønsker, det skal være.

Jeg har slået lidt op i litteraturen, som det hedder, og set at siden I startede i Helsingør for et par år siden nu er ude i ca. 40 byer. Det er flot, og det viser, at et privat initiativ sagtens kan supplere de offentlige tilbud – uden at nogle tager noget fra hinanden. Det er en win-win situation, vi her har med at gøre, og I er et symbol på, at man hver for sig kan gøre noget. Men i fællesskab kan man gøre meget mere.

William Pen, en af de mange forfattere, der har sagt et par kloge ord, som jeg noterede mig i forbindelse med at jeg skulle holde en lille tale her i dag. Han siger i virkeligheden også noget om jeres 'flyvende' indsats: 'Jeg regner ikke med at gå gennem livet mere end én gang. Så hvis jeg kan vise nogle mennesker venlighed eller gøre noget godt for dem, så lad mig gøre det nu, for jeg kommer aldrig til at passere den vej igen'.

Jeg vil ønske jer en rigtig god dag. Og husk: Dagen i dag er den første i resten af et ret fint liv – ikke mindst takket være, at I gør en forskel. Fortsat godt årsmøde. Hold ud - I bliver flere. Der er brug for jer. Tak skal I have.