Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Tale

Indlæg af Kongeriget Danmarks statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved Zagreb topmødet den 24. november 2000

Deres excellencer, mine damer og herrer

Nye vinde blæser over det Vestlige Balkan. Stærke stemmer har talt til fordel for demokrati og reformer. Regionen har fået et nyt perspektiv og Europa nyt håb. Vi er samlet her i dag for at give perspektivet indhold og at bekræfte håbet.

Vi hilser Forbundsrepublikken Jugoslavien velkommen i den europæiske familie. Vi har fuld tillid til, at de nye politiske kræfter i Beograd vil gøre deres yderste for at efterleve de forpligtelser, der følger med international integration. Vi ved, det er svært. Vi er til gengæld rede til at yde samme støtte og engagement som i de øvrige lande i det Vestlige Balkan.

Vi ved også alle sammen, at forandringer ikke sker på en nat. De seneste ti år levner ikke plads for illusioner. Samfund er blevet revet fra hinanden. Naboer har dræbt naboer. Gamle venner er blevet fjender. De mange konflikter har taget hårdt på folk og økonomier i regionen. Genopbygning tager tid. Forsoning endnu længere.

Hovedansvaret for den vanskelige vej mod stabilitet og velfærd ligger hos befolkningen og nationerne på det Vestlige Balkan. Det er hårdt arbejde at skabe demokratiske samfund med plads til alle, uanset tro eller etnisk oprindelse. Konsekvenserne af økonomisk reform kan ofte være en tung byrde at bære. Men der er ingen nemme genveje.

Når først valget er truffet og konkrete skridt taget for at gøre visionerne til virkelighed, åbnes dørene for internationalt samarbejde og integration. Hvert land i regionen vælger sin egen vej. Men udgangspunktet bør være det samme: godt naboskab og en ærlig vilje til at udvikle det regionale samarbejde.

Stabiliserings- og associeringsprocessen bygger på netop sådanne principper. Den stiller EU-tiltrædelse i udsigt på grundlag af Københavnskriterierne og de fremskridt, der opnås i gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalerne. Til gengæld stiller den Europæiske Union krav om udvikling af bæredygtige demokratiske samfund og gode naboforbindelser i regionen. Kravene er de samme for alle. Men Unionen tilbyder samtidig omfattende og varig støtte for at nå disse mål.

Danmark bærer sin del af EU-støtten. Men vi tilbyder også national dansk støtte til genopbygning og demokratisering i det Vestlige Balkan.

Vi har afsat en ramme til regionen på omkring 60 millioner USD i år og mere end 37 millioner USD til næste år til regionen. Den humanitære støtte, hovedsageligt til flygtninge og internt fordrevne, fortsætter. Det samme gør indsatser rettet mod genopbygning af fysisk, social og politisk infrastruktur. Gennem Rammen for Fred og Stabilitet i det Sydøstlige Europa vil vi fortsætte indsatsen for demokratisk udvikling ved at støtte initiativer til styrkelse af civilsamfundet.

Som øjeblikkeligt svar på forandringerne i Serbien har Danmark afsat omkring 7 millioner USD, som forventes udbetalt allerede fra december i år. Indsatsområderne vil være energi, sociale institutioner og flygtninge. Vi vil samtidigt fortsætte støtten til fremme af frie og uafhængige medier. Lad mig tilføje, vi på det Vestlige Balkan aldrig bør koncentrere os om en enkelt indsats på bekostning af helheden. Det agter vi heller ikke at gøre.

Vi er samlet her i dag, i denne historiske by Zagreb, med vished om, at sikkerhed og stabilitet i Europa ikke kan adskilles. Ingen kan sikre fremtiden for sig selv, noget land eller nogen region, på bekostning af andre. Sammen må vi lægge nationalisme, fjendskab og totalitarisme bag os. Sammen kan vi bygge samfund på det Vestlige Balkan i velfærd og stabilitet.