Kosovo har lært os. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens båltale Sankt Hans Aften, Silkeborg, 23. juni 1999

Godaften allesammen!

Med Sankt Hans Aften har vi passeret den længste dag i året. Nu går vi mod kortere dage.

Foran os er en god lang sommer, som vi glæder os meget til. Og det er der såmænd også god grund til.

Alt ånder tilsyneladende idyl og fred. For vi vil jo 'fred her til lands - Sankte Hans, Sankte Hans', som vi synger.

* * *

Selvfølgelig vil vi fred her til lands, hvad ellers? - som mange, mange mennesker i Danmark siger.

Men sådan er det jo ikke for alle mennesker - sådan er det ikke engang for alle her i Europa.

Gennem måneder har vi set dem - de fordrevne mennesker i Kosovo. Gennem måneder har vi hørt om dem. Gennem måneder har vi følt med dem - men aldrig følt helt som dem.

Udsultede, udslidte, nogle gange torturerede fra fængsler, grædende eller med en total tomhed i blikket. Sådan har vi set Kosovos borgere slæbe sig over bjergene ind i Makedonien eller Albanien, dag efter dag, måned efter måned. Det værste verden har set siden Anden Verdenskrig.

Og vi har set, at mennesker er blevet slået ihjel. Mennesker er blevet tvangsflyttet fra deres eget land. Ikke for, hvad de har gjort, men for hvad de er: 'Kosovo-albanere'.

Det kunne vi, og det vil vi ikke vende ryggen til! Det måtte vi stoppe, ellers var der ikke længere noget ved at være demokrat i Europa. Ellers kunne vi jo ikke længere stå her og tale om humanisme og om menneskerettigheder.

Det vi så i Kosovo efterlod ikke nogen tvivl hos os. Og vi prøvede det hele. Vi prøvede at overtale med diplomati. Vi sendte fredsmægler efter fredsmægler afsted. Men det nyttede ikke. Fredsforhandlingerne i Rambouillet nyttede heller ikke.

Derfor var der ikke andre muligheder. Derfor måtte vi trække det sidste kort. Og derfor måtte vi sætte hårdt mod hårdt. Det har historien i dette århundrede lært os. Og vi er jo som bekendt holdt op med at handle mod bedre vidende!

* * *

Jeg synes, det var helt, helt afgørende, at vi stod sammen og holdt sammen i den danske befolkning.

Vi har fået standset myrderierne og udrensningerne.

Nu skal vi stå sammen om at vinde freden.

Det tager tid, og det tager kræfter. Det kræver mod, og der vil gå lang tid. Det er et kæmpe arbejde, der skal til. Vi skal sammen med hele Europa genopbygge et land, som Milosevic og hans ultranationalister har brudt ned.

* * *

Vi skal vinde den fred nu, fordi det ikke kun handler om dem, men det handler i virkeligheden også om os.

Og denne midsommeraften - Skt. Hans Aften - er et særligt signal til os.

Det handler om at gøre en forskel. Det handler om at give mennesker, som kun lige holder fast i livet med det yderste af neglene en chance for at komme tilbage.

Der er ikke mange af os, der kan huske, da de allierede drog ind i Danmark og befriede os fra tyskerne i 1945. Nogen af jer kan. De af jer, der kan huske det, bør fortælle, hvordan det føltes, at der var nogen, vi kunne støtte os til. Der var nogen, der var tilstede, da friheden kom. Det er sådan, jeg tror de føler det i Kosovo lige nu.

* * *

Når man står i Silkeborg, sådan en pragtfuld aften som denne, så kan der være langt til Kosovo. Så kan der være langt til de mennesker, som er i nød, og som skal have hjælp.

Men sandheden er jo også, at de værdier, som vi kæmper for - sammen med dem dernede - er jo i virkeligheden også de samme, som dem vi har brug for herhjemme.

Vi må aldrig nogensinde glemme, at de seneste måneder var en kamp for menneskers ret til at bo i deres eget land. Men det var i virkeligheden i lige så høj grad en kamp netop for de værdier, som vi selv sætter højest.

På en måde blev opgøret med Milosevic og de serbiske generaler også en kamp for vores egen selvrespekt. Vores selvrespekt har vi stadig i behold - fordi vi ikke vendte ryggen til!

Men det er også mere end det.

Alt det vi så - alt det, fik os danskere til instinktivt at stå sammen. Vi kastede alt ind for at hjælpe de fattige folk. Vi samlede ind som de bedste i Europa.

Det viser selvfølgelig, at vi godt ved, hvad der skal til, når der bliver kaldt. Når et folk er i nød.

Men for mange flere mennesker tror jeg også Kosovo blev vejen til at opdage eller genopdage det, vi troede var glemt: Fællesskabet. Nu er vi sammen med naboen, nu er vi sammen med andre om at yde noget - og gøre noget i fællesskab.

Vi oplevede igen et fællesskab og en solidaritetsfølelse, som nogen troede slet ikke eksisterede mere - men som pludselig var der stærkt, så stærk.

Måske er det, vi oplever her, også en vej til, at nogle af 'Staunings børnebørn', som er flyttet i parcelhus, kan genfinde det, der hedder fællesskab og sammenhold. At der faktisk er en fællesskabsværdi, som vores samfund ikke kan undvære. At vi faktisk selv har brug for en fællesskabsfølelse - også i det moderne Danmark.

Vi vil have den fællesskabsfølelse igen!

Det vil vi, fordi vi har brug herfor. Fordi vi godt ved, at vores samfund ikke var blevet til det, det er, uden! Dette samfund handler ikke om mig selv, mig selv og mig selv. 'Vi ved det godt'. Det har de prøvet nogle andre steder i andre lande. Det vil vi ikke have!

Jeg vil blot med denne lille hilsen fra Kosovo og fra os selv sige, at denne Skt. Hans Aften er den sidste i dette århundrede.

Hvis vi kan genfinde os selv og sikre vores fællesskab og vores sammenhold og den solidariske velfærd - hvis vi kan bygge på de værdier, vi véd er de stærkeste - så kan vi også sikre vores velfærdssamfund.

Og så bliver denne sidste Skt. Hans i dette århundrede starten til det næste spor om, hvad sand solidaritet er.

Vi har en særlig pligt til at tænke på de svageste i vores land. Og en særlig pligt til at værne om alt det, der ikke kan gøres op i penge.

Hvis vi holder fast i det, så bliver der mange, mange gode Skt. Hans aftener - også efter i aften.

Jeg ønsker alle en god sommer.