Nedtælling til København Klimapolitik og FN’s klimakonference i 2009.Tale af Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Københavns Universitet, 22. februar, 2008

Det talte ord gælder

Mange tak for introduktionen. Og tak til rektor og Lykke Friis for invitationen til at være en del af jeres Copenhagen Climate Lectures.

Klimaforandringer er noget, der vedrører os alle. Og det store antal deltagere her i dag viser, at der er mange, som er optaget af denne udfordring.

Lad mig starte med at bekende, at jeg meget længe har været i tvivl om årsagen til klimaforandringer og deres konsekvenser. Og jeg følger stadig den videnskabelige debat med betydelig interesse.

Der er ingen tvivl om, at temperaturen på kloden har bevæget sig op og ned gennem hundredtusinder af år. Vi ved fra iskerneboringer og anden forskning, at der er perioder i Jordens historie, hvor der har været varmere end nu. Og vi ved, at der er perioder, hvor der har været koldere. Alt sammen før menneskelig aktivitet og industrialisering har påvirket udslippet af drivhusgasser.

Vi kan altså fastslå med ret stor sikkerhed, at periodiske svingninger i temperaturen har forekommet og vil forekomme som følge af andre faktorer end menneskelig aktivitet.

Men spørgsmålet er så, om menneskelig aktivitet og tiltagende industrialisering forstærker temperaturudsving og klimaforandringer.

Der har i de senere år tegnet sig et billede af stigende videnskabelig konsensus på området.

FNs klimapanel udgav sidste år sin Fjerde Hovedrapport. Rapportens konklusioner er ganske klare: global opvarmning er en realitet. Den sker allerede - og den vil tiltage i fremtiden. Den globale middeltemperatur er i løbet af de seneste 100 år steget med 0,76 grader.

Klimapanelet forudsiger en yderligere temperaturstigning på 2-4 grader allerede ved udgangen af det 21. århundrede. Til sammenligning er den globale temperatur siden sidste istid steget med ca. 5 grader, og det er sket over 5000 år.

Det er altså ikke kun det, at vi står over for en mærkbar klimaændring. Det har vi prøvet før. Det nye er, at meget tyder på, at det kommer til at gå væsentligt hurtigere, end vi tidligere har oplevet – og at de menneskelige samfund i dag på en række områder er mere sårbare over for klimaændringer, end vi tidligere har været det.

Klimapanelets konklusioner er også meget klare angående årsagen til klimaforandringerne. Specielt når det gælder den kraftige opvarmning siden 1950, konkluderes det, at det er meget usandsynligt, at den kan skyldes naturlige faktorer alene. Det er de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, som er synderen.

Udledningerne af drivhusgasser er på globalt plan steget med 70 procent siden 1970. Og hvis det ikke lykkes os at tage hånd om problemet, må vi forvente en yderligere stigning på cirka 60 procent inden 2030.

Konsekvenserne vil være dramatiske. Alene 2-4 grader stigning i temperaturen vil medføre store ændringer i klodens klima. Ændringer, der vil få mærkbar betydning for menneskeheden og økosystemerne. Havniveauet vil stige. Nogle ø-stater vil måske helt forsvinde, og tætbefolkede kystområder, som fx Bangladesh og Kina, vil blive hårdt ramt.

Mange gletschere vil smelte. Det vil ifølge Klimapanelet føre til vandmangel for en sjettedel af jordens befolkning. Voldsomme naturfænomener som tørke, øget nedbør, storme og stormfloder vil true livsgrundlaget for millioner af mennesker. Og det anslås, at 20-30 procent af klodens dyre- og plantearter vil være i fare for at uddø.

Men hvordan kan vi håndtere denne udfordring? Det overordnede mål i FNs klimakonvention fra 1992 er, at koncentrationen af klimagasser i atmosfæren skal stabiliseres på et niveau, der vil modvirke farlige ændringer i klimaet.

Hvad dette præcis indebærer, kan naturligvis diskuteres længe og inderligt. I EU vedtog vi allerede i 1996 en målsætning om at begrænse den globale opvarmning til 2 grader. Og den nye rapport fra FN’s klimapanel synes at bekræfte, at dette er en god rettesnor.

Denne rettesnor vil dog kræve hurtig og global handling, så udledningen af drivhusgasser topper i løbet af et årti og herefter aftager hurtigt, så de globale udledninger i 2050 ligger på under halvdelen af, hvad de var i 2000. Dette vil i første omgang kræve store reduktioner for ilandene, men også stigningen i udledningerne fra de store udviklingslande skal begrænses, hvis det skal kunne lykkes. Det er en opgave, der ved første øjekast forekommer nærmest uoverstigelig. Men det gode budskab fra FN’s Klimapanel er, at det er både teknisk og økonomisk muligt at nå dette mål - uden at sætte økonomisk vækst og velstand over styr. Men kun hvis vi handler nu, handler globalt, og tager hele paletten af teknologiske og politiske virkemidler i brug.

Den nødvendige indsats vil selvfølgelig koste ressourcer. Ifølge Klimapanelet vil omkostningen svare til en reduktion på 0,12 procent af den årlige vækst i den globale økonomi. Det svarer til en reduktion på 3 procent af det forventede globale BNP i 2030 og 5,5 pct. i 2050.

Men der er også en omkostning ved ikke at foretage sig noget. Der er selvfølgelig stor usikkerhed om den slags beregninger. Men ifølge Klimapanelet er omkostningerne ved ikke at foretage sig noget stort set lige så store som omkostningerne ved at handle.

Der har i debatten været mange bud på omkostninger og gevinster ved at reducere udledningen af drivhusgasser. Og beregningerne er under alle omstændigheder meget usikre. Men jeg lægger FN’s Klimapanel til grund for mine overvejelser.

Der har i debatten været videnskabelige røster, som har været uenige i Klimapanelets konklusioner, imod det videnskabelige grundlag og imod prioriteringen af klimaindsatsen. Videnskabelige diskussioner og uenighed er en væsentlig del af hele forskningsprocessen, og vi bør altid være åbne overfor kritik. Der er uden tvivl ting, vi tror at vide med sikkerhed i dag, som vi fremover må revidere opfattelsen af.

Omvendt mener jeg, at ”bevismaterialet” i form af Klimapanelets seneste rapport er så overbevisende, at vi i det mindste må lægge til grund, at en del af den globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Og den del har vi en politisk forpligtelse til at modvirke.

Men uanset eventuel uenighed og usikkerhed om størrelsen af den menneskeskabte klimaforandring, så er der under alle omstændigheder gode grunde til at omlægge energipolitikken.

For det første er olie og gas ikke uudtømmelige ressourcer. Tværtimod. For det andet har vi behov for at øge de moderne, højproduktive samfunds energiforsyningssikkerhed, hvad enten vi taler om Europa, USA eller de nye store økonomier som Kina og Indien. Og for det tredje udgør afhængigheden af olie og gas fra en række ustabile lande og regimer et strategisk problem, ligesom den svingende oliepris gør markederne for vores erhvervsliv usikre.

Det er ganske enkelt udtryk for sund fornuft at spare på ressourcerne og udnytte dem så effektivt som muligt.

Det er regeringens klare vision på længere sigt helt at frigøre Danmark for afhængigheden af fossile brændstoffer. Skal vi nå det mål, må der i klimapolitikken anvendes instrumenter, som sikrer omkostningseffektivitet og ”mest miljø for pengene”.

Jeg vil gøre opmærksom på, at Klimapanelets beregninger af omkostninger og gevinster ved at reducere udledningen af drivhusgasser bygger på den klare forudsætning, at indsatsen er omkostningseffektiv.

Og omkostningseffektivitet forudsætter, at mindst to krav er opfyldt. For det første skal alle store udledere af drivhusgasser deltage i at skære udledningen ned. For det andet skal nedskæringen ske dér, hvor det er billigst. Med andre ord: Der bør ikke gennemføres reduktioner i en sektor eller et land, som alternativt kunne gennemføres billigere andetsteds med en tilsvarende reduktion af drivhusgasser.

Det er ikke alle, der kan lide at høre disse kendsgerninger. Men de er en forudsætning for beregninger og konklusioner i rapporterne fra FN’s Klimapanel.

* * *

Om bare 22 måneder skal vi opnå en global aftale om at bekæmpe klimaforandringer. Det er en kæmpe opgave, og en kæmpe mulighed. Meget er på spil, hvis ikke vi lykkes. Men endnu mere står vi til at vinde, hvis vi kommer igennem.

En aftale vil åbne vejen for en ny grøn, global økonomi. Det vil kræve markedsbaserede løsninger, der sikrer, at ressourcerne bliver anvendt der, hvor vi får mest udbytte for indsatsen.

Nogle forestiller sig følgende enkle model: Vi beslutter på globalt plan et maksimum for udledninger pr. capita. Eventuelt kunne dette tal være faldende over tid. Lande, der ligger over gennemsnittet, kunne så købe kvoter af lande, som ligger under. Herved ville ilandene få et økonomisk incitament til at foretage investeringer i nedbringelse af udledningen af drivhusgasser. Udviklingslandene ville få tilført den nødvendige kapital, både til bekæmpelse af fattigdom og til udvikling af ny teknologi og forbedring af miljøet. Og investeringerne ville blive foretaget der, hvor det giver mest reduktion af udledningerne i forhold til de ressourcer, der bliver anvendt.

Modellen er selvsagt for enkel til at kunne blive politisk virkelighed. Men jeg vil gerne slå fast, så det ikke kan misforstås: Kampen mod menneskeskabte klimaændringer må ikke misbruges til at fastholde fattige udviklingslande i deres nuværende situation.

Og klimaindsatsen må heller ikke misbruges til at bremse de industrialiserede landes bestræbelser på at skabe fortsat fremgang for deres befolkninger. Alle mennesker har en naturlig forventning om vækst og udvikling. Udfordringen er at sikre en bæredygtig udvikling.

Der er i dag meget stor forskel på udledningen pr. capita fra land til land. I gennemsnit udleder en borger i verden ca. 4 tons CO2 årligt. Men det dækker over, at for eksempel Indien og Kina i gennemsnit udleder ca. 1 hhv. 4 tons pr. år. I Danmark udleder vi i gennemsnit ca. 9 tons pr. år. Mens hver amerikaner udleder 19 tons årligt.

Nogle vil argumentere for, at de rige lande selv må reducere deres udledninger frem for at købe kvoter. Et globalt kvotesystem har dog tre centrale fordele 1) Det reducerer den samlede totale udledning, men giver økonomierne mulighed for at omstille sig omkostningseffektivt. 2) Kvotemarkedet skaber en pris på CO2, som tilskynder virksomhederne til at investere i energieffektivitet og grøn energi, og 3) Kvotesalget skaber provenu til ulandene.

Der vil dog formentlig i en aftale ikke blive tale om enten eller. Skal vi have alle de store udledere af drivhusgasser med, må vi tage hensyn til de enkelte lande og deres forskellige situation og forudsætninger, herunder landenes økonomiske kapacitet og deres mulighed for tilpasning. Men det må ske uden at give køb på aftalens overordnede ambitionsniveau. Og det er også vigtigt, at vore virksomheder så vidt muligt har lige konkurrencevilkår på det globale marked.

Spørgsmålet om fattigdom og klimaet hører sammen. Dette gælder ikke mindst for ulandene. Det er en paradoksal kendsgerning, at de, som bliver ramt hårdest af den globale opvarmning, er de lande, som har bidraget mindst til den.

Både rige og fattige lande må derfor arbejde for at nedbringe CO2-udledningen og tilpasse sig til klimaforandringerne. Men vi må samtidig indstille os på, at dette bør gå hånd i hånd med fortsat økonomisk vækst.

Vi begår en fejl, hvis vi vil bekæmpe klimaforandring ved at sænke vores levestandard i den rige verden og hæmme væksten i den fattige verden. Det er en forudsætning for en aktiv og effektiv miljø- og klimapolitik, at der er økonomisk velstand. Dels fordi det kræver økonomiske ressourcer at investere i et bedre miljø. Dels fordi mennesker naturligt nok kræver deres basale behov for bl.a. mad og sundhed dækket, før de har overskud til at bekymre sig om miljø og klima.

Og økonomisk vækst fører ikke nødvendigvis til en tilsvarende forøgelse af energiforbrug. Danmark er et godt eksempel. Over de sidste 25 år har vi i Danmark haft en næsten uafbrudt økonomisk vækst, uden at vi samtidigt har øget energiforbruget nævneværdigt.

* * *

Men hvordan når vi en global aftale i 2009? En global aftale vil kræve, at vi anerkender de særlige behov for ulande og nyindustrialiserede lande, men også deres ansvar. Ilandene kan ikke effektivt håndtere klimaforandringerne alene. Selv hvis vi i ilandene reducerede vores CO2-udledning til 0, ville det ikke være nok til på sigt at begrænse den globale opvarmning til 2 grader.

Vi har derfor brug for, at såvel ilande, nyindustrialiserede lande som ulande bidrager.

Men mens vi har ansvaret for at handle sammen, er det også klart, at forskellige lande må have forskellige forpligtelser i forhold til deres udviklingsniveau. Det er det, som man kalder et ”fælles, men differentieret ansvar”. Dette princip, mener jeg, bliver helt grundlæggende for at kunne nå en global aftale i 2009 her i København.

Ved FN's klimakonference på Bali lykkedes det at blive enige om en forhandlingsproces, der frem til 2009 skal fokusere på 5 byggesten:

For det første et fælles langsigtet mål for den internationale indsats. Her taler man oftest om 50 procent reduktion i 2050 og derved en maksimal global temperaturstigning på 2 grader.

Det er klart, at vi i de industrialiserede lande skal gå foran og reducere vores udledninger mest. EU har allerede fastsat et ambitiøst mål om at reducere udledningen af CO2 med 20 procent i 2020 - som led i en global aftale vil EU reducere med yderligere 10 procent.

For det andet nationale forpligtelser til reduktion af drivhusgasser. Det vil blive meget vanskeligt med en fast model for alle lande. Det må forventes, at der for at opnå en samlet løsning må tages forskellige særlige hensyn. Også afskovning bliver en vigtig del af forhandlingerne. I dag står afskovning i ulandene alene for 20 procent af verdens totale CO2-udledning.

For det tredje tilpasning til de forventede klimaændringer, særligt med fokus på de fattigste og mest sårbare udviklingslande. Fokus må her være på de fattigste lande, det vil sige primært i Afrika. I vores almindelige udviklingsbistand skal vi selvsagt tage højde for klimaforandringer, fx når vi rådgiver om afgrøder eller laver vandprojekter.

For det fjerde teknologi. Fokus skal være på behovet for at styrke teknologiudvikling og –spredning, både i forhold til eksisterende og ny teknologi.

I Kina bygges der hver uge, hvad der svarer til 3 danske kraftværker. Det er kraftværker, der næsten udelukkende kører på kul. Levetiden for sådanne værker er 50 til 60 år. De kommende 10 års investeringer vil fastlåse udledninger de næste 50-100 år. Derfor er det afgørende, at Kina her-og-nu bygger energimæssigt effektivt. Det er ikke bare et spørgsmål om at bruge mere grøn energi, men at den energiproduktion, der etableres, er effektiv. Derved kan opnås markante besparelser.

Videnskab og teknologiudvikling på universiteterne og i den private sektor vil blive helt centrale dele af løsningen på klimaproblemet. Derfor bliver forskerkonferencen, som Københavns Universitet afholder i foråret 2009, en central begivenhed. Klimaspørgsmålet kommer til at trække på den nyeste viden indenfor både naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Endelig for det femte finansiering og investering. Mens ilandene selv er i stand til at løfte byrderne, har ulandene brug for hjælp til at bære deres del. Ideelt set vil et kvotehandelssystem kunne akkumulere store summer, som kunne bistå ulandene i deres økonomiske vækst, teknologierhvervelse og tilpasning.

* * *

2008 vil i høj grad være ”tænkningens år”, hvor vi forhåbentlig får mere klarhed over spørgsmålet om et langsigtet reduktionsmål og rammerne for mellemlange forpligtelser. Det er også i 2008, at vi gerne skulle nå frem til en overordnet arkitektur for den ny aftale og enighed om hvilke instrumenter, der skal anvendes.

Danmark har allerede igangsat et omfattende klimadiplomati, hvor en række aktiviteter skal være med til at modne grundlaget for de beslutninger, der skal træffes i 2009.

Regeringen er dybt engageret, og klima er blevet et centralt aspekt af hele den danske udenrigspolitik. Erhvervsliv, forskning og frivillige organisationer i fuld gang – i nært samvirke med regeringen.

Samtidig har jeg taget initiativ til en særlig klimadialog, hvortil jeg inviterer førende internationale kapaciteter fra erhvervsliv, forskning, civilsamfund og regeringsapparater. Dialogen vil teste og udvikle de ideer, som er fremme i overvejelserne om en ny global aftale.

* * *

Vi står over for en global opvarmning. Den menneskeskabte del af den bør vi gøre en indsats for at forhindre. Men under alle omstændigheder er det sund fornuft at reducere afhængigheden af fossile brændsler og at sikre en stabil energiforsyning i fremtiden. Alt tyder på, at omkostningerne ved passivitet er lige så store som prisen for at bekæmpe klimaforandringerne. Så kan vi lige så godt gøre det fornuftige.

Vejen frem mod klimatopmødet i København er kort, men den bliver ikke let. Regeringen vil være fuldt engageret i bestræbelserne for at opnå en ny klimaaftale inden udgangen af 2009.

Som sagt bliver de store udfordringer: 1) At få alle verdens lande til at blive enige om en global målsætning for reduktion af udledningen af drivhusgasser. 2) At få verdens ilande til at gå foran og reducere deres CO2-udledning markant, samtidigt med at verdens nyindustrialiserede lande og ulandene bidrager til en samlet løsning 3) At blive enige om et globalt klimaregime, der ikke lægger bånd på udviklingen af den økonomiske vækst og ikke forvrider konkurrencen på verdensmarkedet.

Danmark kan være med til at skabe en global aftale. Som formand for klimakonferencen bliver det vores rolle at samle opbakning til holdbare løsninger, der kan afhjælpe klimaproblemet.

Målet er klart. Opgaven ligger foran os. Vi er i gang.

Mange tak.