Replik ved forespørgsel F 24 af Frank Aaen (Enhedslisten): ''Hvad kan statsministeren oplyse om opfyldelse af valgløfterne fra marts 1998?''

Den politiske ordfører for CD, hr. Peter Duetoft, sagde i sit indlæg: 'Det kan ikke være et selvstændigt formål at grave dybe kløfter her i Folketinget. Vi må tænke os godt om. Vi må overveje klogt, hvad det egentlig er for metoder, vi bringer i brug i den politiske debat?' Det er jeg ganske enig i. Det har jeg sagt fra starten. Jeg er glad for, at det bliver understreget.

Regeringen har sat sig en række mål. Dem har vi ikke opgivet, men vi tager naturligvis også hensyn til de vilkår, hvorunder de mål skal nås. Hvis en regering ikke tager hensyn til de forandrede vilkår, så kommer vi i virkeligheden i en situation, der kan forringe vore muligheder for at nå de mål, vi har sat os.

* * *

Debatten har skiftet karakter nogle gange i dag fra drilleri og personangreb til også at blive politisk. At Enhedslisten er sur over, at regeringen har lavet forlig om finansloven for 1999, det er i og for sig meget forståeligt. At Venstre er sur over, at Venstre tabte valget, og at regeringen lavede forlig om pinsepakken med venstrefløjen, det er i og for sig også meget forståeligt.

I det hele taget er det meget forståeligt, at der er nogle, der er kede af det her i dag. Bare de så ikke bliver yderligere kede af, at vi andre ikke er så kede af det. Når jeg f.eks. lytter til fru Ulla Tørnæs' indlæg - hun lyder meget, meget ked af det. Jeg har både snydt, og jeg har bedraget, og jeg begået løftebrud. Jeg synes, fru Ulla Tørnæs mere og mere begynder at ligne sin forgænger i jobbet som Venstres politiske ordfører. Forgængeren er nu formand: Man skulle nødig snavse hænderne til, så sender man hellere sine løjtnanter på banen. Så bruger man et af de politiske våben, der er allerfarligst at bruge: Den konstante mistænkeliggørelse.

Jeg ved godt, det ikke er nyt. Jeg ved godt, det startede på valgaftenen. Da valget var afgjort, så lød det: 'Vælgerbedrag!'. Jeg skal ellers love for, at partiet Venstre kan man ikke anklage for mangel på konsekvens. Venstres nye opfindelse er nu blevet til en mærkat, der skal klistres op, helst på min person. En stadig mistænkeliggørelse, et nyt personangreb om utroværdighed. Jeg ser en lige linje fra noget, der engang blev kaldt uld i mund, til snubletråde, til fumleri, til mangel på lederskab, til cykelhjelmen, til Rushdie, og hvad ved jeg.

Nu er det så noget helt andet, man har valgt, men konsekvensen er jo den samme. Metoden er den samme. Målet er det samme. Ærlig talt, hvorfor siger man ikke ligeud, hvad det reelt handler om. Det er dog til at tage og føle på.

Venstre er uenig i den linje, regeringen står for. Det er fair nok.

Venstre deler ikke regeringens fordelingspolitiske holdning. Det er fair nok.

Venstre er ikke enig i regeringens grønne linje. Det er fair nok.

Venstre er ikke enig i regeringens boligpolitik. Det fair nok.

Venstre synes ikke, at når samfundet et øjeblik skal dæmpe sit tempo for ikke at løbe af sporet, så skal vi fordele den opgave, der skal bæres, ordentligt, solidarisk i såvel den offentlige som den private sektor. Det er man ikke enig i, og det er fair nok.

Problemet er blot, at man ikke siger det åbent og direkte. Jeg foretrækker en reel politisk dyst, en reel politisk diskussion. Dér står vi, og dér står de. Det er vores standpunkt, det er deres standpunkt. Det er reelt. Men den her mudderkastning, som har et helt andet formål, det synes jeg ikke er fair. Lad os i stedet diskutere åbent med åbentstående hjelm, som CD har gjort det i dag, som regeringspartierne har gjort det, som andre partier har gjort det.

* * *

At nogen er uenige med regeringen. Det er fair.

At Enhedslisten er uenig med vores økonomiske politik. Det er også fair, men lad være med at blande det sammen med personangreb. Jeg synes ikke, det er smukt at se på, og jeg tror egentlig ikke, det er særlig respekteret. For der har jo altid været diskussioner her i Folketinget, om hvem regeringen skal indgå forlig med. Skal det være til højre side eller skal det være til venstre side i salen. Og når vi indgik forlig til højre side, så var dem til venstre kede af det, og indgik vi forlig til venstre side, så var dem til højre ked af det. Sådan har det altid været.

Lad os diskutere vore partiers holdninger og regeringens strategi på et politisk grundlag. Og lad os komme ud af det her med personræset og personangrebene. Det tror jeg ikke fører nogen som helst steder hen.

* * *

Man kan finde udtalelser og man kan finde målsætninger, som regeringen har sat sig, og som ikke er nået endnu. Det gælder os alle sammen. Men jeg tillader mig nu alligevel her i min replik at konstatere, at det Danmark, vi har i dag, er et bedre Danmark end det, vi overtog ansvaret for ledelsen af for seks år siden. Og jeg synes også, jeg har lov til at konstatere, at meget betydelige dele af det regeringsgrundlag, vi lagde frem efter valget, er gennemført. Der er omdelt en dokumentation derfor. Jeg skal ikke gå i detaljer.

Det er da ganske flot. Vi er jo ikke mere end en fjerdedel henne i den samlede valgperiode. Og hvis vi måler, hvor meget, der er gennemført i forhold til regeringsgrundlaget, så er vi langt over en fjerdedel.

Jeg siger det med risiko for at blive skældt ud for, at vi er på vej ind i en reformpause. Men sandheden er jo, at vi har gennemført langt over en fjerdedel af vort samlede regeringsgrundlag, selv om vi ikke er mere end en fjerdedel henne i en normal valgperiode.

* * *

Må jeg sige: Vi ved godt, at nogle af de mål, vi har sat os, ikke er nået endnu, men det er der heller ikke noget nyt i, som hr. Peter Duetoft jo så udmærket understregede det. Det ville virkelig være at svigte, føler jeg, hvis en regering under Socialdemokratiets og de radikales ledelse ikke tog højde for at korrigere kursen for det store danske skib, hvis der var en forhindring foran os. Og det ved vi jo, der er.

Vi ved da godt, at den finansielle krise i Latinamerika, i Asien og i Rusland påvirker os. Vi ved da også godt, at den økonomiske vækst i Europa påvirker os. Sådan har det jo altid været. Da der var oliekrise i 1970'erne, måtte regeringen selvfølgelig justere, rette ind, og sådan vil det også være fremover. Når befolkningens sammensætning ændrer sig, jamen så må en regering da tage højde herfor. Når der kommer stadig flere ældre, og stadig færre yngre, så må vi da indrette vores politik derefter. Det forkerte ville være ikke at indrette sin politik derefter. Det ville virkelig være at svigte alt det, vi står for.

Når globaliseringen kommer ind over os med fuld fart og teknologien ligeså, så skal vi da satse på efteruddannelse, voksenuddannelse, dygtiggørelse af vore medarbejdere, seniorpolitik ligeså, så vi er sikre på, der er hænder til at bære velfærden.

Et område, hvor der stadig er meget at gøre, det er eksempelvis uddannelsesområdet. Vi havde været lidt bedre stillet, hvis vores uddannelseskapacitet på en række områder havde været større, da vi overtog regeringsansvaret i 1993.

Må jeg nævne et eksempel: De sindslidende. Jeg havde frygtelig gerne set, at vi kunne forøge uddannelsestakten for psykiatriske specialer. Det har vi ikke kunnet tilstrækkelig stærkt. Vi håber over nogen tid, at vi kan gøre det. Men der er meget at gøre her. Der er sket noget, men der er meget at gøre.

Et andet eksempel er hele vores sundhedsområde og sygehusområde. Der er stadig meget at gøre, men der er dog sket en hel del. Vi har tilført flere ressourcer end i årene før, og der er sket forbedringer. Tag hjerteområdet hvor vi har fået nedbragt ventetiderne. Tag behandlingsantallene hvor der har været en meget betydelig stigning i den samlede indsats for sygehusene. Tag de livstruende sygdomme, som vi jo i fællesskab har løftet. Jeg mener, det er den form for fornuftigt samarbejde, jeg synes, vi skal kendetegnes ved herinde i Folketinget. Og til allersidst: Lad os koncentrere os om det positive, fremadrettede samarbejde.

* * *

Og når jeg derfor hører Venstre opfordre til samarbejde, så må jeg sige. Jo, men det kræver ret stor selvkontrol, at man i dag har skullet høre på al det smuds, der er blevet kastet herop på heroppefra. Men vi samarbejder. Vi er robuste folk, og vi er parate til fremover at samarbejde både med venstre side af salen og med højre side, så vi kan nå videre i den rigtige retning.

Jeg var glad for hr. Holger K. Nielsens fremhævelse af, at nu må vi se at komme videre og se fremad. Jeg er ganske enig. Hvis jeg kan opfatte SF's melding derhen, at SF også mener, at vi selvfølgeligt må indrette vores økonomiske politik, når forholdene omkring os ændrer sig; at SF også mener, at når samfundets befolkning her i landet ændrer sig, så har det også sine konsekvenser; så vil det ikke mangle på samarbejdsvilje fra regeringens side, hverken i forhold til SF eller i forhold til andre. Hr. Holger K., det har aldrig været regeringens stil at holde partier uden for, som er ansvarlige, og parate til at påtage sig et ansvar, og det vil det heller ikke være fremover.

Jeg håber, at vi her i foråret skal i gang med at forhandle forsvarsforlig. Det vil vi gøre en meget stærk anstrengelse for, og der vil vi selvsagt søge de samarbejdsparter, som vi ved erfaringsmæssigt, på dette område, er parat til at påtage sig et ansvar.

Jeg skal slutte endnu engang med at sige: Jeg håber, at debatten i dag ikke har gravet grøfter for alvor, men at vi kan komme videre med vores politiske arbejde. Det er på vores politiske arbejde og evne til at samarbejde, vi skal bedømmes.