Statsminister Anders Fogh Rasmussens bemærkninger ved præsentationen af udspillet ”Fremtidens velstand og velfærd” den 4. april 2006

Velkommen til pressemødet.

Regeringen vil i dag præsentere sin langsigtede plan for investeringer i Danmarks fremtid og ændringer i vores velfærdssystem.

Det er en ambitiøs plan men også en realistisk plan. Det er en ambitiøs plan, som øger samfundets økonomiske råderum med omkring 24 mia. kr. Det er en ambitiøs plan, som på sigt øger beskæftigelsen med 150.000. Og det er en ambitiøs plan, som giver økonomisk holdbarhed i det danske samfund – både på kort sigt og på lang sigt. Men samtidig er det en realistisk plan, som jeg giver en god chance for at kunne blive gennemført.

Det er et af de bedst forberedte politiske projekter i nyere tid. For over to år siden nedsatte regeringen en Velfærdskommission, der skulle forberede det her. For et års tid siden nedsatte regeringen et Globaliseringsråd, som også har givet sit bud på investeringer i Danmarks fremtid. Og ligeledes for et års tid siden igangsatte vi sammen med arbejdsmarkedets parter forberedelse af en reform af voksen- og efteruddannelsen i Danmark. Og nu er tiden kommet til at binde disse tre ting sammen til en omfattende plan, som vil give økonomiske midler til massive investeringer i Danmarks samfund – og ruste det danske samfund til at klare fremtidens udfordringer. Og lykkes den opgave, så vil det virkelig for alvor bringe Danmark i en absolut førerposition, når det gælder at ruste sig til fremtiden.

I forvejen er Danmark en rollemodel med hensyn til at forberede sig på fremtiden, men det her vil yderligere forstærke den førerposition.

Vores udgangspunkt er godt og stærkt. Vi har en rigtig stærk økonomi med god beskæftigelse og faldende arbejdsløshed. Vi har overskud. Vi afvikler gæld – ja, udlandsgælden er nu væk. Så udgangspunktet er godt, så derfor vil nogle spørge: Jamen, når det nu går så godt, og der er overskud, hvorfor i alverden er det så nødvendigt at gennemføre ændringer i velfærdssystemet. Og svaret er: Jo, det er vi nødt til, fordi der venter os nogle nye udfordringer i løbet af de kommende år. Både nogle indre udfordringer i Danmark og nogle ydre udfordringer, der kommer til os fra omverdenen. Den indre udfordring er, at vi bliver stadig flere ældre, og der bliver stadig færre i de erhvervsaktive år. Og samtidig lever vi længere. Og det sidste er absolut positivt, men det betyder selvfølgelig, at der i de kommende år vil blive stadig større udgifter til forskellige former for ældrepleje og til sygehuse og så videre. Og derfor er vi nødt til allerede nu at tage fat på den opgave at kunne finansiere det i fremtiden.

Hvis ikke vi foretager os noget, så vil de overskud, vi har i øjeblikket, i løbet af nogle år blive vendt til underskud. Og det er den udfordring, vi står overfor, som er den indre udfordring.

Så er der den ydre udfordring. Det er den, der består i, at det danske samfund bliver udsat for en stadig skrappere international konkurrence fra Kina, Indien og andre lande med lavere omkostninger. Og der skal vi være bedre til at klare den konkurrence og sikre beskæftigelsen i Danmark i fremtiden, og det kræver investeringer i Danmarks fremtid.

Det vi nu lægger op til, er at give et svar på både den indre udfordring og den ydre udfordring med ændringer i vores velfærdssystem. Ændringer som betyder, at vi skaffer penge frem til investeringer i Danmarks fremtid. Penge som bliver investeret i, at vi i Danmark bliver bedre til at få nye ideer gennem mere forskning og udvikling. Penge der bliver investeret i, at vi bliver bedre til at få disse nye ideer omsat til nye arbejdspladser gennem start af nye virksomheder og udvidelse af eksisterende. Og penge der bliver investeret i bedre uddannelse i Danmark, sådan at vi bliver bedre til at klare de nye jobs, der bliver oprettet til erstatning for de gamle, der bliver nedlagt. Og vel at mærke penge til at vi også kan have uddannelsestilbud hele livet igennem i erkendelse af, at det er ikke nok at få en god uddannelse, når man er ung. Sådan som samfundet hele tiden forandrer sig, så skal der også være mulighed for, at man kan skifte bane senere i tilværelsen.

Alt det kræver penge. Og den plan, som regeringen i dag præsenterer, skaffer en pulje penge frem, som bygges gradvist op og i 2015 vil udgøre 13 mia. kr., som vi vil investere i Danmarks fremtid. Penge som betyder, at vi i 2010 har offentlig forskning og udvikling svarende til én procent af landets produktion. Penge som betyder, at vi kan finansiere, at alle unge får en ungdomsuddannelse. Penge som kan finansiere, at halvdelen af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse. Penge til at vi kan give bedre voksen- og efteruddannelse til alle aktive på arbejdsmarkedet. Og penge til iværksætteri – altså start af nye virksomheder.

En sådan massiv indsats er ikke set før.

Vi skaffer pengene ved en indsats på to store områder. Dels ved at vi skal fremover være flere aktive år på arbejdsmarkedet og dels ved, at vi skal have flere indvandrere i arbejde. Flere aktive år på arbejdsmarkedet er for det første, at de unge skal lidt hurtigere igennem uddannelsessystemet og dermed også lidt hurtigere ud på arbejdsmarkedet. I dag er det sådan, at for de videregående uddannelser, der er der faktisk en forsinkelse på omkring fire år i forhold til, hvis de unge gik igennem uden forsinkelser – hvis de tog den hurtigste vej, så er der en forsinkelse på fire år i dag. Det vil vi gerne korte ned, og den plan, vi lægger frem, afkorter denne forsinkelse med knap et års tid.

Jeg vil gerne understrege, at det er regeringens opfattelse, at der også fremover skal være mulighed for, at unge mennesker kan tage ud og arbejde efter studierne, kan tage ud at rejse, kan skifte studie, hvis de bliver klogere på, hvad de gerne vil. Det er ikke altid lykken, at man bare lige suser lige igennem. Men en forsinkelse på fire år er for meget. Og der gælder det om, at vi finder den rette balance, og derfor lægger vi op til forskellige initiativer, der korter den forsinkelse ned. Vi siger, at hovedreglen skal være – for videregående uddannelser – at man er færdig med sin uddannelse, når man er 25 år. Så de unge skal altså hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Og i den anden ende af skalaen skal de ældre så blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet.

Regeringen lægger op til, at vi gradvis forhøjer alderen, hvor vi normalt trækker os tilbage fra arbejdslivet. For dem, der er 50 år og derover, sker der ingen ændringer. De ændringer, der bliver tale om, gælder altså for dem, der er under 50. Det betyder, at de ændringer, regeringen lægger op til, først træder i kraft den 1. januar 2017. Fra det tidspunkt af forhøjer vi gradvist alderen for efterløn fra 60 til 63 år, således at når vi når frem til 2021, så er efterlønsalderen 63 år. Og vi forhøjer alderen for folkepension med to år fra de nuværende 65 til 67 år, således at når vi når frem til 2025, så er folkepensionsalderen 67 år - som den jo i øvrigt var i hele perioden fra 1957 til 2003. Det betyder, at fremover bliver der efter regeringens forslag tale om fireårs efterløn, hvor der hidtil har været 5 års efterløn.

Men regeringens plan betyder også, at der bliver god tid til at indrette sig på de nye regler, for de træder altså først i kraft den 1. januar 2017, gælder kun for dem under 50 år, så man kan altså nå at indrette sig på de nye regler.

Det andet spor, vi forfølger for at skaffe penge til investeringer i fremtiden, det er, at vi skal have flere indvandrere i arbejde. Regeringens mål er, at frem mod 2010 skal vi have 25.000 flere indvandrere i arbejde.

Ét af de initiativer, vi stiller forslag om, er en ny, særlig løntilskudsordning – særlig gunstig løntilskudsordning – til ansættelse af indvandrere i virksomhederne. Og til det kan knyttes såkaldte mentorer – det vil sige medarbejdere i de enkelte virksomheder, som hjælper med at få en nyansat indvandrer til at falde til rette på virksomheden – hjælper vedkommende med at blive oplært.

Og vi stiller et forslag om, at de kommuner, der har flest ledige indvandrere, kan få nogle penge til at ansætte et korps af såkaldte jobkonsulenter, hvis opgave bliver at gå ud og tage fat i ledige indvandrere og hjælpe dem med at komme ind på en virksomhed og blive ansat der, hvor der så er nogle af virksomhedens medarbejdere, der kan få en bonus for at hjælpe med at oplære de pågældende. Vi kalder det en håndholdt integrationsindsats, fordi vi simpelthen meget mere direkte vil gå ud og hjælpe de enkelte indvandrere med at komme ind i virksomhederne. Vi mener, at det er sådanne helt utraditionelle midler, der skal til for at få en forbedring af beskæftigelsen for indvandrere her i Danmark.

Vi lægger i den forbindelse op til en indvandrerpolitik, hvor det bliver lettere at komme til Danmark og få arbejde, hvis man har kvalifikationerne til det, og det bliver sværere at komme til Danmark, hvis man ikke har kvalifikationerne. Jeg vil gerne understrege, at Danmark skal fortsat være en nation, der er åben overfor omverdenen. Vi vil gerne have flere udlændinge til Danmark, der har kvalifikationer til at berige samfundet og medvirke til at drive det fremad. Og derfor søger vi målrettet at tiltrække kvalificerede udlændinge, som blandt andet erhvervslivet efterspørger. Vi ønsker også, at de udlændinge, som ønsker familiesammenføring her i landet, har bedre forudsætninger for at klare sig i Danmark. De skal vide mere om Danmark, før de træffer beslutning om at bosætte sig her. De skal kunne lidt dansk, der gør dem i stand til hurtigere at blive integrerede og blive en del af det danske samfund. Så vi ønsker altså flere udlændinge med kvalifikationer og færre, der hverken har kvalifikationer eller forudsætninger for at klare sig her i det danske samfund.

Den plan, vi lægger frem her, er den mest omfattende reform, der er præsenteret i nyere tid, men samtidig er det nænsomme justeringer, der giver den enkelte tid til at indrette sig, når det gælder tilbagetrækning på arbejdsmarkedet. Det er en plan, som giver holdbarhed på både kort sigt og lang sigt. Der er penge til investeringer i fremtiden. Dem skaffer vi ved forskellige initiativer på arbejdsmarkedsområdet ved at skaffe flere indvandrere i arbejde og ved, at de unge kommer hurtigere igennem uddannelser. Der er penge til at finansiere, at der bliver flere udgifter i fremtiden til ældrepleje, sygehuse og så videre, og det finansierer vi ved, at vi gradvis forhøjer tilbagetrækningsalderen en smule. Og endelig så gør vi det danske samfund robust overfor fremtidige stigninger i levetiden ved, at vi foreslår, at efter 2025 skal tilbagetrækningsalderen løbende forhøjes i takt med, at levetiden bliver højere.

Så det er altså en plan, der sikrer midler til Danmarks fremtid, som sikrer et samfund med en stærk sammenhængskraft, hvor vi sikrer uddannelse – ungdomsuddannelse – til alle, hvor vi sikrer, at der til de aktive på arbejdsmarkedet, er tilbud om voksen- og efteruddannelse, hvor vi gør en ekstra indsats for at få indvandrere i job. Og det er en plan, hvor forandringer i det danske samfund går hånd i hånd med tryghed, fordi der bliver god tid til at indrette sig på de nye regler.

Den opgave, vi står overfor, betragter regeringen som en national opgave. Vi har et godt økonomisk udgangspunkt. Den er forberedt grundigt, og vi lægger nu op til et bredt samarbejde med partierne i Folketinget. Vi håber, at forhandlingerne kan slutte med en meget bred aftale om ændringer i det danske velfærdssystem og investeringer i Danmarks fremtid. Forhandlingerne starter allerede i denne uge, og vi håber, at vi kan nå et resultat indenfor den næste halvanden måneds tid.

Jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, hvorfor vi skal gennemføre en stor ændring af velfærdssamfundet, når vi netop har afbetalt udlandsgælden og har et kæmpe overskud på statens budget og en historisk lav arbejdsløshed. Og det letteste for regeringen ville da også være at lukke øjnene og så nyde, at det går ualmindelig godt i Danmark her og nu. Men det ville også være uansvarligt overfor alle grupper i samfundet. For det vi nu lægger op til – de ændringer vi nu lægger op til - sikrer, at vi kan fastholde vores velstand og fremdrift i hele samfundet til glæde for alle. Så det vi skal vælge er, om vi vil lave nænsomme reformer nu, eller om vi bare vil skubbe problemerne foran os og så til sidst blive tvunget til at vælge mellem dramatiske forringelser af velfærden eller skattestigninger. Og der vil jeg gerne sige, at for regeringen er valget enkelt. Vi mener, at det mest ansvarlige er, at vi takler udfordringerne i god tid. Vi vil handle nu, så Danmark fortsat bliver et rigt samfund og et samfund, der hænger sammen. Et samfund hvor alle er med.