Statsminister Anders Fogh Rasmussens grundlovstale 2005 Broksø Gods og Edelgave

Det talte ord gælder

I dag er en festdag. Vi fejrer grundlovens 156 års dag.

Danmark fik sin frie forfatning den 5. juni 1849. Folket fik magten, og enevælden blev afskaffet. Men ikke ved blodige opstande, som man så hærge i andre lande. Nej, herhjemme blev det overstået på en eftermiddag i København i foråret 1848. Det var en revolution i fred og fordragelighed. Civiliseret og ublodig. Og overstået tids nok til, at alle kunne nå hjem og spise aftensmad.

Det er nok typisk dansk. Og godt for det.

* * *

I år er det i øvrigt 90 år siden, at vi fik 1915-grundloven. Det var den, som bl.a. indførte stemmeret for kvinder. På sådan en halvrund dag kommer der sikkert forslag om, at vi skal have en ny grundlov. Det er et forslag, som har det med at dukke op, når grundloven fylder rundt. Vi hørte det for seks år siden, da vi fejrede 150-året for den første grundlov. Og for to år siden, da vi markerede 50 året for 1953-grundloven.

Er der så behov for en ny grundlov? Nej, jeg finder ikke tiden moden. For at ændre grundloven skal der være et påtrængende behov. Et sådant tvingende behov ser jeg ikke på nuværende tidspunkt. 1953-grundloven er skrevet så kort og præcist – og alligevel rummeligt - at denne grundlov kan danne ramme om det danske folkestyre i mange år endnu.

Det er da klart, at en 50 år gammel tekst indeholder nogle formuleringer, der i nutidens øren lyder gammeldags og utidssvarende. Det afgørende kan dog ikke være sproget, men derimod det faktiske indhold og den måde den anvendes på i praksis.

Jeg vil lige erindre om proceduren for en ændring af grundloven. Først skal Folketinget vedtage en ændring af grundloven. Derefter skal der udskrives valg til Folketinget. Det nyvalgte Folketing skal derefter vedtage den nye grundlov uændret. Endelig skal der udskrives en folkeafstemning om den nye grundlov. Og det er ikke nok, at et flertal stemmer for den nye grundlov. Dette flertal skal udgøre mindst 40 procent af alle vælgerne.

Det er altså en meget omstændelig proces at ændre grundloven. Og således skal det også være. For grundloven indeholder de grundlæggende principper, som det danske folkestyre bygger på. Dette fundament skal der være bred opbakning til at ændre.

Men det betyder også, at vi ikke bare kan ændre grundloven, fordi vi gerne vil have den skrevet i et moderne sprog. For at få tilslutning til at ændre grundloven skal der være en sag eller et behov, hvor et bredt flertal i befolkningen finder, at den eksisterende grundlov forhindrer en fornuftig løsning eller en ønskelig udvikling.

Det er da tænkeligt, at der på et tidspunkt vil være et sådant bredt ønske om en ny grundlov. Men jeg tror, at de fleste danskere på nuværende tidspunkt er meget godt tilfredse med den grundlov, vi har.

Der er nogle politikere, som mener, at vi skal have skrevet sociale rettigheder og rettigheder for miljøet ind i grundloven.

Det lyder jo meget smukt. Men vi får ikke bedre miljø ved at skrive paragraffer i grundloven. Det får vi ved at føre en fornuftig miljøpolitik.

Vi får ikke job til alle ved at skrive paragraffer i grundloven. Stigning i beskæftigelsen får vi ved at give virksomhederne gode konkurrenceforhold.

Vi får ikke flere boliger ved at skrive paragraffer i grundloven. Det får vi ved at føre en fornuftig boligpolitik.

Vi får ikke mere velfærd ved at skrive paragraffer i grundloven. Det får vi kun ved at skabe mere produktion, som kan finansiere velfærden.

Så alle disse gode formål kan vi ikke opfylde ved at ændre grundloven. Kun ved at føre en fornuftig politik.

Grundlovens egentlige formål er at garantere borgerne nogle frihedsrettigheder og garantier mod undertrykkelse fra statsmagten. Der kan bestemt godt være brug for en styrkelse af frihedsrettighederne og en bedre sikring af det enkelte menneskes retssikkerhed i forhold til de offentlige myndigheder. Men også dette formål kan vi udmærket opnå inden for rammerne af den nuværende grundlov. Bare ved at føre en fornuftig politik.

Men så er der nogle, som mener, at vi skal ændre grundloven for at ændre tronfølgeloven.

For nylig kunne hoffet give den glædelige meddelelse, at tronfølgerparret venter barn til oktober. Først og fremmest er der grund til at ønske tillykke til den kongelige familie. Og deltage i tronfølgerparrets glæde. Jeg tror, at de fleste i den danske befolkning ser frem til den glædelige begivenhed.

Men ikke så snart var nyheden om fødslen ude, før debatten startede om en ændring af grundloven. Angiveligt for at få ændret tronfølgeloven, så der bliver fuld ligestilling mellem kvinder og mænd.

Der er i den forbindelse tre punkter, som jeg gerne vil slå fast.

For det første: Jeg ønsker, at der skal være fuld ligestilling mellem kvinder og mænd – også når det gælder adgangen til at blive regent i Danmark. Og jeg er overbevist om, at det synspunkt deles af et meget stort flertal i såvel befolkningen som Folketinget.

Den nuværende tronfølgelov giver ikke en sådan ligestilling. Ganske vist siger tronfølgeloven, at ”ved en konges død overgår tronen til hans søn eller datter”. Men så tilføjes det: ”.... således, at søn går forud for datter”. Med andre ord: Selvom en datter er den først fødte, vil hun ikke kunne blive regent, hvis der senere bliver født en søn. For søn går forud for datter.

Derfor er det min opfattelse, at vi skal ændre tronfølgeloven, således at det altid er den førstefødte – uanset køn - som bliver Danmarks regent.

For det andet: Det er vigtigt at finde det rigtige tidspunkt til en ændring af tronfølgeloven. Hvis tronfølgerparrets første barn er en dreng, opstår der ikke et akut behov for en ændring af tronfølgeloven. For så er det også ifølge den gældende lov den førstefødte, som til sin tid arver tronen. Hvis den førstefødte derimod er en pige, rejser det spørgsmålet, om ikke Folketinget straks bør igangsætte processen med at ændre tronfølgeloven.

Ganske vist ved ingen på det tidspunkt, om en ændring bliver aktuel. For hvis alle tronfølgerparrets børn bliver piger, så vil det også efter den gældende tronfølgelov være den førstefødte - altså en kvinde - som til sin tid bliver regent.

Imidlertid kan det virke forkert at vente med en ændring af tronfølgeloven, indtil vi ser, om tronfølgerparret får en dreng efter en pige. For i så fald bliver der efter den gældende tronfølgelov født en dreng som kommende tronfølger, hvorefter han med tilbagevirkende kraft får frataget titlen.

Ud fra en samlet betragtning mener jeg derfor, at vi bør tage initiativ til en ændring af tronfølgeloven under alle omstændigheder allerede i det kommende folketingsår. Ganske vist opstår der som sagt ikke et akut behov for en ændring, såfremt tronfølgerparrets første barn bliver en dreng. Men jeg synes ikke, at vi skal lade beslutningen om en ændring af tronfølgeloven afhænge af, om kronprinsessen føder en dreng eller en pige til oktober.

Derfor vil det nok være rigtigst, at Folketinget straks forbereder en ændring af tronfølgeloven. Så er der i hvert fald tilkendegivet en klar politisk hensigt om at ændre loven – også selvom den ikke endeligt er vedtaget, inden det næste barn måtte blive født.

For det tredje: Det bliver ofte hævdet, at en ændring af tronfølgeloven kræver en ændring af grundloven. Men sådan forholder det sig ikke. Vi kan godt ændre tronfølgeloven uden nødvendigvis at ændre grundloven.

Rent teknisk er det sådan, at tronfølgeloven er en selvstændig lov. Den eneste forbindelse med grundloven er, at der i grundlovens paragraf 2 er henvist til tronfølgeloven.

Juridisk kan det imidlertid godt lade sig gøre alene at ændre tronfølgeloven. Men en ændring af tronfølgeloven skal ske efter samme procedure som en ændring af grundloven. Og det er som allerede nævnt en meget besværlig proces.

I 1953 blev tronfølgeloven og grundloven ændret samtidig. I virkeligheden blev ændringen af tronfølgeloven brugt som trækkraft til at få ændringerne af grundloven igennem ved folkeafstemningen. Det var en politisk begrundelse. Rent juridisk havde der ikke været noget i vejen for at ændre dem hver for sig.

Sådan er det også nu. Hvis der er et bredt politisk ønske om at ændre grundloven, kan den ændres sammen med tronfølgeloven. Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det i så fald er en rent politisk afgørelse.

Jeg synes, at det under alle omstændigheder er rigtigst at holde tronfølgelov og grundlov adskilt. Formentlig er der et meget stort flertal i befolkningen, som i givet fald vil støtte en ændring af tronfølgeloven, som giver fuld ligestilling mellem kvinder og mænd. Derimod vil der være meget delte meninger om en ændring af grundloven.

På ét eller andet tidspunkt skal vi da givetvis modernisere grundloven. Men den nuværende fungerer ganske glimrende. Og den dag, vi måtte mene, at der er et tvingende behov for at ændre den, bør det virkelig være ændringer, der er bred opbakning til i befolkningen – og ikke noget, der kun kan bjærges igennem ved at bruge en prinsesse som trækkraft.

Her til efteråret vil jeg indkalde alle Folketingets partier til en drøftelse af spørgsmålet om en eventuel ændring af tronfølgeloven. Det er vigtigt, at der står et meget bredt flertal bag en sådan beslutning. Helst hele Folketinget.

* * *

Grundloven er rammen om vort folkestyre. Demokrati er så selvfølgeligt for os danskere, at vi undertiden næppe skønner på, hvilken værdi der ligger i demokratiet. I alt for mange af verdens lande er demokrati ikke en selvfølge. I alt for mange af verdens lande lever befolkningerne undertrykt af magthaverne. I alt for mange af verdens lande er det geværløbet – og ikke stemmesedlen - der bestemmer, hvem der har magten.

Folkestyre på dansk er også, at vi inddrager befolkningen direkte i større beslutninger gennem folkeafstemninger. Bl.a. om større EU-spørgsmål. Vi havde folkeafstemning om dansk medlemskab af EF i 1972. Siden har vi haft fem folkeafstemninger om EU-spørgsmål. Nu har vi planlagt en ny folkeafstemning om EU’s forfatningstraktat den 27. september. Og tilsyneladende breder det sig med folkeafstemninger. For denne gang er der ni andre lande i EU, som har holdt eller vil holde folkeafstemning om den nye traktat. Det er godt. For det er med til at sikre en folkelig forankring af EU-samarbejdet.

For en uge siden var der folkeafstemning i Frankrig. Og i onsdags var der afstemning i Holland. I begge lande stemte store flertal nej til den nye EU-traktat. Det er markante svar fra befolkningerne i de to lande. Vi må naturligvis respektere afgørelsen. Og vi må tage resultaterne dybt alvorligt.

Vi har alle kunnet observere, at en del af debatten har drejet sig om andet end den nye EU-traktat. Men sådan er nu en gang vilkårene, som vi må respektere. I det omfang, debatten har drejet sig om traktaten, har Nej’et trukket i vidt forskellige retninger. I Holland og på den franske højrefløj har Nej-sigerne ønsket mindre EU-indflydelse på en række områder. På den franske venstrefløj har Nej-sigerne ønsket mere EU-indflydelse på bl.a. social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Nu er det op til den franske regering og den hollandske regering at meddele partnerne i EU, hvordan de to lande vil reagere oven på folkeafstemningerne.

Ikke desto mindre er det min opfattelse, at vi i de øvrige EU-lande så vidt muligt bør fortsætte processen med at tage stilling til traktaten. Jeg synes principielt, at alle 25 lande skal have mulighed for at udtale sig om traktaten. Det er vigtigt at holde fast i det princip, at alle 25 lande er ligeværdige, hvad enten de er store eller små, hvad enten de har været med fra EU’s start eller er kommet til senere.

Jeg ved godt, at det er en almindelig opfattelse, at det vejer særlig tungt, når ét af EU’s grundlæggerlande siger Ja eller Nej. Jo, men meningen med EU er faktisk, at vi skal væk fra de gamle skel i Europa. Vi har udvidet EU gradvist over årene, netop for at skabe et helt og forenet Europa. Vi er alle – store som små – ét ud af 25 lande. Det er vigtigt for et lille land som Danmark at holde fast i det princip.

Derfor er det rigtigst, at alle 25 lande får mulighed for at tage stilling til traktaten.

Mit udgangspunkt er altså, at også den danske befolkning bør have lejlighed til at udtale sig om den nye EU-traktat. Derfor er mit udgangspunkt også, at vi holder fast i folkeafstemningen den 27. september.

Men der er en klar forudsætning for at kunne holde en folkeafstemning. Det er naturligvis, at der er en traktat at stemme om. Vi skal selvsagt vide præcist, hvad det er, vi skal tage stilling til. Derfor er det helt afgørende, at det kommende EU-topmøde træffer en klar beslutning om at fortsætte ratifikationsprocessen på basis af den kendte traktattekst – hverken mere eller mindre. Vi kan og vil ikke komme i den situation, at befolkningen tager stilling til én tekst – og så bliver den pludseligt ændret efterfølgende. Vi skal vide præcist, hvad vi tager stilling til. Og det må EU-topmødet gøre helt klart.

Jeg beklager udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. For det er en god traktat. Den skaber en bedre ramme for EU. Forfatningstraktaten er simpelthen bedre end vores nuværende samarbejdsgrundlag. Den er ikke perfekt. Den er et resultat af forhandlinger mellem 25 lande. Hvis Danmark havde fået lov at skrive teksten selv, havde den på flere områder set anderledes ud. Men alt i alt er det efter min opfattelse en bedre traktat.

Det helt afgørende ved den nye traktat er, at den gør det muligt for EU at fungere ordentligt med 25 medlemslande. Vi har mere end nogensinde brug for EU, når vi skal skabe arbejdspladser, forbedre miljøet, bekæmpe terrorisme, kriminalitet, ulovlig indvandring m.v. Det er den virkelighed, som vi bliver nødt til at forholde os til.

* * *

Det er vigtigt at trække det historiske perspektiv op. Efter Anden Verdenskrig blev Europa delt på en ulykkelig måde. De øst- og centraleuropæiske lande blev kommunistiske diktaturer, spærret inde bag et jerntæppe, som Sovjetunionens Stalin sænkede ned gennem Europa. I fyrre år led befolkningerne i Øst under kommunistisk undertrykkelse.

I Vesteuropa fik friheden lov at blomstre. USA hjalp os i gang med den såkaldte Marshall-hjælp. USA garanterede Vesteuropas sikkerhed gennem NATO. Og de vesteuropæiske lande søgte sammen i et økonomisk og politisk samarbejde, som skulle forhindre, at der nogensinde igen blev krig i Europa. Inden for denne ramme blomstrede Vesteuropa i frihed, fred og fremgang.

Selvfølgelig var Verden på visse måder enklere, dengang der kun var 6 medlemmer af Fællesmarkedet. Men den store europæiske vision må trods alt være, at vi skaber et helt og samlet Europa, hvor vi alle lever i frihed, fred og harmoni med hinanden. Derfor er det europæiske fællesskab gradvist vokset fra 6 til 9 til 12 til 15 og nu 25 medlemmer.

* * *

De fleste tager i dag et tæt EU-samarbejde for givet. Og de glemmer, hvorfor Danmark og Europa har brug for EU. Jeg ser i hvert fald tre vigtige grunde til, at vi har brug for et stærkt samarbejde i EU.

For det første har et lille land som Danmark helt grundlæggende en interesse i et Europa, som er baseret på fælles regler og fælles institutioner. Et Europa uden et tæt og forpligtende samarbejde vil ikke være i overensstemmelse med danske interesser.

Alternativet kan være, at EU-samarbejdet falder fra hinanden. Enten fordi nogle få lande vælger at indgå i et mere snævert samarbejde. Eller fordi det udvidede EU bliver handlingslammet, fordi vi ikke får justeret den måde, vi samarbejder på i EU.

For det andet har EU gennem årene været til stor fordel for Danmark. Vi glemmer ofte at sætte pris på de fordele, som EU-samarbejdet har ført med sig og fokuserer udelukkende på de negative historier i dagspressen.

Vi nyder f.eks. godt af hele EU’s indre marked. Det er verdens største marked. Og vores virksomheder og arbejdspladser er helt afhængige af adgangen til det.

Vi besluttede at etablere det såkaldte Indre Marked i 1986. Det var den gang vi stemte om EF-pakken. Siden har de fleste mennesker sikkert glemt alt om pakken. Men visionerne bag det Indre Marked er langsomt og sikkert blevet realiseret. Og det har været en kæmpesucces. Den interne handel mellem EU-landene er steget kraftigt. Det var blandt hovedårsagerne til den store vækst, som mange EU-lande oplevede i 1990’erne.

Ikke mindst Danmark har opnået store gevinster. Danske virksomheder med et relativt lille hjemmemarked har haft adgang til frit og fair at kunne konkurrere på et fælles marked med nu næsten en halv milliard mennesker. Det har været grundlaget for en stor del af den velstandsstigning, vi har oplevet i de senere år. Også forbrugerne har gavn af f.eks. lavere priser og større vareudbud. Og det er ikke bare teori. Se f.eks. flypriserne. Danskerne flyver som aldrig før. De meget lave flypriser i Europa skyldes især EU’s liberalisering af flytrafikken. Men det er der ikke mange, som tænker nærmere over.

Nogen vil måske indvende, at Det indre Marked også kan være en trussel mod Danmark. At vi med udvidelsen af EU har fået lande med i EU-samarbejdet, der kan true vores samfundsmodel med lavere lønninger og job-standarder og føre til udflytning af arbejdspladser.

Det er bekymringer, vi skal tage alvorligt. Men der har jeg det modsatte argument. At medlemskabet af EU netop tvinger de nye medlemslande til at komme op på vores standard, hvad enten det gælder miljø, arbejdstagerrettigheder eller sikkerhedsstandarder. Og at det er i vores interesse, at de udvikler sig til velfungerende økonomier og gode markeder for danske produkter.

Mange følte den samme usikkerhed, da EU i 80’erne blev udvidet med de sydeuropæiske lande. Men det, der så skete, var, at Spanien, Portugal og Grækenland fra at være tidligere diktaturer med tilbagestående økonomier og lave standarder, udviklede sig til velfungerende og velstående demokratier med høje standarder. De blev af nogle set som en trussel, men endte altså med at blive gode eksportmarkeder for danske virksomheder.

Noget andet er så, at jeg ikke mener, at vi i Danmark skal konkurrere på lave lønninger og standarder. Vores force er, at vi har en veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke. Vi kan ikke altid gøre det billigere end i udlandet, men vi kan ofte gøre det bedre. Og det er det, vi bør satse på. Gennem forskning og produktudvikling skal vi søge at komme foran resten af feltet i globaliseringskapløbet. Og her kan EU igen hjælpe os.

Den tredje grund til, at vi har brug for et stærkt EU, er, at EU er det bedste svar, vi har på de store udfordringer, som både Danmark og Europa står overfor i disse år. I en verden, hvor intet land kan lukke sig om sig selv, går vores mulighed for at få indflydelse på verden omkring os i høj grad gennem EU.

Danmark er på mange måder godt rustet til at tage de store udfordringer op. Dansk økonomi har det godt. Vi har overskud på samhandlen med udlandet. Vi har overskud på de offentlige finanser. Og stadig flere kommer i arbejde. Der forsvinder ganske vist mange arbejdspladser, men vi skaber endnu flere.

Men vi må erkende, at mange af de store globale udfordringer kan vi kun løse i tæt samarbejde med andre lande. Det gælder økonomisk udvikling, klima- og miljøproblemer, terrorisme, illegal indvandring, international kriminalitet osv. Her står EU centralt. Og her styrker den nye traktat vores muligheder for at finde fælles løsninger i Europa.

Med udvidelsen af EU med landene i Central- og Østeuropa har vi samlet Europa i EU. Det er i EU, at de afgørende beslutninger bliver taget om Europas fremtid. Og skal Danmark bidrage og sætte fingeraftryk, er det gennem EU.

* * *

Danmark har en interesse i at holde sammen på et EU, hvor alle er på lige fod. Det værste, der kunne ske, er, at samarbejdet falder fra hinanden på en måde, hvor nogle lande slutter sig sammen i en mindre, snæver klub, der indleder et forstærket samarbejde på nogle udvalgte områder. Og efterlader resten udenfor. Så er vi tilbage til et opsplittet Europa. Så er vi tilbage til det gamle Europa, hvor hver især varetager egne nationale særinteresser.

Jeg synes at vi bør vise en solidaritet med de nye demokratier i Øst. Deres befolkninger vristede sig fri af de kommunistiske diktaturer. Nu skylder vi at give dem en ramme om EU-samarbejdet, så vi virkelig får skabt et helt og udelt Europa.

Det er EU, som nu er rammen om udviklingen af Europas fremtid. Det er i EU, at de fleste væsentlige beslutninger vil blive truffet i de kommende år. Danmark var en drivende kraft bag udvidelsen af EU. Nu bør vi også være fuldt og helt med til at forme det nye Europa.