Statsminister Anders Fogh Rasmussens indlæg ved åbning af euro-høring på Christiansborg den 22. januar 2009

Det talte ord gælder

Tak til Folketingets Europaudvalg for at have arrangeret dagens høring. En høring, som et bredt flertal af Folketingets partier står bag.

En bred og grundig debat om euro’en og den danske euro-undtagelse er højst aktuel. Den finansielle krise har tydeliggjort omkostningerne for Danmark ved at stå uden for eurosamarbejdet. Det gælder både de politiske og de økonomiske omkostninger.

Den største omkostning er tabet af politisk indflydelse. Danmark har i dag ikke samme adgang til at øve indflydelse på væsentlige politisk-økonomiske beslutninger i EU, som hvis vi deltog i euro-samarbejdet. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Vi har gennem længere tid set, at euro-landene drøfter og koordinerer deres synspunkter på møder, hvor kun euro-landene deltager. Det er fast praksis, at euro-landene holder separate møder forud for hvert EU-finansministermøde. Formøder, hvor de drøfter sagerne. Og ofte også reelt forhandler sagerne på plads.

Den finansielle krise forstærker denne udvikling. Det så vi et meget konkret eksempel på i oktober. Her holdt eurogruppen for første gang nogensinde et topmøde på stats- og regeringschefsniveau om den finansielle krise. På dét møde fastlagde man reelt håndteringen af bankkrisen i hele EU – også selv om det kun var eurolandene, der deltog i mødet.

EU har gennem de seneste måneder udvist stor beslutsomhed i håndteringen af den finansielle krise. Ikke mindst takket være et meget effektivt fransk formandskab. I november blev der aftalt en fælles EU-strategi for bedre regulering af de globale finansmarkeder. Og i december blev vi enige om en genopretningsplan, som skal sætte skub i den europæiske økonomi. Under den finansielle krise har vi set et handlekraftigt EU – og det er vi fra dansk side særdeles tilfredse med.

EU kan og EU bør spille en central rolle i bestræbelserne på at skabe mere gennemsigtighed på de internationale kapitalmarkeder. Vi bør sikre, at alle finansielle institutioner, kapitalfonde osv. bliver underkastet en passende og effektiv kontrol. Og at der bliver taget de nødvendige skridt til at sikre, at sådanne fælles regler bliver fulgt af alle finanscentre i verden.

En væsentlig del af de videre drøftelser om finanskrisen må forventes at foregå i Euro-gruppen.

Danmark har en stor interesse i at påvirke arbejdet for at styrke reguleringen af de internationale finansmarkeder. Erfaringen viser, at mindre lande kan opnå større indflydelse, end deres størrelse tilsiger, hvis de har gode argumenter og i øvrigt fører en fornuftig politik. Men euro-undtagelsen betyder, at vi afskærer os selv fra den indflydelse.

Allerede i dag spiller euro-gruppen en betydelig rolle. Og med Lissabon-traktaten vil euro-gruppen blive yderligere styrket – bl.a. øges omfanget af beslutninger, som alene træffes af euro-landene. Der er næppe tvivl om, at euro-landene fremover vil forstærke deres politiske samarbejde yderligere – også på områder, der ikke er snævert knyttet til euroen. På længere sigt er det muligt, at også emner som f.eks. handelspolitik, udviklingssamarbejde og klimapolitik vil blive drøftet i euro-gruppen.

Vi ser også, at euro-gruppen i stigende grad spiller en selvstændig rolle på den internationale scene. Euro-gruppen er i dag fast repræsenteret ved møder i G8-kredsen. Euro-gruppens formand mødes regelmæssigt med internationale samarbejdspartnere, herunder økonomiske nøglelande som USA og Kina.

Vi kan ikke forudsige præcist, hvordan og hvor hurtigt euro-gruppen udvikler sig i fremtiden. Men vi kan konstatere, at finanskrisen har forstærket en udvikling, som allerede var i gang. Og vi ved, at jo større rolle euro-gruppen kommer til at spille, jo større bliver den politiske omkostning ved, at Danmark står uden for euroen.

* * *

Også de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euroen har i den seneste tid været tydeligere end normalt. Finanskrisen har sat kronen under pres. Nationalbanken har været nødsaget til at hæve renten for at forsvare Danmarks fastkurspolitik. Det betyder, at rentespændet – altså forskellen mellem Nationalbankens og den Europæiske Centralbanks rentesatser – er vokset. Og det er netop i økonomisk ustabile perioder, at de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euroen er størst.

Og det er en ugunstig situation for Danmark, at vi risikerer en stigning i renten, netop når der er økonomisk krise og truende ledighed, hvor der måske snarere var brug for en lavere rente for at stimulere økonomien.

* * *

Den finansielle krise har altså tydeliggjort både de politiske omkostninger og de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euroen. Danmark fører nøjagtig samme pengepolitik som euro-området. Men vi høster ikke gevinsterne i form af fuld politisk indflydelse og større økonomisk sikkerhed.

Euroen har nu eksisteret i 10 år. Og den har vist sig at være en succes. For borgere og virksomheder i Europa er euroen blevet det helt naturlige betalingsmiddel. Med en række praktiske fordele. Fordele, som vi danskere mærker, når vi færdes i euro-zonen.

Euroen er ikke et eksperiment. Den er en solid og velafprøvet valuta, der dagligt anvendes af mere end 325 millioner borgere i Europa. Og internationalt har euroen udviklet sig til en stærk og stabil valuta, som oven i købet er blevet til en af verdens vigtigste reservevalutaer.

Derfor er regeringen af den faste overbevisning, at Danmark bør tilslutte sig euro’en.

* * *

Det har nogle gange været hævdet, at euro-samarbejdet tager for lidt hensyn til beskæftigelsen. Og at euroen begrænser landenes mulighed for at imødegå økonomisk afmatning.

Erfaringen viser faktisk det modsatte.

Rammerne og reglerne for euro-samarbejdet understøtter vækst og beskæftigelse.

Én af reglerne er, at underskuddene på de offentlige finanser under normale omstændigheder ikke må overstige 3 procent af landets produktion – af bruttonationalproduktet.

Helt grundlæggende sigter denne regel på at sikre sunde offentlige finanser, så der er handlefrihed til at stimulere økonomien, hvis der er behov for det. Med andre ord: Det er klogt at spare op og lægge til side i gode tider, for så er der bedre råderum til at give økonomien et skub i dårlige tider.

Reglerne i den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt går altså ikke ud på at forhindre en ekspansiv finanspolitik i perioder med lavkonjunktur. Tværtimod så går pagten ud på at skabe forudsætningerne for en sådan ekspansiv finanspolitik ved at sørge for en ordentlig konsolidering af de offentlige finanser gennem perioder med højkonjunktur.

Desuden er reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten så fleksible, at de netop tager højde for økonomisk dårlige tider.

I dårlige tider med lav beskæftigelse, er der en række undtagelser fra pagtens normale krav. F. eks. vil et land have lempeligere vilkår, hvis væksten er negativ eller meget lav i en længere periode.

EU’s regler giver altså vide muligheder for at imødegå økonomiske kriser. Og det bliver i øvrigt også understreget af, at der på det seneste EU-topmøde var opbakning til en genopretningsplan, som skal stimulere økonomien og fastholde vækst og beskæftigelse. Det viser, at Stabilitets- og Vækstpagten på ingen måde står i modsætning til en fælles og koordineret indsats for at modgå en økonomisk lavkonjunktur.

Af og til hører vi også i debatten, at det skulle være skadeligt for beskæftigelsen, at Den Europæiske Centralbank har som mål at holde inflationen på maksimalt omkring 2 procent.

Jeg vil gerne understrege, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem høj beskæftigelse og lav inflation – tværtimod. Med den rette økonomiske politik er det muligt at fastholde høj beskæftigelse og en lav inflation. Det er jo præcis det, vi har gjort i Danmark.

Hvis inflationen derimod får lov til at løbe løbsk, så vil det kunne true beskæftigelsen, fordi det så bliver nødvendigt at foretage indgreb for at bringe inflationen under kontrol.

Se, inflation er jo udhuling af pengenes købekraft. Når priserne stiger voldsomt, så skal vi huske, hvem det går hårdest ud over. Det går hårdest ud over de svagest stillede, f.eks. pensionister og lønmodtagere med lav løn. De mest velstående har bedre muligheder for at beskytte sig mod inflation ved at placere deres penge i aktiver, hvis værdi stiger med inflationen. Så det man kan sige er, at høj inflation medfører en omfordeling i samfundet til ugunst for de svagest stillede.

At holde inflationen på et stabilt, lavt niveau er derfor i allerhøjeste grad en politik med et socialt sigte.

* * *

Lad mig endelig minde om, at Danmark allerede er omfattet af nøjagtig alle disse regler - af de samme regler som euro-landene. Af den offentlige debat kunne man nogle gange få det indtryk, at Danmark ville komme under et nyt sæt regler, hvis vi indførte euro’en. Men det er ikke tilfældet. Danmark er allerede i dag omfattet af bestemmelserne i Stabilitets- og Vækstpagten.

Situationen er den, at vi skal leve op til nøjagtig de samme finanspolitiske regler som eurolandene. Ja, reelt er kravene til os skrappere, netop fordi vi står uden for euroen. Vi er i højere grad end euro-landene nødt til at bevise, at vi fører en troværdig og ansvarlig finanspolitik, så der ikke et eneste øjeblik opstår tvivl om den danske fastkurspolitik.

Siden 1982 har vi ført fastkurspolitik. Og denne fastkurspolitik har været en hjørnesten i den økonomiske politik, som har gjort dansk økonomi til én af de stærkeste i Europa. Derfor har vi bundet kronen til euroen.

Så min konklusion er klar: Vi kan vælge mellem en fastkurspolitik med indflydelse ved at være med i euroen eller en fastkurspolitik uden indflydelse ved at stå uden for euroen.

Danmark bør være med i euroen, fordi det økonomisk koster os at stå uden for, men først og fremmest fordi det politisk er et stort tab af indflydelse at stå uden for.

Vi bør være med i euroen, fordi det ganske enkelt er i vores egen bedste politiske og økonomiske interesse.

Derfor hilser jeg med tilfredshed, at et bredt flertal i Folketinget har ønsket denne høring i dag. Jeg håber, at den kan blive startskuddet til en god og grundig debat om Danmarks forhold til euroen.