Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale i Mindelunden den 29. august 2008

Deres Majestæt, mine damer og herrer,

Den 29. august 1943 er en skelsættende dato i Danmarks historie. Den danske regering stoppede samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer.

Den dag blev Danmarks ære reddet.

Bruddet med besættelsesmagten blev tvunget frem af befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats.

Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne. For frihedskæmperne sikrede, at Danmark i sidste ende kom ud af krigen på den rigtige side i kampen mod nazismen. Danmark kunne efter krigen indtage sin plads blandt verdens frie nationer.

Derfor hylder jeg frihedskæmperne, modstandsbevægelsen, krigssejlerne og andre, der valgte den aktive modstand. Og jeg hylder de handlekraftige danske søofficerer, som i dag for 65 år siden resolut sænkede flåden for at forhindre den i at falde i tyskernes hænder.

Her 65 år senere kan det stadig sætte stærke følelser i kog at diskutere, om den daværende regering gjorde ret i at samarbejde så aktivt med den tyske besættelsesmagt.

Tilhængerne af samarbejdspolitikken anfører, at modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. At samarbejdet med besættelsesmagten skånede den danske befolkning for krigens værste rædsler og ødelæggelser. Og havde til hensigt at bevare og forsvare de demokratiske værdier.

Mit synspunkt er kort og klart: Hvis resten af verden havde tænkt som samarbejdspolitikerne i Danmark, så ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk.

Problemet var, at vi overlod det til andre at bekæmpe nazismen, medens vi hyttede vort skind. At vi lod andre bløde og lide for vor skyld og vor frihed. At vi gerne ville nyde fredens frugter. Men ikke yde noget i kampen mod tyranniet.

Den aktive tilpasningspolitik førte til indgreb i borgernes frihedsrettigheder i strid med de grundlæggende principper for en retsstat. Og man kan ikke gå på kompromis med sine principper og samtidig hævde, at samfundet bliver styret i overensstemmelse med de selv samme principper.

I en skæbnekamp mellem frihed og ufrihed, mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutralt. Da må man tage stilling. Da må man slås for frihed og folkestyre og bekæmpe tyranni og undertrykkelse.

I sagen ret og uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i tyrannernes og undertrykkernes interesse.

Det bliver aldrig medmenneskeligt eller humant at stille sig til rådighed for uretten - hvad enten det sker af fejhed, føjelighed eller griskhed.

Kære veteraner,
I traf i sin tid et valg. I fulgte ikke, hvad der kunne betale sig, men hvad I fandt rigtigt.

I traf et personligt valg. Men samtidig et valg, som reddede det danske folks selvrespekt.

I er ved at være oppe i årene. Og I er ikke så mange tilbage. Jeg har forstået, at denne 65 års dag er den sidste gang, hvor Frihedskampens Veteraner vil stå for en højtideligholdelse af 29. august. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at takke foreningen – og ikke mindst dens formand, Jørgen Barfod – for den store indsats, I har gjort gennem årene for at markere denne vigtige dag.

Den 29. august 1943 vil for altid stå som et markant mærke i Danmarks historie. Derfor er 29. august 1943 også optaget som én af de fremtrædende begivenheder i den danske historie-kanon. Altså én af de begivenheder i Danmarks-historien, som børn og unge bør lære om i historie-undervisningen.

Vi højtideligholder den 29. august, fordi den dag sejrede folkets vilje til kamp mod uretten.

Og vi mindes de frihedskæmpere, som betalte den højeste pris i kampen for frihed, fred og folkestyre. De spurgte ikke om, hvad der kunne nytte. Men om, hvad der var sandt. De nøjedes ikke med at hytte sig. De handlede. De gav deres liv for vores frihed.

Æret være deres minde.