Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Industriens årsdag ”Den nye verdensorden - den politiske udfordring”

30. september, Bella Centeret

Det talte ord gælder

Tak for invitationen til at tale her i dag på Industriens årsdag.

Temaet for årsdagen er velvalgt. Verden er under forandring. Gamle strukturer brydes ned. Uforudsete og drastiske begivenheder sætter sine tydelige og vedvarende præg på dagligdagen. Der er ikke tale om ”Business as Usual”.

Forandringerne stiller krav til os alle sammen, lande såvel som virksomheder. Men forandringerne skaber først og fremmest nye muligheder som vi skal forstå at udnytte.

For at magte den opgave skal vi gøre konsekvent op med den periode, hvor Danmark sejlede under bekvemmelighedsflag i forhold til verdenssamfundets udfordringer.

Vi skal tage stilling. Vi skal bekende kulør. Vi skal turde mene, sige og handle derefter.

Jeg vil fokusere på tre grundlæggende temaer for Danmarks udenrigspolitiske engagement. USA's dominerende rolle, forholdet mellem nord og syd og udviklingen af det europæiske fællesskab.

* * *

1. Den unipolære verden

USA er i dag den dominerende stormagt i verden. Det gælder militært, økonomisk og kulturelt. Sådan er de helt grundlæggende globale realiteter.

Rundt om USA har vi så en række regionale magtcentre. EU er et eksempel på et sådant regionalt magtcenter. EU har global rækkevidde økonomisk, men ikke militært. Rusland er et regionalt magtcenter, først og fremmest som følge af besiddelsen af nukleare våben. Kina har stor geostrategisk betydning. Og Japan har stor økonomisk magt.

For at sikre stabilitet i den nye verdensorden er det afgørende, at USA og de regionale magtcentre kan og vil samarbejde om at løse de store globale udfordringer – hvad enten det er miljø og fattigdom, terror og krigstrusler eller at sikre fortsat økonomisk vækst.

Det er i EU’s interesse at udvikle sig i tæt samarbejde med USA. Vi skal ikke definere os i modsætning til USA. Det vil ikke bare være forkert og farligt, men også historieløst og perspektivløst.

Kun med stærke transatlantiske forbindelser kan vi løse de fælles udfordringer. Det kan godt være, vi engang imellem er uenige om midlerne, men vi deler de grundlæggende værdier.

Det betyder ikke, at Europa er eller absolut skal være enige med amerikanerne om alt. Uenighederne mellem EU og USA er talrige. Lad mig nævne tre konkrete områder: Den Internationale Straffedomstol, handelspolitik og hele klimadebatten. Der skal EU selvfølgelig forsvare sine interesser og synspunkter over for USA.

Men midt i uenighederne er det altså vigtigt at holde fast i, at det, der samler på tværs af Atlanten, er langt stærkere end det, der skiller.

Danmarks aktive engagement i Irak skal ses i dette lys. Vi skal stå ved, og vi skal kæmpe for de grundlæggende demokratiske værdier. Vi skal markere vores holdninger. Vi skal turde sætte handling bag ord, når en grusom diktator som Saddam Hussein udviser fuldstændig foragt for FN og nægter at opfylde rimelige og klare krav fra verdenssamfundet.

Men vi har netop set FN være lammet af uenighed mellem de dominerende magter. Hvis den nye verdensorden skal fungere, må såvel USA som de regionale magter følge et sæt spilleregler for den indbyrdes adfærd. Der er behov for en adfærdskodeks.

Jeg vil stille en sådan adfærdskodeks op i fire punkter:

1. USA skal fortsat bekende sig til multilateralisme. Der er ingen tvivl om, at USA har den nødvendige økonomiske og militære magt til selv at løse sine problemer. Men det er i USA’s egen interesse at sikre en politisk og moralsk opbakning til sin politik. Vi skal støtte amerikanerne i disse bestræbelser.

2. De store magter skal samarbejde for at sikre, at FN’s Sikkerhedsråd er i stand til at træffe beslutninger. Stilstand fører til lammelse.

3. De regionale magter bør tage større ansvar i samarbejdet med USA. I EU's tilfælde skal vi blive bedre til at løse regionale konflikter. Som f.eks. på Balkan. Det bør Kina og Japan gøre i forhold til Nordkorea. EU burde også hjælpe mere i Irak og Mellemøsten. Hvis USA alene skal tage løsningen alle verdens regionale konflikter på sine skuldre, er der risiko for, at USA bliver overbebyrdet.

4. Og endelig bør USA blive bedre til at dele af sine enorme ressourcer og ekspertise også til at løse de ”bløde” internationale problemer som miljø, fattigdom mv.

* * *

Terrorangrebet den 11. september 2001 viste, at den internationale terror udgør vor tids største og farligste sikkerhedstrussel. Vi skal målbevidst og med fast hånd bekæmpe terroristerne. Men vi skal også bekæmpe roden til terror.

Nogle siger, at terrorisme udspringer af fattigdom. Det er alt for simpelt. Terrorisme kommer først og fremmest af politisk og religiøs fanatisme. Men fanatisme og ekstremisme får næring af politisk, økonomisk og social undertrykkelse. Det ser vi bl.a. i Mellemøsten.

For at skabe mere fred og stabilitet i Mellemøsten er det helt nødvendigt at fremme en demokratisk udvikling i de arabiske lande. Det er nødvendigt

at forbedre deres uddannelsessystemer, navnlig med vægt på verdslige, ikke-religiøse programmer,

at udvikle et velfungerende socialt system,

at sikre kvinders rettigheder og muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet og i det offentlige liv,

at sikre fri adgang til nyheder og information,

at udvikle solide demokratiske institutioner og retsstater med respekt for menneskerettigheder,

at stimulere udvikling af små og mellemstore virksomheder og i det hele taget skabe grundlag for markedsøkonomi og fri handel.

Vi skal i samarbejde med de arabiske lande fremme en sådan udvikling i Mellemøsten. Her har EU en vigtig rolle at spille.

2. Nord-syd problemstillingen

Vi har desværre oplevet nogle år præget af afmatning i den globale økonomi.

Tilbageslaget rammer alle lande. Men det rammer i særlig grad de fattigste dele af verden. Og det er netop de områder, der potentielt er kilder til ustabilitet.

En friere verdenshandel med åbne økonomier er en forudsætning for udvikling. Alle bestræbelser på at hjælpe udviklingslandene i gang vil være nytteløse, hvis ikke de får mulighed for at sælge deres varer på verdensmarkedet.

Frihandel

Vi skal derfor åbne vore markeder. Det gælder i særlig grad for de produkter, som de fattigste lande bedst kan producere. Det gælder fødevarer og tekstiler. Det er et nødvendigt første skridt for at styrke udviklingslandenes muligheder. Men det er i høj grad også vigtigt, at ulandene åbner deres markeder for hinanden.

Protektionisme og handelsbarrierer fører til stagnation. Frihandel og åbne markeder fører til dynamik og vækst. Frihandel betyder, at de fattige lande får chancen for at tjene deres egne penge. Øget velstand i udviklingslandene fører til øget efterspørgsel efter varer fra de rige lande. På den måde er det en win-win-situation. Alle vinder på frihandel.

Protektionisme beskytter de ineffektive. Protektionisme fører derfor til færre investeringer og mindre fornyelse, ringere produktivitet og dermed lavere løn end ellers. Protektionisme fordyrer varerne og rammer de fattige i alle lande. Protektionisme er en ond cirkel, som trækker verdensøkonomien stadig dybere ned i kviksand.

Derfor var det ekstra sørgeligt, at WTO-forhandlingerne i Cancun brød sammen. Men vi må ikke give op af den grund. Bestræbelserne må fortsætte.

Der er ingen anden vej frem end mere liberaliseret verdenshandel.

Det er min forventning, at forhandlingerne i WTO sammenhæng vil kunne genoptages og bringes til afslutning. Om det kan nås inden tidsfristen 1/1-2005 må tiden vise. Danmark vil presse på i forhold til vore EU-partnere.

Johannesborg

En friere verdenshandel er et nødvendigt skridt. Men det er kun et første skridt, og det kan ikke stå alene.

Et af de største problemer overhovedet i verden er manglen på rent drikkevand og sanitet. 2 millioner mennesker dør årligt. Og 1⁄2 mia. mennesker får alvorlige sygdomme hvert år.

Det samme gælder spredningen af smitsomme sygdomme som AIDS, malaria mv. som har voldsomme konsekvenser i det enkelte samfund. HIV og AIDS truer med at rive tæppet væk under den fattige verdens muligheder.

Det er helt banalt meget vanskeligt at forestille sig, hvordan et samfund skal udvikles, hvis der er mangel på rent drikkevand og sanitet eller hvis en stadig stigende andel af befolkningen lider af en smitsom sygdom med ringe håb for overlevelse.

Johannesborg-topmødet for godt et år siden understregede den tætte sammenhæng mellem miljø- og udviklingsproblemer. Det har været sagt før ved mange festlige lejligheder. Men nu er tidspunktet kommet til at levere på løfterne. Det er i alles interesse. Målsætningen er at halvere antallet af personer uden adgang til vand og sanitet inden 2015. Det kan vise sig at være en af de bedste investeringer, vi nogen sinde foretager os.

I kampen mod smitsomme sygdomme er målsætningen i første omgang inden 2015 at standse og vende udviklingen af sygdomme der truer menneskeheden.

Det er i den forbindelse glædeligt, at der i WTO sammenhæng nu er blevet indgået en aftale, der giver udviklingslande mulighed for billig medicin til bekæmpelse af sygdomme som HIV/AIDS, malaria og tuberkulose.

3) Danmark i et stærkt, udvidet EU

Og så er der vort eget tilhørsforhold til EU.

EU står foran en fundamental ændring i forbindelsen med udvidelsen til 25 medlemslande. Kendte arbejdsformer og alliancemønstre vil ændre sig. Der bliver væsentlig større konkurrence om indflydelse.

Dansk indflydelse vil i stadig stigende grad gå igennem EU. Det er derfor i dansk interesse, at EU bliver styrket. Et styrket EU vil kunne optræde internationalt og præge verden på grundlag af de værdier, som EU bygger på. Det gælder både politisk og økonomisk.

Efter udvidelsen fra 15 til 25 medlemmer behøver vi et nyt sæt spilleregler for EU. Derfor er der brug for den nye traktat som EU-konventet har udarbejdet et godt udkast til.

Fra dansk side vil vi deltage aktivt, engageret og konstruktivt i den forestående regeringskonference. Regeringen har et stort politisk flertal bag sit forhandlingsgrundlag og det sikrer Danmark det bedst mulige grundlag for at øve indflydelse

Spørgsmålet om de danske undtagelser står centralt i den aktuelle debat. Og med god grund. Det er en vigtig og kompliceret sag, hvor vi skal tænke os godt om.

Regeringens holdning er velkendt. Vi ønsker undtagelserne fjernet. De er ikke i Danmarks interesse. Og de begrænser vore muligheder for at føre en aktiv europapolitik. Men undtagelserne kan alene ophæves af den danske befolkning ved folkeafstemning.

For mig er det helt afgørende, at vi griber dette spørgsmål an på en fair og ordentlig måde. Befolkningen skal vide, hvor den står, og hvor den har politikerne. Der skal være fuld åbenhed om processen.

Ingen skal være i tvivl om, at regeringen deltager i regeringskonferencen i fuld respekt for de danske undtagelser. Undtagelserne vil blive overført til den nye traktat. Det kræver en konsekvenstilpasning i den protokol om forbeholdene, der er knyttet til traktaten. Denne tilpasning er regeringen enig med Socialdemokratiet, SF, de radikale og Kristeligt Folkeparti om.

Det vil sige: Når forhandlingerne om den nye traktat er afsluttet, ligger der et forslag til traktat inklusive de danske undtagelser. Tilpasset i en form, så de dækker det samme og netop det, som oprindeligt var hensigten.

Der bliver ikke fiflet. Der bliver ikke botaniseret. Undtagelserne står rent og purt i den nye traktat. Og denne traktat, inklusive de danske undtagelser, vil befolkningen skulle tage stilling til ved en folkeafstemning.

Der bliver altså lejlighed til at sige ”ja” eller ”nej” til den nye traktat, inklusive de kendte og eksisterende undtagelser.

Men da omfanget af de danske undtagelser vokser ganske kraftigt, er det rimeligt, at befolkningen får lejlighed til at tage stilling de danske undtagelser – når tiden er moden.

Det afgørende er, at befolkningen får en fair og ordentlig mulighed for at tage stilling til både traktaten og forbeholdene.

Det er i det lys, at regeringen gerne vil give befolkningen mulighed for at tage stilling til en ændret udformning, en modernisering af det retlige forbehold.

Konkret foreslår vi en model, hvor man fra dansk side vil tage stilling fra sag til sag. Hvis vi ønsker at deltage i vedtagelsen af en retsakt, meddeler vi det til de andre lande. Så er vi med til at stemme om retsakten, og vi bliver omfattet af de fælles regler. Hvis vi ønsker at stå uden for, står det os også frit. Folketinget tager stilling fra sag til sag.

Storbritannien og Irland har allerede en sådan ordning, når det gælder asyl og indvandring. Modellen kaldes med et engelsk udtryk for en ”opt-in” ordning, fordi der er tale om et frit valg. På dansk kan man betegne det en ”valg-ordning”.

Jeg vil gerne understrege, at det, vi har foreslået, ikke er en ændring af forbeholdet i forbindelse med regeringskonferencen. Der er altså ikke tale om, at vi bortforhandler det nuværende forbehold. Men der skabes mulighed for, at vi ved en folkeafstemning kan vælge at ændre forbeholdet.

Jeg vil sige meget åbent, at forslaget løser et dilemma. Forslaget giver mulighed for, at Danmark kan deltage i EU-samarbejdet om bekæmpelse af terror, organiseret kriminalitet, menneskesmugling o.s.v.. Samtidig giver det mulighed for, at vi kan videreføre den nuværende udlændingepolitik. Den er på nogle punkter strammere end de fælles EU-regler.

Jeg har på et meget tidligt tidspunkt gjort det klart, at regeringen ikke agter at slække på udlændingepolitikken. Den ligger fast. Og den har bred opbakning i befolkningen.

Forslaget skal ses som udtryk for, at regeringen ønsker at stille befolkningen så frit som muligt. At kunne fastholde den nuværende stramme udlændingepolitik. Og samtidig at kunne deltage i samarbejdet om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Den nuværende udformning af forbeholdet giver ikke mulighed for at disse to hensyn kan mødes. Det gør regeringens forslag. Det giver den danske befolkning mulighed for et frit valg.

Lad mig afslutningsvis sige nogle få ord om temaer og tidspunkt for en kommende folkeafstemning.

Der er nogle, der vedbliver at insistere på, at regeringen skal sætte alt på ét bræt og udskrive en såkaldt ”big bang” folkeafsteming. Det vil sige: Bortforhandle de danske undtagelser og derefter bede befolkningen sige ”ja” eller ”nej” til traktaten uden de danske undtagelser.

Filosofien er følgende: Nu må danskerne beslutte sig til, om de er med eller ikke er med i EU-samarbejdet. Hvis vi er med, så må vi være med fuldt og helt, uden undtagelser. Ellers må vi ud af EU.

Jeg er uenig i den fremgangsmåde.

Grundlæggende er den udemokratisk. Vi har de forbehold, vi har, fordi befolkningen ikke ønskede at deltage fuldt og helt. Men befolkningen sagde samtidig, at den ønsker, Danmark skal være med i EU.

Det dilemma løser vi ikke ved at smække en pistol i hovedet på befolkningen og sige. Enten eller. Jeg gør det i hvert fald ikke.

Og jeg mener, det er helt legitimt at komme befolkningen i møde, når det gælder udlændingepolitikken. På grund af det eksisterende forbehold har vi ikke siddet med ved bordet og besluttet de regler, EU nu har vedtaget.

Hvis Danmark havde været med, kunne vi have stillet som betingelse for tilslutning, at vi fik lov at fortsætte med vore stramme regler om bl.a. familiesammenføring. Nu fik Danmark ikke indflydelse. Og det betyder, at de fælles regler ikke på alle punkter lever op til vore krav.

Fælles regler kan være en fordel. Men når man ikke selv har været med til at fastlægge dem, må man have frihed til at vurdere, om de lever op til berettigede nationale ønsker og behov.

Det gør de fælles EU-regler om bl.a. indvandring ikke på alle punkter. Derfor kan regeringen ikke anbefale en ophævelse af det retlige forbehold. Det er grunden til, at vi foreslår en ændring af det retlige forbehold. En ændring, som betyder, at Folketinget fra sag til sag kan tage stilling til, om Danmark skal deltage i det retlige samarbejde.

Derfor har jeg også meldt klart ud. Der bliver ikke tale om en ”big bang”-afstemning. Det vil være at spille hasard med forfatningstraktaten og dermed med Danmarks fortsatte EU-medlemskab.

Der bliver i det hele taget ikke tale om trusler og pression ved den kommende folkeafstemning. Befolkningen skal på en fair og ordentlig måde kunne tage stilling til såvel den nye traktat som de danske undtagelser. Vi skal ikke true med hverken faldende flæskepriser, stigende arbejdsløshed eller ekplosive renteforhøjelser. Vi skal overbevise danskerne om, at vi hører til i det nye Europa.

Der er to muligheder for denne stillingtagen. Enten kan det ske samme dag, som vi i forvejen skal stemme om den nye traktat. Eller også kan vi udsætte stillingtagen til undtagelserne til et senere tidspunkt.

Det er for tidligt at lægge sig fast på den rigtige model. Det kan vi bedre gøre, når vi kender udfaldet af forhandlingerne om den nye traktat.

* * *

Danmark er godt rustet til den nye verdensorden. Vi står godt, når det gælder om at udnytte nye teknologier og ny viden. Men vi skal blive endnu bedre.

Vi arbejder for at skabe de rigtige rammer og betingelser for denne udvikling. Men det er i sidste ende virksomhederne selv, der skal tage udfordringen op.

Regeringen vil sikre en forbedret konkurrenceevne. Vi har indført et skattestop. Fra næste år starter vi en gradvis sænkning af skatten på arbejdsindkomst. Vi har lettet og fortsætter med at lette de administrative byrder for virksomhederne. Vi fører en stabil finanspolitik, som understøtter den faste kronekurs og den rekordlave rente. Vi forbedrer uddannelserne. Vi bevilger flere penge til forskning. Med afsæt i det nye ministerium for videnskab, teknologi og udvikling vil vi i de kommende år satse hårdt på Danmark som vidensamfund.

Så der er serveret. Resten er op til jer.

Virksomhederne må udvide forskning og udvikling kraftigt. Øge investeringerne og udnytte mulighederne internationalt.

Der er to specifikke områder, hvor jeg ser spændende muligheder for visse dele af erhvervslivet. Den ene mulighed er at indgå i nye partnerskaber om rent drikkevand, som bliver skabt i kølvandet af aftalerne fra Johannesburg-topmødet.

Til at styrke det private erhvervslivs deltagelse i udviklingssamarbejdet er der i første omgang etableret en pulje på 20 mio.kr. årligt. Formålet er at stimulere oprettelsen af partnerskaber med offentlige myndigheder og virksomheder i ulandene.

Den anden mulighed er at foretage miljøinvesteringer inden for rammerne af opfølgningen på Kyoto-aftalen, også kaldet joint implementation. EU’s kvotedirektiv træder i kraft fra 2005. Direktivets formål er at bidrage til EU’s opfyldelse af CO2 reduktionsforpligtigelsen fra Kyoto.

I 2003 har regeringen afsat 130 mill.kr. til projekter under Joint Implementation. Initiativet sigter på at opnå mest miljø for pengene.

Med disse to muligheder har jeg strejfet et tema, som jeg tror vil blive stærkere og stærkere i de kommende år. Nemlig virksomhedernes sociale engagement.

Jeg vil gerne understrege: En ansvarlig virksomhedsledelse må først og fremmest sikre, at kunderne får de efterspurgte produkter i en ordentlig kvalitet, leveret til tiden og til en konkurrencedygtig pris. Det er først og fremmest det, kunderne vil have.

Men heller ikke på dette punkt er det ”business as usual”. De kommende år vil byde på en ny dagsorden. En dagsorden, hvor miljø, arbejdsmiljø, medarbejderforhold og sociale forhold vil spille en større rolle. For kunderne. Men også for mulighederne for at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Fremtidens medarbejdere vil ikke blot kunne tjene en ordentlig løn. De vil også gerne kunne identificere sig med virksomhedens mål og etik.

I den forstand vil erhverv og politik bevæge sig ad parallelle spor i de kommende år. Værdier vil spille en stigende rolle.

En succesfuld politik skal være baseret på klare værdier, klare mål og konsekvent handling.

En succesfuld virksomhed skal også være baseret på klare værdier, klare mål og konsekvent handling.

De, der forstår det, bliver fremtidens vindere.