Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Københavns Rådhus ved Auschwitz-dagen den 27. januar 2003.
Det talte ord gælder
Deres Kongelige Højhed, mine damer og herrer,
Sidste år besluttede regeringen at indføre en årlig dag til minde om ofrene for Holocaust og folkedrab, således som stats- og regeringscheferne blev enige om på en konference om Holocaust i Stockholm i 2000.
Regeringen besluttede, at højtideligholdelsen skulle finde sted den 27. januar - datoen der markerer befrielsen af Auschwitz koncentrationslejr og dermed indledningen til afslutningen på et af de allermørkeste kapitler i Europas historie. Derfor Auschwitz-dagen.
Auschwitz var som bekendt ikke den eneste udryddelseslejr, som nazisterne drev under 2. verdenskrig. Men koncentrationslejren er for eftertiden blevet symbolet på den ultimative ondskab, der førte til mord på millioner af sagesløse mennesker. Tragedien og grusomhederne havde et omfang, der for nutiden er ufattelig.
Med Auschwitz-dagen vil vi mindes ofrene for Holocaust og andre folkedrab. Og gennem skoler, læreanstalter og den almindelige folkeoplysning vil vi fremme bevidstheden om den lære, der kan drages af disse tragedier.
* * *
På Auschwitz-dagen vil vi ikke kun mindes ofrene for Holocaust. Det er også en dag til minde om de tragiske folkedrab, som har fundet sted – og stadig finder sted – andre steder i verden. Lad mig som sørgelige eksempler blot nævne folkedrabene i Cambodja og Rwanda og den etniske udrensning i Bosnien.
Og lad mig minde om de uhyrlige forbrydelser og politiske massedrab i Sovjetunionen. Gulag har i den historiske bevidsthed fået mindre opmærksomhed end Auschwitz. Men i de sibiriske fangelejre døde millioner af mennesker. Kommunisten Stalin henrettede politiske modstandere og udryddede hele befolkningsgrupper med samme hensynsløshed, grusomhed og systematik som nazisten Hitler.
Stalins og Hitlers forbrydelser havde mange fælles træk, men det mest gennemgående er dog den totale ligegyldighed og foragt for det enkelte menneske, som kostede millioner af uskyldige mennesker livet.
* * *
Ved oprettelsen af De Forenede Nationer efter krigen var håbet gennem verdensomspændende internationale samarbejde at bevare fred og sikkerhed i verden. Men på trods af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der proklamerer ethvert menneskes ret til liv, frihed og personlig sikkerhed, og på trods af hændelserne under 2. verdenskrig har verdenssamfundet ikke kunnet forhindret folkedrab i nyere tid.
Hvad mine forældre var vidne til i første halvdel af 1900-tallet, har gentaget sig for mine børn i den sidste halvdel. Det er foruroligende at erkende, at historien gentager sig, ganske vist i forskellige dele af verden og under forskellige former. Men i alle tilfælde under udøvelse af det værste barbari med udgangspunkt i totalitære ideologier og intolerance mod mennesker af anden race, anskuelse, religion eller etnisk oprindelse.
* * *
I næsten 50 år efter Anden Verdenskrigs afslutning måtte Europa leve delt, og frygten for en ny storkrig fik lov at dominere ikke blot i Europa, men i hele verden. Efter den Kolde Krigs afslutning og med udvidelsen af NATO og EU burde der være håb om, at krig og overgreb på sagesløse civile på vores kontinent hører historien til. Men vi må være på vagt. Begivenheder helt op i vor tid har vist os, at intet kan tages for givet. Det er vor pligt at værne om de værdier, som vi tror på, herunder demokrati og det enkelte menneskes ret til frihed og selvbestemmelse.
* * *
Med oprettelsen under FN af Den Internationale Straffedomstol, der kan retsforfølge de alvorligste internationale forbrydelser som folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden, er der skabt håb om, at det internationale samfund hermed vil få et middel til at sætte en bremse på de groveste overtrædelser af menneskerettighederne.
Domstolen skal ses som et signal om, at verdenssamfundet er på rette spor. Vi vil ikke tolerere diktatorer og totalitære regimers overgreb på civilbefolkningen. De må stilles til ansvar for deres handlinger. Dette manifesteres klart i, at Slobodan Milosevic i dag som det første statsoverhoved i historien sidder på anklagebænken i Haag tiltalt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.
* * *
Efter 11. september 2001 står verdenssamfundet over for nye udfordringer. Terrorisme vendt mod det vestlige samfunds værdier og menneskeretsopfattelse har rystet os i vor grundvold. Vi vil ikke tillade, at terrorister sætter dagsordenen. De skal ikke slippe af sted med at forstyrre den fred og stabilitet, som vort demokratiske samfund bygger på.
* * *
Det er mit håb, at vi endelig kan lægge de mørke perioder i det 20. århundrede bag os og tage fat på det 21. århundrede med et fælles løfte om, at de aldrig må gentages. Det skylder vi de millionvis af mennesker, der blev ofret. Og det skylder vi de opvoksende generationer.
Det er vor pligt at lære de nye generationer at forstå baggrunden for, at disse begivenheder kunne ske. Og det er vigtigt, at vi gennem oplysning om frihed, demokrati og menneskerettigheder søger at sikre, at historien ikke gentager sig.
Det er derfor vi markerer Auschwitz-dagen i dag.