Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Den fynske Dag, Svanninge Bakker, den 16. juni 2002

DET TALTE ORD GÆLDER

Det var med stor fornøjelse, min kone og jeg sagde ja tak til invitationen til at komme her i dag og deltage i ”Den fynske Dag”. Arrangørerne har sammensat et festligt program med masser af god musik og fællessang i smukke omgivelser.

Den fynske Dag er en god anledning til at beskæftige sig med Danmark, det danske og vor placering i den globale verden.

Det er jo tankevækkende, at selv om vi dagligt modtager stadig flere og stærkere påvirkninger udefra, så er vi i stand til at holde vor egne traditioner i hævd. Den fynske Dag er et eksempel på dette.

CNN og Internettet har revolutioneret vort syn på nyheder og informationer og bragt os i direkte og tæt kontakt med mennesker over alt på kloden. Vore børn og unge ser nyheder og kommunikerer via nettet med den allerstørste selvfølgelighed. De surfer, chatter, sms ́er med en større hyppighed og selvfølgelighed, end vi nogen sinde har skrevet breve til selv de nærmeste i familien.

Ja, de har sågar deres egne hjemmesider, og udfører ganske komplicerede ting med deres mobiltelefoner eller computere.

De lever i den globale verden. Og det giver en naturlig udlængsel.

Og det sætter selvfølgelig danskheden under pres. Ja, der er sågar nogen der tror og frygter, at det danske ikke kan overleve i en verden, hvor vi dagligt bombarderes med nyheder og indtryk for større og fremmede kulturer.

Jeg deler ikke denne frygt. Tværtimod tror jeg, at vi står over for en fremtid, hvor bevidstheden om vore egne rødder og vor identitet bliver stærkere og stærkere.

Det paradoksale er jo, at jo mere vi farer omkring i verden, desto flere fremmede kulturer vi møder, jo stærkere globaliseringen bliver, desto større bliver behovet for et rodfæste og en identitet. Jo mere af verden vi møder, desto større behov får vi for at vide, hvorfra vor verden går.

Men hvad vil det sige at være dansk? Ja, et folk holdes sammen af en fælles historie, myten om fælles afstamning, mentalitet, skikke og traditioner. Sproget og den fælles historie er afgørende faktorer.

Vor store digter, Grundtvig, definerede nationaliteten i digtet, ”Folkeligt skal alt nu være”:

Til et folk de alle høre som regne sig selv dertil har for modersmålet øre har for fædrelandet ild

Det at dyrke det danske og det at være sig den danske rod bevidst, er ikke udtryk for snæversynet nationalisme. At kende sin rod står ikke i modsætning til at være åben over for andre. Ja, man sige, at lige som træet med det bedste rodnet vokser sig stort og stærkt og folder sig ud i al sin pragt, sådan vil også et menneske med et stærkt rodnet have overskuddet til at folde sig ud og åbne sig for andre.

Jeg tror, at de unge i dag har alle muligheder for at folde sig ud prægtigere end nogensinde. Men det er selvfølgelig vigtigt, at vi ikke kaster vor historie i grams. Det er vigtigere end nogensinde, at vi holder fast i vore værdier og tør insistere på, at ikke alt er lige godt eller lige gyldigt. For så ender det med at blive ligegyldigt.

I en stadig mere kompleks og kompliceret verden med alle dens næsten uanede muligheder er det at have solide rødder derfor helt afgørende for ikke at ende i rodløshed.

Men jeg er som sagt optimistisk. Når unge danskere rejser ud og klarer sig godt, så kappes båndene sjældent endsige aldrig til det danske. På samme måde som når fynboer rejser til andre dele af landet. Man mister måske lidt af det syngende fynske med årene, men rødderne dem glemmer man aldrig.

Vor egen historie er en del af den europæiske historie. En historie, der desværre også er fyldt med megen hæslighed, grusomhed og brutalitet.

Vi er vokset op med et delt Europa skabt i ruinerne af forfærdelige krige. Siden murens fald har vi så oplevet et Europa under stærk forvandling. Befolkningerne i Øst kastede de gamle kommunister ud og vendte sig imod Vest.

Men midt i al glæden så vi også den ekstreme nationalisme stikke sit hæslige fjæs frem på ny. Krigen på Balkan som det mest ekstreme og grusomme eksempel. Men også andre steder, hvor kommunisterne blev fjernet truer den ekstreme nationalisme og andre totalitære kræfter med at vinde fodfæste.

Håbet om fredelig sameksistens og samarbejde i Europa er et skrøbeligt håb. Det er ikke nogen naturgiven tilstand, og historien er fyldt med eksempler på tyranner og andre skruppelløse personer, der er parat til at sætte ild i den europæiske fred.

Om godt to uger overtager Danmark formandskabet for EU. Det sker på et tidspunkt, hvor vi står med en historisk chance for at binde Europa sammen igen og afslutte et brutalt kapitel i den europæiske historie.

Under det danske formandskab skal vi afslutte forhandlingerne om optagelse af en række øst- og centraleuropæiske lande. Lande som alle har spillet centrale roller i den europæiske historie, men som under kommunismen blev revet ud af den europæiske familie. Både lande og befolkninger blev misrøgtet i en sådan grad, at levestandard, demokrati og menneskerettigheder var en by i Rusland, da muren endelig faldt og befolkningerne igen kunne ånde frit.

Tiden fra 2. verdenskrig til murens fald er et mørkt kapitel i den europæiske historie præget af den kolde krig med dens konstante trusler og undertrykkelse af befolkningerne i de kommunistiske diktaturer.

Den udvikling der har fundet sted i de nye øst- og centraleuropæiske demokratier siden 1989 er imponerende.

I løbet af ganske få år er det lykkes at skabe demokratiske traditioner, genskabe den historiske bevidsthed og gennemføre politiske og økonomiske reformer, der gør landene i stand til at nu at kunne blive medlemmer af EU.

Det er ikke gået lige stærkt eller smertefrit i alle landene. Serbiens aggression og krigen på Balkan er det mest triste eksempel på dette. I lande som Moldavien og Hviderusland er demokratiet uhyre skrøbeligt, mens andre lande kæmper en daglig og stædig kamp for at udvikle sig i en retning, der peger frem imod deltagelse i det internationale selskab.

I december måned har vi muligheden for byde op til 10 nye lande indenfor i det europæiske fællesskab i EU. Det er en enestående og afgørende mulighed for at skabe et helt Europa. Det danske formandskab og jeg selv personligt vil gøre alt for, at dette lykkes.

Hvis det ikke lykkes i december, er perspektivet nemlig uhyre trist og gråt.

Ansøgerlandene har gennemført store reformer og omvæltninger i deres respektive lande for at nå så vidt som de er i dag. Det har krævet politisk mod og lederskab at stille sig i spidsen for dette nødvendige, men også til tider besværlige og upopulære, reformarbejde.

Hvis de nuværende EU-lande fejler i intern uenighed, risikerer vi at sende et bølge af desillusion og skuffelse ind over hele Øst- og Centraleuropa. For det er ikke kun ansøgerlandene, der vil følge topmødet i december med spænding. Det gør også alle de andre lande som håber på optagelse på et senere tidspunkt. En mislykket optagelse af de nuværende ansøgerlande, vil også slukke lyset for disse landes forhåbninger.

De eneste, der vil have glæde af en mislykket udvidelse er dem, der er ikke ønsker demokrati og frihed i Europa.

Med andre ord: Det er nu optagelsen skal på plads. Det er nu EU skal vise, at vi magter at hele Europa. Det er nu, at EU skal vise de østeuropæiske befolkninger, at de ikke forgæves kastede kommunisterne på porten. Det er nu vi alle skal vise, at vores ord om frihed og demokrati ikke er forbeholdt os selv, men værdier vi vil dele med andre.

Jeg tror, at det vil lykkes. Og jeg tror også, at det ikke vil være nogen tilfældighed, at forhandlingerne om udvidelsen af EU blev startet i København i 1993 og forhåbentlig vil blive afsluttet i København 2002.

For nok er vi et lille land, der altid vil være afhængig af andre lande. Men netop fordi vi er et lille land har vi også evnen til at sætte os ud over vor egen selvforståelse og gå efter større mål.

Et udvidet Europa vil stille nye krav og udfordringer til EU og Danmark. Det vil utvivlsomt sætte fokus på en lang række arbejdsgange og fordelinger af ansvar og kompetencer mellem EU og medlemslandene.

Her har vi i Danmark til tider være lidt for angste og veget tilbage for at lade vor stemme høre. Vi har til tider manglet troen på, at vi kunne gøre en forskel.

Det er mit håb, at varetagelsen af formandskabet for EU vil være med at styrke troen på os selv og troen på, at vi gennem forpligtende samarbejde kan være med til at ændre tingene.

Vi har jo i Danmark en tendens til at dyrke et utroligt mindreværdskompleks. Vi synger Kaalunds ”på det jævne, på det jævne – ikke i det himmelblå”

En anden kendt strofe, hvor vi af hjertens lyst dyrker mindreværdskomplekset lyder: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst.”

Jeg er glad for, at vore unge og børn ikke har taget disse strofer til sig, når de kaster sig ud på Internettet eller ud i verden generelt.

Vi skal forny holdningerne i Danmark. Vi skal værdsætte vor egen nationalitet og give udtryk for det.

Vi skal turde hæve os over ”det jævne, på det jævne”. Og vi skal i højere grad føle os skabte til højhed og blæst.

En sådan folkelig selvbevidsthed og målbevidsthed er en forudsætning for at yde et særligt dansk bidrag til den europæiske udvikling.

Lad det være en opfordring i et år, hvor vi samtidig byder millioner af europæere fra Øst- og Centraleuropa velkommen i det europæiske fællesskab.

Inden vi – som traditionen byder – synger, ”Der er et yndigt land”, vil jeg gerne udbringe et trefoldigt leve for Danmark.

Danmark længe leve,….