Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved DI''s årsdag den 26. september 2006

Tak for velkomsten og tak for invitationen til også i år at være med her ved Industriens Årsdag. Og jeg er glad for allerede til en start at kunne sige, at jeg deler så fuldstændigt det der er titlen eller mottoet for denne Industriens Årsdag ”Mission Possible”.

For det er en stor mission vi har sat i gang, men den er absolut mulig. Vi har sat det ambitiøse mål, at Danmark skal være den mest konkurrencedygtige nation i verden. Ja, det er ambitiøst, men det er ikke urealistisk. En række internationale analyser placerer som bekendt allerede Danmark blandt de 5-6 mest konkurrencedygtige nationer i verden. Og vi har derfor et godt udgangspunkt. Vi har nu sat klare mål op. Vi har præsenteret en klar strategi. Vi er i gang med at træffe en række beslutninger. Nu gælder det så om at få det ført ud i livet.

Vi har tilrettelagt et udgangspunkt som vi synes er godt og stærkt. Vi har skabt solide rammer for dansk erhvervsliv. For det første har vi gennemført omfattende reformer i det danske samfund. En strukturreform, der har kommunalreform som sit kernepunkt, men som også indeholder en politi- og retskredsreform, reform af skattevæsenets måde at arbejde på og andre reformer af den offentlige sektor, som tilsammen udgør den største reform af den offentlige sektor som nogensinde er gennemført.

Dernæst har vi gennemført en velfærdsreform, som betyder, at vi gradvis forøger eller forhøjer tilbagetrækningsalderen i Danmark. Vi gør det med sådan et varsel, at folk kan nå at indrette sig på det. Og der vil være nogen, der så synes, at det skulle have været hurtigere, det skulle have været mere vidtgående. Men bundlinien er, at det er den største og mest langtrækkende reform af velfærdsstaten, der er gennemført i den tid, vi har haft velfærdsstat i Danmark.

Og endelig blandt de store reformer vil jeg også nævne globaliseringsreformen, som er blevet præsenteret som en samlet strategi med ikke mindre end 350 forskellige forslag, som vi nu er i fuld gang med at gennemføre. Og til at finansiere det er der nu efter aftale i Folketinget afsat en globaliseringspulje af penge, som starter med 2 mia. og næste år bliver bygget op til 10 mia. over de kommende år frem til 2012.

Det er den mest omfattende investering i Danmarks fremtid, som nogen sinde er foretaget. Så vi har skabt gode rammer. Og dernæst så har vi også skabt gode rammer om det skattemæssige med en stabil og troværdig skattepolitik, der som sit kernepunkt har et skattestop, der blev erklæret samme dag, som denne regering trådte til. Et skattestop som har været overholdt til punkt og prikke lige siden. Skattestoppet betyder, at man i den enkelte virksomhed såvel som i den enkelte husholdning trygt kan disponere uden frygt for, at der venter nye skatte- og afgiftsstigninger lige omkring hjørnet.

Jeg kan jo godt huske 90’erne, hvor det var således, at hver gang der kom et nyt finanslovsforslag, så ventede der nye skatte- og afgiftsbyrder på erhvervslivet i omegnen af 1,5 mia. – 2 mia. kroner hver gang. Den tid er forbi. Nu ved virksomhederne, hvad de har at disponere efter. Og det er selvfølgelig klart, det yder et selvstændigt bidrag til også at øge investeringslysten. Og i almindelige private husholdninger øger det også lysten til at disponere.

Så skattestoppet udgør en stabil og troværdig ramme for både virksomheder og husholdninger. Men vi har gjort mere end det vi lovede. For vi lovede blot et skattestop. Vi har gjort mere. Vi har gennemført en skattelettelse på omkring 10 mia. kr. som betyder, at omkring 3/4 mio. skatteydere har fået sænket deres marginalskat med 6 pct. Og alle i beskæftigelse har fået et særligt beskæftigelsesfradrag som betyder, at det nu bedre kan betale sig at tage et arbejde frem for at være på overførselsindkomst.

Det har så igen betydet, at almindelige lønmodtagere de har kunnet opleve en fremgang i deres realløn, samtidig med at lønstigningerne har kunnet holdes på et moderat niveau. Og det har igen betydet, at Danmark har kunnet fastholde en god konkurrenceevne. Og endelige har vi tilrettelagt en overordnet økonomisk ramme for erhvervslivet, som er solid og holdbar gennem en solid og holdbar finanspolitik. Vi har holdt stigningen i det offentlige forbrug i den tid vi har haft regering, på godt 1 pct. om året. Det betyder, at det offentlige forbrug fra 2001 til 2005 er vokset med 22 mia. kr. Altså godt 1 pct. om året i gennemsnit. Men det er da kun den halve stigningstakt i forhold til, hvad vi oplevede i 90’erne. Og det dét betyder i praksis, det er, at det den offentlige sektor beslaglægger af arbejdskraft og indkøb af varer, og tjenester osv., det har holdt sig som en nogenlunde uændret andel af landets samlede produktion bruttonationalproduktet. Og det betyder altså, at den private sektor har kunnet fastholde sin andel, og ikke som vi tidligere har set, at den private sektor har måtte nøjes med en mindre og mindre andel.

Det er sådan, at omkring 30 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark er offentlig beskæftigelse. Og nu har jeg så hørt, at der er nogen, der mener, at løsningen på en række problemer det er, at der skal bevilges flere penge og ansættes flere inden for det offentlige. Jeg vil godt sige, at hvis man går den vej, så har man slet ikke forstået, hvordan samfundsøkonomien den hænger sammen.

Fordi hvis vi i et arbejdsmarked, hvor der i forvejen er mangel på arbejdskraft, begyndte at ansætte endnu flere indenfor den offentlige sektor, så ville det jo betyde, at der blev færre kræfter i den private sektor til at skabe den produktion, og dermed de værdier, som skal finansiere den offentlige sektor og den offentlige service, som vi alle sammen gerne vil have, og som skal være på et højt niveau. Og derfor er det ikke en løsning på nogen ting bare at kræve flere penge eller flere ansatte, fordi det vil simpelthen udhule grundlaget for at finansiere hele velfærdssystemet.

Det at kræve flere penge og flere ansatte, det er ikke et visionært bud på det danske velfærdssamfunds fremtid. Det er primitivt og idéfattigt overbud.

Se det går jo godt i Danmark, som også Henning Dyremose var inde på. Beskæftigelsen er på rekordhøjt niveau, ledigheden er den laveste, den har været i 30 år. Vi har overskud over det hele. Udlandsgælden er væk, og vi begynder at bygge formuer op i udlandet. Vi afdrager den offentlige gæld hurtigere, end vi havde regnet med. Men jeg vil godt lige minde om, at vi har stadigvæk en betydelig offentlig gæld. Faktisk er det sådan, at den offentlige gæld er sådan lige knap 500 mia. kr. Jeg siger det fordi, jeg kan høre i den offentlige debat, at nogen mener, at når der nu er disse betragtelige overskud, så kan de bare omsættes til større bevillinger og flere ansatte inden for det offentlige. Men sådan hænger det jo ikke sammen. En stor del af de overskud vi har skyldes jo, at det lige nu går godt, og vi har ekstra indtægter. Men alle ved jo, at man kan ikke finansiere permanente udgifter med midlertidige indtægter.

Og vi har altså stadigvæk en gæld, vi skal have slidt af på, som blev bygget op i fortiden. Og derfor så er der ikke alle de mange penge, som nogen tilsyneladende har fået galt i halsen, at der er. Vi skal have en god, vi skal have en rigtig god offentlig service i Danmark. Det vender jeg tilbage til. Men jeg er bare nødt til at sige, at vi er nødt til at holde den årlige vækst i det offentlige forbrug inden for en snæver ramme af hensyn til, at der i vores økonomi er tilstrækkelige ressourcer til, at den private sektor kan skaffe de penge, der skal til for at finansiere al den velfærdsservice.

Men vi kan glæde os over, at det går godt. At eksporten udgør faktisk 50 pct. af samfundsproduktionen. Og den er i vækst, trods at vi har et bugnende hjemmemarked. Det har før i tiden været et stort problem. At når det gik rigtigt godt på hjemmemarkedet, så gik det ud over eksporten. Men det oplever vi heldigvis nu som en anderledes ting. Der er stadigvæk gang i eksporten, selv om der også er gang i hjemmemarkedet. Og det er rigtigt opløftende. Og for andet år i træk har en international tænketank udråbt Danmark til at være det samfund i verden, der har verdens bedste erhvervsklima.

Så jo, det går godt. Men det må ikke få os til at hvile på laurbærene. Det vil være det allerfarligste, hvis vi tror, at fordi det går godt nu, så behøver vi ikke at foretage os noget. Vi behøver i allerhøjeste grad at foretage os noget, og vi behøver at foretage os ganske meget fordi globaliseringen den udsætter os konstant for nye udfordringer. Derfor skal vi sætte nye mål op. Og jeg vil her præsentere 5 af de nye mål, som vi skal sætte op, og hvor der ikke blot skal være tale om politiske hensigter, men i den grad om politisk handling i de allernærmeste år.

Det første det er også meget akut at sørge for er, at der bliver mere arbejdskraft til rådighed i det danske samfund. Jeg deler fuldstændig Dansk Industris opfattelse, at det er her og nu den overhovedet vigtigste opgave vi har: Det er at skaffe hænder nok frem til at sikre den produktion, der er brug for i det danske samfund. Og det skal vi gøre dels ved at skaffe mere arbejdskraft frem her fra landet, og dels ved at skaffe mere arbejdskraft frem fra udlandet. Her fra landet skal vi sørge for, at de alt for mange indvandrere der går uden arbejde, de kommer i job. Den gode historie det er, at siden 2001 er der faktisk sket en stigning i beskæftigelsen med 20.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande. Men den dårlige historie, at det er under halvdelen af indvandrerne fra ikke-vestlige lande, som er i job. Og det er klart, at her ligger der lige udenfor døren en stor ressource at trække på. Menneskeligt ville det være godt, at de kom i job, og økonomisk ville det være sundt for det danske samfund, hvis de kom i job.

Det mål vi har sat som det mellemfristede mål det er, at når vi når frem til 2010, så er 6 ud af 10 indvandrere fra ikke-vestlige lande i job. Og det vil skaffe 25.000 flere jobs på den konto. Og instrumenterne til at nå det, det er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi har iværksat forskellige initiativer. Det er at stille krav om, at man kan det danske sprog ordentligt, fordi det er nu engang forudsætningen for at kunne få et job og fastholde det. Det er reformer af uddannelsen bl.a. erhvervsuddannelserne, således at der bliver flere praktiske indgange til erhvervsuddannelserne for de unge, som måske bedre kan lide at arbejde med hænderne end med bøgerne.

Det er en ny firepartsaftale med parterne på arbejdsmarkedet om at få flere indvandrere ind på arbejdspladserne. Det er det vi kalder en håndholdt integrationsindsats, hvor vi direkte går ud så og sige og tager fat i den ledige. Fører den pågældende ind på virksomheden, hvor en mentor overtager opgaven med at få den pågældende lært i virksomheden.

Og må jeg så også her appellere til det store ansvar i hver enkelt dansk virksomhed at sørge for, at der kommer flere indvandrere i arbejde. Når der nu sukkes over mangel på arbejdskraft, så er det altså meget nærliggende, at virksomhederne så tager den arbejdskraft, der er lige udenfor døren: Nemlig de alt mange indvandrere som i dag står uden job.

Så skal vi naturligvis også sikre, at dem der modtager overførsler fra det offentlige som følge af ledighed, at de så rent faktisk også står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der skal være tale om effektiv formidling af arbejdet hos kommuner, hos A-kasser, hos arbejdsformidlingen. Og så skal der selvfølgelig være en forpligtelse for den enkelte til at tage imod det job, der bliver tilbudt. Vi havde jo sagen om, at det var svært at finde avisbude nok. Og jeg hørte én som vist nok havde en akademisk uddannelse og i mange år havde været ledig, som sagde, at hun mente altså ikke, at hun med den uddannelse hun havde, så var forpligtet til at tage et arbejde som avisbud. Men der er jeg altså nødt til at sige, at et arbejde er et arbejde. Og der er ikke i det danske samfund noget der hedder ”ikke meningsfyldt” arbejde. Og vi skal i det danske samfund have sociale ydelser og dagpengeydelser på et ordentligt niveau. Men det skal også være en kontrakt, en velfærdskontrakt, hvor man så til gengæld er forpligtet til at tage et job, når der bliver et job tilbudt.

Så vil nogen af jer selvfølgelig sige, at hvis vi skal have flere arbejdstimer ud af det her på hjemmebanen, så skal vi også have sænket skatten på arbejdsindkomst. Jeg ville være skuffet, hvis ikke Dansk Industri i dag havde sagt noget om det. Og det har I så også gjort.

Jeg kan i den henseende så blot henvise til regeringsprogrammet, som har to punkter. Første punkt hedder: Det er regeringens målsætning fortsat at sænke skatten på arbejdsindkomst. Punkt to lyder: Det vil ske, når der er råderum. Og det er der jo ikke lige nu. Og det må vi så se, hvornår der bliver. Men ingen skal være i tvivl om, hvad der er regeringens hensigt, for jeg har selvfølgelig også den opfattelse, at det er da nemmere at få folk til at acceptere fx at tage overarbejde frem for afspadsering, hvis overarbejdsbetalingen den ikke bliver så hårdt beskattet, som den bliver i øjeblikket.

Jeg tror ikke, at der kan herske nogen tvivl om det. Men jeg tror også, at alle her vil give mig ret i, at man skal ikke spille hasard med dansk økonomi. Og derfor skal der selvfølgelig være et solidt økonomisk råderum, før man fortsætter ad den vej, som vi jo allerede har indledt i sidste valgperiode med en sænkning af skatten på arbejdsindkomst. Men ingen bør her være i tvivl om, hvad den politiske målsætning er. Det er et spørgsmål om timing og økonomi.

Så vidt det hjemlige. Men så skal vi også have mere arbejdskraft fra udlandet. Og der er især fire initiativer, som vi er i gang med at gennemføre: Øst-aftalen er blevet liberaliseret. Og faktisk er det jo sådan, at der til det danske arbejdsmarked er fri adgang for arbejdskraft fra de nye EU-medlemslande, forudsat at man kommer og arbejder på normale danske overenskomstvilkår. Så er der fri adgang. Og faktisk er det således, at siden ordningen trådte i kraft så har 12.000 fået arbejds- og opholdstilladelse. Og nu liberaliserer vi den altså yderligere, og en dag falder den jo helt væk.

Det næste er så, at beskæftigelsesministeren har spillet ud med en ny 13 punktsplan, som skal gøre det nemmere at tiltrække og ansætte udenlandske medarbejdere. Det ved jeg har været diskuteret grundigt i dag. Og det er en understregning af, at regeringen deler det ønske, at det skal være nemmere at få arbejdskraft til Danmark fra udlandet.

For det tredje så har vi jo besluttet at udvide den eksisterende jobkortordning. Det var os der i 2002 indførte jobkortordningen, hvor folk vi i særlig grad har brug i det danske samfund kan komme hertil og arbejde. Faktisk er antallet der er kommet ind i Danmark på jobkortordningen tredoblet siden vi indførte den i 2002. Så det er en stor succes.

Og endelig for det fjerde så vil vi indføre en særlig greencard ordning, som betyder, at vi gennem et særligt pointsystem giver særligt kvalificerede udlændinge opholdstilladelse med henblik på at søge arbejde i Danmark. Det er jo en ordning, der er inspireret af andre lande fx Canada, hvor der på årsbasis, har jeg fået oplyst, er 150.000 der får arbejde på baggrund af en sådan greencard ordning. Hvis man omsætter det til danske forhold, så vil det svare til omkring 25.000.

Så vi tager altså og har taget en række initiativer for at gøre det nemmere at tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra udlandet. Og jeg vil godt sige, at der tales jo så meget om, at Danmark skulle være blevet sådan et lukket samfund på grund af regeringens stramme udlændingepolitik osv. Jeg synes, det er meget tankevækkende, at samtidig med at vi da rigtig nok har reduceret antallet, der kommer hertil som følge af asyl og familiesammenføring, har reduceret det til under en tredjedel af niveauet i 2001, så har vi faktisk fordoblet antallet af opholdstilladelser til mennesker, der kommer for at arbejde og studere.

Så det jeg vil sige med det, er at det danske samfund er åbent for mennesker, der gerne vil arbejde i Danmark, studere i Danmark og i det hele taget yde et konstruktivt bidrag til det danske samfund. Dem har vi brug for, dem hilser vi velkommen. Så det er det første fornødne mere arbejdskraft her i landet.

Det næste det er så at skabe uddannelser i verdensklasse. For det er ikke nok med, at vi skal have mere arbejdskraft, men vi skal også være bedre uddannede. Det skal vi bl.a. for, at vi bedre kan varetage de nye jobs, der kommer i stedet for de gamle, der bliver nedlagt. For det bliver fremtidens samfund, gamle jobs bliver nedlagt, nye jobs oprettet, og så skal vi være bedre uddannede til at klare de nye jobs. Og det er over en bred front, at vi vil gøre uddannelserne bedre. Vi tager fat i Folkeskolen med højere fagligt niveau og ikke blot højere fagligt niveau, men også at sikre at børnene og de unge de har kreative evner, for det har vi i høj grad også brug for i fremtidens samfund. Vi vil sikre konstante faglige fremskridt gennem tests, der bliver et pædagogisk redskab for lærerne. Vi gennemfører en reform af læreruddannelsen med henblik på højere fagligt niveau, og vi gennemfører også en ledelsesreform i Folkeskolen for at sikre synlig ledelse.

Dernæst tager vi fat i ungdomsuddannelserne bl.a. erhvervsuddannelserne. Målet er jo, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse i Danmark. Samtidigt vil vi godt sikre høj status til erhvervsuddannelserne. Bl.a. mener vi, at erhvervsuddannelserne også skal kunne være et springbræt til en videre uddannelse og ikke en blindgyde. Vi vil have, som jeg allerede har sagt, flere indgange til erhvervsuddannelser, så der også er indgange for dem, der er mere praktisk orienterede. Og vi skal have fremskaffet et tilstrækkeligt antal praktikpladser. Det er faktisk heldigvis blevet bedre her på det seneste. Faktisk er der kommet 5.000 flere rigtige praktikpladser i virksomhederne, og det vil jeg gerne sige tak for, også over for det erhvervsliv, der har været med til at skaffe de praktikpladser frem. Men lad mig så minde om, at den forpligtelse gælder altså også i tider, hvor det måske går knapt så godt økonomisk. Altså det kan ikke nytte noget, at indgangen eller tilgangen til praktikpladser er så konjunkturbestemt, at man så ikke tager nogen ind i visse perioder, og så står man og mangler dem i andre perioder. Erhvervslivet har her en forpligtelse til at sikre et nogenlunde stabilt antal praktikpladser til de unge.

De videregående uddannelser skal forbedres. Vi har sat det mål, at over halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Vi skaber nu stærkere universitetsmiljøer gennem større mere slagkraftige enheder, herunder opbygger vi elitemiljøer på universiteterne. Vi ønsker, at bevillingerne til universiteterne i højere grad skal gives efter dokumenterede resultater. Og så vil jeg også her rette en opfordring til erhvervslivet, om i højere grad at aftage bachelorer fra universiteterne. Det er en forholdsvis ny ting i Danmark. Det går lidt bedre end det har gjort, men det går ikke godt nok. Og der mener jeg faktisk også, at erhvervslivet selv har en interesse i, i højere grad at tage dem ind at arbejde, som har en bachelorgrad som baggrund.

Voksen- og efteruddannelse skal vi gøre noget ved. Vi skal indstille os på et samfund med livslang læring, fordi vi kan ikke regne med, fordi vi får en uddannelse og et job i de unge år, så kan vi bevare det til pensionsalderen, tværtimod vil normalen være, at vi skal skifte livsbane på et tidspunkt. Og derfor skal der stå voksen- og efteruddannelsestilbud til rådighed, havde jeg nær sagt på et hvilket som helst tidspunkt. Og der vil jeg sige den næste overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked bliver en test på det her. Det bliver en test på viljen fra såvel medarbejderside som arbejdsgiverside med hensyn til, om man virkelig vil gøre noget ved voksen- og efteruddannelse. Lønmodtageren skal vise viljen til at udtage det som krav, arbejdsgiveren skal vise viljen til så også at betale. Og det er jo en sædvanlig forhandling, som vi ikke på nogen som helst måde vil blande os i.

Jeg vil sige, jeg foretrækker den danske model, men jeg vil også gerne give det signal, der skal ske noget området. Fordi voksen- og efteruddannelse det handler altså om, at det danske samfund bliver fleksibelt nok i de kommende år til at alle er parate til omstilling. Til syvende og sidst er god voksen- og efteruddannelse også en fordel for virksomhedens konkurrenceevne. Og det er midlet til at få alle med, også dem der i dag har de korteste uddannelser skal vi have med.

Det fører mig frem til det tredje punkt i strategien. Det er vi skal gøre Danmark til et førende vidensamfund. Målet er, at Danmark skal være et samfund, der sprudler af ideer. Og vi skal være hurtigere til at omsætte ideerne til ny produktion og dermed nye arbejdspladser. Vi har sat det mål, at når vi når frem til 2010 så skal vi i det danske samfund, privat og offentlig sektor under ét mindst bruge 3% af landets produktion (bruttonationalproduktet) til forskning og udvikling og heraf vil den ene procent være offentlig forskning. Det er der nu afsat penge til, og det mål det når vi.

Jeg vil godt sige, at det er ikke nok bare at fylde flere penge i foretagendet. Vi skal sikre kvalitet, vi skal sikre fokus og prioritering. Og derfor skal vi satse stærkere på naturvidenskab og teknik i de kommende år. I Finland og Sverige f.eks. der bliver der uddannet 2 til 3 gange så mange phd’ere inden for naturvidenskab og teknik, som der gør i Danmark. Så ikke blot bruger de flere penge, men de prioriterer også kraftigere. Vi skal have mere konkurrence om forskningspengene, så vi sikrer høj kvalitet. Målet er, at når vi når frem til 2010 så skal halvdelen af de offentlige forskningspenge være tildelt i fri konkurrence på basis af kvalitet. Der kan vi i høj grad lære af Finland og Sverige. Og så skal vi have et stærkere og bedre samarbejde mellem det private og det offentlige, når det gælder forskning og udvikling.

Det fjerde det er, at vi skal gøre Danmark til det mest innovative samfund i verden. Det gælder såvel den private sektor som den offentlige sektor. Den private sektor er jo allerede kendt med behovet for innovation. Vi skal forstærke det ved at forstærke iværksætterkulturen, hvor vi skal starte allerede i uddannelserne – iværksætteri skal være en integreret del af vores uddannelser lige fra Folkeskole til videregående uddannelser. Vi skal – tror jeg – også opbygge uddannelser i innovativ ledelse. Vi skal fremme vækstiværksættere. For det er ikke nok bare at starte nye virksomheder. Det er vi egentlig ret gode til i Danmark. Det vi er knap så gode til, det er at få dem til at vokse. Der kan vi lære meget af f.eks. USA. Vi skal reducere de barrierer, der i dag er for at virksomheder vokser. Vi skal fremskaffe nye finansieringsformer, som kan være med til at stimulere, at nystartede virksomheder de vokser.

Men må jeg så vende mig til den offentlige sektor, som også i de kommende år skal være en innovativ sektor i det danske samfund. Den offentlige sektor yder faktisk et væsentligt bidrag til det danske samfunds konkurrenceevne. Og det skal vi forstærke i de kommende år. Når vi har et fleksibelt dansk arbejdsmarked, så er det fordi, vi har et godt socialt sikkerhedssystem, hvis man bliver ledig, som så betyder, at så har vi i Danmark stort set ingen restriktioner lagt på arbejdsgiverne, når det gælder at hyre og fyre medarbejdere. I modsætning til andre lande. Det er den meget berømte flexicurity model, som giver Danmark en enestående fleksibilitet på arbejdsmarkedet og derfor et kraftfuldt bidrag til vores konkurrenceevne. En model der er misundt i andre lande. Men det er i høj grad den offentlige sektor, der er med til at sikre den fleksibilitet.

Børnepasning, jamen altså hvordan skulle man få et arbejdsmarked til at fungere med høj erhvervsdeltagelse fra begge forældre, hvis ikke vi havde organiseret børnepasningen i fællesskab. Infrastrukturen, det har selvfølgelig noget at gøre med konkurrenceevne, om man kan komme frem på vejene og ikke skal sidde i kø, og at togene kører til tiden osv. Og her er der noget at gøre, men det er altså eksempler på, at en offentlig indsats kan bidrage til konkurrenceevne, og at det har betydning, hvad det offentlige gør.

Det samme gælder uddannelse. Det er klart, at den godt uddannede befolkning er mere konkurrencedygtig end en knap så uddannet befolkning, også her kan offentlige investeringer spille en betydelig rolle. Og jeg har allerede talt om forskning og udvikling, som et middel til at forbedre konkurrenceevnen. Så den offentlige sektor yder et kraftfuldt bidrag til konkurrenceevnen i et samfund.

Den langsigtede udfordring vi står overfor, er imidlertid, at der simpelthen bliver problemer med at rekruttere tilstrækkeligt antal medarbejdere til den offentlige sektor. Ligesom i øvrigt til den private sektor. Der deler offentlig og privat sektor jo skæbne. Jeg kan sige, at over de næste 10 år, der går 200.000 offentlige ansatte på pension. Det er 1/4 af dem, der er beskæftiget inden for det offentlige. Så glem al den der snak om, at politikerne de er ude på at skære ned i antallet af ansatte. Det er overhovedet slet ikke det, der er problemet. Problemet i de kommende år, det bliver at rekruttere et tilstrækkeligt antal til at løse opgaverne. Og jeg kan bare illustrere det med et tal. Her i 2006 der er det sådan, at antallet af 25-årige er 63.000, antallet af 60-årige er 78.000. Det fortæller jo lidt om, at de årgange, der kommer ind nu, det er årgange, der er så små, at der bliver kamp om arbejdskraften mellem privat og offentlig sektor. Og det er også derfor, at dem der tror, at løsningen på udfordringen i den offentlige sektor det er bare flere penge og flere ansatte, de har slet ikke forstået, hvad det er for en udfordring, vi står overfor i de kommende år.

Og det er grunden til, at vi har brug for en kvalitetsreform, hvor vi får mere for pengene så at sige. Vi skal være bedre til at måle og dokumentere, hvad den offentlige sektor gør. I dag er vi meget gode til at måle, hvor mange penge vi bruger, men ikke ret gode til at måle, hvad det er for et resultat der kommer ud. Vi skal være bedre til at måle resultater, vi skal være bedre til at måle kvalitet. Vi skal være bedre til at måle tilfredshed.

Og det fører over i, at jeg syne, at man burde gennemføre en lønreform inden for det offentlige. Jeg mener ærligt talt, at hvis offentligt ansatte på en institution yder et konstruktivt og positivt bidrag til ny organisering, bedre kvalitet, omkostningsreduktion, eller hvad der nu kan være resultatet, så burde de også mærke det kontant i lønningsposen. Der er alt for meget stivhed inden for det offentlige, hvad det der angår. Alt for meget lighedsmageri der gør, at man er så bange for resultatløn. Der skal vi være meget mere åbne, og vi skal belønne de offentlige ansatte, der yder et bidrag her. Og så synes jeg ærligt talt også, at ledernes lønninger inden for det offentlige, de burde i nogen grad afspejle resultater. Altså de behøver ikke ligefrem aktieoptioner, men man kunne sige, at en andel, den yderste andel af deres løn, den skulle være afhængig af f.eks. brugertilfredshed, medarbejdertilfredshed og omkostninger. Hvis der er god tilfredshed i forhold til omkostningerne, så bør man kunne mærke det i lønningsposen, og hvis der er ringe tilfredshed, så bør man også kunne mærke det. Altså det tror jeg, jeg tror på, at det ligger der nogen incitamenter i.

Og så bør man også være bedre til at hjælpe hinanden med bedste praksis. Hvorfor ikke sige, at de 20%, der gør det bedst efter de her mål, de hjælper de 20%, der gør det dårligst? Vi skal have valgfrihed, så brugerne de kan vælge noget andet, hvis ikke de er tilfredse med det de får.

Og en kvalitetsreform, det er også at sørge for, at der er penge nok til investering. Investeringer i bedre kvalitet. Altså f.eks. har det vist sig, at hvis man investerer i såkaldt håndholdte computere inden for hjemmeplejen, så bliver der mere tid til omsorg og pleje for den enkelte, fordi man reducerer den administrative byrde. Det skal der være penge til.

På samme måde skal der være penge til at vedligeholde offentlige anlæg og bygninger i stedet for de står og bliver nedslidte. Men alt for ofte ser vi, at investeringer bliver tilsidesat, fordi drift og overførsler fortrænger pengene til investeringer. Og der er vi simpelthen nødt til at gøre det bedre i de kommende år.

Så jeg vil gerne sige her, jeg agter ikke på nogen som helst måde at gå ind i en kappestrid om, hvem der er i stand til at love flest penge til den offentlige sektor. Der bliver flere penge til offentlig service i de kommende år, men der er også snævre rammer for, hvad samfundsøkonomien kan bære. Og dem der tror, at det bare er et spørgsmål om penge, har ikke forstået, hvad udfordringen reelt består i. Der er simpelthen behov for en helt ny vision. Der er behov for et samspil mellem den offentlige og den private sektor. Vi skal simpelthen samtænke de to – og sige at det den offentlige sektor gør er i høj grad også en del af erhvervslivets konkurrenceevne. Og derfor skal vi have et samspil og et partnerskab mellem den offentlige og den private sektor. Se dem under ét så at sige.

Og så endelig punkt 5. Der er behov for at tage offensivt fat på de nye udfordringer, vi står over for i energipolitikken. Vi er i en forholdsvis komfortabel situation i Danmark, fordi vi henter masser af olie og naturgas op af undergrunden. Og vi er faktisk det eneste EU-land, der nu er mere end selvforsynende med olie og naturgas. Så vidt så godt. På et eller andet tidspunkt slipper det jo op. Og der er det altså vigtigt, at vi så ikke bliver afhængige af forsyninger fra områder i verden, som mildest talt er politisk ustabile.

Og derfor så må målet være, at vi siger, at på et eller andet tidspunkt så skal vi kunne klare os uden fossile brændsler, som kul og olie og naturgas. Ja det er et stykke ude i fremtiden. Men energibeslutninger er langsigtsbeslutninger. Og vi har et godt udgangspunkt for at løse den udfordring, fordi vi er et af de lande i verden, der gør mest, når det gælder vedvarende energi. 15% af energien kommer fra vedvarende energi. Elektriciteten, der stammer 20% fra vind. Energieffektiviteten, der er vi et af de mest effektive lande i verden. Over de sidste 25 år er økonomien vokset med 50%, og energiforbruget er ikke vokset. Og vi er førende på verdensmarkedet, når det gælder at sælge vindteknologi.

Så vi har et godt udgangspunkt. Og det vi så skal gøre nu, det er fortsat at udvikle brugen af vedvarende energi. Det er fortsat at udvikle energieffektivitet, og benytte den teknologi vi har. Det er inden for transportsektoren, at fremme anvendelsen af grønne brandstoffer, som f.eks. biobrændstoffer. Det er at satse på forskning og udvikling. Og demonstration og forsøg inden for energisektoren. Og så er det endelig et internationalt energisamarbejde. I EU skal vi sætte ambitiøse mål op. Og vi bør også over Atlanten forstærke samarbejdet med USA om udvikling af nye energiteknologier.

Lad mig så understrege, at nu handler det om, at man så også sikrer, at vi får mest muligt for pengene. Også her vil jeg sige, at jeg ønsker ikke at gå ind i en konkurrence om, hvem nu er i stand til at opstille de mest ambitiøse mål. Fordi hvis jeg siger 30%, så vil der bare komme nogen fra oppositionen og sige 50. Hvis jeg siger 50, så vil de sige 75. Det er fuldstændig uden ende og det er totalt meningsløst.

Nej det vi skal, det er at sikre, at en sådan energipolitik går hånd i hånd med en fornuftig konkurrenceevne. Vi skal ikke sætte dansk erhvervslivs konkurrenceevne over styr og dermed ødelægge dansk økonomi og kvæle arbejdspladser. Men det vi skal, det er at udnytte offensivt det teknologiske forspring, vi har på energiområdet. Selvfølgelig slipper vi jo ikke for, at der også er noget politisk regulering på området. Men det skal kombineres med, at vi bruger markedsmekanismer til at sikre, at investeringerne i energi foretages dér, hvor det er mest effektivt. F.eks. som inden for Kyoto-aftalen, hvor Danmark foretager CO2-reducerende investeringer i U-lande og østlande og Asien osv., fordi derved får vi mest muligt miljø for pengene.

Og disse markedsmekanismer dem skal vi bruge også på nationalt plan, således at det hele ikke bare er politisk regulering, men at vi i høj grad bruger markedsmekanismerne til at sikre mest muligt effektivitet i vores energipolitik. Jeg tager klart afstand fra en miljøsocialisme, der bruger det grønne som trækkraft for at snøre befolkningen ind i reguleringer og læsse nye skatte og afgifter ud over befolkningen. Når vi taler om bæredygtig udvikling, så mener vi ikke blot en miljømæssig bæredygtig udvikling, men også en økonomisk bæredygtig udvikling. Energi skal være en forretning for Danmark.

Lad mig slutte af med at sige, at den her strategi, den kan jo kun realiseres, hvis brede grupper arbejder med. Jeg var glad for, at Globaliseringsrådet præsenterede en så omfattende strategi, som det gjorde. Jeg takker alle, der var med i arbejdet, alle organisationer, alle enkeltpersoner, der var med.

Men det er et bredt ansvar at følge op. Vi skal have et partnerskab mellem det offentlige og det private, og det at sikre en fornuftig integration og indvandrere i arbejde, er også et ansvar for virksomhederne. Det er at sikre et tilstrækkeligt antal praktikpladser til de unge. Det er også et ansvar for virksomhederne. Det at sikre en seniorpolitik, hvor de ældre bliver længere tid på arbejdsmarkedet, er også et ansvar for virksomhederne. Det er et partnerskab.

Og jeg vil godt sige til jer, at vi vil følge tæt op på, at alle disse ting, de nu bliver ført ud i livet. Hvert år vil regeringen udgive en konkurrenceevneredegørelse, hvor vi vil se, om globaliseringsstrategien, den bliver ført ud i livet, og om det virker.

Globaliseringsrådet vil fortsat i den proces have en rolle at spille. Jeg har set i den offentlige debat, at nogen har udtrykt frygt for, måske kritik af, at vi har præsenteret 350 forslag, men at der er behov for prioritering og benhård styring. Jeg har set det fremført, at det er godt, at vi nu har afsat en pulje på 10 mia. til investeringer i globaliseringsformål. Men at det jo nok bare vil blive reduceret til et politisk udspil, som så mange andre. Og endeligt har jeg set, at vi mangler konkrete forslag om eliteuniversiteter, om vækstiværksættere, om udvikling af ledelseskompetence i det danske samfund.

Vel, jeg er ikke helt enig i den frygt og den kritik. Men jeg vil gerne sige til jer, vi lytter selvfølgelig til alt, hvad der bliver sagt. Og jeg vil gerne slå 3 ting fast.

For det første, vi vil fastholde fokus på det jeg har sagt her. For det andet, vi vil ikke klatte pengene væk. Der skal være fokus og prioritering. Det skal være globaliseringsrettet. Og endelig for det tredje, vi vil være åbne og lytte til yderligere forslag, hvis der er nogen. Og derfor vil mit konkrete udspil være, at vi etablerer det jeg vil kalde et opsamlingsheat, hvor alle, der har supplerende forslag til det, vi er kommet med, de kan bidrage. Og sende dem til globaliseringsrådet og så vil vi behandle dem dér. Fordi vi behøver så mange ideer som muligt og så mange med i arbejdet som overhovedet muligt.

Så jeg er enig i, at det er Mission Possible! Det er absolut muligt. Vi har et stærkt udgangspunkt. Vi har klare mål. Vi har lagt en klar strategi. Og der er skabt en bred politisk og organisatorisk opbakning til at føre strategien ud i livet. Og der vil være fastholdt politisk fokus, nøje på opfølgningen af det her.

Men jeg vil godt sige, at jeg tror aldrig vi kommer i den situation, at vi vil kunne sige Mission Completed, for det vil være en stadig proces, det er en vedvarende indsats, så det vil være under det motto, som også er mit personlige: Aldrig færdig – altid på vej!