Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Europakonferencen den 24. maj

Jeg vil koncentrere mit indlæg om to emner: Formandskabet og Europas fremtid. Hovedvægten vil ligge på det sidste.

* * *

Det danske formandskab har én meget klar hovedopgave - at afslutte udvidelsesforhandlingerne med op til 10 nye lande. Ikke kun fordi udvidelsen er og længe har været en dansk prioritet. Men fordi forhandlingerne nu er nået dertil, at det er en realistisk målsætning. EU-landene har i fællesskab besluttet at placere opgaven i vores hænder.

Men udvidelsen er ikke den eneste opgave. Vi står også på andre områder med en tætpakket og meget indholdsrig dagsorden. Jeg lægger vægt på, at vi også tager disse opgaver alvorligt og også dér leverer et målrettet og professionelt formandskab.

Overskrifterne er:

• større sikkerhed og tryghed – kampen mod terrorisme og kriminalitet
• bæredygtig udvikling - økonomisk, socialt og miljømæssigt.
• sikre fødevarer – midtvejsevaluering af landbrugspolitikken og ny fiskeripolitik.
• EU’s globale ansvar, herunder den fælles udenrigspolitik og de to store møder under dansk formandskab: Johannesburg-topmødet om bæredygtig udvikling og ASEM-topmødet med de asiatiske lande.

Jeg har redegjort nærmere for indholdet under disse overskrifter i Folketinget og skal ikke gentage det her. Under vores debat bagefter vil jeg gerne, om ønsket, uddybe vore planer for formandskabet.

Det er de opgaver, vi kan forudse. Men som altid i europæisk og international politik skal man vente det uventede. Vi ved, at der vil komme kriser, som skal håndteres under dansk formandskab. Vi ved bare ikke hvilke og hvornår. Men også denne udfordring forbereder vi os på, så godt som det nu er muligt.

* * *

Det var, hvad jeg ville sige om formandskabet. Men vi bør også allerede nu tænke på tiden efter 1. januar 2003. Diskussionen om Europas fremtid er i fuld gang. Den må vi ikke forsømme.

Mit udgangspunkt for diskussionen om Europas fremtid er egentlig meget enkelt: Vi har brug for et stærkt og effektivt EU. Det er helt afgørende for et mindre land som Danmark. Men vi har også brug for et EU, som folk kan overskue, og som ikke fylder mere i hverdagen, end folk kan acceptere. Ellers forsvinder støtten til EU.

Jeg vil i dag præsentere nogle af mine idéer til, hvordan vi løfter den dobbelte udfordring. Ikke som en facitliste. Ikke som en endelig regeringsholdning. Men som oplæg til diskussion.

For mig at se bør vi i konventet og i regeringskonferencen gå efter fem mål:

De to første af disse overskrifter er de vigtigste, og dem vil jeg derfor gøre mest ud af.

* * *

For det første: en klarere arbejdsdeling.

Hvis der er et tema, som er gået igen, når vi har diskuteret EU i Danmark, er det usikkerhed om grænserne for EU. Hvad er det egentlig EU skal beskæf­tige sig med, og hvad skal EU-landene beholde for sig selv? Og hvordan sikrer vi, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og landene i Rådet holder sig til den aftalte arbejdsdeling, når først vi har besluttet den?

Derfor vil jeg gerne slå fast: Kompetencefordeling er fortsat på dagsordenen. Det afgørende er ikke, om vi kalder reformen et ”kompetencekatalog” eller noget andet. Det afgørende er indholdet. Og det politiske mål er krystalklart. Vi skal have en bedre og klarere beskrivelse af kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene.

Da jeg oprindelig bragte dette tema ind i den danske debat – om aftenen den 28. septem­ber 2000 – brugte jeg udtrykket kompetencekatalog. Heri lå der ikke en stillingtagen til en bestemt juridisk-teknisk model, men alene et ønske om at sætte fokus på et vigtigt problemfelt. Det er lykkedes, må jeg sige. I dag tror jeg alle er enige med mig i, at det ikke mindst er her vi fra dansk side skal sætte ind.

Heldigvis har vi godt med allierede i de andre lande. Arbejds­delingen – eller kompetencefordelingen, om man vil – er et helt centralt spørgsmål for det konvent, som nu er kommet i gang med sit arbejde. Og det er et spørgsmål, som påkalder sig interesse i såvel EU-landene som i de kommende medlemslande. Det oplever jeg selv, når jeg drøfter arbejdet i konventet med kolleger fra de andre lande.

Jeg vil gerne understrege, at det ikke for mig er et spørgsmål om at rulle udviklingen i EU tilbage. Tværtimod. På en række områder har vi brug for et stærkere samarbejde end i dag. Men vi har også brug for at gøre det mere klart, hvad EU tager sig af, og hvad medlemslandene tager sig af.

Hvordan kan man så gøre det?

For det første: man kan sige klarere, hvad EU ikke tager sig af.

I dag er det sådan, at traktaten siger, hvad EU skal tage sig af - hvad der er EU’s opgaver. Derimod siger traktaten som hovedregel ikke noget om, hvad EU ikke skal tage sig af – hvad der er medlemslandenes opgaver. EU skal løse de opgaver, som er angivet i traktaten - og kun dem. Hvis ikke der står noget, er det fordi medlemslandene ikke har overladt kompetencen, men har valgt at beholde den selv.

Selvom det er grundprincippet, har man alligevel valgt på nogle områder at angive, hvad EU ikke skal gøre. For en sikkerheds skyld, så at sige. Det er noget man især er begyndt på i de senere år. Fx i forbindelse med, at man på nogle områder er overgået til flertalsafgørelser. Når landene slipper det håndtag, som enstemmighed udgør, vil de gerne være helt sikre på, hvad traktaten kan bruges til.

Den slags angivelser af, hvad EU ikke tager sig af, kunne der efter min opfattelse godt være nogle flere af. Ikke for at rulle samarbejdet tilbage – som sagt. Men for gøre det tydeligere, hvor grænserne går. For at understrege medlemsstaternes rettigheder.

Lad mig give et par eksempler.

Der er blandt medlemslandene almindelig enighed om, at fordelingspolitik og landenes sociale ordninger ikke er et anliggende for EU. Man skal over­holde nogle principper for sund økonomisk politik, og man må ikke diskri­minere, men når den slags betingelser er opfyldt, er der frit slag. Det burde man kunne finde en måde at udtrykke på.

Der er også bred enighed om, at indretningen af indkomstskattesystemet er et anliggende for de enkelte EU-lande, og at EU som sådan ikke har nogen kompetence til at udskrive skatter. Igen er der selvfølgelig nogle principper der skal overholdes, og når det gælder grænseoverskridende spørgsmål som beskatning af renteindtægter er der også en rolle for EU. Men også her burde det være muligt at finde formuleringer, som alle kan blive enige om.

Herudover kunne man også overveje at sætte nogle klarere grænser ned på nogle af de mere marginale EU-områder. Når nu vi alligevel ikke vil lovgive om kultur og sport i EU, behøver EU så overhovedet beskæftige sig med den slags emner? Og når alle er enige om, at vi også fremover selv skal bestemme indholdet af uddannelser i medlemslandene, hvor mange resolutioner, støtteprogrammer og handlingsplaner har vi så brug for?

Endelig synes jeg, man skulle slå visse grundidéer og overordnede principper for samarbejdet fast.

Det kunne fx være princippet om, at EU kun kan handle, hvor medlems­landene har tillagt EU kompetence. For kendere giver dette sig selv, men derfor kan det måske alligevel være nyttigt at skrive det tydeligere end i dag.

Det kunne fx også være, at EU er et fællesskab af selvstændige stater, der har valgt at udøve en del af deres suverænitet i fællesskab. Igen er det nok indlysende for mange, men derfor kan det alligevel være nyttigt at skrive det ned.

Man kan diskutere, hvad formen skal være for den slags formu­leringer. Både når det gælder angivelser af, hvad EU ikke tager sig af, og når det gælder grundlæggende principper. Måske skal de stå i selve traktaten. Måske i indledningen til traktaten eller i et separat dokument. Det er ikke det vigtigste. Det afgørende er, om man kan blive enige om tekster, der fører til en klarere beskrivelse af arbejdsdelingen, end den vi har i dag.

* * *

Det andet mål bør være en styrkelse af de nationale parlamenter. Ikke mindst når det gælder om at sikre, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt, og at beslutningerne ikke går videre end nødvendigt. Det vil sige, at de såkaldte principper om nærhed og proportionalitet overholdes.

I dag spiller EU-landenes parlamenter først og fremmest en rolle gennem kontrollen med de enkelte landes regeringer. Det skal også i fremtiden være deres vigtigste rolle. Men for at sikre, at de kan udfylde den rolle, må vi sikre dem de bedst mulige arbejdsbetingelser. Det betyder, at beslutninger i EU-systemet skal træffes i størst mulig åbenhed. Det betyder, at parlamenterne skal have adgang til de dokumenter, som behandles. Og det betyder, at der må være tilstrækkeligt med tid til, at EU-spørgsmål kan behandles nationalt.

Men kontrolfunktionen i forhold til egne regeringer behøver ikke være den eneste rolle for de nationale parlamenter. Allerede i dag har vi sammenslutningen af Europaudvalg – det såkaldte COSAC. Og allerede i dag har COSAC i henhold til traktaten mulighed for at udtale sig om den måde, EU-institutionerne forvalter principperne om nærhed og proportionalitet. Det kunne man bygge videre på.

I dag er det først og fremmest op til EU’s lovgivende institutioner – Kommis­sionen, Europa-Parlamentet og Rådet - selv at sikre, at de to principper efterleves. I princippet kan Domstolen efterprøve de tre øvrige institutioners politiske skøn, men i praksis er det vanskeligt juridisk at anfægte den slags politiske beslutninger. Efter min opfattelse er der behov for en politisk kontrol, som er uafhængig, og som derfor ikke kan udøves af EU-institutionerne selv.

Det betyder ikke, at vi skal opbygge endnu et lovgivende kammer i EU ud over Rådet og Europa-Parlamentet. Vi bør i det hele taget undgå at opbygge nye institutioner, som blot ville gøre lovgivningsprocessen mere tung og bureaukratisk. Men selv med det udgangspunkt bør vi kunne finde en måde at involvere de nationale parlamenter mere på.

Jeg så gerne, at vi oprettede et forum af nationale parlamentarikere, som løbende kan evaluere Kommissionens, Rådets og Europa-Parlamentets lovgivende virksomhed.

Man kunne overveje at bygge et sådant forum ind i selve lovgivningsprocessen. Det ville give de nationale parlamenter mulighed for at tage stilling til Kommissionens forslag, før de vedtages. Til gengæld ville en sådan model let kunne gå ud over effektiviteten. En bedre mulighed kunne måske være at lade de nationale parlamentarikere udtale sig om allerede vedtagne forslag. Hvor vidtgående beføjelser forummet så skal have, kan man diskutere.

For eksempel kunne man bede dette forum om op til hvert møde i Det Europæiske Råd at udtale sig om institutionernes respekt for nærheds­princippet og proportionalitetsprincippet. Forummet kunne dels udtale sig om lovgivningen generelt, dels henlede Det Europæiske Råds opmærksomhed på konkrete tilfælde, hvor Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen efter de nationale parlamentarikeres opfattelse er gået for langt.

Man kunne også indføre den regel, at et antal nationale parlamenter kunne bede om at få en konkret retsakt forelagt for dette forum, og at forummet så kunne tage stilling til den. Forummet kunne så beslutte, at Rådet og Europa-Parlamentet skulle se på sagen en gang til, eller at den skulle prøves for Domstolen. Eventuelt kunne man kræve, at der skulle et særligt kvalifi­ceret flertal til for at forummet kunne gribe ind. Det ville så nok ikke ske så tit, men selve muligheden kunne have en vis præventiv effekt.

Endelig kunne man styrke de enkelte nationale parlamenters direkte rolle i EU. Man kunne overveje, om de nationale parlamenter – enkeltvis eller hvis nogle stykker af dem var enige – skulle have beføjelse til at gå til Domstolen – fx når det gælder overholdelse af arbejdsdelingen, principperne og nærhed og proportionalitet og måske også anvendelsen af den såkaldte ”gummiparagraf”, artikel 308.

Igen er det afgørende ikke den konkrete model. Jeg har givet nogle eksempler på, hvad man kan gøre. Det afgørende er, at man finder en løsning, som på én gang styrker de nationale parlamenter og sikrer en stærkere politisk kontrol med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

* * *

Mine tre sidste punkter skal jeg kun omtale kort.

Mit tredje mål er større åbenhed, gennemskuelighed og demokratisk kontrol. Vi bør arbejde hen mod fuld åbenhed om Rådets lovgivende virksomhed, og vi bør prøve om vi kan skrive en enklere og klarere traktat.

Mit fjerde mål er klarere rettigheder for borgerne. Charteret for grundlæggende rettigheder er en god og klar tekst, som har den yderligere fordel, at den allerede eksisterer. Vi bør undersøge de forskellige muligheder for at afspejle charteret i traktaten.

Mit femte mål er at gøre EU mere effektivt. Det kan blandt andet ske ved indførelsen af gruppeformandskaber og mere omfattende og konsekvent anvendelse af kvalificeret flertal.

* * *

Det var mine fem punkter. De indebærer for mig at se et forbedret EU, men ikke et fuldstændig anderledes EU. Jeg lægger ikke op til at vaske tavlen ren og starte helt forfra. Dertil er den eksisterende model alt for værdifuld – ikke mindst for de små lande. Risikoen for at hælde barnet ud med badevandet ville være alt for stor. Vi bør huske på, at det eksisterende EU trods alt er en enestående konstruktion, og at det har været en kolossal succes. Det vidner andre landes meget store interesse for at blive medlem om.

Nogle vil måske mene, at mine fem punkter tilsammen ville udstyre EU med en forfatning. Hvis der dermed menes en ny grundlæggende pagt, der træder i stedet for landenes forfatninger, er det forkert. Også resultatet af næste regeringskonference vil være en ny traktat mellem landene. Men hvis der menes et klarere og bedre grundlag, som tydeliggør både borgernes og medlemsstaternes rettigheder, så for min skyld ingen alarm. En sådan forfat­nings­traktat skriver jeg gerne under på.