Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved fest i anledning af 60-året for Israels oprettelse 8. maj 2008

Det talte ord gælder

Kære Stefan Isaak. Kære overrabbiner. Ambassadør Walzer. Mine damer og herrer.

Tillykke med Israels 60 år. Det er en stor glæde for mig og min hustru, Anne-Mette, at være med til at fejre denne festlige begivenhed her i aften.

* * *

Der har altid været tætte og varme bånd mellem Israel og Danmark.

Og det nære forhold mellem Danmark og det jødiske folk rækker helt tilbage til før Israels fødsel.

Danske jøder har gennem århundreder været en værdifuld del af det danske samfund. Og redningen af danske jøder under Anden Verdenskrig er kommet til at stå som det meget håndgribelige symbol på de varme dansk-jødiske relationer.

I dag ved vi, at der var en række særlige omstændigheder ved redningen af de danske jøder, som medvirkede til, at det lod sig gøre. Men det ændrer ikke ved det helt centrale: At danskerne anså forfølgelsen af jøderne som et afskyeligt og helt utilladeligt overgreb mod medmennesker. Og tilmed et overgreb på gode danske medborgere, på naboen, på arbejdskollegaen. Og ved en aktiv indsats lykkedes det at redde langt de fleste danske jøder fra Holocaust.

I 2005 deltog jeg ved indvielsen af det nye Yad Vashem museum i Jerusalem. Yad Vashem sætter navne og ansigter på de ufattelige menneskelige lidelser under holocaust. Og søger derved at gøre dem fattelige for os andre. Så vidt det overhovedet er muligt.

Yad Vashem sætter også navne på de ikke-jøder, der hjalp og reddede deres jødiske medborgere. Der er plantet et træ for hver af disse redningsmænd. Og ét af træerne ved Yad Vashem er tilegnet redningen af de danske jøder.

Det er rørende. Det er bevægende.

Når man går rundt i Yad Vashem, forstår man til fulde, hvorfor handlekraftige jøder besluttede at danne deres egen stat. Efter århundreders flugt, lidelser og forfølgelser og efter én af verdenshistoriens grusomste forbrydelser mod menneskeheden, nazisternes bestialske forsøg på at udrydde det jødiske folk, var det selvsagt naturligt at skabe et hjemland. Et Israel som hjemsted for de overlevende. Et Israel som samlingspunkt for verdens jøder. Et Israel med evne til at beskytte sine borgere og forsvare sig mod angreb og overgreb.

* * *

Derfor støttede Danmark oprettelsen af staten Israel.

Israel er oprettet på baggrund af en vedtagelse i FN. Afstemningen i FN’s generalforsamling den 29. november 1947 blev tæt. Det var ikke på forhånd klart, om der ville være det nødvendige to tredjedeles flertal for planen. Hver eneste stemme talte. På den måde var den danske stemme blandt de udslagsgivende.

I sit indlæg for at forklare den danske stemmeafgivning, sagde den danske repræsentant – ambassadør Henrik Kauffmann:

”Det falder os ikke let at tage et medansvar ved løsningen af dette problem, som vedrører hundredtusinder af menneskers velfærd. Vi føler imidlertid, at vor stilling som medlem af FN medfører et moralsk og politisk medansvar, som vi ikke kan slippe fra, hvad enten vi stemmer ja eller nej eller afholder os fra at stemme.”

Danmark stemte ja. Vi valgte klart og tydeligt at tage et medansvar for oprettelsen af staten Israel. Et medansvar som Danmark og danske politikere har følt lige siden. Med engagement og aktivisme.

* * *

Blandt de danske jøder var der en del, som valgte at tage ned og deltage i uafhængighedskrigen og bosætte sig i den nye stat. Andre fulgte efter. Men mange valgte at blive her i Danmark.

For jer alle sammen gælder, at I har bidraget og fortsat bidrager til at skabe og fastholde de tætte bånd mellem Danmark og Israel.

Igennem årene har titusindvis af danskere boet og arbejdet i israelske kibbutzer. Både jøder og ikke-jøder. Det har også styrket relationerne. Relationer, der i dag omfatter handel, samarbejde inden for forskning og uddannelse, turisme og kultur.

* * *

I aften kan vi glæde os over, at Israel er nået så langt på 60 år. Israel er en ung stat. Men samtidig med tusindårige rødder i historien.

Israel er i løbet af kun to generationer vokset fra et skrøbeligt bondesamfund til et stærkt, højteknologisk industrisamfund. Til et centrum for forskning og internationale investeringer. Med et rigt kulturliv. Gennem en vellykket integration af millioner af immigranter fra hele verden. Det er det israelske mirakel.

Israel er en gammel drøm. En drøm, der blev gjort til virkelighed, da David ben Gurion den 14. maj 1948 udråbte den første selvstændige jødiske stat i mere end 2.000 år.

For 60 år siden var Israel stadig en skrøbelig drøm. Og også gennem Israels historie har drømmen flere gange været tæt på at briste. Israelerne har måttet kæmpe hårdt og vedvarende for at holde drømmen i live. Landet har i sin korte historie været kastet ud i tre omfattende krige, der hver gang indebar en risiko for landets eksistens.

Herbert Pundik skriver i sine erindringer bl.a. om situationen under 6 dages krigen, hvor mange israelere valgte at flygte ud af landet. Pundik refererer folkeviddet for, at der i Ben Gurion Internationale lufthavn skulle stå et skilt med påskriften ”Sidste mand slukker lyset”.

Sådan gik det ikke. Israel tændte et lys og et håb for hele verdens jøder. Et lys, som i dag brænder klarere end nogensinde. Trods trusler fra terrorister og tyranner.

* * *

Vi har alle et håb. Israelerne har et håb. Et håb om at se Israel leve i fred med alle sine naboer. At opleve eksistensen af to stater, Israel og Palæstina, som lever i fred side om side.

Behovet for at finde en løsning er større nu end nogensinde.

Den amerikansk støttede Annapolis proces har skabt et håb om fremdrift i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger.

Danmark bakker fuldt ud op om processen. Vi føler et stærkt medejerskab. Den såkaldte ”køreplan for fred” blev vedtaget under det danske formandskab for EU. Den udgør en vigtig del af grundlaget for Annapolis-processen.

Danmark opfordrer både Israel og palæstinenserne til at udvise den nødvendige tillid. At give de nødvendige indrømmelser for at nå til en fredsløsning.

Det er en vanskelig proces. Men vi er mange, der er rede til at støtte.

Israel har lov til at forvente støtte fra det internationale samfund, som har medvirket til at oprette Israel på grundlag af en FN-resolution. Israel har ret til at eksistere som selvstændig stat inde for sikre og garanterede grænser. Det israelske folk har krav på beskyttelse mod krig og terror.

Men det er også i Israels interesse at finde en holdbar løsning for palæstinenserne. Fred og forsoning er den eneste vej frem for alle folk i regionen. Israels sikkerhed er til syvende og sidst bedst varetaget gennem en holdbar to-statsløsning, hvor israelere og palæstinensere lever og arbejder og handler fredeligt sammen.

Mellemøsten har et kolossalt økonomisk potentiale. Enorme muligheder, som i dag bliver forspildt af terror og undertrykkelse.

Men vi har lov at drømme om en fremtid, hvor alle nationer og folk i Mellemøsten lever side om side i frihed og fred. En fremtid, hvor folkestyret trives og sikrer det enkelte menneskes frihedsrettigheder. En fremtid, hvor samhandelen blomstrer og sikrer de mellemøstlige folk velstand og velfærd.

Israel må vise den vej. For Israel er demokratiets forpost i Mellemøsten. Og det forpligter at være et demokrati. Men det giver også styrke. For ingen kraft i verden er så stærk som menneskets naturlige ret til og stræben efter personlig frihed.

* * *

Forholdet mellem Danmark og Israel har altid været varmt og tæt. Det har det været de første 60 år. Sådan skal det også være i fremtiden.

Jeg glæder mig til at besøge Israel igen, når min hustru, Anne-Mette, og jeg tager til Israel senere på måneden for at markere 60-året for statens fødsel. Tillykke til Israel. Til israelske danskere. Til danske israelere. Til danske jøder. Og til alle os venner af Israel. Mazal Tov!