Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Folketingets afslutningsdebat 15. juni 2005

Det talte ord gælder

Danmark er et godt land at leve i.

Det kan lyde banalt at sige det. Og vi kan måske ofte glemme det i en travl hverdag, hvor vi skal håndtere mange større eller mindre problemer. Men ikke desto mindre er det sandt. Og det er vigtigt at huske på.

For få har som vi danskere så gode muligheder for at få et godt liv.

Vi lever i et frit samfund. Vi lever i fred med vores omverden. Og vi lever i et samfund i fremgang.

Alt sammen noget, som vi har tendens til at tage for givet. Men det er ikke givet. Spørg blot vore ældre, der oplevede 2. verdenskrigs gru. Spørg nogle af vores nye fæller i EU, der indtil for 15 år siden var underlagt kommunistiske regimer. Eller spørg irakerne, der indtil for to år siden var underkuet af Saddam Hussein.

Så vi må ikke tage friheden, freden og fremgangen for givet. Historien viser, at det alt for ofte er ufrihed, ufred og tilbagegang, der dominerer. Derfor skal vi værne om vores frihed og vores værdier. Og vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan leve i et land med velstand og velfærd.

* * *

Udgangspunktet er godt.

Dansk økonomi er i fremgang. Godt hjulpet på vej af regeringens Forårspakke med markante skattelettelser og fremrykning af investeringer.

Vi har i Danmark en god kombination af et fleksibelt arbejdsmarked og et stærkt socialt sikkerhedsnet.

Ledigheden er faldet med 20.000 personer over de seneste 11⁄2 år. Beskæftigelsen er stigende. Og vi forventer, at beskæftigelsen næste år vil være højere end nogensinde før.

Vi har store overskud på de offentlige finanser. Gælden bliver bragt ned i hastigt tempo. Betalingsbalancen viser overskud. Renten er historisk lav.

Det er resultater, vi kan være godt tilfredse med – ikke mindst når vi sammenligner med flere af landene omkring os.

Så fundamentet er godt. Og retningen rigtig. Regeringen vil derfor fastholde den ansvarlige økonomiske politik. Med skattestoppet. Og med plads til målrettede forbedringer af den offentlige service og investeringer i fremtiden.

Regeringens politik har sendt danskernes tillid til den økonomiske udvikling i vejret. Og virksomhederne ser positivt på udsigterne for produktion og beskæftigelse.

Den gode danske økonomi giver sig også udslag i, at Danmark generelt opnår særdeles gode placeringer i internationale undersøgelser, hvor landenes styrker og svagheder bliver vurderet. En række undersøgelser peger på, at vi er blandt de 5-6-7 mest konkurrencedygtige lande i verden. I en nyligt offentliggjort undersøgelse fra et internationalt tidsskrift vurderes det, at Danmark vil have verdens bedste erhvervsklima i de kommende år. Og Danmark er blevet vurderet til at være det land i EU, hvor der er bedst styr på de offentlige finanser.

Endelig viser en sammenligning af 90 lande, at danskerne sammen med malteserne og svejtserne er verdens lykkeligste folk!

Ja, det er ikke så ringe endda.

Danmark er faktisk et godt land at leve i. Men – selvom det kan være svært - må vi på den anden side heller ikke kamme over i national selvros. Eller stoppe op og lade stå til.

For samtidig med at det unægtelig går godt, er der meget, vi kan og skal forbedre. Derfor er vi nødt til hele tiden at arbejde benhårdt for at sikre, at Danmark kan blive ved med at være et godt sted at leve. Og alle har et ansvar for det.

Det gælder ikke mindst Folketinget og regeringen. Ved valget den 8. februar fik regeringen et mandat fra vælgerne til at fortsætte arbejdet med at forny og udvikle det danske velfærdssamfund. Som grundlag for denne indsats fremlagde regeringen efter valget det vel nok mest ambitiøse regeringsprogram, en regering i Danmark har fremlagt.

Regeringen vil skabe rammerne for, at vi danskere kan håndtere morgendagens udfordringer. Og vi er i fuld gang med at gennemføre programmet.

* * *

Den største udfordring, vi står over for, er, at verden udvikler sig hurtigere end nogensinde før. I Asien og Østeuropa er foretagsomhed, vækst og handel med omverdenen øverst på dagsordenen. Ny viden og ny teknologi bliver lynhurtigt spredt over kloden og skaber nye, spændende muligheder.

For at klare os i konkurrencen skal vi styrke Danmark. Vi kan ikke forudsige fremtiden. Men vi kan ruste os ved at investere i mennesker. Så vi har viden. Så vi har kreativitet. Og så vi har omstillingsevne til at udnytte fremtidens muligheder.

Derfor skal vi have uddannelser i verdensklasse. Helt centralt er det at forbedre folkeskolen. Vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Nu skal den også være en af verdens bedste.

Fortidens synder gør, at der er alt for mange unge, der forlader folkeskolen uden at have lært det mest basale. Fortidens synder gør, at vi i Danmark er dårlige til at bryde den negative sociale arv. Og fortidens synder gør, at vi klarer os dårligt i forhold til andre lande.

Regeringen har allerede taget fat på at gøre op med fortidens forsømmelser. Fagligheden er nu sat i fokus. Vi har indført mål for, hvad børnene skal lære i forskellige fag på forskellige klassetrin. Og vi har indført flere timer i bl.a. dansk og matematik.

Og vi følger nu op på denne indsats. Regeringen har sat det ambitiøse mål, at danske elever bliver blandt verdens bedste i tre centrale fag: læsning, matematik og naturfag. Vi vil indføre obligatoriske test i læsning, matematik, engelsk og naturfag. Ikke for kontrollens skyld. Men som et værktøj til at give en hjælpende hånd til de elever, der har svært ved det faglige. Så problemerne bliver opdaget i tide. Så der kan blive gjort noget ved dem.

Vi vil fremlægge forslag om en bred national handlingsplan for læsning for at sikre børn, unge og voksne muligheder for at forbedre deres læsefærdigheder. Gode læsefærdigheder er nøglen til uddannelse og job. Vi vil styrke undervisningen i dansk og historie. Vi vil styrke uddannelsen af lærere. Og kommunerne skal leve op til deres pligt til at gribe ind, hvis det kører skævt i en skole.

Vi skal sikre, at de unge får en videre uddannelse. Regeringen har sat som mål, at mindst 95 pct. af de unge får en ungdomsuddannelse i 2015. Og at mindst halvdelen af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse i 2015. Og så vil vi styrke voksen- og efteruddannelserne.

I det hele taget skal alle dele af vores samfund – virksomheder, medarbejdere og det offentlige – tænke i fornyelse og være parate til omstilling. Vi skal uddanne flere forskere. Vi skal øge vores forskningsindsats. Vi skal blive bedre til at omsætte forskning og ny viden til nye produkter og ydelser – og til nye arbejdspladser. Og vi skal skabe flere vækstiværksættere – nye virksomheder, som kan klare sig i konkurrencen og skabe jobs.

Til at rådgive os om, hvordan vi bedst muligt ruster Danmark, har regeringen nedsat et bredt sammensat globaliseringsråd. På baggrund af blandt andet dette arbejde vil regeringen til næste forår fremlægge en række konkrete forslag. Om bedre uddannelser. Om styrket forskning og videnspredning. Om at skabe baggrund for flere vækstiværksættere. Og om større fokus på fornyelse i hele samfundet. Konkrete skridt, som skal forstærke både vores konkurrencekraft og vores sammenhængskraft.

* * *

Sammenhængskraft. Det er, at vi sikrer et samfund, der hænger sammen. Et samfund, hvor der ikke er for store sociale og økonomiske skel. Et samfund, hvor vi undgår en opsplitning i en elite, der kan klare det hele og en restgruppe, som bliver hægtet af og stødt ud i ledighed og sociale problemer.

Derfor er det helt afgørende, at vi højner det faglige niveau i folkeskolen. Og derfor er det helt afgørende, at flere unge får en videre uddannelse. For kontante faglige færdigheder er i højeste grad til gavn for de svagest stillede. En skærpelse af de faglige krav er ét af de vigtigste bidrag til at bryde den negative sociale arv.

Men sammenhængskraft er også at sikre et samfund, der værdimæssigt hænger sammen. Én af styrkerne i det danske samfund er, at vi trods forskellige holdninger til en række konkrete spørgsmål dog bygger på et fælles grundlag af visse fundamentale værdier.

Nogle af disse værdier bliver udfordret i disse år. Lad mig tage et aktuelt eksempel. I forbindelse med en drabssag fra Nørrebro er der stillet forslag om, at drabsmandens familie skulle betale såkaldte blodpenge til den afdødes familie. Hensigten skulle angiveligt være at undgå hævnaktioner fra den afdødes familie til gengæld for denne kontante sum penge.

Det har fået nogle til at mene, at det er en spændende nydannelse i dansk ret. En videreudvikling af modellen med konfliktløsning parterne imellem.

Men lad mig minde om nogle kendsgerninger. Vi bor i Danmark. I Danmark har vi et retssamfund. Et retssamfund er kendetegnet ved, at det er politiet, der står for håndhævelsen af lov og orden. Det er domstolene, der tager stilling til spørgsmål om skyld og straf. Privat retshåndhævelse ved selvtægt, familiefejder og bandeopgør er ikke tilladt. Og derfor hverken kan eller skal man betale sig fra private hævnaktioner med blodpenge.

Det er netop kernen i en sand retsstat: At det enkelte menneske er sikret mod vilkårlig behandling fra såvel statsmagten som fra private grupper. Loven gælder ens for alle. Og det er uafhængige dommere, der tager stilling til ansvar, skyld og straf.

Hvis vi i misforstået tolerance giver ind her, så har vi accepteret en glidebane, der reelt sætter vor demokratiske tankegang og vore frihedsidealer ud af kraft.

Det er den samme glidebane, vi oplever, når overfald, vold og attentater umærkeligt bliver en mere eller mindre accepteret del af den politiske kamp.

Forleden blev integrationsministeren udsat for et modbydeligt brandattentat på sin bopæl. Heldigvis led ministeren og hendes familie ingen fysisk overlast.

Vi kan ikke skarpt nok fordømme sådanne angreb – således som det også er sket fra Folketingets partier.

Politiet har endnu ikke afsluttet efterforskningen af sagen. Vi ved derfor ikke, hvad motivet er. Ikke desto mindre har jeg i den efterfølgende offentlige debat hørt røster, der mener, at anslaget mod integrationsministeren har baggrund i, at udlændingepolitikken i Danmark har været helt forfejlet.

Ét er, at ekstremistiske grupper direkte udtrykker sympati for den type aktioner. Det er alvorligt nok. Men det er direkte skræmmende, at andre kan udtrykke sig så tvetydigt, at fordømmelsen af brandattentatet kommer til at fremstå rutinemæssig, medens det egentlige budskab er, at ministeren og regeringen såmænd selv er ude om det, for udlændingepolitikken er uanstændig.

Det er en ærlig sag at være uenig i regeringens udlændingepolitik. Men når der bliver begået et attentat mod en folkevalgt, så er der kun én anstændig reaktion – og det er en utvetydig fordømmelse. Uden al mulig udenomssnak.

Ellers er vi ude på glidebanen. Og så bliver sammenhængskraften i vort samfund truet.

I et frit folkestyre skal vi kæmpe for vore holdninger. Men det skal være med ord og valg. Ikke med overfald og attentater.

* * *

Vi har på det seneste set nogle skræmmende eksempler på den forråelse, der præger visse indvandrermiljøer. På Nørrebro i København har det givet sig udslag i nogle ekstreme voldsepisoder, som vi fra samfundets side på ingen måde kan acceptere. Og som vi må slå hårdt ned på.

Det er en nærmest ufattelig mangel på normer, som nogle af disse unge indvandrere er præget af. Den er voldsomt destruktiv. Ikke kun for dem selv. Men også for samfundet som helhed. Og ikke mindst for de mange andre nye danskere, der fuldstændig ufortjent risikerer at blive slået i hartkorn med unge hårdkogte forbrydere.

Regeringen vil med udgangspunkt i den strategi, som justitsministeren offentliggjorde i går, intensivere indsatsen mod de kriminelle bander.

Vi har fra indsatsen mod rockerne set, at en konsekvent og målrettet indsats giver resultater. Derfor vil vi bruge erfaringerne fra rockerindsatsen i forhold til de kriminelle grupper i indvandrermiljøet. Vi skal følge miljøerne tæt. Afdække de kriminelle netværk. Fjerne forudsætningerne for deres kriminelle aktiviteter. Og intensive indsatsen for at efterforske og retsforfølge de kriminelle.

Et hovedformål med indsatsen er at isolere de hårde kriminelle fra det store flertal af indvandrere, som ønsker integrationen. Som ønsker at blive en del af det danske samfund. Og som støtter op om de værdier, det danske samfund bygger på.

Forråelsen i visse indvandrermiljøer er et af resultaterne af tidligere tiders forfejlede udlændinge- og integrationspolitik. Tidligere kom der så mange udlændinge til landet, at integration reelt var en håbløs opgave. Det har vi nu gjort op med.

I 2001 blev der hver måned givet opholdstilladelse til over 500 asylansøgere. I 2005 er det kun 70 pr. måned. I 2001 blev der givet næsten 1000 familiesammenføringer hver eneste måned. I 2005 er det kun ca. 300 pr. måned.

Stramningerne i udlændingelovgivningen gør en forskel. Antallet af udlændinge, som kommer til Danmark, er bragt ned til et niveau, som gør en reel integration mulig. En fast og fair udlændingepolitik er forudsætningen for en vellykket integrationsindsats.

Regeringen har siden 2001 taget en lang række skridt til fremme af integrationen.

Danskundervisningen af både voksne udlændinge og tosprogede børn er blevet forbedret. Og senest har vi taget ekstra skridt til at sikre, at familiesammenførte deltager i danskundervisningen.

Vi har, blandt andet ved indførelse af starthjælpen, øget den økonomiske tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.

Vi har taget kampen op mod ghettoiseringen ved bl.a. at give kommunerne mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere bolig i særligt belastede områder.

Og regeringen vil mere end det. De muligheder for ordentlig integration, som faldet i indvandringen giver, skal udnyttes fuldt ud.

Regeringen har her i foråret præsenteret et omfattende udspil til yderligere forbedring af integrationsindsatsen. Igen er uddannelse i centrum. Flere unge indvandrere skal have en erhvervsuddannelse. Derfor vil vi indføre flere praktiske indgange til erhvervsuddannelserne. Vi ønsker, at unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 25 år får pligt til at begynde en kompetencegivende uddannelse, hvis de ikke har en i forvejen. Og vi vil styrke forældrenes ansvar for, at børnene kommer i skole og lærer noget.

Vi skal skabe flere jobs til indvandrere, bl.a. ved at flere bliver ansat i det offentlige. Vi vil belønne kommuner, der gør en aktiv integrationsindsats. Og frem for alt vil regeringen nu arbejde for, at de langvarige kontanthjælpsmodtagere kommer i gang med undervisning eller praktik. De skal have en ny chance.

Integrationen i det danske samfund er en afgørende udfordring. Og vi har et fælles ansvar, som berører alle dele af det danske samfund. Derfor vil jeg kraftigt opfordre alle partier i Folketinget til at gå konstruktivt ind i arbejdet med at gennemføre disse initiativer. Og jeg håber og forventer bred politisk opbakning til en ambitiøs indsats for bedre integration.

* * *

Regeringen har taget fat på en gennemgribende fornyelse af den måde, den offentlige sektor er indrettet på. Målet er enkelt og klart: Den enkelte borger skal opleve at få bedre service og mere kvalitet for pengene. Midlet hertil er at styrke det lokale demokrati gennem stærke, bæredygtige kommuner.

På fredag vil Folketinget have færdigbehandlet de i alt 50 lovforslag, der tilsammen udgør kommunalreformen. Forud er gået et omfattende arbejde, som har strakt sig over næsten tre år. Jeg kan derfor med sindsro sige, at den kommunalreform, som Folketinget nu sætter i søen, er både gennemtænkt og gennemarbejdet.

Vi indretter den offentlige sektor, så den passer til menneskene. Med klarhed om ansvar og kompetence. Med sammenhæng i indsatsen over for den enkelte borger. Og med færre skranker, mindre administration, mindre dobbeltarbejde. Vi skaber nu en offentlig sektor, som er klædt på til at møde de udfordringer, fremtiden bringer.

Kommunalreformen er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Og landets mange kommunalpolitikere har vist det rette ansvar og det rette mod til at tænke nyt. Også i Folketinget er der vist det rette ansvar. Da oppositionen – jeg tror mest af taktiske grunde – sidste år valgte at stå af arbejdet med kommunalreformen, viste Dansk Folkeparti det ansvar, der var brug for. Og derfor står vi i dag med et godt resultat.

Jeg er glad for, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre i sidste ende har valgt at tilslutte sig en del af lovforslagene. Det overrasker mig nu egentlig ikke. For kommunalreformen er bred i sit indhold, og den nyder bred opbakning i befolkningen og blandt kommunalpolitikerne.

* * *

Siden 2001 har regeringen fulgt en strategi med gradvise forbedringer af den offentlige sektor. Så vi sikrer, at danskerne får den bedst mulige offentlige service for skattekronerne.

Se fx på sygehusene. Vi har tilført sygehusene over 3 mia. kr. ekstra fra 2002 til 2005. Og alle borgere – uanset pengepung – har fået ret til at blive behandlet på et privat eller udenlandsk sygehus, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse er lang.

Indsatsen virker. Flere bliver behandlet, og ventetiderne er faldet. I 2004 blev der opereret over 70.000 flere end i 2001, og ventetiderne er i gennemsnit faldet med ca. 20 pct. i forhold til 2002. Det er resultater, der taler for sig selv.

Vi har styrket behandlingen af kræft. Med flere midler til nyt udstyr og ny medicin. Og med det resultat, at flere - end nogensinde før - i dag bliver behandlet for deres kræftsygdom.

Vi sætter nu det mål, at behandlingen af kræft i Danmark bliver bragt op på det højeste internationale niveau. Med aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en ny kræftplan giver vi et løft til kræftbehandlingen på over 1,1 mia. kr. allerede i 2006. Pengene skal bl.a. gå til nyt og bedre udstyr, indførelse af ny kræftmedicin og bedre efteruddannelse af læger. Inden 2008 skal alle regioner tilbyde screening for brystkræft. Og vi skal have nedbragt ventetiderne undervejs i behandlingsforløbet.

* * *

Et meget bredt flertal her i Tinget indgik i slutningen af 2004 en politisk aftale om Danmark i EU. Aftalen slår fast, at EU-traktaten - og dermed EU - ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå konkrete resultater til gavn for borgerne. Aftalen fastlægger områder, hvor partierne bag aftalen er enige om, at EU skal gøre en større indsats i de kommende år. Jeg er meget glad for den brede enighed, som aftalen er udtryk for. Aftalen er et af de vigtigste politiske resultater i dette folketingsår.

Folkeafstemningerne i Frankrig og Holland har skabt usikkerhed om EU-traktatens skæbne. Vi må naturligvis respektere udfaldet af de to folkeafstemninger.

Regeringens udgangspunkt er, at hvert af de 25 EU-lande bør have mulighed for at tage stilling til traktaten. Som bekendt skal det i Danmark ske ved en folkeafstemning.

Men det kræver naturligvis, at vi ved præcis, hvad vi stemmer om, og at der er en plan for den videre proces. På EU-topmødet bør vi derfor træffe en fælles beslutning om, hvad der nu skal ske. Det vil skabe grundlag for den beslutning, vi i Danmark må træffe om vores egen folkeafstemning. Og det er klart, at den nye traktat kun træder i kraft, hvis alle medlemsstater kan godkende den.

Men vi må ikke lade den nuværende, uklare situation overskygge alle de gode ting, som EU fører med sig.

Tænk fx på, at det det kun er ét år siden, at vi optog ti nye lande i samarbejdet. I langt størstedelen af disse lande blomstrer optimismen, og økonomien har fået et ordentligt skub fremad. Og vi skal ikke alene være glade på østeuropæernes vegne. Det kommer også os andre til gavn, efterhånden som vores østeuropæiske naboer bliver mere velstående og opbygger stadig mere stabile og velordnede samfund.

Vi skal anvende EU til at tackle de problemer og udfordringer, de europæiske befolkninger står overfor. Det gælder for eksempel den fælles indsats i EU for at styrke forskning, udvikling og konkurrenceevne. Sammen kan vi i EU komme virkeligt langt. Til gavn for danskerne. Og til gavn for europæerne.

Det samme gælder globale udfordringer som kampen mod terror og grænseoverskridende kriminalitet. Klima- og miljøproblemer. Regionale konflikter. Og fattigdomsproblemer. Her kan Danmark ikke selv løse problemerne. Og her er EU-samarbejdet den rigtige ramme for en fælles indsats.

Uanset hvad topmødet ender med, bør vi rette blikket mod de opgaver, EU er skabt til at løse, frem for år efter år at fokusere på foreningens regler og vedtægter. Vi skal tage fat på de opgaver, som har direkte betydning for europæerne, og som bidrager til at skabe en bedre hverdag for os alle. Det er jo derfor, vi har skabt EU.

* * *

Når det gælder verden uden for Europa, er der grund til glæde sig over, at der i Folketinget har været bred opbakning til Danmarks politiske, økonomiske og militære støtte til et nyt og demokratisk Irak. Det er utroligt vigtigt. For Irak og for de danske soldater.

De danske tropper er netop blevet forlænget med otte måneder. Det giver tid og ro til at støtte den fortsatte politiske proces i Irak.

For irakerne handler det om at få udarbejdet en ny forfatning og på det grundlag få afholdt nye demokratiske valg inden årets udgang. Det er en vanskelig proces under betydeligt tidspres. Men hidtil har det irakiske demokrati formået at overholde det internationale samfunds krav. Der er derfor grund til en vis optimisme.

Men der er kræfter i Irak, der prøver at standse fremskridtet. At skrue tiden tilbage. De må ikke lykkes. De angriber vilkårligt og skeler ikke til uskyldige civile ofre. I sidste ende kan irakerne langt bedre selv bekæmpe terroristerne i deres midte. Derfor er bistand til at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker også den bedste måde, vi kan hjælpe med at fremme et sikkert og stabilt Irak. Jeg er derfor glad for, at der i Folketinget er bred enighed om, at de danske tropper i stigende grad skal yde støtte til at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker og til civil genopbygning.

Det er også positivt, at der i Folketinget er bred støtte til at gøre en særlig indsats for Afrika. Regeringen fremlagde i slutningen af sidste år en ny og samlet Afrika-politik. Og vi vil fortsætte arbejdet til fordel for Afrika.

Jeg kan oplyse, at regeringen forbereder at indlede samarbejde med et nyt programsamarbejdsland i Afrika.

Danmark har et godt navn i verden. Det mærker vi i FN’s Sikkerhedsråd, hvor vi tager et medansvar for konfliktløsning over alt på kloden. Det var vigtigt, at vi i Sikkerhedsrådet opnåede enighed om at retsforfølge de ansvarlige for forbrydelser og uhyrligheder i Darfur. Og det er vigtigt, at vi med Sikkerhedsrådets hjælp får forberedt en løsning på Kosovos fremtidige status, der er holdbar, og som kan sikre en varig fred i dette hjørne af Europa.

FN's generalsekretær har lagt op til en omfattende reform og effektivisering af hele FN-systemet. Det er der behov for. Fra dansk side støtter vi derfor varmt forslaget og bakker aktivt op om det.

* * *

Regeringen har længe ønsket at forny og modernisere rigsfællesskabet og samarbejdet med Færøerne og Grønland. Det sker nu.

For Færøernes vedkommende gennemfører vi den mest omfattende ændring i forholdet mellem Færøerne og Danmark siden hjemmestyrets indførelse for snart 60 år siden. Færøerne får herved et meget vidtgående selvstyre inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet.

Den fælles grønlandsk-danske selvstyrekommission har startet arbejdet med en ny selvstyreordning inden for grundlovens og rigsfællesskabets rammer.

Og landsstyrerne skal have større udenrigspolitisk ansvar. Målet er, at de skal have fuldmagt til på rigets vegne at forhandle og indgå folkeretlige aftaler inden for sagsområder, som er overtaget af de grønlandske og færøske myndigheder.

Jeg vil gerne i dag benytte anledningen til at takke for den brede opbakning, som regeringens lovinitiativer har fået. Både her i Folketinget, i Grønlands Landsting og i Færøernes Lagting.

* * *

Valget i februar var et skelsættende valg. Regeringen fik fornyet sit mandat fra vælgerne. Og valget førte til betydelige ændringer i oppositionen.

Og det gælder for den nye opposition, som det gjaldt for den gamle, at oppositionens ultimative opgave er og bliver at forsøge at skubbe regeringen af pinden. Sådan er det. Sådan skal det være.

Men selv om – eller måske rettere netop fordi - regeringens og oppositionens interesser derved pr. definition er modsatrettede, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at det igen i år kan konstateres, at godt 80 pct. af den almindelige lovgivning i Folketinget er vedtaget med brede flertal.

Det vidner om, at vi i Danmark – selv om vi ofte som udgangspunkt kan være rygende uenige om alle mulige ting – som hovedregel kan finde fælles løsninger på de problemer, der jo netop også er fælles.

Det, synes jeg, er en afgørende styrke ved det danske demokrati.

Så ja - Danmark er et godt land at leve i.