Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Forsvarsakademiets årsdag fredag den 31. oktober 2003

Det talte ord gælder / check against delivery

Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Forsvarsakademiets årsdag fredag den 31. oktober 2003:

Danmark i verden

Tak for invitationen til at tale her i dag i anledning af Forsvarsakademiets årsdag.

Emnet ”Danmark i verden” er velvalgt.

Forsvarspolitik er i dag andet end krudt og kugler. Det er i høj grad udenrigs- og sikkerhedspolitik. I mit indlæg i dag vil jeg se på dansk forsvar i en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitisk sammenhæng. Danmark skal yde et aktivt bidrag til at sikre frihed, fred og folkestyre i verden omkring os. Derfor skal vi forbedre dansk forsvars evne til at deltage i internationale militære operationer. Og derfor må vi se forsvarets udvikling i lyset af de ændrede og stadigt skiftende udenrigs- og sikkerhedspolitiske vilkår.

* * *

Det sikkerheds- og udenrigspolitiske udgangspunkt

Den nyorientering af dansk udenrigspolitik, vi i dag befinder os midt i, tog for alvor sin begyndelse med folketingsvalget i 1988. Her blev sat en stopper for 80’ernes skadelige og usolidariske fodnotepolitik. Befolkningen traf et valg. Man valgte aktiv stillingtagen og ansvarlighed frem for tilpasning.

Siden Murens fald har vi oplevet en udvikling – i Europa og globalt – der har skabt interessante nye muligheder for dansk udenrigspolitik. Men også nye udfordringer, som vi ikke kan løbe fra.

For mig er det helt afgørende at slå fast, at det er i Danmarks og EU’s interesse at udvikle sig i tæt samarbejde med USA. Den eneste magt med virkelig global rækkevidde. Det gælder militært, økonomisk og kulturelt. At slå ind på en kurs, hvor vi europæere skulle definere os selv i konfrontation med USA, er ikke blot historieløst, men også uden forståelse for de grundlæggende realiteter i nutiden og helt uden blik for udfordringerne i fremtiden.

Samarbejdet med USA er ikke tilpasningspolitik. Det er et naturligt samvirke med en ligesindet ven, partner og allieret, som hylder de samme principper og værdier, som vi gør: Demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og respekt for menneskerettighederne.

Der er ikke nogen modsætning mellem at ønske et stærkt samarbejde i EU og et stærkt Europa og så samtidig gå ind for et tæt samarbejde med USA. Tværtimod vil et stærkt og stabilt Europa være en bedre partner for USA. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal derfor følge to ligeværdige og parallelle spor: Et stærkt EU og et ubrydeligt bånd med USA.

Den aktuelle situation på vort kontinent – herunder ikke mindst udvidelsen af NATO og EU – understreger, at Danmark sikkerhedspolitisk befinder sig i en ganske gunstig position.

Den gammelkendte invasionstrussel mod Danmark er afløst af et mere komplekst trusselsbillede. Vor første forsvarslinje går i dag på steder som de afghanske bjerge, hvor vore specialstyrker og F-16 piloter har ydet en fin indsats, vi kan være stolte af.

Vi skal i Danmark indrette sikkerheds- og forsvarspolitikken på at håndtere de nye trusler. Vi skal i de kommende år indstille os på at leve op til et kompliceret sæt af udfordringer. Vante forestillinger og traditionelle løsninger slår ikke længere til.

De internationale sikkerhedspolitiske problemer er for store og komplekse til, at de kan løses af noget enkelt land. Imødegåelse af trusler og udfordringer som international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og regional ustabilitet kalder på et stærkt internationalt udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde.

Danmark har en grundlæggende interesse i at fremme en verdensorden karakteriseret af stabilitet. Danmark skal derfor fortsat yde en aktiv indsats for at styrke det internationale samarbejde - først og fremmest i de organisationer, der har størst betydning for vores sikkerhed og stabilitet – NATO, FN og EU.

Derfor er det også fortsat en væsentlig dansk sikkerheds- og forsvarspolitisk opgave at medvirke til at fastholde NATO som det centrale forum for solidarisk og forpligtende sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Europa og Nordamerika.

* * *

Udviklingen i det danske engagement

Dagens udenrigspolitiske udfordringer bringer Danmark i en situation, hvor vi kan og skal føre en aktiv udenrigspolitik. Vi skal tage stilling. Og vi skal tage ansvar. Vi skal ikke sejle under bekvemmelighedsflag.

Vi skal have holdninger, og vi skal markere dem aktivt udadtil. Det gælder også forsvaret, der i sammenspil med vores øvrige udenrigspolitiske instrumenter, skal gøre sit til, at Danmark og det danske bliver kendt og synligt.

De internationale operationer har ikke altid haft den fremtrædende rolle i forsvarets opgaver, som de har i dag. Men går vi tilbage til efterkrigstiden kan vi se, at denne virksomhed opstod som følge af, at Danmark i 1949 opgav neutraliteten og blev medlem af NATO.

Mange har nok glemt det, men vi medvirkede i den allierede besættelse af Tyskland med en brigade. Udsendelsen af danske soldater uden for landets grænser var en helt ny type ansvar, vi påtog os. Derfor var den betydningsfuld.

Senere var vi blandt de første bidrageydere til FN’s nye fredsbevarende operationer: Gaza, Congo, Cypern. Lad os ikke glemme, at nogle af disse opgaver absolut befandt sig i den ”skarpe” ende. Det gjaldt dele af indsatsen i Congo/Katanga i begyndelsen af 1960’erne.

Efterhånden kom de ”blå baretter”’s operationer ind i et fast mønster. Styrkerne blev indsat i konfliktområder med de berørte parters samtykke for at stabilisere en situation, typisk langs våbenstilstandslinjer. Magtanvendelse kom kun på tale i selvforsvar.

Det ligger mig fjernt at forklejne betydningen af disse klassiske fredsbevarende operationer. Danske FN-soldater udførte en nyttig indsats, som var med til at forhindre konflikters genopblussen.

Men det er spørgsmålet, om denne type operationer nogensinde bidrog til at forebygge, endsige løse konflikter på afgørende vis. Det meget langvarige engagement på Cypern er vel et eksempel på dette. Derfor trak vi os til sidst ud. Og helt galt gik det i den jugoslaviske borgerkrig, da der kom uklarhed omkring karakteren af FN’s engagement og evne til at løse de svære opgaver. Resultatet blev massakren i Srebrenica.

Jeg tror ikke, vi nogensinde påny vil udsætte FN for noget lignende. FN’s nuværende operationer er kendetegnet af bedre overensstemmelse mellem mål og midler.

Udsendelsen af korvetten ”Olfert Fischer” i 1991 blev indledningen på den type dansk internationalt militært engagement, som siden har været fremherskende. Uden nødvendig forudsætning om upartiskhed, det vil sige med stillingtagen til konflikters substans. Ofte på lang afstand og med højere risiko.

Fremtidens forsvar

Med de sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer, som verden står over for i dag, tror jeg at den type militære operationer, som Danmark indledte i 1991 også fremover vil være den fremherskende tendens på det forsvarspolitiske område.

Terrorangrebet imod New York og Pentagon den 11. september 2001 vækkede os og viste at den internationale terrorisme udgør vor tids største og farligste sikkerhedstrussel.

Dette uprovokerede angrebs omfang viser, at terroristerne ikke viger tilbage fra at forvolde ødelæggelser af massekarakter imod sagesløse civile. Også USA’s militære hovedkvarter var udset som mål.

Det står klart, at terrortruslen stiller resten af den vestlige verden, også Danmark, over for nye udfordringer.

Det nye trusselsbillede tvinger os til at revurdere vores militære grundindstillinger og doktriner. I dag er vi nød til at indse, at ondet skal bekæmpes ved roden. Terroristerne skal stoppes, dér hvor de udklækkes.

Hvis vi skal følge med udviklingen, så må forsvaret indrettes efter de faktiske forhold og realiteterne.

Og realiteterne er, at varetagelsen af Danmarks sikkerhed ikke længere begynder ved rigets grænser som i gamle dage. Mens Den Kolde Krig grundlæggende var karakteriseret ved et statisk trusselbillede, er truslerne i det 21. århundrede uforudsigelige og forandrer sig hastigt. Danmarks sikkerhedspolitik kan ikke længere basere sig på et forsvar, der er som et spejlbillede af vores fjende.

Mobiliseringsforsvaret er derfor ikke længere relevant.

Forsvaret skal i stedet i stadig højere grad end i dag indstille sig på at løse sine opgaver langt væk fra Danmark.

Danmarks internationale militære engagement skal fremover være omdrejningspunktet i forsvaret.

Regeringen vil fremover tilrettelægge forsvarsplanlægningen med udgangspunkt i et internationalt perspektiv, hvor hovedreglen er, at Danmark fortsat skal være i stand til at deltage i konfliktområder og med betydelige militære bidrag.

Forsvaret skal kunne bidrage til international konflikthåndtering på begge sider af grænsen mellem traditionel fredsbevarelse og mere håndfast fredsskabelse.

Samtidig skal forsvaret til stadighed være i stand til at honorere de krav, som regering og Folketing stiller til den internationale indsats.

Forsvaret skal fremover fokusere på at udsende endnu flere soldater til internationale operationer end tilfældet er i dag.

NATO’s generalsekretær nævnte under sit besøg i Danmark, at Europa råder over en stående styrke på ca. 3 mio. mand, men kun er stand til at udsende 80.000 soldater til internationale opgaver.

Det er tankevækkende og det må kunne gøres bedre. Vi skal have langt større udbytte af de forhåndenværende ressourcer i form af styrker til rådighed for udsendelse.

For mig er det vigtigt at understrege, at Danmark bør går foran på dette punkt.

Jeg mener, at kendetegnet for det danske forsvars engagement i internationale operationer fremover bør være:

• bedre ressourceudnyttelse, så vi kan udsende flere soldater,
• fleksibilitet i forhold til opgavens karakter, og
• evne til hurtig udsendelse.

Udviklingstendenser:

Den militære udvikling går i retning af at råde over militære enheder, der anvender den nyeste teknologi og umiddelbart kan indsættes i alle typer operationer.

Kravene til enhedernes uddannelse og træning er stigende. Forsvaret skal indstille sig på at såvel fjenden som hans opholdssted kan være ukendt – og forsvaret skal være forberedt på, at fjenden kan ændre taktik.

Dette stiller store krav til forsvarets omstillingsevne. Og det kræver en dynamisk planlægning, der konstant følger med udviklingen. Samtidig skærpes kravene til bedre ressourceudnyttelse og langtidsholdbare løsninger både på personelsiden og på materielsiden.

Ingen andre NATO-lande end USA har ressourcerne til at omdanne alle deres væbnede styrker, så de til fulde udnytter den teknologiske udvikling.

Den militære omstilling drives af amerikanerne, og det er igennem NATO-samarbejdet, at vi i Europa kan holde os på højde med udviklingen.

Det er derfor nødvendigt, at Danmark fortsat specialiserer sig og gør forsvaret endnu mere orienteret mod de internationale operationer.

Ressourcemæssigt kan et lille land som Danmark ikke følge med den militærteknologiske udvikling på alle områder. Derfor skal vi være opmærksomme på de positive gevinster, der er ved at indgå i et tæt samarbejde med andre små alliancenationer.

Men vi skal fortsat fokusere på de kompetencer, vi allerede har og bygge videre på dem.

* * *

På denne baggrund vil jeg opstille fem krav til den fremtidige forsvarsordning.

For det første skal vi øge kapaciteten til deltagelse i internationale militære operationer. Jeg mener, at vi bør stræbe efter at udsende dobbelt så mange soldater som i dag. Forsvaret skal altså i fremtiden producere flere soldater til de internationale operationer.

Det indebærer bl.a., at Den Internationale Brigade skal udbygges. Vi bør i den forbindelse udvide antallet af soldater i specialstyrkerne, jæger- og frømandskorps. Og enhederne skal være klar til udsendelse med kortere varsel end i dag.

Vi skal sigte på at kunne tilmelde højt kvalificerede enheder til NATO Responce Force og i det hele taget at kunne opfylde vore forpligtelser i henhold til beslutningerne på NATO’s topmøde i Prag om forbedret kapacitet.

Deltagelse i internationale militære operationer med skarpe bidrag kræver et højt sikkerhedsniveau, en uddannelse på højt niveau og våben og udstyr på et højt teknologisk niveau. Alt dette kræver nye investeringer.

Til gengæld må vi frigøre ressourcer ved at afskaffe mobiliseringsforsvaret. Og vi skal frigøre personale fra stabsfunktioner, kommandoer og andre administrative opgaver til operative militære opgaver.

I den forbindelse må vi også fordomsfrit overveje grundlæggende reformer af værnepligten. Men jeg anser det for noget meget værdifuldt, at danske soldater i dag rekrutteres fra brede samfundslag. Det er en faktor, som regeringen tillægger stor betydning for forsvarets folkelige forankring.

For det andet må vi kræve, at forsvaret i fremtiden evner at udsende de danske styrker hurtigere og mere fleksibelt, end tilfældet er i dag. Det kræver bl.a., at der er en kerne af fastansatte, professionelle soldater, som kan udsendes med kort varsel.

Men det kræver også en transportkapacitet, som Danmark ikke p.t. råder over. Derfor behøver vi investeringer i kapacitet til hurtig og fleksibel transport. Til gengæld kan vi godt klare os med nogle færre kampvogne.

Men forsvaret må også tænke i nye løsninger. Vi skal væk fra tankegangen om, at forsvaret skal eje alt og kunne alt selv. Forsvaret må fremover samarbejde tættere med andre nationer og eventuelt det private erhvervsliv om transportkapacitet. Langtidsleasingen af transportskibet er en god begyndelse.

For det tredje skal der være penge til hurtig indsats i internationale brændpunkter, hvor en dansk indsats er ønskelig. Det samlede forsvarsbudget bliver ikke forøget. Men inden for den kendte ramme, må vi afsætte en pulje, som altid er til rådighed for internationale operationer.

Jeg forestiller mig, at forsvaret fremover ved hjælp af omprioriteringer og bedre ressourceudnyttelse bliver i stand til at afsætte en årlig reserve. Reserven skal være sikret og skal kun kunne anvendes efter beslutning i regering og Folketinget. Til gengæld må vi som politikere være disciplinerede og ikke røre puljen til løbende drift. Den skal være som en spærret konto, der kun må aktiveres til internationale operationer.

For det fjerde skal vi udbygge det civil/militære samarbejde. Jeg er netop vendt hjem fra et besøg hos de danske styrker i Kosovo. Under besøget oplevede jeg, hvor udbytterigt det civil/militære samarbejde er. Foruden at drage nytte af hinandens erfaringer rummer samarbejdet muligheder for at fokusere den danske indsats og dermed opnå langt bedre resultater. Vi oplever den samme tendens i Irak.

Vi skal blive endnu bedre til at sammentænke den militære indsats med de øvrige danske indsatser som udviklingsbistand, genopbygningsbistand og humanitær bistand. Sammenhængen i udenrigspolitikken tilsiger, at vi opnår maksimal effekt af den samlede indsats og dermed styrker Danmarks mulighed for at påtage sig et ansvar.

Det er vigtigt, at lokalbefolkningen ikke kun ser pansrede mandskabsvogne, men også oplever en indsats for at sikre nødvendige forsyninger og genopbygge infrastruktur.

For det femte skal vi samle det civile og militære beredskab. Fremover skal det være ét samlet beredskab, der løser alle typer af beredskabsopgaver. I den forbindelse kan vi fortsat bruge Hjemmeværnets frivillige, men vi bør fordomsfrit se på Hjemmeværnets organisation.

* * *

Der er sikkert mange i forsvaret, som sukker efter ro og fred efter de voldsomme omvæltninger i det sidste forsvarsforlig. Men det tror jeg ikke, at jeg kan love. Tværtimod kan jeg love nye udfordringer og omstillinger.

Forsvaret er i dag en integreret del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. De udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold skifter konstant. I løbet af indeværende forsvarsforligsperiode har alene 11. september 2001 vendt op og ned på trusselsbilledet.

Vi har stadigvæk et forsvar, som først og fremmest er gearet til at håndtere en gammeldags trussel direkte mod dansk territorium. Det er ikke den trussel, som vi står overfor. Derfor må forsvaret i de kommende år indstille sig på en meget omfattende omstilling til den nye tid.

Tak for opmærksomheden. Tiden er nu inde til dialog om de emner, jeg har berørt. Jeg beder dog om forståelse for, at jeg ikke kan foruddiskontere regeringens detaljerede oplæg til de kommende forligsforhandlinger. Med dette forbehold er jeg rede til at besvare spørgsmål.