Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Industriens Årsdag torsdag den 26. september 2002

Det talte ord gælder

Your Excellencies, mine damer og herrer,

For ikke mange dage siden havde jeg 25 stats- og regeringsledere fra Asien og EU til møde her i Bella Centret. Vi var samlet til det såkaldte ASEM 4 topmøde. Formålet var at styrke det asiatisk-europæiske samarbejde på en lang række områder – lige fra bekæmpelse af terror til samarbejde om handel, uddannelse og kultur.

For at skabe en afslappet stemning havde vi smidt de traditionelle konferenceborde ud. I stedet sad vi i behagelige Arne Jacobsen lænestole, næsten som i en dagligstue – uden alt for mange papirer og uden embedsmænd.

Den utraditionelle ramme skabte en åben, direkte og meget konstruktiv dialog. Det blev en dialog om grundlæggende værdier og spørgsmål af betydning for fremtiden.

Vi sad hér – 25 ledere fra lande, der repræsenterer 2 milliarder mennesker og over halvdelen af verdens produktion. Det var et møde mellem forskellige kulturer, ja, forskellige civilisationer.

Der var kristne og muslimer og budhister. Der var repræsentanter for kommunistiske diktaturer, et sultanat og fra liberale demokratier. Der var rige industrilande, frembrusende asiatiske tigre og mindre velstående udviklingslande.

Kort sagt: Vi var meget forskellige. Alligevel kunne vi snakke sammen. Alligevel kunne vi have en meget indholdsrig dialog om forstærket samarbejde mellem Europa og Asien.

Vi snakkede om mange emner. Om øget udveksling af studenter og forskere. Om udvidet kulturelt samarbejde, bl.a. ved udveksling af kunstnere og kulturelle aktiviteter. Om at bringe unge mennesker fra Europa og Asien sammen til sportsarrangementer og andre aktiviteter. Alt sammen for at forbedre den mellemfolkelige forståelse på tværs af grænser, kulturer og civilisationer.

Men det slog mig, at det, som for alvor bandt disse meget forskellige lande sammen, det var ønsket om mere økonomisk samarbejde, om frihandel og udvidet markedsøkonomi.

Som et konkret resultat af topmødet vil EU og de asiatiske lande nu undersøge mulighederne for at forstærke Euro’ens rolle på de asiatiske markeder og i det hele taget som internationalt betalingsmiddel. Kina har allerede øget andelen af Euro i sin valutabeholdning.

Det er meget interessant i betragtning af, at ASEM-kredsen bl.a. tæller de to kommunistiske lande, Kina og Vietnam. Men begge lande har startet en meget spændende reformproces. En proces som gradvis åbner økonomien over for omverdenen og tillader mere og mere privat initiativ på hjemmefronten. Det er en meget spændende og meget perspektivrig udvikling.

Jeg er ikke i tvivl om, at den gradvise liberalisering af økonomien også vil føre til en gradvis liberalisering af det politiske liv.

Og så er jeg ved kernen i det, jeg gerne vil sige i aften. Markedsøkonomi og frihandel er stærke redskaber til at fremme forståelse og samarbejde over landegrænserne. Åbne økonomier og åbne samfund i det hele taget er et effektivt redskab til at forebygge diktatur og undertrykkelse.

Globalisering er derfor ikke en trussel. Globalisering er en chance for fri udveksling af varer, tjenester, kapital, mennesker, informationer, nyheder, tanker og idéer. Globalisering er derfor med til at fremme kulturel forståelse over landegrænserne. Og jo mere vi handler med hinanden, jo mere vi ved om hinanden, desto mindre er risikoen for, at vi drager i krig mod hinanden.

En klog mand sagde en gang: Hvis ikke varerne får lov at passere grænserne, så gør soldaterne.

Vi gør os ikke altid klart, at frihandel og markedsøkonomi hviler på et fundamentalt værdisæt. Et værdisæt, som har vist sig så stærkt, at selv kommunistiske systemer gradvis adopterer tankegangen. Et værdisæt, som har ført til en enestående velstand i vor del af verden.

Fundamentet under de håndgribelige, materielle værdier er noget, som vi lidt floromvundet kan kalde ”den vestlige verdens fundamentale værdier” – troen på retten til liv, frihed og ejendom. Og inden for den ramme kan vi blomstre som mennesker. I omtanke og hjælpsomhed.

Det er ikke luftig snak.

Retten til liv, frihed og ejendom er forudsætningen for, at mennesker kan leve sammen – uden at skulle frygte hinanden.

Det er forudsætningen for, at mennesker kan samarbejde ud fra hver deres grundlag – i alt fra familien til aktieselskabet.

Det er forudsætningen for at kunne afprøve nye løsninger i alt fra samlivsformer til grundforskning.

Det er forudsætningen for at kunne gå nye veje i alt fra kulturens verden til handelens verden.

Respekten for det enkelte menneske. Retten til liv, frihed og ejendom. Det åbne samfund, demokrati og religiøs tolerance. Det er de grundværdier, som har løftet vor del af civilisationen fra fattigdom til velstand. Og det er de grundværdier, som vi skal kæmpe for og forsvare mod terrorister og herskesyge diktatorer, som hader vor livsform og vore livsværdier.

For ikke så mange dage siden - den 11. september - var jeg i New York, på årsdagen for det grufulde terrorangreb mod USA. Det var en bevægende oplevelse. Først og fremmest var det en sørgedag. En dag hvor hele verden delte sorgen over de døde og medfølelsen med de efterladte.

Men samtidig var det imponerende at se, hvor hurtigt og konsekvent det amerikanske samfund har genfundet sin styrke. Ja, på en måde har terrorangrebet nok gjort det amerikanske samfund endnu stærkere. Fordi den enkelte amerikaner er blevet mere bevidst om de værdier, som USA bygger på.

Jeg føler det på samme måde. Terroristerne repræsenterer den mørke middelalder og det autoritære livssyn. Deres angreb på den frie verdens symboler har kun styrket vor vilje til at forsvare vore frihedsidealer og vor livsform.

Terroristerne kan måske smadre vore bygninger. Men de kan ikke smadre vore livsværdier.

Det er min opgave som politiker at forsvare disse værdier. Det er en opgave, som også virksomhedsledere må påtage sig. Men dér hvor politikerne forsvarer værdierne - om nødvendigt med militær magt - kan virksomhedslederne forsvare vestlige værdier ved at udvide deres handel. Også i lande med diktaturer.

For handel er en effektiv måde at give de undertrykte i et middelalderligt samfund et indblik i den vestlige verden.

De middelalderlige mørkemænd i Al Qaeda og i Irak kan ikke lide vestlige forbrugsmønstre, vestlige reklamer - og alt andet som er udtryk for vestlige idealer.

De middelalderlige mørkemænd kan ikke lide de informationer der altid følger med frie handelsstrømme. Jeg husker, da hæren indførte undtagelsestilstand i Polen i 80'erne. De første billeder af undertrykkelsen, jeg så, var smuglet ud af langturschauffører.

De middelalderlige mørkemænd kan ikke lide den individuelle økonomiske velstand og frihed, der følger af handel. Handel er ofte forudsætningen for at skabe en velstående vestligt orienteret middelklasse, som kan give undertrykkerne problemer på længere sigt.

Handel gavner altid de mere frisindede kræfter. Handel er med til at fremelske demokratiske og velstående 'åbne samfund'.

Mit budskab til danske virksomheder er derfor: Så længe I opererer sikkert inden for lovgivningens rammer, skal I handle med alverdens virksomheder. Det er kun til gavn for den vestlige verdens værdier.

Lad være med at tvivle på jeres værdier. Jeg tvivler ikke på dem. Og jeg tvivler ikke på, at handel er med til at fremme frihed og demokrati.

Jeg vil gerne nævne et andet eksempel på, at åbne samfund, demokrati, respekt for det enkelte menneskes liv, frihed og ejendom kan hjælpe os til en bedre verden.

Ved Johannesburg-topmødet for nylig - hvor også Dansk Industri var godt repræsenteret - fik jeg endnu en gang lejlighed til at opleve, hvordan fattige mennesker i fattige lande kan få et bedre liv gennem udenlandske investeringer.

Verden har brug for økonomisk vækst – først og fremmest af hensyn til de fattigste mennesker i de fattigste lande. Behovet for økonomisk vækst virker måske underordnet for nogle i vor rige del af verden. Men i ulandene er det forskellen på liv og død – fremtid og undergang. Økonomisk vækst er forudsætningen for at kunne brødføde sig selv og sin familie. For at kunne holde sygdom fra døren. For at kunne give børnene en ordentlig skolegang. For at kunne skaffe energi til husholdningen uden at rydde skovene.

For få år siden mente en hel del ulandsdebattører, at det mest fornuftige var at kollektivisere landbruget, opbygge statsejet produktion til erstatning for import og i øvrigt indføre socialisme. Disse tanker rumsterer stadig i hovederne på enkelte.

Men den mest effektive hjælp til ulandene er at give dem en fuldstændig fri adgang til verdensmarkedet. Så kan de nemlig afsætte deres produkter, skabe indtjening og sætte en positiv social og økonomisk udvikling i gang.

Men frihandel vil ikke kunne løse opgaven alene. Økonomisk vækst afhænger også af en ukorrupt, begrænset statsmagt.

Frihandel og øgede private og udenlandske investeringer forudsætter god regeringsførelse og demokrati i udviklingslandene. Korruption og magtmisbrug er hindringer for en bæredygtig udvikling. Derfor må vi insistere på, at udviklingslandene som modydelse for bedre markedsadgang, øget bistand og flere investeringer forpligter sig til god regeringsførelse, demokrati, retssikkerhed, individuel frihed, åbenhed og fri udveksling af informationer, herunder fri presse. God regeringsførelse er en forudsætning for tiltrækning af investeringer og for et positivt udbytte af udviklingsbistand. Derfor skal det naturligt indgå som krav til ulandene.

Det skal vi slå på side om side med frihandel. Vore værdier duer. Også i de fattigste lande. Ja, de er forudsætningen for velstand slet og ret.

Endelig vil jeg nævne et tredje eksempel på, at liberalt demokrati og markedsøkonomi har vist sin styrke som middel til at give mennesker en bedre tilværelse.

Efter anden Verdenskrig blev Europa delt i et kommunistisk Østeuropa og et liberalt Vesteuropa. Vesteuropa blomstrede. Østeuropa sakkede agterud.

Til sidst brød de kommunistiske diktaturer sammen under deres egen ineffektivitet. Befolkningerne gjorde oprør. Nye demokratier blev grundlagt.

Og nu står vi med den historiske opgave at lukke disse nye demokratier ind i vort fællesskab, EU.

Den 1. juli i år overtog Danmark formandskabet for EU. Det er den største udenrigspolitiske opgave, Danmark nogen sinde har haft.

I seks måneder står Danmark i spidsen for EU. Seks måneder er ikke meget. Men det vil blive seks måneder, som sætter sig et varigt spor i Europas historie.

Til december skal vi afslutte formandskabet med at træffe en historisk beslutning. En historisk beslutning om at udvide EU med op til ti nye lande. Otte af disse lande er tidligere kommunistiske diktaturer. Det er i sandhed historisk. Hvem ville for blot 15 år siden have turdet tro på Murens fald, Sovjetunionens opløsning, opblomstring af nye demokratier i Øst- og Centraleuropa og en udvidelse af EU med over 70 millioner mennesker, som før levede under kommunistisk undertrykkelse?

Tilbage i firserne rustede det danske forsvar sig til at slå igen over for polske landgangsfartøjer i Køge Bugt. I dag ruster danske virksomheder sig til at øge handelen med polske. Polen kan blive én af Danmarks vigtigste handelspartnere. Fjende er blevet til ven. Alle danskere har grund til at være begejstrede. Ja, for alle europæere tegner der sig et nyt og rigt perspektiv.

Overskriften for det danske formandskab er, ”Ét Europa”. Og det er netop, hvad det drejer sig om. At samle Europa. At hele de gamle sår fra to verdenskrige og Den Kolde Krig. Nu skal vi endegyldigt lukke ét af de mest blodige kapitler i Europas historie.

Det er nu, vi skal have udvidelsen på plads. Det er nu, vi skal vise, at vi magter at hele Europa.

Det er nu, vi skal vise de øst- og centraleuropæiske folk, at de ikke forgæves kastede kommunisterne på porten.

Det er nu, vi skal demonstrere, at vore ord om frihed og demokrati ikke er forbeholdt os selv, men værdier vi ønsker at dele med andre.

Det er nu, vi skal skabe rammerne for et nyt, frit, stærkt og rigt Europa.

Forståelsen for de vestlige samfunds fundament er desværre til tider ringe.

Derfor er der god grund til at skærpe diskussionen om vore samfunds værdier – ikke bare gennem løs snak om humanisme og tolerance.

Vi skal gøre klart, hvad der er de egentlige drivkræfter for vore samfund. Det er værdier som udstrakt individuel frihed til at eksperimentere og handle – retten til at prøve at skabe sin egen fremtid. Respekten og tolerancen for dem, der går deres egne veje – og ikke nødvendigvis vil indordne sig.

I 70'erne sagde man, at alt var politik. I dag er der en tendens til at sige, at alt handler om værdier.

Når vi i dag taler så meget om værdier, kan det være, fordi vi har glemt en del af tidligere generationers basale viden. Det har været moderne at kaste vrag på 'borgerlige dyder' som f.eks. pligt, gensidig hensyntagen, arbejdsomhed og sparsommelighed.

Der har været en tendens til at betragte alle meninger som 'lige gode'. Men dermed blev alt også lige skidt.

I disse år er der tegn på, at vi har lært af det 20. århundredes fejltagelser. Debatten om værdier er udtryk for nogle positive tendenser i samfundet. Vi har netop sagt farvel til det tyvende århundrede og alle dets katastrofale eksperimenter med almægtige stater.

De fleste har indset, at de samfund, der trives bedst, er dem, der appellerer til menneskers individuelle værdier – deres 'indre kompas' – frem for at regulere dem.

Derfor skal vi huske at pudse værdierne af fra tid til anden. Ikke af rituelle årsager. Men for at de kan bevare deres saft og kraft.

Lad mig give et par eksempler, som også må betyde noget i erhvervslivet.

Glæden ved ejendomsretten skal styrkes ved at gøre flere danskere til direkte ejere af erhvervslivet. Danskerne skal i højere grad fornemme deres skæbnefællesskab med de virksomheder, som opererer i landet. Og den bedste indgangsvinkel er ejerskabet til dem. Hvis vi skal udbrede ejerskabet forudsætter det både rimelige skattesystemer - men også velfungerende og tillidsvækkende kapitalmarkeder.

Her er jeg glad for, at danske virksomheder ikke er havnet i samme tillidskrise, som adskillige amerikanske virksomheder. Det skyldes nok at vi har en god praksis, hvor bestyrelserne holder direktionerne i ørene. Til jer direktører, der synes, at det er besværligt, kan jeg kun sige: I har ret! Men det tjener jo os alle bedst i sidste ende.

Et andet eksempel på, at vore værdier skal have ny saft og kraft, tager udgangspunkt i troen på, at hver enkelt kan gøre en forskel i sit eget liv.

Det skal simpelthen være mere attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats. Og her spiller skatten på arbejdskraft selvfølgelig en betydelig rolle. Jeg tager skattedebatten særdeles alvorligt. Og derfor vil der aldrig gå inflation i mine udmeldinger om, hvad den fremtidige skattepolitik bør være.

Skattelettelser er ikke noget man lover. Det er noget man gennemfører.

Mine damer og herrer,

Vi går ikke og tænker så meget på dette med værdier i det daglige. Men det er tankevækkende, at allerede Martin Luther havde blik for, hvad der skal til af holdning for at skabe de værdier, som vi skal leve af. Martin Luther udtrykte det således: ”Du skal ernære dig med dit eget arbejde, for at du kan have dit eget og også kan give den trængende noget. Det er du skyldig, og gør du ikke således, vil Gud ikke betragte dig som en kristen, men vil dømme dig som tyv og røver, fordi du går ledig og ikke selv arbejder for det, hvorved du ernærer dig, men har taget andres blod og sved”.

Her siger Luther i klar tekst, hvad det i virkeligheden drejer sig om: Enhver, som er i stand til det, skal yde en indsats og skabe værdier til ikke blot at forsørge sig selv, men også at hjælpe dem, som har hjælp behov.

Det er i virkeligheden det værdisæt, som moderne markedsøkonomi hviler på.

Det går I ikke og tænker på i det daglige. Det skal I heller ikke. I skal drive effektiv forretning, der giver overskud, så der bliver noget til aktionærerne og til investeringer i fremtiden og dermed til udvikling af hele vort samfund.

Men det er da meget rart at vide, at bestræbelserne på at skabe et pænt overskud hviler på en solid luthersk etik!