Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved indvielse af Skuespilhuset den 16. februar 2008
Det talte ord gælder
Deres Majestæt. Deres Kongelige Højhed. Mine damer og herrer.
I aften er en historisk aften.
For Det Kongelige Teater. Og for Danmark.
I aften realiserer vi en gammel drøm om et nyt skuespilhus.
En drøm, der går helt tilbage til 1880’erne. Allerede dengang var Det Kongelige Teaters scene for gammeldags til moderne teater.
At bygge eller ikke bygge – det var meget længe spørgsmålet.
Men nu er drømmen gået i opfyldelse. Efter næsten 130 år. Det talte teater har fået nogle rammer og arbejdsvilkår, som kan løfte hele det danske skuespil i fremtiden.
Jeg håber, at Skuespilhuset kan blive startskuddet til en ny guldalder for dansk teater. Ligesom det nye operahus har givet operaen et kæmpe løft.
* * *
For at dette kan lykkes, skal vi have et teater, der er både moderne og traditionsrigt.
Ligesom Shakespeares Hamlet, der er på programmet i aften. Hamlet er klassikeren over alle klassikere. Men samtidig åben for moderne fortolkning. Det er jeg sikker på, at aftenens forestilling vil bekræfte.
En ny guldalder for dansk teater kræver et teater, der er vedkommende. Et teater, der byder alle indenfor. Ikke kun de faste teatergængere.
Måske går du i teatret, fordi du er vild med jazz. Eller fordi du elsker Ghita Nørby. Eller fordi du er fan af Hamlet.
Der er mange veje til teatret. Og de skal være åbne alle sammen.
En ny guldalder for dansk teater kræver et teater, der er både dansk og internationalt. Som værner om og udvikler dansk sprog og kultur. Men som også lever i samspil med og inspiration fra omverdenen.
Ligesom Shakespeare blev inspireret af historien om en dansk prins. Og gjorde Hamlet til en af de mest kendte danskere nogensinde.
* * *
Med det nye skuespilhus har vi fået en fantastisk ramme for, at alt dette kan lykkes.
Når vi som teatergæster ankommer til Skuespilhuset, bliver vi mødt af et hus, der er åbent mod verden. Hvor havet strømmer ind under promenadens tømmer.
Så går vi her ind i skuespilsalen. I husets hjertekammer. Her er plads til over 600 tilskuere. Alligevel føles rummet meget intimt. Skuespillere og publikum møder hinanden i øjenhøjde.
Ja, i aften sidder skuespillerne endda her bag mig som en del af publikum. Og ser lige så forventningsfulde ud som vi andre.
Det er en historisk aften. Lad det også være starten på en ny epoke med et rigt dansk teaterliv præget af fremgang, kreativitet og inspiration.
Til lykke med hele Danmarks nye skuespilhus.