Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved middagen på Christiansborg tirsdag den 11. maj 2004

I anledning af det forestående bryllup mellem Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og frøken Mary Donaldson

Det talte ord gælder

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, frøken Donaldson, Deres Excellencer, mine damer og herrer,

”Der var engang en prins”. Sådan indleder den store danske digter, H. C. Andersen, nogle af sine eventyr.

Og det er et eventyr, vi oplever i disse dage. Men det er også virkelighed, en eventyrlig virkelighed.

I eventyret, ”Prinsessen på ærten”, lader H. C. Andersen prinsessen sove i en seng, hvor der er en ært i bunden. Oven på ærten var der tyve madrasser og tyve edderdunsdyner.

Om morgenen vågnede prinsessen og var både brun og blå over hele kroppen. Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse. For så ømskindet kunne kun en rigtig prinsesse være.

Kære Mary Donaldson,

Jeg ved ikke, om kronprinsen har udsat Dem for denne ærte-test. Men hvis han har, ville han være nået til en konklusion, der er modsat moralen i eventyret. For kronprinsen er en tænksom mand. Og han ved, at i vore dage må en rigtig prinsesse slet ikke være ømskindet. Tværtimod skal en rigtig, moderne prinsesse være ret hårdhudet.

Det, der sker i disse dage, må være en overvældende oplevelse for Dem. De er kommet til Danmark af kærlighed til et andet menneske, til kronprins Frederik. Og De ser nu Dem selv som centrum i officielle begivenheder og Deres liv som genstand for en intens offentlig interesse.

At klare den opgave kræver robusthed og styrke. Disse egenskaber er jeg overbevist om, at De er i besiddelse af.

De er en kvinde med en særlig udstråling, der bunder i betydelige menneskelige og intellektuelle kvaliteter. Jeg er ikke i tvivl om, at De har alt, hvad der skal til for at udfylde og præge den rolle, som De vil indtage i vort land. For at blive en rigtig prinsesse af vor tid.

Kære Mary Donaldson,

De har allerede taget det danske folk med storm. Og hele nationen byder Dem velkommen som kronprinsens kommende ægtefælle.

De kommer til et land med en flere tusinde år gammel historie. De kommer til et land med et stærkt nationalt fællesskab og en stærk bevidsthed om dansk sprog, kultur og historie. Men De kommer også til et folk, der er udadvendt og åbent for impulser udefra. For sådan har Danmark udviklet sig gennem århundreder – i mødet mellem det danske og det fremmede.

I mere end tusinde år har kongehuset været det samlende symbol for det danske folk. Jeg er overbevist om, at De vil yde et positivt bidrag til, at kongehuset fortsat vil være et nationalt og samlende bindeled mellem fortid, nutid og fremtid.

Vore danske forfædre, vikingerne, kom langt omkring. Men ikke så langt som til Tasmanien.

Og dog! En dansker, eventyreren Jørgen Jürgensen, var med, da Tasmaniens hovedstad, Hobart, blev grundlagt for 200 år siden. Han blev kendt som ”vikingen fra Van Diemens Land”, som Tasmanien dengang blev kaldt.

Jürgensen var en farverig person – og vist nok en værre én. Bl.a. nåede han at opkaste sig til konge af Island nogle uger i 1809.

Denne tidlige forbindelse mellem Danmark og Tasmanien afspejler den turbulente og barske grundlæggelse af det australske samfund.

I dag kender vi Australien som et land med en enestående natur og en meget venlig og imødekommende befolkning. Tusinder af unge danskere har i årenes løb rejst gennem Australien med deres rygsæk. De har hentet positive oplevelser og mødt australiernes gæstfrihed.

Kære Mary Donaldson, vi vil gøre vort bedste for, at De også vil føle Dem velkommen og hjemme i vort land.

Kære kronprins Frederik,

Da Tasmaniens hovedstad, Hobart, blev grundlagt i 1804, hed kronprinsen i Danmark også Frederik. Og hans ægtefælle hed såmænd Marie. Kronprinsen blev senere kong Frederik den 6. – med dronning Marie ved sin side.

Så pudsigt kan historiens linjer på forunderligste vis slynge sig ind i hinanden.

Som kronprins skal De nu sammen med Deres kommende ægtefælle bære historien videre ind i en ny tid.

Jeg kan vanskeligt forestille mig nogen, der er bedre rustet til den opgave, end De er. Vi ved, at De har afprøvet de yderste grænser af fysisk udholdenhed ved at gennemføre den hårdeste militære uddannelse, ved at rejse 3000 kilometer med hundeslæde på tværs af Grønland og ved at deltage i krævende idræt.

De har taget en akademisk uddannelse i statskundskab her i landet, suppleret med studier på Harvard University.

Men vigtigst af alt har De demonstreret meget positive menneskelige kvaliteter. En udpræget evne til at tale med andre mennesker, lytte og sætte sig ind i deres situation.

De har allerede formået at sætte nye grænser og rammer for en moderne kronprins. De gør det på Deres egen måde og har skabt respekt i brede kredse, ikke mindst i de yngre generationer.

Kronprins Frederik, De står som et forbillede for mange. Og det er med rette, at en interviewbog med Dem bærer titlen: ”Kronprins af tiden”.

Det er i denne bog, De beskriver, hvordan et monarki skal overleve i fremtiden. De understreger vigtigheden i at følge med i det, der foregår. Og De sammenfatter det i følgende opskrift: (Man skal) ”holde skruen i vandet, men også stikke fingeren i jorden og op i luften”.

Se, at holde skruen i vandet og så samtidig stikke fingeren i jorden og op i luften kan nok være svært på én gang. Og det afspejler vel mest af alt, at Deres militære uddannelse dækker både flåden, hæren og flyvevåbnet!

Men i grunden har De ramt plet med Deres billede. For opgaven er præcis så krævende, som Deres beskrivelse efterlader indtryk af.

I et moderne, demokratisk samfund hviler monarkiet på opbakningen fra folket. Kongehuset skal på én gang være et spejl af og et forbillede for befolkningen.

Det er en vanskelig balanceakt at fremstå så almindelig, at befolkningen kan identificere sig med én, og samtidig være så tilpas hævet over almindeligheden, at der er noget at se op til.

Kære Kronprins Frederik, jeg er overbevist om, at De mestrer den balancekunst. De er en ypperlig repræsentant for kongehuset og den generation, De tilhører. De bidrager stærkt til, at også de næste generationer vil se kongehuset som Danmarks nationale samlingspunkt.

Kronprins Frederik, første gang jeg mødte Dem og Mary Donaldson sammen var tilfældigt i et fly fra Paris – endnu inden forbindelsen var officielt bekendtgjort. Typisk for Deres ligefremme facon præsenterede De mig for Mary Donaldson med ordene: ”Det er min kæreste, Mary”.

Kære kommende brudepar,

En klog kvinde – Hendes Majestæt Dronningen – sagde engang, at ægteskabet består af ”dig, mig og os”. Jeg er enig. Ægteskabet er et fællesskab – os –, hvor vi indretter os efter hinanden, tager hensyn til hinanden, deler vore oplevelser med hinanden.

Men ægteskabet er også dig og mig, hvor der skal være frihed og rum til både dig og mig. For vi vokser ikke godt i hinandens skygge.

I bogen, ”Profeten”, skriver forfatteren Kahlil Gibran om ægteskabet bl.a.:

”Fyld hinandens bæger, men drik af hver sit. Giv hinanden af jeres brød, men spis ikke af samme skive. Lutens strenge er adskilte, men spiller samme melodi. Stå sammen – men ikke alt for nær hinanden. Thi templets søjler er adskilte. Og cypressen og egetræet vokser ikke i hinandens skygge.”[1]

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, tillad mig at smide titlerne og sige: Kære Frederik, kære Mary

Ifølge de oprindelige australiere, aboriginierne, blev Jordens levende væsener skabt i ”Drømmetiden”. Lad mig ønske for Dem, at det må blive en drømmetid, nu hvor De skal skabe et liv sammen.

Vi ønsker Dem hjerteligt tillykke med det forestående bryllup.

Må jeg bede alle rejse sig og sammen med mig udbringe et trefoldigt leve for det kommende brudepar:

Brudeparret leve! Hurra! hurra! hurra!

[1] Her citeret fra Johannes Møllehave: ”Så forskellige sind”, udgivet 1978 af Lindhardt & Ringhof.