Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved overrækkelse af Europabevægelsens pris som ”Årets Europæer” den 3. maj 2003.

Det talte ord gælder.

Danmark i fremtidens Europa

Jeg vil gerne starte med at takke for udnævnelsen til ”Årets Europæer”. Jeg er både glad og taknemmelig over denne hædersbevisning.

Det var en stor opgave, men også en stor glæde, at være formand for Det Europæiske Råd på et tidspunkt, hvor det faldt i Danmarks lod at afslutte forhandlingerne om udvidelsen af EU. Vi traf en historisk beslutning i København i december. En beslutning som vil påvirke Europas udvikling positivt i mange generationer fremover.

Når jeg takker for udnævnelsen til ”Årets Europæer”, sker det i bevidstheden om, at mange gode kræfter har arbejdet sammen for at nå de historiske resultater under det danske formandskab. Formandskaberne før Danmark havde bragt udvidelsesforhandlingerne stadig fremad, så vi kunne overholde tidsplanen og slutte i december sidste år. Den danske udenrigstjeneste ydede både før og under formandskabet en stor og fortjenstfuld indsats for at få resultater i hus under det danske formandskab. Og de politiske partier hjalp regeringen ved at tage passende hensyn i Folketingets arbejde, så ministrene kunne koncentrere kræfterne om EU-formandskabet.

Jeg er taknemmelig over den påskønnelse, der ligger i titlen som ”Årets Europæer”, men jeg deler gerne påskønnelsen med alle dem, som på forskellig vis har bidraget til den historiske udvidelse af EU.

* * *

Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i Europas historie. I en overgangsfase mellem to perioder. Det kan måske være svært at se i hverdagens travle ræs. Men jeg tror, at de fleste af os fornemmer, at vi lever i en sådan omstillingstid.

1989 står som et af de helt store revolutionsår i Europas historie. På linie med 1789 og 1848. Befolkningerne i Central- og Østeuropa rejste sig og kastede kommunismens åg af sig. Samtidig betød det afslutningen på den kolde krigs fastlåste og forkrampede Europa.

Først nu er vi ved at kunne se rammerne for fremtidens Europa. Og de tegner lovende. Vi ser et nyt Europa vokse op. Et Europa præget af frihed, fred, samarbejde og velstand.

Det er ikke kommet af sig selv. Det er et resultat af hårdt arbejde, en målrettet indsats og en vilje til fremskridt og forandring.

Danmark har taget aktivt del i dette arbejde. Et hovedmål for dansk udenrigspolitik i de seneste knap 15 år har været at sikre, at de nye demokratier i Central- og Østeuropa blev solidt forankret i vore vestlige samarbejdsorganisationer.

Med beslutningen i november i Prag om NATO’s næste udvidelse og med beslutningen på topmødet i København i december om EU’s udvidelse er dette lykkedes. Jerntæppets kunstige deling af Europa er endegyldigt slut. Rammerne om fremtidens Europa er på plads.

* * *

Derfor er det også et naturligt tidspunkt at se fremad og sætte os nye mål.

For mig at se er en hovedopgave i dansk europapolitik – ja i dansk udenrigspolitik i det hele taget - i de kommende år at præge dette nye Europa. Vi skal være med til at opbygge et Europa, som afspejler vore synspunkter og værdier. Vi skal varetage vore interesser i samspil med vore partnere.

Det gør vi kun ved at være fuldt og helt med i EU-samarbejdet. Efter udvidelsen står EU ubetinget som rammen om fremtidens europæiske samarbejde. Derfor skader det danske interesser at være uden for væsentlige dele af samarbejdet. De områder, hvor vi har sat os selv uden for, er oven i købet de områder, hvor samarbejdet mellem Europas lande vil udvikle sig stærkest i de kommende år.

Vi er uden for euro’en. Der er ingen tvivl om, at euro-samarbejdet vil blive stærkere i de kommende år. Euro’en er en stor succes, og Danmark har da også bundet kronen til euro’en. Derfor er vi afhængig af de beslutninger, som euro-landene træffer, men vi er ikke selv med i samarbejdet. Det kan man da kalde et demokratisk underskud.

Vi er uden for det forsvarsmæssige samarbejde. En konsekvens af det er nu, at danske soldater er trukket hjem fra den fredsbevarende mission i Makedonien. Alle er vist enige om, at denne mission er nødvendig. Men nu må vi trække os ud, alene fordi ledelsen skifter hat – fra NATO til EU. Det kan vist aldrig have været meningen med undtagelsen.

Den europæiske virkelighed ser i dag afgørende anderledes ud, end da vi fik undtagelserne først i halvfemserne. Dengang befandt vi os i den usikre fase umiddelbart efter Murens fald. Europas fremtid var uklar. I dag eksisterer den uklarhed ikke længere. Vi kender rammerne for fremtidens Europa. Vi står nu i den absurde situation, at om få år er de tidligere diktaturstater i Østeuropa fulde medlemmer af EU, mens Danmark står med en række undtagelser på centrale dele af samarbejdet.

Det er en uholdbar situation. Danmark bør være fuldt og helt med i EU-samarbejdet. Derfor bør undtagelserne væk.

Men det kan naturligvis først ske efter folkeafstemning. Og det skal ske på et afklaret og oplyst grundlag. I den aktuelle situation finder jeg det mest fair over for befolkningen, at vi kender indholdet af den nye traktat, som bliver resultatet af Konventet og regeringskonferencen, før vi tager stilling til de danske undtagelser.

* * *

Et opgør med undtagelserne er afgørende, hvis vi skal kunne anvende Danmarks fulde potentiale i fremtidens Europa.

Men det er ikke gjort alene med en fjernelse af undtagelserne. Vi skal samtidig indstille os på og omstille os til at samarbejde på nye måder i et EU med 25 eller flere medlemslande.

Det udvidede EU bliver et samarbejde præget ikke alene af langt flere medlemmer, men også af større kulturel, geografisk og velstandsmæssig spredning end vi kender i det nuværende EU med 15 lande. Det stiller os over for nye udfordringer.

Vejen frem er en aktiv, engageret dansk europapolitik, hvor vi skal søge at spille en mere offensiv rolle, end vi ofte har gjort i fortiden.

Regeringen har lagt en aktiv, fremadrettet linie i dansk europapolitik. Den tilgang skal videreudvikles i de kommende år. Vi skal sikre større dansk indflydelse ved at komme med konkrete udspil, ved at turde noget og ved at søge skiftende alliancer med de øvrige lande.

Samtidig skal vi forstå, at EU samarbejdet udvikler sig. Også i fremtiden vil klassiske samarbejdsområder som det indre marked, konkurrencepolitik og miljø stå centralt. Vi skal udbygge og konsolidere samarbejdet på disse områder. Og vi skal sikre, at de eksisterende regler gennemføres fuldt ud i de nye medlemslande. Men udviklingen har vist, at der er behov for samtidig at styrke samarbejdet på nye områder. Medlemslandene har brug for EU til at håndtere nye opgaver.

Jeg vil trække ét, helt aktuelt emne frem til at illustrere behovet for mere og bedre samarbejde. Efter EU-splittelsen i Irak-sagen kan alle vist se behovet for en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

Idéelt set burde EU tale med én stemme. Så kunne vi blive hørt meget bedre på den internationale scene. Men det er næppe realistisk, at medlemslandene vil opgive den nationale selvbestemmelsesret, når det gælder udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Set fra et lille lands synspunkt ville det ellers være en fordel, hvis beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik blev truffet i EU’s ministerråd. For så fik vi indflydelse på områder, som i dag i vidt omfang er domineret af de store lande. Men det er næppe realistisk.

Det betyder ikke, at vi skal opgive målet om en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Tværtimod skal vi prøve at gøre den så fælles som mulig.

En praktisk løsning kunne være at skabe en stærk post som EU’s udenrigspolitiske repræsentant. En person som med vægt kunne tale på EU’s vegne, når EU-landene er enige. Det kunne f.eks. ske ved at sammensmelte de to nuværende udenrigspolitiske repræsentanter til én. I dag har vi en kommissær for eksterne anliggender og samtidig har vi en udenrigspolitisk koordinator. Det ville være mere rationelt at slå de to poster sammen til én.

I EU-konventet om EU’s fremtid har præsidiet fremlagt et forslag om en såkaldt ”EU-udenrigsminister”. Jeg kan bedre lide at kalde det ”EU’s udenrigspolitiske repræsentant”. Men ordene skal ikke skille os. Det er indholdet, som er afgørende. Præsidiet foreslår netop at slå de to poster sammen til én. Så selve sigtet er godt og rigtigt. Derimod er jeg ikke enig i alle elementer af præsidiets forslag, når det gælder funktioner for og placering af denne udenrigsrepræsentant. Men det må vi se på i de videre forhandlinger.

Det centrale mål er at styrke EU’s fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Men det handler ikke om at styrke EU på bekostning af det transatlantiske samarbejde. Tværtimod. Vi har en vital og indlysende interesse i et tæt og stærkt samarbejde mellem Europa og USA. Men den vestlige verden står i disse år over for udfordringer, der gør det nødvendigt, at Europa i højere grad end før skal kunne stå på egne ben og yde sit eget bidrag. Det er ikke kun i vor, men også i USA’s interesse.

* * *

Efter udvidelsen af EU er det nødvendigt at gennemføre reformer af samarbejdet for at sikre beslutningsdygtighed, handlekraft og effektivitet.

Generelt bør vi træffe flere beslutninger med kvalificeret flertal. Med 25 eller flere lande i Unionen vil alt blive lammet, hvis enkeltlande kan blokere beslutninger. Selvfølgelig er der vitale områder, hvor vi fortsat må kræve enstemmighed. Men tendensen må være, at vi træffer flere beslutninger med flertal.

Til gengæld bør vi også have en klarere beskrivelse af arbejdsdelingen mellem EU og medlemslandene. Og denne arbejdsdeling bør fremgå af den nye forfatningstraktat.

Vi bør styrke den folkelige kontrol med beslutningerne i EU. Det kan vi gøre ved at give EU-parlamentet større indflydelse. Bl.a. bør EU-parlamentet være medlovgiver på landsbrugsområdet, hvad parlamentet ikke er i dag.

Vi har også en stor interesse i en stærk kommission. Jeg ved godt, at EU-kommissionen for mange står som en bussemand, der vil komme efter borgere og virksomheder og landmænd og fiskere i EU-landene. Men det er et falskt billede af kommissionen. Ikke mindst et lille land som Danmark har en vital interesse i, at EU-kommissionen er stærk nok til at overvåge overholdelsen af de fælles regler i EU. For ellers risikerede vi bare, at de lande, som var store eller frække nok, lod hånt om de fælles regler – til skade for de lande, som pligtskyldigst overholder fællesreglerne.

For at give EU-kommissionen og dens formand den stærkest mulige position kunne vi lade formanden for kommissionen vælge i et særligt valgforum. Dette forum kunne vi f.eks. sammensætte således, at halvdelen af medlemmerne kommer fra Europaparlamentet og halvdelen fra de nationale parlamenter. Så drager vi også de nationale parlamenter stærkere ind i EU’s arbejde.

Men hvis vi på denne måde styrker både EU-parlamentet og EU-kommissionen, så bør vi også parallelt styrke EU’s ministerråd og Det Europæiske Råd.

Der er tre helt afgørende principper, der må og skal ligge til grund for reformer af institutionerne.

For det første skal et samlet resultat respektere balancen mellem store og små lande. Forsøger man at rykke ved denne betingelse, risikerer samarbejdet at falde fra hinanden.

For det andet skal balancen mellem de tre centrale institutioner – Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet – bevares. Vi skal fastholde et system med ”checks and balances” mellem institutionerne.

Og for det tredje skal løsningen være effektiv og gennemsigtig. Den løsning, der kommer ud af det, skal kunne fungere og være til at forstå.

I EU-konventet har Præsidiet fremlagt et vidtgående forslag til reform af institutionerne. Jeg er ikke enig i alle dele af dette forslag. Og jeg føler mig ganske overbevist om, at slutresultatet kommer til at se meget anderledes ud end det forslag, vi nu har på bordet.

Men udkastet fra Præsidiet og hele diskussionen den sidste uges tid har bekræftet mig i, at vi fra dansk side har lagt den rigtige linie i denne debat fra start.

Det afgørende spørgsmål i Konventet er og bliver, hvorvidt vi skal have en valgt formand for Det Europæiske Råd. I bekræftende fald åbnes der op for muligheden af en mere generel institutionel reform. I benægtende fald vil vi ende med grundlæggende at fastholde status quo. Jeg synes, vi skal være modige og søge en bred institutionel reform, hvis det er muligt.

Fra dansk side kan vi leve med begge løsninger. Men på klare betingelser. Skal vi fortsætte med halvårlige, roterende, nationale formandskaber, så må systemet reformeres og strømlines så meget som overhovedet muligt. Tre konkrete tiltag kunne være:

• For det første, at koncentrere formandskabet om de politiske niveauer. Rådsmøderne og de vigtige embedsmandsudvalg. Så kan man lade Rådssekretariatet lede det daglige arbejde i flere arbejdsgrupper på lavt niveau. Systemet kendes allerede i dag og kan udvides.
• For det andet, at genskabe en fuldtids Generalsekretær for Rådet, som kan bistå de nationale formandskaber.
• Og endelig for det tredje, at styrke samarbejdet mellem flere nationale formandskaber, der følger efter hinanden.

Samtidig er vi dog parate til fordomsfrit at overveje en model med en valgt formand for Det Europæiske Råd. Men det skal i så fald ske på klare betingelser. Ellers har ideen ingen interesse.

Lad mig sige det helt klart. Præsidiets forslag er ikke tilstrækkeligt præcist. Hvis dette er tilbudet fra de større lande, så er svaret nej – også fra Danmark.

Men jeg har med interesse noteret mig, at den tyske udenrigsminister allerede i sidste uge rakte hånden frem i Konventet. Han lagde op til, at Præsidiets forslag må ændres, så det i højere grad respekterer balancen mellem større og mindre lande.

En sådan konstruktiv tilgang finder jeg, vi skal møde positivt. Så må meninger og synspunkter brydes. Det er ikke sikkert, at vi kan finde et fælles kompromis. Men vi bør konstruktivt afsøge mulighederne for at finde et grundlag for en større samlet institutionel reform. Det er i fællesskabets interesse.

Derfor er tiden nu inde til, at vi fra dansk side byder mere konkret på, hvilke krav vi stiller, hvis vi skal kunne overveje positivt at arbejde videre ad et spor baseret på en valgt formand for Det Europæiske Råd. Vi har tre grundlæggende krav.

Første krav – en løsning skal respektere balancen mellem større og mindre lande. Her er der behov for ganske faste regler for, hvordan en sådan formand vælges.

Det skal sikres, at der er lige adgang til embedet. Det sker bedst ved, at hvert land har én stemme, når formanden skal vælges. Stemmereglen kunne f.eks. være, at valg kræver 2/3 af landenes tilslutning.

Som supplement hertil kan man eventuelt operere med valggrupper. Jeg forestiller mig i givet fald, at man har tre ”valggrupper” bestående af henholdsvis store, mellemstore og små lande. Posten som formand for Det Europæiske Råd skulle så gå på skift mellem disse valggrupper. På denne måde sikrer man en lige repræsentation mellem store og små.

Modellen skal ikke forstås sådan, at man på skift udelukker grupper af lande fra at deltage i valget af en eventuel formand. Det er altså ikke den pågældende valggruppe, som selv udpeger formanden. Alle medlemsstater skal deltage i valget. Og alle lande skal have ret til at udpege eller anbefale kandidater. Men kandidaterne skal hver gang være fra ét af de lande, der tilhører den valggruppe, der står på tur for valg til posten som formand for Det Europæiske Råd.

Det er så mit bud på en model. Der kan sikkert tænkes andre. Det afgørende er, at landenes ligeværdighed sikres.

Andet krav – vi skal sikre en fornuftig arbejdsdeling mellem den valgte formand for Det Europæiske Råd, formanden for Kommissionen og en EU-udenrigsminister.

Hovedopgaven for formanden for Det Europæiske Råd skal være at lede og forberede møderne i Det Europæiske Råd. Formanden skal sikre kontinuitet og sammenhæng i Rådets arbejde. Men han skal ikke gives beføjelser, der vil sætte ham i stand til at gribe ind i de kompetenceområder, der er Kommissionens. Kommissionens initiativret må ikke anfægtes.

På det udenrigspolitiske område kan den valgte formand for Det Europæiske Råd bidrage til at repræsentere Unionen på højt plan over for tredjelande. Men ansvaret for Unionens udenrigspolitiske arbejde og den daglige håndtering af dette ligger hos den såkaldte EU-udenrigsminister. Denne er ansvarlig over for Rådet og sine kolleger i Kommissionen. Ikke over for den valgte formand for Det Europæiske Råd.

Det tredje krav er, at der ikke skal opbygges et nyt bureaukrati. En valgt formand skal modtage sekretariatsbistand fra Rådssekretariatet. Der kan blive tale om at oprette et selvstændigt kabinet, men ikke nogen ny institution. Det skal indskrives i traktaten.

Med hensyn til formandskabet for Rådet foreslår vi, at man fortsætter med det nuværende, roterende, halvårlige formandskab for sektorrådene. Den løbende, daglige koordination foretages indenfor dette formandskab og i møder mellem formandskabet og den valgte formand for Det Europæiske Råd. Skulle man tænke videre ad dette spor, så kunne stats- og regeringschefen for formandskabslandet eventuelt samtidig fungere som næstformand for Det Europæiske Råd med mulighed for at bistå og aflaste den valgte formand.

Nogle vil spørge: Vil en valgt formand for Det Europæiske Råd ikke blive en EU-præsident? Mit svar er: Nej, ikke hvis den valgte formand får en klart beskrevet opgave, som viser, at det netop er en formand, og ikke en præsident med præsidentielle beføjelser.

Tværtimod kunne man sige, at en valgt formand for Det Europæiske Råd netop ville være med til at understrege betydningen af det forum, hvor de nationale medlemsstater mødes og diskuterer, nemlig Rådet og Det Europæiske Råd. På den måde sikrer vi balancen mellem de tre institutioner, Parlamentet, Kommissionen og Rådet.

* * *

Lad mig afslutte med at understrege, at de forslag jeg har givet her i dag er et konkret dansk bud i den aktuelle debat. På mandag bliver de sendt til EU-konventet som ændringsforslag til udspillet fra konventets præsidium. Og som jeg tillod mig at sige om Præsidiets forslag, så er det også ganske sandsynligt, at det endelige resultat kommer til at se anderledes ud end mit bud. Sådan er det, når man forhandler.

Men det afgørende er, at vi fra dansk side går ind i den aktuelle debat. Alt for ofte har vi fra dansk side meldt os ud af den europæiske debat. Denne strudsepolitik har ikke tjent Danmark. Og den er helt perspektivløs i et EU med 25 medlemmer.

Regeringen ønsker at føre aktiv europapolitik. At søge indflydelse. At sige det vi mener åbent og direkte og udadtil. Og skabe en debat herhjemme, der forholder sig til den europæiske virkelighed.

Det er med stor tilfredshed jeg konstaterer, at der er bred politisk enighed om denne linie. Regeringspartierne arbejder i denne sag tæt sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

De ændringsforslag, vi fremsender på mandag, er udtryk for en sådan aktiv dansk europapolitik. En dansk europapolitik der forholder sig offensivt til virkeligheden og til fremtiden.