Statsminister Helle Thorning-Schmidts båltale ved Sankt Hans aften på Marienborg den 23. juni 2014

Det talte ord gælder.

Kære alle sammen.

Jeg elsker Sankt Hans aften. Sankt Hans er den mest danske af alle vores fester.

Sankt Hans handler egentlig bare om at møde op og være en del af et fællesskab.

Det er simpelthen én stor grænseløs havefest, hvor familier og venner med tæpper og madkurve indtager haver, parker og strande. Så Sankt Hans er en fejring af fællesskabet.

I aften fejrer vi, at vores land aldrig er smukkere end netop nu – uanset om det regner, eller solen skinner. Prøv at lukke øjnene et øjeblik. Lyt til fuglesangen. Mærk duften af græs og træer.
Mærk vinden i ansigtet. Det er den danske sommer.

Det er ikke tilfældigt, at vi netop i de nordiske lande er særligt gode til at fejre Sankt Hans. Vi har de mørkeste vinterdage. Dem skal vi ryste af os. Vi har de lyseste sommeraftener. Dem skal vi suge nye kræfter fra. Og der er næppe noget smukkere sted at gøre det end her på Marienborg.

Marienborg er et betagende sted. Set på afstand virker bygningen og haven meget prangende. Den hvide bygning og den flotte have ned til Bagsværd Sø. Da Marienborg blev bygget som en sommerbolig for 270 år siden, var det sikkert også meningen, at den skulle imponere. Men tættere på – når man sidder i stuen eller som nu står her midt i haven – er det et rart sted med sin egen historie.

Sådan er det også med mennesker. Jo tættere man kommer på dem, jo mere ser man dem som på én gang almindelige mennesker og mennesker med deres egen, personlige historie.

Da de første socialdemokratiske statsministre fik tilbuddet om at bruge Marienborg, krævede det lidt tilvænning at tage imod en gammel overklassebolig.

Anker Jørgensen har vist nok sagt, at Marienborg var så stort, at han havde svært ved at finde en øloplukker. Og jeg kan sige, at det havde han ret i. Men senere blev han glad for at være her.

Øverst oppe under taget er der en slyngelstue med et rigtigt løveskind, bordtennis og billard. Hvor man kan slappe af efter en hektisk dag eller hårde forhandlinger.

Helle Virkner har fortalt, at hun har båret mange øl op ad vindelstrappen, når Jens Otto Krag holdt billardaftener. Jeg tænker tit på Helle Virkner, når jeg går op ad den trappe.

Så Marienborg har gennem årene både været brugt til det alvorlige og det sjove. Det er slet ikke så fint, som man måske kunne gå og tro.
Først og fremmest er Marienborg et hyggeligt sted. Se jer omkring: Er her ikke dejligt?

Har I lagt mærke til kanalen heromme bagved? Den er ikke en del af Mølleåen. Det er en fæstningskanal, som er gravet af soldater. Derfor bugter den sig ikke som et naturligt vandløb. Nej, den er snorlige på militær vis. Kanalen er en del af Københavns forsvarsværk.

Nu tænker I, hvordan kan den lille kanal forsvare København? Jo, tanken var, at når fjendtlige tropper rykkede ind mod hovedstaden, så skulle vandet ledes fra Furesøen og oversvømme Lyngby, så fjenden ikke kunne komme videre.

Lyngby skulle simpelthen ofres for at redde København. Det blev heldigvis aldrig til noget. Og jeg kan godt røbe, at det ikke indgår i de aktuelle forsvarsplaner for vores hovedstad.

Sankt Hans er fredens og håbets fest. Og på en dejlig sommeraften er det næsten ikke til at forestille sig, at fjender kan angribe, eller noget ondt kan ske.

Alligevel er det i aften, at vi sender mørke magter til Bloksbjerg. Det er en gammel skik. Men i dag ved vi godt, at der skal fælles handling til for at ændre ting til det bedre og få mørket til at forsvinde.

I år har vi som land mere at glæde os over end i de foregående år. Det går fremad. Der er ved at brede sig en ny optimisme og tro på fremtiden. Danmark er på vej mod bedre tider. Vi er på vej ud af krisen. Hele Danmark.

Det har ikke været let. Og det havde sikkert også været lettere at lade være med at træffe de svære beslutninger. Men ved fælles hjælp har vi nu hjulpet Danmark videre. Og vel og mærke på en måde, hvor vi stadig er et trygt og ordentligt land.

Jeg er stolt af, at vi i Danmark har et stærkt fællesskab, hvor vi passer på hinanden. Hvor alle har gode muligheder. Og frihed til at bestemme over eget liv.

Er det ikke det, der gør Danmark til et helt særligt land?

Et samfund, hvor vi har frihed – samtidigt med at vi tager ansvar for hinanden og får alle med.

Et samfund, der nu er ved at komme ud af krisen med fællesskabet i behold.

Et Danmark, hvor vi bevarer håbet og lyset og jager mørket på flugt.

Det er det Danmark, jeg tror på. Og her har jeg i aften fået hjælp fra nogen, der i den grad er håbets bebudere. Vores børn.

I eftermiddag var der fint besøg her på Marienborg. Nemlig af de dejlige unger fra Børnehuset Langs Banen.

Jeg håber, at nogle af jer børnehavebørn er med i aften. Er I det?

Tak til jer alle sammen for den flotte trold og heks.

Det er noget nyt, at vi også har en trold med i år. Sagen er den, at jeg har haft det lidt skidt med altid at sende en heks afsted. Hvorfor skal det være en kvinde? Derfor har vi i år både en trold og en heks. Så er der balance i regnskabet.

Noget er dog helt, som det plejer.

For om lidt skal vi synge Drachmanns midsommervise.

”Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
Vi vil fred her til lands.”

Så smukt og enkelt kan en stor digter sige det.

Jeg vil ønske jer alle sammen en fortsat god aften og en dejlig sommer. Husk at nyde den i fulde drag.