Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale på konferencen ”Flere sejre og færre nederlag i ungdoms-uddannelserne" den 22. februar 2013

Det talte ord gælder

I sommer besøgte jeg Nano Science på Aarhus Universitet. Her mødte jeg en flok stolte unge mennesker. Deres ansigter strålede nærmest om kap med kolber og reagensglas. Og de havde god grund til at være stolte.

De havde udviklet en idé til en ny type nanomedicin. Jeg skal ikke vove mig ud i de tekniske detaljer. Men idéen sikrede Danmark førstepladsen i en international konkurrence på Harvard.

At nå så langt kræver mange års uddannelse. Folkeskole, gymnasium, universitet. I alt omkring 20 års investering i uddannelse.

Og det er ikke kun forskere, der bruger mange år af deres liv på at blive dygtigere.

For nogle år siden var jeg på Lindøværftet. Det var kort før, det sidste skib blev bygget, værftet lukkede ned, og arbejdspladser gik tabt. Men de danske metalarbejdere fandt nye veje. Fordi de har en solid og bred uddannelse.

En metalarbejder har gået i folkeskole og har mellem halvandet og fem et halvt år på erhvervsuddannelsen efter det, alt afhængig af speciale. Det er 10-15 års uddannelse. Plus det løse: Alle efteruddannelserne i nye metoder og maskiner.

De mennesker, der får ansvar for vores sundhed, bruger også mange år på uddannelse. Jeg har besøgt sygeplejerskeuddannelsen i Århus. De studerende, jeg mødte der, havde gået i folkeskole, var studenter eller sosu-assistenter og var i gang med tre et halvt års videre uddannelse – op mod 17 års skolegang alt i alt.

Jo, vi danskere er godt uddannede – nanoforskere, metalarbejdere, sygeplejersker og alle vi andre. Og de mennesker, jeg møder, i alle erhverv og i alle dele af landet, er stolte af det, de opnår gennem deres uddannelse.

Uddannelse giver hver af os en større frihed i livet og en større tryghed i jobbet.

Uddannelse får samfundet til at blomstre gennem solidt håndværk, forskning i verdensklasse og tryg velfærd.

Uddannelse er en vigtig del af det Danmark, vi holder af: Med et stærkt fællesskab, solidaritet og gode muligheder for mange.

Derfor er det spørgsmål, I stiller på konferencen i dag, så vigtigt: Hvordan kan vi få flere sejre og færre nederlag i uddannelserne?

Det er dejligt, at elever og industri går sammen om at finde svar på det spørgsmål. Det skal I have tak for.

Jeres svar er væsentlige for, at vi kan nå det mål, jeg og regeringen har sat:

At jeres generation – I der er børn og unge i dag – skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien.

Det mål vil jeg give nogle flere ord med på vejen. Hvorfor er det vigtigt? Og hvad kræver det af os alle sammen at nå derhen?

* * *

Men før jeg gør det, vil jeg dvæle lidt ved den rolle, som uddannelser har spillet for Danmark i de seneste 100 år.

Da mine bedsteforældre var unge, skulle man lægge to skoleklasser sammen for at finde bare én elev, der kom i gymnasiet. Da mine forældre var unge kom én fra hver klasse i gymnasiet.

Da jeg var ung, var vi 7-8 stykker, der gik videre til gymnasiet. Og i dag er det mere end halvdelen af klassen, der får en studenterhue.

Studentereksamen er gået fra eliteuddannelse til folkeuddannelse.

I år 1900 tog 397 personer afgangseksamen fra universitetet – heraf 30 kvinder. Så sent som i 1950’erne var tallet stadig under 1.000. Men så tog det fart. I dag er vi tæt på 15.000 – mere end halvdelen kvinder.

Og gennem mere end 100 års Danmarkshistorie har først andelsbevægelsen og siden arbejderbevægelsen været drivkraften bag højskoler og folkeoplysning. De store folkelige strømninger lagde grunden til, at uddannelse i dag er for de mange og ikke kun for de få.

Og det, der gør mig stolt, er ikke bare, at vi er nået til at uddanne mange. Det er også måden, vi gør det på.

I Danmark er uddannelse ikke kun terperi. Det er gruppearbejde. Det er kritiske spørgsmål. Det er samarbejde, også med dem, man er uenig med.

Når I elever og DI går sammen om en konference som den i dag, så lægger I jer i direkte forlængelse af en særlig dansk tradition, hvor vi diskuterer på kryds og tværs og når frem til fælles løsninger.

Jeg vil holde fast i et Danmark, hvor uddannelserne fremmer vores evne til at samarbejde, tænke kreativt og reagere på forandringer.

Jeg vil holde fast i et Danmark, hvor mange uanset baggrund eller køn får mulighed for uddannelse. Og dermed bedre mulighed for at arbejde og tjene en ordentlig løn. Uddannelse er den mest lige vej til et lige samfund. Til et Danmark, hvor alle talenter kommer i spil.

* * *

Vi er nået langt gennem uddannelse. Men det værste, vi kan gøre, er at læne os selvtilfredse tilbage.

For vi står i en ny virkelighed, hvor vi mere end nogensinde har brug for alt, hvad vi kan – og mere til.

Den økonomiske krise er ikke bare en parentes i vores historie. Det bliver ikke sådan, at når krisen er slut, så kommer nullernes overflod tilbage. Nej, vores vilkår er ændrede mange år frem.

Vi skal blive ved med at investere i mennesker. Men netop, når vi skal have råd til mere og bedre uddannelse, så må vi gå alle vores udgifter fordomsfrit igennem.

Det gælder også de 19 milliarder kroner, vi hvert år bruger på SU.

Vi har grundlæggende et godt SU-system, som vi skal bevare. Men der er brug for at målrette SU’en. Det er der af to grunde.

For det første vil vi have de unge hurtigere gennem uddannelserne. Derfor vil vi kun give SU til dem, der reelt er i gang med at læse og tager de eksaminer, de skal. Jeg synes, det er et rimeligt krav.

For det andet er vores SU-system dyrere end i alle andre lande. Og dyrere, end der er behov for. For eksempel har unge, der bor hjemme, ofte flere penge til rådighed end deres kammerater, der er flyttet hjemmefra.

Regeringen fremlagde vores forslag om SU tirsdag.

Regeringens SU-udspil er et eksempel på, at vi må stille krav til hinanden, når vi skal bringe Danmark videre.

Den nye virkelighed betyder også, at virksomhederne skal klare sig i en stenhård international konkurrence. Hvad gør det ved vores arbejdspladser?

Nogle af dem forsvinder. Det har vi set før.

Min farmor var telefondame. Når man ringede op til centralen, så stillede hun om til det nummer, man ville ringe til. Ja, det lyder som noget fra stenalderen.

Telefondame – det var en jobfunktion, som ikke krævede den store skolegang. Og som ikke findes i dag.

Sådan er det gået på mange mange områder. Mange ufaglærte arbejdspladser er væk.

Det fik nogle til at mene, at vi kun skulle leve af forskning, design og management. Sådan blev det ikke. Vi har også brug for produktionsarbejdspladser.

Men fremtidens arbejdspladser ligner ikke fortidens.

Engang stod maskinarbejderen ved drejebænken med et stykke jern spændt op, som han kunne skære, file og fræse. Det var håndens arbejde.

I dag styrer metalarbejderen produktionen ved hjælp af en computer. Det er stadig vigtigt at kunne håndværket, men man skal også have styr på teknologi og matematik, have forståelse for materialer og være god til engelsk.

Kravene stiger. Det er den nye virkelighed.

Nej, vi kan ikke læne os tilbage. Vi skal uddanne os endnu mere og endnu bedre.

Derfor har jeg sat det mål, at I unge skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien.

* * *

Den bedst uddannede generation. Hvad betyder det?

Jo, det betyder to ting.

For det første skal vi opfylde de mål, vi har sat, om at mindst 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og at
60 procent af alle unge skal gennemføre en videregående uddannelse.

Det er vi godt på vej til. Flere end nogensinde er i gang. Men det vil kræve en ekstra indsats af os alle sammen at nå helt ind over målstregen.

Regeringen har sikret, at der følger penge med de store optag. I år giver vi mere end 1,4 milliarder kroner ekstra til ungdomsuddannelser og til videregående uddannelser. De penge har vi fundet i en økonomisk svær tid.

For det andet skal vores gode uddannelser være endnu bedre. Vi skal hæve kvaliteten gennem flere undervisningstimer, mere efteruddannelse til lærerne og en undervisning, der passer bedre til den enkelte elev.

Det arbejde er vi også godt i gang med.

Vi investerer flere penge i uddannelse end nogen anden regering.

Vi har fremlagt et ambitiøst udspil, der skal gøre en god folkeskole endnu bedre.

Vi foreslår en mere sammenhængende og aktiv skoledag, hvor elever og lærere er mere sammen. Ikke kun for at få flere undervisningstimer. Det skal vi også, især i dansk og matematik. Men også for at give eleverne en skoledag, hvor de i praksis kan arbejde med nogle af de ting, de har lært i timerne. Hvor eleverne får rørt sig. Og hvor man kan få hjælp til nogle af lektierne.

Folkeskolen skal også blive bedre til at hjælpe med at komme videre efter skolen. Skolen skal hjælpe eleverne med at vælge rigtigt første gang. Og til at vælge en uddannelse, som man ikke bare har lyst til, men også har mulighed for at gennemføre.

Nogle unge har svært ved det boglige. De skal ikke presses ind på en uddannelse, de ikke passer til.

Derfor arbejder vi på en ny fleksuddannelse til netop den gruppe. Det skal ikke være en overgang til en anden ungdomsuddannelse. Det skal være en fuld ungdomsuddannelse, hvor målet er arbejde bagefter.

Det er også regeringens mål, at flere unge skal i gang med en erhvervsuddannelse.

For ti år siden var det hver tredje, der søgte en erhvervsuddannelse lige efter grundskolen. I dag er det hver femte. Og alt for mange af dem, der starter, falder fra igen. Den udvikling skal vi vende.

Derfor har regeringen nedsat et udvalg om erhvervsuddannelserne, hvor vi vil udvikle uddannelserne sammen med arbejdsmarkedets parter, som vi har tradition for det i Danmark.

Et af de problemer, udvalget har set på, er praktikpladserne.

Regeringen har taget flere skridt for at nå en langsigtet løsning. Vi styrker uddannelsesgarantien. Vi har oprettet flere og bedre skolepraktikpladser. Vi styrker skolernes samarbejde med lokale virksomheder om at skaffe praktikpladser. Det er et stykke ad vejen.

Jeg forstår godt, at det ude på den enkelte virksomhed er svært at levere praktikpladser i krisetider. Men jeg vil appellere til, at virksomhederne også tager et større ansvar. Det skylder vi de unge.

Vi skylder også de unge, at de får en uddannelse, der lever op til kravene om, hvad en færdiguddannet skal kunne. De krav vokser hele tiden.

Derfor skal der være mere undervisningstid. Læreren skal ikke arbejde mere. Læreren skal være sammen med eleverne i mere af sin arbejdstid.

For to uger siden indgik finansministeren en aftale med lærerne på gymnasier og HF om at afskaffe arbejdstidsreglerne på den del af ungdomsuddannelserne. Vi har også brug for mere fleksibilitet på erhvervsuddannelserne. Flere timer med lærerne giver dygtigere elever.

Og Danmark har brug for flere dygtige faglærte. Jeg er glad for, at alle parter har taget den opgave på sig i det udvalgsarbejde, der er i gang.

* * *

Jeg vil runde af med en opfordring til alle unge: I skal tage en uddannelse. Så I kan vælge selv. Så I kan klare jer selv. Så I er klar til den nye virkelighed, hvor tingene forandrer sig hele tiden.

Det vigtigste er ikke, hvilken uddannelse I tager. Det vigtigste er, at I tager en.

Nu er det heller ikke så enkelt, præcis hvilke uddannelser samfundet får brug for om fem eller ti år. Vi skal passe på med at dele viden op i nyttig og nytteløs. Er det nyttigt at læse Søren Kierkegaard, for eksempel?

Han skrev for mange år siden: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv.”

Han tilføjede: ”Og dette kan ethvert Menneske, naar han vil.”

Kierkegaard fylder 200 år i år. Og hans budskab er stadig vigtigt.

For han siger, at vi alle sammen er noget særligt.

Jeg tror på det særlige i hver af os. Jeg tror også på et samfund, hvor vi alle sammen får chancen for at vise det særlige, vi er. For at vise, hvad vi kan.
Derfor skal vi kræve noget af os selv og af hinanden. Så mangfoldigheden af talenter kan blomstre.

Derfor skal I være den bedst uddannede generation nogensinde.

Tak for ordet.