Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved markeringen af Befrielsesdagen den 4. maj 2013

Det talte ord gælder

Kære alle sammen.

Tak, fordi jeg må være med i aften.

Den 4. maj 1945 rev danskere spontant mørkelægningsgardinerne ned. Mange tændte lys og satte dem i vinduerne. Folk strømmede ud på gaderne. Den mørke tid var forbi.

Lys i vinduerne. Det er et stærkt symbol groet frem spontant af menneskers glæde. Et symbol på sammenhold.

Den 4. maj er den aften, hvor vi sætter stearinlys i vinduet. Det er vi stadig mange, der gør. Vi højtideligholder, at fem forbandede år sluttede. At frihed og fred sejrede over ufred og tyranni.

Men det er også en dag med eftertanke. Det er en fest, hvor vi mindes og husker en tid, hvor alt det, vi tager for givet i dag, ikke var givet.

Vores frihed, vores tryghed, vores demokrati.

Besættelsen var en tid, hvor mennesker tog stilling. Og hvor det kostede at tage stilling. At kæmpe for demokratiet havde store personlige omkostninger. Mange faldt. Vi ærer deres minde.

Endnu flere fik ar på krop og sjæl, som har været jeres følgesvende lige siden.

Jeg håber, at vi i aften er sammen med nogle af frihedskampens veteraner.

Jeg vil sige jer tak. Jeres indsats gør mig ydmyg. De ord, der til fulde udtrykker en nations taknemmelighed over jeres indsats, er endnu ikke sagt.

Vi står i gæld til jer. Og jeg vil også sige tak til de mange pårørende til frihedskæmpere, som er mødt frem her i aften.

I værner om jeres kæres indsats. I forstår deres ofre. I har levet tæt på dem. I ved bedre end os andre, at der har været en pris at betale.

I de kommende år bliver jeres minde og jeres insisteren på at fortælle os andre om frihedskampen vigtigere og vigtigere.

Jeg tilhører en generation, som ikke selv har oplevet besættelsen. Men som alligevel er så tæt på, at mine forældre oplevede den som børn.

Og for mine bedsteforældre var det en vigtig og levet del af deres liv. Den 4. maj 1945 er ikke så langt væk for mig og andre af min generation. Det var noget, vi talte om derhjemme.

Men for mine børn er det historie. Og for mine børns børn vil det være fjern historie.

I disse år går den 4. maj 1945 fra at være en levende historie, som vi får fortalt af vores nærmeste, til at leve i kraft af billeder, tekst, lyd, dokumentation, forskning og en fælles vilje til at huske og ikke glemme.

Dermed bliver jeres indsats i Frihedsmuseet endnu vigtigere.

Det er mindre end en uge siden, at Frihedsmuseet blev opslugt af flammer.

Takket være en dygtig og beslutsom indsats fra brandfolk og fra jer museumsfolk, så lykkedes det heldigvis at redde samlingen og sikre den for eftertiden. Ingen mennesker og ingen genstande led overlast.

Det er vi mange, der er meget taknemlige for, og jeg vil gerne sige tak til alle jer, der fik reddet, hvad reddes skulle.

Jeg vil også sige tak til alle de organisationer og foreninger, som, jeg ved, støtter museets arbejde.

Frihedsmuseet er et levende museum. I har mange besøgende. I samarbejder internationalt.

Og jeg ved, at I for nylig har gennemført et stort arbejde med at registrere alle dem, der var med i frihedskampen. Det arbejde har skabt ny interesse for besættelsestiden. Også blandt unge, der søger oplysninger om deres egen familie.

Jeres arbejde viser, at frihedskæmperne var tusindvis af mennesker. Og de var alle slags mennesker. Forskellige danskere, der samledes om det fælles mål: At kæmpe for alt, hvad de havde kært. Og dø om så det gælder.

Frihedskampen er en meget vigtig del af vores historie. Og derfor skal vi fortsat have et frihedsmuseum. Det løfte har jeg med til jer i aften.

Vores børn og også deres børn skal have mulighed for at lære frihedskampen at kende. De skal have muligheden for at forstå et af de mest afgørende kapitler i Danmarks historie.

Når vores døtre og sønners børn om nogle år på denne aften spørger: Mor og far, hvorfor har vi lys i vinduet? Så skal vores døtre og sønner kende svaret.

Frihedskæmperne står som et fyrtårn for Danmark i en mørk tid.

I aften værner vi om deres minde.