Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Tale

Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Vor Frue Kirke den 12. december 2013

Det talte ord gælder

Deres majestæt, hr. ambassadør, kære alle sammen.

Den store Nelson Mandela begyndte sit liv som en lille hyrdedreng. Han voksede op i en verden præget af tradition, ritualer og en rig afrikansk kultur. Han tilbragte de modne år af sit liv i fængsel. Og han nåede sin karrieres højdepunkt, da han var en gammel mand.

Et usædvanligt liv. Så anderledes end det, mange af os, der er her i dag, har levet.

Og alligevel føler vi hver især, at vi kan spejle os i Mandela.

Og vi er ikke alene med den følelse. Over hele jorden ser mennesker Mandela som en helt og et forbillede.

For to dage siden deltog kronprinsen og jeg i en mindehøjtidelighed i Johannesburg. Det var bevægende at opleve, hvordan stats- og regeringsledere kom rejsende fra hele verden for at hylde den mand, som vi hver især følte betød noget ganske særligt for netop os.

Og det var bevægende at opleve det sydafrikanske folk tage afsked med nationens fader.

Det sydafrikanske folk er fuldt af vemod. Med også af stolthed over, at Mandela var deres. Vi er taknemmelige over, at de delte ham med resten af verden.

Og derfor er vi også samlet her i dag i Vor Frue Kirke. Nelson Mandela har rørt ved noget i os.

Hvorfor taler Mandela så stærkt til os alle sammen? Hvorfor berører han os så dybt?

Jeg er ikke i tvivl:

Det er fordi den idé, han holdt fast i og kæmpede for gennem hele sit liv, er hævet over kultur, tid og sted.

Alle mennesker er lige.

Det er Mandelas enkle og dybt humanistiske budskab.

Alle mennesker er lige.

Det er den sandhed, som Mandela selv udlevede med hvert skridt han tog.

Han behandlede alle med respekt. Fra fangevogtere til præsidenter. Og han ydede store personlige ofre i sin kamp for retfærdighed.

Mandela kæmpede for retfærdighed – ikke mod en fjende.

Hans mission var at befri de undertrykte – men også at befri undertrykkerne.

Hans vej var dialog og forsoning. Og hans vej lykkedes. Sydafrikas befolkning vandt over den umenneskelige, statsautoriserede ondskab.

Mandela levede et fuldt og helt liv. Med den store livsklogskab, som mange og stormfulde leveår kan give.

Vi mennesker vil have helte. Men de sande helte er få.

Det sker, at nogen bliver udråbt til stjerner for hurtigt at slukkes igen. Mandelas stjerne derimod steg langsomt og støt. Hans eftermæle hviler på et solidt fundament.

Han var 71 år, da han blev løsladt fra fængslet. Han var 75 år, da han blev indsat som den første præsident i Sydafrika, der var valgt af hele folket.

Mandelas stjerne bliver stående klar på himlen over den landsby, hvor han blev født, og hvor han skal hvile.

Alle mennesker er lige. Den indlysende sandhed har sjældent stået så lysende klart.

Mr. Ambassador,

We will always remember Nelson Mandela for his sound belief in humanity and justice.

Denmark and the Danish people supported the democratic efforts in the fight against apartheid. We are friends of the South African people and we share your loss. Let us respect the memory of Nelson Mandela. Let him always be our guiding star.