Statsminister Lars Løkke Rasmussens båltale ved sankthansaften på Marienborg 23. juni 2010

Det talte ord gælder

Det er sankthansaften. På denne aften er danskere igennem århundreder samledes. Oprindeligt for – med bålets flammer – at jage onde ånder af marken, så jorden blev frugtbar. Det var dengang, folketroen ville vide, at der netop denne aften blev holdt heksesabbatter på Bloksbjerg.

Den tid er for længst forbi, men vi mødes fortsat. Hvorfor nu det, kunne man spørge?

Svaret gemmer sig i første strofe i Drachmanns midsommervise, som vi skal synge om lidt:

”Vi elsker vort land”. Så kort kan det siges. Det er vel i virkeligheden det, der får os til at mødes på tværs af alle dagligdagens skel for at fejre sommeren og prise vort land.

Noget bedre sammenligningsgrundlag skal man da også lede længe efter. I dagligdagen har vi jo så tit så travlt med at være sure over livets små genvordigheder, at vi glemmer, at Danmark er et yndigt land. Og når vi mødes til de to andre store danske folkefester – 1. maj og grundlovsdag – stimler vi normalt sammen med dem, vi på en eller anden måde har et meningsfællesskab med. Sådan er det ikke til sankthans. I aften er vi her ikke, fordi vi er medlemmer af det samme parti, den samme idrætsforening, grundejerforening, spejdertrop, fagforening eller hvad det nu måtte være. Men fordi vi er danske, og fordi vi – uanset hvad vi eller hver især mener om statsministeren og genopretningspakken – faktisk rigtig godt kan lide vores land.

Og det er der bestemt også god grund til. I en tid, hvor globaliseringen tager fart, er det vigtigt at holde fast i vores egenart. Vigtigt at bevare både en national stolthed og en national selvfølelse.

Traditionen med sankthansbål, heks og midsommervise er mere end 100 år gammel. Så når vi er samlet her i aften, er det altså som en del af en længere historie. Det er en tradition, der rækker langt tilbage.

Det, vi har til fælles i historien og traditionen, det skal vi holde i hævd.

Men vi må aldrig lade historien begrænse os. Vi må ikke hænge fast i traditionens sådan-plejer-vi-at-gøre. Vi skal forny os. Vi skal udvikle vores fællesskab.

I aften holder vi traditionen i hævd ved at mødes om sankthansbålet. Og vi fornyr os ved for første gang nogensinde at mødes til sankthansfest her på Marienborg.

Lidt forenklet er dét de to grundlæggende ting, vi skal kunne som samfund, som Danmark, som danskere: Vi skal holde fast i vores historie. Og vi skal komme videre.

Vi skal suge kraft af rødderne, så vi kan vokse og gro, folde os ud og sætte nye grene.

Det er det, vi danskere har gjort gennem hele historien.

Danmark i dag har kvaliteter, som vore forfædre knap turde drømme om.

Vi har goder og frihed, som kun var et fjernt håb for vores forfædre.
Velstand i stedet for sult og nød.
Skoler i stedet for børnearbejde.
Et sandt demokrati i stedet for undertrykkelse.
Ligestilling mellem kvinder og mænd.
Frihed til selv at forme vores liv.

Alt det, jeg har kaldt ”den danske drøm”.

Det er ikke en luftig drøm. Det er en konkret drøm om et godt og frit samfund. Og når vi skal udleve drømmen, så skal vi turde udfordre samfundet. Derfor skal vi ikke være nostalgiske, men realistiske. Ikke selvtilfredse, men selvkritiske.

Vi skal have modet til at finde nye svar, når tiden kræver det af os.

Ligesom vi står på skuldrene af de svar, der blev givet af dem, der kom før os.

Da socialdemokraten Jens Otto Krag for 45 år siden skulle skaffe penge til at udbygge velfærdssamfundet, så indførte han kildeskat. Det var ikke populært. Men det var nødvendigt. Og det er blevet stående.

Da den konservative Poul Schlüter for mere end 25 år siden skulle rette op på dansk økonomi, så indførte han fastkurspolitik for den danske krone. Det var ikke populært. Men det var nødvendigt. Og det er blevet stående.

Når vi i dag står i en svær situation efter økonomisk stormvejr, så skal vi igen træffe beslutninger, som ikke altid er populære. Men som er nødvendige. Og som bringer os videre.

Ellers bliver historien ikke en kraft, men en bremse.
Ellers bliver ritualet ikke en smuk tradition, men en bagstræberisk sædvane.

Vi danskere har været forkælede med, at alt gik op og op og op.
Men krisen har gjort indhug i vores velstand. Vi er blevet fattigere. Vi har mistet jobs. Og vi, danskere forstår godt, at vilkårene er nye.

Og jeg tror, at langt de fleste er realistiske. Og det gælder vel at mærke både os, der har rødder i landet gennem mange generationen, og de, der først for nylig er blevet en del af vores fællesskab.

Jeg oplever, at der er ved at spire en ny erkendelse frem. En ny eftertænksomhed. En ny snusfornuft. En erkendelse af, at vi skal passe på det, vi har bygget op gennem historien. At vi skal passe på Danmark.

Og med den erkendelse er det igen begyndt at spire og gro. Håbet er ved at tændes.

Som vi vil synge i aften: ”Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde/ Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.” Sankthansaften er de lyse tiders sejr over de mørke kræfter – gennem fællesskabet.

Om lidt skal vi tænde bålet. Lad os også tænde håbet. Vores fælles håb.

Heksen, vi skal brænde af, er lavet af børnene fra Prinsessehøj – Virum Menighedsråds Børnehave. Jeg håber, at børnehavebørnene har fået lov til at være længe oppe i aften. For jeg vil sige til jer børn: Det er en super flot heks. Jeg har aldrig set en flottere heks. Den er så flot, at jeg har det helt dårligt med, at den skal gå op i flammer. Men heksen skal jo sendes af sted til Bloksbjerg. Der er ingen vej udenom.

Bålet skal tændes, så vi kan jage hekse og trolde på flugt. For når heksen er sendt af sted, så kan vi slutte af med midsommervisens ord:

”Vi vil fred her til lands/ sankte Hans, sankte Hans!/ den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”

Jeg vil ønske jer alle en fortsat smuk aften. Og en dejlig sommer!