Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale på det Kommunalpolitiske Topmøde den 21. marts 2019

Det talte ord gælder

Tak til formanden.

Jeg er glad for at være med – igen i år.

For der er egentlig en del, jeg gerne vil tale med jer om.

Kommunernes rolle i fremtiden. Regeringens forventninger. Vores samarbejde – frem til næste kommunale topmøde, hvor jeg glæder mig til igen at overbringe regeringens hilsen. Det ville så blive for 5. år i træk ...

Men uanset udfaldet af det valg, mange venter på – så er jeg glad for at være med i dag.

Jeg har en kæmpe respekt for jeres arbejde. Jeg har været der selv.

Og jeg er stolt af den stærke samarbejdsånd i kommunerne.

Som jeg selv bliver ældre, går det i højere og højere grad op for mig, at vores samfund – den måde, vi har indrettet os på – er noget helt unikt og værdifuldt.

Nogle taler om den amerikanske drøm. At avisbuddet kan blive milliardær. Jeg har altid ment, at Danmark er mulighedernes land.

I Danmark kan mennesker flytte sig.

Med regeringens nye infrastrukturplan bliver det så lettere at flytte sig i hele landet ... Men i Danmark kan mennesker også flytte sig i mere overført betydning.

Fordi vi både griber dem, der falder – og giver frihed og muligheder for dem, der vil frem.

Med andre ord: I, der er her i dag, har ansvaret for et helt centralt område. For den nære service til og omsorg for borgerne. Den gode start på barnelivet. Den gode afslutning på livet.

I 12 år har vi haft et Danmarkskort med 98 stærke kommuner. I har levet op til det store ansvar, I fik dengang.

I mange af de udspil, regeringen er kommet med, forventer vi – forventer jeg – at I løfter et endnu større ansvar.

Det gælder sundhedsreformen.

Det gælder sammenhængsreformen.

Det gælder strategien mod parallelsamfund, hvor vi har sat det mål at afvikle ghettoerne helt.

Tak for sidst til jer, der deltog i Topmødet om parallelsamfund på Marienborg i mandags. Og først og fremmest tak for den indsats, I yder løbende for at gennemføre strategien.

Ikke kun en mandag i marts, men hver dag hjemme i jeres kommuner.

I dag vil jeg gøre en del ud af regeringens sundhedsreform. For det er min ambition, at kommunerne skal spille en hovedrolle i fremtidens sundhedsvæsen.

Der er sket store fremskridt på sundhedsområdet de seneste 10-20 år. Kortere ventetid. Bedre behandling. Flere overlever alvorlig sygdom.

Fremskridt, der hviler på, at vi har samlet specialerne. Investeret massivt i superhuse. Ansat flere læger, flere sygeplejersker.

Den form for centralisering står jeg på mål for.

Jeg mener, at vi skal tage den videre. Med endnu stærkere nationale samarbejder om komplicerede sygdomme. Om at sikre patientrettigheder.

For tre uger siden var jeg i Aarhus, hvor jeg var med til at åbne Center for Partikelterapi. En kæmpe investering og et nationalt samarbejde om at yde en skånsom kræftbehandling i Danmark. Så kræftsyge børn ikke længere skal rejse til USA for behandling.

Vi kan ikke have en partikel-accelerator på hvert gadehjørne. Vi er nødt til at samle ekspertisen ét sted.

Det er ikke ideologi. Det er sund fornuft.

På nogle områder er det centralisering og specialisering, som giver tryghed. På andre områder er tryghed for patienten at blive behandlet tæt på hjemmet.

Det er ikke et enten-eller. Det er et både-og.

I fremtiden får vi brug for nære tilbud af høj kvalitet, som kan aflaste sygehusene.

Det gør vi, fordi der alene over de næste 10 år forventes at være 230.000 flere borgere over 75 år. Flere får brug for pleje og behandling. Det vil presse sundhedsvæsnet, presse personalet.

Det må enhver ansvarlig regering forholde sig til.

Og her må jeg bare sige, at det bud, vi har set fra anden side, er for løst.

Hvad er det, man vil?

Jeg lader spørgsmålet hænge lidt, for svarene er også noget svævende.

Tvangsudskrivning af læger, 1.000 flere sygeplejersker. Er det et svar?

Når alene antallet af mennesker med diabetes næsten fordobles over 10 år, så rækker 1.000 nye sygeplejersker ikke langt.

Det lyder let. Det er for let.

Jeg mener – måske ikke overraskende, men jeg synes faktisk, at jeg har noget at have det i – jeg mener, at regeringens udspil er en noget mere ambitiøs og gennemarbejdet kurs for sundhedsvæsenet.

En kurs, hvor I kommuner får flere opgaver. Større ansvar. Plads til ambitioner.

Jeg er opmærksom på risikoen for ufinansieret opgaveglidning – vi skal have en aftalt opgaveflytning, hvor pengene flytter med.

Nu skal vi finde en model, hvor kommunerne får god mulighed for at fremføre jeres perspektiver på sundhedsvæsnet. Jeg har noteret mig, at I ønsker en stærkere repræsentation i den nye struktur.

Det ønske har regeringen taget med i forhandlingerne.

Kernen i sundhedsreformen er, at flere borgere skal behandles tættere på eget hjem.

Jeg hører jer, som at I er klar til at tage dét ansvar på jer. Ligesom I tog ansvaret på jer, da vi tog de første skridt mod en større rolle på sundhedsområdet – med kommunalreformen i 2007.

Nu er vi klar til næste skridt.

Et løft af den nære sundhed og større kommunalt ansvar er også et skridt væk fra 98 forskellige sundhedspolitikker.

Der skal være en højere og mere ensartet faglig kvalitet. Med det ansvar, at man lever op til en standard. Og med den frihed, at man kan organisere indsatsen, så det passer med den situation, der er lokalt.

Som det er i dag, kan man støde på sygehuslæger, der siger, at de ikke føler sig trygge ved de sundhedstilbud, som de skriver patienten ud til. Ikke i alle kommuner, men i nogle kommuner. Det er ikke trygt nok.

I dag er der kommuner med tre gange så mange indlæggelser, der kunne have været undgået, som andre kommuner. Det er ikke godt nok.

Visionen for fremtiden er, at alle borgere – uanset hvor de bor – skal have lokale sundhedstilbud af høj kvalitet. Der skal være en mere ensartet høj kvalitet i alle 98 kommuner. De lokale tilbud skal være bedre.

Det skal være et samarbejdsprojekt.

I de 21 nye sundhedsfællesskaber skal kommunerne arbejde sammen med sygehuse og praktiserende læger om at skabe bedre sammenhæng i behandlingen og undgå unødige indlæggelser.

Det bliver en stor opgave at videreudvikle jeres sundhedstilbud.

Der følger penge med. Vi har ekstraordinært afsat 6 mia. kr. til en Nærhedsfond i årene 2020-2025. Det er penge til at opgradere motoren så at sige.

Og derfor er det også penge, der kommer ud over den løbende prioritering til sundhed. Ud over den benzin, som vi løbende fylder på motoren.

Nærhedsfonden skal understøtte omstillingen af behandlinger fra sygehuse til kommuner. For eksempel skal I bygge flere sundhedshuse, opbygge de rigtige kompetencer hos medarbejderne, udvikle kvalitets-sundhedstilbud.

Det er ikke noget, som sker med et fingerknips. Det er en slags udviklingsplan. En vedvarende indsats.

Sundhedsfællesskaberne vil kun fungere, hvis I tager opgaven og ansvaret på jer. Det er jer, der skal byde ind med de gode idéer. Det er jer, der skal fortælle os andre, hvordan det lokalt giver mening at løse opgaven tæt på borgeren.

I er drivkraften.

Det kan lade sig gøre. Der er allerede gode eksempler derude.

I efteråret besøgte jeg Kolding Sundhedscenter, hvor mange faggrupper arbejder under samme tag. Og sygehus og kommune arbejder tæt sammen.

Engagerede. Kompetente. Det er en fornøjelse. Ikke mindst for borgerne.

Jeg har besøgt Psykiatriens Hus i Silkeborg. Her er medarbejdere i kommunens socialpsykiatri og behandlingspsykiatrien samlet under ét tag. Det skaber bedre forløb for mennesker, som i særlig grad har brug for, at deres behandling hænger sammen.

De gode eksempler findes.

Nu skal de bredes ud. Og der skal komme flere gode eksempler til.

Med den nye kvalitetsplan – eller udviklingsplan om man vil – lægger vi en bund under de sundhedsfaglige standarder i det nære sundhedsvæsen.

Men standarderne må ikke være en spændetrøje. De skal være et springbræt, der giver flyvehøjde til, hvordan morgendagens udfordringer håndteres.

Den ambition er væsentlig – for de gode eksempler er jo kendetegnet ved én ting: Der står mennesker bag. Mennesker med faglig indsigt, der passer deres arbejde med flid, engagement og dedikation. Sætter patienten først.

Derfor handler reformen om at lade fagligheden komme mere til orde.

Større ansvar lokalt. Flere behandlinger, der flyttes fra sygehusene til kommunerne. En styrkelse af den nære sundhed. Flere sundhedshuse. Mere fokus på almen praksis. Mere akutberedskab.

Nogle kalder det centralisering.

Jeg forstår det ikke helt.

Vel er der områder, der skal besluttes centralt, f.eks. efterlevelse af IT-standarder eller fælles standarder for indkøb. Det er sund fornuft.

Men hovedformålet med den sundhedsreform, regeringen har lagt frem, er at styrke den nære sundhed helt tæt på borgeren. Hvordan man kan få dét til centralisering er mig lidt af en gåde.

Opgaven er forskellig fra kommune til kommune. I har ikke de samme borgere. Ikke samme udgangspunkt. Ikke samme udgifter. Det er den kommunale mangfoldighed.

Men vi vil afdække de byrdemæssige konsekvenser af sundhedsreformen. Hvis det trækker skævt, skal vi tage hånd om det.

Udligningssystemet har allerede nogle kendte skævheder. Dem vil regeringen gerne rette op på.

Det forsøgte vi sådan set sidste år. Men der manglede vilje til at indgå en aftale. Det, synes jeg, er ærgerligt.

Det er en bunden opgave for et nyvalgt Folketing at rette op på skævheder og fejl i udligningen.

Også selvom det er svært. Selvom der altid vil være mange holdninger til udligning – op til 98 forskellige holdninger. Det er ret klassisk.

Det er også helt klassisk, at kommunerne og den til enhver tid siddende regering har en løbende diskussion om økonomien.

Det har vi også i år. Jeg kan se, at en række af jer borgmestre har et synspunkt i avisen i dag. Send flere penge, er det ikke så overraskende budskab.

Det er lige ind i kampagnen for mit genvalg.

Det er jo et faktum, at de V-ledede regeringer har øget kommunernes aftalte serviceudgifter med 2,5 mia. kr. fra 2015 til 19. Mens den regering, der var årene før, satte kommunernes aftalte serviceudgifter ned med 3,5 mia. kroner.

Plus 2,5 milliarder over for minus 3,5 milliarder.

De skar ned. Vi lægger til.

Det, synes jeg, er på sin plads at få sat på plads.

Jeg sagde det også sidste år. Men der kan jo være nogen, der har glemt det.

Derfor vil jeg minde om, at ét er gyldne løfter. Noget andet er resultater, der tæller.

Og resultaterne skal hvile på et solidt økonomisk fundament.

Det er regeringen garant for. Det er vigtigere at investere i dét end at bruge flere penge på overførsler til raske mennesker.

Vi skal bevare en sund økonomi under det velfærdssamfund, som I – kommunerne – har ansvaret for i borgernes hverdag.

I er tæt på borgerne. Og jeg vil lade kommunerne være kommuner. Med frihed. Med ansvar. Med et kommunalt selvstyre.

Derfor syntes jeg også, at det er helt naturligt, at kommunerne har en central rolle i den nye forberedende grunduddannelse. Det er jer, som er tæt på de unge.

Det samme gælder forenklingen af beskæftigelseslovgivningen, hvor vi har givet jer mere frihed til lokale løsninger.

Jeg mener grundlæggende, at man skal måle jer i kommunerne på, hvilke resultater I skaber. Ikke på hvordan I skaber dem. Det er også tankegangen i sammenhængsreformen.

Som en del af sammenhængsreformen har vi sat den ambitiøse målsætning at samarbejde om at fjerne administrative regler og byrder i den offentlige sektor - 4 mia. kr. i alt i løbet af fire år, som skal prioriteres lokalt til velfærd.

Den kræver noget af os alle sammen.

For det er jo ikke kun staten og Folketinget, der opfinder regler, mål og dokumentationskrav. Det gør I også i kommunerne.

Vi har et fælles ansvar for at frigøre et potentiale ved at fjerne regler og papir.

Jeg tror i alle livets sammenhænge på frihed, på tillid. Frihed får ideer til at spire frem. Ansvar får dem til at vokse.

Derfor er jeg også en stor tilhænger af frikommuneforsøgene.

Flere af dem har stor succes.

Et eksempel: Arbejdet med Én plan.

Et forsøg på at gøre op med det paradoks, at de borgere, som har mest brug for hjælp til at overskue deres situation – bliver mødt af en labyrint af planer og systemer.

Derfor gik ni kommuner i Nordsjælland for nogle år siden sammen om at skabe en mere sammenhængende indsats for netop de mennesker, der har mest brug for det.

Det lykkedes så godt, at frikommunerne har været en vigtig inspirationskilde til lovforslaget om ”En plan”, som blev vedtaget sidste sommer.

Og kort før jul indgik regeringen en aftale med et bredt flertal i Folketinget om at gå endnu videre – og arbejde hen imod en ny hovedlov om helhedsorienterede indsatser.

Vi skal fokusere på mennesket, borgeren, den ældre, eleven i skolen – sætte mennesket før systemet.

Det ønsker vi alle sammen.

Jeg tror på, at det bedst kan ske, hvis I har metodefriheden til det.

Tillid. Frihed. Ansvar. Det er grobunden for morgendagens gode eksempler.

Et stærkt kommunalt selvstyre er en forudsætning for, at vi kan fortsætte arbejdet med at udvikle det danske velfærdssamfund.

Vi, der er her i dag, har – vores forskellighed til trods – arbejdet med velfærdssamfundet – flere af os gennem mange år. Vi deler den erfaring, at ordentligt politisk håndværk tager tid.

Vi deler en ambition om at gøre det bedre.

Vi lykkes hver dag lidt, men det bliver aldrig godt nok.

Vi skal udvikle vores velfærdssamfund. Det er kernen i det land, vi er. Et harmonisk land. Med tillid til hinanden. Og tro på fremtiden.

Godt topmøde.