Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets afslutningsdebat den 1. juni 2016

Det talte ord gælder

Tak!
Jeg vil indlede afslutningsdebatten i dag med at sige Tak.

Tak til Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet. Radikale Venstre. Det Konservative Folkeparti. Socialistisk Folkeparti. Liberal Alliance. Enhedslisten. Alternativet.

Med jeres hjælp har vi fået noget fra hånden siden valget. Tak for det.

Mine ministre og jeg glæder os til at fortsætte samarbejdet for et endnu bedre Danmark.

Regeringen er nået et stykke vej gennem bredt samarbejde. Det er kernen i vores demokrati.

Oppositionen har også fremsat forslag. Nogle af dem har fundet flertal. Det er også demokrati.

Men vigtigst har regeringen indgået aftaler med samtlige Folketingets partier – 38 i alt. Den første dagen efter regeringsdannelsen. Den seneste i går. Det er rundt regnet én ny aftale hver tiende dag.

Vi forventer at få vedtaget 186 lovforslag og beslutningsforslag. Det svarer til tæt på ét om dagen i Folketingsåret.

Vi har genoplivet trepartsaftalerne, som ellers under den tidligere regering blev erklæret døde og borte.

Alt det glæder jeg mig over.

Og særligt glad bliver jeg, når jeg møder det engagement, som holder hele Danmark levende og i gang og bringer os videre.

Lærere, skoleledere og ildsjæle, der hjælper unge, som kom skævt ind på voksenlivet. Pårørende, der gør alt, hvad de kan for deres kære – og mere til. Virksomhedsledere, der ansætter flygtninge og bidrager til bedre integration.
Arbejdspladser, der åbner sig for unge på kanten af samfundet og giver dem en chance for at få kontrol over deres voksenliv.

Jeg har haft besøg af flere hundrede dedikerede danskere til temamøder og konferencer på Marienborg. Hvis nogle af jer lytter med i dag, så tak for inspirationen.

Og ved siden af jer står de tusinder over hele landet, der hver dag tager ansvar og gør noget ekstra.

Tak for indsatsen. I gør Danmark, til Danmark.

* * *

Det land, vi har i dag, er ikke bygget af ét parti, én mand eller én kvinde. Det er bygget af danskerne.

Vores land hviler ikke på lette løsninger. Men på ansvarlige løsninger.

Derfor er Danmark et helt særligt land. Et stærkt samfund. Med tryghed. Velstand. Harmoni.

Det skal vi passe på. Det skal vi forbedre.

Sidste sommer satte jeg fire pejlemærker for regeringens arbejde.

For det første skal vi have flere private arbejdspladser.

For det andet skal vi have en stærkere kernevelfærd.

For det tredje skal vi have flere med i arbejdsfællesskabet.

For det fjerde skal vi føre en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.

På alle fire områder er vi nået et stykke ad vejen.

* * *

Flere private arbejdspladser. Det var og er mit første pejlemærke.

Virksomhederne skal have gode vilkår. Så nye job kan skabes i Danmark. Ikke udenfor.

Vi har lempet NOx-afgiften til en femtedel. Vi nedsætter arveafgifterne. Vi har fjernet reklameafgiften, som den tidligere regering ville belaste virksomhederne med.

Samlet har vi lavet skattelettelser for 4 mia. kr.

Vi gør livet lettere for virksomhederne. Et byrdestop. En indsats mod overimplementering af EU-regler. Det sigte, at ny erhvervslovgivning kun træder i kraft to gange om året.

Reguleringen af landbruget var blevet for rigid. Den har vi gjort mere fornuftig. Så hele den store klynge af fødevarevirksomheder får bedre vilkår. Så de kan skabe arbejdspladser. Også dér, hvor der er særligt brug for det.

Boligjobordningen. Den har vi genindført. Så håndværkerne har noget at rive i. Også derude, hvor der er længere mellem husene.

Planloven. Den er vi ved at liberalisere. Jeg håber, at det senere på ugen ender lykkeligt. Med en bred aftale, der giver mere ansvar til dem, beslutningerne vedrører. Det giver også aktivitet i hele landet.

Og vi gør mere end det.

Vi er i gang med den største udflytning af statslige arbejdspladser nogensinde. 4.000 job rykker fra Hovedstaden til resten af landet.

Jeg var selv med, da Færdselsstyrelsen som den første åbnede i Ribe. I dag – fire måneder senere – er mere end 650 arbejdspladser flyttet. Og langt de fleste følger efter i år og til næste år.

Og det gør vi fordi vi må tage ansvar for et Danmark, der hænger sammen. Vi skal tro på, at hele landet kan løfte ansvaret. Derfor flytter vi statslige job. Derfor skal vi have flere private job.

Og derfor er jeg også ærgerlig over, at et flertal i Folketinget har besluttet at forringe virksomhedernes muligheder for at ansætte højtkvalificerede udlændinge. Det trækker i den forkerte retning.

Men heller ikke det rokker ved, at det samlet set går den rigtige vej. Der er kommet flere i arbejde. De nye tal, som kom i går, taler deres meget klare sprog: Siden sidste sommer er der skabt 38.000 flere private arbejdspladser.

* * *

Uden arbejdspladser. Ingen velstand.

Uden velstand. Ingen velfærd.

Mit andet pejlemærke var og er en stærkere kernevelfærd.

Jeg går ind for tryghed til alle, uanset hvilken familie du er født ind i.

Min egen mor gik ud af skolen efter syvende klasse. Jeg blev min families første student. Man skal kunne flytte sig.

Og i forlængelse af det, lægger jeg vægt på gode muligheder for at vælge den rette uddannelse. Rigtig for den enkelte. Nyttig for fællesskabet.

Vi har fremlagt et ambitiøst bud på en reform af gymnasierne. Målet er at styrke elevernes faglighed. Fordi vi skærper kravene. Og gør de gymnasiale uddannelser bedre og mere målrettede.

Men gymnasiet er ikke den rigtige vej for alle unge. Vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse – og helst i første forsøg. Så de får det bedste afsæt ind i voksenlivet.

Jeg er varm tilhænger at et trygt velfærdssamfund.

Hvad er mere grundlæggende for trygheden end at kunne få behandling, når du er syg?

Det er min vision, at borgeren skal have en sundhedsbehandling af høj kvalitet. Uanset postnummer. Uafhængigt af pengepung.

Den vision tog vi hul på at realisere tilbage i 2001.

Siden er vi nået langt. Bedre kræftbehandling. Supersygehuse. Patientrettigheder.

Men vi er ikke nået langt nok. Det kommer vi aldrig. Vi skal altid gøre det bedre.

Regeringen tilfører 2,4 mia. kr. ekstra til sundhed i år – 2,4 mia. kr. Det er præcis, hvad vi gik til valg på.

Det er 1⁄2 milliard mere, end den tidligere regering gik til valg på.

Her i Folketinget er vi blevet enige om en række principper for prioritering af sygehusmedicin. Tak for den brede opbakning til det.

Vi har vedtaget en ny udredningsret. En behandlingsret. Også med et bredt flertal bag.

Nogle af dem, der ellers altid har været imod, stemte alligevel for. Tak for det. Det er positivt.

Jeg ser det som et udtryk for, at der er sket en holdningsændring. Da jeg for 15 år siden introducerede den idé, at patienter skal have stærke rettigheder. At de skal have mulighed for at vælge ventetiden fra uanset pengepungens størrelse. Så var det en ideologisk kampplads.

Det er det åbenbart og heldigvis ikke længere.

Nu sætter vi mennesket før systemet.

Og systemerne skal blive bedre til at tale med hinanden.

Alt for mange ældre og deres pårørende har prøvet at falde ned mellem to systemer og slå sig.

Derfor har vi afsat 1,2 mia. kr. til en handlingsplan for ældre medicinske patienter.

Vi har allerede gennemført en akutpakke. Rettet mod det store problem, at patienter må ligge på gangene.

Vi skal have behandlingen til at hænge sammen på tværs af sygehus, kommune og egen læge. Til glæde og gavn for patienten.

Det næste skridt bliver at gøre Danmark til et demensvenligt land.

Demens er en sygdom, der rammer flere og flere. Det er en tung sygdom at bære på. Det er en tung sygdom at være pårørende til.

Forestil jer ikke at kunne føre en samtale med den, der står én nærmest. De tunge bekymringer. Den angst det giver. Afmagten.

For tre uger siden besøgte jeg Bofællesskabet Æblehaven i Holte. Her fik jeg en god snak med Aase og Mariann der begge har mistet deres mænd efter sygdomsforløb med demens.

Som Aase sagde: ”Man når at blive nedslidt.”

Og når plejehjemspladsen endelig er der. Og det er jo godt. Så kan det alligevel blive det sværeste øjeblik. For som Mariann sagde: ”Det værste er den dag, hvor man indser, at han ikke kommer hjem igen.”

De pårørende bærer den tungeste byrde. Vi skylder dem en stærk hånd, så de ikke segner under byrden.

Regeringen har afsat 470 mio. kr. til en ny national demenshandlingsplan.

Vi skal styrke kernevelfærden. Det skal der være råd til. Selvom grundvilkåret i den offentlige økonomi er klart: Der er kun få penge.

På trods af det vilkår tilfører regeringen i alt 3,4 mia. kr. ekstra til sundhed og ældre i år – 2,4 milliarder til sundhed og en milliard til værdighed i ældreplejen. De penge har vi prioriteret.

Og trods en stram økonomi har regeringen givet kommunerne 1⁄2 milliard kroner mere til service i år. Under den tidligere socialdemokratisk ledede regering kunne kommunerne bruge 3 mia. kr. mindre til service.

Jo, sådan er det. Selvom det måske ikke lige er det indtryk, man får af debatten.

* * *

Vi skal have flere med i arbejdsfællesskabet. Det var og er mit tredje pejlemærke.

Danmark hænger ikke sammen økonomisk, når for få skal forsørge for mange.

Det hænger heller ikke sammen menneskeligt.

Derfor skal vi indrette samfundet, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Regeringen har gennemført en integrationsydelse, så udlændinge fremover får, hvad der svarer til de unges SU.

Vi har genindført et kontanthjælpsloft. Med det sigte, at kontanthjælpsmodtagere får en væsentlig indkomstfremgang ved at tage et fuldtidsjob – også til en løn i den lave ende.

Det, synes jeg, er rimeligt.

Begge dele indgår i første fase af den jobreform, som vi gik til valg på at gennemføre. Anden fase er målrettede skattelettelser på især små arbejdsindkomster. Det skal vi gøre noget ved til efteråret. Så det bedre kan betale sig at arbejde.

Vi skal skabe et mere velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked.

Det er også et mål i trepartsforhandlingerne med arbejdsgivere og lønmodtagere.

Da vi indkaldte til forhandlingerne, tog jeg det langt fra for givet, at de ville lykkes. For fire år siden brød de sammen.

Den slags slider.

Men den danske model har vist sig slidstærk.

Jeg glæder mig over, at lønmodtagere og arbejdsgivere har udvist mod og samfundssind. Vi har indgået én aftale. Jeg forventer, at der kommer flere.

Den første aftale omfatter en ny integrationsgrunduddannelse. De nye flygtninge må ikke ende på varig offentlig forsørgelse.

Det er en del af regeringens bredere mål: Færre på overførsler. Flere i arbejde.

På et halvt år er antallet af mennesker på offentlig forsørgelse faldet med omkring 10.000 personer. Det går den rigtige vej. Men vi skal videre. Vi er ikke i mål.

* * *

Mit fjerde pejlemærke var og er en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.
Vi skal have styr på tilstrømningen af asylansøgere.

Problemet er kompliceret. Baggrunden er alvorlig. Situationen er ulykkelig.

Sidste sensommer gik der hul på Europa. Mennesker på flugt strømmede uhindret ind over de ydre grænser. Og fortsatte op gennem landene. Også til Danmark.

Vi husker alle billederne af migranter og flygtninge, der vandrede på motorvejene fra Rødby op gennem Sjælland.

Det stod fra begyndelsen klart, at løsningen havde to dimensioner. En europæisk. En national.

Grundlæggende var det et fælles europæisk problem. Som Europa måtte løse sammen. Men der var meget forskellige holdninger i EU.

Svarene trak ud. Og trak ud. Alt for længe.

Derfor skulle vi selvfølgelig også handle selv. Der var brug for at stramme op efter den tidligere regerings 31 lempelser af udlændingepolitikken – 31 lempelser.

Vi har indført strammere krav for familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse. Skærpede regler for at få permanent ophold. Kontrol ved grænsen.

Regeringen fører en konsekvent udlændingepolitik.

Sidste år steg antallet af asylansøgere i Sverige, Norge, Finland og Tyskland – alle vores nabolande - med 100 procent eller mere. I Danmark steg det med omkring 40 procent. For mange, men dog langt mindre end hos naboerne. Prøv at forestille jer situationen, hvis der ikke var strammet op.

Regeringens holdning har hele vejen været, at antallet betyder noget. Det er ikke opfundet til lejligheden. Det har vi sagt i mange år. Vi skal sætte massivt ind for at kontrollere EU’s eksterne grænser effektivt. Flygtninge hjælpes bedst i nærområderne.

Vi skal føre en realistisk udlændingepolitik. Vi kan ikke løse verdens flygtningeproblemer i Europa.

Det var ikke noget, som alle medlemsstater ønskede at høre. Til en start talte vi for døve ører, når vi talte om ikke bare at fordele problemet, men om reelt at løse det. Nu er der kommet større lydhørhed.

Balkanruten er lukket. EU har indgået en aftale med Tyrkiet. Vi kan sende irregulære migranter og asylansøgere tilbage. Kyniske menneskesmuglere må opgive at tjene penge på, at familier og børn sætter livet på spil i overfyldte og faldefærdige både.

I januar kom der op mod 70.000 mennesker fra Tyrkiet til de græske øer. I maj omkring 1300.

Det mærker vi også i Danmark. I januar modtog vi over 1.600 asylansøgere. I maj omkring 350. Det er langt færre end i efteråret. Og det laveste antal i én måned siden februar 2012.

Det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. Strømmen fra Tyrkiet kan starte igen. Menneskesmuglerne kan finde nye ruter.

Men det viser, at når der presses på, så er EU i stand til at handle. At der lyttes til Danmark. Og at et stærkt europæisk samarbejde er i Danmarks interesse.

Min holdning er klar: Vi skal holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau. Og det betyder, at vi skal længere ned end både de 21.000, som kom sidste år. Og de tæt på 15.000, som kom for to år siden.

Der er vi nu, men det skal holdes under opsyn, og regeringen er klar til at handle for at sikre, at der ikke rokkes ved det.

* * *

Verden er rykket tættere på. Med dybt komplicerede konflikter. Skrøbelige stater. Terrorisme.

Hvordan møder vi bedst de nye udfordringer og de nye muligheder?

Sidste år bad regeringen ambassadør Peter Taksøe-Jensen om at komme med bud på det.

Taksøes rapport har allerede ført til gode drøftelser her i Folketinget. Jeg ser frem til fortsatte drøftelser, når vi går videre med de enkelte anbefalinger.

Danmark skal tage vare på vores sikkerhed og interesser. Vi skal passe på vores land og vores værdier. Hjemme. Og ude i verden.

Vi skal ikke åbne døren for nogen, der ikke vil os det godt.
Derfor skal vi have lister over udenlandske ”hadprædikanter” – så vi kan forhindre, at de kommer til Danmark.

For dem, der allerede er her, vil vi udvide kriminaliseringen af ytringer, der undergraver dansk lovgivning.

Og vi vil ikke være til grin for vores egne penge. Derfor er det slut med skattebegunstigelser og folkeoplysningsstøtte til dem, der prædiker imod vores demokrati.

Alt det indgik vi en bred aftale om i går.

Ude i verden skal vi af med ISIL’s rædselsregime. Det er centralt for at skabe stabilitet i Irak, Syrien og resten af regionen. Det er også vigtigt for vores egen sikkerhed i Europa.
Der er lang vej igen. Det bliver ikke let. Men der er tegn på, at koalitionen presser ISIL i defensiven – nu gælder det om at holde fast.

På den civile side øger Danmark støtten til at begrænse fremmedkrigere til ISIL. Imødegå propagandaen. Afskære finansieringen. Og forhindre, at terrorbevægelsen igen får fodfæste i befriede områder.

På den militære side sætter vi ind med F-16-fly. Specialstyrker. Et transportbidrag.

Jeg vil gerne kvittere for Folketingets brede opbakning. Vi står sammen, når det gælder.

På længere sigt er moderne og funktionsdygtige kampfly nødvendige. Både for vores beredskab herhjemme. Og for, at vi kan deltage i internationale missioner.

Derfor har regeringen lagt op til, at vores næsten 40 år gamle F16-fly, som snart er pensionsmodne, skal erstattes af F-35 Joint Strike Fighter.

Jeg kan godt forstå dem, der hæfter sig ved, at det koster mange penge. Det gør det. Det er en stor investering. Men den er nødvendig for, at vi kan udføre de samme opgaver som hidtil.

Materiellet skal være i top.

For menneskene er i top. Danmark har nogle af verdens bedste soldater.

De danske soldater og vores andre udsendte yder en enestående indsats – i Irak, Afghanistan, Mali og Kosovo. De fortjener vores dybeste respekt. Jeg vil gerne i dag sige dybfølt tak til vores udsendte.

Når de udsendte kommer hjem igen, skal vi hjælpe dem, der har brug for det. Det manglede bare.

Det er vi blevet bedre til. Men vi skal hele tiden se på, om vi kan gøre det endnu bedre. Derfor er regeringen ved at færdiggøre et servicetjek af indsatsen for veteranerne.

Vores udsendte har bragt større ofre og risikeret mere end nogen.
Derfor bakker hele Folketinget op om vores soldater. Det fortjener de. Tak!

* * *

I sidste uge havde vi den årlige debat om rigsfællesskabet her i Folketinget. En debat, der også viste, at der blandt partierne er en bred opbakning til fællesskabet mellem vores lande.

Grønland, Færøerne og Danmark har sammen fundet ansvarlige løsninger på svære problemer.

Regeringen støtter Grønlands bestræbelser for at udvikle råstofsektoren og skabe nye indtægter. Inden ugens udgang forventer jeg, at vi vedtager de lovforslag, der skal gøre det muligt for Grønland at udvinde og eksportere uran.

Vi har sammen med Færøerne og Grønland afsluttet arbejdet med at identificere grænsehindringer. Næste skridt bliver at fjerne de hindringer, som, vi er enige om, begrænser bevægelsesfriheden inden for rigsfællesskabet.

Både Færøerne og Grønland ønsker at overtage ansvaret for nye sagsområder. På Færøerne fx person-, familie- og arveretten. I Grønland arbejdsmiljø. Det respekterer vi. Det styrker selvstyret.

Rigsfællesskabet er noget særligt. Jeg mener, at vi skal gøre mere for at markere vores fællesskab. Respektere forskelligheden. Vise, at vi sætter pris på hinanden.

Derfor har regeringen, som vi alle ved, besluttet, at der skal flages med det grønlandske og det færøske flag på landenes nationaldage den 21. juni og den 29. juli.

Det glæder jeg mig til. Jeg er stolt af rigsfællesskabet.

* * *

Jeg er stolt af Danmark. Vi har et fantastisk land. Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at leve sit liv.

Jeg har selv haft større og rigere muligheder end mine forældre, der igen havde et bedre afsæt end mine bedsteforældre.

Og selvfølgelig skal vi også aflevere et Danmark til vores børn, som er friere, rigere og rimeligere, end det vi selv overtog.

Et land, der stadig er et af de rigeste og tryggeste i verden.

Hvor en dansk familie har råd til det samme som en svensk eller tysk familie. At tage på ferie. At hjælpe børnene på vej. At skifte den lille bil i carporten ud, når den ikke kan mere. Ting, der betyder noget i hverdagen. Den nære velfærd i familierne.

Et land, hvor kernevelfærden fungerer og er tidsvarende. Gode uddannelser. Tryg omsorg. Sundhed i verdensklasse. En stærk fælles velfærd.

Det, tror jeg, de fleste af os ønsker. Om ikke – hvad jeg ellers tror og håber - os alle.

Danmark er mulighedernes land.

Jeg har hvert år fornøjelsen og æren af at uddele en pris til et menneske, der har formået at gribe ud efter mulighederne. Løfte sig selv op. Tage ansvar for eget liv trods modstand.
Det sker i regi af Løkkefonden – et projekt for drenge på kanten, som jeg var med til at starte for nogle år siden.

I foråret overrakte jeg prisen som ”årets knægt” til Jamil. Hans udgangspunkt fra skolen var ikke prangende. Lad os bare sige det sådan. Men det blev det.

Gennem hårdt arbejde. Vedholdenhed. En voksende tro på egne evner. Han bestod 9. klasse med 7- og 10-taller. Og er nu i gang med drømmeuddannelsen som tømrer. Jeg synes, det er godt gået.
Jamil – og mange med ham – er ansigtet på, at vi alle skal forfølge vores drømme. Det skal vi som mennesker. Det skal vi som land.

Vi skal gøre et stærkt Danmark stærkere.

Lige nu er ledigheden faldende. Beskæftigelsen stiger. Det går egentligt meget godt.

Vi er ikke i dyb krise.

Det var vi derimod for nogle år siden.

Sidst jeg var statsminister, var Danmark ramt af den største internationale økonomiske krise siden 30’erne. Den var ikke til at overse. Derfor voksede en handlekraft frem.

Vi gennemførte en dagpengereform. Vi ændrede efterlønnen. Store reformer. Som stod, selvom regeringsmagten skiftede. De betyder, at vi som land står stærkere i dag.

Reformerne var mulige, fordi der var en udtalt krisebevidsthed. Derfor var der opbakning til at gøre noget.

Erkendelse er første skridt mod at handle.

Ikke med lette svar. For de findes sjældent. Som i aldrig. Men med gennemtænkte og ansvarlige løsninger.

Derfor skal vi også i dag erkende vores situation.

Vi er ikke i krise. Men verden er i forandring. Nogle vil sige, at det har den altid været. Og det argument har faktisk en vis ret. Allerede for 2.500 år siden påpegede den græske filosof Heraklit, at det eneste konstante er forandringer.

I dag kan vi tilføje, at forandringer sker i et tempo, vi ikke har set før. På en måde, vi ikke har kendt til. Og i et omfang, der berører alle dele af samfundet.

Måden vi lever på. Måden vi arbejder på. Måden virksomhederne konkurrerer på. Globalisering, ny teknologi og digitalisering smelter gamle brancher sammen. Og føder nye.
Alt ændrer sig.

Det åbner nye muligheder.

Dem skal vi være klar til at gribe. Vi skal handle.

Som jeg ser det, tegner der sig syv udfordringer for Danmark:

1) For det første er vi ikke gode nok til at skabe vækst og arbejdspladser.

Vi får ikke nok ud af vores arbejdsindsats – vi skal have mere fra hånden.

Og nej, det betyder ikke, at vi hver især skal stresse mere og løbe hurtigere. Men at vi skal være med helt fremme. Udnytte robotteknologi. Digitalisering. Uddanne til erhvervslivets behov.

For det er et faktum, at produktiviteten i Danmark vokser langsommere end i alle andre lande i Europa – på nær Italien og Spanien.

Det er et faktum, at for mange investeringer lander på den anden side af Øresund eller syd for grænsen i stedet for i Danmark.

Det er et faktum, at alle danske virksomheder med over 1.000 ansatte er mere end 20 år gamle.

2) For det andet er balancen mellem dem, der forsørges, og dem, der arbejder, skæv.

Den udfordring har vi haft i mange år. Og den hænger bl.a. sammen med en høj skat på arbejde og ret generøse overførselsindkomster.

3) For det tredje er de offentlige finanser presset.

Olieprisen er lav. Vi får færre indtægter fra Nordøsen. Langt færre.

Siden vi kom i regering, er statens olieindtægter justeret ned med knap 9 mia. kr. i 2020. Det betyder, at vi har knap 9 mia. kr. mindre at gøre godt med. Det er næsten lige så meget, som vi bruger på politiet hvert år.

Og hvis vi går et par år længere tilbage, er tabet endnu større. Siden 2013 er tallet det dobbelte.

4) For det fjerde migrations- og flygtningekrisen.

Udgifterne til flygtninge må ikke løbe løbsk. For så har vi færre penge til andre ting.

Hvor mange færre penge afhænger af antallet, der kommer hertil. Hvilke vilkår vi byder dem. Og i høj grad af om de kan forsørge sig selv.

Områder, hvor regeringen har sat ind. Og hvor vi vil sætte ind.

Af hensyn til økonomien. Vores sammenhængskraft. Vores værdier.

5) For det femte er vi også udfordret på den fælles kernevelfærd.

Bare ét eksempel: Vi har gjort meget og forbedret kræftbehandlingen. Men en dansker med kræft lever stadig kortere tid end en svensker med kræft.

Vi skal forbedre kernevelfærden i en tid, hvor de offentlige finanser er stramme. Det er de nu. Og det bliver de, når store årgange trækker sig ud af arbejdsmarkedet – dem, der som jeg selv er født i 1960’erne.

Ud over de fem udfordringer står vi med to meget akutte problemer, som ikke på samme måde vedrører vores samlede økonomi, men som jeg også vil sætte på listen.

6) For det sjette er de nuværende ejendomsvurderinger ikke gode nok – vi skal have mere retvisende vurderinger.

Så boligejerne kan være trygge ved skatten – nu og i fremtiden.

7) For det syvende skal vi finde en anden måde til at finansiere den vedvarende energi. Vi skal lave en grøn omstilling. Danmark er en grøn førernation. Sådan er det – sådan skal det være. Men den måde vi har finansieret den grønne omstilling på holder ikke.

PSO-afgiften er i strid med EU’s regler. Og er desuden skruet sådan sammen, at den er meget dyr for danske virksomheder og for familierne.

Vi står med et klart og bundet valg: Vi kan åbne PSO-afgiften og begynde at sende danske afgifter til udlandet - det vil i mine øjne være Ebberød Bank. Eller vi kan afskaffe afgiften, flytte udgiften ind på finansloven. Og opkræve de samme penge – står det til regeringen færre penge - på en anden måde.

Derfor har regeringen foreslået en neutral omlægning. Præcis som vi i regeringsgrundlaget har sagt, vi vil gøre det. Vores forslag gør ingen nævneværdig forskel for, om det kan betale sig at arbejde. Og heller ikke for uligheden.

Regningen bliver ikke større – tværtimod. Vi vil gøre regningen mindre. Det er en udfordring, der skal løses.

Det blev til syv udfordringer. Og det kan nok synes tungt på årets – ifølge kalenderen - første sommerdag.

Derfor vil jeg gerne understrege: Jeg ønsker ikke at grave os ned i et sort hul.

Tværtimod. Mit budskab i dag er, at vi har et stærkt udgangspunkt for at løfte Danmark op.

Hvis vi handler i tide.

Vi skal udvise rettidig omhu.

Hvis vi ikke gør noget, tegner fremtiden trist. Hvis vi derimod gennemfører beslutninger. Og skaber nyt råderum. Så vil vi få lysere muligheder.

Derfor vil svar på de syv udfordringer, jeg her har nævnt, indgå i regeringens 2025-plan, som vi lægger frem efter sommeren.

* * *

Danmark er et land med fantastiske muligheder, hvis vi møder problemerne sammen.

Det ansvar må vi tage på os. Alle os her i Folketinget.

Særligt dem, der repræsenterer mange vælgere.

Når man er et stort parti, der vil gøre en forskel, så må man tage medansvar. Uanset om man er i regering, er støtteparti eller er i opposition.

Mit eget parti var med i mange aftaler under den tidligere regering. En skattereform. To store vækstpakker. Uddannelsesreformer. En finanslovsaftale.

Vi tog imod den hånd, der blev rakt frem.

Jeg vil også række hånden frem til samarbejde i efteråret.

Vi har brug for brede aftaler her på Christiansborg. Det er min ambition. Den tror jeg på.

Vi skal forbedre danskernes muligheder frem mod den næste generation.

Vi skal gøre et stærkt Danmark stærkere. Udgangspunktet er godt og langt bedre end for et år siden. Takket være beslutninger her i Salen. Tak for det!