Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets afslutningsdebat den 27. maj 2009

Det talte ord gælder

I dag afslutter vi folketingsåret 2008-09. Det har været et år præget af den økonomiske krise. Et år, hvor ledigheden er steget. Et år, hvor flere danske familier har mærket utrygheden i dagligdagen.

Det har også været et år, hvor regeringen har ført en ansvarlig og nøje doseret krisepolitik. Hvor vi har taget initiativer for milliarder af kroner. Hvor vi hele vejen igennem har fulgt udviklingen tæt.

For vores vigtigste opgave er at dæmme op for den internationale krise, så de menneskelige omkostninger af krisen her i Danmark bliver mindst mulige.

Samtidig har regeringen fortsat en stærk reformpolitik. Hvor vi giver den enkelte dansker større frihed. Hvor vi styrker vores fællesskab. Og hvor vi ruster os til det næste opsving.

I Danmark er vi så gunstigt stillede, at krisen kommer efter en lang og stabil vækstperiode. En periode, hvor flere og flere danskere er kommet i arbejde – også folk, der normalt har svært ved at finde et job.

Det er fantastiske resultater, som vi skal værne om. Ikke mindst når det nu går knap så godt. Vi skal fastholde frihed, dynamik og aktivitet. Og vi skal bevare et fællesskab, hvor alle er med inde i varmen. Danmark skal bedst muligt gennem krisen. Det er den vigtigste opgave for os alle lige nu.

1. I folketingsåret 2008-09 har regeringen både ført en aktiv krisepolitik og gennemført en række vigtige reformer

Når jeg ser tilbage på folketingsåret, har håndteringen af krisen været den opgave, der har overskygget alle andre.

Gennem året har det været vanskeligt at forudse krisens dybde, krisens forløb og krisens længde. Det er det stadigvæk. Vi kan lige så godt sige det ligeud til hinanden: Vi ved ikke, hvornår det vender. Og det bliver værre, før det bliver bedre.

Derfor må vi hele tiden se på vores politik med friske øjne. Og justere, hvor der er behov for det.

Da krisen ramte Danmark sidste efterår, sad jeg som finansminister i orkanens øje. Dengang valgte vi at gentænke hele finanslovsforslaget på grund af den nye situation. Det finanslovforslag, vi vedtog i december, var langt mere møntet på at holde gang i hjulene end det, vi oprindeligt lagde frem i august.

Det er et billede på det år, der er gået. Sådan har regeringen løbende fulgt krisen, revideret vores udspil og sat ind med nye, når der var behov.

Danmark har et godt udgangspunkt for at klare krisen. Ja, ifølge en spritny international undersøgelse er Danmark verdensmester i kriseparathed. Det er vurderingen fra det schweiziske World Competitiveness Centre.

Men et verdensmesterskab betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. Det er et verdensmesterskab, der skal forsvares.

Regeringen har allerede taget en lang række vækstinitiativer. Initiativer rettet mod finanssektoren, erhvervslivet og familiernes økonomi.

Den internationale krise slog først igennem i finanssektoren. Der var behov for at skubbe til bankernes udlån for at holde gang i samfundet. For at sikre penge til fornuftige virksomheder og idéer.

Det gjorde vi med to bankpakker, én i oktober og én i januar. Vi har garanteret bankkunderne fuld sikkerhed for indeståender i danske pengeinstitutter. Og vi har stillet op mod 100 milliarder kroner til rådighed som ansvarlig kapital.

Det har vi gjort sammen med et bredt flertal i Folketinget. Det vil jeg gerne kvittere for.

I løbet af året fik mange danske virksomheder problemer med at få likviditeten til at række. At få regnskabet til at hænge sammen.

Derfor har regeringen forlænget kredittiderne for moms og A-skat. Det har øget erhvervslivets likviditet med 60 milliarder kroner. I første omgang gjaldt forlængelsen til august. Og vi har nu foreslået at forlænge ordningen ind i efteråret.

Krisen er international. Og derfor er eksportvirksomhederne særligt udsatte. Vi har derfor også styrket eksportkreditordningen med 30 milliarder kroner.

Regeringen har rakt en hånd til dansk erhvervsliv. Havde det egentligt ikke været oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Flere familier mærker, at økonomien er strammet lidt til. Flere er utrygge ved deres egen økonomi. Vi skal gengive familierne tilliden til deres økonomi.

Derfor har regeringen givet danskerne skattelettelser for i alt 9 milliarder kroner allerede i år.

Og vi har også givet mulighed for at få udbetalt den særlige pensionsordning. ATP er i gang med at sende breve ud til de 2,9 millioner danskere, der har en SP-konto. Brevene indeholder simpelthen en blanket, som man kan skrive under og sende tilbage til ATP. Så kan man få sine penge inden for cirka tre uger. Så nemt er det.

En helt ubureaukratisk vej til at stimulere forbruget og optimismen. Til at give familierne mulighed for at polstre deres økonomi.

Regeringen har valgt at give en håndsrækning til danske familier. Havde det ikke været oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Regeringen har stimuleret investeringer i samfundet. Vi har fremrykket offentlige investeringer. Vi har ophævet den kommunale anlægsramme. Vi har sat halvanden milliard kroner af til en renoveringspulje.

Jeg troede, at alle var enige om, at det er den vej, vi skal gå. At vi skal bruge de ledige hænder til at bygge skoler, plejehjem og sygehuse. Og til at gøre vores boliger mere energibesparende.

Regeringen har målrettet skubbet på investeringerne. Havde det ikke været oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Samlet betyder hele denne lange række af initiativer, at vi fører en meget ekspansiv politik i Danmark. En af de allermest ekspansive i hele EU.

Når det har kunnet lade sig gøre, er det fordi regeringen har valgt at holde sig for ørerne, når oppositionen har efterlyst, at der blev brugt løs af de store overskud og øge det offentlige forbrug. Det giver os et råderum nu.

Samtidig med, at vi har håndteret krisen og sat stærkere ind end de fleste andre europæiske lande, har vi også gennemført en række fremadrettede reformer. Reformer, som bereder vejen, så vi kan få fuldt udbytte af det næste opsving. Reformer, der styrker dynamik, frihed og fællesskab.

I dette folketingsår har regeringen fremlagt en ambitiøs skattereform, som forventeligt vedtages i Folketinget her i morgen. En reform, hvor vi stimulerer økonomien i 2010, men som selvfølgelig er fuldt finansieret set over en årrække.

Vi foretager den største sænkning af skatten på arbejde nogensinde. Så fru Jensen selv får lov til at beholde flere af de penge, hun tjener – for det giver nu engang en større lyst til at arbejde og tage initiativ.

Og vi hæver skatten på forurening markant. Så det bedre kan betale sig for hr. Hansen at isolere sit hus. Eller at skifte til el-sparepærer. Eller på anden måde tænke miljø og klima ind i sin gøren og laden.

Vi har valgt at beskatte mere, det vil have mindre af: forurening. Og beskatte mindre det vi vil have mere af: arbejde.

Det er to fornuftige linjer, som ligger i klar forlængelse af den skattepolitik, som regeringen har ført siden 2001. Og som betyder, at 2 millioner danskere slipper for at betale mellemskat fra 2010. Og næsten 400.000 slipper for topskatten fra 2011.

Samtidig fastholder vi med skattestoppet den tryghed om skatten, som er vigtigere end nogensinde i en krisetid.

Det skal kunne betale sig at tjene penge. Det skal kunne betale sig at spare på energien. Der skal være tryghed om skatten. Er de fleste ikke enige i det? Havde det ikke været oplagt med et bredt forlig bag skattereformen?

Regeringen har også taget flere vigtige skridt ad den grønne vej. Det er regeringens ambitiøse mål – det fås ikke mere ambitiøst – at Danmark på sigt skal være helt uafhængig af forurenende brændsler som kul, olie og gas.

I dette folketingsår har vi taget vigtige skridt på vejen mod målet:

Vi har indgået en bred grøn transportaftale. Hvor vi fremrykker grønne trafikinvesteringer for 5 milliarder kroner, så vi skaber aktivitet. Og hvor vi drejer efterspørgslen fra forurenende biler mod kollektiv trafik og mindre forurenende biler.

Vi har fremlagt et offensivt udspil om grøn vækst. Et udspil, hvor vi giver landbruget moderne vækstmuligheder. Og hvor vi samtidig vil løse miljøproblemerne i vandløb og natur. Vi er i gang med at forhandle en grøn vækstaftale på plads. Målet er en aftale inden for meget kort tid.

I dette folketingsår har vi også lagt sporene ud til nye store sygehusinvesteringer. Det er et vigtigt skridt i regeringens arbejde for at styrke velfærdssamfundet. Ja, faktisk er det den største samlede investeringsindsats på sygehusområdet nogensinde. Vi fordeler i alt 25 milliarder kroner til nye sygehusinvesteringer, når vi regner regionernes andel med.

Og vi vil bygge endnu mere i de kommende år. Sygehusinvesteringerne vil frem til 2018 få et løft på i alt 40 milliarder kroner.

Med de massive investeringer samler vi den specialiserede behandling og akutbehandlingen. For alle sygehuse kan ikke være verdensmestre i det hele. Når vi f.eks. vil have verdens bedste kræftbehandling, så må vi tilpasse sygehusstrukturen derefter.

Men hvis ens barn derimod falder ned fra pæretræet og forstuver foden, så skal det kunne klares i nærområdet. Derfor styrker regeringen også det nære sundhedsvæsen. Med skadeklinikker og lægehuse i områder med store afstande. Med lægehelikoptere til øer og udkantsområder.

På den måde laver vi en arbejdsdeling mellem det højt specialiserede og det nære. Det er ikke et enten-eller. Vi får og skal have både-og.

Samlet har vi i folketingsåret 2008-09 både håndteret en alvorlig international krise og reformeret det danske samfund, så vi er bedre rustet til næste opsving.

Vi har truffet vigtige beslutninger. Vi har truffet dyre beslutninger. Det er glædeligt. Det er til gengæld trist, når der går partipolitisk taktik i vigtige sager. Måske sker det ud fra devisen om, at man tror man kan vinde slaget med en god taktik. Det kan man måske. Men at vinde en hel krig kræver en strategi. Vi har en alvorlig økonomisk krise at overvinde sammen.

2. Vigtige opgaver fremover – fokus på den økonomiske krise, danskernes hverdag og klimakonferencen

I den kommende tid står vi også over for vigtige opgaver:

For det første skal vi fortsat sætte ind for at dæmme op for den økonomiske krise. Det er hovedopgaven.

Regeringen har, som jeg har beskrevet det, ført en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi har sat ind med nøje afmålte doser. Derfor har vi stadig økonomisk råderum til nye doser i det nye år, hvis det viser sig at være nødvendigt.

Jeg ved godt, at nogle mener, at det havde være bedre at sætte ind med én stor krisepakke. Hvis det på nogen måde var muligt at fjerne krisen ved at skrive en stor check ud, så ville jeg være den første til at skrive den check. Og jeg føler mig sikker på, at Dansk Folkeparti, der har taget ansvar hele vejen igennem, og Liberal Alliance, der har været med til at bære finansloven, ville være parat til at gøre det samme. Men så nemt er det ikke.

En stor check her og nu kunne tværtimod slå dansk økonomi ud af kurs. Føre til uansvarlig gældsætning. Skade virksomhedernes mulighed for at konkurrere.

Regeringens politik er derfor fortsat en ansvarlig og målrettet vækstpolitik. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Én arbejdsløs er én for mange. Vi skal sætte alt ind for at mindske de menneskelige omkostninger ved krisen. Men vi skal også have et skarpt øje for, hvordan Danmark ser ud, når den internationale krise ophører igen. Når det sker, skal vi – også – stå stærkt. Med konkurrenceevnen i behold. Med sunde offentlige finanser i behold. For ansvarlig politik er også, at tænke lidt videre. At tænke henover valgperiodens ophør.

Det er min tilgang til tingene. Og jeg er taknemlig over, at et flertal her i Salen – om end man bestemt kunne ønske sig det større – deler den grundopfattelse. Deler den tilgang til politik. Deler den tilgang til at handle økonomisk-politisk ansvarligt.

En sund økonomi er fundamentet for, at vi fortsat kan forbedre det danske samfund på de områder, der betyder noget for danskernes hverdag: sundhed, uddannelse og tryghed. Det er regeringens andet fokusområde i det kommende år.

Vi har en værdipolitisk overligger hen over alle disse områder, der præger vores tilgang til tingene. Regeringens værdier er frihed og fællesskab. Individuel frihed i et stærkt fællesskab.

Frihed er retten til forskellighed - også til religiøs og kulturel forskellighed – men med respekt for andres tilsvarende frihed. Fællesskab er at tage ansvar for hinanden – og ikke mindst tage ansvar for de svage i samfundet.

Og det danske fællesskab er i særlig grad kendetegnet ved et sæt grundlæggende værdier, vi skal værne om – som vi skal kræve respekt for. Og som vi ikke vil acceptere, at man går på akkord med. Retten til at tale, tænke og tro. Kønnenes ligestilling. Respekten for de demokratiske værdier, det danske samfund er bygget op på. Det er helt grundlæggende værdier, som vi ikke vil acceptere, at der gøres vold mod. Sker det, skal vi sætte foden ned og sige fra. Hvad enten vi udfordres indenlandsk, eller udfordringen kommer udefra.

Med afsæt i de værdier vil regeringen fortsat udvikle og udbygge velfærden. Velfærdens kerneområder har fyldt meget i hele mit politiske liv. Det vil også fylde meget i den del af mit liv, hvor jeg har det privilegium at være statsminister.

Vi er ved at forhandle de nye økonomiske aftaler med kommunerne. Herunder de planlagte og annoncerede milliardinvesteringer i skoler, børneinstitutioner og ældreområdet.

Vi ser med friske øjne på, om der skal gøres mere, der både øger velfærden og samtidig giver arbejdspladser og aktivitet rundt omkring i landet.

Her og nu er den vigtigste velfærdsopgave at få sygehusene til at fungere fuldt igen. Vi skal efterdønningerne af sygehuskonflikten til livs.

Efter sidste forårs strejker i sundhedssektoren var vi nødt til at suspendere det udvidede frie valg. Nu genindfører vi det fra den 1. juli. Frit valg har jo hidtil været en kæmpe succes. Mere end en kvart million danskere har haft direkte glæde af ordningen. Fra 2001 og frem til strejkerne sidste år faldt ventetiderne med omkring en tredjedel.

Frit valg bygger på et menneskesyn, der sætter mennesker før systemet. Ikke systemet før mennesket.

Før vi kom til, havde vi et opdelt sundhedsvæsen. Et A- og et B-hold. B-holdet stod på venteliste, mens A-holdet – dem med friværdi, betalingsevne og tilfældigt tegnede sundhedsforsikringer – kunne vælge køen fra.

Det tog vi et opgør med. Skal der tegnes sundhedsforsikringer, skal det være til alle – fra direktøren på mahogni-gangen til den ufaglærte i lagerhallen. Og privat behandling – hvis det offentlige sygehusvæsen ikke kan levere hurtig og rettidig behandling – skal være en mulighed for alle. Ikke kun en mulighed for de velstillede. Sådan som det var, før regeringen kom til.

Frit valg bygger på et retfærdighedssyn, hvor det ikke skal være pengepungen, der afgør ens plads i køen.

Det har været en kæmpe succes. Ikke bare til gavn for den mere end en kvart million patienter, der har gjort brug af det, for det rækker videre. Det har skabt en helt ny konsekvens i det danske sundhedsvæsen: Patienten kan flytte sig. Patienten kan tage end del af pengene med. Det ansporer også det offentlige sundhedsvæsen, som er rygraden i det danske sundhedsvæsen – og det har været til gavn for endnu flere patienter. Derfor opererer vi nu et rekordstort antal patienter. Derfor så vi – indtil strejkerne satte os tilbage – ventelisterne blive kortere og kortere.

Der er derfor grund til at glæde sig over, at der kun er godt en måned til, at patienterne igen får den rettighed tilbage, som er ganske enestående og unik.

Samtidig skal vi så drage de fulde fordele af, at vi ikke længere lider under den mærkelige forestilling, at kampen mod privathospitaler er vigtigere end kampen mod ventelister. Derfor tager taksterne for behandling i privat regi fremadrettet ikke udgangspunkt i, hvad det koster at lave en lignende operation i det offentlige, men hvad det koster på de allermest effektive offentlige sygehuse.

Sygehusene skal fungere. Og det kommer de til. Men den største succes er naturligvis, hvis færre danskere har brug for at komme på sygehuset. Derfor skal vi forebygge sygdomme.

Forebyggelseskommissionen fremlagde deres rapport i april. Næste skridt er, at regeringen kommer med en national handlingsplan for forebyggelse til efteråret. En plan, der viser vejen til at nå regeringens mål: At danskernes middellevetid skal forøges med 3 år frem til 2017.

Det personlige ansvar står her som noget helt centralt, hvis vi skal lykkes med forebyggelsen. Og det vil stå helt centralt i regeringens udspil til bedre forebyggelse.

Vi kan ikke tvinge danskerne til at leve sundt. Men vi kan give alle friheden til – og muligheden for – at vælge det sunde liv. Det er det, der er samfundets ansvar.

Regeringen vil arbejde for, at vi får et bredt flertal i Folketinget bag en effektiv og ambitiøs forebyggelsespolitik.

En anden vigtig del af velfærdssamfundet er muligheden for at tage en uddannelse.

Siden 2001 har regeringen forbedret uddannelserne hele vejen igennem.

Vi har styrket fagligheden i folkeskolen – ikke mindst til glæde for de svage elever, der behøver et stærkt fundament for at bryde den sociale arv.

Eleverne læser nu ligeså godt i 3. klasse, som de tidligere gjorde i 4. klasse. Og eleverne er lige så dygtige i naturfag i 4. klasse, som de tidligere var i 5. klasse.

Vi har reformeret erhvervsuddannelserne – så færre falder af i svinget.

Vi har givet studerende mulighed for at læse på anerkendte universiteter i udlandet – så de kan lære af de bedste.

Vi har rettet forskningen mod samfundets behov – så virksomhederne kan konkurrere på ny viden.

Vi har opnået gode resultater hele vejen. Men vi må også åbent sige, hvor det ikke er godt nok.

Sammen med et bredt flertal i Folketinget har regeringen sat det mål, at alle unge skal gennemføre i hvert fald en ungdomsuddannelse. Det mål er vi for langt fra at nå.

For 20 år siden gennemførte 8 ud af 10 danskere mindst en ungdomsuddannelse. Det var godt. Det var rigtig godt. Dengang. I dag er tallet kun lige over 8 ud af 10. Og det er slet ikke godt nok. Hverken til nutidens samfund eller til fremtidens konkurrence.

Til efteråret skal vi efter planen udmønte flere midler fra globaliseringspuljen. Den pulje, vi har sat af til at gennemføre regeringens store globaliseringsreform, hvor vi styrker uddannelse og forskning. Når vi udmønter pengene må vi nøje overveje, om vi skal gøre noget ekstra for at nå de ambitiøse mål på uddannelsesområdet.

Vi skal have frafaldet på erhvervsskolerne endnu længere ned. Vi skal gøre endnu mere for, at også de svage og skoletrætte elever får en ungdomsuddannelse. Vi skal i endnu højere grad sikre uddannelser, der er tilpasset denne gruppe – og ikke den anden vej rundt, forsøge at presse og passe de unge ind i uddannelsessystemet præcis som det er lige nu.

Regeringen vil arbejde for, at vi også her kan samle et bredt flertal i Folketinget.

Vi har også et fælles ansvar for, at de unge, som begynder på en erhvervsuddannelse, kan få en praktikplads og gøre uddannelsen færdig. Vi må ikke risikere, at de unge bliver klemt af krisen.

Derfor har regeringen netop indgået en bred politisk aftale, som skal skaffe flere praktikpladser. Med aftalen giver vi virksomhederne en håndsrækning til at tage flere elever ind. Vi målretter tilskuddet til skolernes opsøgende arbejde for at skaffe praktikpladser. Vi etablerer flere praktikpladser i det offentlige. Og vi forbedrer finansieringen af erhvervsgrunduddannelsen for de allersvageste unge.

Regeringen vil også fremover have et stærkt fokus på, at der er praktikpladser nok.

For vi må ikke tabe en eneste på gulvet. Det er svært – nogle vil sige umuligt - at finde noget positivt at sige om den økonomiske krise. Skal man finde én ting, er der dog den ene sidegevinst, at krisen motiverer flere til at tage en uddannelse. Fordi konkurrencen om jobbene bliver hårdere. Fordi muligheden for at få fodfæste på arbejdsmarkedet uden uddannelse bliver mindre. Den sidegevinst skal vi gribe ud efter.

Alle skal med i fællesskabet. Alle skal have den frihed til at klare sig selv, som følger med en solid uddannelse.

Frihed er også at kunne færdes trygt og sikkert på gaden. Vi vil ikke acceptere, at bander af kriminelle indtager vores gader og skaber utryghed.

Med bandepakken har regeringen strammet den hårde og konsekvente retspolitik yderligere. Derudover – og nok både vigtigst og sværest – er der brug for en langsigtet og forebyggende indsats.

Regeringen vil efter sommerferien fremlægge en samlet strategi for en markant styrket indsats mod bande- og ungdomskriminalitet. En indsats, som skal går på to ben: Både fokusere på den målrettede indsats over for unge, som er eller er på vej ud i kriminalitet. Og på den generelle indsats, hvor vi så tidligt som muligt tager hånd om familier, som har behov for det. Det kan være allerede fra sundhedsplejerskens første besøg.

Spørgsmålet om den kriminelle lavalder vil blive adresseret i regeringens samlede strategi. Vi vil også overveje spørgsmålet om en kommunal medfinansiering af Kriminalforsorgen. For vi er nødt til at skærpe kommunernes og det nære samfunds fokus på den tidlige forebyggende indsats.

Mon ikke vi fortsat kan finde en bred opbakning i folketingssalen om disse spørgsmål?

En vigtig opgave i de kommende måneder bliver også forberedelsen af klimatopmødet i København i december. Opgaven på mødet er at nå frem til en international klimaaftale, der får ønsket om global vækst og velstand til at gå hånd i hånd med naturens krav om, at vi passer på vores jord.

Klimatopmødet i december bliver det største møde afholdt i Danmark nogensinde. Og hvis vi lykkes med at få en ny international klimaaftale, vil mødet i København kunne sætte en ny standard for, hvordan vi løser globale problemer.

Men det bliver vanskeligt at nå så langt. Det vil jeg sige ligeud. I løbet af det seneste år er hele den verdenspolitiske scene skiftet. Der er sat betydeligt mørkere kulisser op. Det er den scene, vi skal spille på.

Hvis vi skal lykkes med den helt nødvendige indsats mod klimaforandringerne, så er det ikke nok at male dommedag på væggen og gøre kulisserne endnu mørkere. Vi skal tværtimod rette spotlightet mod mulighederne. De muligheder der gemmer sig i en ny global grøn vækstøkonomi.

Jeg hæfter mig ved, at der i de kolde tal for CO2-udledning er en klar og opmuntrende pointe: Nemlig at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem et lands velstand og et lands CO2 udledning.

Hver amerikaner udleder 20 tons CO2 om året. Hver dansker udleder 11 tons. CO2-udledningen per dansker er altså næsten den halve af amerikanerens, selvom vi er cirka lige rige.

Man kan få den samme velstand for 11 tons CO2 som for 20 tons CO2. Hvordan kan man så komme ned på 4 eller 2 eller 0 tons, uden det går ud over velstanden? Det er et af fremtidens helt store spørgsmål.

De regioner, lande og virksomheder, der svarer mest begavet på spørgsmålet, vil stå stærkest i fremtidens konkurrence.

Hele klimadagsordenen er altså i høj grad kædet sammen med vækst. Med hvordan vi skaber vækst på en ny måde. Med nye teknologier, med nye ideer, med nye energikilder – og med nye politikker.

Det er den vej, vi er gået i Danmark med en vis succes. Det er den vej, vi skal vise resten af verden.

Regeringen arbejder utrætteligt for, at det skal lykkes at få en ambitiøs aftale i København i december. Meget af regeringens tid, også af min egen tid, vil det næste halve år gå med forberedelsen.

Jeg glæder mig over den brede opbakning til klimadagsordenen, både i og uden for Folketinget. Vi står over for en stor opgave, som vil kræve hele det internationale engagement, som Danmark er respekteret for i verden, hvis vi skal lykkes.

Og Danmark har en markant international profil. Og det er en profil, som vi skal opretholde.

Det skal vi også have i baghovedet, når vi aktuelt skal forhandle forsvarsforlig. Et nyt forsvarsforlig som skal danne grundlag for at fortsætte Danmarks stærke internationale engagement de næste fem år. Jeg vil meget stærkt opfordre til og arbejde for, at vi får et bredt forlig, der sikrer balance mellem forsvarets opgaver og forsvarets ressourcer. Det kræver flere ressourcer. Og som hviler på en bred accept af, hvad der i det moderne, internationaliserede samfund er dansk forsvars opgave – nemlig også at kæmpe for vores sikkerhed, værdier og demokrati, der hvor fronten står. Også når den står langt fra Danmarks geografiske grænse.

Det skylder vi de danske soldater, der sætter liv og helbred på spil i Afghanistan. Det skylder vi de unge mænd og kvinder, der vælger at forlade det trygge danske fællesskab for at bringe fred, frihed og fremgang til mennesker, som langt fra har de samme muligheder og rettigheder som vi. De danske soldater fortjener vores anerkendelse og respekt.

En vigtig del af Danmarks internationale engagement og samarbejde foregår via vores medlemskab i EU. EU er og vil være omdrejningspunktet for varetagelsen af danske interesser.

Også under den økonomiske krise, vi befinder os midt i, har EU vist sit værd. Vi har vedtaget fælles retningslinjer for at sikre, at vores nationale hjælpepakker understøtter hinanden. Vi har vedtaget hjælpeprogrammer til de lande, som er særlig hårdt ramt. Og vi er i færd med at styrke reguleringen af den finansielle sektor for at forbygge lignende kriser at opstå i fremtiden.

Det er faktisk ret enestående. For historien er fuld af eksempler på, at lande isolerer sig, når krisen kradser. Historien er fuld af eksempler på protektionisme og national egoisme, som kun har den sikre effekt, at det forlænger krisen.
Derfor er det unikt. Og derfor var det vigtigt, at Danmark tilsluttede sig det europæiske samarbejde i 1972.

Regeringen mener fortsat, at Danmark skal være helt og fuldt med i Europa og i euroen. Det er i vores egen bedste politiske og økonomiske interesse.

Derfor er det stadig regeringens mål, at der holdes folkeafstemning om de danske undtagelser på et tidspunkt, hvor det giver mening. Det vil sige, at to grundlæggende betingelser er opfyldt.

For det første skal der være klarhed over rammerne for samarbejdet i EU.

For det andet skal der være et bredt og solidt flertal bag synspunktet i Danmark.

Jeg vil inden sommerferien indkalde partierne til et møde om Europapolitikken.

Afslutning

Lad mig til sidst minde om, at vi i næste uge skal til stemmeurnerne. Jeg vil gerne opfordre alle til at stemme, både til Europa-Parlamentsvalget og til folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven. Begge afstemninger er den 7. juni, det vil sige søndag otte dage.

Der står et samlet Folketing bag forslaget om at ændre tronfølgeloven. Et forslag som sikrer fuld ligestilling mellem prinser og prinsesser i retten til at arve tronen.

Grundloven kræver, at et flertal og mindst 4 ud af 10 af alle stemmeberettigede stemmer ja. Hvis for mange bliver hjemme i haven på den forhåbentligt dejlige sommersøndag, ja så vil vi fortsat være det eneste nordiske land uden ligestilling i retten til at arve tronen. Derfor: en stærk opfordring om at møde op og stemme.

En anden vigtig afstemning har fundet sted i Grønland den 25. november sidste år, hvor grønlænderne stemte klart ja til den ny selvstyreordning. Jeg glæder mig til at komme til Grønland og deltage i fejringen den 21. juni.

Sammen med den færøske overtagelseslov og fuldmagterne til Færøerne på udenrigsområdet fra 2005, så har vi nu et tidssvarende grundlag for hele rigsfællesskabet. Jeg ser frem til en fortsættelse af det gode samarbejde – både med Grønland og med Færøerne.

Jo, det har været et udfordrende år for Danmark. Men en ting er sikkert: Der ligger også store udfordringer foran os. Jeg ser frem til et godt samarbejde her i Folketinget om de mange vigtige opgaver.