Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Idrættens Topmøde den 3. april 2019

Det talte ord gælder

Deres kongelige højhed.
Ærede gæster.

Velkommen til topmøde her i DGI-byen.

Et sted, jeg personligt sætter pris på. Min lokale svømmehal.

I dag er vi her dog ikke for at svømme – men for at løfte noget af det, som gør Danmark stærk.

Vores idrætskultur – og idrætsfællesskaber. Friheden til at udfolde sig, være sig selv og prøve sig selv af – alene og sammen med andre.

Det er sundt – på alle måder. Både for den enkelte. Men også for et samfund.

Vores frivillige fællesskaber er ikke kun med til at styrke sundheden. Den skaber også et sammenhold, et fællesskab og en rummelighed, som mange af os har lært lige fra barns ben. Og som de fleste bærer videre, som voksne.

Sådan har jeg det selv.

Jeg var ikke den store ørn til fodbold. Blev typisk skiftet ind som højre back. Dengang var det vist kun pladsen som venstre back, der var værre.

Jeg forsøgte mig også med fjerbolden. Det gik lidt bedre. Der kunne man jo ikke blive skiftet ud.

For mig var det spejderlivet, som gjorde en forskel. Det kan man vel dårligt kalde en sport. Sådan opfattede jeg det i hvert fald ikke.

Men det rummede de samme bærende værdier.
Fællesskabet, friheden, samarbejdet. Om det var hytter, der skulle bygges eller mærker, der skulle tages.

Oplevelsen af, at ingen kan alt – men alle kan noget.

Den indstilling har jeg taget med mig resten af tilværelsen. Som et kompas i livet. Sådan tror jeg, at mange har det.

Og selvom det ikke kan sættes direkte ind i et excelark – eller i gængse økonomiske modeller. Så er jeg helt overbevist om, at det også er en grundpille for det velfærdssamfund, som Danmark er blevet.

Fornemmelsen for helheden. Ansvaret for andre. Viljen til at holde sammen.

Derfor bakker regeringen op om DIFs og DGIs vision 25, 50, 75.
I en sådan grad, at vi har løftet den helt ind i regeringsgrundlaget:

Visionen om at i 2025 skal 50 pct. af danskerne være medlem af en idrætsforening, og 75 pct. af befolkningen være idrætsaktive.

Det er en stor ambition. Som vi ikke når uden videre.

For selvom vi herhjemme har et stærkt foreningsliv. Og en høj idrætsdeltagelse. Som kun er steget siden midten af 60’erne.

Så tyder noget på, at kurven er fladet ud. At idrætsdeltagelsen er stagneret. Og at den samlede deltagelse i idrætsforeninger også stagnerer.

Det er usundt – på flere måder.

Derfor har regeringen siden valget arbejdet målrettet for både at styrke idrætsdeltagelsen og foreningslivet. For selvom de to ofte kommer i par, så er det jo ikke en nødvendighed.

Vi har ændret fordelingen af udlodningsmidler, så foreningslivet bliver bedre tilgodeset.

Vi har styrket indsatsen for sårbare grupper og mennesker med særlige behov – sårbare børn og unge, personer med handicaps, socialt udsatte og andre – som i særlig høj grad har brug for et fællesskab.

Vi har givet mere fysisk plads til klubber, foreninger og institutioner ved at modernisere planloven.

Vi har givet frivillige bedre vilkår. For eksempel ved at give folk på dagpenge endnu flere muligheder for at bidrage i den lokale forening. Uden at blive trukket i ydelse.
Blandt andet på opfordring fra mange er jer.

Vi har støttet DIFs Get2sport. Som arbejder for at flere mennesker i udsatte boligområder – typisk med ikke-vestlig herkomst – bliver en del af foreningslivet. Får tillid til samfundet. Tager det til sig.

En ny strategi for civilsamfundet. Flere indsatser i dagtilbud. Mere bevægelse i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Listen over indsatser er lang. Men vi er ikke i mål. Vi skal videre – og vi skal videre i fællesskab.

Siden sidst vi mødtes på Marienborg – til det første topmøde i 2017 – har tre arbejdsgrupper, med mange forskellige deltagere, udarbejdet konkrete anbefalinger til, hvordan vi kommer videre.

Det er der nu kommet fire helt konkrete initiativer ud af.
For det første – et inklusionsinitiativ. Som skal styrke inklusionen af socialt udsatte grupper i idrætsfællesskaber. Så vi får alle med ombord.

For det andet – et recept-initiativ. Hvor vi sammen med flere af jer vil se på, hvordan udsatte borgere i højere grad kan få idrætsaktiviteter og fællesskaber på recept. For at styrke sundheden og styrke jobmulighederne, hvis man er ledig.

For det tredje en national strategi for e-sport. Hvor vi sammen skal skabe endnu bedre rammer for dén del af det store fællesskab.

Og for det fjerde et skolenetværk. Hvor vi vil indsamle gode eksempler på samarbejde mellem grundskoler og idrætsforeninger – så de lokale ideer både kan få større flyvehøjde og flyvelængde.

Jeg håber, at de nye initiativer vil bidrage til at løfte fællesskabet, foreningerne og idrætsdeltagelsen.

Og jeg håber, at dagens topmøde vil give yderligere inspiration og vind i sejlene til at arbejde med vores fælles vision: 25-50-75.

Vi kommer kun i mål ved fælles hjælp.

Det gælder på de fleste områder – men det gælder måske i særlig grad her.

Derfor glæder det mig rigtig meget, at langt de fleste initiativer, planer og indsatser er blevet til – og bliver til – i tæt, konstruktiv og tillidsfuld dialog med DIF, DGI og en række andre aktører i kommuner, regioner, fonde og foreninger. Det kan ingen regering gøre alene.

I viser at samarbejde ikke kun hører til på banen eller i den lokale forening. Men også når det gælder landets idrætspolitik.

I bærer forståelsen for helheden med ind ved mødebordet.

Og I gør en uvurderlig indsat for, at hele Danmark hænger bedre sammen. Kommer op af sofaen. Og bevæger sig for livet.

Tusind tak for det. Rigtig godt topmøde.