Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved mindegudstjeneste for samarbejdspolitikkens ophør, Holmens Kirke, den 29. august 2018

Det talte ord gælder.

Kære veteraner, pårørende og gæster.

I dag for 75 år siden blev det danske forsvar brutalt overfaldet af den nazistiske værnemagt.

På flere kaserner kom det til ildkamp. Som ved Det Nye Tøjhus og Ammunitionsarsenalet. Og på Livgardens Kaserne i Gothersgade. Tæt på, hvor vi er i dag.

Og ude på Holmen gav viceadmiral A.H. Vedel ordre til, at flådens skibe skulle sænkes eller undslippe. Søværnet gav sig ikke uden kamp.

Det var en vilje til modstand, som gjorde indtryk.

Gjorde indtryk i Danmark. Og uden for Danmark.

Nok var nok.

Kampene den 29. august kostede 17 danske soldater og 7 marinesoldater livet. Ære være deres minde.

Forud var gået uger med folkelige oprør mod nazisterne. Strejker. Demonstrationer. Gadekampe. Sabotage.

Modstandsfolk var i aktion. Og inspirerede folket til at rejse sig. Nok var nok.

Efter direkte ordre fra Hitler svarede Værnemagten igen med brutale krav. Om undtagelsestilstand. Om dødsstraf for sabotage.

Krav, den danske regering ikke ville indfri.

I samarbejdspolitikken havde man strakt sig langt. For langt. Nu brast det ufrivillige bånd.

Den 29. august 1943 holdt regeringen op med at fungere. Nok var nok.

Fra den dag var hånden lænket. Men ånden fri.

Fra den dag blev Danmarks stilling klar. Der kom rene linjer. Og vores land blev bragt på den allierede side i verdenskrigen.

Derfor er den 29. august 1943 et historisk vendepunkt og en national mærkedag, som vi skal holde skarp i erindringen.

”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.”

Sådan skrev Jeppe Aakjær, da første verdenskrig rasede.

Ordene fik ny aktualitet under anden verdenskrig.

Men pusling-landet rejste sig. Stadig flere forstod, at vi ikke kan hygge os i smug. At vi aldrig kan skærme os mod verdensbranden. Aldrig må være os selv nok.

Vi må træde ind i historien og melde os under fredens, frihedens og demokratiets fane. I solidaritet med dem, der deler vores værdier og kæmper for dem.

Også vi har et ansvar for, om branden spredes eller slukkes.

I en skæbnestund må man vælge side.

Det valg blev truffet af modige mennesker i hjemmene, på gaderne, på fabrikkerne, på kasernerne, i flåden.

Af de mennesker, som vi hædrer og ærer i dag.

Tak til Søværnet, Danmarks Marineforening, Frihedskampens Mindefond og Holmens Kirke for at give os denne smukke ramme for at gøre netop det.

* * *

Kære modstandsfolk, soldater, marinesoldater og krigssejler.

Kære veteraner.

Dengang valgte I side. Og trak Danmark med på rette vej.

I dag ved vi, hvad der siden skete.

Vi ved, hvordan det hele endte.

Vi ved, at nazisternes umenneskelige diktatur blev nedkæmpet. Og vi ved, at demokratiet vandt.

Intet af det kunne I være sikre på dengang.

Men I vidste den ene ting, som man behøver for at træffe et valg. I vidste i hjertet, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.

I satte det moralske kompas på et tidspunkt, hvor landet manglede retning.

Det er en stor ære for mig at tale til jer i dag. At få lejlighed til at sige jer tak – tak for, at I skrev Danmark ind på den rette side i verdenshistorien.

Jeres modige valg og handlinger fik afgørende betydning.

Ikke kun for, hvordan verden ser Danmark. Men også for, hvordan vi ser os selv som land, som nation, som folk.

Vi er ikke et pusling-land. Vi er trådt ind på den store scene og kæmper for alt, hvad vi har kært.

Demokrati og frihed ikke er en selvfølge.

Demokrati og frihed er en tilkæmpet ret.

Jeres kamp forpligter. Den er trædestenen til den rolle, som Danmark indtager i verden i dag.

Tak til de danske veteraner.

I reddede æren, landet og friheden for os alle sammen. Det er den arv, vi står på i dag.

Tak – af hjertet tak.