Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved sankthansaften på Marienborg den 23. juni 2018

Det talte ord gælder

Man bliver aldrig for gammel til at prøve noget nyt.

I aften skal jeg forsøge mig med en båltale uden bål.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle holde fast i at åbne Marienborg i aften. Bål eller ej.

Sankthans er jo egentlig en fejring af Johannes Døberens fødselsdag. Et halvt år før vi fejrer, at hans mere berømte fætter Jesus holder fødselsdag til jul.

Vi aflyser da heller ikke julen, fordi der ikke er sne og hvid jul?

Jeg kan jo bare spørge de børn, der er her i aften. Ville I aflyse julen?

Nej vel?

Sankthans er dybest set en hyggeaften for voksne og børn. Unge og gamle. Familie og venner. Her er vi samlet på tværs af de skel, der deler os i dagligdagen.

Og i vores hurtigtløbende hverdag har vi brug for at sænke skuldrene. Tage et pusterum. Hygge igennem.

Tale med hinanden i den virkelige, analoge verden – hvilket minder mig om:

Hvor mange af jer har sendt sms’er eller taget billeder her i aften? Det kan være fint nok, men nu er vi i den analoge verden.

Eller har I haft telefonen slukket?

De spørgsmål gav ingen mening i min barndom. Eller bare, da mine egne børn var børn.

Jeg kan huske, da vi fik en rigtig telefon – en fastnettelefon derhjemme. Min bror og jeg skiftedes til at cykle op til rutebilstationen for at ringe hjem.

I dag giver spørgsmålet – har I haft telefonen slukket - alt for god mening.

Vi skal huske på, at hygge er at tage sig tid. Uden at blive forstyrret.

Tid til at nyde livet. Uden at skulle præstere.

Bare at være sig selv. Sammen med andre.

Hygge er fantastisk – begrebet går sin sejrsgang verden over. Et dansk brand.

Vi har alle sammen behov for at koble af indimellem. Og nogle har mere brug for det end andre.

I et samfund uden pauser, uden mellemrum, uden hygge bliver det endnu sværere for dem, der er sårbare.

I sidste uge på Bornholm var jeg med til at fejre en 75 års-fødselsdag for en mand, som bruger sine sene karriere på sårbare børn og unge. Drevet af en stor personlig sorg og af en dyb empati.

En mand, der rækker en varm hånd til de mennesker, der har allermest brug for en hånd.

Poul Nyrup Rasmussen.

Jeg nævner Poul, fordi jeg har stor respekt for hans sociale engagement. Og fordi han gennem næste ni år som statsminister blev mere og mere glad for Marienborg – både som bolig og som kontor – det kan man ikke fortænke ham i.

Marienborg er et særligt sted, hvor mange særlige mennesker har færdedes. Jeg synes, det er vigtigt at åbne Marienborg op for endnu flere.

Det gør jeg i aften. Det gør jeg ved mange lejligheder.

Jeg har nævnt en mand, der er lidt oppe i årene. Jeg vil også fortælle om nogle helt unge mennesker. Som har fundet balancen mellem præstation og hygge. De havde præsteret noget særligt og mente derfor, at de havde gjort sig fortjent til en hyggestund.

Jeg fik et brev fra deres lærer. Hun skrev: ”Kære Lars Løkke Rasmussen. Giver du en tur til BonBon-land?”

Sagen var den, at hun havde lovet sin 5. klasse, at hvis de tog et ordentligt ryk med læsningen, så ville hun spørge mig om det. Hvilket hun selv glemte alt om. Men det gjorde eleverne ikke. Og så måtte hun til tasterne og skrive til mig.

Nej, jeg gav ikke 5. A fra Fjordlandsskolen i Frederikssund en tur til BonBon-land. Men jeg inviterede dem her til Marienborg.

Det var en af de sjovere dage på kontoret. Med pølsehorn, rundbold og spørgelystne elever.

Mine gæster benyttede sig ivrigt af chancen for at stille de spørgsmål til statsministeren – mig – som de havde forberedt hjemmefra. Der var en stor nysgerrighed efter – mit favoritfodboldhold!

Og selvom jeg troligt svarede ”Vejle” – man holder vel med sin fødeby – så blev spørgsmålet gentaget i mange variationer, blandt andet i et forsøg på at få mig til at vælge side mellem Brøndby og FCK. Hvilket ikke er klogt for en mand i min situation – der skal på valg til næste år. Jeg undgik kun at komme på glatis, fordi jeg er i skarp træning fra politiske interviews.

I den mere seriøse ende bekræftede 5. A mig i, at gode danskkundskaber er en forudsætning for alt det andet, man skal lære. Ikke kun om fodbold.

Det var en af de oplevelser, der altid fylder mig med to modstridende følelser.

Glæden over dem, der lykkes. Og en tristhed over, at alle ikke får den samme chance.

Det bliver stadig vigtigere at have styr på de basale færdigheder. Som at kunne læse. I en verden, hvor alting går vildt hurtigt.

Den teknologiske udvikling er næsten surrealistisk.

Da jeg stillede op til et af mine første valg – til Europa-parlamentet i 1989 – kan jeg huske, hvordan vi lejede en mobiltelefon.

Det var dyrt. Til gengæld var den så stor og tung, at den lå permanent i bagagerummet på den bil, vi kørte rundt og førte valgkamp i. Undtagen, når vi tog den med ind på et cafeteria for at vise den frem.

Vi brugte den stort set ikke. For det kostede en formue at ringe op. Og der var ikke nogen at ringe til.

Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen gør mange ting nemmere. For eksempel er der heldigvis sket en del inden for telefoni.

Men vi skal holde fast i – og det skal være mit budskab her i aften - at det er os – vi mennesker – der bestemmer over teknologien. Og det er ok at vende ryggen til den for en stund, at slukke for en stund og koncentrere sig om sine nære.

Vi mennesker har brug for mellemrum og pauser – men netop for en stund. For hvis der kun er pauser, så er de jo ikke pauser mere.

Og hygge er heller ikke at lukke sig inde for at være sig selv nok. Helt alene. Hygge er at række hånden ud til andre.

Det er jo så smart, at der ikke bliver mindre hygge af at dele den.

Tværtimod.

Tak fordi I er kommet til Marienborg, så vi kan dele den lange sommeraften, hvor vi jo faktisk ikke behøver et bål til at lyse op.

Jeg vil nu let og elegant springe henover det punkt i programmet, som plejer at hedde ”bålet tændes” – og gå direkte videre til et punkt, jeg også holder meget af:

Lad os samles om, at ”Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. ”

Det er blevet tid at synge midsommervisen.

Rigtig god sankthans. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen heroppe igen til næste år.