Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Tænketanken Europas konference den 14. januar 2019

Det talte ord gælder.

Tusind tak for ordet.

Og tak til Tænketanken Europa for initiativet.

Så skal man lige se fem år frem.

Eller måske bare se fem måneder frem. Det kan jo være det er sidste gang man er her...

Nå – men altså fem år fra nu. Hvordan ser EU ud?

Det er et godt spørgsmål.

For at finde ud af hvor godt et spørgsmål det er, så kan man jo bare se fem år tilbage. Og så kan man jo spørge sig selv om, om man for fem år siden ville have kunnet svare på spørgsmålet.

For kunne man for fem år siden have sagt: Rusland vil annektere Krim. Eller kunne man for fem år siden have sagt, at der går hul på Europa, og vi står med en voldsom flygtningekrise af hidtil uset omfang. Eller kunne man for fem år siden have sagt ISIL overtager Syrien og Irak – og bliver nedkæmpet igen. Eller kunne man for fem år siden have sagt: Storbritannien forlader Den Europæiske Union.

Det er jeg ikke helt sikker på. Og det viser bare, at fem år er rigtig lang tid.

Og lige så står jeg bare og tænker på, hvad sker der i morgen?

Altså om en enkelt dag. Fordi i morgen skal der være afstemning i det britiske parlament.

Og det kan jo på mange måder så i virkeligheden statuere, hvad der skal ske de næste fem år.

For der er ingen grund til at pakke det ind. Brexit er en tragedie. Det mener jeg virkelig. For os alle sammen.

Men det vil om muligt være en endnu større tragedie, hvis vi ender med et no deal Brexit. Altså en situation, hvor Storbritannien – om få måneder – udtræder af EU uden en udtrædelsesaftale.

Men dét er jo et scenarie, der rykker tættere og tættere på i takt med, at tiden går. Der er under tre måneder til fristen springer.

Og vi venter stadig på en afklaring af, om det britiske underhus kan godkende den udtrædelsesaftale, som vi efter svære forhandlinger fik forhandlet på plads med den britiske regering i november sidste år.
Og det er vel ikke nogen hemmelighed – i så fald er den i hvert fald ikke velbevaret - at det ser svært ud for Theresa May. For nu at sige det mildt.

Nu er der jo så her i dag leveret endnu et forsøg på at skabe en platform af seriøsitet i en brevudveksling, der har været mellem Theresa May, Juncker og Tusk, som genbekræfter EU27’s vilje til at undgå, at den her ”backstop” nogensinde bliver til noget. Og en meget stærk tilkendegivelse om, at vi er i arbejdstøjet i samme splitsekund, udtrædelsesaftalen er godkendt af det britiske parlament.

Men om sådan et forstærket fundament skaber et andet udfald af morgendagens afstemning, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Grundlæggende har jeg desværre det indtryk, at der er noget, der har rykket sig i positiv retning, siden afstemningen blev udskudt før jul.

Hvad vil der så ske, hvis Underhuset i London vender tommelfingeren nedad i morgen? Det kan man kun gisne om. Det vil i første omgang være op til den britiske regering at definere en mulig vej fremad, som kan finde opbakning. Og det er vel der, vi danskere ser sådan lidt skuffede til, for da vi var i noget, der mindede om lignende situation efter afstemningen omkring Maastricht, så må man jo i hvert fald give generationen af politikkere før Margrethe og jeg, at de tog ansvaret på sig og lagde et kompromis, der gjorde det helt klart på tværs af skillelinjer i dansk politik, hvad det er, der skulle til, før vi kan komme videre. Og med dét afsæt kunne Uffe Ellemann-Jensen rejse rundt med klare ønsker om indrømmelser. Og det står jo noget i kontrast til det, som vi oplever her. En britisk premierminister, der har rejst rundt med et lidt mere bredt ønske om, at vi skal være imødekommende. Og det tror jeg vi grundlæggende også har lyst til at være. Men det ville jo være nemmere, hvis vi vidste, hvad det var, vi skulle imødekomme...

Jeg tror, at Brexit for rigtig mange mennesker har været en øjenåbner i forhold til de mange fordele ved EU-samarbejdet, som der – ligesom mange andre ting, vi har skabt i kølvandet på Anden Verdenskrig, med en mere reguleret international orden – jo med tiden bare er blevet taget for givet. Noget vi bare har lagt til grund.

Det er bare utrolig ærgerligt, at der skal en så skæbnesvanger og – i mine øjne – forkert beslutning til, for at man for alvor begynder at italesætte disse fordele.

Men hvis man skal finde trøst i det gamle ordsprog om, at der ikke er noget, der er skidt, uden det er godt for noget, så skal det jo være, at der i kølvandet på Brexit afstemningen er kommet en ganske klar reaktion også i Danmark. Nemlig at Brexit ikke er noget eksempel til efterfølgelse.

Tværtimod bakker danskerne i endnu højere grad end tidligere op om EU-samarbejdet. En ny måling – og jeg abonnerer selvfølgelig grundlæggende på det synspunkt, at alle målinger skal tages med store forbehold (...) altså lidt afhængigt af, hvad de viser naturligvis... Men en ny måling viser – og det er signifikant og uden for den statistiske usikkerhed – at to ud af tre danskere ville stemme for at blive i EU, hvis der var en folkeafstemning i dag.

Og det er godt. Og det er udtryk for en sund indstilling. Vi skal ikke vende ryggen til internationalt samarbejde og konventioner. Vi skal tværtimod involvere os. Deltage aktivt. Gøre samarbejdet bedre.

***

Det kræver, at Danmark sætter ambitioner for EU. Og at EU sætter ambitioner for fremtiden.

Ikke flere luftige visioner. Men konkrete løsninger, som bunder i realisme. Og i en forståelse for borgernes bekymringer. Og i en analyse af, hvad det er Europa har brug for.

Det er den kurs, jeg ønsker. Og på flere områder vil jeg også hævde, at Europa er godt på vej.

Også med afsæt i, at den Kommission, vi har nu, er en langt bedre Kommission end så mange, vi har haft tidligere. En Kommission, der har haft øje for, at vi skal være store på de store ting og lidt mindre på de små ting. Det har været positivt.

Og vi kan se det rundt omkring. På det digitale område. Hvor Margrethe vores stærke, danske kommissær er gået forrest med krav til de store tech-giganter om fair forretningsmodeller og bedre databeskyttelse. Som har gjort Europa til en foregangsregion. En region som selv Marc Zuckerberg kan se det visionære i.

Man kan se det på klimaområdet. Hvor EU har bidraget til at trække stormagterne til truget. Også da vi forhandlede klimaaftale i Paris. Så har en enkelt stormagt trukket sig siden hen. Men hovedlinjen i EU er, at vi forsætter ufortrødent. Og der lægges nu op til, at dét, der i en årrække har været en dansk ambition, nu også skal være en europæisk ambition, nemlig at vi skal forfølge målsætningen om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Man kan se det på miljøområdet. Fx når det gælder plastic, som alt for ofte ender på vores strande, i naturen, i havene... Før jul blev vi i EU enige om et europæisk forbud mod salg af engangsplastik. Hvis vi vil reducere mængden af plastik og stille skrappe krav til genanvendelse, batter det jo først for alvor noget, hvis vi gør det i fællesskab. Og her er EU jo det første store fællesskab, vi kan få øje på foruden vores eget, som kan bidrage til at løfte standarder. Som jo også kan sætte sig over tid globalt.

Vi kan også se på migrationsområdet, hvor EU jo – efter nogen tid, og efter mit eget temperament også for mange omsvøb først omkring fordeling af flygtninge mellem landene, før vi forsøger at bringe antallet ned – trods alt gik i ”handlingsmode”, blandt andet med EU-Tyrkiet aftalen. Hvor der i 2015 ankom tæt på 900.000 migranter til Europa via Tyrkiet og Grækenland så var tallet i 2018 bare 46.000. Det er en reduktion på 95 %! Det er ganske mærkbart. Og er jo et eksempel på, at man kan noget, når man handler i fællesskab.

Så EU leverer jo.

Og så er der alle de økonomiske fordele ved EU:

”Friktionsløs handel”. Det den britiske hovedappetit for tiden. Det er slagordet. ”Vi ønsker friktionsløs handel”. ...

Ja... men det er jo sådan set det, vi har. For det er kernen i EU samarbejdet. Den frie og åbne handel mellem markederne.

Det er friktionsløs handel, som bare har gjort Danmark rigere og rigere. Og man kan udtrykke det på mange måder, men det kan beregnes til, hvad der svarer til 5 % af vores Brutto National Produkt. Det kan fastslås, at reallønnen for danskerne i dag er i omegnen af 10 % højere end den ville have været, hvis ikke vi havde haft adgang til denne friktionsløse handel på det indre marked.

Her – i bygningen, formodentlig nogle etager højere oppe, i Dansk Industri – skønner man, at en halv million danske arbejdspladser er afhængige af det indre marked.

Hvis vi ikke havde det indre marked i Europa, var vi nødt til at opfinde det.

***

Alt i alt knytter der sig rigtig mange gode og konkrete fordele ved EU-samarbejdet.

Det glemmer vi nogle gange at minde borgerne om. Det gjorde de i hvert fald må man sige i Storbritannien. Hvor den politiske klasse i 40 år fortalte briterne om, hvad EU ikke gjorde for dem.

På den måde er det egentlig lidt af et mirakel, at 48 % af den britiske befolkning alligevel stemte for at blive.

Jeg fornemmer, at danskerne er blevet mere opmærksomme på de konkrete fordele ved EU i de senere år.

Og det er vigtigt. For den store debat – fred i vor tid. At bygge fred og samarbejde ovenpå ruinerne af Anden Verdenskrig med Kul- og stålunionen, det har vel for mange været en bærende fortælling og måske også en tilstrækkelig fortælling i sig selv. Men det rækker jo næppe til fremtidens generationer.

I år er det 30 år siden, Berlinmuren faldt. Jeg kan huske det. Jeg tog selv ned og så det. Men for dagens ungdom er det historieskrivning.

Derfor tror jeg, at vi – når vi kigger fem år frem – må gøre os bevidste om, at relevansen i EU-samarbejdet jo ikke findes i de historiske bedrifter, men i den fremtidige evne til at løfte virkelige, grænseoverskridende udfordringer.

Det bliver en opgave, og det bliver jo ikke mindst også en opgave, når man nu skal lave nye budgetter. Hvor vi bliver nødt til – selvom det bliver svært – at insistere på, at vi skal modernisere budgetterne, og dreje dem i retningen af fremtiden: Migration. Partnerskaber med vores nærområder, så vi undgår at få et migrationspres på os. Investeringer i innovation og udvikling. Digitalisering. Alt det Europa skal leve af i fremtiden. Og så investere noget mindre i strukturfonde og landbrug.

Det bliver ikke enkelt. Men det er i hvert fald med det afsæt, Danmark møder ind i forhandlingerne.

Jeg tror det er vigtigt, at vi holder os for øje, at opgaven består i at videreudvikle samarbejdet så vi fortsat kan levere konkrete resultater og løsninger på de udfordringer, som opleves af borgerne i dagligdagen.

Men ligesåvel som det er i det konkrete, at borgerne og vores virksomheder ser og værdsætter fordelene ved EU samarbejdet, er det også i det konkrete, at vi fra tid til anden oplever et EU, der nogle gange forekommer urimeligt.

Det gælder fx, når vi er nødt til at sende en fuld dansk børnecheck til et barn i et land, hvor den er tre gange så meget værd...

Eller når det indre marked bliver misbrugt som en genvej for ansættelse af filippinsk arbejdskraft. Som vi så det i Padborg. Hvor mennesker levede og arbejdede under forhold, som er helt, helt, helt utilstedelige...

Det er ikke rimeligt. Og det skal vi finde løsninger på i EU.

For den slags historier – uanset hvor meget de fylder op mod normalbilleder, og uanset hvor meget børnecheck, der sendes til udlandet op imod, hvad vi i øvrigt bruger på børnechecken, så er det med til at undergrave opbakningen til EU-samarbejdet, hvis vi negligerer det. Bagatelliserer det. Ikke tager det alvorligt.

På nogle områder er vi heldigvis godt på vej. Det gælder fx, når vi taler om mere ordnede forhold på vejene. Medlemslandene blev kort før jul enige om at indføre langt strammere krav for vejtransportsektoren. Så det bliver nemmere at kontrollere, at de fælles spilleregler overholdes.

På andre områder må man jo ærligt sige, at vi er mere udfordrede. Det gælder for eksempel, når Europa-Parlamentet for nyligt foreslår, at der bare skal én dags arbejde til, for at man har opnået en reel tilknytning til det danske arbejdsmarked. At man efter én dags ophold i Danmark kan få danske dagpenge – hvis man har haft minimum et års arbejdsløshedsforsikring i det land, man kommer fra. Det synes jeg for at sige det lige ud simpelthen ikke er rimeligt. Og som skal forandres, hvis man skal fastholde den folkelige opbakning til projektet.

Men selvom vi er udfordret, så er vi jo også ved at flytte debatten. Det gælder fx når det handler om muligheden for at indeksere børnechecken til leveomkostningerne i det land, hvor børnene bor. Vi fik en imødekommelse, som så for os desværre var knyttet op på et britisk ja ved en folkeafstemning. Men så havde den været der. Det var den så ikke. Men vi stod helt alene. Og kan i dag konstatere at flere andre lande – både store og små – sådan set bakker op omkring den danske rimelighedsdagsorden. Og den skal vi så bare blive ved med at stå på. Og det skal ikke oversættes til EU-skepsis eller andet. Tværtimod. Det er sådan set født af en ambition af, at vi skal rydde op i det, der støder folk fra sig.

Men jeg vil ikke bilde nogen ind, at det er en let opgave. For der er også stærke følelser til de her spørgsmål. Som ikke altid stemmer overens med vores holdninger. Men det er en vigtig dagsorden.

***

I år er et europæisk valgår. Det er i år et nyt Europa-Parlament bliver valgt. En ny Kommission. En ny formand for Det Europæiske Råd bliver udpeget.

Det er i år – faktisk her i løbet af foråret – at kuglerne til de næste fem års europapolitiske dagsorden bliver støbt. Og vi har fra dansk side kastet os helhjertet ind i kampen for at præge fremtidens Europa mest muligt i vores retning.

Og jeg har forsøgt her at antyde hvordan.

Det europæiske samarbejde skal videreudvikles, så det matcher fremtidens samfund. Vi skal sørge for, at det indre marked bliver ved med at levere velstand og vækst til Danmark og resten af Europa. Det handler om at gribe de nye teknologiske muligheder. Og lade det afspejle i vores budgetprioriteringer. Det handler om at værne om værdien af frihandel, men samtidig stille krav om respekt for fundamentale spilleregler.

Nogle af de væsentligste kodeord for fremtidens EU vil være digitalisering og bæredygtig omstilling. Her har Danmark – iklædt en digital førertrøje, og kendt som mangeårig frontløber på det grønne område – helt særlige forudsætninger for at gøre en mærkbar forskel.

Og så vil vi – som en stærk prioritet arbejde for et mere rimeligt Europa, ikke mindst når det kommer til den frie bevægelighed.

Vi skal gøre mere for at sikre, at de eksisterende regler overholdes. Og mere for at undgå at der sker omgåelse og misbrug af reglerne. Det er i min optik en blandt hovedopgaverne for den nye Kommission.

Derfor vil jeg arbejde for at sikre, at den næste Kommission sætter større politisk fokus på implementering. På håndhævelse. Altså ikke bare nyudvikling politik, men også bruger mere energi på at sikre, at det vi har aftalt rent faktisk gennemføres. Så vi sikrer, at alle medlemslande implementerer fælles regler rettidigt og korrekt.

Vi har i Danmark i den her valgperiode haft gode erfaringer med at etablere et implementingsråd og et særligt ministerudvalg. For hele tiden at benchmarke os op imod andre lande. Jeg tror, det er et instrument, som man ude i Europa godt kunne tage til sig. For det er helt centralt at vi følger reglerne til dørs, og sørger for, at der er en ”level playing field”.

Vi skal hjælpe hinanden med at kontrollere, at regler bliver overholdt på tværs af grænser. Vi skal informere hinanden, når nogen opdager smuthuller og utilsigtede konsekvenser. Og vi skal sørge for, at der bliver gjort op med uforståelige regler og praksisser.

Hvis ikke vi gør op med forhold, der virker urimelige, og som skaber ulige konkurrencevilkår, så risikerer vi at give plads til dem, der hellere ser, at vi afmonterer end fastholder det europæiske samarbejde. Til dem – og dem er der nogen af, både herhjemme og derude – der gerne vil sælge simple og kortsigtede løsninger på vanskelige og komplekse problemer.

Det har vi set rigeligt af på det seneste.

***

Hvor er vi om fem år?

Jeg ville ønske, at jeg vidste det.

Én ting er i hvert fald sikkert: Verden, Europa og Danmark står ikke stille.

Og det er jo sjældent sådan, at fortidens løsninger passer på fremtidens udfordringer.

Det gælder ikke kun i Europa. Det gælder også herhjemme.

Sidste år fejrede de danske forbehold sølvbryllup. 25 år.

Og det kunne jo så tjene til inspiration – rent processuelt – om hvordan man skal håndtere den situation, Storbritannien er i, i øjeblikket. Men ellers ved jeg ikke, hvor megen inspiration de kan tjene til.

Det er 25 år siden. 1993. Det er længe siden. Meget længe siden.

Dengang var Sverige, Østrig og Finland ikke medlem af EU.

Der var der ikke sat punktum i Tamilsagen. Hvis nogen kan huske den.

Boris Jeltsin, han var det store nye håb mod øst.

Jeg var selv børne- og kulturformand i Græsted-Gilleleje.

Der er sket meget siden.

Den verden, som vores forbehold blev født i, findes ikke længere.

Den frygt som forbeholdene var en forsikring imod...

Og engang imellem kunne det måske være værd – og jeg redigerer ikke aviserne – men engang kunne det være sjovt at lave et lille magasin, hvor man afdækkede, hvem der sagde hvad, hvorfor sagde de det, og hvad skete der?

Fordi hvad var frygten?

Det var jo frygten mod at det rødbede-farvede danske pas ville blive erstattet af et EU-pas.

At udenlandsk politi skulle patruljere i vores gader.

Danmark ville blive tvunget ind i en EU-hær.

Bundet ind i en fælles mønt, som man ikke mente ville være i Danmarks økonomiske interesse. Sidenhen har vi jo så valgt uopholdeligt at knytte os til den. Altså – vi kalder den noget andet – men vi har jo knyttet os til den.

Men det var jo den frygt forbeholdene blev født på.

Og man kan jo diskutere, om den frygt, som nu vedholdende gennem 25 år er blevet gjort til skamme, fortsat bliver ved med at give mening. Eller om den frygt måske ikke i virkeligheden risikerer at gøre, at fortidens forsikringer bliver en slags spændetrøje for os selv i fremtiden.

Jeg vil ikke putte med det.

Jeg synes, vi skal af med forsvarsforbeholdet. Det tjener ikke Danmarks interesser. Tiden er løbet fra det.

Og specielt i en tid, hvor en amerikansk præsident skiftevis vender ryggen lidt til og vender ansigtet til og stiller krav om større europæisk engagement i egen sikkerhed. Det ville klæde os at komme af med det. Det vil være i vores interesse.

Det kan jo selvsagt ikke ske uden nogen folkeafstemning. Og sådan en er ikke lige rundt om hjørnet, og kommer heller ikke på denne side af et valg. Allerede af den grund, at der jo ikke er et flertal for at fjerne forbeholdet i Folketinget. Det er der øjensynligt ude i befolkningen. Ret massivt endda, hvis man spørger. Men hvis man tæller stemmer på Christiansborg – Mette Frederiksen kommer senere – så forholder det sig omvendt.

Så det er ikke lige rundt hjørnet.

Til gengæld håber jeg på, at vi ved at holde gang i en debat – også uden at sætte den form for deadline, der gør at det hele ender sort/hvidt. Og med skræmmebillederne. Kan være med til at skabe forudsætningerne for at vi på et tidspunkt kan tage stilling til det her spørgsmål. Altså ikke en ja/nej, sort/hvid debat, men en nuanceret debat.

En fri debat – om det her, men i det hele taget om EU – hvor vi også taler om, hvad suverænitet betyder i den verden, vi lever i.

Man bliver jo ikke mere suveræn af at stå uden for indflydelse, når reglerne skal laves – for så bagefter at rette ind efter dét andre har bestemt. Det er den situation som de lande, der befinder sig i periferien af Europa jo oftest står i.

Hvis ikke man er med ved bordet, risikerer man at blive en del af menuen. Spist af de andre.

Med det har jeg forsøgt at give et perspektiv på, hvad jeg synes vi skal fokusere på. Både i EU: Flytte os fra de traditionelle politikområder ind i fremtidens vækstområder. Både budgetmæssigt og politisk fokus. Mere fokus på implementering. Mere fokus på at samle de små skævheder op, som risikerer at ”liden tue vælter stort læs” og stække den folkelige opbakning. Og herhjemme en appel om, at vi ranker ryggen. Tager ned, at mange faktisk efterspørger vores samfundsmodel og vores løsningsmodel. Og måske bruger det som et rygstød til at have tilstrækkelig meget selvtillid til – på visse punkter – at melde os mere fuldt og helt ind end vi har gjort til dato.

Tak for ordet.